Det er en ret vild start på karrieren, som den unge mundharpevirtuos Mathias Heise har fået. Allerede inden den danske jazzscene omfavnede ham, havde han vundet et mundharpe VM og siden har han fået kronprinseparrets stjernedryspris. Senest har han fået Ben Webster prisen som den yngste jazzmusiker nogensinde. Her på bloggen har jeg inden for det sidste halve år anmeldt et par plader, hvor han er gæsteartist. Det er han også på denne plade - jeg har i øvrigt endnu en plade der venter på at blive anmeldt, hvor han er med som gæst, .
Saxofonisten Fredrik Moth har hørt rigtigt, da han har placeret 2 af de 3 numre med Heise allerførst på pladen. Hold nu kæver mand! Det fungerer. Moth har ikke været i tvivl om, hvad han kunne bruge det store musiktalent til. Heise får masser af plads til at spille på den kromatiske mundharpe, som bedst kendes i jazzen hos Toots Thielemanns. Moth giver med den gode melodi og en solid klassisk jazzbacking, Heise får mulighed for at folde talentet ud. Muligheden gribes og de får sammen lavet lækker jazz, der som i åbningsnummeret It Could Be Nina spreder gode vibes.
Moths band består af Lars Fiil på piano, Jasper Jagd på bas, Mads Nørgaard på guitar og David Besiakov på trommer. Hvor han på sit forrige album Momento fra 2012 trak på afrikansk inspiration, er han denne gang gået efter en mere klassisk jazzlyd. Selv om jeg fortaber mig lidt rigeligt i Heises talent i starten af denne anmeldelse, skal Moths gode saxofonspil også fremhæves. Det kan både være lettere melankolsk eller sommerskønt. Et særdeles veloplagt plade til yndere af velspillet jazzsaxofon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar