Indenfor de sidste par år er der kommet flere gode danske big band plader med DR Big Band og Aarhus Jazz Orchestra. Her tager jeg en stikprøvekontrol på hvordan det går hos naboerne.
I Sverige har Norrbotten Big Band har et højt kunstnerisk ambitionsniveau, hvilket understreges med disse to udgivelser. Big bandet hører hjemme i Luleå, højt oppe i det nordlige Sverige. På den første plade møder vi dem sammen med guitaristen George “Jojje” Wadenius, der fyldte 70 år i 2016. Allerede i 60’erne begyndte den talentfulde guitarists karriere, der tog fart med medlemskabet af svenske jazzrockbands som Made in Sweden og Solar Plexus og ikke mindst en karriere i USA, hvor han spillede med Blood, Sweat & Tears i en treårig periode i midten af 70’erne. Han flyttede til USA og blev fast medlem af husorkestret i Saturday Night Live. På denne dobbelt CD spiller han nykomponeret musik sammen med big bandet. Forskellige komponister har skrevet musik til “Jojje”. Vi finder bl.a. danske Anne Mette Iversen i dette selskab. Hun har skrevet den veloplagte The Wadenius Strut. Pladen præsenterer en suveræn musiker i gode musikalske rammer under ledelse af Joakim Milder.
Peter Danemo har også skrevet et enkelt nummer på pladen. Han var i 2015 composer In residence for Norrbotten Big Band, hvilket Anne Mette Iversen i øvrigt var i 2016. Danemos ophold i Luleå er der kommet en plade ud af. Han har ladet sig inspirere af sin barndom på gården Hedvigsnäs, der lå lige udenfor Tibro. Her flyttede han til som 5 årig. Han husker sommeren som varm og solrig og vinteren som et snedækket landskab. Herhjemme kender vi bl.a. Danemo som trommeslager i flere projekter sammen med Fredrik Lundin. Første nummer på pladen, Antoine indikerer med sin powerfyldte funky dynamik at det kunne være en trommeslager der har komponeret musikken. Sådan fortsætter det ikke. I stedet får vi musik der er inspireret af 70’ernes tv-krimier, undersøgelser af forskellige instrumenters klangmæssige muligheder og natlige improvisationer. Stort og flot. I øvrigt fik denne plade mig til, at finde den tyve år gamle CD, som han lavede sammen med Fredrik Lundin, Music for Dancers and Dreamers frem.
På den sidste CD er det også en trommeslager der er i fokus. Amerikanske Billy Hart er sammen med The WDR Big Band under ledelse af Christophe Schweizer. Schweizer fik som ung håbefuld jazzmusiker undervisning af den legendariske jazzmusiker i New York, hvor han var sammen med fire andre musikere. Det fungerede ikke og Hart sagde: “You guys need to learn how to love each other”. Hart har undervist mange jazzmusikere gennem årene. Han har aldrig tvivlet på retningen og alligevel altid anset sig selv som værende en elev. Han er et godt eksempel på, hvordan man finder sammen om musikken i et kollektiv. Det får vi til tydelighed vist med denne big band plade, hvor det er hans kompositioner der er i fokus. Bl.a. spiller de Téulé’s Redemption som han lavede til Quest. Derudover er der blevet plads til kompositioner fra hans første soloplade fra 1977 og den seneste fra 2012 og flere andre der i mellem.
Kort fortalt ser det helt fint ud i nabolandenes big bands, hvis denne stikprøvekontrol er retningsgivende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar