tirsdag, maj 17, 2022

Flat Bop: El Butcho vol. 2 (Flat Bop) LP/DL/stream

 

Det er så sprødt og lækkert det her. Tilbagelænet Hammondorgeljazz, hvor souljazzen og hardboppen syder. Trioen med Christoffer Gausdal Find på sax, Gunnar Sjur Ringøen på Hammond og Chris Falkenberg på trommer er aktuelle med deres andet album. Endnu en gang dukker Stefan Friis Ringive op på trombone, desuden gæster Bo Møller på guitar.


Tight og intenst på The Butcher. Dr. Lonnie Smith hyldes på Dr. Lonnie. Der festes på Pass me the salt. Det er dybt og stemningsmættet på It’s now or never. Flap Bop har deres eget udtryk. De formår uden problemer at komme godt rundt i stemninger og humør. Er du til Hammond og souljazz? Så kan du godt sætte den her på pladespilleren. Det er ikke Jimmy Smith - det er til gengæld nutidigt og dansk.

Flat Bop

mandag, maj 16, 2022

Line Kruse: Bånd (Continuo Jazz) CD/DL/stream

 

Det er sjette album siden debuten i 2005. Den danske violinist Line Kruse boet og arbejdet i Paris siden 1993. Hun har overvejende lavet musik sammen med franskmænd. Hun har også haft en dansk septet i flere år. Det er dnt som hun bruger her. Det giver god mening. Pladen hedder Bånd. Det er en hyldest til alt det der binder os sammen, til oprindelseslande og adoptionslande, til kulturer som gensidigt beriges af møder og sammentræf.


Line Kruse har medtaget to Carl Nielsen sange, Nu er dagen fuld af sang og Den milde dag er lys og lang. Hun har bevaret folketonen i arrangementerne. Sidstnævnte bliver i øvrigt sunget af islændingen Helgi Jonsson. Cæcilie Norby er med på Burt Bacharach’s That’s what friends are for. Lige præcis Cæcilie Norby kan bære den sang, hvor drama og patos bevares. Den er iklædt en en lækkert blæserarrangement, som Line Kruse har lavet. Kruse har skrevet resten af musikken på pladen, hvor der både er hilsner til Harald Blåtand og tangoen. Bånd er et album der vil og kan meget i grænselandet mellem folketone, jazz og klassisk

Line Kruse

lørdag, maj 14, 2022

Jazzahead 2022 - en stemningsrapport


Det startede med at Anja Holme fra pladeselskabet Turn it Over Records spurgte om jeg skulle ned til Jazzahead. Jeg svarede nej. Det er for dyrt for jazzbloggeren, der ikke tjener penge på bloggen. Da hun tilføjede at jeg kunne komme med i bilen fra Herning og at de sørgede for overnatning, så fik jazzbloggerpiben en anden lyd. Turn It Over Records har nogle respektindgydende genudgivelser fra fine folk som Stig Møller, Young Flowers og Dan Turell på samvittigheden. De er også begyndt at rykke ind på jazzlandet. Det var derfor at de ville et smut til Bremen.

Fredag aften landede vi i Bremen. Jeg havde allerede en aftale kl. 20. Det passede med en frisk gåtur gennem Bremen inden jeg mødtes til middag med en flok glade jazzfolk. Danske musikere og branchefolk kom og gik på restauranten, der lå tæt på messeområdet. Jeg havde ikke checket ind på messen endnu, så det var ikke muligt at høre musik. På den anden side, nåede jeg at tale med mange af de danske kunstnere der var taget til Jazzahead. Ikke mindst dem der skulle optræde dagen efter til den danske Clubnight. Tysk øl er godt - og inden det blev alt for sent, så valgte jeg sengen.


Der var en intens lørdag på Jazzahead messen der ventede.


Som jazzblogger var det heldigvis muligt at få presseakkreditering til messen. Udover armbånd og den der snor om halsen med et skilt hvor der stod Niels Overgård - Jazznyt.com, så inkluderede det også en mulepose med en masse oldschool tryksager. Den var ikke helt så fed som den mulepose jeg fik i 2014, hvor Jazzdanmark havde lagt en vinyl i med de danske kunstnere. I muleposen var det nyeste nummer af Down Beat (med en fire stjerners anmeldelse af Little North), det tyske magasin Jazz Thing og det engelske Jazzwise. Jeg er en sucker for den slags magasiner, der i gamle dage kunne købes i velassorterede kiosker herhjemme. Nu skal man have abonnement på dem for, at komme i nærheden af dem. Fedt at komme i nærheden af dem igen. En anden old school sag, der var meget tilstedeværende på messen, var muligheden for at få fat i en masse promo CD’er. 


