Antonio Dayyani: Organisme (April Records) LP/CD/digital

 

Antonio Dayyani har skabt en original og holdbar musikalsk idé. Hans kompositioner udgør grundstenen, men musikken er afhængig af de musikere, der fortolker den. Her er det Jon Askjær på trompet, Cahlo Heyman Krill på guitar, Magnus Munk Tækker på pedal steel guitar, Harald Hagelskjær på bas og Andrea Maagaard på klaver. De tre førstnævnte har i øvrigt dannet deres eget band, Club Coyote, der musikalsk befinder sig i forlængelse af Dayyanis univers.

Der opstår et særligt rum, når musikerne finder sammen om musikken. Dayyani leverer melodierne, mens stemninger, sansninger, følelser og forbindelser får lov til at svæve frit. Albummet slutter med liveindspilningen Are You Confused, Monsieur Gustave? fra Jazzhus Montmartre. Her tilføjer Cahlo Heyman Krills guitar en underspillet uro, der går i dialog med Andrea Maagaards distinkte klaverspil.

Pladen åbner med En lykkelig organisme, hvor Kristoffer Jessen, forsanger i bandet Søn, synger »Jeg er bare en lykkelig organisme« med sin klare, næsten uskyldsrene stemme i samspil med Dayyanis trommer. Jessen dukker også op på Alt og intet, en flot popballade.

Pladens hit er o k a y. Og ja, den er okay. Jon Askjærs trompet og Magnus Munk Tækkers pedal steel guitar skaber en smuk, sfærisk ramme, som Dayyani udfordrer med trommer, der har lidt mere tryk på end ellers.

Organisme er Antonio Dayyanis tredje album, og han holder niveauet fra de to foregående. Det er ikke så lidt. Han har fundet et personligt musikalsk ståsted, hvor kompositionerne både sætter retning og giver plads til de medvirkende. Det er netop i spændingsfeltet mellem det komponerede og det åbne, at musikken finder sin styrke.

Bandcamp

Bäckström/Friman/Jensen: Postcards (BlikFlak) LP/digital

 

Den dansk-finske trio med den danske bassist Jens Emil Jensen og de finske musikere Lassi Friman på guitar og Jonathan Bäckström på trommer begyndte at spille sammen i 2022, da Jens Emil Jensen, der bl.a. står bag bandet Odd Pocket, var på udveksling i Helsinki. De mødtes til en jam og besluttede med det samme at starte en trio.

Alle tre er up-and-coming-musikere med godt gang i karriererne i forskellige musikalske konstellationer. Her handler det om et friskt bud på moderne jazz. De bidrager alle med kompositioner, og musikken fremstår som et samlet hele, hvor det kollektive er i centrum.

Lassi Frimans guitarspil sidder rent og overskudsfyldt midt i trioen. En af mine favoritter på pladen er Jens Emil Jensens Pretty Hard Prima Vista. Den er som en spændt stålfjeder, der strammes hårdt op og derefter slippes. Der er smæk på, og Jens Emil Jensens basgroove styrer for hårdt i nummeret.

Lassi Friman har bidraget med fire numre og er trioens mere poetiske fyr. Med sine luftige kompositioner giver han plads til alle tre musikere. Åbningsnummeret på LP'ens side 2 er et rigtig godt sted at være.

Bäckström/Friman/Jensen er godt selskab. De udfordrer ikke jazzens grænser, men leverer en velspillet og levende omgang moderne jazz, hvor de tre musikeres forskellige temperamenter går op i en højere enhed. Trioen har både overskud og personlighed nok til at gøre indtryk.

BlikFlak

FILM: Everybody Digs Bill Evans

 

Alle er vilde med Bill Evans – måske lige med undtagelse af Bill Evans selv. Everybody Digs Bill Evans er titlen på en plade med mesterpianisten fra 1959. Det er også titlen på filmen om Bill Evans, der nu får premiere i de danske biografer.

Vi starter nede i kælderen i den verdensberømte jazzklub The Village Vanguard i New York på den søndag, hvor Bill Evans Trio indspiller musikken, der ender som to af jazzens helt store albums: Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Vi er i sommeren 1961. Bill Evans er for længst etableret blandt jazzens helt store navne. Tiden hos Miles Davis er slut. Til gengæld er et eskalerende heroinmisbrug blevet en del af hans liv. Det får endnu et skub, da trioens bassist Scott LaFaro dør i en trafikulykke kun to uger efter koncerterne på The Village Vanguard.

