Rumpistol: Nebula (The Rust Music) LP/digital

 

Det er over 20 år siden, at Jens Berents Christensen aka. Rumpistol udsendte sit første album. Læsere af denne blog kender ham også fra Kalaha. I 2020 udsendte han den første plade, After the flood, i det der blev en ambient klaver trilogi. Man kunne godt tale om en Rumpistol version 2. Alle tre plader blev anmeldt her på bloggen - der var rigtigt meget at komme efter for jazzorienterede lyttere. 

Nu er han gået i gang med Rumpistol version 3. Her tager han elementerne fra hele karrieren og blander sammen. Han går endda længere tilbage. Før der var noget der hed karriere.

Han er draget ud i rummet og har opkaldt pladen efter Nebula, betegnelsen for den sky af støv og gas, hvor solsystemet blev dannet. Han har samlet et stærkt hold af musikere, som han også spiller med live. Emil de Waal på trommer, Sven Meinild på blæserinstrumenter, Maria Jagd på violin og bratsch , Anders Stig Møller på bas, Anna Roemer på guitar etc. Rumpistol tager sig af klaver, Würlitzer og diverse synthesizers.

Musikalsk er det en blanding af elektronisk, jazz, neoklassisk, space rock og ambient. Der er elementer der bringer mig tilbage til den elektroniske musik, hvor Tangerine Dream, Klaus Schulze og såmænd også Jean-Michel Jarre herskede. Musikken har et levende og organisk udtryk, hvor Rumpistol har trukket på de mange erfaringer han har gjort gennem liveoptrædender. Det er her, hvor Rumpistol meget tydeligt er i nutiden. Det er ikke et retro projekt. Det er her og nu. Nebula udkommer på det amerikanske selskab The Rust Music - og selv om jeg ikke er ekspert indenfor elektronisk musik, så spår jeg pladen gode chancer i udlandet. Trænger du til at blive overbevist, så lyt til Pale Blue Dot eller Stargazer.

Bandcamp

Featherdrop: Nocturnes (Featherdrop) digital

 

Bassisten Thomas Munk-Petersen og trommeslageren Stig Halskov startede Featherdrop. De inviterede pianisten Eyal Lovett og trompetisten Thomas Fryland med i gruppen. Thomas Munk-Petersen har skrevet det meste af musikken. Som titlen på albummet indikerer, så er det musik skrevet til aftenen og natten. Der hvor dagen er slut og en ny endnu ikke er begyndt. Der hvor det er for sent at lave mere produktivt og alt for tidligt at kaste sig over det som morgendagen bringer. Tidsrummet, hvor man tillader sig selv at være til, uden at der skal være afkast.

Det er lige præcis den stemning jeg lander i, når jeg hører kvartettens musik. Det er balladerne der langsomt fører mig ind i roen. Thomas Frylands trompet og Eval Lovett’s klaverspil bevæger sig roligt afsted. Det understøttes godt af Thomas Munk-Petersen og Stig Halskovs diskrete og samtidig tilstedeværende spil.

Der er pladens åbningsnummer Noir, hvor Frylands dæmpede trompet og Lovett’s klare og luftige klaverspil sætter smukke stemninger. Der er Strollin’, hvor man stille og roligt læner sig tilbage i vished om, at det nok skal gå. Det molfarvede og meditative jazzunivers som Featherdrop har lavet er både dragende og betagende. 

Streaming

Nicodemus 1985 - den dag jeg forlod Dire Straits og kom med i øjeblikkets musik

 

Den præcise dato er gået i glemmebogen, dog er jeg sikker på at det skete i maj 1985. Den første gang jeg besøgte spillestedet Nicodemus i Søndergade i Herning. Det blev en af den slags oplevelser, der fik voldsom betydning for resten af mit liv. Jeg gik i 1.g på Herning Gymnasium. Jeg tror at det var Jørn fra min klasse, der havde foreslået, at vi skulle tage til koncert med Bazaar. En trio som jeg ikke kendte. Måske havde jeg et perifert kendskab til musikerne. Det var i hvertfald ikke noget musik, jeg havde hørt inden. Jeg kontaktede Jørn i forbindelse med dette indlæg. Han mente at han havde hørt Bazaar på et kassettebånd, som han havde lånt af en kammerat.

I maj 1985 udkom Dire Straits’ Brothers in arms. Jeg havde været vild med dem i flere år. Det startede med at jeg købte deres første plade i Pladeshoppen i Silkeborg for 49,95. Jeg kunne vælge mellem den eller toeren Communique, ekspedienten foreslog at jeg købte den første - og tak for det. Den blæste mig bagover. Jeg kan stadig høre Sultans of swing og falde i svime. Det var måske i 1981, hvor deres tredje plade Making Movies også var udkommet. I september 1982 kom Love over gold. Jeg hørte den igen og igen. Den næsten kvarter lange Telegraph Road sendte mig på mange rejser i parcelhuset foran konfirmationsanlægget. Jeg ved med sikkerhed, at jeg købte Brothers in arms på udgivelsesdagen i Fona i Bredgade i Herning, måske blev jeg ekspederet af legendariske Jette, der stod i pladeafdelingen. Den var da okay. Sting var med på den der om MTV. Jeg var ikke ubetinget begejstret og blev mere og mere træt af den, som jeg hørte den. I dag synes jeg bare at den er mere end træls.

Jeg blev på alle måder blæst bagover af oplevelsen med Bazaar. Det her med at de improviserede og mødtes i musikken på den måde, var nyt for mig. Instrumentsammensætningen var også fra en anden planet. Jeg kan huske Flemming Quist Møllers lille gule trommesæt. Anders Koppels gigantiske Hammond-orgel og Peter Bastian på både fagot og klarinet. Vi sad ved bordet, der var ved siden af scenen. Tæt på Flemming Quist Møller. Bazaar spillede igen på Nicodemus i december 1985, hvor udvekslingsstudenten Sarah fra USA var med. Hun syntes at det var underligt sjofelt at vi kaldte Peter Bastians instrument for en fagot. Jeg mener at det var dengang hvor Peter Bastian var ret overrislet og sang Elvis Presley sange. 

Nicodemus blev mit andet hjem. I 1985 hørte jeg forholdsvis ukendte bands som Tini & The Toys, Charlatan Café Band, Hollywood Hardcore, Mell & Shaky Legs, New Jam og Public Panic på Nicodemus. Jeg kan ikke huske mange detaljer fra de koncerter. Men det kan jeg fra oplevelserne med Bo Stief Group i september 1985, hvor jeg for første gang hørte dansk jazz i absolut topklasse. Jesper Neehammer på saxofon, Poul Halberg på guitar, Jørgen Kaufman på keyboards og Jan Sovertsen på trommer og bassisten Bo Stief, som jeg mange år senere har lært at kende ganske godt.

Jeg var også særdeles meget til punk i de år (og elektronisk musik, men det foregik primært på pladespilleren), som jeg tog til Aarhus for at høre. Det var også på Nicodemus at jeg i 1985 hørte soulbandet Yesterdays med Frank Lauridsen i front på vokalen, sammen med Jens, som jeg har oplevet ustyrligt mange koncerter sammen med. Vi kendte Henning Stærks danske revival soul. Yesterdays tog os med storm og vores fælles kærlighed til soulmusik blev tændt i en grad, så ilden stadig brænder i os.

At jeg endte på Nicodemus den aften, for 40 år siden er uden tvivl i kategorien af store livsændrende øjeblikke lige under mine to børn og mødet med min kone - som skete på Fermaten, Nicodemus’ afløser. 

Mødet med Bazaar åbnede mine ører mod musik, der ikke tog den lige vej. Musik der kommunikerede direkte med publikum. Musik der opstår i øjeblikket og skal opleves “on the spot”. Jeg havde ikke startet en blog om jazz mange år senere, hvis jeg ikke havde haft den oplevelse. I 2021 fik jeg P8jazz prisen for mit arbejde med jazzen, hvor Flemming Quist Møller havde lavet et kunstværk til mig. Den hænger i min stue på væggen og er med til at huske mig på min store taknemlighed for alle de store oplevelser som musikken har givet og bliver ved med at give.

Det sort hvide billede er taget af Gary Snider. Jeg har lånt det fra bassisten Jens Jefsens hjemmeside, hvor han fortæller at det er taget om formiddagen d. 27. april 1986, hvor han aftenen forinden havde spillet på Nicodemus sammen med Tøbrud, hvor de lige havde hørt at Tjernobyl var sprunget i luften.

