Niels Christensen: Er du klar over hvem jeg var? (Forlaget Vilhelm) bog

Han var musikchef på Montmartre i Nørregade i 12 1/2 år, i en periode, hvor der både var kunstnerisk og kommerciel succes. Det har Niels Christensen allerede skrevet en bog om. Den kom i 2010 og hed Mig og Monten. Nu er der kommet endnu en bog af Niels Christensen om Niels Christensens liv i musikken. Han har mere eller mindre også beskæftiget sig med alt indenfor musikbranchen - noget med større succes end andet - så der er nok at fortælle. 

Over 461 sider kommer vi med i alle afkroge af Niels Christensens musikliv. Som lydtekniker for John Scofield i Jugoslavien og Michel Camilo på The Blue Note i New York. En stor del handler om livet som koncertarrangør, hvor han i perioden efter Montmartre, lavede jazz på Frederiksberg i Haveselskabets Have og Byggeriets Hus, i Helsingborg og de legendariske jazzvisits i 1996. Der er den kortvarige periode ved DR Big Band eller den succesrige periode som booker for Svend Asmussen. Han har med andre ord var bredt omkring i musikken.

Bogen er bygget kronologisk op, så vi får en fornemmelse af det musikalske fundament som han står på. Niels Christensen var som knægt, både til koncert med The Beatles, selv om han ikke brød sig om dem og The New Yardbirds I Gladsaxe. Han var ikke særligt meget til jazz i teenageårene, men spillede bas og havde Jack Bruce som helt. Han kom i starten af 70’erne med i Nana Banana, bl.a. sammen med den senere Copenhagen Jazzhouse chef Lars Thorborg. Her lugtede det mere af jazz og i særdeleshed af latin. En vej ind i musikken blev brolagt og uddannelsen som guldsmed blev ikke brugt til ret meget. 

Det var uden tvivl det skelsættende møde med Jazz Kay og Montmartre der var det vigtigste i Niels Christensens musikliv. Derfor bliver den nye bog også til en bog nr. 2. Du skal læse Mig og Monten først, så giver den her bog meget mere mening. 

At Niels Christensen kommer vidt omkring, betyder også at han skyder ved siden af en gang imellem. Eksempelvis er der et helt kapitel om Copenhagen Jazzhouse, hvor han ganske givet var aspirant som leder, inden Niels Christensens gamle ven Lars Thorborg blev valgt. Helt overflødigt er den del i kapitlet om “Ekstrem ny kurs”, hvor der skydes på stedets sidste leder Bjarke Svendsen og den musikalske retning han valgte. Det fremstår som et læserbrev fra Jazzspecial og ikke noget der har en pind, at gøre med Niels Christensens musikalske liv. 

Bogen er gennemsyret af en grundlæggende kærlighed til musik - Niels Christensen valgte musikken fordi han ikke kunne lade være. Det er prisværdigt og inspirerende. Han lister alle de indspilninger op, som han har været medvirkende til skabelsen af, som lydtekniker/producer. Det er en sand guldgrube af dansk jazz, som jeg har været henne på hylden for at finde frem igen. 

Niels Christensen har med en vis portion selvironi kaldt bogen for; Er du klar over hvem jeg var? Med henvisning til en episode for mange år siden, hvor en ung jazzguitarist ikke helt respekterede, at Niels Christensen en gang havde været musikchef på Montmartre. Det er længe siden. Niels Christensen er helt sikkert husket af mange i musikbranchen - og for dem er bogen sikkert en hyggelig omgang. Han lægger ikke ikke skjul på, at han er fra en anden tid, hvor eksempelvis hip hop er helt uforståeligt. Hvilket jo er ganske interessant, da Niels Christensen selv udkæmpede "blodige" kampe med jazzpolitiet, da han var musikchef på Montmartre - men sådan er det vel. Der er noget der går i ring.

Ragajazz: Purple Twilight (GJE) CD/DL/stream

Da albummet Glow of Benares udkom i 2018, gav det med rette stor opmærksomhed. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og indiske musikere blandede Lars Møller indisk musik med jazz. Nu tager han endnu en omgang med Indien. Lars Møller er sammen med sin sædvanlige partners-in-crime, Thor Madsen på guitar og Jonas Johansen på trommer, samt de to indiske musikere Kala Ramnath på violin og vokal og Abhijit Bannerjee på tablas og diverse, der også medvirkede på Glow of Benares.

På Purple Twilight præsenteres vi for blandingen af raga og jazz. Jeg går ud fra at du godt ved hvad jazz er. Hvis du til gengæld ikke ved hvad raga er, så siger wikipedia, at det er : “…en traditionel indisk musik-genre. Teknisk forstået er raga de strukturer hvorpå det melodiske arbejde i denne musiktradition hviler, og lydbilledet kan minde om en mellemting mellem en skala og en melodi. Specielt danner raga'en en ramme for improvisation - såsom parafrasering.” 

Jeg synes ikke at det lyder som noget der er rasende langt fra jazz. Og det gør det slet ikke, når de fem musikere mødes i de to genrer på albummet. Det lyder både af jazz og Indien. Her er rammer og strukturer bevaret i en grad, hvor man som Lars Møller nok skal have haft sin saxofon og ører langt nede i den indiske musik. Ligesom han har med jazzen. Albummet får en stor anbefaling for originalitet og ikke mindst udførelse.

Ragajazz

Paul Bley/Gary Peacock/Paul Motian: When will the blues leave (ECM) >> Kjetil Mulelid Trio: What You thought was home (Rune Grammofon) >> Gabriel Latchin Trio: The Moon and I (Alys Jazz) >> Petter Bergander Trio: Kierkegaard’s Waltz (Prophone)

Så er det blevet tid til en firedobbelt opdatering på triojazzen; USA, Norge, Storbritanien og Sverige.

I en 20 år gammel optagelse møder vi tre af jazzens helt store stilskabere. Hver for sig og sammen har de formet et område af jazzen, der stadig er af stor betydning. Paul Bley, Gary Peacock og Paul Motian er fanget i et veloplagt og vellydende øjeblik i en koncertsal i Lugano. Det er triojazz i samme klasse som Bill Evans og Keith Jarrett. Paul Bley kan spille så stjernerne tindrer. 

Norske Kjetil Mulelid Trio er aktuelle med deres andet album. Pianisten Kjetil Mulelid er lige flyttet fra København og tilbage til Oslo. Trioens lyd er umiskendelig norsk, med temperament og fylde. Der er toner fra den norske folkemusik og den amerikanske jazz. Det mødes meget inderligt og forståeligt på et skønt album med tyngde.

Britiske Gabriel Latchin har opnået stor succes på streamingtjenesterne med standarden Polka Dots and Moonbeams, der alene på Spotify er streamet over 3,5 mio gange. Stilen er old school i ånden fra Ahmad Jamal og Bill Evans. Der er ingen der bliver taget til fange her. En behagelig og let spiselig plade.

Den sidste plade er Petter Bergander, der kommer med stor erfaring som sideman for både Nils Landgren og Louise Hoffsten, noget som Esbjörn Svensson også var. Apropos, så er det i et meget E.S.T. influeret univers, at han er sammen med den tyske bassist Eva Kruse og den tyrkiske trommeslager Robert Ikiz. Stilen er svensk til den lidt “poppede” side. 

ECM Records

Kjetil Mulelid

Gabriel Lachtin

Petter Bergander

Henningsson/Hängsel Septet: Plays the music of Henningsson/Hängsel (Havtorn) CD/DL/stream

Hvis du kender Horse Orchestra, så kender du allerede den ene, Petter Hängsel der spiler trombone. Han har sammen med bassisten Andreas Henningsson lavet musikken på dette septet-album. Septetten er med Petters far Björn Hängsel på bastrombone, Erik Kimestad på trompet, Jens Persson på altsax, Rasmus Nuvall på tenorsax/klarinet og Kristoffer Rostedt på trommer. Der er med andre ord, dømt messingsuppe for alle pengene.

Det er arrangeret musik, hvor jeg har på fornemmelsen at både Henningsson og Hängsel måske havde drømt om et big band, der kunne spille musikken der dufter godt af Gil Evans, Oliver Nelson eller George Russell. Det er som et laboratorium for afprøvning af jazzens figurer og farver. Det er under alle omstændigheder velsignende, at høre messingblæs så velformet og sjælefuldt.

Havtorn Records

Louis Sclavis: Characters on a wall (ECM) >> Stephan Micus: White Night (ECM) >> Avishai Cohen & Yonathan Avishai: Playing the room (ECM) >> Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: La Misteriosa musica delle Regina Loana (ECM)

Det er snart 50 år siden, at Manfred Eicher udgav sin første plade på pladeselskabet ECM. Det var med Mal Waldron og er næppe den første plade man tænker på, når snakken falder på det stadig uafhængige pladeselskab, der står bag over 1600 udgivelser. ECM er Keith Jarrett, Jan Garbarek, John Abercrombie og mange andre store jazznavne. En af selskabets helt særlige kvaliteter er den store bredde af kunstnere de repræsenterer. Her er fire plader, der på hver sin måde er “klassisk” ECM.

Det er den franske klarinettist Louis Sclavis’ 13. album, der er udgivet af ECM. Han har ladet sig inspirere af Ernest Pigeon-Ernest’s vægmalerier fra både Rom og Ramalla, der også er afbildet i CD-hæftet. Han er sammen med en fransk kvartet, der spiller lyrisk smuk jazz. Musikken er stærkt stemningsskabende.

