Karsten Vogel: Late Night Ballads (Storyville) CD/digital

Han er en legende, et stykke levende dansk musikhistorie, der ikke lader sig indhegne i en genre eller stilart. Jazzen har altid på en eller anden måde været til stede hos Karsten Vogel. Det kan næppe være mere tydeligt, end det er på hans nyeste udspil, Late Night Ballads, der er udkommet kort efter, at manden har passeret de 83 år.

Det er en plade, der ikke udgiver sig for andet end det, den er: otte numre i langsomt balladetempo, der trives og har det godt sent om natten. Han er i selskab med Mads Søndergaard på piano, Peter Hansen på bas og Klaus Menzer på trommer, der bl.a. har spillet med Vogel i den nye udgave af Burnin Red Ivanhoe. De åbner pladen med Johnny Mercers Laura og fortsætter ad den vej, hvor tidløse jazzklassikere som You Go to My Head, Don’t Explain og Sweet Lorraine fortolkes stille og roligt. Der er også blevet plads til en enkelt Vogel-komposition, Open 24 HRS, som passer smukt ind i universet.

Pladen kunne sagtens ryge ind på cd-hylden (den er desværre ikke udkommet på vinyl – det skriger den ellers på) og blive taget frem en gang imellem, når der er brug for lidt hyggejazz. Men den er mere end det. Karsten Vogels fine og ældede altsaxofontone er pladens helt store stjerne. Der er så meget kærlighed og nærvær i Vogels saxofonspil. Det er en ubetinget stor fornøjelse, at han har lavet en så smuk og rendyrket jazzballadeplade.

Bandcamp

 

Jomi: Den kærlighed (Glorious Records) LP/digital

 

Du skal ikke lytte længe til Jomis nye album, før det står indlysende klart, at det er en feministisk, samfundskritisk og kærlig plade, der sætter fokus på barske og vedkommende emner. Det er vold mod kvinder, som det beskrives i sangen Du skal gå væk. Det er kærligheden i Lad lyset brænde. Det er melankolien i Alle har en drøm. Og det er skilsmissesangen Sidste duel.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i tekstanalyser – det er jeg som jazzblogger med hang til instrumentalmusik alt for løs i den tekstuelle fuge til. Det betyder dog ikke, at Jomi, der også kendes som Signe Høirup-Wille Jørgensen, ikke laver tekster, der rører og bevæger mig.

Hun er på alle måder en ener, der siden hun dukkede op i 90’erne som medlem af støjrockbandet Murmur, konstant har været i musikalsk udvikling. Hun allierer sig med musikere, der forstår hendes kunstneriske mission. På det nye album medvirker bl.a. Kresten Osgood, Maria Dybbroe og strygerne Who Killed Bambi. Desuden er Luke Sutherland fra Mogwai atter med i Jomis musik, ligesom han var i starten af nullerne på hendes første plade i eget navn.

Den kærlighed er en rørende dansk artpop-udgivelse fra en erfaren kunstner, der ubesværet kombinerer et stærkt musikalsk udtryk med stærke tekster.

Jomi

Cort Lunde: Mythos (Cort Lunde) LP/digital

Det er kun tre år siden, at duoen Cort Lunde – med Thomas Cortes og Erik Lunde – trådte frem på den danske jazzscene med debutpladen Flora Electronica, hvor de lod sig inspirere af blomster fra Flora Danica. Siden kom Hydrophilia, hvor de rykkede under vandet og lod sig inspirere af den verden. Sidste år udgav de en plade med inspiration fra kunstmuseet SKAL Contemporary i Skagen.

Nu er de draget til København og har tjekket ind på Thorvaldsens Museum, hvor de har ladet sig inspirere af Bertel Thorvaldsens skulpturer – og i øvrigt også indspillet musikken.

Hvis du får fingrene i vinylen, begynder oplevelsen allerede dér. Pladen er marmoreret i en skulpturmatchende gråhvid farve. Med titler hentet direkte fra kunstværkerne hjælpes vi ind i Cort Lundes musikalske univers.

Minerva giver sjæl til mennesket skabt af Prometheus (A319) er et værk, hvor Bertel Thorvaldsen portrætterer Minerva i det øjeblik, hun giver sjæl til et menneske, som Prometheus har skabt i ler. På indspilningen får duoen besøg af Laura Toxværd på altsaxofon og Maria Jagd på bratsch. Mødet illustreres musikalsk gennem et repetitivt tema skabt med Prometheus-skalaen – en mystisk klingende hexatonisk skala – samt brugen af fløjte. Ifølge myten er fløjten skabt af Minerva. Rytmen er inspireret af genren lo-fi study beats. For som Cort Lunde skriver i pladens linernotes: Hvad skulle visdommens gudinde ellers lytte til?

