fredag, februar 03, 2017

Sigurd & Brundin: Jazz för skeppsbrutna (PB7) >> Mårten Lundgren: Plays the music of Bob Dorough (Gateway)

Jeg elsker Sverige! Sådan er det bare. Folkhemmet med Stockholm, Volvo, Systembolaget (verdens bedste udvalg af øl), fika och lösviktsgodis er et vidunderligt sted. Et land som jeg har et lettere romantiseret forhold til, fordi jeg tilbragte et par år af min ungdom i Stockholm. Og så er der musikken! 

Her er par plader som kun kan laves af svenskere. Den første er med Sigurd & Brundin. Et pænt ældre par smiler til hinanden med en solnedgang i det fjerne på pladecoveret. Det er også der man kan se, at de får musikalsk hjælp af et stjerneband med svenskerne Jan Allan og Bernt Rosengren og danskerne Ole Kock Hansen, Mads Vinding og Aage Tanggaard. Det er vokaljazz med Jan Sigurd, der bl.a. har lavet musik til Monica Zetterlund og Anna Lena Brundin, der er kendt for sine Piaf-fortolkninger. Her møder vi dem over en række originale sange på svensk, suppleret med nogle standards med svensk tekst. Det er bl.a. Runt Midnatt og Zetterlund klassikeren Sakta vi gå genom stan. Det er smooth akustisk jazz om livet og kærligheden. Hyggeligt og til et voksent publikum, der gerne vil svømme hen i smukke svenske gloser.

På den anden plade møde vi trompetisten Mårten Lundgren, der har kastet sig over musik af den mindre kendte komponist Bob Dorough. Lundgren supplerer som noget nyt, sit trompetspil med sang. Hans vokal er i den lette og pæne afdeling, som næsten kun en svensker kan være det. Når det suppleres med en let svensk accent i det engelsksprogede, så bliver det også charmerende. Lundgren synger som han spiller trompet. Dog skal hans erfaring som professionel trompetist og det modsatte som sanger tænkes ind i den ligning. Det er blevet til en hyggelig jazzplade med stort J, hvor han i øvrigt får dansk hjælp fra Helle Marstrand på bas og vokal og Espen Laub von Liljenskjold på trommer, mens det er svenskeren Sven Erik “Svempa” Lundeqvist på piano. Lundgrens uforligneligt smukke trompet og flygelhornspil er i særklasse. En plade til lytteren der gerne orienterer sig i retning af klassisk 50’er jazz.
Jansigurd.com

Martenlundgren.se

Ingen kommentarer: