Sigurdur Flosason, Erik Söderlind, Kjeld Lauritsen & Kristian Leth: Blue Shoes (Prophone Jazz) CD/digital

Det er gamle musikalske venner, der finder sammen igen på Blue Shoes. Den islandske saxofonist Sigurdur Flosason er atter i selskab med Hammond-organisten Kjeld Lauritsen og trommeslageren Kristian Leth, som han også var på Night Falls og Daybreak fra henholdsvis ’13 og ’15. Den eneste udskiftning er på guitaren, hvor svenske Erik Söderlind er kommet med i stedet for Jacob Fischer, der var med på de to første. Söderlind har tidligere spillet med den svenske Hammond-legende Kjell Öhmann og er for tiden aktuel sammen med Lars Jansson Trio. Flosason kender vi også i Danmark fra samarbejder med bl.a. Lennart Ginman og Cathrine Legardh.

Det er blåtonet jazz af den klassiske slags, hvor det handler om de grundlæggende håndværkskundskaber. Birger Sulsbrück medvirker på percussion, hvilket er med til at få det til at lugte af 60’ernes Blue Note-souljazz, som f.eks. på pladens sidste nummer, Virgin. Der er boogaloo på Sidekick, intim jazz på The Long Dark Nights og en masse blå toner ud over det hele. Flosasons rene altsaxofon, Lauritsens behagelige Hammond og Söderlinds virtuose guitar er en fornøjelse.

Naxos

 

Jacob Anderskov/Jesper Zeuthen/Anders Vestergaard: Mellemrummets Poesi (ILK) CD/digital

 

Da jeg for tredje eller fjerde gang gennemlyttede Mellemrummets Poesi, begyndte jeg at tænke over, hvor meget trioen spiller sammen mellem indspilninger og koncerter – det, man kalder at øve. Det er for det første ikke mit indtryk, at de spiller koncerter særligt ofte, hvilket vel primært skyldes, at freejazz ikke har et særligt stort publikum og derfor kun få koncerter. Mødes de mon til øveaftener en gang imellem, eller strider det mod sjælen i det, de skaber, og går ud over det umiddelbare og friske i mødet? Gennemtænkt og planlagt freejazz giver ikke rigtig mening. Det giver til gengæld mening, at det er nogle musikere, der kender hinanden på et eller andet plan.

Det er trioens fjerde plade siden 2018. Den er indspillet en sen aften i Koncertkirken i København i 2025, hvor de alle tre inden da havde spillet koncerter med andre. Koncertkirken har udviklet sig til at være en hjemmebane for trioen med Jacob Anderskov på piano, Jesper Zeuthen på altsax og Anders Vestergaard på trommer. Albummet er delt op i fire dele, der former sig som et forløb. Albummets titel kan give et hint om, hvad de skaber, hvor de befinder sig, og hvad de vil. Jeg hører en plade med tre lydhøre musikere, der smelter sammen og skaber et nærmest meditativt forløb. Det er musik, hvor sanserne pirres, og der skabes en koncentreret boble af ekspressionistisk, nordisk jazz.

Bandcamp

DOMi & JD BECK: Who Asked? (Blue Note/Apeshit) CD/LP/stream

 

Der skulle gå præcis fire år siden debuten Not Tight, inden den fransk/amerikanske duo DOMi & JD BECK kunne være klar med en opfølger. Det er meget lang tid, særligt når albummet lyder som et album, hvor der, for at kunne forstå duoens udvikling, mangler et album eller to mellem debuten og opfølgeren. Der er af uransagelige årsager kommet vokal med – ikke fra gæster som på debuten, men fra dem selv, hvor trommeslageren JD BECK er den primære. Det lyder ikke godt. Hans vokal er monoton og kedelig. Han synger melodien lidt i samme stil som Thundercat, bare uden sjæl og nerve.

Det matcher ikke duoens tekniske kunnen, hvor de i et eller fedt mashup mellem hiphop, jazz og computerspilsmusik laver nogle crazy ting på trommer og keyboards, hvilket typisk er det, der popper op i de korte reels på Instagram og lignende, som de lægger ud på nettet og er så kendte for. Det er en skam, at duoen er gået vokalvejen. Havde der så bare været en popbanger på pladen, havde de næsten været tilgivet. Jeg håber inderligt, at deres næste album, der først kommer i 2030, hvis de holder den nuværende kadence, er et instrumentalalbum.

Duoen skulle dog stadig være en fed koncertoplevelse, hvor vokalen efter sigende træder i baggrunden. Hvornår kommer de egentlig til Danmark?

Blue Note

Søren Østergaard Pedersen: When they ask (Gateway) digital

 

Den ellers erfarne bassist og underviser Søren Østergaard Pedersen udsendte først sin jazzdebut i eget navn for fem år siden. Nu er han klar med opfølgeren, der er et svar på et spørgsmål. Den hedder When They Ask. Han har samlet et godt hold omkring sig: den bundsolide og originale guitarist Simon Krebs, kendt fra Andorra, Asbjørn Kamban på flygelhorn og trommeslageren Sune Rahbek, der har stor erfaring inden for folk og roots.