Nummeret er betegnende for pladen, der er skabt ud fra en nysgerrig og fantasifuld musikalsk fortolkning af stillestående kunstværker uden lyd. Cort Lunde udvider forståelsen af – og giver stemme til – de gamle marmorskulpturer, der er skabt på baggrund af tusindårige myter fra oldtidens Grækenland. Det er formidling af det tudsegamle gymnasiefag oldtidskundskab på et nyt og vedkommende niveau.

Bandcamp

 

Hyper Elastic Jinx: We vote force majeure (Barefoot Records) CD/digital

 

Prøv lige at smag på bandnavnet. En vildt bøjelig forudsigelse om at noget ikke kan gå galt og alligevel gør det. Vi er helt ude i den eksperimentelle jazz, hvor rytme og melodi er gået i opløsning. Det er de to danske saxofonister Signe Emmeluth (der bor i Norge) og Nana Pi der er sammen med den japanske guitarist Keisuke Matsuno der bor i Berlin, ligesom bandets koreanske trommeslager Halyn Kim.

Kvartetten sender et politisk budskab til lytteren – et budskab, der minder os om, at verden og de strukturer, vi lever i, hverken er socialt, økonomisk, økologisk eller politisk bæredygtige og kun gavner et mindretal af mennesker. Albummet er ikke en påkaldelse af katastrofe, men en længsel efter en overlegen og uimodståelig kraft, som mennesker ikke kan ignorere – en kraft, der sætter fokus på sociale værdier, kulturel udveksling og økologisk bæredygtighed.

Med en force majeure håber Hyper Elastic Jinx på en uimodståelig global forandring i perspektiver og tankesæt. 

Det kunne lyde som et indlæg i en politisk debat i det igangværende valg til Folketinget. Det er det desværre ikke. I stedet vil jeg opfordre politikerne til, at sætte sig ned, smide deres naive og magtsøgende overbudspoltik ad helvede til og lytte til Hyper Elastic Jinx. Hvis de ikke forstår det første gang, skal de lytte igen og igen, indtil det er feset ind. Hvad der i et musikalsk udtryk er umiddelbart grimt og ikke lettilgængeligt, er i stedet et budskab der handler om tage den verden vi lever i alvorligt. Jeg stemmer på Hyper Elastic Jinx.

Bandcamp

John Larkin: Before Scatman Early Sessions (Iceberg) 10”vinyl/digital

 

Var du ung i 90’erne har du med garanti hørt eurodance nummeret Scatman Ski-ba-bop-ba-dop-bop til hudløshed. Den blev nr. 1 på hitlisten herhjemme og udgivet af det danske pladeselskab Iceberg. Den var også et kæmpehit på verdensplan. Han kaldte sig Scatman John men hed egentlig John Larkin, var jazzmusiker og kom fra Los Angeles. Han havde været jazzsanger og pianist i mange år, inden han fik gennembruddet på diskotekerne. I midten af 80’erne lavede han en plade der kategoriseres som free jazz/avant garde på discogs. Danske Stunt udsendte en mere straight plade med ham efter Scatman-hittet.

Iceberg er nu kommet i besiddelse af nogle optagelser fra 1978 med John Larkin som de har udsendt på en 10” vinyl. Det er 70’erne når det er bedst. Han er sammen med et hold lokale musikere. De lader sig tydeligvis ikke begrænse af noget som helst. Det er både udflippet og frit som på nummeret Instrumental (Scatting) og mere straight som åbningsnummeret It doesn’t show, hvor John Larkin synger og latinrytmerne syder. Det er nok også det eneste nummer på pladen man kan danse til. Side 2 åbner med den tunge Happy Birthday, hvor Larkin synger. Pladens højdepunkt for mig er Love cry (early version), hvor bassisten Duke McVinnie lægger godt fra land mens John Larkin i et opskruet tempo på klaveret dækkes godt af percussion og trommer. Der er selvfølgelig lidt scat undervejs og nogle helt forrygende far out øjeblikke. 

Pladen er et interessant tilbageblik på en helt usædvanlig musikkarrriere. Den hænger godt sammen med, at der lige er kommet en biografi om John Larkin, der døde i 1999 af lungekræft.

