The Heist: Upside Down (Basmor Records) stream

 

Det er spionfilmmusik som det kunne lyde i de sene 60’ere eller tidlige 70’ere. Keyboardspilleren Michael Heise har skabt gruppen The Heist, der allerede med åbningsnummeret Mokuto Kenyaki lægger ud med eventyrlig musik. Det kan næsten lyde som library jazz eller funk. Musik skabt til en ukendt film - men i den rette stemning til at være soundtrack til en velklædt mands tur langs havnen i Saint Tropez i en blå Renault Alpine. Cigaretten sidder skødesløst mellem læberne. Kvinden med de mandelformede mørke øjne og det lange sorte øjne ved hans side kigger nervøst bagud. Er hun elskerinden eller hun fra den den frygtede bulgarske efterretningstjeneste?

Heise spiller på clavinet med whammy bar, så den lyder som en guitar og hammond-orgel. Han er sammen med Bastian Sjelberg på bas og Jeppe Gram på trommer. Det er en dejligt underholdende plade med egne numre og en vidunderlig version af The Specials hittet Ghost Town fra 1981.

Hex & Doravideo: Multi (Wetwear) Kassette/CD/DL/stream

 

Duoen Hex med Lars Bech Pilgaard på guitar og diverse og Anders Bach på trommer mødes på albummet Multi med japaneren Ichiraku Yoshimitsu aka. Doravideo, der spiller på modular synthesizer. Han har en omfattende karriere indenfor eksperimenterende musik i Japan i bla. bandet Acid Mothers Temple bag sig.

Her er det en åben eksperimenterende omgang med elementer af noise i sig. Det er improviseret musik med nerve og puls. Anders Bachs fritflydende rytmer og Lars Bech Pilgaards ukonventionelle guitarspil befinder sig godt sammen med de japanske synth-toner.

Bandcamp

Marie Mørck: Songs to comfort (Marie Mørck) LP/CD//DL/stream

 

Det behøver ikke at være så kompliceret og nyskabende. Til gengæld skal det gøres ordentligt og med noget på hjerte. Det er nogle af de tanker jeg får, når jeg hører Marie Mørcks andet album, der hedder Songs to comfort. Hun har samlet et internationalt hold af musikere omkring sig. Estiske Britta Virves på piano, svenskerne Jon Henriksson på bas og Jonas Bäckman på trommer. Desuden er der blæsersupport på flere numre fra Tobias Wiklund og et enkelt nummer med strygere.

Marie Mørck har med enkelte undtagelser skrevet det hele på pladen, både tekst og musik. Stilen er nærværende og klar vokaljazz der nok har sit udspring i amerikanske traditioner men mest af alt har et klædeligt nordisk touch. Marie Mørck stemme er rolig og i balance. Der er ikke noget der forceres, hvilket besvares så fint af musikerne, hvor særligt Britta Virves imponerer. Ligesom på debutpladen er der blvet plads til et enkelt nummer på dansk, Midt i en drøm. For min skyld må hun gerne lave et album, hvor hun kun synger på dansk. Gerne suppleret med svensk som hun også klarer fint med nummeret I mörkret.

Marie Mørck

Jakob Dinesen/Anders Christensen/Laust Sonne: Moonlight Drive (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Jeg udnævnte dem til min favorittrio, da de udsendte deres første plade for to og et halvt år siden. Som faste læsere af bloggen ved, så har jeg mange favorittrioer. Nu bliver jeg nødt til at stramme formuleringen. De er en favorit blandt favorit trioerne. Saxofonisten Jakob Dinesen ældes med ynde - hans tone balancerer mellem ro og tryghed. Ekstase og vildskab. Han rummer det hele med både overskud og elegance. Anders AC Christensen kan pumpe og samle. Hans underspillede basspil fylder så meget og er så vigtigt for trioens output. Laust Sonnes genfødsel som jazztrommeslager er intet mindre end magisk. Han tænder trioen, trykker dem på maven og kan mærke hvad de vil.

Trioen spiller en blanding af egen numre. Der er Jakob Dinesens fine hyldest til digteren Yahya Hassan, der rummer noget af kompleksiteten og nerven som digteren havde. Der er AC’s smukke hyldest til bedstemoderen Ingrid. Titelnummeret Moonlight Drive er skrevet af Laust Sonne. Her spiller han på altsax i stedet for trommer. Det nummer rammer rent og indeholder så meget stemning, at månestrålen lyser stuen op, selv om jeg hører pladen midt på dagen.

De har gjort det igen. Lavet en plade der spiller sig direkte ind i mit hjerte og min sjæl. Det er jazz af den sublime slags.

Bandcamp

Lennart Ginman: 360 (nyt.nu) LP/DL/stream

 

Så gælder det atter elektronikken for Lennart Ginman og denne gang er det mere rendyrket end nogensinde. Han er sammen med Maggie Bjørklund på lapsteel, der også medvirkede på Ginmans The hOpening fra 2019. Der kan opstå helt fantastiske øjeblikke når de spiller sammen. Lyt feks. til nummeret Air, hvor Ginman indleder nummeret med fyldigt basspil, der går over i Bjørklunds lapsteel. Det er et af de mere rolige numre på pladen. Ginman har som noget nyt involveret Steen Rock, der er DJ og kommer fra den elektroniske musik. Han leverer beats og stemninger.

