SærklasseHan lægger stærkt ud med Michael Jacksons Human nature, som Miles Davis nærmest gjorde til en jazzstandard på albummet You´re under arrest i midt-80'erne. Vijay Iyer er helt alene ved Steinway-flygelet. Han føjer elegant nye elementer til popnummeret og bevarer alligevel grundstemningen i nummeret. På samme måde kaster han sig frygtløst over Thelonious Monks Epistrophy fra 1947. Der er noget Monk'sk i Iyer's spil og noget helt andet. Han kredser om nummerets oprindelige skæve gang og bevæger sig ud i et virtuost festfyrværkeri, hvor fingermuskulaturen ikke spares.
Darn that dream er en varm efterfølger, hvor der pustes ud inden Ellington's Black and tan fantasy. Her nærmer han sig strideklaverspil. Så følger der fire numre af Vijay Iyer. De former sig som en minisuite midt på pladen, der temperamentsmæssigt er af meget skiftende karakter. Eksplosivt på Autoscopy og tilbageholdende på Patterns.
Pladen lukkes ned med Steve Coleman's Games, en udgave af Ellington's Fleurette africaine der om muligt gør nummeret endnu smukkere. Iyer's One for blount er sidste nummer, der i godt humør siger farvel og efterlader lyst til at høre mere Iyer. Hans fyldige og velafvejede klaverspil er i særklasse.
Vijay Iyer er moderne pianist med stor gæld til fortidens giganter. Han nævner selv folk som Andrew Hill, Monk, Ellington, Muhal Richard Abrams, Randy Weston, Cecil Taylor og Sun Ra i covernoterne. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Solo vil være et sikkert hit, når året går på hæld og årets bedste jazzplader skal kåres. Iyer løb med megen opmærksomhed på grund af sidste års trioplade Historicity. Solo tilføjer endnu et succesfuldt kapiltel til historien om Vijay Iyer.
Vijay Iyer: www.vijay-iyer.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar