mandag, november 08, 2010

Wolff/Angiuli/Fryland: Prelude (Your Favourite Jazz)

Europæisk triojazz
 Den danske trommeslager Andres Fryland er uddannet på konservatoriet i Haag. Her mødte han den finske pianist Walter Wolff og den italienske bassist Francesco Angiuli. De har arbejdet tæt sammen, de sidst par år. Nu er der kommet et album som dokumentation på udfoldelserne. Opmærksomheden på denne plade rettes naturligvis mod det danske islæt Andreas Fryland. Han har i de sidste par år huseret på den danske jazzscene. Fundamentet er i orden hos den unge trommeslager, der med kollegerne har fundet to brødre i den musikalske ånd. Sammen dyrker de den romantisk funderede triojazz, der trækker store veksler på europæiske musiktraditioner.
Det høres feks. tydeligt på Luna di Mezzogiorno, hvor Fryland spiller med køller(?), bassen er trukket frem i lydbilledet, mens Wolff på pianoet spiller en stille melodi, hvor skyerne flyder henover nattehimlen, der lyses op af månen. Melankolien regner ned over os.
Det her er en trioplade, der appelerer til jazzlyttere der holder af melodi og musik hvor alle tre musikere er lige vigtige.
My Space: www.myspace.com/andreasfryland

lørdag, oktober 30, 2010

Kenneth Dahl Knudsen Group: Strings attached (Gateway)

Årets nordjyske jazzmusiker
Op til Copenhagen Jazzfestival i år, glædede Politikens anmelder Henrik Palle sig over, at Kenneth Knudsen Group skulle spille på Tango Y Vinos. Det var dejligt at den gamle keyboardlegende igen kom frem i lyset. Det var bare ikke keyboardlegenden, der skulle spille på Tango Y Vinos. Det var den unge nordjyske bassist Kenneth DAHL Knudsen, der skulle spille på Tango Y Vinos.
Nu er der et debutalbum klart med bassisten, der lige har fået prisen som årets nordjyske jazzmusiker. Han har tidligere gjort opmærksom på sig selv i jazzrockbandet Crashnburn. Nu springer han for alvor ud - og med denne plade er han godt på vej til, at jazzinteresserede opdager at der også er en bassist og komponist der hedder Kenneth Knudsen.
Han omgiver sig på debutpladen med seks musikere. Den polske - men i Danmark bosatte - trompetist Tomasz Dabrowski er sammen med den israelske - men i New York bosatte - guitarist Gilad Hekselman to af pladens store oplevelser. Desuden er der udover klaver og trommer både en altsax og en basklarinet på spil. Knudsen har komponeret og arrangeret al musikken, der har en egen lidt sørgmodig tone. Den er stærk nok til at trænge igennem, hvad enten det drejer sig om balladerne eller de kraftstyrede numre.
Det er jazz med et personligt drive, hvor der er hørbare elementer af både rock og klassisk jazz. Det er en ambitiøs og holdbar plade der med Hekselmans stærke guitarspil - der sine steder kan minde om Kurt Rosenwinkel - er en rigtig god debutplade med nutidig jazz. Knudsen skal også roses for ikke at være bange for, at sætte sig selv i det musikalske centrum. Han placerer sig mange steder langt fremme - og det klæder ærligt talt en jazzbassists soloplade.
Kenneth Dahl Knudsen: kennethdahlknudsen.com

Mai Seidelin: On a travelling mind (Gateway)

Sikkert og personligt
Hun har skabt sig et navn indenfor brasiliansk jazz herhjemme, bla. med Mais Uma. Men på sit andet album i eget navn er det jazz i en vanlig kontekst der har hovedrollen. Det lidt spøjse er så at albummets højdespringer, den sang der sætter det hele til vægs, hedder Rio. Det er hverken en bossa eller samba. Det er en skramlet blues.
Hun har sammensat et band af jazzmusikere, jeg ikke erindrer at have hørt spille sammen før. Lisbeth Diers på trommer og percussion, Jesper Bodilsen på bas, Anders Banke på sax og Carsten Kær på piano. Det er alle musikere der hver især er garanter for en personlig håndtering af deres respektive instrumenter. Så meget desto større bliver Seidelins opgave med at styre orkesteret. Det kunne blive noget slemt rod. Mai Seidelin er ikke i tvivl om hvad det er hun vil med musikken og styrer myndigt de fire musikere.
Seidelin er sangerinde der kender sin stemme og bruger den. Hun fraserer sikkert og føjer med det en ekstra dimension ind i musikken.
Den selvskrevne musik og teksterne vidner om at Seidelin ikke er nybegynder. Der er en sikkerhed og tyngde i det musikalske materiale. Via personligheden sikrer hun sig en plads på dagens jazzscene, hvor der er rigtigt mange kvindelige vokalister. Musikalsk placerer hun sig et sted mellem jazz og singer/songwriter med en overvægt til jazzsiden.
Mai Seidelin: www.maiseidelin.com

torsdag, oktober 28, 2010

Jan Rørdam & Benjamin Koppel: Sax and the city (Cowbell)

Blød og cremet
Den slet skjulte reference til dame TV-serien Sex & the city må være helt tilsigtet. Pladen sælges med overskriften stemningsfuld og velspillet jazzpop til efterårets drinksaftener. Her er det ikke en skotsk, røget singlemalt der tænkes på. Det er mere noget med farver der skal blandes sammen, de må have i tankerne. Lyttersegmentet kan for en stor del hentes blandt dem der følger TV-serien af næsten samme navn.
Smooth jazz er en genre der pr. definition er sikker på at få en dårlig anmeldelse eller bare blive forbigået. Elevatormuzak og andre mindre pæne etiketter hæftes på en genre der har set bedre tider. Der er ikke så mange smoothjazz radiostationer, som der var for nogle få år siden i USA. Et eller andet sted mellem 70'erne og 80'erne blev genren grundlagt af folk som David Sanborn og Dave Grusin. Saxofonen er en af grundpillerne i en genre der har budt på både lort (Dave Koz) og godt (David Sanborn). Grunden til at genren har været under stort pres er bla. at den fra starten har været så klart defineret, at udvikling ikke var noget der skulle være for meget af.
Benjamin Koppel har dyrket genren sammen med bla. Moonjam. Koppel kan som få spille en overbevisende Sanborn-altsax. Derfor er det nærliggende at Jan Rørdam har allieret sig med Koppel på pladen, der overvejende er skrevet af Rørdam, pånær det gamle Janet Jackson hit That's the way love goes. Det er uhyre velspillet og cremet. Klaus Menzer på trommer og Dan Rasmussen på bas er garanter for den bløde funkbund, mens Steen Rasmussen på diverse keyboards placerer sig lunt under hovedmændene Koppel og Rørdam, der pladen igennem skiftes til at spille solo. Rørdam har på den elektriske guitar, et George Benson touch. De suppleres af diverse vokalister, hvor Søren Sko og Marie Carmen Koppel skiller sig ud.
Smooth jazz vil altid have en plads som lydtapet, som man går og hygger sig med uden der skal tages alt for meget stilling. Her er et velspillet bud fra nogle musikere, der ikke er bange for at komme ekstra sukker i deres café latte. Men pas på vægten!
www.cowbellmusic.com

onsdag, oktober 27, 2010

Helle Hansen: Uncommon ground (Heart Core)

Sange om tømmermænd, Muhammedtegningerne og Bent J.
Hun er uddannet på klassisk blokfløjte fra det Jyske Musikkonservatorium. Allerede tidligt sneg lysten til at udtrykke sig med stemmen ind. Her var det så ikke den klassiske musik der trak i Helle Hansen. Det var jazzen. Det er så længe siden, at hun nu er klar med sit 9. album. Udover at synge har hun været meget optaget af at arrangere, komponere og skrive tekster. Bla. med deltagelse i den amerikanske sangskrivningskonkurrence USA Songwriting Competition.
Så det er ikke lægere en decideret jazzfokuseret Helle Hansen vi møder på Uncommon ground. Det er en kunstner der står i gæld til andre singer/songwritere som feks. Rickie Lee Jones, Suzanne Vega, Joni Mitchell og Tom Waits der også har hentet megen inspiration fra jazz. Men feks. også pop, blues og bossa. Hun fortæller gerne noget med sine tekster. Det kan både være om tømmermænd, Muhammedtegningerne eller jazzbarindehaveren Bent J's bortgang.
Helle Hansen har lavet en stilistisk blandet plade, hvor hendes sikre musikalske arrangementer hele tiden stikker ud. Der er flere højdespringere på pladen, hvor tekst, komposition og arrangement flyder sammen til et perfekt hele. Sanctuary, sangen om irakerne i Brorsonskirken er en af dem. Den glemmer jeg ikke foreløbig. Helle Hansen omgiver sig med klassemusikere og har også selv fundet blokfløjten frem på flere numre.
Det er en velkommen plade for dem der sætter pris på teknisk veludført musik med poptendenser, der har noget på hjerte.

