torsdag, december 28, 2017

Peter Horsfall: Nighthawks (A.P.P. Records) CD/LP/DL/stream

Lige da han synger det allerførste ord, tænker jeg Tom Waits. Hvis der er en sanger der har eneret på ordet Nighthawks, så er det Tom Waits. Men sangeren på denne plade har ikke en rusten stemme ligesom Waits. I stedet synger han meget hen ad New Orleans legenden Aaron Neville - og det er, ligesom Waits også er det, et kæmpeplus i min bog.

Vi er gået på bar, hvor pianoet står i midten af rummet og der er levende lys. Damerne er farlige, røgen stiger stille fra cigaretten i den ene hånd, mens den anden hånd holder et glas bourbon. Det er rasende lækkert og velourrødt. 

Den engelske sanger Peter Horsfall indfanger stilen perfekt. Han har lavet et album med numre der lyder bekendte, men er, ud over et par stykker, nyskrevne af Horsfall og pladens altsaxofonist Giacomo Smith. Horsfall er også trompetist. Han har ladet den blive hjemme i forbindelse med indspilningen af denne plade. Det er ret lige til at sammenligne ham med en anden sanger/trompetist, nemlig Chet Baker. Der er den samme følsomhed i stemmen. Nighthawks er klart anbefalelsesværdig til den sene nattetime.

onsdag, december 27, 2017

Samuel Hällkvist & Variety of Rhythm (Boogie Post Recordings) CD/DL

Samuel Hällkvists nyeste udspil består af et enkelt nummer. Det er næsten 45 minutter langt og som sådan nok til, at fylde et album. Havde han været endnu mere prætentiøs end det er tilfældet, han kalder nummeret for en suite, så kunne han have inddelt den i forskellige underinddelinger eller stemninger. Det er dog en detalje, der ikke har noget med musikken at gøre.

I stedet sendes man som lytter på en musikalsk rejse til musikkens rytmiske indre. Hällkvist er guitarist af den variable slags. Han udsendte for kort siden et firserpop inspireret album med Orbit Stern & Q. Han er desuden begyndt at spille guitar sammen med sangerinden Indra, der igen er noget helt andet.

Den svenske guitarist Samuel Hällkvist, der bor i København har nu lavet sit tredje Variety of… album. Den 45 minutter lange suite byder på progressiv rock, freeform, soundtrack, postrock etc. Den er indspillet i perioden mellem marts 2015 og januar 2017 i Tokyo, Halmstad, Göteborg, København, New York, Paris og Malmö med 13 forskellige kunstnere. Her er så forskellige guitarister som Dick Lövgren fra extreme metalbandet Meshuggah og David Torn, der både har spillet med David Bowie og Don Cherry og har pladekontrakt med ECM.

I løbet af suiten møder vi en længere distorted guitarsolo fra Hällkvist, der understøttes af et industrielt sammenbrudt rytmisk groove. Det går over en basklarinet der afløses af vibrafon, hvorefter det går helt og aldeles i opløsning. Vi er kommet over halvvejs i suiten. Der er både slideguitar, vibrafon og drømmende klangflader og komplicerede rytmer tilsat lidt violin. Det er næsten grænsende til underspillet, men også kun næsten.

onsdag, december 20, 2017

I Think You're Awesome: The Acoustic Kiss Your Darlings EP (Jaeger Community Music/Bandcamp) DL/stream

Siden april 2004 har jeg skrevet 2500 indlæg (inklusiv denne) på min blog. Størsteparten har været anmeldelser og omtaler af nye udgivelser. Det er den her også, bare med et twist. Den udkom i går og kan downloades gratis, under devisen betal hvad du vil. Det er I Think You're Awesome der har udgivet en EP som er forløber til albummet Kiss Your Darlings der kommer til marts. Pladens fem numre er akustiske versioner af numre der kommer på LP'en. 

Twisten er at jeg ikke vil anmelde pladen, men i stedet gerne vil have jer læsere på banen. Hvad synes i? Hvordan er den i forhold til de tidligere udgivelser med I Think You're Awesome? Hvad synes I om, at Jens Mikkel er begyndt synge og at Christian Vuust er med på saxofon? I Think You're Awesome er gået akustisk, der er heller ikke trommer eller percussion med. Hvad oplever du? Kan du mærke musikken? Skriv om dine oplevelser du har når du lytter til EP'en, nede i kommentarfeltet. 

mandag, december 18, 2017

Steffano Bollani Trio: Mediterraneo Jazz at Berlin Philharmonic VIII (ACT) CD/DL/stream

Det er næppe nogen større nyhed, at italienske Stefano Bollani er at regne blandt de største europæiske pianister de sidste 10-15 år. Herhjemme har vi været så heldige at han ofte har optrådt med Jesper Bodilsen og Morten Lund. Han har også lavet nogle gode plader sammen med dem. Ved siden af det er han også en showmand, der både har lavet TV-shows og spillet med klassiske orkestre. 

På denne udgivelse blandes alle disse elementer. Det lidt pudsige er, at pladen udgives af ACT og ikke af ECM, som han ellers tidligere har udgivet sine plader på. Pladen er en del af ACT's serie Jazz at Berlin Philharmonic. Sammen med Bodilsen, Lund, Vincent Peirani på accordion og Berliner Philharmonikerne spiller Bollani 10 italienske komponsitioner. Filmmusik af Nino Rota og Ennio Morricone, herunder de gamle "hits" Amarcord og The Good, The Bad & The Ugly. Desuden spilles der musik af Monteverdi, Puccini og Rossini. Udgivelsen er en festlig udgivelse, der er med til at udstille Italiensk musikhistorie på en god måde. Misundelig på dem, der var til stede i salen og oplevede koncerten er en lille bitter bonus. At det i øvrigt er arrangeret og dirigeret af nordmanden Geir Lysne tilføjer både kompleksitet og humor. Han har sans for de frække detaljer, som latinmellemstykket i The Good, The Bad & The Ugly er et eksempel på.

Jon Balke Siwan: Nahnou Houm (ECM) CD/DL/stream

Det er 10 år siden at Jon Balke dannede Siwan. Da de udsendte debutpladen i 2009 fik de bl.a. den tyske pladekritikerpris for årets plade. Den vellykkede sammensmeltning af kulturer, traditioner og religion blev med rette præmieret.

Sangerinden og oud-spilleren Mona Boutchebak fra Algeriet er med for første gang. Hun bakkes op af Balke på keyboards, der også har skrevet al musikken, Helge Norbakken på percussion, Pedram Khavar Zamini på tumbak og Barokksolistene. Sidstnævnte kender vi herhjemme bl.a. fra Trinelise Værings Oh Purity projekt. Musikken er et helt unikt møde mellem arabisk musik, andalusisk klassisk musik og europæisk klassisk musik. Jon Balke bruger tekster fra Al Andalous. Det er beskrivelser fra middelalderen i Spanien, hvor kristne, jøder og muslimer levede i fred side om side i Andalusien. Et dybt fascinerende og tankevækkende projekt, der ikke opleves middelalderligt.


Lise Marie Seidelin: Coffee to go (Lise Marie Seidelin) CD/DL/stream

Jeg kendte ikke sangerinden med det smittende smil på coveret. Da jeg til gengæld ganske udmærket kendte de medvirkende musikere, var jeg ret tryg ved at sætte pladen på. Lise Marie Seidelin er storyteller og er som udgangspunkt ikke jazzsanger eller musiker. For 12 år siden udkom der en plade med Sinne Eeg der hed Abrikostræet, som var blevet til i samarbejde med Mads Vinding. Her havde Lise Marie Seidelin (Nedergaard) lavet tekst og musik.

Denne gang synger Lise Marie Seidelin selv og spiller piano. Hun er ud af en vise- og cabaretjazztradition, hvor det at fortælle historien næsten er mere vigtigt end den tekniske udførsel. Der er dog styr på det musiktekniske i hænderne på Yasser Pino (bas), Ayi Solomon (percussion) og Morten Carlsen (klarinet, sax og taragot). Stemningen er småblueset og fuld af sjove anekdoter fra hverdagslivet. Hun indfanger følelser og hændelser. Det fremføres med en let hæs stemme, der passer godt med musikken. 

fredag, december 15, 2017

Helle Hansen: Integrity (Heart Core/Gateway) CD/DL/stream

Det handler om at have noget på hjerte, at ville fortælle en historie. Når jazzen krydser klinger med singer-songwriter genren kan det vise sig på meget forskellige måder. Helle Hansen er aktuel med sit 11. album. Pladen er et billede på sangeren, tekstforfatteren og komponisten der oprindeligt kom ind på konservatoriet med blokfløjten som hovedinstrument. 

Pladen hedder Integrity, hvor der på coveret er tilføjet nogle små bogstaver som antyder at pladen også kunne hedde In The Gritty. Helle Hansen har lavet et helstøbt SSW album, hvor der er fokus på musikalsk indhold og tyngde i teksterne. Der er spor til Joni Mitchell og alligevel er Helle Hansen sig selv. Hun er voksen kvinde, der nok ved hvordan en sang skal skæres. Ikke mindst i kraft af de originale arrangementer, med bl.a. Ole Visby på basklarinet, Helle på blokfløjte, flere andre og nogle gode korarrangementer. Der er sjæl og nærvær på pladen.

torsdag, december 14, 2017

The Love And Beauty Seekers: Zar (Love & Beauty Music) CD/DL/stream >> Pimpono Ensemble: Hope Love Peace Faith (Love & Beauty Music) CD/DL/stream >> Wood Organization (Gotta Let it Out/Love & Beauty Music/Insula Music) kassettebånd

Det er næppe nogen hemmelighed for den opsøgende og nysgerrige danske jazzlytter, at polske jazzmusikere har været med til, at give den danske jazzscene et skud vitalitet i de senere år.

Jeg har inden for kort tid modtaget tre udgivelser, hvor trommeslageren Szymon Pimpon Gasiorek går igen. De to første udkom for et år siden. Den første er en trioudgivelse med tre polakker, der alle bor i København. De resterende to medlemmer er Jedrzej Lagodzinski på tenorsax og Fanciszek Pospieszalski på bas. Trioen hedder The Love and Beauty Seekers og har lavet albummet Zar. For at starte med det allerbedste først, så sparker de liv i det gamle jazzgespenst med nummeret Yakuza. Den er opkaldt efter den japanske mafia, der er opkaldt efter et kortspil. Nummeret starter i et stille modus og cirka halvvejs inde i nummeret kommer mafiaen og vælter kortbordet. Det er en kæmpefornøjelse at høre en jazztrio fremmane vanvidsscener så intenst og præcist. Resten af pladen er i samme høje klasse, hvor de både behersker free, nedskrevet rod og ballader i nogle fede stemninger.

Den anden plade er med Pimpono Ensemble med trommeslageren Pimpon Gasiorek i spidsen. De to andre fra den forgående trio er også med i det 12 mand store orkester der tæller medlemmer fra Polen, Norge og Danmark. Jeg kommer undervejs til at tænke på Fire! Orchestra, når de bevæger sig mellem vildskab, free, impro og styrede forløb. Her er både punkens vildskab og jazzens sans for de komplekse detaljer. Der er hele tre bassister og en tuba med til at lægge en vilter og levende bund. Jeg er særdeles godt underholdt og fornøjet, når jeg lytter til pladen, hvor Szymon Pimpon Gasiorek udviser et stort talent for at holde hovedet koldt og bevare overblikket, når det spidser til.

Den sidste udgivelse er en spritny kassetteudgivelse lavet i et samarbejde mellem Insula Music, Tomo Jacobsons Gotta Let It Out og Szymon Pimpon Gąsioreks Love & Beauty Music. Den udkommer i to versioner. Den ene, som jeg er så heldig at have fået fingrene i, er en version  hvor båndet er pakket ind i en smuk trææske. Projektet hedder også Wood Organization. Det er som udgangspunkt ikke et band men en tilgang til musik. Jacobson og Pimpon Gąsiorek er altid med i projektet, der har skiftende deltagere. På båndet hører vi dem i tre forskellige sammenhænge. Den første er som duo i en 49 minutter lang koncertoptagelse fra 2016 i Koncertkirken. De er inspireret af naturen og hylder dens lyde og deres relationer. Optagelsen er et fascinerende lydkig ind i en verden af klange, følelser, momenter og masser af lyde. 

På side B er de blevet til en trio med Lars Greve på klarinet og baritonsaxofon. Optagelsen er fra 2017 og bringer os atter ud i naturen, som den kan lyde en aften i en kirke på Nørrebro. Greves store alsidighed på blæserinstrumenterne er en god tilføjelse. Den sidste optagelse er også den ældste, den er fra 2015. Her er Jacobson og Pimpon Gąsiorek sammen med Freya Schack-Arnott på cello og Franciszek Pospieszalski på bas. Det er et noget andet nummer end de to første. Den er kun 7 minutter lang og har fokus på strygerne.

Du skal i øvrigt skynde dig, hvis du vil have træ-udgaven der er lavet af Chris Shields, da der kun er lavet 32 eksemplarer af den. Den findes også i en almindelig plastikversion  der er lavet i 68 eksemplarer. Den får store anbefalinger herfra.

Scott Dubois: Autumn Wind (ACT) LP/CD/DL/stream

Når både Thomas Morgan og Kresten Osgood medvirker er det rimeligt klart, at det ikke er en klassisk ACT udgivelse. Selv om der er stor bredde i udgivelserne fra ACT, så er denne udgivelse i sin helt egen kategori. Den amerikanske guitarist Scott Dubois er aktuel med sit andet album på ACT med samme besætning. 

Der er ligefrem optræk til deciderede frie forløb på pladen. Ellers er det primært det flydende balladespil, der dyrkes af kvartetten. Bassisten Thomas Morgan er en sand mester i den svære kunst at timekeepe flydende jazz, som vi f.eks. også kender det fra Jakob Bro. Det giver frihed til Kresten Osgood.

Den tyske saxofonist Gebhard Ullman er med til at give kvartetten det sidste. Et centralt nummer på pladen er Early november bird formations, hvor der desuden medvirker en strygerkvartet. Her spilles der en brusende frihymne, hvor det fuglene danser henover himlen. Det er meget vellykket og ikke mindst smukt.

onsdag, december 13, 2017

Lilly feat. Gilad Hekselman: Tenderly (Gateway) DL/stream

Her møder vi kombinationen af en dansk jazzsangerinde med ro og nærvær i stemmen og en israelsk jazzguitarist, der tilhører eliten på New York jazzscenen. Samarbejdet opstod i forbindelse med, at Gilad Hekselman var Artist in residence i Danmark i efteråret 2015. Han var inviteret af JazzDanmark, der på den måde giver danske jazzmusikere mulighed for at samarbejde med og blive inspireret af et verdensnavn. 

Den udfordring tog sangerinden Lilly, der tidligere har lavet nogle plader med eget materiale. Hun valgte at fokusere på jazzens standards. Det er en god idé, da det er et fælles udgangspunkt for mange jazzmusikere, der har melodierne siddende i benmarven. Indspilningen foregik et par uger efter at de havde mødtes til jam session på La Fontaine. I løbet af en enkelt indspilningdsdag får de skabt en smuk udgivelse. Mine favoritter er uden tvivl Charlie Hadens First Song (for Ruth) med tekst af Abbey Lincoln og Chick Coreas You're Everything fra det klassisk album Light as a feather. De får skabt noget nyt og personligt af de velkendte melodier. 

mandag, december 11, 2017

Årets 10 bedste danske jazzplader 2017... og lidt til

Tidligere i år skrev jeg et indlæg her på bloggen om, at 2017 var et godt år set ud fra et jazzbloggerperspektiv. Der var kommet mange nye gode danske jazzudgivelser. Både fra de erfarne og de debuterende. Det mener jeg stadigvæk. 
Det er nu blevet tid til, at gøre året op. Der hvor jeg kigger tilbage og vurderer hvilke plader der skal trækkes frem fra stakken og have ekstra meget ros. Det er forhåbentlig indlysende at det ikke er en let opgave. Der er nogle parametre som jeg vælger pladerne ud fra. For det første vil jeg gerne give et bredt og repræsentativt billede af hvad der foregår på den danske jazzscene. Listen over årets bedste danske jazzplader skal være et koncentrat af det bedste, som er strømmet gennem mine ører i løbet af året. Der er abstrakt jazz, fusionsjazz, big band jazz, nedlagt-kirke-i-Estland-jazz, triojazz, straight jazz, årstids jazz, nordisk jazz og overflødighedshornsjazz. Der er også kommet en jazzhistorisk udgivelse i år, der skal have særlig ros.

Først og fremmest skal Lasse Mørck trækkes frem. Jeg har valgt at give ham Jazznytprisen 2017. Allerede da jeg hørte pladen første gang, satte jeg ham på observationlisten som en evt. jazznytprismodtager. Jeg er vendt tilbage pladen mange siden da. Den har ikke skuffet undervejs. Lasse har været i megahård konkurrence fra flere andre kandidater. I forbindelse med at han fik prisen d. 10. december var der en reportage her på bloggen. Her vil jeg forsøge at uddybe hvorfor og hvordan Lasse slog mig omkuld, da jeg blev ramt i min bløde jazzmave af hans suveræne jazz.

Lyt til dansk jazz. Det fortjener dine ører, sindet, hjertet, sjælen og kroppen. God fornøjelse.

JAZZNYTPRISEN 2017
Lasse Mørck Quartet: Imagining places I’ve never been (Lasse Mørck) 
Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 
Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.

