Der er gået 10 år siden hun debuterede i eget navn med Bitch Slap Boogie. Siden da har hun lavet fire plader, hvor hun har fået DMA Jazz priser for to af dem. Nu er den estiske saxofonist og komponist Maria Faust aktuel med sit sjette album. Hun omgiver sig med nogle musikere som hun ofte har arbejdet sammen med. Hun spiller selv på altsax, mens Ned Ferm tager sig af tenorsaxen. De er sammen med Jacob Anderskov på piano, Ida Nørholm på cello og de to bassister Nils Bo Davidsen og Adam Pultz Melbye.
I pressematerialet står der noget om, at hun ikke følte sig hjemme i den klassiske musik, som hun startede med hjemme i Estland/Sovjetunionen. At hun ikke passede ind i jazzen og improvisationsmusikken. I stedet har hun prøvet at være tro mod sig selv. Det betyder at hun laver musik der kan kategoriseres som hverken pop eller leflende - den har det bedst med at blive accepteret for det som den er.
Det er musik der næres af skønheden i stærke stemningsskabende billeder. Der er en næsten kammermusikalsk og intim stemning i musikken, hvor udlængsel og afsavn er sammen med de nære følelser. Maria Faust er blafrende og vild på en måde, hvor hendes tilstedeværelse i musikken er afklarende og sikker. Alle modsætningerne er med til at give lytterne en plade der ikke er modsætningsfyldt. Den giver mening. Det er både når det er ligefremt smukt som åbningsnummeret Salacia og afslutningsnummeret Aurora eller tindrende skævt som på Sirene.
Maria Faust har atter begået et kraftfyldt og originalt album, der ikke bare placerer sig i rækken af de andre hun har lavet.
Den dansk/israelske sanger og guitarist Dalia Faitelson er aktuel med sit 11. album. Åbningsnummeret med den betegnende titel My inner storage room er også nummer, der ligesom et opbevaringsrum, indeholder mange forskellige ting. Men hvor tingene i opbevaringsrummet er lagt væk, fordi de ikke bruges mere. Så er det noget andet, når det er Faitelsons indre opbevaringsrum. her kombinerer hun enkeltdele fra sit liv til noget nyt. Der er elementer fra world, f.eks. Ayi Solomon's percussion og Soma Allpass' cello. Der er elementer fra jazzen i form af Dalia Faitelson's guitar og Thomas Clausens klaver. Der er Faitelsons sang, der er i retning af singer-songwriter genren. Bassisten Frederik Damsgaard og trommeslageren Anders Provis medvirker også på pladen.
Powered by life er et ambitiøst udspil, hvor det er tydeligt at Faitelson er gået i dybden med arrangementerne af de enkelte numre, hvor der undervejs sker meget forskelligt. Det giver musikken en dramatisk dimension, som på Out of the black. Hun kommer nærmere på os med balladen Covered up in bed. På den efterfølgende I believe in er der akustisk guitar. Soma Allpass' cello befinder sig i duet med Faitelsons song. Når jeg hører pladen, kommer jeg til at tæmke på Joni Mitchell, hvilket er tydeligt på Cut ourselves some slack, hvor bas og klaver giver et lækkert groove. Eye of the dawn er et flot og roligt instrumentalnummer med Faitelson, Allpass og Clausen. Afslutteren Destiny made a mistake runder pladen af, på en opsamlende måde, hvor Faitelson runder af med en række retoriske spørgsmål. Det er passende nedlukning på et behageligt og melodisk album.
Kasper Tranberg, Nils Bo Davidsen
og Rasmus Oppenhagen
Det er med vemod at jeg skriver denne blogpost. Endnu en gang var jeg inviteret til Køge og Modern Jazz Days. Det bliver sidste gang, da festivalen stopper. Hoved- og idémanden bag Modern Jazz Days, Jakob Baggesen er flyttet til Kolding, hvor han i øvrigt allerede er blevet formand for bestyrelsen for Jazz i Trekanten. Modern Jazz Days var en unik jazzfestival, der ikke var bange for at tage chancer og afprøve nye veje for jazzen. I år var der to temaer der farvede programlægningen. Kvinder og electronica. De fyldte begge godt op i programmet.