Helle Hansen: hellehansen.dk

søndag, oktober 24, 2010

KortJazzNyt Uge 42 2010

Det har den seneste uge været kåringsuge. Først blev årets nordjyske jazzmusiker kåret i forbindelse med Jazzy Days Festivalen i Tversted. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen fik æren og timede det med at han i mandags udgav sin debutplade - en plade du snart kan læse om her på bloggen.
Saxofonisten Christina Dahl har lige udgivet en plade, som jeg skrev om for nylig på bloggen. I søndags fik hun årets Bent Jædig pris ved en fest og koncert på Copenhagen Jazzhouse.
Senere på ugen fik endnu en en ung bassist en geografisk jazzpris. Richard Andersson blev kåret som årets fynske jazzmusiker. Han udgav for kort tid siden den bemærkelsesværdige debutplade Recycle this.

Kasper Tranberg og Hans Ulrik spiller i Japan i slutningen af november sammen med japanske musikere. De kalder bandet DenJap Sound Ensemble.

I denne måneds udgave af All About Jazz New York er der et interview med Kresten Osgood. Osgood har spillet flere koncerter i den forgangne uge i NYC. Jeg har også hørt på vandrørene at han har spillet sammen med Ornette Coleman.
www.aaj-ny.com/issues/aaj_ny_201010.pdf
Mark Solborg er lige hjemkommet fra turné i Kina sammen med kvartetten Mark Solborg 4. De spillede 7 koncerter på 8 dage, hvor de bla. spillede på verdensudstillingen i Beijing.

Superfly: Airways (Gateway)

Der flyves højt og lavt
Et bandnavn behøver ikke at sige noget som helst om den musik der spilles. Superfly er feks. titlen på et ikonisk soulalbum med Curtis Mayfield. Der findes også en jazztrio med Mark Turner der ikke hedder Superfly, men blot Fly. Uden nogen relationer til førnævnte overhovedet, findes der en fynsk jazzkvartet der kalder sig Superfly. De er aktuelle med deres andet album. De lever lidt i det skjulte. Kvartettens fire medlemmer er ellers alle etablerede musikere med udgangspunkt i det fynske. Bassisten Bo Gryholt har spillet med Kim Larsen frem til 2005, hvorefter han siden har spillet med Anne Linnet. Saxofonisten Hans Mydtskov underviser på konservatoriet i Odense. Guitaristen Morten Nordal spiller i forskellige bands og trommeslageren Chano Olskær ligeledes. De tre sidstnævnte spiller alle i Tiptoe Bigband.
Vi kommer grundigt rundt på det musikalske landkort på Airways. Trommeslageren Chano Olskær og saxofonisten Hans Mydtskov har hver et enkelt nummer med på pladen. Mydtskov har en rockræv i ærmet og knalder ud med sin kompostion Yes! hvor Nordal sender en hvinende guitarsolo op i luften. Numrene der er krediteret hele bandet er rodede og søgende og tak for det. Bo Gryholt er den melankolske melodismed. Pladens titelnummer er en uhyre enkel komposition, der får lov til at lukke pladen ned. Den bliver siddende lang tid efter, den er smuk og ikke mindst af den nynnebare slags. Guitaristen Morten Nordals kompostioner fremstår mest som stiløvelser. Den indledende guitarfigur på Clean country er tyvestjålet fra Johnny Cash's Ring of fire. Umiddelbart tiltalende og velkendt. Men også med en hvorfor-nu-det? følelse. Første gang er det fedt, men allerede tredje gang bliver det irriterende at høre på.
Superfly er fire dygtige musikere, der kan det musikalske håndværk bedre end de fleste. De må gerne rode meget mere rundt, det er der det spiller.
My Space: www.myspace.com/superflydk

Pasborg's Odessa 5: X-Tra Large (Stunt)

Fra Krupa til Coleman
Stefan Pasborg har udvidet orkesteret Odessa 5 til at omfatte endnu flere musikere. Som på det første album er det blæserne der står i centrum. Der er sket nogle enkelte udskiftninger og en enkelt væsentlig tilføjelse. Tilføjelsen har trukket musikken i nye retninger. Ibrahim Electric-makkeren Jeppe Tuxen på hammond-orgel medvirker på 8 af de 10 numre. Pasborg og Tuxen har et sammenhængende drive. Det høres måske tydeligst på pladens første nummer Charles Mingus' Nostalgia iin Time Square, der godt kunne have være med på et Ibrahim Electric album.
Det er ikke mange der både kan hylde Gene Krupa og Ornette Coleman på et og samme album, hvor man vel at mærke kan høre hvem der hyldes. Det kan Stefan Pasborg samtidig med at han beholder sin musikalske integritet.
Pasborg har vendt sig mod nogle af de kunstnere der har inspireret ham. Krupa, Coleman, Mingus, Ayler og Armstrong er de andre der hyldes på en plade der byder på så forskellige kompositioner som et uddrag fra Stravinsky's Ildfuglen og Per Wiking's børnesang Ræven er ude med halen så lang. Centralt på pladen er to suiter. Den ene er hyldesten til Gene Krupa og Louis Armstrong, et mashup af Sing Sing Sing og Tiger Rag. Her er så meget trommer, at Pasborg på trods af alle de tilføjede blæsere er i centrum. Den anden suite er hyldesten til Ornette Coleman, hvor Pasborg sammenkæder fire Coleman kompositioner.
Der er heldigvis stadig tydelige balkan-referencer i musikken, som der var på det foregående album fra 2008. Nu er de trådt i baggrunden og integreres i Pasborg tillokkende musikalske verden, der er en kæmpe fornøjelse hjemme i stuen...nu vil jeg høre dem live.
Stefan Pasborg: www.pasborg.dk

Nik Bärtsch's Ronin: Llyrìa (ECM)

Mørk akustisk minimalelectro
Numrene på pladen hedder allesammen Modul med et efterfølgende nummer. Det gjorde de også på de to foregående plader, som schweizeren og pianisten Nik Bärtsch lavede sammen med gruppen Ronin på pladeselskabet ECM.
Titlerne og musikkens æstetik minder om det der kendes fra den mørke elektroniske musik, der kom frem i halvfemserne, hvor man blandede funk og electronica. Nik Bärtsch's Ronin har på den nye plade styr på virkemidlerne. Små figurer der gentages og med få ændringer sender det tankerne til den minimalistiske musik. Det blandes op med heftige tromme og percussionbeats der næsten kunne sende nummeret på dansegulvet.
Inspirationen er i høj grad hentet fra musik, der på den eller anden måde bruger elektroniske instrumenter. Det gør Nik Bärtsch's Ronin overhovedet ikke, de spiller udelukkende på akustiske instrumenter. Udover klaver spilles der på basklarinet/altsax, bas, trommer og percussion.
Det fungerer fint. Man efterlades ikke med en følelse af, at de forsøger at lyde som noget andet end det de er.
Bonusinfo:
Hver mandag spiller gruppen på Zürich-klubben Exil, i morgen spiller de koncert nr. 308.
player.ecmrecords.com/baertsch

