I Ringkøbing var der i søndags premiere på jazzteaterstykket Forvandling på Teatret OM. De tre musikere Lars Greve på sax, Haakon Berre på trommer og Adam Pultz Melbye på bas opfører en fortællling om verdens tilblivelse ud af kaos og elementernes adskillelse, der forvandler og former Jorden. Teksten kommer fra Ovids Metamorfoser.
Du kan stadig nå at se stykket. Se mere på: www.teatretom.dk
D. 8. november udkommer bogen Montmartre i Nørregade - mig og Mont'en på forlaget Peoples' Press. Det er bookeren Niels Christensens personlige beretning om spillestedet i Nørregade 41. Han var ansat hos Jazz-Kay fra 1976-1989 og var om nogen med til at sætte spillestedet på landkortet. Ligefra den første aften med Charles Mingus og i tiden frem.
Oktober måned bliver hot for jazzpublikummets pengepung. Der er et kæmpe udvalg af koncerter, med nogle af den internationale jazzscenes mest spændende navne lige nu.
På Jazzhouse spiller Stacey Kent i den kommende weekend, herefter følger svenske Wildbirds & Peacedrums, hårdt swingende orgeljazz med Will Bernard Trio, Søren Kjærgaard med Ben Street og Andrew Cyrille - denne trio er på Danmarkstur i oktober i forbindelse med udgivelsen af et nyt album. Tomasz Stanko Quartet og Will Vinson/Aaron Parks Quartet kigger forbi i slutningen af måneden.
På Atlas i Århus spiller Søren Kjærgaard også, ellers er der norsk brutaljazz med The Thing i weekenden, Jamie Saft kommer i næste uge og spiller musik af Bob Dylan, John Zorn og sig selv. Portico Quartet spiller i slutningen af måneden dobbeltkoncert sammen med Lars Fiil Kvartet.
Den engelske sangerinde Claire Martin kan opleves fire gange i Danmark i den kommende tid. I Viborg, Århus, Odense og Ålborg kommer sangerinden, der af mange regnes for at være den bedste i England. Hun medbringer bla. den danske trommeslager Kristian Leth.
I musikhuset kommer Chick Corea solo og John Scofield Trio, udover førnævnte Claire Martin.
På Huset i København residerer Paradise Jazz. Her kommer Jens Søndergaard sammen med Kenny Werner og Paolo Russo's Nuevo Trio Porteno.
På Jazzhus Montmartre starter man violindagene op med fire koncerter med Didier Lockwood, Niels Lan Doky's mangeårige ven. Doky er pogså med på scenen. Senere kan de to violinspillende udenlandsdanskere Line Kruse og Mads Tolling opleves på Montmartre, der også byder på et par koncerter med Bollani/Bodilsen/Lund trioen.
Chris Minh Doky er på tur med sit amerikanerteam med George Whitty, Dave Weckl og Dean Brown. De kan bla. opleves i Tversted, hvor der allerede er udsolgt til den koncert. Men det er muligt at komme til koncert med Bollani/Bodilsen/Lund eller Indra og Magnus Hjorth. Henholdsvis amerikanser og svensker der har valgt at bo i Danmark.
jazzhouse.dk
atlasaarhus.dk
www.clairemartinjazz.com
www.musikhusetaarhus.dk
paradisejazz.dk
jazzhusmontmartre.dk
jazzydays.dk
Turnépremiere konkurrence med de Waal
På lørdag d. 2. oktober starter Emil de waal sin Danmarksturné på Københavns Musikteater.
Turnéen kommer senere til Dexter i Odense d. 14. oktober, Von Hatten i Randers d. 15. oktober og Atlas i Århus d. 16. oktober. Han er på turné i anledning af pladen Elguitar & Saxofon der udkom for kort tid siden og medbringer også musikere derfra. Jenno, Gustaf Ljunggren og Albert Raft hedder de tre multimusikere der alle spiller både Elguitar & Saxofon.
Du kan vinde billet til koncerten på lørdag eller vinde et eksemplar af CD'en, hvis du kan svare på følgende:
På hvilket dagblad har Emil de Waal spillet trommer?
Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden fredag d. 1. oktober og deltag i lodtrækningen om billetter og CD'er. Der er to stk. af hver på højkant.
Britisk lunch
Jeg har siden, jeg hørte Eric Dolphy's Out to lunch album fra 1964, syntes at det var et af jazzhistoriens mest coole albums - overhovedet. Det var det eneste Dolphy udsendte for Blue Note, men det er ikke kun derfor at albummet har fået ikonstatus. Musikerne var udover Dolphy på altsax og supplerende fløjte og basklarinet, vibrafonisten Bobby Hutcherson, bassisten Walter Davis, trompetisten Freddie Hubbard og trommeslageren Tony Williams. Et særdeles stærkt team med nogle unge musikere, der gik uimponeret til Dolphy's musik.