Jeg fandt hurtigt den danske stand som Jazzdanmark var vært på. Her var de danske branchefolk samlet. Pladeselskaberne og musikere der selv havde taget turen for at promovere deres musik.


Giant Sheep, April Records, Storyville, Stunt og sikkert også flere andre danske pladeselskaber havde travlt på standen. Aftaler med folk fra hele verden skulle forhåbentlig skabe interesse for den danske jazz. Jeg snakkede med flere af dem og fik indblik i kommende udgivelser. Jeg mødte Cim Meyer fra Jazzspecial der - som de fleste danskere på messen - havde været i gang siden torsdag. Et tætpakket program med halv times showcase koncerter hørte til dagsordenen. Jeg så kort efter Cim Meyer på første række med kamera og kuglepen til den første koncert jeg var til.



Keno Harriehausen Quartet

Den matte lørdags eftermiddags stemning blev afløst af en halv times ekspressivt fremstød for tysk jazz - oder wie man so sagt im englisch: German Jazz Expo. Yes wir sind in Germany.

Jeg genkendte den lettiske saxofonist Karlis Auzins navn, hvilket gjorde mig nysgerrig. Han har tidligere boet i Danmark. Med cello, kontrabas, saxofon og piano var der lagt op til kammerjazz med improvisation. Det var dramatisk - næsten filmisk jazz, hvor der var nik til klassisk musik og subtil free jazz. En ganske fin start på dagen.


Jeg søgte væk fra messehallernes beton til det nærliggende Schlachthof, hvor jeg fra sidste gang kunne huske at der var en fed koncertsal.



Vincent Meissner Trio

Jeg kommer lidt inde i koncerten, hvilket er utjekket når koncerten kun varer en halv time. Jeg blev blæst omkuld af et nummer der skiftede mellem rolige faser og uhæmmet eksplosivitet. Trioen brugte melodien og rockrytmen. The Bad Plus har tydeligvis inspireret trioen. De udgav deres debutplade på ACT sidste år og er med i forgrunden på den unge tyske jazzscene. Det er teknisk jazz, hvor sindssyge breaks og opbyggelige stemninger raser afsted. Det er effektivt og der mærkes et hjerte i musikken.


Efter koncerten stødte jeg ind i Karsten Bech fra Kolding, manden bag Jazz i Trekanten og en masse aktiviteter i trekantsområdet. Han var ikke den eneste fra Kolding. 25 unge frivillige fra Koldings Jazzhouse var taget til Bremen. Jeg talte med flere af dem og de stak ud på messen, hvor man(d) som regel havde passeret et halvt hundrede år som messegæst. Som en af dem sagde, så var der lige pludselig en masse ligesom Karsten omkring dem - selv om Karsten ellers er ret unik.



Danish Club Night

På Jazzahead messen havde der været showcasekoncerter, af en halv times varighed, hele dagen. Lørdag aften var det Clubnight med koncerter spredt ud over hele Bremen. JazzDanmark havde indlogeret sig på Lila Eule, der udover at være Bremens ældste jazzklub også fungerer som natklub. Det betød at koncerterne startede kl. 18 og at jazzen skulle være ude inden midnat, hvor eurodance og anden festligt stads kunne tage over. JazzDanmark havde lavet et godt forarbejde og sørget for at klubben var fuld - og ikke kun med danske gæster - men bookere fra festivaler etc. Stemningen var spændt og DJ Pladedamen varmede publikum op.



Svanborg Kardyb

Lige op til Jazzahead offentliggjorde Svaneborg Kardyb, at de havde skrevet kontrakt med det engelske pladeselskab Gondwana, der ledes af Matthew Halsall og hvor bla. GoGo Penguin startede karrieren. Selv om der var en masse virvar omkring dem, gjorde de det som de var vant til. Ansigterne vendt mod hinanden og skabelsen af deres eget unikke rum. Jonas Kardybs fantasifulde trommespil mødtes med Nikolaj Svaneborgs stemningsfyldte Würlitzer. Her var ro og overskud til at skabe kontakt gennem musikken til publikum. Selv om de kun spilede en halv time - så v ar de på hele tiden - og forspildte ikke denne mulighed. 



