The Jazz Seekers: Treasurehunter (AMM) stream

 

Niclas Knudsen er en gudsbenådet guitarist der har opnået heltestatus via bands som Ibrahim Electric og Kalaha. Han har også haft egne projekter der både har bevæget sig rundt om dansksprogede sange eller afro. Jazzen har altid været tilstede.

Aldrig har jazzen - i helt klassisk og konservativ forstand - været lige så fremtrædende som med trioen The Jazz Seekers, hvor han sammen med en af sine gamle kompagnoner fra 90’er bandet When Granny Sleeps, Anders Mogensen på trommer og Mogensens meget tro væbner, bassisten Johnny Åman. De spiller numre fra Duke Ellington og Billy Strayhorn kataloget kombineret med numre fra Knudsen kataloget.

Triobesætningen kan deres jazz og bruger den til, at fortolke numre der er så gennemfortolkede, at der næppe kan siges mere. Det kan der heldigvis. Niclas Knudsen tager en dosis blues med ind det forvejen meget sikre jazzguitarspil. Det kan bla. høres i et nummer som Moonstruck. Der er så meget overskud og glæde i deres musik, der forplanter sig til lytterne.

Jazzseekers

Trio X of Sweden: Trad. Arr. (Prophone) >> Maria Kvist Trio: Jämtlandssångarna (Prophone)

 

Jeg kan lige så godt skrive Jan Johansson med det samme. Du ved hvem det er og tænker som det første på LP’en Jazz på svenska. Svenske folkemelodier der fik en jazzet overhaling i 60’erne og en genrejsning i det nye årtusinde, der langt fra har lagt sig.

Hvem er bedre end svenskere til, at forsøge at gøre ham kunsten efter? Her er to velplacerede indspark der får midsommeren til, at bruse i dine blodårer.

Trio X of Sweden har dedikeret deres album Trad. Arr: til den svenske troldkarl. De spiller ligefrem de helt store hits, Visa från Utanmyra og Visa från Rättvick. Trioen gør det i og for sig godt nok. Men er “godt nok” tilstrækkeligt til, at de kan matche Johansson? Det er det selvfølgelig ikke. På den anden side, skal de have ros for modet til at stikke næsen frem med nogle friske nutidige fortolkninger af svenske folkemelodier.

Maria Kvist tager traditionerne lidt videre. Hun har selv skrevet musikken på albummet Jämtlandssångarna. Det er melodier der er skrevet med snuden dybt begravet i den jämtlandske muld. De har en vidunderlig lethed og præsenteres også sådan. Trioen danser sig gennem kompositionerne. Maria Kvist nynner med på åbningsnummeret. På sidste nummer tager hun skridtet fuldt og synger på den lyse sommenatsblues Sommarkind. Det er en jätteskön skiva.

Trio X på Facebook

Maria Kvist på Facebook

Jiyu: Caught in the rain at the teashop (Dubsoul Records) LP/DL/stream

 

Det er guitaristen med mere, Emil Jonathan Søegaard der gemmer sig bag aliasset Jiyu. Han har lavet en LP med dyb bas, jazz, ro og døsigt skarpe hip hop beats. Gennemgående musikere på pladen er trompetisten Bo Rande, der gerne bruger lyddæmperen - ikke ulig Miles Davis og saxofonisten Lukas Rande, der eks. også spiller fløjte, som på åbningsnummeret Woman behind sun. Lennart Ginman er med på nogle numre, hvor kontrabassen står stærkt i lydbilledet. Titelnummeret Caught in the rain at the teashop er et sfærisk og stemningsmættet. Den beskriver begyndelsen på albummet for nogle år siden, hvor Emil Jonathan Søegaard var i Malaysia og måtte søge læ på en café under et tropisk regnskyl. 

Vibrafonisten Carsten Skov er med på flere numre. Den filmiske The pinewoods on the mountain der afslutter albummet med Skovs vibrafon, akustisk guitar og en underliggende urolig synth vidner om Jiyu’s store kvaliteter.

Sangerinden Stine Kinck er med på et par numre, hvor Some things never change er min favorit, jazzet guitar, rodede beats og Kincks r’n’b inspirerede sang fungerer godt.

Jiyu’s album er meget anbefalelsesværdig. Det er originalt og rummer lag og elementer, der giver lyst til mange genhør.

Bandcamp

Mythic Sunship: Wildfire (Tee Pee Records) LP/DL/stream

 

Det kan da godt være, at der er mere rock end jazz i Mythic Sunship. Jeg overlader den kedelige diskussion til andre og kaster mig i stedet lige lukt ned i dybet på solskibet. 

Pladens åbningsnummer Maelstroem er i mine ører flænserjazz af den lækre slags. De balancerer på kanterne af krautrockens kompleksitet, lange soli, improv og punket vildskab og energi. Saxofonisten Søren Skov brænder igennem og trommeslageren Frederik Denning buldrer på den fede måde.