Den britiske kvartet Empirical hylder Dolphy og Out to lunch på deres plade Out'n'In. To af numrene fra Dolphy's plade er såmænd også medtaget. Hat and beard og Gazzelloni, der begge er gode eksempler på hvorfor Dolphy's plade er et must-have. Kvartetten er på trods af en gennemsnitsalder på 25 år allerede godt etablerede på den britiske jazzscene. Out'n'In er af en enig jazzpresse blevet rost til skyerne. Hvilket ikke er svært at forstå. De fire musikere på altsax, vibrafon, bas og trommer spiller jazzjazz i hardbopstilen så det sprøjter. Velspillet, med mange kærlige nik i retning af Dolphy. Det personlige touch har de ikke store problemer med. Empirical er på deres felt unikke på dagens jazzscene.
Bonusinfo:
Empirical spiller i vore nabolande i den kommende tid. D. 1. oktober på Nasjonal Jazzscene i Oslo, d. 2. oktober på Nefertiti i Göteborg og d. 5. oktober på Fasching i Stockholm.
Empirical: empiricalmusic.com
Besættende nordisk-afrikansk jazz
Det ligger i navnet Monoswezi, Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe. Det er her musikerne kommer fra. Det er overvejende fra det afrikanske at musikken kommer. Og dog. Pulsen er afrikansk. Jazzen er hørbar og tilstede stort set hele tiden. De tre nordiske musikere, Hallvard Godall på underspillet sax og klarinet, Putte Johander på bevægende bas og Erik Nylander på trommer og percussion spiller sammen med de afrikanske musikere Nqoblie Khoza og Xavier Tembe.
En stor del af inspirationen til musikken er hentet hos folkeslaget Shona, der udgør 80 % af befolkningen i Zimbabwe. På numrene med vokal bliver der sunget på det lokale sprog. Desuden anvendes instrumentet mbira (et tommelfingerpiano) i det mest af musikken. Det er nationalinstrumentet fra et land med en stor og rig musiktradition, hvor også instrumenter som marimba og divers trommer og percussion indgår
Musikken er fuld af gentagelser. Gentagelserne er besættende. Minimalistiske repetative figurer der snurrer og ruller afsted, hele tiden med små ændringer. Der hersker på trods af den pulserende rytme også en behagelig ro over de fem musikeres samspil.
Monoswezi: monoswezi.com
My Space: www.myspace.com/monoswezi
Charlie Punker
Han er kongen og den der har inspireret flest altsaxofonister. Charlie Parker is the name. Han kan stadig inspirere. Laura Toxværd er en de yngre jazzmusikere der har hentet noget inspiration til hornet hos Parker. Hun er bare vokset op i en anden tid. Hun har også lyttet til grunge i 90'erne og specielt den del af grungemusikken der lå tættest op ad punken. Korte, heftige udladninger med enkle melodier. Det dyrkede hun, da hun gik på Sankt Annæ Gymnasium, hvor hun havde et band sammen med Frederik Thaae og Mikkel Engel Gemzøe. De kaldte bandet Do Drugs. Siden hen blev Frederik Thaae til A Kid Hereafter og Mikkel Engel Gemzøe begyndte at lave musik sammen med folk som Moi Caprice og JaConfetti. Laura Toxværd var taget til jazzland og lavede i 2007 soloCD'en No. 1, som All About Jazz New York havde med på sin liste over årets bedste debutplader.
Nu er de sammen igen. Det er Toxværd der fører an på en plade der både byder på støjrockeeskapader og mere blide toner. Toxværds sax nærmest pumpes op af Frederik Thaae vilde guitar og får en klang som en rock'n'roll sax fra 50'erne.
Pladen er endnu et skud på den stamme af jazzen med støj, der i år har haft særligt gode vækstbetingelser i Danmark med bands som Angel og Boda Boda Duo.
Laura Toxværd: www.lauratoxvaerd.dk
Da Lars Fiil Kvartet ikke vandt Young Nordic Jazz Comets konkurrencen i weekenden i Helsinki - kunne de i stedet glæde sig over at deres bassist Jens Mikkel Madsen vandt solistprisen. Det var den svenske gruppe Isabel Sörling Group der vandt selve konkurrencen.
www.myspace.com/isabelsorlinggroup
Dansk jazz invaderer Østeuropa i dagene fra den 28. september til den 30. september. Cæcilie Norby spiller et par koncerter i Bulgarien og en enkelt i Tjekkiet. Radiostar - med Michael Blicher og Fredrik Lundin spiller tre koncerter i Slovenien og Rosendal.earle.templeton spiller to koncerter i Rumænien.
Miniturnéerne er opstået i et samarbejde mellem ambassaderne, erhvervsliv og JazzDanmark.
Violinisten Mads Tolling er på tur i Danmark fra d. 14. oktober, hvor han spiller i Skive Jazzklub. Dagen efter er han på scenen på Montmartre i forbindelse med stedets tribute til Svend Asmussen. D. 16. oktober kan han både opleves i Greve og på Dexter i Odense om aftenen.
Han er på tur med sit danske band med Thor Madsen, Kasper Tagel og Snorre Kirk.
Jan Kaspersen modtager i morgen Bebop prisen på 25.000,-. Det er forlaget Bebop der står bag prisen, der altså i år gives til en der kan det der bebop.
