Her er to guitarplader der er hentet i hver sin ende af landet og på karrierestigen.
Villads Aaling Group hører hjemme i Esbjerg, hvor 5 af bandets 6 medlemmer går på konservatoriet, det sidste medlem er på konservatoriet i Aarhus. Villads Aalling Bang er kapelmester og spiller guitar. Han får hjælp fra Martin Kjær Killie (trompet), Snæbjörn Snæbjörnson (tenorsax), Dan Hjorth Jensen (piano), Jens Samuel Bønnerup (bas) og Stinus Seierup (trommer). Musikken på EP'en er inspireret af Frank Zappa, Pat Metheny og Ornette Coleman. Jeg synes særligt at jeg hører en hel del inspiration fra manden i midten. I pressematerialet fortæller han at kompositionerne er kendetegnet ved afvigelse fra de gængse musikalske strukturer og forme. Det er musik, hvor der er en vekslen mellem fri improvisation og det gennemkomponerede. Når jeg hører pladens seks numre glædes jeg over måden som Aalling har brugt sekstetten som et organisk hele. Det er meget sammenhængende.
På den anden plade er det den meget mere erfarne guitarist Mikkel Ploug, der har lavet en duoplade sammen med Jeppe Skovbakke. Jeg har desværre kun modtaget en digital version. Men den skulle også findes i en lækker vinylversion derude et sted. Mikkel Ploug har for første gang i karrieren lavet et helt standardalbum. Titlen Two years at Coffee Collective fortæller om et tæt samarbejde med luksuskaffemærket og caféen på Godthåbsvej, hvor de to musikere hver søndag har spillet intimkoncerter gennem to år. Det passer perfekt sammen. Kaffen, jazzen, roen, virtuositeten og den høje kvalitet. Kommunikationen mellem Ploug og Skovbakke er på et højt plan, hvor de indenfor rammerne af nogle gode melodier skaber smuk klassisk jazz. Here's that rainy day og Let's face the music and dance får nyt liv i hænderne på duoen. Musikken kan så skylles ned med en kop sort mokka eller bare flyde ind i ørerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar