DMA Jazz 2023 - Kvindernes aften

Der var stor bredde i årets felt af nominerede udgivelser til årets Danish Music Awards for jazzen. Det foregik for første gang på Vega - med tilhørende branchedag på Lille Vega og efterfest sammesteds.

Var bredden stor var det til gengæld de smalle og eksperimenterende udgivelser der løb med de fleste statuetter. Aftenens første pris gik til Macela Lucatelli, der vandt i vokaljazzkategorien. Hun var en udpræget dark horse i et ellers bredt felt med tyrkiske toner, croonersang, estisk sang og min favorit Nana Rashid, der tog revanche i årets nye navn kategorien og i allervildeste grad med en sceneoptræden senere på aftenen, hvor hun sammen med trioen Little North lagde salen ned med mindeværdig og stærk optræden. Okay, det var lige godt en overraskelse, at Marcela Lucatelli tog vokaljazzprisen i et meget umage felt, hvor hun var outsideren. 

Der var kvindernes aften på Vega. Stjernen Marilyn Mazur på percussion og stjernefrøet Viktoria Søndergaard på vibrafon mødtes i en nykomponeret duet, hvor man sagtens kunne høre at det var Mazur og Søndergaard, der stod på scenen. De lod deres musikalske personligheder skinne. 

Karmen Rõivassepp er flyttet hjem til Estland, hvor hun er begyndt at læse psykologi, efter at have boet mange år i Aarhus. Inden hun flyttede nåede hun at lave den formidable plade Ambivalence sammen med Aarhus Jazz Orchestra, der sikrede hende prisen som årets jazzkomponist - og det er måske lige præcis den pris der bedst rammer Karmen Rõivassepps virke. Hun er en stor sanger - men kan også komponere til big band, så det lyder som hendes tredje eller fjerde big band plade.

En anden kvinde med base i Aarhus er Camilla Dayyani, der gennem flere år har arrangeret Bazarjazz i forstaden Gellerup. Hun fik Jazzdanmarkprisen - en pris givet til en unik liveoplevelse. Hun konstaterede i takketalen at selv om vi lever i en fucked up verden, så kan der godt skabes spændende og udviklende jazzprojekter i et boligområde, hvor mange har det svært og nogle lever på kanten. 

Duoen Kaleiido var på hjemmebane, da de begge bor på Vesterbro. Med deres aktuelle Elements plade i ryggen, spillede de et intenst og meditativt stykke musik. Cecilie Strange fra duoen var nomineret i flere kategorier, med egen plade og med folk-jazz bandet Tingo - men måtte gå tomhændet hjem.

I årets singlekategorien var det endnu en kvinde, der kom-så-og-sejrede. Anna Prinds fra Tigeroak fik sammen med duomakkeren Laurits Møberg prisen for nummeret Living and Living, der i allerhøjeste grad er et singlenummer. En vaske ægte banger, hvis du spørger mig.

Aftenens vært var Karen Mukupa fra P8jazz, der også har en  karriere som rapper, hvilket hun demonstrerede flere gange i løbet af aftenen.

Men var det kun kvinderne der var i fokus? Nej, P8jazz ildsjæls prisen gik til en tydeligt overvældet og lykkelig bestyrelsesformand  Michael Charles Gaunt fra Østersøjazz Festival i Neksø.

Den skæve kategori Årets tværæstetiske udgivelse gik til Aske Zidore og Anders Lauge Meldgaard for den kombinerede app/musikudgivelse Sange fra i dag.

Bassisten Richard Andersson lavede sidste år solokonceptalbummet U•Synlig med fortolkninger af synstolkninger af billeder. Lyset blev slukket i Vegas sal og efter lidt indledende publikumsuro kom der fokus på Richard Anderssons solobas. Jeg lukkede endda øjnene så jeg heller ikke se lysdioder og anden øjestøj fra scenen. Så var den der også. Forbindelsen til Richard Anderssons musik.

SVIN tog prisen for årets eksperimenterende udgivelse. Den havde jeg, allerede sidste år på min liste over årets bedste danske jazzudgivelser. De DMA nominerede udgivelser går fra sommeren 2022 til sommeren 2023, mens jeg på bloggen følger kalenderåret. SVINs kompromisløse og stædige tilstedeværelse er forbilledlig. SVIN-guitaristen Lars Bech Pilgaard havde allerede været på scenen med Marcela Lucatelli, da hun vandt og kunne også være det sammen med Frk. Jacobsen, der var nomineret i hovedkategorien.

Aftenens sidste pris var den store og vigtige, årets bedste jazzudgivelse. Den gik til Selvhenter i et stærkt felt med ni andre plader inkl. Frk. Jacobsen, Jakob Bro og Cecilie Strange. Sonja LaBianca startede ud med at spørge om Selvhenter egentlig var jazz. Det behøver de ikke at gå og spekulere på. Det er jazz af den slags der flytter og rykker grænser i jazzen. En fuldstændigt velfortjent pris til en gruppe, der også fik udtrykt deres holdning til folkemordet i Gaza og tidligere havde eksploderet på scenen med en transcenderende optræden.

Prisen blev overrakt af tidl. statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i veloplagt stil med lige dele sjov og alvor nærmest fik lagt en ansøgning ind som vært til DMA showet næste år. Da den tidligere esbjergenser gik af scenen, kunne en anden, der også havde trådt sine barnesko i Esbjerg indtage scenen. Daimi indtog ikke kun scenen. Hun indtog salen med nærvær og old school showmanship. Med et sejt swingende Louisiana Jazzband var det en god finale. Er det ikke på tide, at JazzDanmark arbejder for et comeback til Birgit Lystager efter at vi hørte Gitte Hænning sidste år?

Natten var endnu ung og det var arrangørerne af efterfesten også. De unge fra Jazzhouse i Kolding lavede lys, lyd (egne DJ’s) og larm (de havde inviteret Kalles Worldtour). Fedt når en gruppe unge mennesker finder et fællesskab omkring jazzen og spreder deres begejstring, så selv Københavnerne undrer sig. 

Endnu en gang tak til JazzDanmark for at holde DMA showet. Der var meget der fungerede godt. Vega er godt sted - både til branchedag, fest og efterfest. 

Jazzen glimrede vel kun med sit fravær under det oplæg om musikjournalistikken som jeg overværede om eftermiddagen i forbindelse med branchedagen Jazz+. Et oplæg der burde være iført et sørgebind. Informations (iøvrigt rigtigt gode) anmelder Louise Rosengren præsenteredes som en der både skriver om Bonnie Raitt, en anden ikke-jazz-spillende kvinde jeg ikke kan huske navnet på og så lige Frk. Jacobsen, der også var nomineret i kategorien Årets Jazz Udgivelse. desuden deltog Sanne Krogh Groth fra det akademiske tidsskrift Seismograf, der beskæftiger sig lige så perifert med jazz som Information. Så var der lige den nye redaktør for Jazzspecial, Mads Kornum, der ikke kommer fra jazzen - men fra voksenmusikhjemmesiden Side33.dk, hvor Folkeklubben er helte og free jazz og hip hop er ikke-eksisterende. Fremadrettet hedder det ikke længere Jazzspecial men All That… og skal nu beskæftige sig med meget mere end jazz. 

Det var ikke et emne, at jazzen bliver stedmoderligt behandlet af medierne, inklusive Information, Seismograf og Side33. Jazzen er presset i medierne - og de inviterede i panelet svarede aldrig på hvorfor jazz tilsyneladende er så uinteressant at beskæftige sig med. Oftest handlede det om tidernes ugunst. Er det jazzen der er udygtig eller hvordan? Det var der desværre ingen der spurgte til.

Bilal Irshed & Lars Fiil: Connections (Irshed/Fiil Records) digital

 

De har hver for sig vakt stor opmærksomhed hos mig. Pianisten Lars Fiil gennem I Think You're Awesome og egne projekter som eks. Fiil Free. Palæstinensiske Bilal Irshed på oud har gjort gennem sin egen trio og bla. sammen med Blood Sweat Drum'n'bass.

At de har fundet sammen er på mange måder et stærkt musikalsk statement. Der skal ikke herske nogen tvivl om at Bilal Irshed er en virtuos på oud. Det arabiske strengeinstrument finder så smukt sammen med Lars Fiils klaver, der mere end nogensinde lyder inspireret af det nordiske.

Pladen er en blanding af improvisationer, en smuk libanesisk popsang fra starten af 70'erne, den gamle danske salme Se, nu stiger solen af havets skød og egne kompositioner. Deres fælles forståelse for den fine melodi er udgivelsens store gave. De møder hinanden åbent og fordomsfrit og skaber musik der lyder af begges ophav.

