Marius Neset/Joel Lyssarides/Henrik Linder/Anton Eger - Christiania Jazzklub - 11. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Jeg havde skruet forventningen helt op. Da jeg så at denne kvartet skulle spille på Christianias Jazzklub var jeg ikke i tvivl. Det skulle jeg bare opleve. På den lille klub med plads til bare 100 mennesker spillede Marius Neset på sax, Joel Lyssarides på piano, Henrik Linder på bas og Anton Eger på trommer. En international gruppe af allerfineste karat. Det var første gang de spillede sammen i denne konstellation. Neset og Eger har hængt sammen i mange år. Henrik Linder er bedst kendt fra Dirty Loops og svenske Lyssarides er i de seneste år vokset gevaldigt internationalt.

Salen blev fyldt lige så snart dørene blev åbnet. De lagde hårdt fra land med numre fra Nesets seneste plade, Cabaret. Her var både høj oktan jazz og den smukke Song for Maja. Første sæt sluttede med Linders We make party when we see us og her fik jeg det som jeg havde drømt om, en fuldstændigt vanvittig solo på den seks-strengede bas, hvor tommelen også kom i brug. Linder anses ikke uden grund for, at være en af de helt store nulevende fusionsbassister. 

Koncerten blev en opvisning i at sætte sig selv som musiker og musikken på spil - og presse sig ud over kanten. Andet sæt åbnede med Nesets bryllupsmarch fra Cabaret albummet. Intense norske stemninger. De spillede et nyt nummer 1+1=11, der gik over i en duo mellem Neset og Eger, hvor der vrides mere ud af instrumenterne end jeg kunne forestille mig. Det eksploderer og får hele Christiania Jazz Klub til at sidde tilbage i dyb respekt og glæde over det som de lige havde oplevet. De spillede et ekstranummer, Hot 8 og jeg kunne ikke forestille mig en bedre afslutning på en perfekt koncert.

Spilleglæde og spontanitet var i højsædet. Det var øjeblikkets antændelse. De skulle spille endnu en koncert kl. 23.30. Men så var det også slut. Måske bliver det den eneste gang nogensinde at man kan opleve dem. Jeg håber det ikke. Det var årets koncert for mig.

Jan Harbeck Kvartet - Bartof Station - 11. Juli Copenhagen Jazz Festival

 

Når man får fri fra arbejde, kommer hjem og sætter over til en kop kaffe. Smider skoene, finder sutskoene og de bløde bukser. Så er dagens forpligtelser lagt til side. Skuldrene sænkes og pulsen falder. Det er sådan jeg får det, når jeg hører Jan Harbeck Kvartet. Det er som at komme hjem i jazzens rare favn.

Kælderen på Bartof Station var proppet til sidste plads. Rummet er heldigvis så lydmæssigt godt at kvartetten kan spille som de foretrækker, helt akustisk. De har spillet sammen i 18 år og det er langt fra første - eller sidste gang at jeg hører dem. De starter i klassisk Harbeck stil, ganske stille ud. Bassisten Eske Nørrelykke lægger roligt ud, publikum sidder helt stille og lytter koncentreret. Ånden i musikken siver ud i rummet. De starter med Ben Webster og Johnny Hodges’ I’d be there. 

De spillede flere nye numre fra det kommende album. Et af dem har allerede fået titlen Arena, et skønt nummer hvor Henrik Gunde fløjter unisont med klaversoloen. Jan Harbeck er en mester i at skabe en god og samlende stemning omkring musikken. Det eneste der trak ned, var at de spillede tre sæt, hvilket kun er mit problem. Jeg skulle afsted og høre mere jazz.

Blåly på Studenterhuset - A Plane to Catch på Charlie Scotts - 10. juli Copenhagen Jazz Festival

 

Så blev det min tredje dag på Copenhagen Jazz Festival. Jazzdanmark havde inviteret til netværksbar på deres nye kontor på Frederiksberg. Her var der mulighed for at smage på den helt unikke øl lavet til Jazzdanmark, der hedder Jaywalkin’ - opkaldt efter et 50 år gammelt album, der med rette kan kaldes dansk jazzklassiker. Der var også, nok som det primære, mulighed for at møde musikere og branchefolk. En fin mulighed for en jazzblogger, der også er med til at lave jazzkoncerter i Herning for, at hilse jazzfolket.