Randi Pontoppidan

Diversiteten I den danske program var stor. Her stak Randi Pontoppidan markant ud. Hun var “The odd one out”. I en mørk jazzklub setting med bier vom fass var det mere end almindeligt svært for en eksperimenterende stemmekunstner at finde fodfæste. Jeg ved ikke Randi Pontoppidan fandt fodfæste - det er nok ikke meningen at hun skal gøre det. Hun gjorde sit og var forbavsende upåvirket af et publikum der for manges vedkommende ikke var sporet ind på Randi Pontoppidans stemmekunst og elektroniske bleeps.



Little North

At der ikke var et klaver stillet til rådighed for klavertrioen Little North som aftalt - men et Casio-keyboard betød imponerende lidt for det koncertbrag som Little North indtog Lila Eule med. Jeg tænkte over det manglende klaver i ca. 5 sekunder, hvorefter jeg blev indfanget af trioens udadvendte triojazz. De talte direkte til publikum og jeg overdriver ikke, når jeg skriver at de havde publikum i deres hule hånd. 

Var jeg booker for en festival ude i Verden, så var jeg overbevist. De spillede deres jazz perfekt. 



Bévort 3

Tenorssaxofonisten Pernille Bévort har en sejt swingende rytmegruppe med Esben Laub på trommer og Morten Ankarfeldt på bas. Hun har fået godt fat i et større publikum gennem Spotify. Hendes mere tilbageholdende stil som musiker opvejes af en stilistisk sikkerhed. Her er ikke så mange dikkedarer. Det er jazz med fokus på klassiske virkemidler i form af teknisk overskud og grundlæggende færdigheder.



Kemaca Kinetic

At der ikke var plads til flere danske optrædende på Lila Eule afholdt ikke den ålborgensiske powertrio Kemaca Kinetic fra, at spille en sen koncert på den sidste aften på Jazzahead. De havde lavet aftale med den lille café Papp der lå lige ud til floden Weser der løber gennem Bremen. De spillede en “In your face” koncert på et proppet Papp. Der var nok flere danskere end andre nationaliteter. De fik sat eftertrykkeligt gang i den med deres nutidige take på jazzrock. Casper Hejlesen på guitaren løb aldrig tør for toner.


Hov! Nu var det lige pludselig slut. Jeg stod udenfor Papp sammen med en flok danskere der var klar til efterfest på Hotel Maritime eller nattejam et sted i byen. Jeg havde drukket den sidste øl og vendte næsen mod Air bnb lejligheden hvor vi boede. Her nåede jeg en nightcap sammen med Turn it Over Records folkene og kunne se tilbage på en intens weekend. De havde indgået aftale med Cowbell Records og fik kontakt til flere jazzmusikere som de måske skal arbejde sammen med i fremtiden. Heriblandt var der en som jeg altid har sat meget pris på, som de måske skal udgive vinyler med.

 

Jeg ved ikke om det er efterveerne af coronaen. Der var ikke lige så mange gæster som der plejer at være på Jazzahead. Jeg hørte rygter om, at der kun var det halve af det der plejer at være.


Fra et jazzblogger perspektiv var det sjovt med en weekend der kun handlede om jazz. Det er tydeligt at JazzDanmark satser hårdt på Jazzahead. Ikke mindst i kraft af deres Club Night. De var synlige og som det vigtigste tror jeg, at flere danske jazzmusikere fik hul igennem til muligheder i udlandet.



Til sidst et billede af en DeLorean som vi kørte forbi på den tyske Autobahn. En bil mage til den som Marty McFly og Doc brugte som tidsmaskiine i Back To The Future filmene. Det billede fik 80 likes på Instagram. Min billedserie fra Jazzahead fra 30 likes…

Maria Montell: Bossa for my baby (Duckstar Music/Turn It Over Records) LP

 

Det var i 90’erne at Maria Montell for alvor dominerede med hits og plads i sladderspalterne. Siden kom der mere ro på. Drypvis er der udkommet ny musik. Senest Soy Maria i 2018. Nu er tiden kommet til en vinylgenudgivelse af albummet Bossa for my baby fra 2005. Det var filmmusikken til Solkongen som hendes mand, Thomas Villum Jensen havde instrueret. Hun blev nomineret til en Robert for musikken - og det giver god mening - selv med nutidens ører. Det var hendes første ikke-pop album og pladeselskabet som hun var tilknyttet ville ikke udgive den. I stedet gjorde hun det selv.


