Anders Mogensen: Ben Webster Reminiscence (AMM) digital

 

Sidste år modtog trommeslageren, komponisten, underviseren, bandlederen etc. Anders Mogensen den hæderkronede Ben Webster-pris. Det har han fulgt op med albummet Ben Webster Reminiscence, hvor han sammen med sin gamle kumpan fra 90'er-bandet When Granny Sleeps, Niclas Knudsen på guitar, Karl-Martin Almqvist på tenorsax og Richard Andersson på bas hylder den legendariske saxofonist Ben Webster.

Ben Webster kom fra jazzens swingtradition og hentede stor inspiration fra tiden hos Duke Ellington, selv om det var som bandleder for mindre grupper, han blev kendt og elsket i Danmark. Mogensen står ligeledes i spidsen for en lille gruppe, hvor der sættes fokus på den rolige side af jazzen.

Det er seks uopslidelige jazzstandards, som Ben Webster var med til at sætte på jazzens verdenskort. Her er eksempelvis Chelsea Bridge – jazzballaden over alle jazzballader. Anders Mogensen er helt tilbage i lydbilledet med sine whiskers. Karl-Martin Almqvist er til gengæld helt fremme i lydbilledet, ligesom han er det på resten af pladen, og godt for det. Han spiller tenorsaxofon som få. Der er en fylde og modenhed i tonen, som ikke forsøger at efterligne Ben Websters lyd, men snarere hans sjæl.

Niclas Knudsen er en kamæleon på guitaren og kan spille straight ahead-jazz, så det driver ned ad væggene. Richard Andersson er Mr. Steady og finder naturligt sammen med Anders Mogensens trommespil. Hør også Love Is Here to Stay, der allerede har hittet på Spotify, og den altid smukke Someone to Watch Over Me. En skøn hyldest til The Brute.

Instagram

Psychobillyjazz 3 (Movement shaped like a heart) CD/digital

 

Han er en af Danmarks fremmeste jazzhylere – både på skrift og horn. TS Høeg er topaktuel i disse dage. Han har udgivet en plade med Psychobillyjazz 3, som det handler om her. Men også bogen Jazzinistisk jubilæum, der er Høegens personlige hyldest til dansk jazz i anledning af de 100 år, ligesom han er fortælleren i Anders Maltas store hyldestværk til dansk jazz, 100 stemmer.

Nu tilbage til pladen. Først og fremmest er det fedt med en 69-årig jazzmusiker, der er tro mod sig selv og musikken og samtidig er i stand til at udfordre – ikke mindst sig selv. Psychobillyjazz 3 – husk at trække a'et langt ud, når du udtaler det – er et nutidigt bud på punkjazz, hvor TS Høeg har allieret sig med to af undergrundens hippeste musikere: guitaristen Halfdan Stefansson og trommeslageren Johannes Østlund Jacobsen.

Musikken er indspillet hen over sommeren 2024 ved forskellige arrangementer. Det giver uden tvivl fornyet energi til TS Høegs altsax, at han er i selskab med to yngre musikere, der er på bølgelængde med Høegs anarkistiske jazzforståelse. De spiller mystisk brasiliansk på Brazil, kantet afrikansk på Afro, noise på Soundgristle, wah-wah-elektrisk på Miles og no-mercy-wave-punk på Oh C Parade.

Pladen er et forrygende statement fra den side af jazzen, der ikke vil være pæn og dannet.

Bandcamp

The Heart’s Electrical system: We dream in low fidelity (Gateway) LP/digital

 

Det er Jacob Salmon, der står bag gruppen The Heart's Electrical System. Han har skrevet og produceret musikken, ligesom han står for beats, klaver og synth. Derudover får han hjælp af Anton Schrøder Hejlesen på trompet, Asger Kirkegaard Sørensen på guitar og Henrik Windbirk på tenorsaxofon.

Ved første koncentrerede gennemlytning imponerer saxofonen mig ikke. Den har en lidt for pæn fremtoning. Omvendt er der noget dragende ved albummet, som gør, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det. Det er også her, jeg begynder at forstå, hvorfor saxofonen lyder, som den gør.

Det er rolige, elektroniske og melodiske klange med et jazzet og improvisatorisk afsæt. Salmon tager sig god tid i produktionen, og den ro forplanter sig til musikerne. Numre som Alpaca Swagger og Diminishing Light med den skønne guitar er perfekte at svømme væk til. Det lyder måske ikke så flatterende, men det er ment som en stor ros.

Albummet We Dream in Low Fidelity er et fremragende soundtrack til hverdagens små gøremål. Det er også her, saxofonen kommer til sin ret. Den fredelige tone passer perfekt ind i albummets univers. Trænger du til en afslappet elektronisk plade med et jazzet fundament, kan den varmt anbefales.

Gateway Musicshop

Karl & Tobias: Dig (Karl & Tobias) digital

 

Grundlæggende er karaktersystemet et endimensionelt og fantasiforladt system, som jeg ikke nærer den store tillid til. Derfor er det en ekstra stor fornøjelse, når to elever fra musikefterskolen Klejtrup slutter skoleåret af med at udgive en EP på streamingtjenesterne, hvor den skal finde sin plads i det store digitale hav. De har så meget musikalsk på hjerte, at jazzbloggeren har gået og storhygget sig med at lytte til musikken. Og helt ærligt – det betyder meget mere end et tal ved en eksamen. De rækker ud og finder lyttere. Musikken lever.

Karl Brodersen på tangenter og Tobias Søndergaard på trommer har skabt tre numre, hvor de med ro, forståelse for øjeblikket og en stærk sans for improvisation nærmest jammer sig gennem musikken. Der er en grundmelodi, som de mødes omkring, og herfra kommunikerer de med en modenhed gennem instrumenterne, der efterlader et stort indtryk.

Det ni minutter lange åbningsnummer Hvornår løber med prisen som EP'ens stærkeste nummer. Lyden af Wurlitzer og de trommer, der stille og roligt vokser frem, kan godt sende tankerne i retning af Svaneborg Kardyb – og så alligevel ikke. De to unge musikere er ikke bange for at flagre ud ad tangenter og trommer og skabe deres helt eget udtryk. De har skabt en både vellykket og overbevisende debutudgivelse, og jeg håber, de fortsætter med at lave musik sammen.

Instagram

Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.

39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.

Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.

Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.

Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.

Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.

Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.

Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.

Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.

Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.

100 stemmer - værk af Anders Malta i Musikhuset i Aarhus 27. juni

Hvordan beskriver man 100 års dansk jazz på en time? Det spørgsmål besvarede komponisten Anders Malta ved lørdagens åbning af Aarhus Jazz Festival med værket 100 Stemmer, fremført af 50 jazzmusikere i Musikhuset Aarhus. På fredag fremføres stykket af 50 andre musikere i DR Koncerthuset – heraf værkets titel 100 Stemmer.

Anders Malta lod uddrag af danske jazzkompositioner indgå i værket, hvor let genkendelige sange blev fremført undervejs. Cæcilie Norby sang eksempelvis Dansevise, og Frederik Vuust både sang og spillede klaver på en af de allermest kendte danske jazzmelodier, Leo Mathiesens Take It Easy Boy Boy.

Der var selvfølgelig en hyldest til Valdemar Eiberg, der var den første danske jazzmusiker, som indspillede en plade. Ellers dukkede bidrag op fra blandt andre Jens Winther (hvis søn Carl Winther spillede klaver i orkestret), Tomas Franck, Ben Besiakov, John Tchicai, Horace Parlan, Hugo Rasmussen, Lotte Anker, Thad Jones og Carsten Dahl samt nogle originale bidrag fra Torben Bjørnskov (der spillede bas i orkestret) og Gustav Hagelskjær (der spillede trommer i orkestret). Ud over de sidstnævnte var det primært musik med mindst 25 år på bagen. Savnede man de seneste 25 år i selve værket, kunne man til gengæld finde dem repræsenteret på scenen, hvor man blandt andet fandt de tre unge guitarister Carlo Dayyani, Casper Hejlesen og Albert Waidtløw. Der var også andre jazzmusikere, som har sat deres præg på dansk jazz i de senere år, eksempelvis Viktoria Søndergaard på vibrafon, der havde en fremtrædende rolle i værket. På blæserfronten spændte feltet fra gamle, gennemprøvede kræfter som Steen Hansen på trombone til unge Christian Holm-Svendsen på saxofon.

Med andre ord et forrygende setup på scenen i Symfonisk Sal, hvor der sagtens kunne have været flere publikummer til denne helt særlige engangsforestilling, som et hav af fonde og lignende havde støttet økonomisk.