Efter aftensmad, var det tid til at høre Blåly, som jeg endnu ikke havde hørt live. Jeg ville også gerne have været til koncert med Kalaha, der spillede sidste koncert med Rumpistol som medlem. Uden at lyde for meget som fanboy, så har jeg hørt dem mange gange og skal snart høre dem igen på Moorjazz Festival i Herning (uden Rumpistol men med Hilal Kaya) - så de blev droppet til fordel for trioen, hvis plade Nystalgi har kørt mange runder på min pladespiller.

Blåly består af Barbara Fiig på piano, Johan Kjær Houver på bas og Timon Matern på trommer. De spillede i Studenterhusets hyggelige gård, hvor der altid er mulighed for at høre gode danske jazznavne i løbet Copenhagen Jazz Festival. Det var heller ikke nogen undtagelse her. De spillede velkendte numre fra Nystalgi; Afsked, Hoppet og ikke mindst Daggry, der handler om morgenen i en børnefamilie, den udviklede sig som en minisuite, hvor temperament og følelser kunne mærkes. Trioen spillede sin sidste koncert under festivalen. Det var tydeligt at de har et godt kendskab til hinanden som de også bruger. De spillede også nyt materiale fra det album der kommer i 2026. En god og stemningsfuld koncert.

Herefter gik det videre over stok og sten, hen mod Charlie Scotts, hvor A Plane to Catch spillede i et proppet og varmt lokale. Som den altid glade blogger med hang til funky jazz blev det et langt brusebad i grooves. Et sindssigt velspillende band med Andreas Toftemark på saxofon, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk på bas, Simon Eskildsen på keys og David Besiakov på trommer. Jazz, soul, funk, ethiojazz og ikke mindst en masse luft til vilde soli blev en sikker vinder. Når Mads Nørgaard trykker den af på guitaren, løber op i baren og drikker af publikums øl, eksploderer Charlie Scotts i glæde og jubel. De spillede numre fra deres to plader. Som jeg skrev om den første, så var det en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten. Det blev der også gjort her. Dog skulle smøgen klares ude på fortovet, hvor jeg til gengæld faldt i snak med en der også havde været til Sullivan Fortner Trio i tirsdags og var lige så begejstret som jeg. A Plane to Catch var den bedste jazzfest man kunne forestille sig. Perfekt på et værtshus som Charlie Scotts og ikke mindst fedt at møde en læser af bloggen, der hilste på og sagde tak for mit skriveri. Det betyder uendeligt meget.

Amaro Freitas - Bremen - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

 

For præcis to år siden var jeg i Brasilien, hvor jeg rejste fra storbyen Manaus i Amazonas og ud i junglen. Her var jeg i tre dage. Det var en af de største og vildeste oplevelser i mit liv. Denne store og vigtige organisme gjorde et uudsletteligt indtryk. Det har den også gjort på den brasilianske pianist Amaro Freitas, der spillede for anden gang i år i København. Han har lavet albummet Y’Y der er en hyldest til skoven, særligt den i Amazonas og floderne i det nordlige Brasilien. Det handler om at leve, føle, respektere og drage omsorg for naturen og anerkende den som vores forfader.

Koncerten delte sig i flere afdelinger. I den første del var det helliget soloklaveret. Freitas har et intenst og rytmisk udtryk, hvor gentagelser vokser og ændrer sig undervejs. Her var det en noget indadvendt Freitas vi mødte. I den anden del kom der fokus på Y’Y albummet. Han præparerede klaveret med ting fra naturen og i samarbejde med lydmanden brugte han loops med forskellige fløjter, som han gik frem på scenen og spillede på. Det blev en levende størrelse, der voksede frem for øjnene og ørerne af publikum. Han blev mere og mere udadvendt. 

I den tredje del af koncerten inkluderede han hele salen, hvor han fik publikum til at nynne med på en simpel melodi skrevet over den vuggevise som hans mor sang for ham. Det lød aldeles stort. Samhørigheden mellem Freitas, publikum og musikken føltes og gav mening, som når han kaldte publikum for family. Ligesom vi er forbundne som mennesker således er vi også forbundet til naturen. Amaro Freitas ramte publikums sjæl og gav os noget med hjem i hjertet. Han sluttede med et nummer af landsmanden Milton Nascimento - og her blev atter nynnet med. Det blev en stor aften med brasilianske Amaro Freitas.

