Summer Session 2013 - Højskoletraditioner

Becca Stevens, Kasper Bai, Oliver Laumann,
Torben Westergaard, Ditte Rønn,
Helle Henning og Alexander Kragelund

"It's important to acknowledge how incredibly fortunate we are to have these able bodies, and to have the resources to be here sharing music together. Also, have a basic gratitude for the circumstances of life that brought us together here. This nirvana does not have to end when the workshop is over. Bring this spirit and energy home to your community, your family, your friends. The world needs you! Spread the word that we can live like this all the time."

Det var Dave Douglas' besked til deltagerne på Summer Session 2013. De gyldne ord faldt efter den meget smukke Bach koroplevelse som han iscenesatte på årets festaften. Beskeden gik direkte ind og rørte ved selve sjælen i den ellers meget danske højskoleoplevelse, som Summer Session også er.

Da jeg dagen efter festen kigger ind hos Dave Douglas' hold kl. 12, afrunder holdet med et nummer. De er allerede gået i gang en time før, den vanlige starttid. Holdet har været igennem et meget ambitiøst program, der omfatter en komposition fra hver af de 8 holdmedlemmer, samt en fra Dave Douglas. Jeg hører den smukke fortolkning af Dave Douglas' Be Still, der er skrevet over en Sibelius komposition. Den svenske sangerinde Almaz Yebio fortolker nummeret på betagende vis. Da de spiller koncert for alle de andre deltagere om lørdagen, afslutter de med Be Still og jublen er stor. 

Man har arbejdet på vidt forskellige måder på holdene. På Tony Allen's hold er der ikke noder. I stedet har man lyttet til originalindspilningen sammen. Herefter har man kastet sig over Allen's musik, hvor han undervejs har givet sine dessiner til nummeret. På Joe Lovano og konen Judi Silvano's hold har man arbejdet med hans forskellige kompositioner. Ved rotationerne, hvor de har været en time ved hvert hold, har Lovano fulgt den samme skabelon. Et Dizzy Gillespie nummer og et Jazz Free nummer - sidstnævnte er ikke freejazz. Det er et medrivende call and reponse nummer, hvor den improviserede jazz får frit løb. Som en deltager siger, så er det som at få besøg af hr og fru jazz, når Lovano og Silvano træder ind i rummet. Den gode stemning breder sig med det samme.

Hos Becca Stevens har man arbejdet med hendes musik. Politikens anmelder Henrik Palle skrev i forbindelse med Stevens' koncert på Jazzhouse ved jazzfestivalen, at: "De enkelte numre er identificerbare og veldrejede unika, oftest revolverende omkring et guitarbaseret riff. Som eksempelvis ’The Riddle’ eller titelnummeret ’Weightless’...fra debutten." Lige præcis de to numre arbejder Stevens' hold også med i løbet af ugen. Holdet er med en utraditionel besætning med bl.a. Marc Bernstein på basklarinet og Alexander Kragelund på kromatisk mundharpe og violin. Becca Stevens er en musiker, der ikke helmer før målet er nået. Arrangementernes kompleksitet er med til at udfordre musikerne. 

Mads Hansen, Andreas Svendsen,
Johannes Vaht og Omer Avital

I kælderen i det lille hyggelige musiklokale, er det bassisten Omer Avital, der holder til. Han danser rundt i lokalet mens han giver musikerne direktiver. Solen skinner lystigt udenfor og begge døre er åbne ud mod Vallekildes smukke park. Pludselig er han danset ud af lokalet og står udenfor og ryger (og danser) - kort efter er han tilbage og giver nye direktiver. Hos guitaristen Kurt Rosenwinkel spiller man hans numre, suppleret med et enkelt nummer af sangerinden Nina Baun. Der er klassisk Rosenwinkel-musik med nummeret Brooklyn Waiting. Med nummeret A Shifting Design får han brugt fløjte-indstillingen på det store Yamaha effektbrædt, der lyser lystigt foran ham. I det sidste lokale finder jeg pianisten Aaron Parks. Her er gode jazzfolk som Rasmus Ehlers, Jesper Løvdahl og Morten Ankarfeldt sammen med andre på vej ind i Parks' musik. Han har et smukt melodisk udtryk, der træder tydeligt frem.

Det er fascinerende, at opleve hvordan udenlandske jazzmusikere træder direkte ind i den danske højskoletradition. Her deler de deres idéer, evner og musik med eleverne. Ting som de kan tage med hjem og arbejde videre med. Kurt Rosenwinkel er lærer på Vallekilde for tredje gang. I forbindelse med hans holds afsluttende koncert om lørdagen, siger han at Summer Session hører til blandt de bedste oplevelser. Han stråler af ægte glæde over, at være på Vallekilde - selv når amerikanerfaktoren trækkes fra.

Summer Session 2013 - Inspiration

Ole Matthiessen, Aske Dasbæk og Uffe Markussen

Jeg har hørt det formuleret på flere forskellige måder men meningen er den samme. At tage på Summer Session på Vallekilde er for, at blive inspireret og udvikle sig. Finde frem til hvad det er man vil som musiker. Inspiration til videre udvikling. Det er derfor, at en musiker som Uffe Markussen er at finde på Summer Session. Den 60 årige saxofonist og DR Big Band veteran var afsted første gang i 1969 - det allerførste år. Her var han sammen med en kammerat kørt fra Frederikshavn på knallert for at deltage i herlighederne. Markussen var senere stævneleder i 1986-87, hvor han hentede den legendariske saxofonist Joe Henderson til stævnet - det er noget der stadig tales om i jazzmiljøet. Markussen var på Kurt Rosenwinkels hold sammen med unge folk som trommeslageren Andreas Fryland og bassisten Morten Haxholm. Det var et hold, hvor Rosenwinkel avancerede og spændende kompositioner fik vinger på ny. Et hold hvor musikerne tydeligvis blev inspireret. Jeg hørte Markussen føre an i en nattejam sammen med pianisten Ole Matthiessen, der har været med på alle jazzstævner siden starten. Her var ingen musikalsk træthed at spore, da de spillede med de langt yngre musikere  Aske Drasbæk (sax), Hans Olding (guitar) og Andreas Svendsen (trommer).

Når aftenens jams går i gang er Vallekilde en sand guldgrube for hard core jazz-jazz musikere, der har jazzens standards hængende løst ud af hornet. 

Der sker også andet. Jeg stødte ved 1-tiden på en eksperimenterende elektrojam med guitaristerne Thomas Maintz og Søren Raaschou. Maintz havde fyldt gulvet foran sig med effektpedaler. Raaschou havde ladet guitaren være guitar og i stedet fyldt et lille bord med iPad og hjemmelavede elektroinstrumenter - bl.a. en cigarkasse med en elektrofeedbackhøjttaler. Andre musikere sad ind og var med til at skabe stemningsfyldte soundscapes.

Tony Allen og Joe Lovano

Dagene på Vallekilde er en række af gode oplevelser. Som f.eks. fredag aften hvor Joe Lovano og Tony Allen spillede duo-koncert. Mødet mellem afrobeat-stilskaberen og Lovano var en særegen og spændende oplevelse. Lovano bevarer sig selv i jazz-afrobeatmødet og er samtidig opfangende. Det var en stor oplevelse, at høre to musikalske personligheder mødes på denne måde. Det var ikke ubetinget godt. De prøvede tydeligvis nogle former og tanker af for åbent tæppe. De viste musikalsk modighed ved, at stille sig op foran en masse musikerkolleger og prøve det uafprøvede. Det bør være en inspiration for deltagerne. Allen og Lovano overskred musikalske og personlige grænser. Det er en del af jazzens væsen. At afsøge sig selv og hinanden, samtidig med at der kommer noget levende og følelsesmæssigt bevægende ud af det. Det handler ikke kun om virtuositet. Det handler om at satse sig selv. Helt "out" var det nu ikke. Mens jeg har skrevet disse linjer, har jeg haft Joe Lovano's nyeste og anbefalelsesværdige album Cross Cultures i ørerne. Her hedder et af de sidste numre Drum chant og peger i retning af det som Allen og Lovano lavede.

Party Time! - Summer Session 2013 dag 2

Dave Douglas dirigerer det store kor

Jeg var til fest i går aftes. Det blev en fest af episke dimensioner. Det hele startede med interaktiv jazzfodbold, hvor Charlie Parker's Donna Lee og Moose The Mooche var en del af den meget avancerede fodboldkamp. Reglerne kan sandsynligvis rekvireres ved stævnets ledere, hvis det skulle have interesse. 

Herefter var de forskellige instruktører værter ved nogle små arrangementer. Dave Douglas brugte samtlige deltagere til at lave et kor, der sang Bach's Es ist genug, so nimm, Herr og Ach Gott, wie manches herzeleid. Det var magisk og meget rørende at høre. Herefter bød aftenen på intimkoncert i mørke med Aaron Parks, der spillede melodisk soloklaver til en række billeder der blev vist på en skærm. I højskolens kirkerum spillede Becca Stevens også en solokoncert, hvor hun fik alle til, at synge med. Det er noget ganske specielt, når alle der synger med er musikere. Joe Lovano's happening var af en anden karakter. Alle fik en sammenrullet avis. Jeg troede at vi skulle lave noget spændende rytmehalløj. Men nixen bixen. Vi skulle slå fluer ihjel. De fluer der havde generet Lovano i løbet af dagen skulle møde deres endeligt. Men de var væk! I stedet måtte en sølle natsværmer lide en rituel død. Hos Kurt Rosenwinkel var vi inviteret til pre-listening party. Han spillede numre fra sit kommende brasiliansk-inspirerede album der kommer til, at hedde Caipirinha. Her blev vi meget passende budt på drinken Caipirinha - der er Brasiliens nationaldrink.

Afrobeatparty

Det lå i luften, at der skulle være afrobeatparty. I den ene ende af lokalet var der bar og i den anden var der opstillet percussion i stor stil. Nonstop flød rytmerne nu i de næste mange timer. Afrobeatmesteren Tony Alllen satte beatet mens forskellige musikere dukkede op undervejs. Kurt Rosenwinkel spillede den tungeste funkbas. Malene Mortensen rappede. Den unge trommeslager Mathias Wolf "sang" MC Einar's Arh der! Blæserne fyldte godt op. De to percussionister Lars Storck og Rikke Bjerre - der begge er på Tony Allens hold, satte en fed musikalsk dagsorden under festen. Der blev danset i stor stil!

JazzDanmarks video fra festen

Summer Session 2013 - The Party from JazzDanmark on Vimeo.

Du kan gå en tur i skoven - Summer Session 2013 dag 1

Joe Lovano

Du kan gå en tur i skoven for, at træne. Du kan også gå en tur i skoven for, at se, høre og føle det der er omkring dig. Det var det billede, den amerikanske saxofonist Joe Lovano brugte under onsdagens masterclass for saxofonister på Vallekilde højskole. Han blev spurgt om, hvorfor han ikke blæste de andre musikere omkuld, når han var rundt på de forskellige hold for at undervise. Det ville Lovano gøre, hvis det var en idrætsgren. Men det er det ikke, som han sagde. 

Jeg er for tredje år i træk på Summer Session på Vallekilde Højskole. Det er JazzDanmark der er arrangør af ugen, der bedst kan betegnes som videre- eller efteruddannelse for professionelle jazzmusikere. Det er her, at Joe Lovano sammen med konen og sangerinden Judi Silvano er for andet år i streg som undervisere. Det er de sammen med andre af jazzens største navne. To af dem, skiller sig ud. Den ene er den stilskabende nigerianske trommeslager Tony Allen, der var med i Fela Kuti's band i 70'erne. Her var Allen med til, at skabe og udvikle afrobeaten. Han har selvfølgelig elementer af jazz i sin musik - men det er afrobeat, han er kongen af. Den amerikanske singer/songwriter Becca Stevens er heller ikke jazzmusiker. Hun synger og spiller guitar. Hendes musik og arrangementer er komplicerede at spille - men let at lytte til.

Da jeg ankom onsdag, sidst på eftermiddagen var der udsigt til masterclasses. Trommeslagerne ved Tony Allen, sangerne ved Becca Stevens etc. Jeg valgte altså Joe Lovano. Der talte om "the legacy", om at finde sin lyd og tone. Selv når Lovano taler, er luften tyk af jazz. Han vendte flere gange tilbage til begrebet "sonic, harmonic & melodic" i løbet af lektionen. Han talte om vigtigheden at være bevidst om de begreber, når man spiller på saxofonen. Som jazznørd og ikke-saxofonist, var det interessant at sidde sammen med garvede fok som Uffe Marcussen, Emil Hess, Pelle Fridell, Marc Bernstein og Michael Blicher og se dem suge viden til sig. Der blev også talt om mundstykkestykkelser, blade og andet saxofonfrækt. 

Inden aftenen blev til nat, åbnede Ole Matthiessens biograf. Her viste han dokumentarfilmen, der blev lavet på sidste års summersessions. Højdepunktet i filmen kom da The Fringe og Joe Lovano spillede den efterhånden legendariske neandertalerkoncert ved lejrbålet. Bagefter viste Ole nogle klip med Bud Powell. Jeg sad lige bag lærerne Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks, der  begge flippede fuldstændigt ud over Powell's vilde klaverspil.

Kurt Rosenwinkel og Per Møllehøj

Inden natten blev til dag, var det tid til nattejam. Her hyggede jazzmusikerne sig med jazzstandards (er man "rigtig" jazzmusiker, kan man den slags på rygraden). Jeg hørte bl.a. bassisten AC og trommeslageren Mikkel Hess - der sammen med pianisten Nikolaj Hess og JazzDanmarks utrættelige projektleder Lars Meiling er cheferne på årets Summer Session. AC og Mikkel spillede sammen med pianisten Aaron Parks en vidunderlig version af There is no greater love. Guitaristen Kurt Rosenwinkel spillede også friskt til ved en nattejam sammen med læreren og bassisten Omer Avital. Da klokken var 02.00 havde jeg været på farten i 20 timer og besluttede mig for, at sengen var et godt sted at opholde sig.

Der var jo også en dag i morgen - med musik, musik og musik.

Summer Session 2013 - Jeg er klar!

Jazzbloggeren og Joe Lovano

Joe Lovano på sax, Aaron Parks på piano, Kurt Rosenwinkel på guitar, Dave Douglas på trompet, Omer Avital på bas og Tony Allen på trommer med Becca Stevens som gæstevokalist kunne godt være et line up på et allstar album. Det er det ikke. 

Det er det allstar line up som huserer på Vallekilde højskole i det vestsjællandske i denne uge. Her er de instruktører på hvert deres hold eller combo som det kaldes. Det er hold der også sagtens kunne være et line up til en jazzkoncert i Danmark. Her er både veteraner, unge løver og andet godt fra den danske jazzscene. Jeg har de sidste to år rapporteret fra højskolen her på bloggen. Det vil atter ske fra i morgen, hvor jeg tjekker ind på det, der i denne uge kan kaldes jordens fedeste jazzspot. Følg med her på bloggen. Der kommer friske opslag hver dag indtil på lørdag.

Dave Douglas Quintet: Time Travel (Greenleaf)

Det er over en måned siden at jeg modtog denne plade til anmeldelse. Den udkommer i dag, så det er selvfølgelig meget passende med en anmeldelse nu. Det er ekstra passende fordi det i sidste uge blev offentliggjort at trompetisten Dave Douglas er en af lærerne på årets Summer Session på Vallekilde Højskole. Blandt de andre lærere finder man også Joe Lovano (som Douglas spillede med på sidste års Cph. Jazzfestival), Kurt Rosenwinkel og Aaron Parks.

På det aktuelle album Time Travel bruger han den samme kvintet som det var tilfældet med sidste års kritikerroste album Be Still. Denne gang er det bare uden sang. Saxofonisten Jon Irabagon fra Mostly Other People Do The Killing er et fremtrædende medlem af kvintetten. Her spiller han tenorsax, selv om det er altsax'en han er mest kendt for.

Er det 60'ernes jazz, med den samme mentale stemning som findes i Miles Davis kvintet, man brænder for. Så er det her en plade, man bliver nødt til at give et lyt. Dave Douglas er i straightspillende topform. Han lyder i sin tone egentlig ikke specielt meget som Miles Davis. Han drikker dog af samme inspirationskilde, der fostrede Miles Davis Quintet. Dave Douglas har i sin tighte kvintet, nogle musikere der er på bølgelængde med ham. Irabagons sax smager af Wayne Shorter. Matt Mitchell's pianospil er præcist i anslaget som man kender fra Herbie Hancock. Douglas kan i andre projekter have en tendens til, at blive noget flagrende. På Time Travel er det ikke tilfældet. Det er ultrajazz med jazz på.

greenleafmusic.com

Summer Session 2012 - det er ikke slut før det er slut

Klokken er kvart i syv om morgenen og jeg skal til at forlade højskolen i Vallekilde. Det er søndag og Summer Session er slut eller det vil sige næsten. For da jeg går forbi et lokale strømmer der musik ud. Jeg kigger ind og her er tre knap så morgenfriske musikere i gang med et af nattens sidste numre. Ved gårsdagens aftensmad blev der lanceret en konkurrence om hvilken musiker der holdt længst ved nattens jam session. Præmien er det oversize-vandgevær, som Joe Lovano brugte til sit spaceman-kostume ved neanderthal happeningen tidligere på ugen - det er selvfølgelig signeret. Både Anders Banke, Nina Baun og Nikolaj Hess virker til at være ved godt mod, da jeg kigger ind. Så måske spiller de endnu? Med Hess's solo i øret tjekker jeg ud fra en af de vildeste musikalske oplevelser jeg længe har haft.

Det var store finaledag i går. De syv forskellige hold har haft den sidste øvning inden de skal præsentere deres materiale for de andre. Der ryddes op i øvelokalerne. Den sidste rene skjorte findes frem af kufferten. Det er nu, de skal blæse hjertet ud. Det er kulminationen på syv dages intenst ophold i musikkens vidunderlige verden. Det er nu at produktet præsenteres. Selv om processen - alt det de har været i gennem i løbet af ugen - i endnu højere grad er produktet. Det de kan tage med hjem i musikalske baggage. Der er mange danske jazzplader der har inspiratorisk rod i Summer Session på Vallekilde. Jeg hørte flere gange, at de oplevelser de havde haft på Summer Session gav dem ny  inspiration. 

Joe Lovano og Judi Silvano's hold sender nogle kærlige musikalske hilsner til Coltrane's musikalske arv. Den hemmelige sangjuvel Frida Asmussen synger så bevægende smukt, at et andet holds instruktør er rørt til tårer. Lage Lunds hold med Kjeld Lauritsen på hammond og Sigurdur Flosason på altsax - to musikere vi kommer til at høre mere med sammen i fremtiden - spiller numre af holdets elever. Holdets sangerinde Nina Baun brænder i særlig grad i gennem med hendes nummer. Der er aftensmad inden de næste koncerter og det store gruppefoto skal tages. 