Morten Schantz: Godspeed (Edition)
Han har lavet et uforfalsket fusionsalbum i en vanvittig vellykket 2017-aftapning. Han har sat sig bag en flåde af nye og gamle synths og keyboards. Han spacer ud uden, at forfalde til at lyde som et fusionsmuseum a la 1985. Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Weather Report og Joe Zawinul i den bedste mening. Schantz og Neset har et partnerskab der tåler sammenligning med Zawinul og Wayne Shorters i Weather Report. De komplementerer hinanden og får de bedste sider frem. Anton Egers trommer er spændt til det yderste. Han er vildt pushy og helt fremme på beatet. Han giver Schantz og Neset et pace, hvor de konstant spiller lige så skarpt som en nyspidset blyant.

Ran Blake/Kresten Osgood: The Dorothy Wallace Suite (ILK)
Der er ikke overladt plads til tilfældigheder. Det er som et opkog, et koncentrat af Blake's og Osgood's musikalske evner. Det er et stemningsmættet klaverspil, hvor klassisk musik, Monk og jazzens historie kigger frem. Der er både noget sårbart og noget skrøbeligt blandet op med en beslutsomhed og insisterende fortælling. Det passer Osgood, der i sit trommespil griber mulighederne.

Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
Foråret symboliseres blandt andet med glad-i-låget nummeret Dancing like a dane, der spjætter, sprutter og spræller. Sommeren åbnes med For those now gone der både er regn og torden. Her er de fire blæsere i smukt samspil. Det sidste Sommer-nummer The Mess and the See-Through Dress efterlader en masse bobler i kroppen. Efteråret er Song for the relatively young, hvor Zeeberg sender en musikalsk tanke til Horse Orchestra, hvis medlemmer også er med på pladen. Det er valsende jazz med masser af messing, blandt andet en skøn trompet fra Kimestad. Efteråret er også Sky piece, hvor der lukkes ned og gøres klar til vinter, der med afslutteren Mit Starren Fingern og åbneren Segway to hell er knistrende skarp og kolossalt skæv

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga)
Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Simon Eskildsen Trio: Introducing the Simon Eskildsen Trio (Simon Eskildsen)
Det syder, sprøjter og svinger om ørene på trioen. Sejthen er kendt for sit insisterende steady basspil. Daniel Sommer placerer sig tæt sammen med Sejthen. Det giver et mættet spil. Simon Eskildsen animerer trioen via sit rytmestærke klaverspil. Improvisationerne vokser frem af melodierne, der er fulde af varme og nærvær. Endnu en gang kommer der en anbefalelsesværdig jazzplade fra Aarhus, der sætter en tyk streg under at byen i disse år er inde i en gylden jazzperiode. 

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK)
Omdrejninger er et album der på flere planer er meget anbefalelsesværdigt. Det færdige produkt med gatefoldcover, en flot grafisk udformning, det medfølgende hæfte med billeder af bl.a. Peter Ganushkin og videoen er i særklasse. Det lydmæssige indhold holder det samme høje niveau. Så er du til eksperimenterende eller abstrakt musik, er dette album nr. 1 på listen over plader der skal købes i 2017.

Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder
Sikke da et overflødighedshorn! Emil de Waal har samlet en personlig, stærk og original gruppe af musikere omkring sig på albummet Gamle Nyheder. Numrene på pladen er et meget originalt udvalg af  "klassikere" fra bl.a. 70'ernes tv sendeflade. Gamle Nyheder er et must for den musikglade dansker. Originaliteten og autenciteten er i højsædet. Det er et af årets højdepunkter i dansk jazz.

Kira Skov/Maria Faust: In The Beginning (Stunt)
Faust og Skov har søgt tilbage mod det tabte og det glemte. Smerte, savn og tro gennemsyrer musikken der blev til under en fælles rejse til Estlands sydlige grænseområder. De blander estisk musik, klassisk, jazz og indierock. In the beginning er uanset genre et af de absolut stærkeste albums jeg har hørt i år. 

Kathrine Windfeld Big Band: Latency (Stunt)
På Latency bruger hun mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren.

Årets historiske jazzudgivelse
Trio 65½: 66 67 (Storyville)
På jazzstandards som Stella by starlight, There will never be another you og Someday my Prince will come er det tydeligt at trioen er I særklasse i dansk jazz på det tidspunkt. De spiller forrygende godt sammen. Kenneth Knudsen er i hopla og spiller med en frygtindgydende melodisk ligefremhed, der er en Bill Evans værdig.  Ib Lund Nielsen spiller bas med en overbevisende tyngde og myndighed, der passer godt i Trio 65½. Det er dynamisk og uimponeret jazz.

søndag, december 10, 2017

Jazznytprisen 2017

Siden 2004 har jeg haft bloggen Jazznyt. Her anmelder jeg nye jazzudgivelser. I de sidste 10 år er det blevet til et par hundrede stykker om året. Her er halvdelen danske udgivelser. Det er også derfor at jeg hvert år kårer de 10 bedste danske jazzudgivelser. Jeg har alligevel hørt det meste. Siden 2012 har jeg også uddelt Jazznytprisen til en kunstner som fortjener ekstra meget opmærksomhed og hæder. De fem foregående vindere har været Stefan Pasborg, Jakob Bro, Carsten Dahl, Jakob Buchanan og Jens Mikkel Madsen. I år tilfalder hæderen bassisten og komponisten Lasse Mørck. Han har lavet et jazzalbum der holder mange år frem.

Imagining Places I’ve never been er en plade, hvor Lasse Mørck inviterer os med på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. Nummeret El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder hvor Mørck måske har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 

Jeg har oplevet Lasse live flere gange sammen med Snorre Kirk. Han har en gnist, et nærvær og en musikalsk autoritet der stråler. Det er det som han får med på pladen. En plade der musikalsk spænder over mange års jazzhistorie. Det er ikke museal jazz, jazz der hylder fortiden. Det er jazz der med benene solidt plantet i nutiden. Jazz, hvor de tages udgangspunkt i muligheder og drømme. 