Da hun var i ottende måned, i sin første graviditet tog hun med til Prag, hvor strygerne til albummet blev indspillet. Wolfgang Käfer havde arrangeret. Hun havde desuden allieret sig med pianisten Thomas Clausen, da hun gik i studiet og indspillede resten i et take. Clausen havde Mikkel Nordsø (guitar), Afonso Corréa (trommer og perc) og Fernando de Marco (bas) omkring sig, suppleret med stærke blæsere etc. 


Der er skåret ned på numrene i LP-versionen eller skåret ind til benet som man fristes til at sige. Her er fokus på de brasilianske kendinge, How Insensitive, Dindi og Agua de Beber. Marcos Valles So Nice (Summer Samba) får også en tur. Jørgen Klubien er med som gæstevokal på et par numre. Hovednummeret er dog Maria Montells egen And so the story goes (di da di) i en næsten otte og et halvt minut lang udgave med Nordsø på akustisk guitar, lækre blæsere og strygere og en skøn Clausen Rhodes-solo. 


Maria Montell lyder som Maria Montell og passer godt ind i musikken. Den læner sig op ad lounget hotelreceptionsmusik og kommer heldigvis ikke helt derhen. Musikken er ganske enkelt for håndspillet og nærværende. En skøn hyggeplade, der sagtens kan akkompagnere sommerens cocktails på terrassen.

Maria Montell

fredag, maj 13, 2022

Amalie Dahl: Dafnie (Sonic Transmissions) LP/DL/stream

 

Amalie Dahl tilhører gruppen af fremadstormende kvindelige danske saxofonister, der bruger Norden som sit virkeområde. Med albummet Dafnie er der ikke længere tvivl om at hun sætter et tydeligt aftryk og med den slår hun dørene op på vid gab.


Hun åbner med et musikalsk statement, der ikke tager hensyn til svage jazznerver. Don’t get me started hedder nummeret, der giver os et los i øret. Amalie Dahl er aktuel med første plade i eget navn. Hun har tidligere lavet plader sammen med de svensk baserede grupper Hennes Majestät og Skurkar. Nu bor hun i Trondheim og har lavet pladen Dafnie sammen med norske musikere. Altsaxofonisten, der også spiller baritonsax og klarinet på pladen, spiller desuden i big bandet Trondheim Jazz Orchestra.


Det er heftigt og harmonisk. Sammen med blæserne Oscar Andreas Haug på trompet og Jørgen Bjelkerud på trombone, Nicolas Lewitrø på bas og Veslemøy Narvesen på trommer skaber hun jazz der står på et fundament med både avantgarde og free jazz. Det er en jazzplade hvor det vilde skiftes ud med det eftertænksomme, som nummeret Hjemve og den efterfølgende Anna’s Dream. På side 2 fortsætter kvintetten med sanselig og empatisk jazz som på En sang til de ensomme. Albummet lukker med den tunge Hr. Nilsson - der med sin frækhed lyder som en hyldest til Pippi Langstrømpes abe. Stor ros og en stor anbefaling til Amalie Dahl for albummet.

Bandcamp

På Jazzklub hjemme i stuen vol. 2: The Lighthouse

 

Efter besøget på det gamle Montmartre i København i første afsnit, går turen til Sunny California. Jeg har fundet nogle deciderede hits og et par stykker der kunne være bedre.


The Lighthouse

30 Pier Avenue, Hermosa Beach, California

Startede i 1949

Kapacitet: 135

West Coast Jazzen havde sin hjemmebane her. Jeg har ikke fundet så mange 50’er indspilninger frem. I stedet er det særligt de stærke indspilninger fra starten af 70’erne der har vendt mit fokus på stedet. Joe Henderson og Lee Morgan indspillede hellige jazzplader her.

Her holdte The Lighthouse All-Stars til, hvor Chet Baker, Gerry Mulligan og Miles Davis var gæster i 50’erne.

Stedet eksisterer stadig - i 80’erne og op til midten af 90’erne blev der næsten ikke spillet jazz der længere. Nu er jazzen tilbage med lokale kunstnere som en del af genremæssigt bredt program.