Tyskeren Stephan Micus har siden midten af firserne været tilknyttet ECM og er nu aktuel med sit 23. album på selskabet. Som en af få kunstnere har han fuld kontrol over hele processen (Manfred Eicher er eksempelvis ikke producer). Han spiller selv på alle instrumenterne, der er en veritabel samling af instrumenter fra hele verden, han skriver og producerer også selv musikken. Han laver helt bogstaveligt verdensmusik. Der er både inspiration fra Østen, Arabien, Afrika og sikkert også flere andre steder.

De to israelske musikere Avishai Cohen (trompet) og Yonathan Avishai (Piano) har spillet sammen siden de var teenagere. På deres første duoalbum sammen, har de valgt at spille John Coltrane’s Crescent, Ornette Coleman’s Dee Dee, Abdullah Ibrahim’s Kofifi Blue, Stevie Wonder’s Sir Duke og flere andre. Det er kammerjazz af den smukkeste slags. Et meget anbefalelsesværdigt album.

Den italienske duo Gianluigi Trovesi (klarinet) og Gianni Coscia (akkordion) har lavet deres nye album som en hyldest til den afdøde forfatter Umberto Eco, som Coscia havde et livslangt venskab med. De spiller både Basin’ Street Blues, As Time goes by og ene masse selvskrevne numre. Det er italiensk når det er bedst. Meget medrivende og fuld af liv.

ECM Records

Mats Eilertsen: And then comes the night (ECM) CD/DL/stream >> Mats Eilertsen: Reveries and revelations (Hubro) LP/CD/DL/stream

Den norske bassist Mats Eilertsen har slået sit navn fast i selskab med så stærke navne som Trygve Seim, Nils Økland, Tord Gustavsen og Mathias Eick. Han kan også selv. Han har lavet seks plader i eget navn siden 2004. I år har han tilføjet endnu to til listen.

Den første er And then the Night comes, har fået sin titel efter en roman af islændingen Jon Kalman Stefansson. Eilertsen er sammen med den hollandske pianist Harmen Fraanje og landsmanden og trommeslageren Thomas Strønen. Der er en dybde og en dynamik i lydbilledet af en meget fin karakter. Det er nænsom musik, hvor Mats Eilertsen har skrevet nogle enkle melodiske skitser som de arbejder ud fra i trioen. Som lytter bæres man væk på en bølge i havet, en krusning i søen. Det er triojazz og så meget mere.

På den anden plade er vi rykket ind i en stor træhytte på et klippefremspring. Her er Mats Eilertsen overvejende sammen med sig selv og har så på enkelte numre indkaldt nogle gæstemusikere. Der er Geir Sundstøl der kigger forbi med sin National Guitar på åbningsnummeret Nightride. Her bruger Eilertsen buen i det helt dybe basregister.  Thomas Strønen er med på flere numre, mens trompetisten Arve Henriksen er på det afsluttende nummer Appreciate, hvor Eilertsen bl.a. spiller på harmonium. Det er et stemningsmættet album, af en helt anden karakter end And then comes the night. Begge album befinder sig i særklasse. Lyt og bliv beriget.

Mats Eilertsen

Kira Martini: Warm Valley (Storyville) CD/DL/stream

Det er Duke Ellingtons Warm Valley, der både har lagt navn til og åbner sangerinden Kira Martinis fjerde album i eget navn. Her starter hun ud sammen med rytmegruppen; Mads Søndergaard på piano, Joel Illerhag på bas og Morten Ærø på trommer.

Allerede på andet nummer, Bob Dylans Don’t Think twice, It’s alright, tjekker byens lækreste blæsersektion ind; Nulle på klarinet, Fessor på trombone og Peter Marott på trompet. Det er her, hvor der er klare paralleller til New Orleans. De spiller som i The Crescent City. Klassiske improviserede licks bliver strøet nænsomt ud over Dylans stærke melodi.

Kira Martini er grounded med en varm og naturlig sangstemme, hvor der fornemmes en elegant vibrato, når hun trækker tonerne ud. Kira Martini vil tydeligvis ikke sættes i bås og synger både Niels Henning Ørsted Pedersens 90’er “hit” Those Who were, den brasilianske Constantemente, Herbie Hancocks Trust med og Hoagy Carmichaels Heart and soul. Det er en af pladens helt store kvaliteter. Selv om kompositionerne stritter i flere retninger, så har Kira Martini skabt sin egen lyd og udtryk.

Warm Valley er en charmerende og vedkommende plade med en sangerinde, der er sin egen og fortjener et stort publikum.

Kira Martini