Snorre Kirk er med i Lasses kvartet, Tobias Wiklund er med på kornetten og som den sidste mand, Jesper Løvdal på tenorsaxen. Den klaverløse kvartet har nogle kanter, der ikke er til for at gøre ondt. Kanter der er til for at musikken mærkes og får en sjæl. Lasse samler musikerne omkring sig med indlevelse og robusthed. Han ved hvad han vil. Selv om han er yngstemanden, så er det ham der er autoriteten. Han får de gode sider frem i medspillerne.

Da jeg var til Danish Music Awards for jazzen i mandags i København sad jeg ved siden af den norske jazzanmelder Jan Granlie. Som noget af det første sagde han til mig, at Lasse Mørck var et godt valg til Jazznytprisen. Vi er flere der har set hvilken stor musiker, Lasse er. 

Det er med stor fornøjelse jeg får lov til at overrække Jazznytprisen til Lasse Mørck.

Prisen består af en tegning som den i øvrigt altid gør. Den er lavet af min søster.

Tillykke!


Tak til The Band, der gav mig lov til at låne lidt tid ved deres julekoncert på kunstmuseet Heart i Herning, hvor Snorre Kirk Kvintet og The Band spillede.

torsdag, december 07, 2017

Thomas Clausen & Carlos Malta: Dreamland (Stunt) CD/DL/stream

Thomas Clausen må være den kunstner, der har udgivet flest plader i eget navn på pladeselskabet Stunt. Han har bl.a. lavet adskillige brasiliansk inspirerede plader. I 2009 lavede han After the Carnival sammen med Carlos Malta. De er nu atter sammen. Malta er et velrespekteret navn i brasiliansk jazz og medvirkede i øvrigt også på Snarky Puppy's Family Dinner vol. 2 fra sidste år. De to musikere får lidt hjælp undervejs af trommeslageren Niclas Campagnol og bassisten Romulus Duarte.

Repertoiret er en blanding af Clausens og Maltas kompositioner. De kan både spille kammerjazz med et touch af den klassiske musik, som på After the metronome. De kan spille med virtuos humor som på deres version af den urgamle Tiger Rag. Clausen spiller også på Rhodes, som på Nippon, hvor Malta slipper fløjten og spiller på sopransax. Nøj det er fedt! 

Dreamland er en imponerende status fra Thomas Clausen, der utrætteligt og rundhåndet deler sine musikalske tanker med os.

onsdag, december 06, 2017

Michael Sunding feat. Mads Vinding: The melodies of Nordic Christmas (Gateway) CD/DL/stream

Da Michael Sunding skrev til mig, at han havde en juleplade på vej, så tænkte jeg ikke kun at det var herligt. Jeg begyndte at glæde mig. Han er atter sammen med Mads Vinding ligesom på The Melodies of Carl Nielsen fra 2015. Det var et smukt og velspillet album. Det samme gør sig gældende med The Melodies of Nordic Christmas. Her har de kastet dig over et repertoire af nordiske julesalmer. De salmer som er en del af julefolkedybet.

Sunding er nænsom og ydmyg, når han nærmer sig de melodier, som mange bærer i hjertet og finder frem en gang om året. Han tager melodien, løfter den op og improviserer over melodiernes temaer og indhold. Mads Vinding er diskret i sit elegante akkompagnement. Mine favoritter er de mindre slidte salmer som Mit hjerte altid vanker og Maria gennem torne går. Kendinge som Santa Lucia og Glade Jul er i hver sin ende af skalaen i forhold til julefreden og det virker. 

Til sidst på pladen lancerer Michael Sunding sit eget bud på et ny sang, der kan synges når vi tager turen rundt om træet. Rundt om træet, rundt i ring er med tydelige nordiske rødder og er ikke en decideret julesalme. Det er en vuggende og let munter sag, der sagtens kan synges lige før Højt fra træets grønne top. 

tirsdag, december 05, 2017

Maria McTurk & Torben Kjær Kvintet: Det eneste jeg ønsker… (Gateway) CD/DL/stream

Julen er fuld af gode melodier, som vi år efter år overspiser indtil ørets indre bukseknap ikke længere kan holdes tilbage. Vi kan så bruge de næste 11 måneder på at sy bukseknappen i igen. Det er dejligt at fylde sig med velkendte kalorier. En gang i mellem er det også dejligt at fylde sig med noget der virker velkendt, men alligevel ikke er smagt før. 

Det gør sig i høj grad gældende med Maria McTurk & Toben Kjær Kvintets nye juleplade Det eneste jeg ønsker, der indeholder 10 nye julesange. Eller "nye" er måske lidt misvisende. Det er melodier, som har ligget i en skuffe siden 60'erne og 70'erne. De er skrevet af Steen Francker, der er søn af Otto Francker. Det er ikke så svært at høre, at sønnen har lyttet til faderens velskårne melodier, hvor Dansevise og Jeg snakker med mig selv står som funklende stjerner i det forrige århundredes pop-overflow.

Sangerinden Maria McTurk er nok ikke kendt af så mange. Hun er dog en ganske erfaren sangerinde der sammen med en kvartet bestående af Torben Kjær på klaver, Henrik Bay på guitar, Niels Wilhelm Knudsen på bas, Niels Flipper Stuart på fløjte og tenorsax og Janus Templeton på trommer fanger melodiernes altmodische stemning. Der er Julebossanovaen. Der er den melankolske Julen uden dig, der gudskelov følges op af Nu falder julesneen hvid, hvor optimismen og det gode humør atter dukker op. 
Det eneste jeg ønsker er et velkomment og vedkommende juleudspil. Glædelig jul!