Noget af La La Land filmen fra 2017 foregår på The Lighthouse.

Thelighthousecafe.net



Ramsey Lewis

The Groover

Checker 1972

Okt. 14-17 1965

***

Det er den samme koncert, hvor LP’en Hang on Ramsey også stammer fra. Den blev et kæmpe hit - ikke mindst i kraft af Hang on Sloopy. Den var opfølger til en anden hitplade Wade in the water, der også var en liveplade, indspillet i Washington. Der er klap og jubel fra publikum. The Groover er et forsøg på at presse citronen. Der er heldigvis både Why don’t do you right og Bags’ Groove til at sikre festen og ikke mindst Eldee Young på bas og Red Holt på trommer, der i 70’erne havde gang i Young-Holt Unlimited.



Lee Morgan

Live at The Lighthouse

Blue Note 1971

******

Det er en af de helt sjældne live-indspilninger, hvor man godt ville ofre en legemsdel for, at have været tilstede i klubben. Der er så meget jazzet vildskab i Lee Morgan. Da den udkom i 1971 var det som dobbelt-LP med fire numre. I 2021 kom der en 12-dobbelt vinylbox med det hele - den findes heldigvis også på streamingtjenesterne for dem der ikke har pladespiller eller har fire af de lange til vinylbox. Syvogenhalvtimes gnistrende genialiteter.



The Jazz Crusaders

At The Lighthouse

Pacific Jazz 1962

***

Wilton Felder, Stix Hooper og Joe Sample var flyttet fra Texas til Los Angeles et par år før indspilningen af denne plade. De spillede hardbop og souljazz i forløberen til bandet, der lavede noget af det mest funky stads i 70’erne. Det var den første af fire liveplader fra The Lighthouse der kom med dem i 60’erne - hvis jeg skulle vælge en, så bliver det Lighthouse ‘68.



The Three Sounds

Live at The Lighthouse

Blue Note 1967

Juni 9-10 1967

*****

Pianisten Gene Harris kan minde meget om Oscar Peterson i det bluesbaserede og fyldige klaverspil - dog bare med mere gospel. På denne levende liveindspilning spiller han også orgel. Det er soul-jazz af den fedeste slags. CD genudgivelsen - den der er på Spotify - har syv ekstra numre fra koncerten.



Joe Henderson Quintet

“If You’re not part of The solution, You’re part of The problem”

Milestone 1970

Sept 24-26 1970

*****

LP’en fra 1970 var med seks numre. Da den blev genudgivet i 2004 var det med 10 numre. Det er Joe Henderson på toppen med et fyrigt band. Lige fra vildbassen Caribbean Fire Dance til Mode for Joe som Cedar Walton skrev til Henderson. Det er livejazz der eksploderer lige foran os.



Grant Green

Live at The Lighthouse 

Blue Note 1972

April 1972

****

Det var den nittende og sidste plade på pladeselskabet Blue Note siden 1961-debuten. 11 år med fuld drøn på udgivelserne og indspilninger i det hele taget. Efter Grant Greens død i 1979, har Blue Note udgivet yderligere 9 plader som blev indspillet i samme periode. Der er en masse vildskab på Lighthouse-indspilningen, hvor der sættes en tyk streg under, at Grant Green var noget helt særligt når han stod på en scene.



Elvin Jones

Live at The Lighthouse 

Blue Note 1973

Sept 9 1972

****

Coltrane-trommeslageren Elvin Jones var en mester ud i et sprudlende fantasirigt trommespil, som her på fineste vis besvares af saxofonisterne Dave Liebman og Steve Grossman, der begge spillede med Miles Davis i samme periode. Der er ikke noget der holdes tilbage på The Lighthouse.



Curtis Amy

Tippin' on through

Pacific Jazz 1962

29. juli 1962

 ***

Tenorsaxofonisten Curtis Amy havde en meget ung Roy Ayers på vibrafon med i sit band, der allerede lavet en studieplade inden deres optræden på The Lighthouse. Det er hardbop på vej over i soul-jazzen. Senere bliver Curtis Amy leder af Ray Charles' orkester.