Jazz skal ses på nettet. Den tanke er let at få når man opdager Tv-stationen Arte og deres udvalg af jazzkoncerter på nettet. Forrige weekend sluttede festivalen Jazz à la Villette. I den forbindelse kan man genopleve en række af koncerterne i superkvalitet. Vel at mærke i uredigeret form. Det hele er med. Robert Glasper Trio, Tribute to Roy Ayers, David Krakauer, Fred Wesley & SoCalled og Archie Shepp er blandt de optrædende.
liveweb.arte.tv
Komplekst med komplekst på
Hvis noget får betegnelsen komplekst, kan det tolkes på flere måder. Det kan feks. forstås som noget der er bøvlet og indviklet at gå i gang med eller det kan forstås som, noget der er spændende og åbner op for nye udfordringer - det stiller bare krav.
Hører du hjemme i den første del, hvor eksempelvis musik betegnes som komplekst, skal du ikke læse videre. For denne plade indeholder musik der er komplekst med komplekst på. Du bliver ikke færdig med den foreløbig. Der er god mulighed for frie fortolkninger, der bringer lytteren rundt i frie verdener.
På et nummer som Following wind introduceres man fint til det niveau som trioen arbejder på. Thommy Anderssons rolige vandrende bas, Cennet Jönssons fabulerende sopransax og Lisbeth Diers' maskingeværsalvebongotrommer. Besættende og kryptisk musik. Rytmisk, pulserende og spontant.
Rorschach-testen er den berømte blækklattest som psykologer bruger i beskrivelsen af forskellige personlighedstyper. Rorschach-pladen er en jazzplade der ikke kan bruges til at beskrive personlighedstyper. Den kan bruges til at du bremser op, falder i og bliver besat af trioens musik.
Bonusinfo:
Pladen markerer også at Lisbeth Diers er blevet en del af det sydsvenske pladeselskab Kopasetic.
kopasetic.se
Kammerjazz på polar ekspedition
Isnende kulde og de store ukendte hvide vidder var det der mødte datidens polarfarere som Knud Rasmussen, Nansen, Amundsen, Mylius Erichsen, Brøndlund og Andree. Benjamin Koppel har lavet sit nyeste album i et utraditionelt samarbejde med tidl. museumsleder for Nanortalik Museum og faglig konsulent for arktisk Institut Sörine Gejl. Arktisk Institut har stillet billedmateriale til rådighed. Disse billeder kan sammen med al musikken ses og høres på en hjemmeside der er lavet til lejligheden. De gamle sort/hvid fotos efterlader stort indtryk i kombination med musikken. Mændene med de furede ansigter. Isen. Den rå og ukendte natur.
Benjamin Koppel og Hans Ulrik har henholdsvis skrevet 10 og 4 numre til pladen - inspireret af polar ekspeditionerne. De spiller også begge to på pladen på sopran- og barytonsax. De tilhører begge den gruppe af saxofonister der nærmest er hjemme på alle saxtyper. Den musikalske medhjælp på pladen vidner om de høje kunstneriske ambitioner som Koppel og Hans Ulrik har med dette projekt. Jon Balke på piano, Palle Danielsson på bas og Alex Riel på trommer er med sende musikken afsted på en rejse uden GPS, satellitkommunikation og andet moderne halløj.
Pladen er inddelt i fire dele, der er tilegnet de barske mænd og deres ekspeditioner. Der er så mange stemninger og følelser i historierne og myterne om polarekspeditionerne, at det - selv om idéen er stærkt original - føles som en naturlig forlængelse af myterne.
Samspillet mellem Hans Ulrik og Benjamin Koppel i kammermusikalske rammer, bakket op af de tre musikalske veteraner frembringer ny jazz, i en opsætning der både udfordrer og udforsker kompositionerne.
www.cowbellmusic.dk/polarexpedition/
Vind billetter til Kenny Drew jr. koncert
Fra torsdag d. 23. september og de følgende to aftener spiller pianisten Kenny Drew jr. sammen med vibrafonisten Thomas Dobler på Jazzhus Montmartre og i den forbindelse har Jazznyt fået 5 billetter til hver aften, hvor vinderne oven i købet kan tage en ledsager med.
Kenny Drew jr. er som den skarpe Jazznytlæser nok allerede har gættet, søn af den legendariske pianist Kenny Drew der spillede et hav af koncerter på Montmartre som en del af Montmartres hustrio.
Kenny Drew jr. er inspireret af sin faders spillestil og har bla. spillet sammen med Stanley Jordan, Stanley Turrentine og Jimmy Heath.
Du kan vinde billet til en af koncerterne, hvis du kan svare på følgende spørgsmål:
Første gang Kenny Drew sr. spillede på Montmartre var en nytårsaften. Hvilket år?
Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com senest onsdag, sammen med ønske om hvilken aften, du helst vil have billetter til, hvis du vinder.
www.jazzhusmontmartre.dk
Og hvis?
Den 40 årige israelske kvindelige pianist Anat Fort er aktuel med sit andet album for ECM Records. På den første havde hun legenden Paul Motian med på trommer. Denne gang er det hendes sædvanlige makkere der er med i studiet; Gary Wang på bas og Roland Schneider på trommer. Paul Motian er dog med i ånden, når han hyldes på numrene Paul Motian (1) og (2), der henholdsvis åbner og lukker pladen. Det er i og for sig heller ikke fordi at der er sket musikalske revolutioner siden 2007-albummet, der etablerede Anat Fort som en af de væsentlige nutidige pianister af Bill Evans-skolen.