torsdag, oktober 21, 2010

De nominerede til DMA er offentliggjort

Så er årets nominerede til Danish Music Awards priserne offentliggjort. Jazzen er med ved det store fælles arrangement på Bremen i København d. 14. november. Det er første gang i flere år, at man har slået alle genrerne sammen. Det har bla. betydet at man har rykket datoen for arrangementet fra sommer til efterår. Så sidst man uddelte en DMA pris til jazzen var i juni måned 2009. Dengang fokuserede man på udgivelser fra 2008. Så de nominerede plader kan være udgivet helt tilbage i 2008. Da man har sat datoen til 1. december 2008. Det betyder måske ikke så pokkers meget for den glade musiklytter. Jazzen og musikken skal fejres og forhåbentlig også få noget reklame.
Men for en jazzblogger der er ved at lægge an til at kåre sine ti favoritter fra 2010 er det ikke uden betydning. Over halvdelen af de jazznominerede blev udgivet i 2009.
Magnus Hjorth Trio er endnu en gang indstillet i kategorien Årets nye danske jazznavn. I 2009 var det for pladen Locomotif, denne gang er det for pladen Old new borrowed blue, en plade der i øvrigt udkom, den gang DMA Jazz blev afholdt i 2009. I øvrigt er der ikke et eneste dansk medlem af trioen. De er alle uddannet på Rytmekons i København og har præget musiklivet herhjemme i flere år, de kommer fra Sverige og Norge. Hjorth er oppe mod den unge pianist August Rosenbaum, der lavede en plade i New York med god hjælp fra Jakob Bro og to klasseamerikanere. Den sidste i nykomlingkategorien er også pianist - og ikke et ondt ord om ham - jeg er bare overrasket over at se Thomas Bornøe i denne kategori. Pladen er lavet sammen med amerikanere i New York.
Guitaristen Thomas Maintz udgav en af de bedste danske jazzplader i 2009, det gjorde Jakob Bro også. De er retteligen indstillet i årets bedste kategorien, sammen med Nikolaj Hess der også har en plade med i vokalkategorien. Jeg vil vove pelsen og skyde på at det bliver Jakob Bro der vinder med en plade der som den første ikke-Stunt udgivelse i mange år, blev kåret som årets jazzplade af Jazzspecial.
I vokalkategorien skal en enkelt dansker, Sinne Eeg konkurrere med en amerikaner, Indra og en nordmand, Sissel Vera Pettersen. De to sidstnævnte har lavet deres plader i tæt samarbejde med henholdsvis Benjamin Trærup og Nikolaj Hess.
Crossoverkategorien er en rodekasse med Benny Andersens samarbejde med yngre danske jazzmusikere, som den mest spøjse. Girls in Airports har lavet en særdeles fed og holdbar debutplade med rocktendenser. Det samme har Thunderstrucks. Jeg sætter min femmer på Girls in Airports.

Årets Danske Jazzudgivelse
Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records)
Nikolaj Hess: Global Motion (Stunt)
Thomas Maintz: This Is The Colour (Gateway)

Årets Danske Vokaljazz Udgivelse
Indra: Indra (Gateway)
Sinne Eeg: Don't Be So Blue (Red Dot Music)
Sissel Vera Pettersen/Nikolaj Hess: A Word (Calibrated)

Årets Nye Danske Jazznavn
August Rosenbaum: Beholder (Gateway)
Magnus Hjorth Trio: Old New Borrowed Blue (Stunt)
Thomas Bornø: Village Nights (Calibrated)

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse
Benny Andersen og Livslinjerne: Hyldest Til Holdbarheden (Playground Music)
Girls In Airports: Girls In Airports (Gateway)
Thunderstrucks: Thunderstrucks (Blackout Music)

tirsdag, oktober 19, 2010

Contrabande: Slippery lumps (Rude awakening)

Uro og smukke blomster med torne
Jazz med tyngde og punkæstetik blandet op med rock af den skæve slags, er den korte beskrivelse af Contrabande. Der er også inspiration fra feks. balkan og moderne klassisk musik. Der er hårde riffs, hvor feks. nummeret Gulf of Aden får mig til at tænke på Nirvana'a grungeklassiker In bloom. Der er rolige flydende stemninger som på Aurelien's new slow life.
Men Contrabande er først og fremmest det nærmest symbiotiske samarbejde mellem den danske saxofonist Kristoffer J. Rosing-Schow og den franske klarinetist Aurélien Besnard. Det er deres tredje album sammen. De mødes i et brag. Uro og smukke blomster med torne breder sig.
Den danske trommeslager Peter Bruun er genganger fra tidligere og har taget sin makker bassisten Petter Eldh
fra Django Bates-trioen med. Det sidste medlem er guitaristen Julien Desprez, der i Frankrig bla. gør sig i avantgardekollektivet COAX.
Contrabande gør sig vanvittigt godt, når musikken er oppe i tempo. Originaliteten er hårdtslående og direkte. Blandingen af Desprez's hårde guitarriffs og Rosing-Schows sax og Besnards klarinet er velfungerende. Her lyder de ikke som noget andet i dagens europæiske jazz - og det er positivt ment! På de mere stille numre bliver det lidt sværere for dem at stikke ud. Der eksperimenteres alligevel lystigt. Der skal ikke herske nogen tvivl om at vi med de tre nordiske musikere, har sendt nogle gode jazzambassdører sydpå.
Bonusinfo:
Kvintetten er tildelt økonomisk støtte i den franske Languedoc/Roussillon region, således at de regnes som en slags regionsensemble.
My Space: www.myspace.com/contrabande

torsdag, oktober 14, 2010

KortJazzNyt Uge 41 2010 nr. 2

Sangerinden Indra starter i dag i Svendborg en 18 koncerter lang Danmarks-turné, hvor hun
sammen med saxofonisten Benjamin Trærup, bassisten Thomas Sejthen og guitaristen Uffe Steen vil give et velkvalificeret bud på hvordan vokaljazz skal lyde anno 2010
indra.dk

Palle Mikkelborg spiller sammen med Terje Rypdal til Jazzfest Berlin d. 5. november, hvor de spiller sammen med bandet Zeitkratzer under titlen: ‘Beyond’ zeitkratzer vs. Terje Rypdal & Palle Mikkelborg. Zeitkratzer har tidligere samarbejdet med den japanske støjguru Merzbow og genopført Lou Reed's legendariske feedbackstøjinfernoplade Metal Machine Music. På samme festival spiller Little Red Suitcase og Django Bates Beloved Bird med Petter Eldh og Peter Bruun ligeledes.
www.berlinerfestspiele.de

I dagene 12.-21. november er London Jazz Festival i gang. Her spiller Alex Riel sammen med Art Themen & Peter King Quintet, Marilyn Mazur, Ibrahim Electric, Little Red Suitcase, Phronesis, Palle Mikkelborg og hele den internationale jazzelite, inklusiv The Bad Plus der spiller en koncert sammen med Django Bates.
www.londonjazzfestival.org.uk

Den prestigefyldte engelske Mobo Award uddeles d. 20. oktober hvor en lang række popkunstnere er nomineret. Der er også en jazzkategori hvor danske Jasper Høiby's Phronesis er nomineret sammen med Robert Glasper, Brad Mehldau, Empirical og John McLaughlin.
www.mobo.com/2010

Pianisten Søren Kjærgaard er på DK-tur sammen med Ben Street på bas og Andrew Cyrille på trommer i dagene 20.-22. oktober, hvor de kan høres i Århus, Ålborg og København.
www.sorenkjaergaard.com

The Guardian har siden januar 2009 kørt en serie omhandlende de 50 største øjeblikke i jazz. Startende med The Original Dixieland Jazz Band der udgiver Livery stable blues i 1917. De er kommet til nr. 37 der handler om hvordan Miles Davis anden kvintet ændrede jazzen.
www.guardian.co.uk/music/musicblog+series/50-great-jazz-moments
Pianisten Esben Just er på solotur under titlen Just Just. Han spiller en lang række koncerter i det ganske land frem til 4. december, hvor han slutter i Silkeborg på Rampelys.
www.esbenjust.com
Som det fremgår et par gange i denne uges nyheder, så har trioen Phronesis fået stor succes i specielt England. Dette er bla. sket pga. samarbejdet med pladeselskabet Edition Records. De har lige signet saxofonisten Marius Neset, der ganske vist er nordmand - men er uddannet på Rytmekons. i København og spiller i Jazzkamikaze. Hans album Golden Xplosion udgives april 2011. Her medvirker Anton Eger, Jasper Høiby og Django Bates.
Kvartetten kan allerede opleves d. 1. december i Vejle og d. 2. december i Svendborg.