Da jeg her til morgen mødte trommeslageren Terkel Nørgaard over morgenmaden på hotellet, spurgte han om, hvilken koncert der havde været den fedeste. Jeg spolede tilbage i hjernen og kom helt tilbage til fredag, da det hele startede med Rasmus Oppenhagen Krogh Kvartet. Han havde trompetisten Kasper Tranberg med, ligesom på pladen Distill, som der blev spillet flere numre fra. Jeg kan ikke komme i tanke om, at jeg har hørt Kasper Tranberg spille smukkere og mere afklaret end ved koncerten i fredags. Der kom ikke en eneste ligegyldig tone ud af Tranbergs trompet. Alle toner havde en betydning og fik lov til at stå i rummet, som en spejling af tiden, der i lidt over en time stod stille. Rasmus Oppenhagen Kroghs gode melodier var oplæg til Tranberg, der greb dem. En oplevelse der bliver siddende. Rasmus havde også taget trommeslageren Laurits Hyllested og bassisten Nils Bo Davidsen med. De var begge med til at give det sidste til kvartetten.
Abekejser
Herefter var det tid til den officielle åbning, med en tale fra kultur- og idrætsudvalgsformanden. Jakob Baggesen havde spurgt om jeg også ville holde en tale. Da jeg ikke er den store taler, valgte jeg at holde mig til det jeg plejer, nemlig at anmelde. Jeg valgte at anmelde hele festivalen før jeg havde hørt musikken. Hele talen kan du læse i kommentarsporet herunder.
Kalaha
Resten af fredagen bøde på forskellige bud på hvordan det lyder når jazz møder electronica. Jeg havde i min før-anmeldelse, fremhævet Kalaha som dagens store oplevelse og forudsigelsen holdt. Kvartetten med to jazzmusikere og to electronicamusikere er en sammentømret enhed, der spiller med overskud og plads til at stritte og improvisere. Scenelyset med lange LED-stave pegende op i luften var en lækker ekstra dimension. Jeg har ikke holdt mig tilbage for at hype Aarhus-bandet Abekejser og det vil jeg blive ved med. De har drypvis sluppet nogle numre løs på de digitale tjenester, men arbejder nu på at lave et helt album. Jon Døssing Bendixens band, hvor nutidig electronica blandes med old school keyboards og afrofarvet guitar stod atter distancen. De spillede i Den Gule Hal, der til daglig er skaterhal, for et publikum der ikke var talstærkt. Til gengæld var de entusiastiske og helt sikkert nye Abekejser-fans.
Blood Sweat Drum + Bass
Aftenen lukkede med 26 mand klemt sammen på scenen i Salen. Aarhusianske Blood Sweat Drum + Bass havde taget den norske vildkat Jørgen Munkebo med. Med spredte ben og rockattitude spillede han saxofon som stod han på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Lydtrykket var gigantisk. Dagen var gået i seng, da de gik på og natten tog over.
Mathias Heise og Jacob Venndt
Lørdagen startede i det milde hjørne med Mathias Heise og Jacob Venndts hyldest til Toots Thielemans. Caféen var proppet med et publikum der flød med på en bølge af swing og gode melodier. Vi fik både Killer Joe, Bluesette og nogle vellavede duetter. Herefter tog Sinne Eeg over inde i salen, hvor alle stole var taget og resten af publikum måtte stå ude væggene. Her oplevede de fire kunstnere, der for en stund smeltede sammen og serverede jazz som om der ikke fandtes andet i denne verden. Sinne Eeg er stadig på toppen.
Agami Brothers & The Supreme Court
Herefter begyndte det at gå stærkt. Kuku og Joseph Agami & The Supreme Court spillede jazz hip hop. Jeg kom til at tænke på The Roots, som de lød for 20 år siden. Johannes Wambergs guitar har noget Grant Green i sig og Andreas Frylands hårde lilletrommeslag skabte bunden for den hårdt swingende gruppe, der skal tage sig sammen til at lave en plade. Kathrine Windfeld og Jesper Løvdal spillede på samme tidspunkt i caféen. Tapperiet sydede og boblede af jazzglæde samtidig med at dagens sidste solstråler oplyste bygningen.
Sinne Eeg
Thomas Agergaard har samlet en ny kvartet, hvor Ginman og Blachman er gengangere fra tidligere, mens den unge polske pianist Artur Tuznik var den nye mand. Hvordan det gik ved jeg ikke. Jeg skulle selv spille plader på samme tidpunkt. Kvartetten havde spillet på Bellevue teatret, torsdag aften for 400 mennesker. Dagens to sidste kunstnere var Excelsior og Maximalistica. Igen var jeg optaget til anden side.
Sofa Session set fra scenen
Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser i Køge, så er der flere højdepunkter. En af de oplevelser som står stærkest i hukommelsen, var da Reverse spillede sammen med Palle Mikkelborg i 2015. Nyskrevet musik spillet af den unge trio, der ramte Palle Mikkelborgs kunstneriske glød. Det var gåsehudsfremkaldende. Der har også været koncerter med Kresten Osgood Trio, Bremer/McCoy og Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr, der har sat varige spor i hjernen. Det har også været sjovt at lave Sofa Session. De første par gange med Niels Christian Cederberg, en enkelt gang med Jens Jørn Gjedsted og så afslutningen i år sammen med Jonas Visti, der havde taget Thøger Dixgaard med. De havde været i Brasilien hele februar måned, så selvfølgelig gik der brasiliansk musik i den. Jeg havde lugtet lunten, så jeg havde selvfølgelig også taget nogle brasiliansk farvede sager med. Det gik hen og udviklede sig til en hyggelig omgang snak og pladespilleri fra sofaen på scenen. Så hvis der er nogen derude der vil have en Sofa Session, så er vi tre herrer der ret hurtigt kan pakke pladetaskerne… Når vi nu desværre ikke skal til Køge mere.
Jazzbloggeren i Køge
Modern Jazz Days sluttede på toppen. Festivalen var godt besøgt om lørdagen. Der var udsolgt til jazzbrunchen med Hanne Uldal i dag, hvor hun trakterede med stilige standards. Det var en værdig og god afslutning. Det har været hyggeligt med den gode afslappede stemning fra de frivillige på Tapperiet, der har slidt og slæbt hele weekenden med et smil på læben. Tak for nu, Køge.
Nogle anmeldelser er sværere at skrive end andre. Denne anmeldelse har været længe undervejs. Kira Skovs hyldestalbum The Echo of You, som hun har lavet til sin afdøde mand Nicolai Munch-Hansen er måske ikke så vigtig at skrive om på en jazzblog. Musikalsk er vi ikke i jazzen. Når man kombinerer det med, at Kira Skov er kendt og har lavet nogle stærke og personlige tekster, så betyder det også at pladen anmeldes af mange andre end jazzmedierne. Den har kastet nogle gode og velskrevne anmeldelser af sig, hvor specielt Ralf Christensens anmeldelse i Information var i særklasse.
Nicolai Munch-Hansen var ikke kun far og Kira Skovs ægtemand. Han var også jazzbassist. Det er derfor at pladen også skal have opmærksomhed her på bloggen. Jeg vil ikke gå ind i en dybere tekstanalyse, blot forholde mig til, at det at miste er kernen og omdrejningspunktet. Kira Skov spænder et himmelhvælv ud over musikken. Det lykkedes så godt fordi hun lader følelsernes ro herske. Der hvor man mærker og fortæller og bruger det mærkede som terapien. Den terapi hvor man skal forholde sig til, at være i en anden virkelighed, end den man oprindeligt havde en idé om var meningen man skulle være i.