JAZZNYT playliste på Spotify

It's a jungle out there. Lige her tænker jeg på den rodede vildskab som du møder på en streamingtjeneste som Spotify. Hvordan finder du de nye lækre jazznumre? Spotify har en rigtig fin playliste, der hedder State of Jazz. Her skiftes der løbende ud i 50-60 aktuelle jazznumre. Det er selvfølgelig den internationale jazzscene der er i fokus - herunder også en gang i mellem noget fra Danmark.
Jeg har flere gange lavet aktuelle playlister, hvor flere har valgt at følge dem. Nu ændrer jeg taktik. Jeg laver en liste JAZZNYT, der i bedste dynamiske stil løbende bliver opdateret med de nyeste danske jazznumre. Det eneste du skal gøre er at følge listen via Spotify. 
Håber er at playlisetn får mange følgere, der hermed hele tiden er opdateret på lyden af den danske og nordiske jazzscene. Her i starten vil de aktuelle danske numre være suppleret med highlights fra 2017.

Fortæl dine venner og bekendte at listen findes, så er der god chance for, at de også lytter til dansk jazz.

onsdag, november 29, 2017

Jeppe Højgaard: Skrig hvis du har lunger (Kontentum) LP

En af de mest mærkværdige udgivelser jeg modtog sidste år var Jeppe Højgaards Gennem Glasset. En udgivelse der satte dybe spor i min lyttesjæl. En stærk konkurrent ud i det mærkværdige var Rasmus Kjærs LP Orgelimprovisationer, der var produceret af Jeppe Højgaard og ligeledes udkom sidste år. Højgaard har brugt outtakes fra Rasmus Kjærs LP som grundlag for Skrig hvis du har lunger. 

Jeppe Højgaard udtaler i forbindelse med udgivelsen, at: “Vinklen på mit album kunne godt have været, at jeg stiller mig i opposition til mangt og meget og udkæmper mange oprør. For der er en masse jeg har været imod igennem tiden, og det ville passe fint ind i forhold til musikken; men samtidigt ville det også forfladige den.” Ja, Højgaard har endnu en gang lavet en mærkværdig plade. Den kan betragtes som en oppositionel plade, hvis man sætter den i relation til anden musik. Hvis man i stedet lytter til den uden, at relatere den til andet end pladen selv. Så begynder der at ske noget.

Højgaards ultraminimalistiske tekster eller digte er skrappe ledsagere til musikken og lydene: “Skrig du har lunger. For stenene knuser. Mens træerne bruser. Alt hvad der har tunger”. Højgaard ledsager de få tekster med betydningsfulde ord, med Kjærs kirkelorgelimprovisationer, der er processeret og bearbejdet af Højgaard, der også spiller på casio keyboard, klaver og støj. Det nævnes ikke at han spiller saxofon på titelnummeret. Måske er det støjen i Jeppe Højgaards tilværelse. Saxofonen var oprindeligt det instrument han etablerede sin musikalske karriere med, i den eksperimenterende ende af jazzen.

Skrig hvis du har lunger er et af årets højdepunkter i stakken med de plader, der ikke kan og vil indhegnes. Meget anbefalelsesværdig til oppositionelle lyttere, der trænger til at slappe af fra det oppositionelle.

tirsdag, november 28, 2017

Ran Blake/Kresten Osgood: The Dorothy Wallace Suite (ILK) LP/DL/stream

Kresten Osgood er ingen novice ud i at samarbejde med amerikanske jazzlegender, der på den ene eller anden måde, har været med til at forme jazzen. Paul Bley, Dr. Lonnie Smith, Sam Rivers, Yusef Lateef, Oliver Lake og som den nyeste, pianisten Ran Blake. 

Han er måske ikke den der har tiltrukket sig de største overskrifter i jazzen. Den 82 årige pianist har gennem årene, ofte arbejdet i duosammenhæng med sangerinder. I slutningen af 60'erne blev han hyret af Gunther Schuller til New England Conservatory som underviser og var sammen med ham, med til at starte Third Stream afdelingen. Han underviser stadig på konservatoriet, bl.a. har han et kursus om film noir og jazz. 

Kresten Osgood har fulgt Blake siden sine teenageår, hvor han sidenhen opsøgte alt hvad han kunne komme i nærheden af med Blake på plade. Dengang troede han aldrig at han skulle komme til, at spille sammen med Blake.

Pladen The Dorothy Wallace Suite er en hyldest til en kvinde, der har haft stor betydning for Ran Blakes udvikling som kunstner. Ran Blake fortæller historien om den unikke kvinde på pladecoveret. Musikken er nyskrevet og suppleret med Thelonious Monk's Pannonica og Duke Ellington's Mood Indigo. 17 skæringer på 39 minutter vidner om et intenst forløb. Der er ikke overladt plads til tilfældigheder. Det er som et opkog, et koncentrat af Blake's og Osgood's musikalske evner. 

Der er spor tilbage til Blake's første soloplade fra 1965 og flere af dem han har lavet senere i karrieren. Osgood er i sin rolle som den lyttende musiker, den reflekterende, der supplerer Ran Blake's smukke klaverspil. Det er et stemningsmættet klaverspil, hvor klassisk musik, Monk og jazzens historie kigger frem. Der er både noget sårbart og noget skrøbeligt blandet op med en beslutsomhed og insisterende fortælling. Det passer Osgood. The Dorothy Wallace Suite er et stærkt og holdbart udspil fra Blake og Osgood. 

tirsdag, november 21, 2017

DMA JAZZ 2017 - konkurrence

JazzDanmark er arrangør af DMA Jazz 2017, der afholdes på Bremen i København d. 4. december. Har du lyst til at komme med til årets fest i jazzverdenen? Det eneste sted hvor du kan møde flere hundrede danske jazzmusikere på en gang. Der hvor du kan vaske fingre sammen med Lennart Ginman efter toiletbesøget. Der hvor du kan komme helt tæt på Jeppe Zeeberg, give ham et klem og fortælle ham, at du er helt vild med hans hår. Der hvor du kan give en omgang til Emil de Waal + Old News til efterfesten i baren. 

Nu har du muligheden for at vinde 2 billetter til en jazzglad aften med livemusik med Jakob Buchanan & Makiko Hirabayashi Trio, Jeppe Zeeberg & Julie Kjær, Zier Romme/Ida Hvid/Alvin Queen, The hOpening, Peter Jensen & Kathrine Windfeld Big Band og The Music of Nicolai Munch Hansen med Kira Skov i spidsen. 