Når August Rosenbaum d. 4. november spiller på Jazzhouse er det med henblik på en liveindspilning. Han stiller op med Jesper Thorn på bas og Rasmus Lund på trommer.

søndag, oktober 10, 2010

Tiptoe Bigband: Blue dawn (Gateway)

Frisk fynsk bigband musik
Det er en overraskende udgivelse, det fynske big band Tiptoe Bigband her har lavet. 9 friske kompositioner og arrangementer skrevet af medlemmerne i et nutidigt big band-sprog, der trækker på traditioner fra moderne kompostionsmusik, fusionsjazz og groovy jazz.. John Kristensen har skrevet fire af numrene, mens Kasper Tagel og det tidligere medlem Christoffer Møller hver har skrevet to. Morten Nordal har skrevet et enkelt nummer.
Alle numrene har det til fælles, at de danner god grobund for, at big bandet kan fremstå som et homogent sammenspillet orkester, godt ledet af Torben Sminge. Den helt store fornøjelse og grunden til, at man skal nærme sig denne plade, er nogle helt forrygende soli. DR Big Bandets faste trompetist og flygelhornspiller Mads la Cour er tilbage på Fyn og har en solo på hver af pladens to indledende numre og får hermed endnu en gang sat en tyk streg under sit store talent. Der er så meget i la Cour's trompet. Han får det ud, så det står så lysende klart hvad det er, han vil fortælle med tonerne. Efter to så stærke numre, Blue dawn af John Kristensen og Away af Kasper Tagel kommer den følgende komposition Don't ever think af Morten Nordal til at fremstå noget ordinær.
Christoffer Møllers to kompositioner Jean-Luc og Nesta 06 er to komplekse stykker, hvor der sker en masse hele tiden og musikerne presses pænt ud til kanten, hvilket de klarer fint. Saxofonisten Hans Mydtskov har en fin solo på Jean-Luc, der med sin ro passer godt til kompleksiteten.
Tiptoe Bigband er fyns professionelle ensemble, der huser en række stærke fynske musikpersonligheder som pianisten Niels Thybo og trommeslageren Chano Olskær. På pladens sidste nummer Memoriam af John Kristensen kigger Lars Vissing forbi med sit flygelhorn. Den kan passende pege frem mod den næste udgivelse med Tiptoe Bigband, der kommer i 2011 hvor der spilles Dustep-inspireret musik skrevet af Lars Vissing og John Kristensen.
Bonusinfo:
Tiptoe Bigband spiller i Esbjerg d. 29. oktober og Kolding d. 30. oktober, hvor de spiller musik fra den aktuelle plade.
Tiptoe Bigband: www.tiptoebigband.dk

lørdag, oktober 09, 2010

Magnify: Sing (Gateway)

Rocket tilgang med klassiske jazztendenser
At et album udkommer som USB-nøgle er en gimmick på linje med at få solgt sin CD i Tiger-butikkerne til 20 kr - eller spille debutkoncerten i Carnegie Hall i New York.
Det er alt sammen rasende utraditionelt når det drejer sig om dansk jazzmusik. Magnify har gjort det hele. USB-nøgle-pladen er lige udkommet samtidigt med en traditionel CD-udgave af det aktuelle album Sing. I Tiger-butikkerne solgte de 6000 eksemplarer af debutpladen og debutkoncerten i Carnegie Hall spillede de i 2005.
Magnify er en kvintet med de to blæsere Magnus Thuelund på sax og Gustav Rasmussen på trombone i front. Det præger i høj grad bandets musikalske udtryk. Der er numre hvor den nordiske tåge lægger sig ind over musikken, som på titelnummeret Sing, hvor de suppleret af et steady rockbeat spiller en opdateret udgave af "den nordiske tone". Gustav Rasmussen giver den hele armen med effekter...forrrygende!
Bandet spiller ubesværet heftig uptempo storbyjazz - som på This is D, hvor Marc Mommaas i øvrigt medvirker med en klassisk spark-i-røven-saxsolo. Pladen er meget passende indspillet i New York. De har også en svaghed for den mere flydende jazz - som på Insomnia - hvor trommeslageren Morten Hæsum næsten lyder som rocket udgave af Paul Motian. I det hele taget er musikken gennemsyret af en meget rocket tilgang, hvor rytme og groove er to væsentlige elementer, der bakkes godt op af guitaristen Anders Westfall og bassisten Kasper Tagel.
Det har i de senere år været meget brugt, at det er det kollektive udtryk der træder i forgrunden hos jazzbands der henter inspiration i postrocken, som vi feks. kender det herhjemme fra Grammofunch og Bandapart. Meget af det har Magnify taget til sig. Men på et grundlæggende punkt adskiller de sig. De spiller langt flere regulære soli, hvor den enkelte musiker træder frem og improviserer helt jazzklassisk - og det fungerer rigtigt godt i Magnify's tilfælde.
Magnify: www.magnifyjazz.dk
My Space: www.myspace.com/magnifyjazz

fredag, oktober 08, 2010

KortJazzNyt Uge 41 2010

For andet år i træk afholdes CopenhagenImprov 2010, festivalen for improviseret musik. Det foregår på Planeten i Huset i Magstræde d. 30.-31. oktober. Over 2 dage kan man opleve et spændende udvalg af improviseret musik, hvor hovednavnet The Peter Brötzmann Chicago Tentet alene er grund nok til at komme derind. Udover Brötzmann på sax er to andre topimprosax'ere med. Ken Vandermark og Mats Gustafsson. Det er ganske enkelt et scoop med det band på plakaten.
Derudover spiller den til lejligheden sammensatte bastrio Stately Plump på festivalen. Adam Melbye, Peter Friis Nielsen og Thommy Andersson stiller sig på scenen som tre generationer improviserer ud.
Deers of Darkness, Kalle Del Hey, Mette Mareridt, Mattin, The Electrics og Laura Toxværd/Mikkel Engel Gemzøe Duo spiller ligeledes på den fine festival.

I denne weekend starter KOPAfestival og fortsætter indtil d. 12. oktober. På mandag kan man opleve den nye trio Andersson/Nilsson/Anderskov i Malmö sammen med David's Angels og Peter Danemo Kapell. Dagen efter kan man høre endnu en dansker i fint svensk selskab. Det er i trioen Frisk/Beirach/Mogensen, hvor man også kan opleve Cennet Jönsson Quartet sammen med Lelo Nika.
www.kopasetic.se/ArticleDisplay.asp?id=1574

Mads Vinding er på turné i starten af november med sin nye trio. Den indeholder en gammel Vinding-kending, trommeslageren Billy Hart, som Vinding bla. spillede sammen med i The Great Jazz Trio, hvor det var Hank Jones der sad ved klaveret. I Vindings trio er det Jean-Michel Pilc. Pilc har ikke tidligere spillet i Danmark. Han er franskmand, men har de sidste 15 år haft base i New York, hvor han bla. har gjort opmærksom på sig selv med sin trio - hvor Hart ofte har været med.
mvtrio.blogspot.com

Forrygende indslag med Cæcilie Norby på dansk på bulgarsk TV med tolk:
http://193.43.26.11/bg/news/view/37710/datski_djaz_v_sofija

Christina Dahl Trio: Now is now (Storyville)

Personlig saxtrio
Hun har stille og roligt dyrket trioformatet i nogle år sammen med de samme to stærke musikere. Det er først nu at der foreligger en plade med dem. De har givet sig selv og musikken tid og ro til at modnes og være klar til, at møde publikum hjemme i stuen. De har allerede mødt publikum
mange gange
ved koncerter. Det har resulteret i en bemærkelsesværdig plade, der er et unikt eksempel på at musik ikke bliver ringere af, at man har puslet og plejet den, inden den skal stå på egen ben.
Saxofonisten Christina Dahl har en tone på saxofonen, der ikke er ofte hørt i dansk jazz. Hun er tidligere blevet sammenlignet med Eddie Harris. Der er dog sket en udvikling med hendes saxlyd. Musikalsk har hun forladt den udadvendte souljazz-prægede stil som har været langt fremme på de seneste to albums, hvor hun også havde et større band at holde styr på. Saxtonen har også ændret sig. Der er blevet mere plads til det eftertænksomme.
På pladen suppleres hun kun af bas og trommer: Men når det bliver spillet af Jesper Lundgaard og Morten Lund, er der sikret en høj standard. Det er to travle musikere der ikke overrender hinanden i andre sammenhænge. Christina Dahls saxofontone er varm, åben og stor. Lundgaard og Lund supplerer og søger sammen med Dahl i en meget original saxtrio, hvis lige ikke findes herhjemme.

Now is now er en sammenhængende og anbefalelsesværdig plade, hvor vi fra start til slut får lov til, at nyde Dahl's formidable samarbejde med to musikere der aldrig tvivler.
Christina Dahl: www.christinadahl.dk

tirsdag, oktober 05, 2010

JazzNyt Quiz Uge 40 2010

Benjamin Koppel og Hans Ulrik har lige udgivet The adventures of a polar expedition, hvilket bla. medførte at den blev anmeldt programmet Smagsdommerne på DR2. En tjans Koppel har besiddet mange gange.
Nu har du chancen for at vinde pladen, der er to styk på højkant.
Du er med i lodtrækningen om en plade, hvis du kan svare på nedenstående.