Det er en fin rolig triojazz-plade, der næppe skræmmer nogen væk. Den kan selvfølgelig godt komme til at fremstå noget anonym i det, da det felt den bevæger sig indenfor er fyldt godt op i forvejen. Den har ikke alligevel ikke problemer med at sætte sig og fremstår som en relevant udgivelse.
Anat Fort: www.anatfort.com
player.ecmrecords.com/fort
Særklasse
Han lægger stærkt ud med Michael Jacksons Human nature, som Miles Davis nærmest gjorde til en jazzstandard på albummet You´re under arrest i midt-80'erne. Vijay Iyer er helt alene ved Steinway-flygelet. Han føjer elegant nye elementer til popnummeret og bevarer alligevel grundstemningen i nummeret. På samme måde kaster han sig frygtløst over Thelonious Monks Epistrophy fra 1947. Der er noget Monk'sk i Iyer's spil og noget helt andet. Han kredser om nummerets oprindelige skæve gang og bevæger sig ud i et virtuost festfyrværkeri, hvor fingermuskulaturen ikke spares.
Darn that dream er en varm efterfølger, hvor der pustes ud inden Ellington's Black and tan fantasy. Her nærmer han sig strideklaverspil. Så følger der fire numre af Vijay Iyer. De former sig som en minisuite midt på pladen, der temperamentsmæssigt er af meget skiftende karakter. Eksplosivt på Autoscopy og tilbageholdende på Patterns.
Pladen lukkes ned med Steve Coleman's Games, en udgave af Ellington's Fleurette africaine der om muligt gør nummeret endnu smukkere. Iyer's One for blount er sidste nummer, der i godt humør siger farvel og efterlader lyst til at høre mere Iyer. Hans fyldige og velafvejede klaverspil er i særklasse.
Vijay Iyer er moderne pianist med stor gæld til fortidens giganter. Han nævner selv folk som Andrew Hill, Monk, Ellington, Muhal Richard Abrams, Randy Weston, Cecil Taylor og Sun Ra i covernoterne. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Solo vil være et sikkert hit, når året går på hæld og årets bedste jazzplader skal kåres. Iyer løb med megen opmærksomhed på grund af sidste års trioplade Historicity. Solo tilføjer endnu et succesfuldt kapiltel til historien om Vijay Iyer.
Vijay Iyer: www.vijay-iyer.com
Saxofonnissen
Den gamle saxofonnisse Charles Lloyd har altid været lidt af en birollefigur i min version af jazzens historie. Manden der opdagede Keith Jarret i 60'erne og så havde jeg ikke så meget andet at tilføje. Meeen, den version holder jo ikke vand.
Charles Lloyd Quartet spillede for et par år siden på Copenhagen Jazz Festival, bla. i anledning af en nyudgiven skamrost liveplade på ECM. Nu er kvartettens første studieplade så blevet en realitet.
Det er Lloyd der er hovednavnet, der er fokus på hans lyse, lidt støvede tone stort set hele tiden. Han spiller med en behagelig iderigdom og integritet, hvor man ikke trættes. Ind imellem træder pianisten Jason Moran frem med en solo. Ellers er Moran i akkompagnatørens rolle det meste af tiden. Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er solide og opfindsomme støtter.
Materialet på pladen er en blanding af Charles Llloyd's egne kompositioner og gamle klassikere som Monk's Monk's mood og Ruby, My dear, Brian Wilson's Caroline, no og standarden I fall in love to easily.
player.ecmrecords.com/lloyd
Teknisk og charmerende
Det er lang tid siden, at Michael Bladt sidst har lavet en plade i eget navn. I Århus er han en af den slags musikere, som andre musikere ser på med stor respekt. Det skyldes i bl.a. pladsen i Klüvers Big Band, hvor han ofte har demonstreret sine god tekniske evner. Han er en saxofonist der kan en masse, hvilket også demonstreres på den aktuelle plade. Tenor-, alt-, sopran- og barytonsax, basklarinet, fløjte, alt-fløjte og saxsynth'en EWI er de instrumenter han kommer omkring på Kirkland. Det er ganske passende, fordi han musikalsk også spiller varieret.
Bladt er overvejende inspireret af groovy akustisk fusionsjazz, hvor feks. Michael Brecker og Steps Ahead ikke er langt væk. Der er såmænd suppleret med vibrafon (som i Steps Ahead) ved Kaare Munkholm på et par numre. Arrangementerne af numrene lægger ofte op til tighte breaks af den teknisk krævende type. Det kan forekomme bedaget at Michael Bladt i så udpræget grad er tiltrukket af 80'erne. Jeg finder det nu meget charmerende at høre den jazz som mange drenge i firserne spillede luftsaxofon til. Specielt når det spilles så velkvalificeret som Bladt gør. Han har i øvrigt ikke den kedelige tendens som mange af firsernes saxofonister havde: De enormt overlæssede hysteriske saxsoli. Bladt tør godt at trække vejret og lade melodien komme til.