Master Fatman er atter vært og som medvært har han sangerinden Birgitte Soojin.

Der er 2 x 2 billetter på højkant, stillet tilrådighed af JazzDanmark

For at deltage i konkurrencen, skal du svare på følgende spørgsmål:

Hvilke tre Jakob'er har vundet i alt fem DMA Jazz priser for Årets bedste jazzalbum siden 2003?

1) Park, Anderskov, Fischer
2) Dinesen, Bro, Buchanan
3) Thorkild, Roved, Davidsen

Send din løsning inden onsdag  d. 29. november til nielsovergaard@gmail.com med overskriften DMA JAZZ BILLET.

Vinderen får direkte besked.

mandag, november 20, 2017

Hennes Majestät: Flera tankar och jag sprängs (Hennes Majestät) CD/DL/stream

Det er svensk, det er ungt og med vokal. Der synges tilmed på svensk. Det otte mand store orkester Hennes Majestät brager i gennem med denne originale plade, der er fuld af gå-på-mod og friskhed. I et jazz-frimodigt hjørne af musikken, hvor elektroniske instrumenter og elementer af rock er med som den naturligste makker, syder og braser bandet på debutpladen. Det er Sara Hermansson der har skrevet musik og tekst. Hun spiller desuden på synth. Det er Sara Alexandersson der synger med ro og temperament i stemmen. Bandet består af guitar, synth, synthbas, trommer, trombone, basklarinet og altsax, hvor det i øvrigt er danske Amalie Dahl der tager sig af sidstnævnte.

Jeg er faldet pladask for bandet der sine steder kan minde om en pæn udgave af Tys Tys, der huserede herhjemme for 13-14 år siden. Det der falder ud til Hennes Majestäts fordel er, at der synges på svensk. Deres indiejazzpoppede stil holder på hele albummet. Tilgangen til materialet er ikke hæmmet af forudgående dogmer og hæmninger. En jättestor anbefaling fra Jazznyt af Hennes Majestät.

torsdag, november 16, 2017

Etnolab: The Science of Meetings (Gateway) CD/DL/stream

Hvorfor gøre det man plejer? Det gør saxofonisten Johan Toftegaard Knudsen, der er kendt fra Aarhus Jazz Orchestra, på ingen måde. Med bandet Etnolab forsker han i den højeksplosive blanding mellem bulgarsk og tyrkisk folkemusik og vestens jazz. Sammen med de danske musikere, Jens Christian Kwella på guitar, Torben Bøtker Bjørnskov på elbas og Frederik Emil Bülow på trommer har Johan Toftegaard Knudsen et solidt grundlag at forske i musikken på. Herudover medvirker Diyana Vasileva på vokal, Borislav Galabov på gadulka (et bulgarsk strygeinstrument) og Orhan Özgür Turan på baglama (tyrkisk strengeinstrument, også kendt som en saz).

I pressemeddelelsen fortælles der om at Johan Toftegaard Knudsen i flere år har studeret den bulgarske og tyrkiske folkemusik i dybden. Det har han sammenstillet med sin forudgående indsigt i jazzen. Når det blandes sammen, suppleret med passende doser rock, så åbnes der op for en fest af den medrivende slags. Har du været forbi Det Turkise Telt i løbet af Festugen i Aarhus, så er du på sporet af hvad det drejer sig om. Det er berusende etniske grooves med krummelurer og vindeltrapper i en grad, så man ikke behøver at indtage andet for, at blive høj. Med titler som den tyrkiske festsag Baga girdim bag budanmis og den næste sfæriske bulgarske folkemelodi Prituri se planinata er standarden sat højt.

onsdag, november 15, 2017

Blanco Y Negro: Timbero (Stunt) CD/DL/stream

Det cubanske congaskraftværk Eliel Lazo er en verdensstjerne, der til held for den danske jazzscene har valgt at bo i Danmark. Jeg har lige set en optagelse fra sidste uge på Youtube fra Blue Note Tokyo, hvor han er på scenen sammen med pianisten Michel Camilo. Her leverer Lazo en solo, hvor taget blæses af klubben i Japan.

Eliel Lazo er også aktuel på plade sammen med gruppen Blanco Y Negro. I 2006 lavede Blanco Y Negro sit første album i Cuba, hvor den allerede på det tidspunkt i Danmark bosiddende bassist Yasser Pino også medvirkede. Året efter flyttede Eliel Lazo også til Danmark. Ved trommerne var det Jonas Johansen der byggede broen mellem Cuba og Danmark. Det gør han stadig. På det nye album er der kommet to nye medlemmer med. Den svenske saxofonist Karl-Martin Almqvist, der bl.a. er kendt fra DR Big Band og endnu en cubaner, pianisten Abel Marcel, der også er med i saxofonisten David Murray’s gruppe.

Alle fem medlemmer har bidraget med kompositioner til et jazzalbum med stærk inspiration fra det cubanske. Der er Karl-Martin Almqvists smukke ballade La Aldea del Norte. Der er titelnummeret Timbero, skrevet af Lazo, der er et congaseventyr. På den og flere andre numre synger Lazo iøvrigt også. Timbero er stærkt album i international klasse.

tirsdag, november 14, 2017

An Gella: Perma (Anyines) CD/DL/stream

Det er Aske Zidore der er synomym med An Gella. Zidore har en fortid i bandet Oh No Ono, har samarbejdet med Choir of Young Believers og er desuden en flittigt brugt producer/tekniker på albums med bl.a. Lars Greve, Selvhenter, Sonja LaBianca og Cæcilie Trier. Greve og Trier er også at finde på gæstelisten på Zidores elektroniske album, der også byder på besøg fra Mads Forsby og Ribe Domkirkes Kor. 

Musikken er som at lande i en film, hvor der både er hæsblæsende menneskejagter og kærlighedsscener. Zidore favner bredt og rummer det. Det er både samlet og fragmenteret. Det fremstår samlet, fordi Zidore har en klar idé om hvilken retning musikken skal tage. Fragmenteret fordi der sker så meget hele tiden. Musikken udkommer på en CD der er vakuumpakket i en flot indpakning. Det kan på det stærkeste anbefales at købe den fysiske version, da den passer med musikken og får det til, at fremstå som et samlet hele, et færdigt produkt. 

An Gella’s Perma nutidige danske electronica i absolut særklasse. Har du et godt anlæg, kan det anbefales at lytte på høj volume. Musikken fortjener at blive hørt i en knapt så komprimeret udgave, som streamingtjenesterne byder på.

mandag, november 13, 2017

Klimaforandringer: Slægt (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Alle musikerne har berøring med de eksperimenterende dele af den danske jazzscene. Klimaforandringer, der nu er aktuelle med deres andet album Slægt, er ganske vist eksperimenterende. Jazz det dog ikke i hvert fald ikke i traditionel forstand. Lars Bech Pilgaard på guitar og vokal, Taus Bregnhøj Olesen på guitar, Peter Skibsted på bas og vokal, Rasmus Kjær på keyboards, Rune Lohse på trommer og vokal og Anders Vestergaard på trommer udgør det meget originale band. De trækker på inspiration fra afro, psych, kraut, rock og andet godt fra musikkens overflødighedshorn.

De insisterende og pågående grooves der flere steder understøttes af firserglade electrotrommer vokser frem som en avantgardistisk version af Talking Heads. Det er muligvis på grund af afroinspirationen. Der er også de krøllede guitarfigurer der snor sig om de pulserende grooves. Der er Rasmus Kjærs afsindigt skønne synthesizer der maximodulerer lyde. Prøv f.eks. at hør nummeret En tilstand, hvor Kjær giver den som en dansk udgave af en mellemøstlig bryllupsmusiker. Der er også vokalerne, der sejler i effekter. Alt det giver et album, der er som skabt til lytterne der trænger til et alternativ til det alternative. Slægt er ude på vinyl i gennemsigtig orange. 

søndag, november 12, 2017

Kjetil Mulelid Trio: Not nearly enough to buy a house (Rune Rammofon) >> Michael Bloch Trio: Circular Changes (AMP) >> MusicMusicMusic: Äventyret (Hoob Records) >> Aki Rissanen: Another North (Edition) >> Gary Peacock Trio: Tangets (ECM)

Stakken med klavertrioplader er vokset stødt de seneste måneder. Jeg har derfor samlet dem til en anmeldelse. To norske, en svensk, en finsk og til sidst en amerikansk udgivelse er kommet med i denne fem dobbelte anmeldelse.

Den første er med den debuterende trio Kjetil Mulelid Trio, der placerer sig i slipstrømmen på de to andre klavertrioer fra pladeselskabet Rune Grammofon, In The Country og Espen Eriksen Trio. Mulelid bor for tiden i København. Trioen er med landsmændene Bjørn Marius Hegge på bas og Andreas Skår Winther på trommer. Han har ladet sig inspirere af både salmer og free jazz. Der er ganske givet både noget nordisk og noget Keith Jarrett i trioen. Men mest af alt er der et stabilt og temperamentsfyldt klaverspil, der vokser på inspirerende vis, hver gang der lyttes til musikken.

Michael Bloch er ligeledes fra Norge. Han er aktuel med sit andet trioudspil. Frode Berg på bas og Anders Thorén på trommer er de to andre medlemmer af trioen. Der er ikke lige så mange kanter i Blochs klaverspil som i Mulelids. I stedet er trioens force det melodidrevne groove, hvor Berg og Thorén er friske på beatet, som en tidlig blæsende morgen på en norsk fjord.

Den svenske trio MusicMusicMusic er aktuelle med deres 8. album siden debuten fra 2004. Brødrene Fabian og Josef Kallerdahl på henholdsvis piano og bas er sammen med trommeslageren Michael Edlund. Trioen er kendetegnet ved, at de altid er nysgerrige og aldrig stillestående. Jeg har fulgt dem siden starten og hver gang er det en fornøjelse, at lytte til en ny plade fra dem. På Made in China medvirker Nils Berg på fløjte, som en lille afviger på pladen. Det afsluttende nummer på pladen er en veloplagt udgave af Bob Dylan’s You’re a big girl now.

Det er 10 år siden at jeg første gang stiftede bekendtskab med den finske pianist Aki Rissanen. Det gjorde jeg via solopladen La Lumiere Noire og så fordi han var med i European Jazz Orchestra under ledelse af Lars Møller. Det var dengang der var noget der hed P2 Jazzlive, som livesendte en af koncerterne. Nå, men nok om det. Nu gælder det Rissanens trioplade sammen med landsmændene Antti Lötjönen på bas og Teppo Mäkynen på trommer. Rissanen spiller ikke den nordiske version af triojazzen. Der er reminiscenser af klassisk musik i de komplicerede og spændende arrangementer. Det er en plade med mange lag. De lag jeg er kommet ned i har alle været insisterende. Der er sket meget finnen, der ikke er så ung længere.

Den sidste plade er ikke med en pianist i kapelmesterrollen. Den amerikanske bassist Gary Peacock er mest kendt fra Keith Jarrett Trio, hvor han har været med til, at inspirere og sætte standarden for mange af dagens klavertrioer. I sin egen trio som han startede efter, at Jarrett trioen stoppede i 2014 har Peacock taget pianisten Marc Copland og trommeslageren Joey Baron med. Det er deres andet album. De spiller primært kompostioner af Peacock, med et par afstikkere til Miles Davis’ Blue in Green og Alex North’s Spartacus. Det er triojazz i stratosfærisk verdensklasse. Baron bobler ved trommerne, Copland er af Bill Evans skolen og passer perfekt med Gry Peacock lækre lækre baslyd.


Jeg vil anbefale at du bruger din sparsomme lyttetid på Kjetil Mulelid Trio og Gary Peacock Trio, med Aki Rissanen og MusicMusicMusic som stærke outsidere.