Hvad hed bandet som Benjamin Koppel havde sammen med bla. fætteren Nikolaj Koppel i sluthalvfemserne?

Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden søndag d. 10. oktober.
www.cowbellmusic.dk/polarexpedition

Cæcilie Norby: Arabesque (ACT)

Gennemarbejdet Norby-plade
Da sangerinden Cæcilie Norby udkom på det legendariske pladeselskab Blue Note i 90'erne aftvang det respekt. Lige indtil at jeg fandt ud af, at det Blue Note som Norby udkom på slet ikke var det Blue Note jeg kendte med de klassiske jazzudgivelser, men i stedet en underafdeling til danske EMI-Medley. Det betød dog ikke noget som helst for de danske pladekøbere. De købte hendes plader i et antal, som ikke var hverdagskost for en dansk jazzplade.
Nu udkommer Norby, som den første dansker på det tyske pladeselskab ACT, der har godt tag i jazzpublikummet i det meste af verden. Det er bla. i kraft af de svenske kunstnere E.S.T., Viktoria Tolstoy og Rigmor Gustafsson at det er sket. De to sidste er blevet kendte med deres personlige jazzstemmer og har også fået et publikum herhjemme. Norby har før haft tag i det udenlandske jazzpublikum - det bliver næppe mindre med den nye plade.
Hun har taget udgangspunkt i en række klassiske kompositioner af folk som Ravel. Debussy, Satie, Rimsy Korsakov og Fauré, hvor hun har skrevet tekst til. Der er også blevet plads til et par stykker af Michel Legrand, en enkelt Abbey Lincoln og et par som Norby har lavet sammen med pladens bassist og producer Lars Danielsson - der også er Norby's mand. Bla. har de lavet Women of Santiago - et nummer som Viktoria Tolstoy havde med på sin 2006-plade Pictures of me i en ganske fin version. Men Norby's version er i en klasse for sig. Der er støvet solskin i horisonten, som stod man selv i Santiago.
Musikalsk bakkes hun op af en række stjernemusikere, hvor to så væsensforskellige pianister som Bugge Wesseltoft og Katrine Gislinge begge tager sig af klaveret, mens fine gæster som Palle Mikkelborg, Hans Ulrik og Ulf Wakenius kigger forbi. Cæcilie Norby har lavet plade der med rette vil fornøje hendes nuværende publikum. Der kan også erobres nyt publikum ude i verden, med denne meget gennemarbejdede plade.
Cæcilie Norby: caecilienorby.com

Jesper Thilo: On clarinet (Stunt)

Lakridsstangs jazz
Jesper Thilo på klarinet er en god idé. Han er uddannet på klassisk klarinet i sine unge dage, hvor den stod på konservatorium om dagen og Nyhavn om natten. Han spiller stadig en sikker klarinet, selv om det har været tenorsaxofonen der har været det foretrukne instrument i jazzkarrieren.
Sammen med en sikker besætning bestående af Bo Stief på bas, Frands Rifbjerg på trommer og Olivier Antunes på piano serverer han en samling klassiske jazznumre. På pladens 9 minutter lange indledende New Orleans-medley hyldes den jazz, der flød ud af den unge Thilo's klarinet. Det er atter en fornøjelse at høre Do you know what it means to miss New Orleans - der ryger direkte ind på dagens nynne-repertoire som klar nummer et.
Pennies from heaven, Mood indigo, Perdido og Thilofavoritten Doxy er med på en plade der fornøjer og glæder. Fornøjer fordi melodierne er stærke og ikke trækker humøret ned. Glæder fordi det er så nænsomt og elegant spillet.
Jeg vil egentlig ikke tvivle på, at anbefale pladen til jazzlyttere med hang til ældre jazz. Dog begynder jeg at kede mig, når jeg har hørt 4-5 numre. Det hele serveres så sikkert og behagevenligt at jeg godt kunne savne en smule ramasjang - gad vide hvad der ville ske, hvis Thilo blev medlem af Pasborg's Odessa 5, der også flirter med den ældre jazz?

lørdag, oktober 02, 2010

Nicolai Munch-Hansen: Chronicles (Stunt)

Et kærlighedsalbum
Han spiller også rock. Men det er jazzen han er kendt for på denne blog. Nicolai Munch-Hansen lavede for 5 år siden pladen Wanna do right but not right now, den blev udsendt 2 år senere. Nu er der en opfølger klar. Han bruger de samme musikere som sidst; Ned Ferm på sax, Mads Hyhne på basun, Jakob Høyer på trommer, denne gang er de suppleret med Søren Kjærgaard på klaver og keyboard.
Pladen emmer af kærlighed. Første nummer hedder Wedding march og her introduceres vi for Munch-Hansens sikre hånd ud i melodiske kompositioner. Der er kommet en moden klarhed ind i musikken. Der er en enkel tydelighed og sammenhæng pladen igennem. Nicolai Munch-Hansen har taget nogle af disse virkemidler med fra rocken ind i dette projekt. Det giver musikerne overskud til, at bevæge sig stille og roligt rundt - sammen og hver for sig - i Munch-Hansens kompositioner. Hyhne og Ferm's empatiske samspil på hornene er sammen med Bro's guitar væsentlige elementer i musikken. At Søren Kjærgaard er kommet med udvider lydbilledet. Jakob Høyer har med en levende lethed en forrygende evne til at binde det hele sammen. Sangerinden Kira Skov giver den hele armen med Billie Holiday-fraseringer på My man - og følelserne i teksten er også helt upfront Billie Holiday'sk.
Pladen lukkes ned med den storladne finale And the sun shined down on them.
My Space: www.myspace.com/nicolaimunchhansen

Henrik Sørensen: Organum momentum (Wave/Gateway)

Improviseret kirkeorgel
Henrik Sørensen har en fortid i jazzen og var bla. medlem af Ensemble New i årene 1996-2001. For tre år siden lavede han det klassiske crossover projekt Crossview sammen med Storstrøms Kammerensemble. Han kalder sig primært for jazzmusiker, men har også arbejdet som kirkeorganist i mere end 30 år. Det er udgangspunktet for det nye album Organum momentum, der er indspillet i Ørsted Kirke på Fyn - hvor Sørensen også arbejder som organist.
En soloplade med kirkeorgel er ikke noget der særligt ofte finder vej til denne blog. Det er sådan set aldrig sket før. Det er vel primært fordi at der er langt mellem den slags udgivelser - findes der andre danske udgivelser?


Organister og komponister som C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann var kendt og elsket, i deres tid for deres improvisationskoncerter.
Over 10 numre spiller Henrik Sørensen improviseret musik på kirkeorgelet. Han placerer sig midt mellem den klassiske orgelmusik og moderne jazz. Jazzen er med som et klangligt krydderi, det er ikke swingmusikken der er kommet med. Han bevæger sig musikalsk mellem blide toner til det helt store orgeludtræk - der lyder fedt på anlægget - men også giver mig lyst til at høre det spillet live.
Det er et vigtigt album, som Sørensen har lavet. Kirkeorglet er så væsentlig del af den danske musik-historie og det et intet mindre end en fornøjelse at høre et så velkvalificeret bud på, hvordan moderne improvisationsmusik lyder, når det spilles på et kirkeorgel.
Henrik Sørensens næste orgel-CD bliver mere jazzorienteret med kompositioner af Lars Jansson, Chick Corea og Sørensen selv.
Henrik Sørensen: www.henrik-sorensen.dk

Astro Buddha Agogo: Astro Buddha Agogo (Gateway)

Underholdende velspillet
Den glade dansende Buddha på pladecoveret passer perfekt til den glade udadvendte musik der er på trioen Astro Buddha Agogo's debutplade. Dan Hemmer ved orgelet, Michael Blicher på sax og Anders Holm på trommer er med til, at skabe en stemning der er en fredag aften værdig. De tager pænt for sig af inspiration fra soul-jazz, Ray Charles, blues, Memphis-soul og en pæn sjat cocktail-lounge. Det er effektivt i forhold til at skabe en stemning, hvor godt humør er involveret. De spiller med et overskud, der kan høres i et det musikalske flow. De spiller med en umiddelbarhed og der er ingen tøven i forhold til, hvad de vil spille.
Et sted i sen-tresserne, hvor røgfarvet glas og lårkort er lige så populært som gogo og østens mystik - er nogle af de billeder der kommer frem på min nethinde, når jeg hører deres plade. Det er en plade der på ingen måde revolutionerer noget som helst, men til gengæld underholder så forrygende dejligt at jeg ikke kan lade være med at anbefale pladen til alle, med et energioverskud der skal omsættes til fest og farver. For den virker!
My Space: www.myspace.com/blicherhemmerholm

tirsdag, september 28, 2010

KortJazzNyt Uge 39 2010

I Ringkøbing var der i søndags premiere på jazzteaterstykket Forvandling på Teatret OM. De tre musikere Lars Greve på sax, Haakon Berre på trommer og Adam Pultz Melbye på bas opfører en fortællling om verdens tilblivelse ud af kaos og elementernes adskillelse, der forvandler og former Jorden. Teksten kommer fra Ovids Metamorfoser.
Du kan stadig nå at se stykket. Se mere på: www.teatretom.dk

D. 8. november udkommer bogen Montmartre i Nørregade - mig og Mont'en på forlaget Peoples' Press. Det er bookeren Niels Christensens personlige beretning om spillestedet i Nørregade 41. Han var ansat hos Jazz-Kay fra 1976-1989 og var om nogen med til at sætte spillestedet på landkortet. Ligefra den første aften med Charles Mingus og i tiden frem.