Der er meget elektronisk på pladen og jeg føler mig ofte hensat til noget i 90’erne. Lydene og beatsene er ofte til den rå side. Som eksempelvis på SOS, hvor der indledes med nogle blips, som Jean Michel Jarre havde glemt ovre i hjørnet i studiet, der så udvikler til en dystopisk brutal affære. Det er den del af pladen jeg er mindre vild med. 

Det kan da godt være at jeg er en gammel bas-nisse, men jeg synes at det fungerer bedst når han trækker bassen med ind i musikken, som han gør på nummeret War. Lennart Ginman er en bassist i særklasse og jeg har respekt for at han vil mere end basspillet.

Facebook

MidtVest Pigekor + Gustaf Ljunggren/Emil de Waal (Turn it Over Records) LP/stream

 

Det er kun tre måneder siden, at jeg skrev om en plade med MidtVest Pigekor. Et kor der hører hjemme i mit hood, Herning. Nu er de atter aktuelle på vinyl. Det er med en indspilning fra Moorjazz Festivalen i 2021. På den første plade var de sammen med guitarsekstetten Cirklen. Denne gang er det noget helt andet. De er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Fælles for begge plader er, at koret er under ledelse af Dorte Bille, der efter mange år i spidsen for koret er stoppet og har ladet stafetten gå videre.

Pladen er et møde mellem Ljunggren på strenge og tangenter og de Waal på trommer og percussion med et klassisk skolet pigekor, der synger Jeg gik mig ud en sommerdag, Nu er dagen fuld af sang, En yndig og frydefuld sommertid, Danmark, nu blunder den lyse nat og Stille, hjerte, sol går ned. Her skaber duoen nogle kommenterende overgange, så det hele flyder afsted som en lang suite. 

Pigekorets smukke, næsten sfæriske klang er ren magi. Den sansende duo leverer florlette toner der flyver afsted sammen med koret. Her er nummeret Herning, der går direkte over i Danmark, nu blunder den lyse nat helt fantastisk. Indledende solosang og flydende toner fra duoen går over i en traditionel korudgave af sangen. Det er et blændende eksempel på pladens unikke kvaliteter. 

Pladen får en stor anbefaling med på vejen. Den er i høj klasse, helt sin egen og samtidig tro mod traditionerne. Pladen afsluttes med Gustaf Ljunggrens Miniature for Boo 59 - evening, hvor koret supplerer med ordløs sang. Den går over i Stille, hjerte, sol går ned.

MidtVest Pigekor

Carsten Dahl: The Solo Songs of Keith Jarrett (Storyville) CD/DL/stream

 

Jeg husker ganske tydeligt denne koncert fra Copenhagen Jazz Festivals program i 2019, hvor Carsten Dahl skulle spille Keith Jarrett “solo-sange” sammen med et stjernehold af musikere. De har så vidt jeg ved, kun spillet denne ene gang. Jeg havde ikke mulighed for, at være til koncerten - hvilket irriterede mig, da jeg er mere end almindeligt vild med begge kunstnere. Det råder Storyville Records nu bod på, da de har udgivet en times musik derfra under navnet The Solo Songs of Keith Jarrett.

Carsten Dahl er på scenen sammen med Palle Mikkelborg (trompet), Fredrik Lundin (saxofon), Stefan Pasborg (trommer) og Nils Bo Davidsen (bas) - de får følge af fire strygere fra Ensemble MidtVest, et ensemble som Dahl har arbejdet tæt sammen med omkring improvisation, i en 10-årig periode. 

Pladen er noget blandet affære. Hvordan tolker en improvisator en anden improvisator? Den del løses egentlig ganske fint. Der er tråde til Jarretts lyd, stemning og spiritualitet gennem hele pladen. Lundin står for en af de stærkeste præstationer. Han fortolker saxofonlyden som Jarrett har omgivet sig med på en personlig måde. Der er klare tråde til nordmanden Jan Garbarek som Jarrett spillede med i 70’erne - men også til Dewey Redman som Jarrett spillede med i samme periode - bare i en anden kvartet. Lundin prøver ikke på at ligne dem. Han forsøger nærmere at tale samme sprog.

Pladens helhedsudtryk er dens svaghed. Den er simpelthen for rodet. På den anden side, tror jeg egentlig at det har fungeret fint ved koncerten, nu sidder jeg hjemme i stuen og vurderer ud fra det. Carsten Dahls Allentown Blues er en rammende hyldest til Jarrett - mens det senere nummer af Mikkelborg ikke er komponeret til lejligheden. Mikkelborgs The Mysterious Corona er en fire minutters nedkogt version af det der varer en hel pladeside i 1967. Iøvrigt med en fin indledning af strygerne. Men Keith Jarrett har det ikke noget at gøre med.

Det samme kan siges om Evil Speak/Adonis af Dahl/Mikkelborg. Det er vist for at sætte fokus på Keith Jarretts tid hos Miles Davis. Højt tempo, Fender Rhodes og en Mikkelborg der trykker den af. Hvor koblingen er til Keith Jarrett solosange - ja ja Jarrett improviserede da, en solo hist og her når han spillede med Miles Davis.

Pladens højdepunkt for mig er Little song for Fredrik. Det er ren tribute til Jarretts skandinaviske kvartet. Den luftige gospelinspirerede stil som Jarrett altid har dyrket skinner så smukt. Igen er det Lundin der løfter. Hold da op, det er fedt. Det samme kan siges om fortolkningen af Keith Jarretts Pris. Jeg synes ikke at det er en lorteplade, dertil er der alt for meget der fungerer godt. Jeg vil nok bare hoppe over visse elementer på pladen, når den skal genbesøges i fremtiden.

Bandcamp