Tysham Sorey's hold har lange rækker af nodeark foran sig. Sorey sidder foran gruppen og dirigerer. Det er det nærmeste man kommer på kammermusik på den jazzede måde. Store dele af Oblique suite pt. 1 er skrevet ned. Nogle steder er det aftaler der skal huskes og andre steder igen er det impro. Flere af gruppens medlemmer har givet udtryk for at de har været presset til det yderste og været tilfredse med det. Trommeslageren Peter Bruun har det tydeligvis som en fisk i vandet. Sorey har sat nogle dybe spor i de mange musikere der har været i berøring med ham i løbet af ugen. Det ville være spændende at se ham igen i Danmark. 

I kælderen hos Larry Grenadier og Rebecca Martin præsenteres nyskreven musik. Musik lavet af holdets medlemmer i fællesskab. Holdet spiller udadvendt og lyst. Her er den 19 årige trommeslager og konservatoriestuderende Mathias Andreasen kommet med i sidste øjeblik. Han har uimponeret kastet sig over opgaven. Hos The Fringe er der fyldt godt op. The Fringe spiller med holdet. De starter i den frie jazz der ad omveje går over i et heftigt udadvendt nummer, hvor blæserne får rummet helt op at ringe. Sikken en fest. Pulsen er stadig oppe, da jeg kommer over i Kirkesalen, hvor Enrico Pieranunzi og hold er klar. Det bliver en flot finale, hvor jeg endnu en gang imponeres af den svenske trompetist Nils Jansson. Ham bliver jeg nødt til, at tjekke noget mere ud.

Tak for denne gang. Tak til JazzDanmark fordi de inviterede mig. Tak til alle de søde, positive og aldrig kedelige musikere. Summer Session 2012 var noget specielt. Holdinstruktørerne var deltagende i det meste. De spillede ved nattejams med en smittende spilleglæde og spredte en masse gode vibrationer. Jeg talte med Summer Session-veteranen Christina von Bülow der var med for syvende gang siden 1999. Selv om det var tydeligt på hende at Summer Session 2012 var i særklasse, så kunne hun ikke sætte den over andre. Summer Session er noget helt specielt hver gang.

Summer Session 2012 - Øjeblikket og nuet

Claus Waidtløw, Joe Lovano, Carsten Landors,
Morten Haxholm og Michael Blicher

Livet er en lang række af "NU" oplevelser, hændelser og øjeblikke. Der er situationer hvor hele sanseapparatet sættes i beredskab, fordi man vil have at det skal være sådan. Alt skal indfanges og memoreres ned i mindste detalje. Hvad hørte jeg, hvad så jeg, hvilke tanker fløj gennem hovedet og hvem var der? Det kan være vilde, kærlige, rørende eller på andre måder bevægende situationer. Når det handler om musik er der nogle øjeblikke hvor alt går op i en højere enhed. Hvor kroppen gennemstrømmes af boblende fornemmelser som var det en forelskelse. Der var stunder i går, hvor det løftede sig ubeskriveligt smukt. 

Jeg spiste aftensmad sammen med guitaristen Jesper Agesen, der lige havde haft Joe Lovano som gæsteinstruktør på sit hold. Jesper er på trompetisten Ralph Alessi's hold. Jeg var der, da de lige var startet. Jeg lagde med det samme mærke til Jesper, der stod og strålede midt i rummet. Han var tydeligvis helt oppe at ringe. Over aftensmaden går snakken om dagens oplevelser og Jesper fortæller om oplevelsen med Joe Lovano. Han behøvede ikke at fortælle mere. Jeg havde allerede set at Jesper havde et af den slags øjeblikke, man tager frem i hukommelsen ved helt særlige lejligheder. 

Der var koncert med Enrico Pieranunzi i kirkesalen i går aftes. 5 kvarters intens musik. Først solo, så duo med Larry Grenadier for så at slutte af med trio, hvor Tyshawn Sorey også var med. En heftig oplevelse, hvor jeg synes at det var lidt forkert at der ikke sad en mand ved døren, hvor man skulle vise sin billet. God damn, de kunne jo have spillet i Den Sorte DIamant under Copenhagen Jazzfestival. Efter koncerten var der nogle undervisningssessions, der nok gav mest mening hvis man er musiker. 

Jeg daffede lidt rundt på højskolen og kom forbi et lokale, hvor saxofonisten Michael Blicher var på vej ud af døren for at finde en bassist. Der var jam i luften. Jørgen Emborg, Claus Waidtløw, Morten Lund og Tomas Trulsson var klar. Nå ja, det var mr. Lovano altså også. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen kommer ad døren med glas og vinflaske mellem hænderne og får dem byttet ud med bassen. Waidtløw foreslår noget Coltrane. Valget falder på 26-2 fra 1960-albummet Coltrane's sound. Så er der altså jam af en anden verden. Nu er jeg ikke velbevandret ud i jam sessions, hvor der ikke er et inviteret publikum til stede. Men det her er altså det vildeste! Kenneth afløses af Larry Grenadier. Emborg afløses af Piernanunzi og pludselig er Morten Lund Quartet samlet. Morten havde inden Summer Session joket med at hans nye kvartet bestod af Lovano, Pieranunzi og Grenadier. Nu har han endelig samlet kvartetten med gæstemusikere som guitaristen Søren Dahl, Waidtløw og Blicher. De spiller Bye Bye Blackbird. Jeg ved ikke hvornår Lund får samlet kvartetten igen, men jeg skal nok komme. Jam'en fortsætter med løbende udskiftning af musikere. Lovano er hele tiden klar. Det er Waidtløw i øvrigt også. Det var et stort øjeblik. Jeg glemte helt at der var spontan direktion med Tyshawn Sorey. Hvilket der så heller ikke var, da jeg i morges (formiddag) fik at vide at det var aflyst.

Summer Session 2012 - Rundt hos holdene

Katrine Suwalski, Bob Gulotti og John Lockwood

Min morgenmad blev indtaget i selskab med bloggeren Andrew Dubber, der er inviteret til Summer Session. Han skal komme med idéer til musikerne om hvilken strategi de kan bruge for, at få deres musik ud til lytterne. Han har bloggen andrewdubber.com hvor han også har skrevet om Summer Session. Han har lavet bogen Music in the digital age, der er et must-read for musikeren i den digitale alder. Han gav mig nogle gode idéer til min blog hen over morgenmaden. Det vil du forhåbentlig se frugten af indenfor den nærmeste tid her på Jazznyt.

Efter morgenmaden går undervisningen i gang kl. 12.00 - udenfor denne jazzboble er 12 rimeligt meget op ad dagen, men når der er nogen har spillet til klokken ?? om morgenen, er det nok meget fint. Jeg gik ned i kælderen til Larry Grenadier og Rebecca Martin's hold. Her har man i løbet af ugen på små hold af 3 mand lavet nogle nye melodier. Men da jeg kom ind, var det violinisten Ingrid Hagels Country house der skulle spilles. Et bluesy melankolsk nummer, hvor melodi og ro er bærende elementer. Grenadier taler om at være opmærksom på volume, ikke som i hvor højt man spiller men som i hvor meget man fylder. 