Iceberg Records

SingleNyt JazzNyt Februar 2026

 

Tidligere på måneden lancerede jeg det store overblik over det der sker på udgivelsesfronten i dansk jazz i årets første tredjedel. Jeg holder dog fast i denne lille sidegesjæft med singlerne. Her er et udvalg af godter fra den forgangne måned. Husk at du kan høre alle numrene på Jazznyts Spotify-playliste

Hans Ulrik: The Winner takes it all (AMM)
Hvis der er nogen der kan lave en melankolsk og vemodig fortolkning af Abba-hittet The winner takes it all, så er det DR Big Band saxofonisten Hans Ulrik. Han kan i den grad indtage pladsen, hvor man bare synes at det er træls, at det er vinderen der løber med det hele.

Miho Hazama & The Danish Radio Big Band: And the door unsealed (edition)

DR Big Bandet er i disse dage på tur i USA. Samtidig er der nyt fra dem og deres dirigent Miho Hazama. Hun har skrevet musikken. Nummeret er en rigtig god præsentation af flere af big bandets musikere.

Mathias Heise & The Danish Radio Big Band: Part 2 - Resolution (April Records)

Mere DR Big Band nyt. Første nummer fra den anden plade med mundharpekongen Mathias Heise og DR Big Bandet. Denne gang er det en fortolking af John Coltranes mesterværk A love supreme som Heise har kastet sig over. Rygtet siger noget om en turné.

Tabloid: Alpe D’Huez (Sony)

Ud fra deres påklædning på billedet der hører til udgivelsen, så er det vintersportstedet Alpe D’Huez og ikke de 21 sving, som Tabloid har lavet en musikalsk hyldest til. Det er en perlende lækker pop-sag.

Tomas Raae & Eline Hellerud Åsbakk: Det er hvidt herude (Kontemtum)

Vinteren er ved at slippe sit tag på os. Hvis du har brug for lidt mere af den smukke vinter, så er denne ambient jazz fortolkning af Thomas Laubs udødelig sang sunget på norsk, helt fantastisk.

Kosmos Trio: Beautiful 9 (April Records)

Så er trioen med pianisten Frede Holgersen endelig aktuel med nyt. Han har allieret sig med to nye musikere. Little North-bassisten Martin Brunbjerg og trommeslageren Jesper Lørup er med til at give Holgersens temperamentsfulde nordiske jazz nyt liv.

Carsten Dahl Trio: Kontemplation (Musique Phénoménale)

Så har Carsten “piano trio” Dahl lavet en ny trio, han er atter sammen med bassisten Daniel Franck, mens trommeslageren Martin Maretti Andersen er ny mand i Dahls trio-selskab. Nummeret lover i den grad godt for det samarbejde. Det er Dahl on the top.

Hansen/Erhardsen: The Peacocks (Hansen/Erhardsen)
Første single fra duoen med advokatfirma-navnet Hansen/Erhardsen alias Heine Hansen på piano og Mads Ole Erhardsen på saxofon. Det er overskudsfyldt og tilbagelænet.

Abekejser: Algoality (BlikFlak) LP/digital

 

Det har ikke været nogen dum idé for Aarhus-kvartetten og Jazznyt-favoritterne Abekejser, at tage Snarky Puppy keyboard-spilleren Bill Laurance med i studiet som producer. Abekejser lyder stadig som Abekejser. Til gengæld er der sket en regulær opstramning i det musikalske udtryk for det 10 år gamle band.

Det er stadig Jeppe Lavsen på guitar, Jon Døssing Bendixen på keyboards og vokal, Adrian Christensen på bas og Frederik Bülow på trommer. Den nye plade er et drømmende og poetisk univers med rejsende i tid og rum. De bruger analoge keyboards med lækre soli og vocoder der har et space age udtryk og placerer gruppen et ukendt sted mellem 70’erne og nutiden. De søger ikke et retro-udtryk. Der er et altid omskifteligt groove, hvor der hele tiden sker noget i rytmerne. Bassen der grounder og samler sammen med en guitar, der roligt og overskudsfyldt tilføjer et organisk udtryk. 

Det er både svævende og dansabelt. Algoality er Abekejsers bedste udspiltil dato. Der er et overflow af fede numre. Der er den rolige Tabula Eraser, hvor Kristine Kier Jørgensen medvirker på violin. Der er åbningsnummeret Hyper Nature, hvor Jon Døssing Bendixen gennem vocoderen synger We are living in a future. De tager fremtiden tilbage til dengang, hvor det var noget man længtes efter. Der er den optimistiske Let me out, der går direkte i kroppen. Jeg bliver nødt til at fremhæve New Singularity+, der bobler som et synthpop hit fra firserne, der står på en levende og proteinrig base. Et kæmpehit. Abekejser får en kæmpe anbefaling.

Bandcamp