fredag, september 17, 2010

Michael Bladt: Kirkland (Gateway)

Teknisk og charmerende
Det er lang tid siden, at Michael Bladt sidst har lavet en plade i eget navn. I Århus er han en af den slags musikere, som andre musikere ser på med stor respekt. Det skyldes i bl.a. pladsen i Klüvers Big Band, hvor han ofte har demonstreret sine god tekniske evner. Han er en saxofonist der kan en masse, hvilket også demonstreres på den aktuelle plade. Tenor-, alt-, sopran- og barytonsax, basklarinet, fløjte, alt-fløjte og saxsynth'en EWI er de instrumenter han kommer omkring på Kirkland. Det er ganske passende, fordi han musikalsk også spiller varieret.
Bladt er overvejende inspireret af groovy akustisk fusionsjazz, hvor feks. Michael Brecker og Steps Ahead ikke er langt væk. Der er såmænd suppleret med vibrafon (som i Steps Ahead) ved Kaare Munkholm på et par numre. Arrangementerne af numrene lægger ofte op til tighte breaks af den teknisk krævende type. Det kan forekomme bedaget at Michael Bladt i så udpræget grad er tiltrukket af 80'erne. Jeg finder det nu meget charmerende at høre den jazz som mange drenge i firserne spillede luftsaxofon til. Specielt når det spilles så velkvalificeret som Bladt gør. Han har i øvrigt ikke den kedelige tendens som mange af firsernes saxofonister havde: De enormt overlæssede hysteriske saxsoli. Bladt tør godt at trække vejret og lade melodien komme til.
Hans Esbjerg tager sig af div. keyboards, Torben Bjørnskov er med på både el- og akustisk bas og Lars Wagner spiller trommer. Derudover er der diverse gæstemusikere med på en gennembearbejdet ambitiøs plade, der bør tiltale de jazzfans, der har en del af deres musikalske opdragelse plantet i 80'erne.
Michael Bladt: michaelbladt.dk

Ingen kommentarer: