En tom koncertsal med et flygel på Musikkonservatoriet. Mere skulle der ikke til.
Det var godt tænkt af den unge lydtekniker Jonas Elijah Munch-Hansen at spørge Carsten Dahl, om han havde lyst til at stille op som musiker i forbindelse med et eksamensprojekt. Der findes næppe nogen i lille Danmark, der er bedre til at sætte sig ved et flygel, tømme sindet og skabe musik, man har lyst til at lytte til igen og igen.
Carsten Dahls evner inden for improvisation er dokumenteret mange gange før. Det stiller også ekstra store krav, når der endnu en gang udkommer et nyt soloalbum.
Derfor er det ekstra dejligt at høre, at der er lagt både omtanke og grundighed i skabelsen af lyden på dette album. Jonas Elijah Munch-Hansen er ikke faldet i ECM/Jan Erik Kongshaug-gryden eller andre af de oplagte fælder, der findes, når man skal skabe god lyd på et soloklaveralbum. Kongshaug fejler bestemt ikke noget. Munch-Hansen vil dog noget andet. Lyden står rent og sjæleligt klart.
Det klæder Carsten Dahls musik. Måske især dette album, hvor Dahl møder den musik, der opstår i øjeblikket, på en nænsom og nærmest kærlig måde. Der er bestemt temperament i musikken, men det kommer til udtryk med en fin balance. Som lytter bliver man ved med at opdage nye momenter og detaljer.
En stærk soloklaverplade fra Dahl. Måske den bedste siden Effata fra 2010, der i øvrigt blev indspillet af Jan Erik Kongshaug.