Hans Esbjerg tager sig af div. keyboards, Torben Bjørnskov er med på både el- og akustisk bas og Lars Wagner spiller trommer. Derudover er der diverse gæstemusikere med på en gennembearbejdet ambitiøs plade, der bør tiltale de jazzfans, der har en del af deres musikalske opdragelse plantet i 80'erne.
Michael Bladt: michaelbladt.dk
Vind billetter til Weather Report Tribute
Fra onsdag d. 15. september og de følgende to dage kan du opleve Weather Report Tribute på Jazzhus Montmartre. Med Simon Spang Hanssen i rollen som Wayne Shorter, Bo Stief som Jaco Pastorius og Jørgen Emborg som Joe Zawinul bliver det muligt at høre musik af en af 70'erne og 80'ernes mest populære jazzgrupper. De tre førnævnte danske musikere har dog hver især så megen musikalsk pondus. Så mon ikke det også kommer til at skinne igennem?
Du kan vinde en billet til koncerten på torsdag d. 16. september, her på Jazznyt, hvis du kan svare på nedenstående spørgsmål:
På hvilken dansk musikfestival var Weather Report et af hovednavnene i 1976?
Der er fem billetter på højkant! Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden kl. 8.00 d. 16. september og du er med i lodtrækningen, hvis du har svaret rigtigt.
Det rigtige Weather Report spillede i øvrigt i St. Regnegade d. 9. august 1972.
www.jazzhusmontmartre.dk
Potentialet er stort og det udnyttes!
Jeg ved ikke om Estland medregnes, når man taler om den nordiske tone i jazzen. Hvis den gør, så er det ikke altsaxofonisten Maria Fausts skyld. Hun har netop udsendt sit andet album med gruppen Maria Faust Group. Der er temperament, som i "jeg smadrer fandme tallerkerne, hvis du ikke hører efter". Jeg synes ellers at jeg hører efter, men alligevel smadrer hun tallerkener, endda flere gange.
Den estiske altsaxofonist Maria Faust er uddannet på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor hun mødte flere af de musikere der blev medlem af hendes gruppe. Musikere der også indgår i pladeselskabet Barefoot's musikerkollektiv.
Der er sket et par udskiftninger i det otte mand store orkester siden den forrige Bitch Slap Boogie fra 2008. Musikalsk holder hun sig til samme opskrift som sidst med ekspressive udladninger, emotionelle stemninger og et herligt tungt groove. Charles Mingus, Carla Bley og Gil Evans er med i ånden.
Hun har imponerende meget styr på de otte musikeres roller. Rytmegruppen med Håkon Berre på trommer, Adam Pultz Melbye på bas, Ask Nørholm på guitar og Morten Pedersen arbejder eksemplarisk sammen. Det sker fordi Faust har udstyret dem med musikalsk materiale der er både kødfyldt og veldefineret. Hos blæserne er Faust selvfølgelig i hovedrollen, hun suppleres af Lars Greve på sax og klarinet, Tobias Wiklund på trompet og Tormod Melaas Holm på barytonsax. Der er masser af plads til de forskellige musikere. Jeg sidder hele med en fornemmelse af, at Faust ikke har tvivlet. Hun har haft en klar idé om hvad der skulle ske. Hør feks. titelnummeret Warrior Horse og der er ingen tvivl om at Faust er en idérig komponist, en tight arrangør og en personlig saxofonist.
Warrior horse er en anbefalelsesværdig plade, til lytteren med forkærlighed for de mellemstore grupper, hvor hele potentialet udnyttes.
My Space: www.myspace.com/mariafaustgroup
Maria Faust: mariafaust.com
VITALex Riel
Min hukommelse er fyldt med gode Alex Riel-oplevelser. Første gang jeg hørte ham live, var på Nicodemus i Herning i midten af 80'erne, hvor han sammen med Bob Rockwell, Bo Stief og Marilyn Mazur spillede en forrygende koncert. Siden da har jeg hørt ham et utal af gange, som feks. tidligere i år, hvor jeg hørte ham sammen med Benjamin Koppel og senere sammen med Niels Lan Doky.
Her er Hans Barfods bog Alex Riel - Manden bag trommerne, et godt supplement. Bogen kommer samtidig med at Riel fylder 70 år og i den forbindelse er i gang med en koncertrække på Jazzhus Montmartre.
Det er i høj grad en bog om musikeren Alex Riel. Hans barndom og ungdom er dækket tæt med historier om hvordan han begyndte at spille på trommer. Vi kommer tæt på en besværlig barndom med svagbørnskoloni, hvor savnet til forældrene var så stort, at der stadig er rester af det savn i Alex Riel. Om hvordan han blev uddannet som frisør, sideløbende med at han spillede professionelt i bla. Cirkusrevyen.
Jeg savner at bogen kommer mere ind under huden af den voksne Alex Riel. Ganske perifert berøres det nogle steder og det er måske lige præcis derfor at jeg kommer til at mangle de dele. Fordi jeg bliver nysgerrig. Der vises en flig - hvis jeg aldrig havde set den flig - havde jeg slet ikke savnet den.
Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.