Nedturen begynder for alvor og var måske allerede begyndt inden da. Bill Evans flytter ind hos sin to år ældre bror Harry, dennes kone og niecen Debby – ja, det er hende, der har lagt navn til Waltz for Debby. Bill Evans går ud om natten og skyder heroin, rører ikke klaveret og falder mere og mere fra hinanden foran en bror, der elsker ham og vil gå langt for at hjælpe ham. Da Bill på niecens opfordring spiller nogle få strofer af Waltz for Debby, kan han ikke fortsætte. Han er ikke længere i stand til at spille klaver. Hans bror er heller ikke længere i stand til at have ham boende.

Bill sendes ned til forældrene i Florida og tager en kold tyrker. Her følger vi ham på golfbanen og på værtshuset sammen med faren, der er noget endimensionel, mens moren spilles af Laurie Metcalf – hende, der spillede Roseannes søster i 90'ernes sitcom Roseanne. Hun har hjerte og omsorg og følger sin søn gennem afvænningen.

Filmen er overvejende i sort-hvid og består af mange close-ups, der sættes sammen som grafisk dvælende tableauer. Det passer godt til den rå historie. Bill Evans spilles overbevisende af den norske skuespiller Anders Danielsen Lie, der også selv er musiker. Filmen er instrueret af Grant Gee, som modtog en Sølvbjørn for præstationen ved filmfestivalen i Berlin, hvor filmen også var nomineret til en Guldbjørn i kategorien Bedste Film.

Det er en barsk film om den plagede kunstner, hvilket i sig selv kan lyde ret klichépræget. Det lykkes den til gengæld godt med at undgå. Filmen hopper frem og tilbage i tiden. I 1973 og 1979/80 kommer Kodachrome-farverne til, og her er der flere tab.

Der er noget inderligt trist over at møde et menneske, der har givet så meget til jazzelskere over hele verden og samtidig har haft så meget lort i sit eget liv. Ja, han kunne givetvis have forsøgt at arbejde med alle traumerne. Han valgte en anden vej og fandt trøsten i musikken og heroinen.

Næste gang jeg sætter Sunday at the Village Vanguard eller Waltz for Debby på, vil der helt sikkert dukke nogle grynede flashbacks fra filmen op i mit hoved. Det er det, en film kan: sætte spor – særligt når den er god og har noget på hjerte.

Britt Hein: My memory of you (Mingus Records) LP/digital

 

Her forenes to kvindelige stemmer i dansk jazz, der ikke står i forreste række og gør opmærksom på sig selv. Først og fremmest er det vokalisten Britt Hein, der for 18 år siden lavede et popalbum og ellers er sangunderviser og medlem af bl.a. Blast. Nu tager hun det afgørende skridt i vokaljazzens retning sammen med et forrygende band bestående af Nikolaj Hess (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer) – du finder næppe nogen, der er mere erfarne i dansk jazz inden for dette felt. De suppleres af Peter Marott på flygelhorn og Mia Engsager på trombone.

Den anden kvinde er Lisa Freeman, der i mange år har leveret tekster til dansk jazz. Her er Those Who Were, som Niels-Henning Ørsted Pedersen skrev musik til, og Freeman skrev teksten til, en dansk jazzklassiker. Den har Britt Hein selvfølgelig taget med. Ellers er det musik af bl.a. Jørgen Emborg, Carsten Dahl, Niels Lan Doky og Nikolaj Hess, som Lisa Freeman har sat tekst til. Britt Hein har skrevet musikken til Shadows of Yesterday, der fint flugter med de andre gode kompositioner på pladen. Hein har skrevet både musik og tekst til titelsangen My Memory of You, hvor jeg kommer til at tænke på Joni Mitchell, hvilket næppe er tilfældigt.

Britt Hein er måske ikke kendt i vide kredse. Hun er til gengæld en moden og fuldkommen jazzvokalist, der fraserer og synger med overbevisende ro og sikkerhed.

https://gatewaymusicshop.dk/en/product/9700

Emil de Waal Old News: Novelties (April Records) LP/CD/digital

 

Pladens titel, Novelties, kan på engelsk betyde flere ting: noget nyt, friskt og overraskende, men også en sjov genstand uden større betydning. Jeg hælder til det første, når jeg hører Emil de Waal Old News’ fjerde plade, der også er den første uden klarinettisten Elith ”Nulle” Nykjær, som døde i 2023.

Klarinetten er langt fra væk. Tværtimod. Det er Henriette Groth, der indtager pladsen nu. Hun har et andet sprog end Nulle, men passer alligevel perfekt ind i Emil de Waals musikalske univers. De øvrige medlemmer er de Waals faste partner in crime, Gustaf Ljunggren, på kontraaltklarinet, bratsch, bas og guitar, der har været med fra starten. Det har pianisten Jacob Anderskov næsten også.