Bandcamp

Per Texas Johansson: Den sämsta lösningen av alla (Moserobie) >> Per Texas Johansson: Orkester Omnitonal (Moserobie) >> FLEN & Per Texas Johansson: Välkommen till (FLEN)

 

Den svenske saxofonist Per Texas Johansson er en af de helt store nutidige jazzmusikere hinsidan. Det understreger han på det kraftigste med simultanudgivelserne; Den sämsta lösningen av alla og Orkester Omnitonal. På den førstnævnte er han sammen med seks andre musikere mens den anden er med 19 medvirkende musikere og en dirigent til at styre slagets gang. Pladerne er indspillet med en måneds mellemrum og har elementer hvor de ligner hinanden og alligevel er det noget andet

Per Texas Johansson er en multiblæser. På Den sämsta lösningen av alla spiller han både på obo, engelsk horn, klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet, tenorsaxofon og fagot. Han spiller sammen med musikere som han tidligere har spillet med i forskellige sammenhænge. Det er klart at instrumenter som vibrafon og lapsteel træder tydeligt igennem. Ellers er det mere lyden af et ensemble, der hersker når man hører musikken.

Omnitonal er ikke decideret big band musik. Hvis det skal kategoriseres som noget, så er det vel nærmere noget der kan kaldes moderne kompositionsmusik, hvor der både er klassisk, avantgarde og jazz tilstede. Der er masser af struktur i musikken, der vælges bare ikke lette løsninger. Idéen har fra starten været at det skulle som hvis Bela Bartok og Igor Stravinsky var bestilt til at lave musik til Benny Goodman og Woody Herman. Det er ikke musik der åbner op for en masse improvisation. Til gengæld er der nok af udfordringer og fantasi i musikken.

Jeg har sneget en tredje plade med. Det er den dansk/svenske kvartet FLEN og deres opfølger til EP’en fra 2021. Denne gang er de udvidet med Per Texas Johansson på tenorsax, basklarinet og fløjte. Han passer godt ind i deres musikalske univers, der lugter af 60’ernes mere udforskende jazz og hvor jeg tænkte USA med den forrige, så lyder det mere af Europa denne gang. Der tages nogle chancer som holder. Det er en god idé at de har fået Per Texas Johansson med denne gang.

Texas Bandcamp

Flen Bandcamp

Bryg Bryg Bryg X Bjarke & The Beerbellys Ølbum: Drink ‘n’ listen experience (Bryg Bryg Bryg/Bjarke & The Beerbellys) øl/digital

Jazz og øl har meget til fælles. De er begge særdeles fornøjelige og kan skabe en fest. Det er noget som nanobryggeriet (mindre end et mikrobryggeri) Bryg Bryg Bryg og Bjarke & The Beerbellys (større end en jazztrio) tager til helt nye dimensioner med fællesudgivelsen Ølbum.

Bryggeriet har lavet ni forskellige øl der besvares af ni numre, som Bjarke & The Beerbellys har lavet til hver øl. Det hele kommer i en nummereret kasse med øl og QR koder så man kan lytte til musikken mens øllen indtages. 

Sjældent har jeg haft så stor en fest i forbindelse med en anmeldelse - og nej jeg drak ikke alle ni øl på en gang. Til gengæld fik jeg en oplevelse, hvor jeg nok blev bekræftet i, at det smagte af øl og lød af jazz. Men det var med et twist - og knapt så forudsigeligt som man kunne forledes til at tro. Bjarke & The Beerbelly’s har et udspring i den traditionelle jazz men vil så meget mere. Det er trompetisten Bjarke Nikolajsen der står i spidsen for bandet. Han har også været med til, at lave øllen. The Beerbellys er desuden Aske Drasbæk på sax, Mads Rahbek på sax og klarinet, Ole Åkerman på trombone, Henrik Silver på sousaphone, Jakob Thomhav på banjo og lapsteel og Casper Mikkelsen på trommer.