The Fringe's hold er i gang med et nummer af bassisten John Lockwood. Det er et rigtigt trommenummer, hvor Carsten Landors suppleres af The Fringe-trommeslageren Bob Gulotti. Blæserne bruger lejligheden til at blæse i gennem. Uffe Steen ryster noget evil magi ud over guitaren. Da jeg forlader The Fringe går jeg over på den anden side af gangen, hvor Joe Lovano's hold befinder sig. Jeg overhales af Jørgen Emborg der har hænderne fulde af nodeark. Han sender hurtigt noderne rundt i lokalet. Der tales kort om, hvordan nummeret skal være. Kort tid efter er Joe Lovano allerede i gang med den første solo i et boblende up-tempo nummer. Jeg ville ikke have problemer med at betale 50$ for at høre det her på en jazzklub i New York, hvor jeg musikalsk føler mig hensat til.

Der er koncerter med alle holdene i morgen. Det fornemmes i de lokaler, jeg bevæger mig rundt i over middag. Hos Lage Lund har de sammensat et program af musik komponeret af holdets elever. Hos Tyshawn Sorey øves der stadig på Sorey's komplicerede musik. Alle musikerne er presset til deres yderste og har det godt med det.

Under hele Summer Session har dokumentarfilminstruktøren Laura Ludmilla Sørensen gået rundt med sit kamera og opsuget indtryk, der skal blive til en 25 minutter lang dokumentarfilm. Jeg vender tilbage med mere om den, når det er aktuelt. Om lidt er der koncert med Enrico Pieranunzi, først solo, så duo med Larry Grenadier og til sidst trio, hvor Tyshawn Sorey føjes til. Så er der master classes og til sidst er der Tyshawn Sorey med improviseret direktion…det må jeg vist hellere opleve for, at finde ud af hvad det er.

Summer Session 2012 - Lejrbål og fest

Der er noget ganske unikt over at være på højskole for at lære. Når det så drejer sig om veletablerede danske jazzmusikere som Uffe Steen, Sinne Eeg, Morten Lund, Jørgen Emborg og Christina von Bülow eller yngre folk som Richard Andersson, Andreas Fryland, Kenneth Dahl Knudsen og Nina Baun Jeppesen der tager på højskole for at lære af verdensstjerner som Joe Lovano og Enrico Pieranunzi har vi bevæget os ind på et felt, hvor det bliver svært at sammenligne det med noget overhovedet. Det er som hvis Lady Gaga kom til Danmark, hang ud på en højskole og underviste folk som Medina. Eller som hvis FC Barcelona hang ud en uge sammen med FCK. Det ville selvfølgelig aldrig ske og giver næppe nogen mening. Derfor er det ekstra fedt at opleve en trio som The Fringe der har spillet sammen i over 40 år boble over af spillelyst og -glæde. De har indtaget højskoleånden i store doser. Den har sat sig blodet på dem.

I går aftes var der fest. Vi blev mødt af TS Høeg i gården, der veloplagt rystede nogle kropslige jazzdigte af sig. Herefter fulgte nestoren Hugo Rasmussen os over til højskolens bålsted. Vi fik et glas champagne og hyggede os ved bålet. Lige pludselig stod der tre hulemænd midt i forsamlingen og mumlede uforståelige gloser. Var det tre af de lokale der var på vej til klubaften i rollespilsklubben? Nej det var The Fringe, der spillede primaljazz i skoven. Stemningen var på sit højeste, da Joe Lovano trådte ind på scenen klædt ud som safariversionen af Buzz Lightyear. Nu steg stemningen de sidste grader op til kogepunktet. Lovano og The Fringe spillede op til hinanden og publikum. Joe Lovano, det er altså ham den altid elegante fyr, jeg har 20+ plader med hjemme på CD-hylden. Ham der måske er den største saxofonist i sin generation. Her står han ved lejrbålet sammen The Fringe og finder ur-stemmen frem. Alligevel er der ingen tvivl! Det er Joe Lovano, det er fantastisk!

Tyshawn Sorey igen i nat i spidsen for en funkjam. Da den havde været i gang i et par timer, havde jeg fået en funk overdose. Jeg lister ud af rummet. Fra et andet rum strømmer sangen Nobody does it better ud. Jeg går ind og ser at det er Sinne Eeg der synger med Christina von Bülow ved klaveret. Der er ikke andre i rummet. What the heck, tænker jeg og sætter mig ind og hører Sinne give den max-gas. Kort efter kommer Nikolaj Hess og overtager klaveret mens von Bülow og Eeg synger duet. De synger lidt sammen og bliver så suppleret med Claus Waidtløw på sax og kort efter med The Fringe-trommeslageren Bob Gulotti. En jam har taget form. Body and soul som de så passende spiller.

Efterskrift:
The Fringe's optræden ved lejrbålet var et hint til deres album Return of the Neanderthal Man fra 1989, et freejazz album som du kan høre lidt fra her: allmusic.com/album/return-of-the-neanderthal-man-mw0000311425

Summer Session 2012 - Ben Websters prutter

Hugo Rasmussen og Marc Bernstein

Jeg var kommet alt for tidligt op, her til morgen. Tanken om en lækker brunch gør det hele lidt lettere. Dagen starter rigtigt hyggeligt. Jeg sidder bla. sammen med Hugo Rasmussen, der underholder med historier fra gamle dage. Han har en særdeles skarp hukommelse om andre musikere. Snakken falder på Ben Webster, hvor der sidste nat blev vist et gammelt klip med Webster, big bandet og en storrygende Niels Jørgen Steen. Det skete i den tidligere DR-medarbejder Ole Mathiessens natbiograf. Webster var kendt for sit fiseri. Han kunne liste snigere ud, der lagde sig som en tung dunst omkring manden. Han har sågar sluppet en vind foran trommeslagere, der ikke gjorde det godt nok. Forklaringen på hans kraftige flatulens, lå i den mad han spiste. Han havde altid gang i en gryde med kål, hvor han en gang i mellem kom noget flæsk i han kogte med. Således opmuntret i selskab med en storgrinende Hugo Rasmussen kunne dagen begynde at tage form. Den gik fra prutter til shit - men vel at mærke af den hippe slags…The Hip Shit.