Værket var Anders Maltas version af lyden af dansk jazz. I de komponerede dele var det tydeligt, at inspirationen overvejende kom fra den del af dansk jazz, der havde vendt ørerne mod USA. Latin, hiphop og fusion var ikke en del af den historie. Til gengæld fik freejazzen en fremtrædende rolle i fortællingen, hvor saxofonisterne blandt andre Nana Pi og Julie Kjær leverede nogle af værkets stærkeste frie passager. TS Høeg havde skrevet nogle stykker lyrik om jazzen, som han selvfølgelig selv læste op med sikker timing og sprælsk energi.

Det var på alle måder en vild oplevelse, hvor der også blev plads til Dawda Jobarteh på kora og Olga Witte på outsider-synth. Anders Malta styrede det hele sikkert hjem, og højdepunktet for mit vedkommende indtraf, da Ronja Rose Andersson fra bandet Musvit sang en morsom og rammende tekst om alle de klichéer, der tit bliver sagt om jazzen. En god afslutning på en stor eftermiddag i en veltempereret Symfonisk Sal, hvor klimaanlægget sandsynligvis var på overarbejde, da der var 35 grader udenfor.

Mads Riis Kvartet (BlikFlak) digital

 

Den unge guitarist Mads Riis er flyttet tilbage til Danmark, nærmere bestemt København, efter at have boet i Berlin i fem år. Her har han studeret på konservatoriet, og ud over at medbringe sin uddannelse i bagagen har han også taget et album med derfra. I Berlin har han fundet sammen med ligesindede stortalenter: danske Thorbjørn Stefansson på bas, østrigske Steven Moser på trommer (der bl.a. har lavet en plade sammen med Carlo Dayyani) og svenske Isak Ingvarsson på saxofon (der havde Kresten Osgood med på sin debutplade fra sidste år).

Mads Riis er vokset op med jazzen, hvilket også sætter sit præg på pladen. Både helt direkte, da han har inviteret sin far, trompetisten Jesper Riis, med på et par numre, og selvfølgelig indirekte, da jazzen altid har været en del af husholdningen i Mads Riis' barndomshjem.

Mads Riis har, ganske modsætningsfyldt, ladet sig inspirere af den vilde og farverige storby og samtidig af vejen væk derfra mod naturen, stilheden og det mere enkle. Det rammer så fint det, man hører på pladen, der åbner med det smukke nummer Gryden.

Mads Riis' musik er dobbelttydig, når man både fornemmer storbyens puls og naturens evne til at hensætte én i en reflekterende tilstand. Det er netop denne balance, Mads Riis mestrer så fint. Han har lavet en rigtig stærk debut, der i øvrigt slutter med en helt fantastisk version af jazzstandarden It Never Entered My Mind, hvor far og søn forenes på smukkeste vis i jazzen.

Instagram

Gorm Askjær Trio+: Microverse 1 (Jaeger Community Music) LP/digital

 

Der er gået seks år siden den forrige plade med Gorm Askjærs trio udkom. Der var ingen tvivl om, at den var blandt de bedste danske jazzudgivelser det år. Hvad er der så sket i mellemtiden?

Guitaristen og komponisten Gorm Askjær har stadig trioen med Jens Mikkel på bas og Thomas Eiler på trommer. Denne gang har han inviteret Francesco Bigoni på klarinet og saxofon samt Malthe Volfing Højager på cello med ind i projektet, hvilket forklarer det diskrete plus efter Trio.

Pladen hedder Microverse og er ganske konkret en betegnelse for musikkens undersøgende væsen. Musikerne udforsker små verdener med hver deres klanglige og musikalske særpræg. Der hviler en kammermusikalsk stemning over musikken, hvor den intense atmosfære og musikernes blik for hinandens placering og udtryk skaber et kollektivt output, der er både sammenhængende og flydende.

Det er jazz, der bevæger sig mellem det fine, sarte og lettere tilgængelige som åbneren Fatamorgana og den optimistiske afslutter You Can Never Hold Back Spring, og så de mere komplicerede og skæve numre som It Almost Works og It's All Getting Fuzzy, hvor musikerne tydeligt viser, at de kan indgå i en musikalsk dialog, der både udforsker og udfordrer.

Celloen og Bigonis blæserinstrumenter passer godt ind i Askjærs musik, hvor der, som i Where Do Lost Memories Go, er klare referencer til kammermusikken.

Selvfølgelig er Gorm Askjær guitarist. Men det er som komponist og bandleder, at han skaber de store øjeblikke. Han bruger guitaren til at sammensætte de musikalske mikroverser, som han skaber sammen med de fantastiske musikere.

Gorm Askjær