Han sad bag trommerne på Montmartre i 60'erne, hvor Dexter og Webster var blandt kongerne. Ved mange af koncerterne spillede han sammen med NHØP og Kenny Drew. Sidstnævnte brød sig ikke om Riel, hvilket Riel i bogen ikke skjuler var gengældt. Bill Evans spillede han sammen med flere gange. Riel/Mikkelborg Kvintetten og V8 tilhører den slags bands, jeg bliver træt af at læse om. Jeg er sikker på at det er den fedeste musik de lavede den gang i slut-60'erne. Hvorfor hulen er der aldrig udgivet noget med dem? Så følger flere års succes som medlem af Savage Rose. I 70'erne kalder flere europæiske big bands. For så at komme op til den tid, hvor jeg blev gammel nok til, at høre ham live.
Det er en musikerbiografi, der falder i samme kategori som Jesper Thilos Man ska' ku' se komikken fra 2000. Der er vanvittigt meget musikhistorie og mange referencer til musikere der har betrådt de danske scener i de sidste 50 år. Jeg elsker den form for historie og er du ligesom jeg mere end almindeligt interesseret i musik er det en kærkommen bog. Er du Riel-fan er bogen et must-have. Der er bla. et helt afsnit om trommeudstyr.
Jeg er ikke kommet til at holde mindre af dette fantastiske tromme-menneske efter at have læst denne bog.
saxart.dk
Marilyn Mazur er på forsiden af det nye nummer af det svenske jazzmagasin Orkesterjournalen. I et interview lavet med Mazur under Copenhagen Jazzfestival fortæller hun bla. tiden med Miles Davis og Wayne Shorter.
Der står Alex Riel på meget af det der sker i disse dage på jazzscenen. Han fylder 70 år på mandag og det fejres behørigt på Jazzhus Montmartre med 10 dages koncerter. TV2 var såmænd forbi og lavede en historie om fødselsdagsbarnet.
I søndags fik han Montmartres nystiftede jazzpris og i denne uge er han også med på Niels Lan Doky's nye trioindspilning Live at Montmartre sep. 4 2010. I lørdags blev den optaget og allerede nu kan den erhverves på nettet. Det samme kan koncerten han holdte i tirsdags med bla. Mazur, Pasborg og Mikkelborg.
I onsdags fik han en specialpris (en flaske snaps og 1000 $) fra Ben Webster-fonden, hvor en af begrundelserne var at Alex Riel selv havde sagt, at han var Ben Webster's yndlings trommeslager.
Jazzhouse er i disse nettider gået old school og har præsenteret et trykt magasin med artikler om hvad der sker i huset. Heldigvis kan dem der ikke lige kommer forbi en café i det københavnske hente bladet her: http://issuu.com/justacompany/docs/jazzhousemag01
Big bandet The Orchestra har eksisteret i 18 år og går endnu en gang nye veje. Jakob Riis har udover at passe en basun i big bandet også leveret en del kompositioner og arrangementer til The Orchestra. Denne gang præsenteres musikken med sang og det er den norske operasangerinde Tuva Semmingsen der står i spidsen ved en koncert d. 17. september i Krudttønden.
Charlie Parker er mål for en udstilling der kan opleves netop nu på biblioteket i Viborg. Samleren Poul Hald udstiller plader - CD og vinyl - med mesteren. Derudover udstilles andet memorabilia.
Bruger du Mozilla Firefox? Så kan du hente et Jazznyt-tema til din browser. Så Jazznyt kan stadig være tæt på, selv om du måske er i gang med at tjekke flybilletpriser til New York.
http://www.getpersonas.com/en-US/persona/293539
Flybilletter til New York har Koppel-søskende Benjamin og Maria-Carmen nok allerede bestilt. I slutningen af september drager de øst på over Atlanten for, at indspille et jazzalbum med Kenny Werner (klaver), Scott Colley (bas), Jonathan Blake (trommer) og Chris Potter på gæstetenorsax.
Kammermusik fra Brooklyn
Moderne kammermusik er ikke en spidskompetence på Jazznyt, men efter at have fået hænderne i par plader med den amerikanske komponist Jessica Pavone, har strygertonerne lifligt pirret mine jomfrunalske kammermusikører. Hun spiller selv på violin, bla. i duo sammen med Mary Halvorson, hvor stilen er singer-songwriter. Men også i jazzen har hun gjort sig gældende. Specielt hos Anthony Braxton har hun vakt opmærksomhed.
På disse to plader er det udelukkende som komponist hun fremviser sit talent. På Quotidian er det kvintetten Till By Turning med violin, bratsch, cello, fagot og klaver, der tager sig af de fire kompositioner.
Det er dog den anden plade der har spillet sig ind i mit hjerte. Fire medlemmer af Toomai String Quintet på violin, bratsch, cello og kontrabas har frembragt Pavones musik. Pavone opfatter sig selv som sangskriver, der tilfældigvis skriver instrumentale sange. Hun har hentet inspiration fra amerikansk folkemusik og Leonard Cohens album Songs of love and hate fra 1970, hvor sange som Famous blue raincoat og Joan of Arc var med. Det er ikke coverversions af sangene. Men følelserne og stemningerne som hun indfanger og sætter ny musik på.