Tyshawn Sorey er talk of the town her på Vallekilde. Evnerne som trommeslager er indlysende for enhver der har set og hørt ham. Han spiller med en kompleksitet  og intuition, hvor man fornemmer de mange lag han opererer i. Hen over frokosten blev der ved det bord, hvor jeg sad, diskuteret om manden var en hyperintelligent autist. Det intelligente er der ikke tvivl om. Autist er han dog ikke med den empati og evne han har til at fornemme de andre musikere. Jeg overværede en time med hans hold. Her var de i gang med en bid af hans musik. Jeg fik et spændende indblik i den kollektive proces, hvor Sorey nok er komponisten og ved hvad han vil med musikken. Det lukker ikke af for, at hans elever kan komme med indspark til nummerets udvikling. Han spiller som så mange andre jazzmusikere også andre instrumenter. Forskellen er blot at han mestrer piano og trombone i særklasse, så meget at han også spiller offentligt på dem. 

I aften er der fest her på Vallekilde. Hvad det indebærer, ved jeg ikke. Jeg synes at det har været en fest siden jeg kom.

Summer Session 2012 - Lærerkoncert og Nattejam

Tyshawn Sorey

Det er nu 22 timer siden at jeg stod op derhjemme i virkeligheden. Klokken er nu fire om natten og gennem det åbne vindue strømmer lyden af en jamsession der ikke vil dø. Den jam jeg fulgte i over to timer. En jam der udviklede sig fra lyden af 70'ernes CTI-pladeselskab med Freddie Hubbard. Lækre funky toner, der blev strammet endnu mere op, da Tyshawn Sorey satte sig bag trommerne. Hårdtslående tight og med en masse action. Funken fortsatte, gik over i Stevie Wonders Superstiton for ad omveje at udvikle sig til latinrytmer, Oye como va, Tequila og andre velkendte toner. Der var ingen pauser, musikere kiggede ind, blev hængende, spillede med eller dansede. Et festfyrværkeri af en afslutning på en dag, der også bød på lærerkoncert, hvor jeg hørte for lidt til trioen The Fringe med George Garzone, den trio som alle taler om på Summer Session. De to foregående aftener har de spillet to timer lange koncerter, hvor de er blevet suppleret med Sorey og Joe Lovano. Rygtet siger, at de kun ville undervise på Vallekilde, hvis de fik lov til at spille koncert hver aften.

Ved lærerkoncerten sidder jeg helt foran og kan følge den italienske pianist Enrico Pieranunzi helt tæt. Han spiller træfsikkert og tøver aldrig på trods af at det er første gang han spiller sammen med flere af de andre. Koncerten har tiltrukket enkelte gæster udefra. P8 Jazz-redaktionen, Hugo Rasmussen, medlemmer af JazzDanmarks bestyrelse, Tove Enevoldsen, Ib Skovgaard og andre jazzfreaks. Det bliver næsten til to timer inden de holder. Sangerinden Rebecca Martin har et fint, næsten skrøbeligt udtryk, der gør stort indtryk. Hun er på Summer Session sammen med hendes mand, bassisten Larry Grenadier. Da han spiller duet sammen med bassisten fra The Fringe, John Lockwood sidder Hugo Rasmussen ved siden af mig og nynner med af vellyst.

Koncerten afsluttes med en heftig kollektiv udgave af Ornette Coleman's Lonely woman. 

Natten kan begynde med jams og andet godt.

Summer Session Vallekilde 2012 - de første fire timer

Joe Lovano og Kjeld Lauritsen

JazzDanmarks Summersession har været i gang siden i søndags. 60 skandinaviske jazzmusikere undervises af en række udenlandske jazzmusikere, hvor flere sagtens kan fylde pladsen ud som hovednavn på en jazzfestival. Jeg er igen inviteret og landede i eftermiddags på Vallekilde Højskole.

Eftermiddag i min tidsregning vel at mærke, for her på højskolen var man kun nået til frokosten. Undervisningen blev genoptaget kl. 15.00, hvor jeg fulgte i hælene på Joe Lovano, der med de danske saxofonister Jesper Løvdal, Claus Waidtløv og Michael Blicher har fået nogle mønsterelever. Morten Lund skulle sidde ved trommerne, men da jeg trådte ind i loklet, havde Lovano kastet sig over Lunds trommer. Han spillede supertjekket mens en jam langsomt tog form. Jeg blev i lokalet mens de fortsatte med at øve på et nummer af Jørgen Emborg, der sidder ved klaveret. Lovano's kone Judi Silvano er en energisk og positiv sangerinde, der bringer det næste nummer på banen. Jeg havde et indtryk af at hendes baggrund var klassisk. Det var ikke det der sprang frem på trommehinden da de indøvede nummeret. Et kraftfyldt nummer, hvor Lovano spillede på den klarinetlignende taragot. 

Det er nu mine evner udi delt opmærksomhed testes. jeg kan vælge at fise videre til det næste lokale…men hvilket skal jeg vælge? Der er så meget… Jeg ender i lokalet hvor trommeslageren Tyshawn Sorey underviser. Det er det sidste af undervisningen jeg fanger og jeg har allerede hørt rygter om, at han presser sit hold til det yderste. Her er taktskifte noget man spiser til morgenmad og så ellers skyller ned med kaffen. Tak ska' du ellers have! Jeg vender tilbage med forhåbentlig flere Tyshawn Sorey-oplevelser de næste par dage.

Inden aftensmaden roterer lærerne og har en enkelt time med en af de andre læreres hold. Jeg hører Enrico Pieranunzi sammen med The Fringe's hold, hvor saxofonisterne Jeppe Skjold og Jacob Danielsen laver ballade i gaden med et frijazzet indspark midt i standarden Oleo, der får Pieranunzi til at stoppe ved klaveret og måbe. Joe Lovano blæser igennem på Lage Lunds hold, hvor Kjeld Lauritsen skaber good vibes på hammond. 

Der er aftensmad kl. 18.00 og jeg ender ved et bord sammen med den islandske saxofonist Sigurdur Flosason, som lavede det flotte album Land & Sky sammen med Cathrine Legardh sidste år. Bassisten Jens Skou Olsen fortæller om, at han skal i gang med en ph. d. Trommeslageren Casper Mikkelsen sidder der sammen med Sinne Eeg og Marc Bernstein. 

Jeg prøver lige at trække vejret en ekstra gang og håber ikke, at du faldt af undervejs. Der var megen namedropping. Og i aften er der lærerkoncert!!!

Jeg er på Summer Session indtil de lukker og slukker i weekenden. Jeg vil dagligt blogge løs om oplevelserne.