Anders Filipsen Trio: Aldebar nights of Mangos (ILK) CD/digital

 

Det er egentlig en ganske overraskende plade som Anders Filipsen har lavet. Han er kendt fra mange spændende projekter i udkanten af jazzen, både med egne ting og sammen med andre. The Aldebar nights of mangos er en regulær trioplade, hvor han er sammen med Casper Nyvang Rask på bas og Rune Lohse på trommer. Der er en tråd til Monk og Ellington - og såmænd også Morton Feldman. 

Det er knudrede melodier, der ikke tager den lige vej. På den anden side er det heller ikke free. De har en nænsom tilgang til jazzen, der nok udfordres, men ikke nedbrydes. Her er så megen grundkærlighed og varme i musikken. Trioen har en fin forståelse for hinanden og den jazz, der aldrig stopper med at give.

Bandcamp

Spot Festival, lørdag d. 3. maj

 

Lørdag blev en forrygende dag, hvor saxofonen skinnede om kap med den sol, der skulle have været der. Det regnede en del i løbet af lørdag, det lod publikum på den udsolgte festival sig heldigvis ikke påvirke af

SHOOM - Alléscenen

Jeg var egentlig på vej til noget andet, da jeg i pisregnvejr krydsede Frederiks Allé, der var spærret af i anledning af Spot Festival. Der var stillet to scener op. Her hørte jeg noget der lød af den vildskab som kendetegner den jazzede del af no wave scenen fra starten af firserne, som jeg holder meget af.

Spot app’en blev åbnet og jeg fandt ud af, at det var en hollandsk gruppe, Shoom, der stod på scenen. Her stod der noget om Black Midi, Charlie Parker, Talking Heads og MF Doom som inspirationskilder. Jeg blev hængende og hørte en ung sortklædt gruppe iført solbriller, der udover attituden også spillede fedt. En saxofonist der vidste hvornår han skulle trykke den af, to guitarister, der kunne flænse et nummer og en bassist og trommeslager, der sørgede for de teknisk krævende breaks og skæve indslag. En meget godkendt performance med en skøn saxofonist.

VERONIKA RUD - Havescenen, 

Regnen havde fået godt fat i Aarhus, hvilket var et ret fesent udgangspunkt for rolig balladejazz på en eftermiddag. Musikkens transformerende og samlende væsen blev demonstreret i eftermiddagens regnvejr, hvor Veronika Rud spillede på Havescenen. Ja, det kunne have været fedt i solskin. I regnvejret rykkede vi til gengæld sammen med musikken om en god oplevelse. Veronika Rud var tydeligt rørt over det store fremmøde. Hun er en vokalstjerne i svøb. 

Hun har hjemme genren der også er kendt som jazz-jazz i disse genremodulerende (lad være med at tjekke ordet på google, det var noget jeg lige fandt på) tider. Veronika Rud har en stemme der dybt funderet i jazzen. Hun har styr på vokal traditionerne og bruger dem med balanceret ro. Sammen en velspillende trio trodsede hun regnen og skabte solskin i vore sjæle.

NAUSIA - Århus Bowlinghal

Den noget anderledes scene i bowlinghallen blev introduceret sidste år. Scenen var placeret ind over nogle baner - i den anden ende var der stadig åbent for at vælte nogle kegler. Jeg var så heldig at mødes med et par gutter der også blev grebet af bowlinghal stemningen. Vi fik øl og cowboytoast inden koncerten.

Nausia’s nye udtryk, hvor de trækker mere over indierocken var et klart hit hos det unge publikum. Personligt (jeg tilhørte den alderstunge del af publikum) synes jeg også at det var fedt. Isak Schiødt og Oskar Faye på saxofonerne var sammen med Christoffer Beese Nielsens guitar helt fremme. De præsenterede udelukkende numre far den nye plade, hvor særligt Eco-death altid er et hit.

IDA DUELUND - A-Huset

I A-Huset ved Institut for (x) holdte Sunship atter til, hvor de præsenterede en række koncerter, der kulminerede med Ida Duelund, der tidligere i år udsendte albummet Sibo. Hun har gennem adskillige år været bassist i mange forskellige projekter. Nu er hun gået solo med sit eget projekt, hvor hun også synger. 

Det er et dadaistisk projekt, der trækker på inspiration fra bla. Broadway’s jazzstandarder, kormusik fra Hildegard Von Bingens middelalder, og moderne klassisk kompositions- og improvisationsmusik. Hun havde allieret sig med viola og blæsere udover Rasmus Oppenhagen Krogh på guitar og Jakob Høyer på trommer. Ida Duelund sang på et eget konstrueret sprog, der fremstod meget poetisk og i balance med et legende musikalsk menneske. Jeg tænkte både på noget italiensk, fransk og en masse andet. Til sidst slap jeg de tanker og blev grebet med.

BITOI - Turkis

Der var noget der pegede på et sprogligt tema for mig. Endnu en gang hørte jeg et eget konstrueret sprog. Denne gang med udgangspunkt i et fugleatlas, hvor de latinske navnes fonetiske udtryk blev brugt. Jeg havde allerede hørt BITOI’s album, Sirkulu adskillige gange inden koncerten. BITOI, der står for Bass is the only instrument, bestod af den svenske bassist Cassius Lambert og tre vokalister. 

Koncerten blev en medrivende oplevelse, hvor de tre vokalekvilibrister Alexandra Shabo, Anja Tietze Lahrmann og Agnes Åhlund imponerede med et overskud og en teknisk præcision, der sammen med Cassius Lamberts out-of-this-world solobasspil (manden havde et massivt arsenal af pedaler foran sig) var en helt særlig oplevelse, der bevægede sig mellem det skrøbelige og det voldsomme. Mellem det mørke og det lyse.

TABLOID - Rytmisk sal, Musikhuset

Der var en monsterlang kø til Tabloid koncerten - og selv om jeg er anmelder, havde jeg ikke særlig adgang, så jeg hoppede (snød mig) ind i køen. Det blev en eksorbitant fed oplevelse, hvor gammelfar lige pludselig kunne nyde lyden af noget der mindede om firsernes (min ungdoms) funky jazz sammen med en sal fuld af unge mennesker, der jublede ekstatisk, når Oilly Wallace trykkede den af på saxofonen eller fløjten.

Johannes Wamberg på guitar, der står i spidsen for bandet, introducerede kort og herefter var der fuld fart på bandet og publikum. Det blev en hæsblæsende omgang af de helt store. Tabloid er et powerhouse af god energi og musikalitet. Det er sgu’ da fedt, at instrumentalmusik kan få så mange op at ringe. En stor stor oplevelse.

Spot Festival 2025 - fredag d. 2. maj

 

Saxofonen kom, spillede og sejrede på min udgave af Spot Festival 2025. Jeg kunne helt sikkert have undgået den. Men nu er jeg jo et jazzhoved, så jeg opsøgte den og mødte den i nogle fede udgaver, særligt om lørdagen. Fredag stod den på jazz og det der ligner i forskellige varianter.

UDSYN - Turkis

Her var et band der indtog et fyldt spillested på forrygende vis. Jeg hørte Udsyn på Montmartre i februar og så frem til at høre dem igen. Det større spillested, Turkis lagde op til større lyd og det udnyttede de. I det hele taget udnyttede de muligheden ved, at spille på Spot fuldt ud. 

Udsyn bruger der kollektive udtryk, hvor solisten er stendød. Her er alle stjerner.

De havde lavet et program med deres energiske og dynamiske numre - og selv om en Spot koncert ikke varer så længe, så havde de roen til, at lade musikken vokse frem. De bygger op bryder ned - samles i smuk melodi. Guitaristens undertændte vildskab, bassistens samlende ro, klaver og keyboard spillernes forrygende interplay og en aldrig kedelig trommeslager.

Der er et før og efter Spot for Udsyn. Der var næppe nogen der gik fra koncerten uden, at have taget noget Udsyn med i deres hjerte.

ANNA ROEMER with STRINGS - lille sal, Musikhuset

Topprioriteten i dagens program havde klart været Anna Roemer. Hendes LP Blåregn fra sidste år har jeg hørt mere end meget. Roemers guitar med strygere er så oplagt. Hvad jeg ikke vidste var at strygerne bestod af Thorbjørn Kaas på bas, Line Felding på cello og Maria Jagd på violin. Det er tre strygere der har erfaring med - og forståelse for improvisation. Her var ikke stramme arrangementer.

Den højgravide Anna Roemer modtog tidligere på ugen, Carl Prisen for Årets komponist indenfor jazz for albummet Blåregn. Det var også derfra hun spillede numre. De fine og enkle melodier fik luft under sig med strygerne. Det var et meget vellykket møde, der lægger op til mere.