Jerry Bergonzi Quartet - Jazzcup - 9. juli Copenhagen Jazz Festival

Der findes timing og så findes der t-i-m-i-n-g. Det sidste fandtes i overmål på Jazzcup, hvor den amerikanske tenorist Jerry Bergonzi var i selskab med Carl Winther på piano, Rune Fog på bas og Anders Mogensen på trommer. Kort efter at jeg ankom til pladeforretningen og caféen, stod det ned i stænger udenfor. Det var dælme timing; at være i tørvejr med en stor fadøl og topklasse jazz. Kvartetten leverede også musikalsk timing. De var tight og sammenspillet og tydeligt at de kender hinanden godt. De spiller en lang række koncerter i løbet af festivalen. Jeg var til overflod glad for at det lykkedes at høre dem.

De spillede Bergonzis musik og hans arrangementer af velkendte jazzstandards. Som Carl Winther tørt konstaterede efter at de havde spillet en jazzstandard, så var det med akkorder som han aldrig havde hørt den spillet før. Bergonzi svarede at han lavede derangements, hvorefter de fortsatte med Body and soul eller var det soil?

Efter tre kvarter var der pause, det var der også i regnen, der meget passende satte i gang igen da musikken skulle starte. Jeg fandt min plads i det proppede lokale efter en pausesmøg ude på fortovet, hvorefter jeg lige nåede at tjekke Miles Davis sektionen i Jazzcups store udvalg af plader. Der var underligt nok et par stykker jeg manglede. 

Andet sæt var endnu en opvisning i kvartettens personlige takes på jazzen. De startede selvfølgelig med Here’s that rainy day. Koncerten sluttede med Bergonzis Blue DNA, der også er titlen på kvartetten seneste udspil, der lige er landet på streamingtjenesterne, hvor kvartetten i øvrigt tidligere har hittet med jazz standards.

Mark Solborg Tungemål - Koncertkirken - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I Koncertkirken på Blågårds Plads på Nørrebro spillede Mark Solborg Tungemål med samme line up som på albummet Confluencia, der udkom lige op til festivalen, som jeg gav rosende ord her på bloggen. Det gjorde Allthat.dk også, da de kvittererede med en 6 stjernet anmeldelse på samme dag som koncerten. Jeg havde spurtet ude fra DR og ind til Koncertkirken og ankom lidt inde i koncerten. Det tog lige nogle minutter at omstille mig til rummet og roen i musikken. 

Mark Solborg er en musikalsk filosof. Hvilket har været meget tydeligt i de seneste års projekter. Hvordan kommunikerer vi? Hertil kan man spørge:  Hvordan skriver man musik om det? Det har Solborg et bud på. Det handler om forbindelser mellem mennesker, mellem musik og mellem instrumenter. Hvordan bliver vi forbundne? Solborg var sammen med samme hold som på pladen; Simon Toldam på klaver og keyboard, Susana Silva Santos på trompet og Ingar Zach på percussion og vibrerende membraner, mens Solborg selv spillede på guitar. Jeg har lidt af et crush på Zach. Hans ekvilibristiske måde at frembringe lyde på og bruge dem i musikken som en naturligt sammenhængende del, er helt vild. Santos Silva har en ærlig og ren tone, der placerer sig godt sammen med Solborgs og Toldams underbyggende stemninger. 

Koncerten blev en koncentreret omgang, hvor jeg som omkringfarende jazzblogger, fandt ro og mening. 

Sullivan Fortner Trio - DR Koncerthuset Studie 2 - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

I DR Koncerthusets Studie 2 var scenen og publikum klar til den amerikanske pianist Sullivan Fortner, en mand der tidligere har været fast mand hos Cecile McLorin Salvant og før det hos Roy Hargrove, plus en masse forskellige sideman tjanser. Desuden spillede han også på den danske bassist Richard Anderssons debutplade i 2010. Det var hans første besøg i Danmark i eget navn. Sullivan Fortner startede med at beklage at Donald Trump var deres præsident og sagde samtidig at det ikke var trioens skyld.’_Han medbragte Tyrone Allen på bas og Kayvon Gordon på trommer. Koncerten blev en opvisning ud i ekvilibristisk triojazz - den havde også tiltrukket adskillige danske jazzmusikere. 