På Højskole med jazzen

- efterskrift
Det har været en intens oplevelse at få lov til, at være med på JazzDanmarks Summer Session på Vallekilde Højskole. Der er føjet nye dimensioner til min afgrundsdybe kærlighed til jazzen.
Jazz på Vallekilde er en institution i dansk jazz. Nye musikalske relationer er opstået og inspirationerne har flydt frit. Der er ingen tvivl om at mange jazzmusikere har fået noget med fra Vallekilde. Den nye stævneleder Jakob Bro har været med så længe at han har haft NHØP som lærer. Ligeledes har Bro's viceinspektører, brødrene Hess fået vigtige input til deres karriere.
Men hvorfor?
Hvad er det der sker på Vallekilde?
Det er en uge hvor musikere lægger sig ned, tager imod, presses og får noget med hjem. Måske ikke noget der direkte kan omsættes. Men noget der sætter spor og mærker på musikersjælen. Det er interessant at følge hvordan musikerne arbejder sammen på tværs af forskelligheder som alder og erfaring.
Der er seniorveteranen, trommeslageren Ole Streenberg der var med i de tidlige år på Vallekilde - dengang Dexter Gordon var underviser. Der er veteraner som Jørgen Emborg og Uffe Steen, erfarne men mindre kendte folk som Thomas Walbum og Poul Weis. Folk med godt gang i karrieren som Nicolai Munch Hansen og Stefan Pasborg. Unge stjerneskud som August Rosenbaum og Andreas Fryland. Som jazzfan har jeg lagt mig ned og forsvarsløst taget imod og hørt musik jeg ikke kan ryste af mig.
Så må jeg leve med at Jeff Ballard afløser Kresten Osgood i Thomas Morgans gruppe i dag, fordi Osgood skal hjem til sit barns fødselsdag. Jeg må også leve med det er i aften at lærerne giver koncert for eleverne.
Men det ændrer ikke på det fede i oplevelser som da trommeslageren Bob Moses midt i sin lange talestrøm under undervisningen af sit hold, stoppede op og sagde: "Hi Niels, How are You. Is everything OK?" hvortil jeg svarede: "Most definitely, Bob, Thank You!"

På Højskole med jazzen

- den anden dag
Jeg havde syv steder jeg kunne gå hen for at høre musik, da undervisningen startede i dag. Valget var som før nævnt faldet på Kenny Wheeler, der for flere år siden passerede 80 år. Han er en lille mand der ikke er særligt godt gående, så da jeg ser ham bliver jeg bekymret for hans skrøbelighed. Kan han overhovedet spille på flygelhornet? På Wheelers hold er instrumentkollegaen Jakob Buchanan, der får en særlig hilsen fra Wheeler, da han træder ind i rummet. Det er tydeligt at se at der er noget helt specielt mellem de to musikere. Hele fire svenskere er der på holdet, heriblandt trommeslageren Peter Nilsson. Guitaristen Thomas Maintz, pianisten Søren Bebe og sangerinden Cathrine Legardh har også fornøjelsen af at være sammen med Wheeler. De er alle tre begejstrede for at spille med Wheeler. Jeg hører dem spille For Jan, et nummer som Norma Winstone har skrevet teksten til. En stille ballade i en valseagtig takt. Her hører jeg pludselig Wheeler blæse sikkert igennem. Der er ikke nogen usikkerhed i intonation eller lignende. I det følgende nummer Sly eyes - der er en tango - tager han en solo, så der ingen tvivl er om hvorfor Kenny Wheeler er en legende.
Det er nu over tolv timer siden at jeg forlod lokalet med Kenny Wheeler's hold. Siden da har jeg hørt og set ting, der trygt kan placere sig i min hukommelse som meget stort.
Marc Ribot spiller med sit hold Albert Ayler kompositionen Bells. Den spilles som en hymne, der stille bygges op i storhed for så at blive splittet i atomer. Både trompetisten Snorri Sigurdsson og altsaxofonisten Jakob Elvstrøm fanger smukt sjælen i nummeret.

Bassisten Thomas Morgan har et hold nede i kælderen fjernt fra de andre rum. Uffe Steen på guitar, Lars Greve og Jesper Løvdal på sax, Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Nicolai Munch Hansen er et dreamteam. Får de noget ud af det? De er musikere der i særlig grad udbygger og komplementerer hinanden. Det oplever jeg også senere på dagen, da James Blood Ulmer har afløst Thomas Morgan. Fyrre minutters uafbrudt musik afsluttes med Blood Ulmer's ord "That was pretty free", hvilket det også var, men strukturløst var det ikke. Ulmers skæve guitarfigurer væver sig ind og ud og holder det sammen på en særlig måde.
Saxofonisten Chris Speed har sangerinden Frida Asmussen på sit hold. Jeg har ikke hørt hende før og kan da såre undre mig over, at hun ikke har udgivet noget - sidste nat hørte jeg hende synge standards, det kan hun også. Jeg hører gruppen spille et meget smukt nummer med en nærmest minimalistisk enkel blæserfigur, som gennemgående tema. Originalt.
Andrew Cyrille har trommeslageren Ole Streenberg på sit hold. Streenberg instrueres på engelsk af Cyrille og svarer pænt på dansk. To ældre herrer mødes over trommerne. Jeg hører holdet kæmpe med et kompliceret nummer, der skifter taktart i et djævelsk højt tempo. Inde ved siden af har Bob Moses sit hold. Han taler med trommerne imens jeg er der. Senere på dagen hører jeg Moses sammen med Wheeler's hold. Han er en sand mester i lange indskudte sætninger - hvilket han blandt andet viser da han er tilfreds med tempoet - han går direkte over i at fortælle om tempi, der hverken er hurtige eller langsomme. Fem minutter senere kan han sætte nummeret i gang.

Wheeler tog hjem i eftermiddags og i stedet kom hans gamle makker, pianisten John Taylor. Han holdt masterclass efter aftensmaden, hvor han benytter lejligheden til, at spille soloklaver. Taylor fortæller om det musikken er kommet af - han havde hentet inspirationen til første nummer fra musik til en sportsudsendelse, men der var også inspiration fra Olivier Messiaen. Taylor havde det tydeligvis bedst med at tale gennem musikken. Han var meget lidt prætentiøs når han skulle tale om sig selv - det gled lidt lettere, når det var andre der skulle tales om.
Trommeslageren Jeff Ballard var også kommet i eftermiddags og havde holdt masterclass samtidig med Taylor. Efterfølgende var han jamvært. It could happen to You og SubconsiusLee med de tre tenorer Anders Bast, Jesper Løvdal og Pelle Fridell. Inspirerende at høre de tre forskellligt spillende herrer. Natten var åben for jamsession. Jeg hørte en helt særlig med saxofonisten Petter Wettre, der med Stefan Pasborg, Nikolaj Hess og Morten Christian Haxholm spillede Wettres musik. Det blev en spændende oplevelse, at høre dem at arbejde med musikken.
Da jeg gik over på mit værelse for at skrive dette var der stadig jam i pejsestuen. Nu er klokken ved at være halv tre om natten og umiddelbart lyder det roligt på Højskolen her i det sjællandske.

