Jon Henriksson: Shapeshifter (April Records) LP/CD/digital

Den svenske bassist Jon Henriksson tilhører en generation af jazzmusikere, der har et mere afslappet og åbent forhold til det, man i mangel af en bedre formulering, kalder straight jazz. Herhjemme kender vi ham især som bassist i Rasmus Sørensens Trio. Henriksson har allerede udgivet to plader i eget navn, og nu kommer den tredje – hans debut på danske April Records, som i øvrigt også er Rasmus Sørensens pladeselskab.

Pladen åbner med “Toninho”, hvor Henriksson – i stil med det, man kender fra Pat Metheny – synger med på guitarens melodilinjer. Guitaren spilles af Pelle von Bülow, der også medvirker på et par andre numre, mens Rasmus Holm er med på trombone. Allerede et stykke inde i nummeret kommer den næste åbenbaring: den svenske tenorsaxofonist Karl-Martin Almqvist, der til daglig har sin gang i DR Big Band. Han spiller med en tone, der sender tankerne i retning af 60’ernes jazz. Inden det over otte minutter lange nummer er færdigt, kommer endnu en åbenbaring, når Rasmus Sørensen folder sig ud med en smuk, melodisk solo. Albummet er først lige begyndt.

Hvis du tror, at det er Pat Metheny-jazz, albummet byder på, kan du godt tro om igen. Næste nummer er titelnummeret “Shapeshifter”, der med titlen indikerer, at Jon Henriksson gerne skifter form undervejs. Det er dog ikke vilde og abrupte skift, der kommer – de sniger sig ind. På “Shapeshifter” er vi havnet i et nordisk klingende balladeunivers.

Så følger nummeret “Grönbete”, hvor Rasmus Holm har fundet sin bastrombone frem. Sørensen spiller med en lethed, hvor han nærmest svæver afsted. Almqvist er grounded i den amerikanske jazztradition, hvor Coltrane og den slags giganter er pejlemærker. Pelle von Bülow tjekker atter ind med en overlegen og rolig solo.

Jon Henriksson er en ægte baskapelmester, der holder sammen på musikken, samtidig med at han giver sig selv masser af plads. “Monkurt” og “Olikheter” er to andre stærke numre på pladen. Der skal også være plads til en blues: “Chime Blues” er New Yorker-jazz, hvor man ikke kan sidde stille til det tætte groove.

Selv om der er forskellige jazzformer undervejs, fremstår “Shapeshifter” som et meget helstøbt album, hvor jazzen skinner om kap med forårssolen.

Bandcamp

Heine Hansen & Mads Ole Erhardsen: Human Angel (Heine Hansen & Mads Ole Erhardsen) digital

 

Saxofonisten Mads Ole Erhardsen dyrker gerne den intime jazz. Han har bl.a. lavet en duoplade sammen med Thomas Sejthen. Nu er han gået sammen med Heine Hansen om en duoplade, hvor de spiller en blanding af originale numre og andres kompositioner.

Det er f.eks. Antonio Carlos Jobims Zingaro, som duoen spiller så levende, at jeg synes, jeg kan høre en guitar, når Heine Hansen spiller klaver. De spiller også The Peacocks, som Jimmy Rowles og Stan Getz udødeliggjorde sammen på det nu næsten 50 år gamle album af samme navn. Hansen og Erhardsen skylder helt sikkert originalen noget, og jeg tror også, at Mads Ole Erhardsen (i overført betydning) har en idolplakat med Stan Getz hængende over sengen derhjemme.

Alligevel er det noget andet at høre danskernes udgave, hvor Erhardsen eksempelvis har en mere støvet tone, og Hansen er rundet af danske traditioner.

Det fede ved deres musik er, at de numre, de selv har skrevet, uden problemer matcher klassikerne. De kan sagtens lave en melodi, der har lige så meget tyngde og nerve. Lyt f.eks. til Hadal. Hansen og Erhardsen har lavet en rolig duoplade, der både tåler koncentreret lytning (hvor man får nogle musikalske kulhydrater at arbejde med) og fungerer som baggrundsmusik.