Men også det internationale publikum, som de to italienere, jeg gik ved siden på vej ud af salen, der havde en begejstret samtale om trioens ritmico udgave af Bizets Carmen. 

Musikken var fuld af mange lag, vilde taktarter og rytmiske skift. Alligevel hang det sammen på smukkeste vis. De spillede en forrygende udgave af Thad Jones kompositionen Lets. Sorcerers Stick som Fortner lettere humoristisk dedikerede til Harry Potter og Hogwarts Music Academy, var en sammenskrivning af Herbie Hancocks The Sorcerer og Donald Browns The early bird gets the short end of the stick. Et godt eksempel på trioens store overblik og vanvittige overskud. Numrene kom som trioen havde lyst i øjeblikket. Der var ikke nogen sætliste. Til gengæld var der tilstedeværelse og nærvær i musikken, der kunne mærkes helt ud i salen.

Trashzz Festival - Lygten Station - 8. juli Copenhagen Jazz Festival

 

På livets uendeligt store bucket list har jeg i mange år haft Bruxelles i top. Den by besøger jeg endelig i næste uge. En anden bucket list sag er at besøge Copenhagen Trashzz Festival ved Lygten Station. Festivalen har eksisteret i mange år under Copenhagen Jazzfestival. Det lykkedes endelig i år - og dagens program var lovende. Først var det støjjazzduoen Uraño. En bassist og en trommeslager der kastede sig ud i transcenderende brutale passager, der var særdeles trashet. Et godt match til S tog og eftermiddagstrafikken ved Nørreport Station.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvem jeg havde set mest frem til at høre. Lotte Anker, Peter Friis Nielsen eller Peter Ole Jørgensen. Men når de nu spillede sammen, så var det ret let. Tre legender på den danske freejazz scene i samme trio. Mokuto som de kalder sig, har eksisteret i mange år og det var med stor stolthed at Trashzz festival bagmanden Lars Bech Pilgaard præsenterede dem. Musikken var åben. Peter Friis Nielsens originale og abrupte basspil, Peter Oles bølgende trommespil og Lotte Ankers årvågne saxofon var perfekte sammen. Lidt regn i starten af koncerten og solens efterfølgende komme var en berusende omgang. Freejazz bliver ikke bedre. Live i byens åbne rum sammen med en flok dedikerede publikummer. Herefter måtte jeg desværre videre. Jazz festivalen var begyndt for mig.

Nicolai Kornerup: Tidsskjul (Lydian Sound) LP/digital

 

Når jeg har anmeldt en plade her på bloggen, plejer jeg tit at låne den videre til min far. Selv om han bliver 80 næste år, kan man ikke beskylde ham for at være stagneret i sin musiksmag. Han er altid nysgerrig. Enkelte gange er der plader, som jeg på forhånd ved er lidt for krasse i udtrykket. Hvis det er ovre i det mere frie og eksperimenterende jazz, så behøver jeg ikke at give ham dem med hjem. Min mor vil sandsynligvis også brokke sig højlydt.

Nå men, her er til gengæld en plade som jeg glæder mig til at låne ham. Han kender helt sikkert ikke kunstneren. Men musikken får ham til, at spinde som en kat på gulvet i en solstråle. Det er pianisten Nicolai Kornerup, som nogle nok kender fra klezmerbandet Mames Babegenush der har lavet en forrygende trioplade sammen med Jakob Roland på bas og Henrik Holst Hansen på trommer. 

Pladen åbner med et regulært hit, der opildner en stemning og slutter med et brag, så man næsten kun mangler et publikum der klapper. Det er den nordiske knaldperle Fornesbreen ved midnatt. Herefter kommer titelnummeret, der har hentet inspiration i en bog af den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov, der handler om en verden der diskuterer hvilken udgave af fortiden de vil leve i, i fremtiden. Tempoet er sat lidt ned. 

Nicolai Kornerup har skabt et lækkert udtryk, hvor der er tilpas med rum på klaverets lyd, hvilket passer godt til den overvejende nordiske stemning der er i musikken. Inspirationen hentet mange forskellige steder. Der er den palæstinensiske børnesang Ummi Rahat og Taqsim for Suhail, der er inspireret af et improviseret arabisk musikstykke. Tidsskjul er en yderst vellykket trioplade, der i sin vedkommende enkelhed byder lytteren indenfor. Den får en stor anbefaling herfra.