Cannonball Adderley Quintet

Live at The Lighthouse

Riverside 1960

Okt. 16 1960

*****

Altsaxofonisten Cannonball Adderley var superproduktiv på det her tidspunkt. Studiepladen Them Dirty Blues og livepladen In San Francisco fra samme år, 1960, har begge stjålet min opmærksomhed fra Lighthouse pladen. Det er uretfærdigt, den er suveræn. De er i topform her, hvor jeg endnu en gang nyder Adderley brødrenes fede måde at spille sammen på.



Miles Davis & The Lighthouse All-Stars

At Last!

Contemporary 1985

Sept 13 1953 

****

Sikke en søndag på The Lighthouse. Miles Davis kigger forbi og spiller med en stærk All-Stars opstilling med Max Roach på trommer. Chet Baker er med på et enkelt nummer. Den svenske trompetist Rolf “Roffe” Ericsson var fast mand i All-Stars bandet på det tidspunkt, medvirker på to numre. Jazzhistorie i yderste potens.

torsdag, maj 12, 2022

K A L E II D O: Elements (ExoPAC Recordings) LP/DL/strream

 

Først og fremmerst vil jeg gerne slå fast, at denne plade er et mesterværk. En milepæl i dansk jazz og ikke mindst i de to musikeres karriere. De to musikere i Kaleiido, Cecilie Strange på saxofon og Anna Roemer på guitar lavede allerede med debutalbummet Voyage noget stort. Nu bygger de videre, forfiner og fuldender et unikt musikalsk univers. 


På album nr. 2 er Anders Christensen stadig med på bas. Ny mand er Mikkel Hess på trommer og Hannah Schneider er kommet med på vokal. Denne gang er det en musikalsk fremstilling af elementerne. Skyen, Jorden, Oceanet og Jordens indre. Anna Roemer spiller ikke guitar som andre. Hun væver stemninger. Når hun rører ved strengene kan man høre blodet ruse gennem dem. Cecilie Stranges saxofon svæver gennem rummet og opfanges af Roemers enkle anslag. Det er musik der i improviseret form flyder afsted. Melodi og klangflade mødes i skyen og på jorden. Havet bruser. Jordens indre varmer. 


Det er det som Kaleiido gør. De er deres musik. De er et med stemningerne og elementerne. AC, Hess og Hannah Schneider forstår Kaleiidos musik og tanker og er med hele vejen. En stor plade, der hører hjemme i en moderne dansk jazzhusholdning. Skynd dig før det er for sent. Der er kun lavet 200 vinyler.

Bandcamp

tirsdag, maj 10, 2022

Yellowjackets på Godset i Kolding 040522 - præsenteret af Jazz6000

 

Der var godt gang i jazzen for mig i sidste uge. I weekenden stod den på Jazzahead i Bremen. Tirsdag aften var det Bagland på Fermaten i Herning - dem kunne jeg sagtens høre igen - de var fantastiske - og da de spillede onsdag aften i Kolding var det nærliggende. Jeg var dog taget til Kolding af en anden grund. Amerikanske Yellowjackets skulle spille på Godset. Sammen med min jævnaldrende jazzbuddy Per var jeg taget på fusionsjazztur. Vi havde ligesom de fleste til koncerten i Kolding passeret de 50 år.


I det første nummer Spirit of the west fra 1998-albummet Nocturne kan det høres at de lige skal i gang. Saxofonisten Bob Mintzer er tøvende. Han vågner dog hurtigt op. Det samme med bassisten Dane Alderson der kommer afventende i gang med soloen. Herefter sætter han fusionsild til den seks-strengede bas og alle er tilfredse i den godt fyldte sal. Allerede i andet nummer The Red Sea fra 1993 hiver Bob MIntzer den legendariske elektriske sax, EWI’en frem. Bløde saxede synthtoner breder sig i salen på spillestedet Godset, hvor den lokale jazzklub Jazz6000 præsenterer koncerten.


Selv om Yellowjackets tilhører fusionsæraen i 80’erne og 90’erne befinder de sig også i nutiden og spiller et par numre fra den kommende plade, hvor Early er en af de svære (som i en taktart jeg ikke kunne tælle mig frem til) og Entry er klassisk lydende Yellowjackets - komplicerede figurer der spilles samtidig af bas og sax afløses af et melodiforløb, der så går over i en bassolo. Han spiler på seks strenge og bruger dem alle sammen. Så er der en rytmisk medrivende klaversolo. De holder ikke tilbage på alle de fede virkemidler. Bob Mintzer spiller med usvækket styrke og sikkerhed.