Gateway Musicshop

Felix Tani Quartet: Pilgrims and Poets - Live at Montmartre (AMP) CD/digital

 

Det kan næsten ikke gå galt. Den svenske pianist Felix Tani har allieret sig med de i Danmark bosatte svenske brødre Daniel og Tomas Franck på henholdsvis bas og tenorsax. Trommerne betjenes af amerikanske Jeff “Tain” Watts, der var med i det første band, som optrådte på det genåbnede Jazzhus Montmartre i Store Regnegade i 2010, og som i det hele taget har et CV, der næppe overgås af nogen nulevende trommeslager. Det var i forbindelse med en jamsession på Montmartre for otte år siden, at Tani mødte Tain. Forbindelsen blev skabt dér og fuldendes på det over halvanden time lange album.

Det er en rygende varm og smagfuld jazzsuppe, som kvartetten serverer. Det emmer af overskudsfyldt New Yorker-jazz med en passende mængde svensk jazzmelankoli. Vi lukkes ind på jazzklubben og rives let med af den gode stemning. Felix Tani er en forholdsvis erfaren herre med adskillige album på samvittigheden. Det fornemmes også tydeligt, når man hører Tanis kompositioner, der spilles af det veloplagte band. Det er klassisk jazz, der lugter af 60’erne, hvor melodi, drama, elegance og nærvær går hånd i hånd.

Amp Music

Amalie Dahl’s Dafnie EXTENDED: Live at Molde Jazz (Sonic Transmissions) LP/Digital

 

Hvis man på nogen måde er faldet for norske og svenske halvstore og store orkestre som Fire Orchestra, Gard Nilssen’s Supersonic Orchestra eller Paal Nilssen-Love’s Large Unit, så er der ingen vej uden om Amalie Dahl’s Dafnie EXTENDED. De er the new kid in town og ledes af en dansker, der bor i Norge.

Det er efterhånden 10 år siden, at jeg hørte altsaxofonisten Amalie Dahl første gang. Det var som medlem af Bo Stiefs talentudviklingsprojekt PlaygroundLive. Siden er det kun gået fremad. Forrige år fik hun en Jazz DMA for Årets Single med nummeret We Don’t Want Your Stupid War sammen med bandet Dafnie. Det nye album er med en udvidet udgave af bandet og er et foreløbigt højdepunkt i Amalie Dahls karriere.

Musikken med de 12 musikere blev fremført på Molde Jazz Festival i 2025 og er en kollektiv præstation. Selv om det er Amalie Dahls musik, og hun træder frem en gang imellem med altsaxofonen, er det bandet – med to trommeslagere, to bassister (den ene er freejazz-veteranen Ingebrigt Håker Flaten), en akkordeonspiller, blæsere og en pæn del elektronik – der skifter mellem intense, løse grooves, sarte elementer og ren løssluppenhed.

Amalie Dahl giver musikerne nogle strukturerede elementer, der er tilpas åbne, hvortil de føjer deres egne stemmer. Overordnet set er hele pladen meget vellykket. Der sker så meget undervejs, at der ikke er tid til at miste fokus.

https://amaliedahl.bandcamp.com/album/live-at-moldejazz

Smag på dig selv: This is why we lost (Stunt) LP/CD/digital

 

Er Smag på dig selv mere end en kortlivet sjov idé, en gimmick? Øh ja da, det må man godt nok konstatere med den uvorne drønnert af en plade, som de har sendt på gaden. This Is Why We Lost er deres tredje udgivelse siden EP’en Dunkelkraft fra 2020. Det, som var en blanding af EDM, anarki og en lille sjat jazz, har udviklet sig til en højeksplosiv og fysisk energiudladning, der balancerer mellem fest og alvor.

Trioen med Thorbjørn Øllgaard på baryton- og bassaxofon samt vokal, Oliver Lauridsen på tenorsaxofon og Albert Holberg på trommer har hyret TMI Tammi som producer på albummet, hvilket har givet dem en seriøs opstramning, der passer godt ind i den musikalske udvikling. Der er flere numre, der kører på et hårdt klubbeat af forskellig slags. Åbningsnummeret Like a Word I Never Knew kører i 170 BPM med Thorbjørns bassaxofon brummende i bunden. Halvvejs inde i nummeret kommer Oliver ind på tenorsaxen, hvor der mærkes en sårbarhed og et nærvær. Fitness Bro og førstesinglen Hits 4 Kids Vol. 3000 summer også af puls og party. Gashåndtaget trykkes helt i bund på Vik’s Rawcore, hvor Viktoria Søndergaard er gæst på vibrafon.

Vi mærker, at trioen er mere end bare tryk på. LP’ens side 1 lukkes ned med den smukke Ya Tal3een, en palæstinensisk sang, som Ay Say’s Luna Ersahin synger. Hele pladen afsluttes af bandet Pas på dig selv, der består af de tre medlemmers mødre, som spiller på saxofon og trommer ligesom sønnerne. Meget passende – med reference til nummeret på SPDS’s forrige album – har de startet et punkband og har lige lært at spille på instrumenterne. De kommer med gode råd om at huske cykellygten, lade være med at tage stoffer og ringe til deres mor.

Smag på dig selv har lavet et fantastisk album, hvor de viser, at de kan udvikle sig – og det er simpelthen en mindre genialitet, at TMI Tammi har produceret.

https://smagpaadigselv.bandcamp.com/album/this-is-why-we-lost

Karsten Vogel: Late Night Ballads (Storyville) CD/digital

Han er en legende, et stykke levende dansk musikhistorie, der ikke lader sig indhegne i en genre eller stilart. Jazzen har altid på en eller anden måde været til stede hos Karsten Vogel. Det kan næppe være mere tydeligt, end det er på hans nyeste udspil, Late Night Ballads, der er udkommet kort efter, at manden har passeret de 83 år.

Det er en plade, der ikke udgiver sig for andet end det, den er: otte numre i langsomt balladetempo, der trives og har det godt sent om natten. Han er i selskab med Mads Søndergaard på piano, Peter Hansen på bas og Klaus Menzer på trommer, der bl.a. har spillet med Vogel i den nye udgave af Burnin Red Ivanhoe. De åbner pladen med Johnny Mercers Laura og fortsætter ad den vej, hvor tidløse jazzklassikere som You Go to My Head, Don’t Explain og Sweet Lorraine fortolkes stille og roligt. Der er også blevet plads til en enkelt Vogel-komposition, Open 24 HRS, som passer smukt ind i universet.

Pladen kunne sagtens ryge ind på cd-hylden (den er desværre ikke udkommet på vinyl – det skriger den ellers på) og blive taget frem en gang imellem, når der er brug for lidt hyggejazz. Men den er mere end det. Karsten Vogels fine og ældede altsaxofontone er pladens helt store stjerne. Der er så meget kærlighed og nærvær i Vogels saxofonspil. Det er en ubetinget stor fornøjelse, at han har lavet en så smuk og rendyrket jazzballadeplade.

Bandcamp

 

Jomi: Den kærlighed (Glorious Records) LP/digital

 

Du skal ikke lytte længe til Jomis nye album, før det står indlysende klart, at det er en feministisk, samfundskritisk og kærlig plade, der sætter fokus på barske og vedkommende emner. Det er vold mod kvinder, som det beskrives i sangen Du skal gå væk. Det er kærligheden i Lad lyset brænde. Det er melankolien i Alle har en drøm. Og det er skilsmissesangen Sidste duel.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i tekstanalyser – det er jeg som jazzblogger med hang til instrumentalmusik alt for løs i den tekstuelle fuge til. Det betyder dog ikke, at Jomi, der også kendes som Signe Høirup-Wille Jørgensen, ikke laver tekster, der rører og bevæger mig.

Hun er på alle måder en ener, der siden hun dukkede op i 90’erne som medlem af støjrockbandet Murmur, konstant har været i musikalsk udvikling. Hun allierer sig med musikere, der forstår hendes kunstneriske mission. På det nye album medvirker bl.a. Kresten Osgood, Maria Dybbroe og strygerne Who Killed Bambi. Desuden er Luke Sutherland fra Mogwai atter med i Jomis musik, ligesom han var i starten af nullerne på hendes første plade i eget navn.

Den kærlighed er en rørende dansk artpop-udgivelse fra en erfaren kunstner, der ubesværet kombinerer et stærkt musikalsk udtryk med stærke tekster.

Jomi