Oktober måned bliver hot for jazzpublikummets pengepung. Der er et kæmpe udvalg af koncerter, med nogle af den internationale jazzscenes mest spændende navne lige nu.
På Jazzhouse spiller Stacey Kent i den kommende weekend, herefter følger svenske Wildbirds & Peacedrums, hårdt swingende orgeljazz med Will Bernard Trio, Søren Kjærgaard med Ben Street og Andrew Cyrille - denne trio er på Danmarkstur i oktober i forbindelse med udgivelsen af et nyt album. Tomasz Stanko Quartet og Will Vinson/Aaron Parks Quartet kigger forbi i slutningen af måneden.
På Atlas i Århus spiller Søren Kjærgaard også, ellers er der norsk brutaljazz med The Thing i weekenden, Jamie Saft kommer i næste uge og spiller musik af Bob Dylan, John Zorn og sig selv. Portico Quartet spiller i slutningen af måneden dobbeltkoncert sammen med Lars Fiil Kvartet.
Den engelske sangerinde Claire Martin kan opleves fire gange i Danmark i den kommende tid. I Viborg, Århus, Odense og Ålborg kommer sangerinden, der af mange regnes for at være den bedste i England. Hun medbringer bla. den danske trommeslager Kristian Leth.
I musikhuset kommer Chick Corea solo og John Scofield Trio, udover førnævnte Claire Martin.
På Huset i København residerer Paradise Jazz. Her kommer Jens Søndergaard sammen med Kenny Werner og Paolo Russo's Nuevo Trio Porteno.
På Jazzhus Montmartre starter man violindagene op med fire koncerter med Didier Lockwood, Niels Lan Doky's mangeårige ven. Doky er pogså med på scenen. Senere kan de to violinspillende udenlandsdanskere Line Kruse og Mads Tolling opleves på Montmartre, der også byder på et par koncerter med Bollani/Bodilsen/Lund trioen.
Chris Minh Doky er på tur med sit amerikanerteam med George Whitty, Dave Weckl og Dean Brown. De kan bla. opleves i Tversted, hvor der allerede er udsolgt til den koncert. Men det er muligt at komme til koncert med Bollani/Bodilsen/Lund eller Indra og Magnus Hjorth. Henholdsvis amerikanser og svensker der har valgt at bo i Danmark.
jazzhouse.dk
atlasaarhus.dk
www.clairemartinjazz.com
www.musikhusetaarhus.dk
paradisejazz.dk
jazzhusmontmartre.dk
jazzydays.dk

JazzNyt Quiz uge 39

Turnépremiere konkurrence med de Waal
På lørdag d. 2. oktober starter Emil de waal sin Danmarksturné på Københavns Musikteater.
Turnéen kommer senere til Dexter i Odense d. 14. oktober, Von Hatten i Randers d. 15. oktober og Atlas i Århus d. 16. oktober. Han er på turné i anledning af pladen Elguitar & Saxofon der udkom for kort tid siden og medbringer også musikere derfra. Jenno, Gustaf Ljunggren og Albert Raft hedder de tre multimusikere der alle spiller både Elguitar & Saxofon.
Du kan vinde billet til koncerten på lørdag eller vinde et eksemplar af CD'en, hvis du kan svare på følgende:

På hvilket dagblad har Emil de Waal spillet trommer?

Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden fredag d. 1. oktober og deltag i lodtrækningen om billetter og CD'er. Der er to stk. af hver på højkant.

mandag, september 27, 2010

Empirical: Out'n'In (Naim)

Britisk lunch
Jeg har siden, jeg hørte Eric Dolphy's Out to lunch album fra 1964, syntes at det var et af jazzhistoriens mest coole albums - overhovedet. Det var det eneste Dolphy udsendte for Blue Note, men det er ikke kun derfor at albummet har fået ikonstatus. Musikerne var udover Dolphy på altsax og supplerende fløjte og basklarinet, vibrafonisten Bobby Hutcherson, bassisten Walter Davis, trompetisten Freddie Hubbard og trommeslageren Tony Williams. Et særdeles stærkt team med nogle unge musikere, der gik uimponeret til Dolphy's musik.
Den britiske kvartet Empirical hylder Dolphy og Out to lunch på deres plade Out'n'In. To af numrene fra Dolphy's plade er såmænd også medtaget. Hat and beard og Gazzelloni, der begge er gode eksempler på hvorfor Dolphy's plade er et must-have. Kvartetten er på trods af en gennemsnitsalder på 25 år allerede godt etablerede på den britiske jazzscene. Out'n'In er af en enig jazzpresse blevet rost til skyerne. Hvilket ikke er svært at forstå. De fire musikere på altsax, vibrafon, bas og trommer spiller jazzjazz i hardbopstilen så det sprøjter. Velspillet, med mange kærlige nik i retning af Dolphy. Det personlige touch har de ikke store problemer med. Empirical er på deres felt unikke på dagens jazzscene.
Bonusinfo:
Empirical spiller i vore nabolande i den kommende tid. D. 1. oktober på Nasjonal Jazzscene i Oslo, d. 2. oktober på Nefertiti i Göteborg og d. 5. oktober på Fasching i Stockholm.
Empirical: empiricalmusic.com

fredag, september 24, 2010

Monoswezi: Monoswezi (Parallell)

Besættende nordisk-afrikansk jazz
Det ligger i navnet Monoswezi, Mozambique, Norge, Sverige og Zimbabwe. Det er her musikerne kommer fra. Det er overvejende fra det afrikanske at musikken kommer. Og dog. Pulsen er afrikansk. Jazzen er hørbar og tilstede stort set hele tiden. De tre nordiske musikere, Hallvard Godall på underspillet sax og klarinet, Putte Johander på bevægende bas og Erik Nylander på trommer og percussion spiller sammen med de afrikanske musikere Nqoblie Khoza og Xavier Tembe.


En stor del af inspirationen til musikken er hentet hos folkeslaget Shona, der udgør 80 % af befolkningen i Zimbabwe. På numrene med vokal bliver der sunget på det lokale sprog. Desuden anvendes instrumentet mbira (et tommelfingerpiano) i det mest af musikken. Det er nationalinstrumentet fra et land med en stor og rig musiktradition, hvor også instrumenter som marimba og divers trommer og percussion indgår

Musikken er fuld af gentagelser. Gentagelserne er besættende. Minimalistiske repetative figurer der snurrer og ruller afsted, hele tiden med små ændringer. Der hersker på trods af den pulserende rytme også en behagelig ro over de fem musikeres samspil.
Monoswezi: monoswezi.com
My Space: www.myspace.com/monoswezi

Laura Toxværd: Do Drugs (ILK)