ELJO - Den rå hal

Jeg har fulgt duoen tæt, siden de dukkede op på min musikradar for et års tid siden, hvor jeg hørte et par numre fra den plade der er udkommet for nyligt. Siden har jeg set dem på små intime scener. Det var den rå hal ikke. Den var kæmpestor. Scenen var placeret i midten og lyden kom fra højtalere placeret hele vejen rundt om scenen, så man fik en 360 graders lydoplevelse. Måske var lyden lidt rungende men det generede ikke. 

Johannes Bohn på trommer er en fornøjelige oplevelse. Han udstråler en glæde og positivitet der kommer ud via trommerne. Det kan høres i det opfindsomme trommespil. Elias Lykkeskov på tangenter har en mere tilbagetrukket rolle, bare ikke i musikken, hvor han doserer firsersynth-lyde sammen med et mere organisk udtryk. ELJO er en duo, der er værd at lytte til og holde øje med.

HILAL KAYA - Turkis

Endelig skulle jeg høre Hilal Kayas eget materiale live. Jeg har oplevet hende flere gange sammen med Kalaha, der som de fleste nok ved, er et ret heftigt band. Hilal Kaya havde ikke skruet ned for ambitionerne med hendes eget band, der bestod af Ipek Yolu frontmanden Orhan Özgur og de tre Mukherjee Development musikere (og mange andre sammenhænge), Søren Poulsen på bas, Henrik Poulsen på trommer og Søren Bigum på guitar.

Sidstnævnte satte sig tydeligt i centrum og skruede op for psych-charmen på guitaren. Det var helt fantastisk. Hilal Kayas rene og klare stemme matchede det perfekt. Koncerten blev en fest med tyrkiske traditioner, dans og elementer fra den tyrkiske psychmusik. Hilal Kaya er betagende på scenen og er god kontakt med publikum. En stor oplevelse.

Rygtet siger at der kommer et album i 2026, hvis alt går vel. Indtil da må vi klare os med numrene på Spotify, hvor den nye Sultan er hit hos mig.

SAFARIO - Scandinavian Center

Når programmet lover en blanding af hip hop, jazz, punk og en norsk rapper med polske rødder, så er der trykket på så mange knapper i mit indre like center, at jeg måtte opleve norske Safario live. Alle mine forventninger blev indfriet. For det første havde Safario en saxofonist med, der konstant placerede sig centralt i musikken. Lyt feks. til deres Chowder (Rada Rada)

De åbnede med ekstastisk åbning, hvor rytmen lød hen ad at trashet skabeat og en rapper, der var overalt. Hårde clubbeats spillet af et band, der gerne bevægede sig på kanten af kaos og hele tiden havde styr på festen. Midtpunktet, den charmerende Safario skabte en fest og havde styr på alle virkemidlerne, hvor der både var moshpit og crowdsurfing. 

P.O. Jørgens & Christian Rønn: Drümlitzer (Nische) CD/DL

 

Christian Rønn spiller på Würlitzer og PO Jørgens spiller på trommer og percussion. De spiller frisat jazz. Instrumenterne lyder som de plejer eller næsten som de plejer. Musikken er løsnet fra vanlige idealer om rytme og time. I princippet er det ikke svært at gøre. Det er til gengæld svært at lave noget som er værd at lytte på for andre end de deltagende. 

Det kan Rønn og PO. Der er hele tiden noget på og i spil mellem de to erfarne musikere fra den eksperimenterende afdeling af jazzen. 

Pladen åbner i et dystert hjørne med nummeret Hide, hvor enkle toner og lyde står ovenpå hinanden. Tempoet er roligt. Det er temperamentet ikke. Det bygges op, så Rønns Würlitzer bliver mere hidsigt lydende i den sidste del af albummet. PO Jørgens har en forunderlig evne til at skabe time og styring i kaos. 

Musikken er skabt i et møde i et studie, hvor de for første gang spillede sammen som duo. Rønns forvrængede Würlitzer, der er forstærket gennem en Vox forstærker er en flamme, der brænder gennem hele pladen. PO afvekslende og fantasifulde trommespil giver en plade, der holder hele vejen. Med andre ord, en free jazz plade der skal høres.

Bandcamp