Jessica Pavone er et bekendtskab værd for den nysgerrige musiklytter med hang til regnvejrsdage, hvor man bare sidder lige så stille og kigger på regndråberne på vinduet - måske med en kop kaffe i hånden.
Jessica Pavone: jessicapavone.com
Teatralske synder
For nogle måneder siden skrev jeg om en EP, som den århusianske guitarist Jonas Kappel havde udgivet. Den indeholdte som bonus, nogle numre fra den kommende plade med Kappels gruppe Skjult. Jeg skrev at musikken havde potentiale til, at blive et undergrundshit. Nu er hele albummet klart og når jeg nu havde skrevet så pænt om musikken, så er det vel ganske logisk at der følges op på det.
Skjult er ikke jazz. Hovedmanden Jonas Kappel har en fortid i jazzkvintetten Aurora, hvor fokus var Kappels kompositioner. Et par af medlemmerne i Skjult har da også betrådt jazzen, som feks. tangentspilleren Lars Fiil, der tidligere i år vandt Ung Jazz konkurrencen. Sophie Kronsted tager sig vokalen og det er med en tydelighed der er med til, at give musikken et særkende, der leder hen ad det teatralske.
Kappels store interesse for filmmusik er tydelig i det kompositoriske og arrangementsmæssige arbejde, hvor der ikke spares på musikalske virkemidler og stemninger. Mellem de syv numre der handler om dødsynderne, ligefra Begær til Vrede er nogle små interludes - korte numre, der er med til at aflade og bygge op til næste nummer. Kappel har haft en masse elementer i spil og han kan styre dem. Det er et sammenhængende album, der vil en masse og overholder det meste.
Skjult: skjult.dk
Trobadourballade og armensk vuggevise
Der hersker en højstemt spænding, når englænderen Norma Winstone synger. Der tages ikke let på tingene. Det er alvorligt det her. Med sine latente jazzfraseringer er Winstone en ener. På den aktuelle plade Stories yet to tell, er hun i selskab med Klaus Gesing på basklarinet og sopransax og Glauco Venier på piano. Med så sparsom musikalsk ledsagelse er der masser af plads til at høre Winstone udfolde sig. De to musikere lægger sig empatisk ind til Winstone's smukke stemme.
I 70'erne og 80'erne lavede hun fem plader for ECM med Azimuth-trioen der også bestod af Kenny Wheeler og John Taylor. Hun har tidligere lavet en enkelt plade med de samme musikere som på Stories yet to tell. Distances der kom i 2008 var med en blanding af feks. Cole Porter og Peter Gabriel sange. Denne gang er det musik af trioen, men også musik af folk som Wayne Shorter, Maria Schneider og mexicaneren Armando Manzanero er brugt. Norma Winstone har skrevet teksterne.
Blandingen af kammermusik, en troubadourballade fra det 13. århunderede, en armensk vuggesang og nutidig jazz er betagende og mere sammenhængende end jeg havde frygtet.
player.ecmrecords.com/winstone
Fischer's got the blues
Det er på trods af en efterhånden mangeårig karriere, kun Jacob Fischers andet album i eget navn. Den forrige var jeg helt oppe at ringe over og tog den med på listen over de 10 bedste danske jazzudgivelser i 2008. Pladen var en stilistisk blandet affære, der præsenterede guitaristen Jacob Fischer så bredt som muligt. Denne gang har han indsnævret sit fokus og valgt at lave en mere strungent udgivelse med fokus på the blues.
Sammen med de to musikere Casper Mikkelsen på trommer og Martin Schack på hammond-orgel har han lavet en live-indspilning en forårsaften i år på et af Københavns få jazzvandhuller, La Fontaine. Pladen er en straight affære med klare rødder tilbage til nogle af jazzens store guitarister, som Wes Montgomery og Grant Green. Det er jazz af den ukomplicerede og brugbare slags. For på trods af, at det the blues der er det musikalske omdrejningspunkt, så får jeg ingenlunde the blues når jeg hører denne trio.
Publikummet er af den hørbare slags, der snakkes løs selv om der feks. er orgelsolo. Stemningen er løssluppen og det passer fint ind i den musikalske kontekst. Pladen er fin appetitvækker, jeg får lyst til at høre dem live.
Endnu en gang får Fischer slået fast at han er i særklasse herhjemme, når der skal spilles old school jazzguitar....for dælen da. Vi får til at høre numre af Toots Thielemans, Joe Henderson, Mel Tormé og nogle selvskrevne.
Jacob Fischer: jacobfischer.dk
Følsom naturinspiration
Dengang jeg var dreng lavede jeg ofte mit drømmefodboldhold. Stillede dem op på papir i størrelsesforholdet 10 angribere og 1 målmand. Der skulle jo scores mål. Jakob Buchanan har med sin kvartet også lavet et drømmehold. Lidt mere fornuftigt, så der ikke kun angribes.
Jakob Bro på guitar er en gammel makker fra Buchanan's 3 år gamle projekt I, mens Marilyn Mazur på percussion og Simon Toldam på keyboards er nye sammen med Buchanan. Buchanan har til dette projekt hentet inspiration til musikken i Grønland. Her er rum og ro og umanerligt højt til loftet. Buchanan spiller udelukkende på trompetens storebror flygelhornet, der med sin store åbne klang og mindre hidsige temperament er med til understrege klarheden i Buchanans musik.