Ølbummet indledes med Slå først, der er en hyldest til de dejlige danske film fra 60’erne. Stemningen er partyjazzet. Øllen, der er af typen Saison har et umiskendeligt indslag af lime og ristet kokos, særligt den sidste ingrediens var et positivt overraskende indslag på en frisk og ikke kvalm måde. Der er fire øl af typen Lichtenhainer - og her rammer Bryg Bryg Bryg plet hver gang. Cuban Bikini med egetræ, portvin og rom, Tumult med egetræ, portvin og multebær og den helt forrygende Kaffeknallert med egetræ, portvin og kaffe. Lichtenhainer er øl af sourtypen, med en røget smag. Den originale Beerbellys øl, The Seductive Bellboy, er sidste nummer på Ølbummet, nummeret er skøn lummergøj og øllen er også en Lichtenhainer. Jeg er fan! Så hjælper det godt på indtagelsen at numrene er dejligt udknaldede og skøre. Her er Kaffeknallerten en kæmpefavorit. 

Bazark er det persiske indslag, en Saison med ingefær, hvor slangerne har tæmmet slangetæmmeren. Der er også blevet plads til et par Stouts og den nordiske Amma, der er en mjød, hvor der både er ribs, blåbær, brombær, solbær og hvid chokolade. En sand dessert på dåse.

Ølbummet er på alle måder supergennemført. Musikken er fuld af overskud og glæde og øllen er et fornøjeligt mundeventyr. Indpakningen med kassen og grafikken på dåserne er drøngode. Der er tegneseriehumor og masser af farver. Ølbummet er helt i egen kategori og får en kæmpestor anbefaling herfra. Den udkommer kun i 150 eksemplarer, så du må hellere skynde dig at bestille Ølbummet.

Ølbum

Tomo: What is jazz?, toise/- (Gotta Let it out) LP/digital

 

Den i Danmark bosiddende polske musiker Tomo Jacobson har I en årrække huseret i udkanten af jazzen i mange forskellige eksperimenterende projekter. Han er også manden bag pladeselskabet Gotta Let it out, hvor han har udsendt en split-LP med sig selv i hovedrollen. Den ene plade(side) hedder What is jazz? Og den anden hedder toise/- Selv om det drejer som en en LP, så har hver pladeside fået hvert sit katalognummer. 

Tomo Jacobsen benytter sig af en række billige Yamaha keyboards og trommemaskiner fra firserne - og to ældre optagere fra Fostex, en digital og kassette. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Tomo benytter sig af instrumenterne på en måde, som man næppe havde forestillet sig i Yamaha udviklingsafdeling i Japan i firserne.

Det er synthpop vendt ud af sin egen digitale svøbe. Som hvis instrumenterne var blevet træt af altid at spille det forudsigelige pop og gjorde oprør. Der vendes op og ned på konventionerne. TOMO kategoriserer selv musikken som lo-fi, Nu-80s, ADHD, ASD, inside-out, ultimate-stoner, proto-dance, naiveté, electro-shamanic, spiritual, toddler-jam, magical realism og space-emo. Det kan ikke udtrykkes mere præcist.

Pladen er til dig der trænger til en plade der vender op og ned på det hele. En plade med eksperimenterende elektro improv. 

Bandcamp

Andreas Toftemark Quartet featuring Gerard Presencer: La Gare (April Records) LP/CD/digital

 

I efterårsferien var jeg et smut i København. Jeg var så heldig, at Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band spillede på Huset. Her var Andreas Toftemark med i en respektindgydende saxofon-sektion. Han spillede med stor autoritet og coolness. Meget passende for en saxofonist der næsten lige har fået Bent Jædig Prisen

Det kan man også sige om hans egen kvartet, hvor han er aktuel med andet album. Han indtager naturligt pladsen som bandleader, hvor han får backing af rytmegruppen fra et andet af April Records’ succesbands, OTOOTO. Calle Brickman på klaver, Mathias Petri på bas og Andreas Svendsen på trommer. Det er inspireret af 60’ernes amerikanske jazz som den kunne lyde i New York eller for den sags skyld Paris, hvor Andreas Toftemark mange år senere har boet og spillet. Det er den balladefyldte jazz der står stærkt.

Her har Andreas Toftemark inviteret den engelske stjernetrompetist Gerard Presencer med på albummet. Presencer spillede i en periode i DR Big Band og flyttede i den forbindelse til København. Han er stoppet i big bandet - men bor stadig i København. Det er en mindre genialitet at hyre Presencer ind som gæst på pladen. Jeg kommer til at tænke på Art Farmer undervejs, når Presencers lyriske tone flyder - og så bliver det ikke meget bedre i min bog. 
La Gare er en skøn jazz-jazz plade i meget høj standard. 

Bandcamp

Øyunn: Live at Munch (Øyunn/Midnight Confessions) LP/digital

 

At jeg skriver om Øyunn alias Siv Øyunn Kjenstad på en jazzblog betyder ikke at Øyunn kun skal opfattes som jazzkunstner. Hun er så meget andet. Den norske trommeslager, sanger og komponist har boet i København i en del år. Her har hun bla. medvirket i en del teater og spillet med Efterklang. Første gang jeg hørte hende var som stand in trommeslager i I Think You’re Awesome for en del år siden og senest var det med Swan Lee. Som helt ung spillede hun allerede med folk som Bugge Wesseltoft og Jon Balke - hun er i øvrigt datter af den norske saxofonist Tore Brunborg, som hun også har spillet med.

Nu er hun endelig aktuel med en plade i eget navn. Her synger og spiller hun trommer. Simon Littauer tager sig af det elektroniske, I Think You’re Awesome bagmand Jens Mikkel er med på bas og Jakob Eri Myhre er på trompet og elektronik. Pladen er indspillet på Munch museet i forbindelse med Ultima Festival i Norge, sidste år. Musikken er gennemarrangeret og står meget stærkt. Universet er indiepop med jazz. Når hun synger tænker jeg ikke tænker jazz. Hendes stemme er helt andet sted. Hun har styr på teknik og pitch og finder meget let sammen med Jakob Eli Myhres trompet på eks. Why am I doubting. Det er et af mine favoritnumre. Nu er hun også chefen og trommeslager, så selvfølgelig er der blevet plads til et trommemellemspil, hvor det er ret tydeligt at hun er i særklasse som trommeslager. Hun spiller og nærmest danser på trommerne i det mellemspil. Take me out er en anden favorit. Det er indiepop af den funklende slags. Der er så mange nuancer i hendes vokal. 

Det er en stærk debut, der kun giver forhåbninger om mere fra hende af samme originale slags.

Facebook

Bentzon BIG Brotherhood (Do it Again Records) digital

 

Det er meget lang tid siden, at Bentzon Brotherhood har huseret i mine ører. Så dukkede denne pludselig op i Messenger, hvor Nikolaj Bentzon skrev at han lavet et album med Bentzon BIG Brotherhood. Det lød for godt til, at være sandt. Men det var sandt. Funky jazz ligesom Bentzon Brotherhood spillede den, “bare” udvidet med big band. Den største forskel på Bentzon Brotherhood og Bentzon BIG Brotherhood er at big bandets blæsere har overtaget de fleste af Nikolaj Bentzons udfoldelser på keyboardet. Der er væg-til-væg blæs. Det funky groove varetages af bassisten Kaspar Vadsholt der altid har været med i Brotherhood’en, Tira Skamby på percussionn, Jeppe Holst på guitar og det unge århusianske stjernefrø John Riddell på trommer. Der er 13 blæsere med erfarne kræfter som Vincent Nilsson og Peter Fuglsang.

Nikolaj Bentzon kalder selv albummet for Steely Dan meets Herbie Hancocks Headhunters. Der er ligefrem numre der peger direkte i den retning. Nummeret Donald and Walter har fået navn efter Steely Dan bagmændene. Der er også et nummer der hedder Big Band Sisters - men her tænker jeg mere på Dancing in the street end Babylon Sisters. Nikolaj Bentzon har en stor musikalsk bagage hvor funken er en stor del. Big band har også fyldt meget, særligt fremtrædende, da han var med i DR Big Band. Klassisk musik er også en del af hans virke. Den sender han en morsom hilsen til med Radetzky Dismarch, der indledes ligesom Strauss’ Radetzky March, men hurtigt kører af vejen og bliver lækkerfunky. Min absolutte favorit er uden tvivl den langsomme Lone Skum, hvor Nicolai Schultz spiller en superfed fløjte - han dukker heldigvis op flere gange med fløjten. Det er ikke kun i gamle dage der er hentet inspiration. Særligt trommeslageren Louis Cole og Jacob Mann Big Band kan man høre inspiration fra.

Konklusionen er ganske enkel. Bentzon BIG Brotherhood har lavet en røvrystende god jazzfunk plade. Der er kun en fejl og det er at den ikke kommer på vinyl. Min pladespiller ville have elsket den.

Bandcamp