Sammen med produceren og musikeren John Parish og danske musikere som Oliver Hoiness, Anders AC Christensen og Silas Tingleff har hun lavet et smukt og langtidsholdbart album med rødder i stille og intens indierock, SSW og roots-country.
Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Stan Getz og Astrud Gilberto, når man taler om tenorsax, vokal, jazz og bossa. Der er en særlig aura af noget eksklusivt, det lette liv, 60'erne og en lækker stemning over det. Det er også her vi er, på Marit Sandvik & Nova Onda's debutalbum Flor, hvor det dog skal tilføjes at vi befinder os i nutiden og musikerne er fra Norge. Der er endda nogle sange der synges på norsk. Det er den 61 årige norske sangerinde Marit Sandvik der tager sig af vokalen. Jeg kommer både til, at tænke på Lill Lindfors, der sang bossa på svensk eller Birgit Lystager, der sang bossa på dansk, når jeg hører Marit Sandvik. Det er lige så charmerende og sommerfremkaldende. På de andre numre synges der på portugisisk.
Marit Sandvik er sammen med nogle erfarne musikere fra Tromsø, der ud over en række selvskrevne numre også spiller kompositioner af Djavan og Joyce. Det er blevet til en hyggeligt, velspillet plade, der godt kan fungere som et eksotisk supplement til al den anden Bossa, som du går og hører.
Musikverdenen har mange afvigere. Dem der stikker ud fra det vanlige eller det normale. Indenfor jazzen er det som regel en kvalitet. Man kan vel lidt god vilje påstå, at det at være afvigende indenfor jazzen er det normale, da alle de andre også nogle afvigere. Det jeg prøver at sige er, at Thulla er en afvigende afviger. Det er ganske længe siden, at hun sidst udgav en plade, 7 år for at være præcis. Sangerinden Thulla har aldrig gået den lige vej. Det afholder hende heldigvis ikke fra at lave charmerende musik.
På det nye album får hun hjælp af Eva Malling på bas, Marie Louise Nietschky Schmidt på Vox Continental, harmonika og keyboards og Poul Achton på trommer. Der er en hyggelig cabaret-lignende stemning på pladen. Som en hyldest til orgelet Vox Continental, der ovenikøbet er en prototype fra 1962, spiller de et nummer af The Doors, hvor Ray Manzarek var med til at gøre instrumentet kendt. Vi får både People are Strange og Brecht/Weill’s Alabama Song, som The Doors gjorde kendt. Resten af numrene er skrevet af Thulla. Tempoet er roligt, balladerne klirrer sammen med isterningerne i whisky-glasset.
Ambitionerne er store og der satses fuldhjertet på Pernille Mejers andet udspil i eget navn. Åbningsnummeret Iris er med en nyskrevet dansk tekst til Wayne Shorters Iris. Det er her, at hun brager gennem det kunstneriske loft med sådan et eftertryk, at man kunne ønske at der var mere af den slags på pladen. Og det er ikke fordi pladen ellers er dårlig. Åbnings- og titelnummeret er af en helt særlig karakter. Her kombinerer Pernille Mejer sine evner for ordløs improviseret sang med en tekst om det der ses. Det er både modigt og originalt sat i musikalsk scene af et ungt band, der viser at jazz stadig flytter sig.
Nå men, Pernille Mejer er enig, så hun har taget to andre Wayne Shorter sager med og sat ord på dem. E.S.P. er ligesom Iris fra Miles Davis pladen af samme navn. Den sidste er Ana Maria fra Shorters 1974-album Native Dancer. Den er i Mejers danske version blevet til Månebarn.
Anna Roemer på guitar, Calle Brickman på klaver, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen giver Pernille Mejer et godt grundlag at arbejde ud fra. Resten af pladen byder på danske sange som Sensommervise, der er tro mod den oprindelige version og alligevel har et personligt touch. Den blå anemone, Glemmer Du og Forelsket i København er alle blandt mine eviggrønne favoritter, der alle udfordres en smule. Det er dejligt at høre en sangerinde der vil mere end det indlysende. Tak for det.