Søren Østergaard Pedersen har en forkærlighed for den gode melodi. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Simon Krebs' guitarspil, der let og ubesværet skifter mellem jazz og roots, har stor betydning for kvartettens udtryk sammen med Kambans elegante og rolige flygelhorn. Her er den glade åbner "Hand in Hand" et godt eksempel. Asbjørn Kambans varme tone på flygelhornet besvares så smukt af Krebs' guitarspil og Rahbeks pulserende og lette trommespil; det er en lille perle.

Søren Østergaard Pedersen holder sammen på musikken i mere end én forstand, både med bassen og gennem den velkomponerede og velarrangerede musik.

Facebook

Jan Harbeck Quartet: Conversation (Stunt) LP/CD/digital

 

Der er enkelte jazzmusikere, hvor jeg ikke ønsker, at der sker alt for store ændringer i det, de laver, fordi det allerede er så fuldendt og gennemført. En af dem er tenorsaxofonisten Jan Harbeck, når han spiller med sin faste kvartet. Med netop den besætning har Harbeck indspillet albummet Conversation. De har spillet sammen i mere end 15 år i denne konstellation: Henrik Gunde på klaver, Eske Nørrelykke på bas og Anders Holm på trommer. De har deres helt egen lyd og deres helt eget udtryk.

Musikken er indspillet i ét rum i studiet The Village, hvor musikerne har kunnet høre og se hinanden uden nogen form for filter. Det minder meget om oplevelsen af kvartetten live, hvor Harbeck helst spiller uden forstærkning. Det betyder, at musikerne hele tiden må finde et fælles lydniveau, så ingen overdøver hinanden. Netop derfor får kvartetten sit helt særlige kollektive udtryk.

Det er den balladedrevne side af jazzen, vi møder på albummet, hvor Harbecks let støvede tenorsaxofon tager den med ro. Numre som Passing Clouds, Airwaves og Arena byder kælent op til et intimt samvær med både jazzen og Jan Harbeck.

Jan Harbeck

Bjarke Falgren: Turkis (Bjarke Falgren/Zack’s Music) LP/CD/digital

 

I pressematerialet står der, at pladetitlen Turkis er valgt, fordi det er farven på horisonter, på det åbne og på alt det, der venter, når man slipper kontrollen, lader sig føre med og giver plads til, at noget kan ske. Jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det også er ret sejt, at turkis samtidig er farven på manden bag pladens Citroën ID19 fra 1963.

Det er Bjarke Falgrens andet album i eget navn. Han spiller violin og har skrevet og arrangeret musikken, der både henter inspiration fra Norden og Latinamerika. Særligt sidstnævnte falder jeg pladask for på nummeret Cigarillos Por Favor, hvor den herboende cubanske conga-spiller Eliel Lazo gør sit til, at stemningen kommer til at syde noget så eftertrykkeligt.

Turkis er et meget vellydende og melodisk album, der tager den med ro. Bjarke Falgren bygger et smukt og originalt univers op, hvor violinen – som vi så ofte forbinder med swingjazzen – finder nye stier. De kan sagtens swinge, men de taler i endnu højere grad til hjertet end til fødderne.

Falgren har samlet et stærkt hold omkring sig med Heine Hansen på klaver, Wurlitzer og Rhodes, Anders Holm på trommer, Morten Lundsby på bas, Eliel Lazo på congas og Jakob Holm på guitar.

Vinyludgivelsen kommer i en flot gatefold, der matcher den elegante musik.

Gateway Musicshop

Anders Mogensen: Ben Webster Reminiscence (AMM) digital

 

Sidste år modtog trommeslageren, komponisten, underviseren, bandlederen etc. Anders Mogensen den hæderkronede Ben Webster-pris. Det har han fulgt op med albummet Ben Webster Reminiscence, hvor han sammen med sin gamle kumpan fra 90'er-bandet When Granny Sleeps, Niclas Knudsen på guitar, Karl-Martin Almqvist på tenorsax og Richard Andersson på bas hylder den legendariske saxofonist Ben Webster.

Ben Webster kom fra jazzens swingtradition og hentede stor inspiration fra tiden hos Duke Ellington, selv om det var som bandleder for mindre grupper, han blev kendt og elsket i Danmark. Mogensen står ligeledes i spidsen for en lille gruppe, hvor der sættes fokus på den rolige side af jazzen.

Det er seks uopslidelige jazzstandards, som Ben Webster var med til at sætte på jazzens verdenskort. Her er eksempelvis Chelsea Bridge – jazzballaden over alle jazzballader. Anders Mogensen er helt tilbage i lydbilledet med sine whiskers. Karl-Martin Almqvist er til gengæld helt fremme i lydbilledet, ligesom han er det på resten af pladen, og godt for det. Han spiller tenorsaxofon som få. Der er en fylde og modenhed i tonen, som ikke forsøger at efterligne Ben Websters lyd, men snarere hans sjæl.

Niclas Knudsen er en kamæleon på guitaren og kan spille straight ahead-jazz, så det driver ned ad væggene. Richard Andersson er Mr. Steady og finder naturligt sammen med Anders Mogensens trommespil. Hør også Love Is Here to Stay, der allerede har hittet på Spotify, og den altid smukke Someone to Watch Over Me. En skøn hyldest til The Brute.

Instagram