Pladen er indspillet i de legendariske Rainbow-studier i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Han har på mange ECM-indspilninger været med til, at sætte sit præg. De fire musikere har hver deres rolle i kvartetten. Buchanan svæver øverst med hornet, roligt og følsomt. Han anvender ikke elektroniske manipulationer af lyden, men lader sig styre af de muligheder der er i hornet i sig selv. Mazurs empatiske tromme- og percussionspil glider fint ind i Buchanans musikalske univers. Toldam spiller både på flygel og Würlitzer. På sidstnævnte spilles der oftest med forvræget lyd, hvilket er en god stemningsskaber. Bro er på guitaren i det mere eksperimenterende hjørne. Der laves lyde og fornemmelser.
Jeg overgiver mig totalt til denne plade og vil starte med at anbefale den til læserne af denne blog. En spændende og langtidsholdbar plade, der som Buchanans forrige plade er med til, at vedligeholde den aura af en følsom stemning der er omkring Jakob Buchanans musik og person.
Jakob Buchanan: buchanan.dk
Blandede guitar bolscher
Uffe Steen er som guitarist kendt for ubesværet at bevæge sig mellem jazz og blues. Hans tekniske og musikalske integritet er herhjemme uden sidestykke. Han er heldigvis ikke fedtet med at dele ud af sine evner, både som underviser på det Jyske Musikkonservatorium og som musiker på koncertscenerne. En gang imellem dukker der også en plade op med Uffe Steens navn som det, der står øverst.
Han har lavet to trioplader sammen med Lennart Ginman og Adam Nussbaum på henholdsvis bas og trommer, den seneste kom for 6 år siden. Siden dengang har han fået gang i en ny trio med Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer. Begge to er etablerede musikere i Århus, med Sejthen som den unge fremadstormende mand.
Med titlen Twangz leder Uffe Steen lytteren på sporet af hvad der i vente. En åben convertible, solbriller på, håret blafrer i vinden og du kører ned ad highway one i Californien. Ikke så meget jazz, mere instrumentalrock med fokus på guitarlækkerier. Pladens indledende titelnummer er et godt eksempel herpå. Dog kommer der en jazzfyldt akustisk bassolo midt i nummeret fra Sejthen, der ligesom for at pisse territoriet af, får signaleret at det er jazzen der fundamentet for trioen.
Herefter følger en mørkeblå blues Fooled med rå guitar og en halvaggressiv bas. Så tager mere countryinspirerede toner over på Junction river. Sangeren James Loveless kigger forbi på Walking catfish creek og er med til, at skabe ren John Lee Hooker-stemning.
Det er en meget blandet plade Uffe Steen har lavet. Han har plukket frit fra de forskellige stilart-hylder. Sammen med Knudsen og Sejthen indfanges og skabes en egen lyd og stemning på trods af de velkendte inspirationer. Denne plade kan anbefales til alle, der sidder og fedter med guitaren derhjemme. Enten som pladen der endegyldigt tager modet fra den håbefulde eller forhåbentlig inspirerer til, at øve sig endnu mere. For alle andre er det en plade med velspillet guitar og råswingende bas og trommer.
Uffe Steen: uffe-steen.dk
Afvekslende og idérigt
Pianisten Signe Bisgaard, der er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium er et nyt bekendtskab for mig. Hun har at valgt at bruge det klassiske trioformat, til at omsætte sin musik. Trommeslageren Søren Mehlsen er mest kendt fra den eksperimenterende freejazz-scene, mens bassisten Klaus Nørgaard bla. slår sine folder i Pauseland. De er begge fine valg til Bisgaards musik. Mehlsens let skramlende facon med meget spil på bækkenerne, er ikke voldsom eller dominerende. Trommerne placerer sig elegant under Bisgaards spil og dør aldrig ud i ensartethed. Det opleves boblende og levende. Klaus Nørgaard er ligeledes meget afvekslende i sit spil, der diskret ligger under Bisgaaard fyldige spil. Det er ikke voldsomt, der sker noget hele tiden. Idéerne står hele tiden på spring og bliver omsat.
Lyden på pladen er en ekstra dimension. Produceren Anton Johannes Hejls nærværende lyd, der medinddrager lyden af rummet, hvor musikerne var under indspilningen. Meget passende til Signe Bisgaards organiske musik.
Signe Bisgaard har ladet sig inspirere af både den klassiske musik og den nordiske jazz. En flot debutplade, der er værd at bruge sin tid på.
My Space: www.myspace.com/signebisgaarddk
Signe Bisgaard: www.signebisgaard.dk
I Ringkøbing var der i søndags premiere på jazzteaterstykket Forvandling på Teatret OM. De tre musikere Lars Greve på sax, Haakon Berre på trommer og Adam Pultz Melbye på bas opfører en fortællling om verdens tilblivelse ud af kaos og elementernes adskillelse, der forvandler og former Jorden. Teksten kommer fra Ovids Metamorfoser.
