Alex Riel - Manden bag trommerne (Saxart) Bog af Hans Barfod

VITALex Riel
Min hukommelse er fyldt med gode Alex Riel-oplevelser. Første gang jeg hørte ham live, var på Nicodemus i Herning i midten af 80'erne, hvor han sammen med Bob Rockwell, Bo Stief og Marilyn Mazur spillede en forrygende koncert. Siden da har jeg hørt ham et utal af gange, som feks. tidligere i år, hvor jeg hørte ham sammen med Benjamin Koppel og senere sammen med Niels Lan Doky.
Her er Hans Barfods bog Alex Riel - Manden bag trommerne, et godt supplement. Bogen kommer samtidig med at Riel fylder 70 år og i den forbindelse er i gang med en koncertrække på Jazzhus Montmartre.
Det er i høj grad en bog om musikeren Alex Riel. Hans barndom og ungdom er dækket tæt med historier om hvordan han begyndte at spille på trommer. Vi kommer tæt på en besværlig barndom med svagbørnskoloni, hvor savnet til forældrene var så stort, at der stadig er rester af det savn i Alex Riel. Om hvordan han blev uddannet som frisør, sideløbende med at han spillede professionelt i bla. Cirkusrevyen.
Jeg savner at bogen kommer mere ind under huden af den voksne Alex Riel. Ganske perifert berøres det nogle steder og det er måske lige præcis derfor at jeg kommer til at mangle de dele. Fordi jeg bliver nysgerrig. Der vises en flig - hvis jeg aldrig havde set den flig - havde jeg slet ikke savnet den.
Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.
Han sad bag trommerne på Montmartre i 60'erne, hvor Dexter og Webster var blandt kongerne. Ved mange af koncerterne spillede han sammen med NHØP og Kenny Drew. Sidstnævnte brød sig ikke om Riel, hvilket Riel i bogen ikke skjuler var gengældt. Bill Evans spillede han sammen med flere gange. Riel/Mikkelborg Kvintetten og V8 tilhører den slags bands, jeg bliver træt af at læse om. Jeg er sikker på at det er den fedeste musik de lavede den gang i slut-60'erne. Hvorfor hulen er der aldrig udgivet noget med dem? Så følger flere års succes som medlem af Savage Rose. I 70'erne kalder flere europæiske big bands. For så at komme op til den tid, hvor jeg blev gammel nok til, at høre ham live.
Det er en musikerbiografi, der falder i samme kategori som Jesper Thilos Man ska' ku' se komikken fra 2000. Der er vanvittigt meget musikhistorie og mange referencer til musikere der har betrådt de danske scener i de sidste 50 år. Jeg elsker den form for historie og er du ligesom jeg mere end almindeligt interesseret i musik er det en kærkommen bog. Er du Riel-fan er bogen et must-have. Der er bla. et helt afsnit om trommeudstyr.
Jeg er ikke kommet til at holde mindre af dette fantastiske tromme-menneske efter at have læst denne bog.
saxart.dk