Det er vigtigt at tilføje, at det er punklegenden Per Buhl Acs (No Knox etc.) der som mixer har ansvaret for den vellykkede lyd på pladen - ligesom han eks. havde på Pardans’ suveræne Spit and Image fra 2018.

Det er bla. derfor at et nummer som Olympia ikke bliver et helte-epos. I stedet trækkes vi gennem Kasper Stougaard Andersen og Emil Thorenfeldt mudrede guitarridt og står stærkt tilsølede tilbage inden vi skal om på LP’ens side 2. Det er nok her, hvor min favorit på pladen skal findes. Redwood Grove er et manieret og kollektivistisk output, hvor guitarerne, saxofonen og trommerne smelter sammen og bassen sørger for at de finder sammen i en solid psykedelisk lydmur. 

Mythic Sunship er kongerne af dansk kraut. De er kloge og modige nok til at kunne kombinere psychedelica, jazz, rock og punk. Jeg er voldsomt fornøjet.

Bandcamp

Andreas Toftemark Quartet: A New York Flight (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Den fortabte søn er vendt hjem - og virker på ingen måde fortabt.

Tenorsaxofonisten Andreas Toftemark tog i 2015 til New York for, at forbedre sit jazzspil. Han returnerede sidste år, da coronaen lukkede verden og dannede herefter en rasende stærk kvartet - også med unge danske jazzmusikere der har brugt New York til at blive bedre jazzmusikere. Felix Moseholm (bas) og Andreas Svendsen (trommer) er sammen med exil-svenskeren Calle Brickman (piano) og de leverer drømme-backing. Det er også nødvendigt, når Andreas Toftemark placerer læberne på mundstykket.

Der er helt vildt, at en dansk jazzsaxofonist i en alder af 30 år debuterer med sådan en plade. Jeg kendte ham ikke og han har - til mit forsvar - heller ikke spillet i Danmark i årene hvor han boede i New York. Jeg ved ikke noget om hvordan han spillede inden - men for dælan da hvor spiller han fedt nu.

Han kan spille tenorsax med teknisk overskud og finesse. Det bruges til at formidle og fortolke jazzen, hvor der er ro og nærvær. Ballader og Late Night stemning med Blue and sentimental og Autumn in New York. Jeg er begejstret og føler det som om jeg har fået et brev fra Andreas, hvor han fortæller at jazzen er Alive and Well. 

Bandcamp

Carsten Dahl: Sagn (Exlibris) LP/DL/stream

 

Jeg har ikke tal på de soloplader, lavet af Carsten Dahl som jeg har skrevet om gennem årene. Fælles for den alle er, at der har været noget på spil - og det har hver gang været Carsten Dahl.

Cembalo , præpareret flygel, Deutsche Grammophon, indre uro, stærke stemninger, priser og en lang række solokoncerter har været en del af historien. Heldigvis er pladeselskabet Exlibris på pletten med den nyeste udgivelse. Vi får 24 stykker musik der i alt varer lidt over 40 minutter. Carsten Dahl bruger udelukkende højre hånd til, at spille musikken på pladen der hedder Sagn. Det er improviseret musik spillet i et langt flow. Titlerne hedder eksempelvis D mol eller eller G mol og følger et mønster. 

Det er rolige numre, hvor der er masser af luft omkring de enkelte toner. Luften og rummet omkring de enkelte toner er også musik. Sagn er en af den slags plader der bringer ro til sindet. Sjælen følger med og hjertets puls falder langsomt ned til hvilestadiet. Vejrtrækningen bliver dybere. Her bliver det meget tilstedeværende og giver tydelig mening, at musik er universets helende kraft. Tak, Carsten.

Bandcamp

Nezelhorns: Sentiment (Barefoot) CD/DL/stream

 

Det er andet album fra kvintetten Nezelhorns. Der er gået otte år siden den første kom. Den danske tenorsaxofonist Nana Pi og den svenske trombonist Petter Hängsel har skrevet musikken, der også spilles af norske Erik Kimestad på trompet og svenskerne Johannes Vaht på bas og Kristoffer Rostedt på trommer.

Nezelhorns spiller eksperimenterende jazz der står ovenpå 60’ernes Ornette Coleman og Don Cherry. Harmonisk frihed og abstraktion blandes ned i et godt swingende groove. Det er en fornøjelse at høre de tre blæsere sammen i strukturerede sammmenhænge, hvor der er skabt luft til frihed og afveje.

Åbningsnummeret med Vaht’s seje bas og Nana Pi’s vilde saxofon er forrygende. Titelnummeret lyder som et brassband der spiller Black Sabbath riffs, hvorefter trommeslageren overtager showet. Det er kendetegnende for Nezelhorns, der har et afvekslende og forfriskende take på jazz, der træder lidt ved siden af hovedvejen.

Nezelhorns