Nicolai Kornerup

Niklas Walentin & The Snorre Kirk Trio: Another June night - a celebration of Svend Asmussen (Orchid Classics) LP/digital

 

Lige om lidt er det 100 år siden, at Jacob Gades Tango Jalousie blev spillet første gang som ledsagelse til en stumfilm i Paladsteatret af Gades 24 mands orkester. Hvorfor skriver jeg nu om det? Det gør jeg fordi nummeret har sneget sig med på den klassiske violinist Niklas Walentins hyldest til Svend Asmussen. Det var i øvrigt næsten sammenfaldende med at 7 årige Svend begyndte at spille violin, at Tango Jalousie fik premiere. 

Resten af pladens numre er hot fiddle hits fra Svend Asmussens repertoire. Walentin kendte Svend Asmussen og fik bla. en række arrangementer for soloviolin af Asmussen. 

Den altid muntre Svend Asmussen forlod denne jord i 2017, efter han var fyldt 100 år. Walentin har allieret sig med en velspillende trio. Snorre Kirk på trommer, Anders Fjeldsted på bas og Calle Brickman på piano sender den dejligste jazz lige ud i hovedet på lytteren. Selv om Walentin er klassisk uddannet, har han ikke problemer med at swinge sammen med jazzen og trioen. Hans tekniske niveau og overskud er tårnhøjt og det fornemmes at det uden problemer omsættes til jazzet violin. Vi præsenteres for klassikere fra Asmussens repertoire som St. Louis Blues, Embraceable You og June Night. Hvis Svend Asmussen lytter med - så er han uden tvivl meget imponeret og tilfreds.

Orchid Classics

I Think You’re Awesome: Oatmeal everywhere (Jaeger Community) LP/digital

 

Opvasken breder sig ud over køkkenbordet. Musikken tager magten - og lader en berusende bølge gå gennem kroppen. Pludselig er jeg i gang og danser helt alene foran opvasken. Det er I Think You’re Awesome og den aldeles uimodståelige charmør af et nummer, Folks, der bruser fra højttaleren i køkkenet.

Jens Mikkels band I Think You’re Awesome er endelig tilbage! Der er gået tre år siden vi fik The Good Fight, der var I Think You’re Awesomes anden plade sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Efter debuten i 2014 og Jazznytprisen i 2016 har Jens Mikkel haft fart på med sit band. Nu er der også kommet børn ind i Jens Mikkels liv. Mon ikke det er en medvirkende årsag til, at der er gået tre år siden forrige plade.

I Think You’re Awesome er til gengæld tilbage på toppen på deres 11. plade. Der er mange elementer der peger tilbage på debutpladen Løft mig så jeg kan nå. Den var indspillet på det lille og intime spillested Head Quarter. Nu er spillestedet blevet endnu mindre. De er denne gang rykket ind på Erlings Jazz- og Ølbar ved Nørreport i Aarhus. Ligesom dengang de debuterede er der noget spil. Man kan mærke et band der investerer sig selv og sjælen i musikken. 

Jens Mikkel har lavet musikken som en bittersød hyldest til at være i 30’erne. En krydsild af beskidte bleer, syge forældre, vigende hårgrænse og en voksende kærlighed. Det musikalske udtryk er roligt og udelukkende spillet på akustiske instrumenter. Dynamikken og energien er intakt. Det er I Think You’re Awesome, når de er allerbedst. Det 16 år gamle band med piano/pumpeorgel, guitar, mandolin, to trommeslagere og Jens Mikkel ved bassen spiller helt forrygende. De er rykket sammen i livet i 30’erne, hvor erfaring er godt og nysgerrighed og appetit på livet er sundt. 

Det kan godt være at der er havregrød overalt i Jens Mikkels liv. Havregrød er heldigvis både sundt og nærende. Det bedste af det hele er at den havregrød som Jens Mikkel og bandet serverer er fuld af godt humør. Der er 8 numre på pladen og de er alle i topklasse. Oatmeal everywhere er et foreløbigt højdepunkt i dansk jazz i 2025.

Bandcamp