Charlie Punker
Han er kongen og den der har inspireret flest altsaxofonister. Charlie Parker is the name. Han kan stadig inspirere. Laura Toxværd er en de yngre jazzmusikere der har hentet noget inspiration til hornet hos Parker. Hun er bare vokset op i en anden tid. Hun har også lyttet til grunge i 90'erne og specielt den del af grungemusikken der lå tættest op ad punken. Korte, heftige udladninger med enkle melodier. Det dyrkede hun, da hun gik på Sankt Annæ Gymnasium, hvor hun havde et band sammen med Frederik Thaae og Mikkel Engel Gemzøe. De kaldte bandet Do Drugs. Siden hen blev Frederik Thaae til A Kid Hereafter og Mikkel Engel Gemzøe begyndte at lave musik sammen med folk som Moi Caprice og JaConfetti. Laura Toxværd var taget til jazzland og lavede i 2007 soloCD'en No. 1, som All About Jazz New York havde med på sin liste over årets bedste debutplader.
Nu er de sammen igen. Det er Toxværd der fører an på en plade der både byder på støjrockeeskapader og mere blide toner. Toxværds sax nærmest pumpes op af Frederik Thaae vilde guitar og får en klang som en rock'n'roll sax fra 50'erne.
Pladen er endnu et skud på den stamme af jazzen med støj, der i år har haft særligt gode vækstbetingelser i Danmark med bands som Angel og Boda Boda Duo.
Laura Toxværd: www.lauratoxvaerd.dk

onsdag, september 22, 2010

KortJazzNyt uge 38 2010

Da Lars Fiil Kvartet ikke vandt Young Nordic Jazz Comets konkurrencen i weekenden i Helsinki - kunne de i stedet glæde sig over at deres bassist Jens Mikkel Madsen vandt solistprisen. Det var den svenske gruppe Isabel Sörling Group der vandt selve konkurrencen.
www.myspace.com/isabelsorlinggroup

Dansk jazz invaderer Østeuropa i dagene fra den 28. september til den 30. september. Cæcilie Norby spiller et par koncerter i Bulgarien og en enkelt i Tjekkiet. Radiostar - med Michael Blicher og Fredrik Lundin spiller tre koncerter i Slovenien og Rosendal.earle.templeton spiller to koncerter i Rumænien.
Miniturnéerne er opstået i et samarbejde mellem ambassaderne, erhvervsliv og JazzDanmark.

Violinisten Mads Tolling er på tur i Danmark fra d. 14. oktober, hvor han spiller i Skive Jazzklub. Dagen efter er han på scenen på Montmartre i forbindelse med stedets tribute til Svend Asmussen. D. 16. oktober kan han både opleves i Greve og på Dexter i Odense om aftenen.
Han er på tur med sit danske band med Thor Madsen, Kasper Tagel og Snorre Kirk.

Jan Kaspersen modtager i morgen Bebop prisen på 25.000,-. Det er forlaget Bebop der står bag prisen, der altså i år gives til en der kan det der bebop.

Jazz skal ses på nettet. Den tanke er let at få når man opdager Tv-stationen Arte og deres udvalg af jazzkoncerter på nettet. Forrige weekend sluttede festivalen Jazz à la Villette. I den forbindelse kan man genopleve en række af koncerterne i superkvalitet. Vel at mærke i uredigeret form. Det hele er med. Robert Glasper Trio, Tribute to Roy Ayers, David Krakauer, Fred Wesley & SoCalled og Archie Shepp er blandt de optrædende.
liveweb.arte.tv

mandag, september 20, 2010

Cenlistho: Rorschach (Kopasetic)

Komplekst med komplekst på
Hvis noget får betegnelsen komplekst, kan det tolkes på flere måder. Det kan feks. forstås som noget der er bøvlet og indviklet at gå i gang med eller det kan forstås som, noget der er spændende og åbner op for nye udfordringer - det stiller bare krav.
Hører du hjemme i den første del, hvor eksempelvis musik betegnes som komplekst, skal du ikke læse videre. For denne plade indeholder musik der er komplekst med komplekst på. Du bliver ikke færdig med den foreløbig. Der er god mulighed for frie fortolkninger, der bringer lytteren rundt i frie verdener.
På et nummer som Following wind introduceres man fint til det niveau som trioen arbejder på. Thommy Anderssons rolige vandrende bas, Cennet Jönssons fabulerende sopransax og Lisbeth Diers' maskingeværsalvebongotrommer. Besættende og kryptisk musik. Rytmisk, pulserende og spontant.
Rorschach-testen er den berømte blækklattest som psykologer bruger i beskrivelsen af forskellige personlighedstyper. Rorschach-pladen er en jazzplade der ikke kan bruges til at beskrive personlighedstyper. Den kan bruges til at du bremser op, falder i og bliver besat af trioens musik.
Bonusinfo:
Pladen markerer også at Lisbeth Diers er blevet en del af det sydsvenske pladeselskab Kopasetic.
kopasetic.se

Benjamin Koppel & Hans Ulrik: The adventures of a polar expedition (Cowbell)

Kammerjazz på polar ekspedition
Isnende kulde og de store ukendte hvide vidder var det der mødte datidens polarfarere som Knud Rasmussen, Nansen, Amundsen, Mylius Erichsen, Brøndlund og Andree. Benjamin Koppel har lavet sit nyeste album i et utraditionelt samarbejde med tidl. museumsleder for Nanortalik Museum og faglig konsulent for arktisk Institut Sörine Gejl. Arktisk Institut har stillet billedmateriale til rådighed. Disse billeder kan sammen med al musikken ses og høres på en hjemmeside der er lavet til lejligheden. De gamle sort/hvid fotos efterlader stort indtryk i kombination med musikken. Mændene med de furede ansigter. Isen. Den rå og ukendte natur.
Benjamin Koppel og Hans Ulrik har henholdsvis skrevet 10 og 4 numre til pladen - inspireret af polar ekspeditionerne. De spiller også begge to på pladen på sopran- og barytonsax. De tilhører begge den gruppe af saxofonister der nærmest er hjemme på alle saxtyper. Den musikalske medhjælp på pladen vidner om de høje kunstneriske ambitioner som Koppel og Hans Ulrik har med dette projekt. Jon Balke på piano, Palle Danielsson på bas og Alex Riel på trommer er med sende musikken afsted på en rejse uden GPS, satellitkommunikation og andet moderne halløj.
Pladen er inddelt i fire dele, der er tilegnet de barske mænd og deres ekspeditioner. Der er så mange stemninger og følelser i historierne og myterne om polarekspeditionerne, at det - selv om idéen er stærkt original - føles som en naturlig forlængelse af myterne.
Samspillet mellem Hans Ulrik og Benjamin Koppel i kammermusikalske rammer, bakket op af de tre musikalske veteraner frembringer ny jazz, i en opsætning der både udfordrer og udforsker kompositionerne.
www.cowbellmusic.dk/polarexpedition/

søndag, september 19, 2010

Montmartre Quiz Extravaganza!

Vind billetter til Kenny Drew jr. koncert
Fra torsdag d. 23. september og de følgende to aftener spiller pianisten Kenny Drew jr. sammen med vibrafonisten Thomas Dobler på Jazzhus Montmartre og i den forbindelse har Jazznyt fået 5 billetter til hver aften, hvor vinderne oven i købet kan tage en ledsager med.
Kenny Drew jr. er som den skarpe Jazznytlæser nok allerede har gættet, søn af den legendariske pianist Kenny Drew der spillede et hav af koncerter på Montmartre som en del af Montmartres hustrio.
Kenny Drew jr. er inspireret af sin faders spillestil og har bla. spillet sammen med Stanley Jordan, Stanley Turrentine og Jimmy Heath.
Du kan vinde billet til en af koncerterne, hvis du kan svare på følgende spørgsmål:

Første gang Kenny Drew sr. spillede på Montmartre var en nytårsaften. Hvilket år?

Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com senest onsdag, sammen med ønske om hvilken aften, du helst vil have billetter til, hvis du vinder.
www.jazzhusmontmartre.dk

Anat Fort Trio: And if (ECM)

Og hvis?
Den 40 årige israelske kvindelige pianist Anat Fort er aktuel med sit andet album for ECM Records. På den første havde hun legenden Paul Motian med på trommer. Denne gang er det hendes sædvanlige makkere der er med i studiet; Gary Wang på bas og Roland Schneider på trommer. Paul Motian er dog med i ånden, når han hyldes på numrene Paul Motian (1) og (2), der henholdsvis åbner og lukker pladen. Det er i og for sig heller ikke fordi at der er sket musikalske revolutioner siden 2007-albummet, der etablerede Anat Fort som en af de væsentlige nutidige pianister af Bill Evans-skolen.
Det er en fin rolig triojazz-plade, der næppe skræmmer nogen væk. Den kan selvfølgelig godt komme til at fremstå noget anonym i det, da det felt den bevæger sig indenfor er fyldt godt op i forvejen. Den har ikke alligevel ikke problemer med at sætte sig og fremstår som en relevant udgivelse.
Anat Fort: www.anatfort.com
player.ecmrecords.com/fort

Vijay Iyer: Solo (ACT)

Særklasse
Han lægger stærkt ud med Michael Jacksons Human nature, som Miles Davis nærmest gjorde til en jazzstandard på albummet You´re under arrest i midt-80'erne. Vijay Iyer er helt alene ved Steinway-flygelet. Han føjer elegant nye elementer til popnummeret og bevarer alligevel grundstemningen i nummeret. På samme måde kaster han sig frygtløst over Thelonious Monks Epistrophy fra 1947. Der er noget Monk'sk i Iyer's spil og noget helt andet. Han kredser om nummerets oprindelige skæve gang og bevæger sig ud i et virtuost festfyrværkeri, hvor fingermuskulaturen ikke spares.
Darn that dream er en varm efterfølger, hvor der pustes ud inden Ellington's Black and tan fantasy. Her nærmer han sig strideklaverspil. Så følger der fire numre af Vijay Iyer. De former sig som en minisuite midt på pladen, der temperamentsmæssigt er af meget skiftende karakter. Eksplosivt på Autoscopy og tilbageholdende på Patterns.
Pladen lukkes ned med Steve Coleman's Games, en udgave af Ellington's Fleurette africaine der om muligt gør nummeret endnu smukkere. Iyer's One for blount er sidste nummer, der i godt humør siger farvel og efterlader lyst til at høre mere Iyer. Hans fyldige og velafvejede klaverspil er i særklasse.
Vijay Iyer er moderne pianist med stor gæld til fortidens giganter. Han nævner selv folk som Andrew Hill, Monk, Ellington, Muhal Richard Abrams, Randy Weston, Cecil Taylor og Sun Ra i covernoterne. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Solo vil være et sikkert hit, når året går på hæld og årets bedste jazzplader skal kåres. Iyer løb med megen opmærksomhed på grund af sidste års trioplade Historicity. Solo tilføjer endnu et succesfuldt kapiltel til historien om Vijay Iyer.
Vijay Iyer: www.vijay-iyer.com

Charles Lloyd Quartet: Mirror (ECM)

Saxofonnissen
Den gamle saxofonnisse Charles Lloyd har altid været lidt af en birollefigur i min version af jazzens historie. Manden der opdagede Keith Jarret i 60'erne og så havde jeg ikke så meget andet at tilføje. Meeen, den version holder jo ikke vand.
Charles Lloyd Quartet spillede for et par år siden på Copenhagen Jazz Festival, bla. i anledning af en nyudgiven skamrost liveplade på ECM. Nu er kvartettens første studieplade så blevet en realitet.
Det er Lloyd der er hovednavnet, der er fokus på hans lyse, lidt støvede tone stort set hele tiden. Han spiller med en behagelig iderigdom og integritet, hvor man ikke trættes. Ind imellem træder pianisten Jason Moran frem med en solo. Ellers er Moran i akkompagnatørens rolle det meste af tiden. Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er solide og opfindsomme støtter.
Materialet på pladen er en blanding af Charles Llloyd's egne kompositioner og gamle klassikere som Monk's Monk's mood og Ruby, My dear, Brian Wilson's Caroline, no og standarden I fall in love to easily.
player.ecmrecords.com/lloyd

fredag, september 17, 2010

Michael Bladt: Kirkland (Gateway)

Teknisk og charmerende
Det er lang tid siden, at Michael Bladt sidst har lavet en plade i eget navn. I Århus er han en af den slags musikere, som andre musikere ser på med stor respekt. Det skyldes i bl.a. pladsen i Klüvers Big Band, hvor han ofte har demonstreret sine god tekniske evner. Han er en saxofonist der kan en masse, hvilket også demonstreres på den aktuelle plade. Tenor-, alt-, sopran- og barytonsax, basklarinet, fløjte, alt-fløjte og saxsynth'en EWI er de instrumenter han kommer omkring på Kirkland. Det er ganske passende, fordi han musikalsk også spiller varieret.
Bladt er overvejende inspireret af groovy akustisk fusionsjazz, hvor feks. Michael Brecker og Steps Ahead ikke er langt væk. Der er såmænd suppleret med vibrafon (som i Steps Ahead) ved Kaare Munkholm på et par numre. Arrangementerne af numrene lægger ofte op til tighte breaks af den teknisk krævende type. Det kan forekomme bedaget at Michael Bladt i så udpræget grad er tiltrukket af 80'erne. Jeg finder det nu meget charmerende at høre den jazz som mange drenge i firserne spillede luftsaxofon til. Specielt når det spilles så velkvalificeret som Bladt gør. Han har i øvrigt ikke den kedelige tendens som mange af firsernes saxofonister havde: De enormt overlæssede hysteriske saxsoli. Bladt tør godt at trække vejret og lade melodien komme til.
Hans Esbjerg tager sig af div. keyboards, Torben Bjørnskov er med på både el- og akustisk bas og Lars Wagner spiller trommer. Derudover er der diverse gæstemusikere med på en gennembearbejdet ambitiøs plade, der bør tiltale de jazzfans, der har en del af deres musikalske opdragelse plantet i 80'erne.
Michael Bladt: michaelbladt.dk

mandag, september 13, 2010

Montmartre konkurrence

Vind billetter til Weather Report Tribute
Fra onsdag d. 15. september og de følgende to dage kan du opleve Weather Report Tribute på Jazzhus Montmartre. Med Simon Spang Hanssen i rollen som Wayne Shorter, Bo Stief som Jaco Pastorius og Jørgen Emborg som Joe Zawinul bliver det muligt at høre musik af en af 70'erne og 80'ernes mest populære jazzgrupper. De tre førnævnte danske musikere har dog hver især så megen musikalsk pondus. Så mon ikke det også kommer til at skinne igennem?

Du kan vinde en billet til koncerten på torsdag d. 16. september, her på Jazznyt, hvis du kan svare på nedenstående spørgsmål:

På hvilken dansk musikfestival var Weather Report et af hovednavnene i 1976?

Der er fem billetter på højkant! Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden kl. 8.00 d. 16. september og du er med i lodtrækningen, hvis du har svaret rigtigt.
Det rigtige Weather Report spillede i øvrigt i St. Regnegade d. 9. august 1972.
www.jazzhusmontmartre.dk

Maria Faust Group: Warrior horse (Barefoot Records)

Potentialet er stort og det udnyttes!
Jeg ved ikke om Estland medregnes, når man taler om den nordiske tone i jazzen. Hvis den gør, så er det ikke altsaxofonisten Maria Fausts skyld. Hun har netop udsendt sit andet album med gruppen Maria Faust Group. Der er temperament, som i "jeg smadrer fandme tallerkerne, hvis du ikke hører efter". Jeg synes ellers at jeg hører efter, men alligevel smadrer hun tallerkener, endda flere gange.
Den estiske altsaxofonist Maria Faust er uddannet på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor hun mødte flere af de musikere der blev medlem af hendes gruppe. Musikere der også indgår i pladeselskabet Barefoot's musikerkollektiv.
Der er sket et par udskiftninger i det otte mand store orkester siden den forrige Bitch Slap Boogie fra 2008. Musikalsk holder hun sig til samme opskrift som sidst med ekspressive udladninger, emotionelle stemninger og et herligt tungt groove. Charles Mingus, Carla Bley og Gil Evans er med i ånden.
Hun har imponerende meget styr på de otte musikeres roller. Rytmegruppen med Håkon Berre på trommer, Adam Pultz Melbye på bas, Ask Nørholm på guitar og Morten Pedersen arbejder eksemplarisk sammen. Det sker fordi Faust har udstyret dem med musikalsk materiale der er både kødfyldt og veldefineret. Hos blæserne er Faust selvfølgelig i hovedrollen, hun suppleres af Lars Greve på sax og klarinet, Tobias Wiklund på trompet og Tormod Melaas Holm på barytonsax. Der er masser af plads til de forskellige musikere. Jeg sidder hele med en fornemmelse af, at Faust ikke har tvivlet. Hun har haft en klar idé om hvad der skulle ske. Hør feks. titelnummeret Warrior Horse og der er ingen tvivl om at Faust er en idérig komponist, en tight arrangør og en personlig saxofonist.

Warrior horse er en anbefalelsesværdig plade, til lytteren med forkærlighed for de mellemstore grupper, hvor hele potentialet udnyttes.
My Space: www.myspace.com/mariafaustgroup
Maria Faust: mariafaust.com