Pianisten Russell Ferrantes hyldest til Monk, hedder Monk’s Habit. We’ve jacketized Monk som Bob Mintzer siger i præsentationen. Højt tempo og Will Kennedy spiller trommer der swinger. Russell Ferrante der lige er fyldt 70 år, spiller med runde hjørner. Både Mintzer og Ferrante lægger små Monk citater ind undervejs i deres soli. Ferrante er den eneste der har været med hele vejen siden bandet startede i 1977. Bob Mintzer kom til i 1991, Will Kennedy har været med i to omgange første gang fra 1987 til 1999 og anden fra 2010 til nu og australske Dane Alderson der endnu ikke er fyldt 40 år, har været med siden 2015.


I pausen sagde min sidemand, da vi havde tømt fadølsglasset med Rød Tuborg, at han ikke havde noget imod at bassen havde været længere fremme i lydbilledet, hvilket jeg kun kunne give ham ret i. Til gengæld var der skruet helt op for publikums entusiasme. Yellowjackets havde spillet med WDR Big Band i Aalborg, dagen før og skulle have gentaget kunststykket i i København i DR Koncertsalen. Den koncert gik i vasken. Så i stedet for at de skulle fise den af på et hoteværelse fik de lavet en aftale med folkene i Kolding - dog uden big band.


De åbnede andet sæt med et par numre fra pladen Jackets XL som de lavede sammen med WDR Big Band for et par år siden. Her får vi den EWI solo som vi havde drømt om inden koncerten. Humor og synthesizer fedme kombineret med stor musikalitet strømmer os i møde. I nummeret Samaritan af Will Kennedy står Bob Mintzer som en glad zen mester og udstråler saxofonistisk ro og afklarethed. Nummeret er tilbagelænet og kører langsomt afsted. Det var ved at være tid til lidt hard core New Yorker fusion, hvor de gule taxaer flyver forbi og neonlyset spejler sig i den våde asfalt. Højt tempo og et vildt teknisk niveau sender Kolding publikummet i boblende ekstase. Vi sendes ud i en vild bassolo med tryk på octaver pedalen. Fusionsjazzen sprøjtes ud over os. Til sidst skrues der ned for tempoet i et soulinspireret ekstranummer. En god afslutning på en vellykket aften i Kolding.



onsdag, april 20, 2022

Matt Choboter’s Hypnagogia: Anima Revisited (ILK) LP/DL/stream >> Matt Choboter: Postcard of Nostalgia (Matt Choboter) endnu ikke udgivet

 

Canadieren Matt Choboter bor for tiden i København, hvor han er tilknyttet Advanced Post Diploma program for composition på det Rytmiske Musikkonservatorium. Han er ingen grønskolling ud i musik. Han har før den aktuelle plade udgivet to albums. I Matt Choboter’s Hypnagogia har han samlet et hold musikere der ikke går den vanlige vej. Derfor er  der både balinesiske gonger og diverse instrumenter med som skaber den rimeligt heftige stemning.


Når man befinder sig i den hypnagoge tilstand er man lige mellem virkelighed og drøm - og kan få opfattelsen af, at have oplevet det som skete i den hypnagoge tilstand. Det er øjeblikke, hvor ikke-psykotiske mennesker kommer tæt på en psykotisk tilstand - men det er altså ikke psykose. 


Matt Choboter tager os med i sin musikalsk hypnagoge tilstand, hvor han placerer sig op ad eller ved siden af virkeligheden. Det er skræmmende. Det er også tiltrækkende og farligt. Han spiller selv på et præpareret klaver der er forstemt. Det er disharmoni og uro lige op ad harmoni og ro. Det er uhyggeligt, så præcist som han kan skildre det. 


Matt Choboter har også sendt endnu en udgivelse til mig, der muligvis udkommer til sommer. Det er en soloklaver udgivelse, hvor klaveret er præpareret med magneter og andre metalliske objekter. Desuden er den stemt efter en balinesisk pentatonisk skala. Det giver klaveret en fremmedartet lyd, der i mine vestligt opdragne ører kan fremstå som om det ikke er stemt. Desuden har han fastgjort transducere på klaveret, så han kan improvisere med sig selv. Igen er det som om han placerer sig lige ved siden af normaliteten. Det ubevidste tager over og trækker i os. Han benytter sig også af elektroniske virkemidler og skaber underfundig og farlig musik.

Matt Choboter