Michel Camilo & Aarhus Jazz Orchestra - Musikhuset i Aarhus 27. juni

Pianisten Michel Camilo var ganske enkelt hot shit i slutningen af firserne. Første gang han gæstede Danmark var i 1987 på Montmartre under Copenhagen Jazz Festival. Det skete på en af sommerens varmeste dage – en sommer, der paradoksalt nok siden er gået over i historien som en af de koldeste.

39 år senere stod han på scenen i Musikhusets Store Sal sammen med Aarhus Jazz Orchestra på den varmeste dag, der nogensinde er målt i Danmark. Med risiko for at falde direkte ned i klichéfælden må det siges: Der var endnu varmere på scenen. Camilo havde taget sin faste rytmegruppe med, heriblandt den herboende cubanske conga-virtuos Eliel Lazo. Aarhus Jazz Orchestra kvitterede med 16 blæsere og deres nye chefdirigent, nordmanden Geir Lyssne, som kommer efter ni år i spidsen for NDR Bigband. Det er en chefdirigent af absolut international klasse, orkestret har fået fat i.

Der er enkelte koncerter, hvor jeg møder op usædvanligt godt forberedt. Sådan var det denne aften. Som ganske ung købte jeg In Trio, min første Michel Camilo-plade, og i en periode var han intet mindre end et musikalsk idol. Begejstringen kulminerede med One More Once fra 1994, hvor han foldede sit spil ud sammen med et bigband. Derfor var glæden også stor, da det viste sig, at en stor del af repertoiret kom netop derfra.

Camilos musik er højeksplosiv latinjazz. Teknisk nådesløs, propfyldt med vilde breaks og uden et eneste sekund til overs. Hver takt tæller. Hans klassiske baggrund høres især i de elegante soloindledninger, hvor han alene bygger spændingen op, inden orkestret eksploderer omkring ham. Samtidig er hans klaverspil dybt percussivt. Han behandler tangenterne, som var de skindet på en conga, og fingrene hamrer af sted med en kraft, præcision og rytmisk opfindsomhed, som stadig er dybt fascinerende.

Min sidemakker har gennem årene adskillige gange fortalt om den Michel Camilo-koncert, han oplevede på Brædstrup Kro i efteråret 1987. Lørdag aften blev derfor også en rejse tilbage til ungdommen for os begge – og tilbage til noget af den jazz, der var med til at forme vores musiksmag.

Og vi fik præcis det, vi håbede på. Faktisk mere.

Åbningen med Why Not? satte barren med det samme. Bigbandets altsaxofonist Kati Brien leverede en overbevisende solo og viste igen sit format i Just Kiddin', hvor hele orkestret arbejdede på højtryk for at komme levende gennem Camilos svimlende komplekse komposition. Min sidemakker lænede sig over og konstaterede, at Aarhus Jazz Orchestra aldrig havde lydt bedre. Jeg havde svært ved at være uenig. Blæsersektionen var ganske enkelt fremragende.

Caribe bredte øjeblikkeligt caribisk varme i salen, mens afslutningen med One More Once bød på stærke soli fra Michael Bladt og en saftig chase i trompetgruppen. Som ekstranummer kom On Fire, og titlen kunne dårligt have været mere passende. Til sidst stod hele salen op. Publikum klappede, jublede og sendte begejstringen tilbage mod scenen med samme energi, som Michel Camilo havde sendt ud over tangenterne.

Det var den eneste koncert med Camilo og big bandet. Det må de meget gerne gøre igen.

Jeg fik desværre kun taget et meget dårligt billede med telefonen fra koncerten, i stedet har jeg sat et billede ind af solnedgangen der mødte os, da vi kom ud fra Musikhuset.

100 stemmer - værk af Anders Malta i Musikhuset i Aarhus 27. juni

Hvordan beskriver man 100 års dansk jazz på en time? Det spørgsmål besvarede komponisten Anders Malta ved lørdagens åbning af Aarhus Jazz Festival med værket 100 Stemmer, fremført af 50 jazzmusikere i Musikhuset Aarhus. På fredag fremføres stykket af 50 andre musikere i DR Koncerthuset – heraf værkets titel 100 Stemmer.

Anders Malta lod uddrag af danske jazzkompositioner indgå i værket, hvor let genkendelige sange blev fremført undervejs. Cæcilie Norby sang eksempelvis Dansevise, og Frederik Vuust både sang og spillede klaver på en af de allermest kendte danske jazzmelodier, Leo Mathiesens Take It Easy Boy Boy.

Der var selvfølgelig en hyldest til Valdemar Eiberg, der var den første danske jazzmusiker, som indspillede en plade. Ellers dukkede bidrag op fra blandt andre Jens Winther (hvis søn Carl Winther spillede klaver i orkestret), Tomas Franck, Ben Besiakov, John Tchicai, Horace Parlan, Hugo Rasmussen, Lotte Anker, Thad Jones og Carsten Dahl samt nogle originale bidrag fra Torben Bjørnskov (der spillede bas i orkestret) og Gustav Hagelskjær (der spillede trommer i orkestret). Ud over de sidstnævnte var det primært musik med mindst 25 år på bagen. Savnede man de seneste 25 år i selve værket, kunne man til gengæld finde dem repræsenteret på scenen, hvor man blandt andet fandt de tre unge guitarister Carlo Dayyani, Casper Hejlesen og Albert Waidtløw. Der var også andre jazzmusikere, som har sat deres præg på dansk jazz i de senere år, eksempelvis Viktoria Søndergaard på vibrafon, der havde en fremtrædende rolle i værket. På blæserfronten spændte feltet fra gamle, gennemprøvede kræfter som Steen Hansen på trombone til unge Christian Holm-Svendsen på saxofon.

Med andre ord et forrygende setup på scenen i Symfonisk Sal, hvor der sagtens kunne have været flere publikummer til denne helt særlige engangsforestilling, som et hav af fonde og lignende havde støttet økonomisk.

Værket var Anders Maltas version af lyden af dansk jazz. I de komponerede dele var det tydeligt, at inspirationen overvejende kom fra den del af dansk jazz, der havde vendt ørerne mod USA. Latin, hiphop og fusion var ikke en del af den historie. Til gengæld fik freejazzen en fremtrædende rolle i fortællingen, hvor saxofonisterne blandt andre Nana Pi og Julie Kjær leverede nogle af værkets stærkeste frie passager. TS Høeg havde skrevet nogle stykker lyrik om jazzen, som han selvfølgelig selv læste op med sikker timing og sprælsk energi.

Det var på alle måder en vild oplevelse, hvor der også blev plads til Dawda Jobarteh på kora og Olga Witte på outsider-synth. Anders Malta styrede det hele sikkert hjem, og højdepunktet for mit vedkommende indtraf, da Ronja Rose Andersson fra bandet Musvit sang en morsom og rammende tekst om alle de klichéer, der tit bliver sagt om jazzen. En god afslutning på en stor eftermiddag i en veltempereret Symfonisk Sal, hvor klimaanlægget sandsynligvis var på overarbejde, da der var 35 grader udenfor.

Mads Riis Kvartet (BlikFlak) digital

 

Den unge guitarist Mads Riis er flyttet tilbage til Danmark, nærmere bestemt København, efter at have boet i Berlin i fem år. Her har han studeret på konservatoriet, og ud over at medbringe sin uddannelse i bagagen har han også taget et album med derfra. I Berlin har han fundet sammen med ligesindede stortalenter: danske Thorbjørn Stefansson på bas, østrigske Steven Moser på trommer (der bl.a. har lavet en plade sammen med Carlo Dayyani) og svenske Isak Ingvarsson på saxofon (der havde Kresten Osgood med på sin debutplade fra sidste år).

Mads Riis er vokset op med jazzen, hvilket også sætter sit præg på pladen. Både helt direkte, da han har inviteret sin far, trompetisten Jesper Riis, med på et par numre, og selvfølgelig indirekte, da jazzen altid har været en del af husholdningen i Mads Riis' barndomshjem.

Mads Riis har, ganske modsætningsfyldt, ladet sig inspirere af den vilde og farverige storby og samtidig af vejen væk derfra mod naturen, stilheden og det mere enkle. Det rammer så fint det, man hører på pladen, der åbner med det smukke nummer Gryden.

Mads Riis' musik er dobbelttydig, når man både fornemmer storbyens puls og naturens evne til at hensætte én i en reflekterende tilstand. Det er netop denne balance, Mads Riis mestrer så fint. Han har lavet en rigtig stærk debut, der i øvrigt slutter med en helt fantastisk version af jazzstandarden It Never Entered My Mind, hvor far og søn forenes på smukkeste vis i jazzen.

Instagram

Gorm Askjær Trio+: Microverse 1 (Jaeger Community Music) LP/digital

 

Der er gået seks år siden den forrige plade med Gorm Askjærs trio udkom. Der var ingen tvivl om, at den var blandt de bedste danske jazzudgivelser det år. Hvad er der så sket i mellemtiden?

Guitaristen og komponisten Gorm Askjær har stadig trioen med Jens Mikkel på bas og Thomas Eiler på trommer. Denne gang har han inviteret Francesco Bigoni på klarinet og saxofon samt Malthe Volfing Højager på cello med ind i projektet, hvilket forklarer det diskrete plus efter Trio.

Pladen hedder Microverse og er ganske konkret en betegnelse for musikkens undersøgende væsen. Musikerne udforsker små verdener med hver deres klanglige og musikalske særpræg. Der hviler en kammermusikalsk stemning over musikken, hvor den intense atmosfære og musikernes blik for hinandens placering og udtryk skaber et kollektivt output, der er både sammenhængende og flydende.

Det er jazz, der bevæger sig mellem det fine, sarte og lettere tilgængelige som åbneren Fatamorgana og den optimistiske afslutter You Can Never Hold Back Spring, og så de mere komplicerede og skæve numre som It Almost Works og It's All Getting Fuzzy, hvor musikerne tydeligt viser, at de kan indgå i en musikalsk dialog, der både udforsker og udfordrer.