Randi Laubek er med på et par numre, hvor hun med sin karakteristiske vokal sætter et tydeligt præg. Her forsvinder bandet næsten, fordi hun er så insisterende i sit nærvær. Det er ret vildt.

Pladen har flere forskellige dele. Emil de Waal er kapelmesteren, men har kun to numre med på pladen. De andre bidrager lige så meget. Her kan jeg f.eks. ikke slippe Henriette Groths sfæriske Tightrope. Dejligt, at Emil de Waal har taget hende med.

Pladens novelty act er også pladens sidste nummer. Det er Gustaf Ljunggren, der har bidraget med middelaldernummeret Nuntii Veteres, der betyder ”gamle nyheder” på latin. En sjov slutning på et album fra et band, der bliver ved med at udvikle sig.

Bandcamp

Martin Vollertsen: Når her bliver normalt (BlikFlak) LP/digital

 

Hvis man tager en omgang triojazz en gang imellem, er jeg ret sikker på, at man lever lidt længere. Det er desuden vigtigt, at man pirrer ører og sjæl med ny triojazz, så man ikke hænger fast i det sædvanlige – det er også livsforlængende. Her kommer Martin Vollertsens nye udspil Når her bliver normalt som kaldet. Han er sammen med Frederik Sakham på bas og John Riddell på trommer.

Der råder en tidløs stemning over musikken. Der er for så vidt ikke nogen tvivl om, at den er dybt rodfæstet i jazzens lange historie, hvor både Duke Ellington, Herbie Hancock og en pæn portion af den nordiske jazztradition har smittet af. Det betyder med andre ord, at du både finder swing, sjæl og melodisk lethed med et strejf af både humor og alvor i musikken.

Der er så mange gode numre på pladen, som er lige til at gå til. Titelnummeret og Old Alexander, der er skrevet til trommeslagerens far, indeholder begge en glæde og umiddelbarhed, der går direkte ind i mine ører med træsko på. Det er meget betegnende for Vollertsens tilgang til triojazzen, der ikke læsses til med komplicerede finurligheder. Han kommunikerer direkte med lytteren og inviterer i den grad indenfor.

Når her bliver normalt skulle være udkommet tættere på debuten, der kom for fire år siden. En brækket hånd og genoptræning kom i vejen for Martin Vollertsens piano skills. Det virker også, som om han har brugt musikken som mental genoptræning – det, der har givet håb, det, der har gjort, at det var værd at kæmpe for at få det normalt igen.

Pladen er fuld af varme – og den bliver ved med at give. Jeg har hørt den igen og igen og har lyst til at høre den igen. Så tror jeg, at jeg napper Dans da lige eller Aronia. Der er så mange gode steder på pladen.

Køber du kun én trioplade i dag, så skal det være den her. Køber du kun én trioplade i år, så skal det stadig være den her. Jeg ved, at du vil takke mig for det tip.

Instagram

Mathias Heise & Pelle von Bülow: Repertoire (Storyville) LP/CD/digital

 

Det lyder så enkelt, og det er det overhovedet ikke. Man tager en bunke velklingende melodier og leger med dem – improviserer over melodien og giver den i forvejen kendte melodi et helt nyt udtryk. Det er klassisk jazz. Noget man, meget kort fortalt, skal kunne for at blive betragtet som en ”ægte” jazzmusiker. Her er mundharmonikavirtuosen Mathias Heise i særklasse. Tidligere i år udsendte han samarbejdet omkring A Love Supreme med DR Big Band. Nu downsizer han ganske kraftigt og har lavet en duoplade sammen med guitaristen Pelle von Bülow.

De spiller et udvalg af klassiske popmelodier som Randy Crawfords One Day, I’ll Fly Away, Michael Jackson-hittet Rock with You og såmænd også danske Phlakes Angel Zoo. Pladen åbner med Stevie Wonders Overjoyed og slutter med Toots Thielemans Bluesette. To af mundharmonikaens absolut største og lettest identificerbare musikere. Der er også blevet plads til Sam Rivers’ Beatrice, Keith Jarretts So Tender og Ivan Lins’ Velas.

De to musikere er fænomenale til at finde sammen. Med stort overskud og elegance fortolker de melodierne. Pelle von Bülow, der i pressematerialet helt forståeligt sammenlignes med Doug Raney, spiller med et flow og en årvågenhed, der passer perfekt sammen med Heise. De er kun to, men lyder af så meget mere.

Bandcamp