Celloen og Bigonis blæserinstrumenter passer godt ind i Askjærs musik, hvor der, som i Where Do Lost Memories Go, er klare referencer til kammermusikken.

Selvfølgelig er Gorm Askjær guitarist. Men det er som komponist og bandleder, at han skaber de store øjeblikke. Han bruger guitaren til at sammensætte de musikalske mikroverser, som han skaber sammen med de fantastiske musikere.

Gorm Askjær

Grammofon: Fabelagtige forviklinger (Zack’s Music) LP/digital

 

Duoen Grammofon med Niels Oldin på tenorsaxofon, klarinet og basklarinet samt Jakob Frandsen på akustisk guitar har lavet en LP til grammofonen med den vidunderligt finurlige titel Fabelagtige forviklinger. Albummet består af otte numre, hvor Oldin og Frandsen deles om komponisttjansen. De har udvidet duoen med Girls in Airports-percussionisten Victor Dybbroe og den nyligt afdøde bassist Torben Westergaard.

Musikken består af rolige toner, der henter inspiration i kringlede kroge og omsætter den til enkle og nærværende melodier, hvor bossa, tango, viser og ikke mindst jazz gennemfarver stemningen. Der er to numre, som hylder henholdsvis Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. Gennem musikken fortæller de om en sort jazzmusiker, der var med til at forene verden gennem jazzen.

Oldins klarinet finder let sammen med Frandsens guitar. Der er noget besættende hyggeligt over Fabelagtige forviklinger, som kan tilfredsstille sjælen, når der er brug for en rolig stund ved grammofonen.

Grammofon på Instagram

Mydtskov/Nordal: Sketches (New Vehicle) LP/digital

 

For tre år siden udgav duoen Mydtskov/Nordal den på mange måder bemærkelsesværdige Frasens identitet, der var et musikalsk forskningsprojekt. Nu er de atter aktuelle. Denne gang er det guitaristen Morten Nordal, der på akustisk guitar har skrevet al musikken bortset fra pladens sidste nummer, The Times They Are A-Changin’ (et valg, der fortæller noget om musikernes modenhed).

Tenorsaxofonisten Hans Mydtskov forstår som få Morten Nordals enkle, skitselignende melodier, der danner grobund for duoens musik.

Det er musikalske former og en vellyd, der rummer så megen elegance og musikalsk styrke, at man som lytter aldrig falder ud af musikken. Det er rolige toner, der ikke vil dominere. I kraft af Mydtskov/Nordals indforståede og sammenvoksede samspil er Sketches en LP, der ganske stille sniger sig ind på os og tager os med ind i sit musikalske univers.

Stream

Cosmos Club: Jovian Moons (One Dot Rec) LP/digital

Duoen Cosmos Club tager os med på en subtil natklubstur. Der fornemmes pumpende beats i det fjerne. Oven over det hele bevæger tangentspilleren Giordano Léon Makholm og trommeslageren Øyvind Andreas Winton sig rundt med synth, elpiano og trommer. Det er et meget betagende og kontrastfyldt univers, der tager elementer fra deep house, krautrock, ambient og jazz og blander dem sammen på en lækker og indtagende måde. Numre som Odeon og Io har været sikre hits hos mig, siden jeg fik pladen.

Titlen refererer til Jupiters måner – himmellegemer i konstant kredsløb om noget massivt, magnetisk og umuligt at ignorere. Denne tyngdekraft er central for albummets identitet: Hvert nummer opleves som et objekt i bane om en kerne af energi – nogle gange svævende og roligt, andre gange trukket ind i turbulens.

På begge sider af pladen er der to interludes, Welcome to Chaos og Welcome to Cosmos, der fint indrammer duoens originale musik. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem pladens højdepunkt, for dem er der flere af. Dog er titelnummeret Dancing on a Jovian Moon noget helt særligt. Den rolige melodi, der gentages på elpiano, mens synthklangflader sender os ud i rummet, understøttet af trommerne, er særdeles virkningsfuld.

Cosmos Club får en stor anbefaling herfra.

Cosmos Club

 

Gustaf Ljunggren with Skúli Sverrisson: Along the low road (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden den første plade, som Gustaf Ljunggren lavede sammen med den islandske bassist Skúli Sverrisson. På det nye album har Ljunggren atter kastet sig over en lang række forskellige strengeinstrumenter, saxofon og diverse tangenter. Ljunggren er multiinstrumentalist i ordets bedste betydning. Han bruger instrumenterne til at skabe sit eget musikalske sprog, der bedst kan betegnes som en slags organisk ambientmusik med inspiration fra jazz, folk, minimalisme og roots. Det er enkle toner, der danner grundlag for smukke melodier.

Drømmende, rolige og svævende toner får lytteren til at flyde med den musikalske strøm. Der er for eksempel den nordisk klingende og klaverbaserede Summer Passing Letting Go eller den let melankolske hyldest til klippen Stevelen på Bornholm. Albummet balancerer mellem det sarte, det enkle, det smukke og det dybdegående.

Samarbejdet mellem Ljunggren og Sverrisson er givende og generøst. Det er en meget stærk opfølger til Floreana fra 2022.

Bandcamp