På Højskole med jazzen

- den første dag
Det er ved at være middagstid. Det vil sige at det er først på dagen på Vallekilde Højskole, hvor 60 jazzmusikere lige nu er samlet og undervises af 7 udenlandske jazzmusikere. Stemningen er afslappet, der flyder saxtoner fra et rum nedenfor. Om lidt begynder undervisningen på de syv hold. Når jeg kigger ned over listen, er det ikke let at træffe et valg. Hvem skal jeg lytte til? Der er så mange seje danske musikere der er sat sammen på holdene. Men valget er truffet efter at have spist morgenmad sammen med Jakob Buchanan, der mandag aften spillede koncert med Kenny Wheeler. Buchanan fortæller at det er en af de største oplevelser i hans liv, at spille og få undervisning af Wheeler. En musiker der har sat så dybe spor i Buchanans musik.
Da jeg ankom tirsdag skulle alle musikerne spille sammen i festsalen under ledelse af Butch Lacy. Han havde skrevet stykket Three Oasis til lejligheden. Musikerne var blevet bedt om at tage deres instrumenter med, hvilket var forholdsvis let for blæserne og bassisterne. Mens hovedparten af trommeslagerne og pianisterne fandt nogle alternativer. Der var melodi, groove og sammenhæng i den første del, hvorefter det hele blev frit. Det blev en imponerende oplevelse at høre så mange spille frit med afsæt i Lacy's musik. Det blev ikke den kakofoni, jeg havde frygtet.
Tirsdag aften var festaften, hvor Kresten Osgood var DJ med en lille Philips rejsegrammofon. Han spillede obskure skiver - bla. en soloskive med Sal Mosca, der lød supergodt. Et af de tilbagevendende højdepunkter på Vallekilde er bordtennisturneringen, hvor Jakob Bro tidligere har triumferet. Men som stævneleder havde han i år valgt at være dommer. Men de århusianske jazzmusikere kan åbenbart noget med battet. Guitaristen Søren Dahl udmanøvrerede knebent bassisten Jens Kristian Andersen i finalen.

Natten var endnu ung og lidt nattejam blev der også plads til. Ole Mathiessen viste gamle guldklumper fra Montmartre i den lille biograf, hvor jeg så Dexter Gordon i selskab med en 18 årig NHØP spille en dødsforagtende virtuos solo. Imens jammede saxofonisten Pelle Fridell, trommeslageren Jesper Bo Knudsen, den islandske trompetist Snorri Sigurdsson og flere andre sammen med bassisten Jonathan Bremer, der fejrede 20 års fødselsdag.
Da jeg gik i seng en gang efter kl. 3 i nat var det med Stefan Pasborgs vilde afrobeat siddende i kroppen. Han havde ført an i en jam der talte jazzmusikere, der ikke var i stand til at køre bil.
Onsdag startede med brunch i selskab med musikere, der har været med til at give mit liv et soundtrack - nu skulle jeg opleve dem på en helt anden måde...

Det er også derfor jeg elsker jazz

Jeg har i den seneste tid fortalt folk at jeg skal på Højskole.

"Sammen med familien?" - har folk spurgt.

"Næh sammen med Danmarks bedste jazzmusikere, der skal undervises af 9 udenlandske hotshots."

"Jamen du er da ikke jazzmusiker, Niels" - har alle så svaret tilbage.

”Nej men jeg har fået lov til at være en flue på væggen, så jeg kan skrive om det her på bloggen.”

Der kommer 58 jazzmusikere, hvor størsteparten er danske og nogle enkelte er svenskere. Underviserne (og adskillige af eleverne) er for en jazznørd som mig i samme klasse som kaffe er om morgenen (og resten af dagen). Outstanding!

Jeg oplevede i sommeren 1991 guitaristen Marc Ribot sammen med Elvis Costello på Cirkus i Stockholm, hvor Ribot var en af de bærende kræfter i Costello's daværende backing band Rude 5. Han brændte så meget igennem at jeg fortsat kan fremkalde lyden af Ribot's skæve og direkte guitarspil. For et par uger siden var jeg på ferie i Berlin. Her besøgte jeg Det Jødiske Museum, hvor der var en særudstilling om Radical Jewish Culture, hvor et af hovedområderne var John Zorn's værk Kristallnacht fra starten af 90'erne. Her var Marc Ribot en af de bærende musikere i opførelsen. Han medvirker desuden i min musikalske bevidsthed på tre af de bedste plader (uanset genre) der nogensinde er lavet. Elvis Costello's Spike, Tom Waits' Raindogs og Lounge Lizards' Big Heart Live in Tokyo.

Pianisten John Taylor og trompetisten Kenny Wheeler der begge kommer som undervisere på Summersession havde i 70'erne trioen Azimuth sammen med sangerinden Norma Winstone. Der findes en trippel-CD, hvor pladeselskabet ECM Records har samlet de tre første udgivelser med trioen. Norma Winstone's ordløse sang er sammen med Wheeler's smukke trompet og flygelhorn og John Taylor's åbne pianospil der suppleres med orgel og synth i særklasse. Det er dybt original og bevægende musik båret af de tre musikeres store virtuositet og musikalske kommunikation. Jeg kommer til at tænke på trioen Equilibrium med Mikkel Ploug, Sissel Vera Pettersen og Joachim Badenhorst, der er båret af noget af den samme kammermusikalske urkraft. Både Wheeler og Taylor har nogle store bagkataloger hos pladeselskabet ECM Records. De har også begge indspillet med danske musikere. John Taylor medvirker på Marilyn Mazurs nye album Celestial circle og i 1996 var han med på Karsten Houmark Quartet's Jazzpar-plade. Mens Wheeler medvirkede på Houmarks LP fra 1985; Karsten Houmark Quintet.

Lee Konitz kommer desværre ikke, da han er syg. Han fik en hjerneblødning for en måned siden under en tour i Australien, og er stadig mærket af det. JazzDanmark og ledelsen af Summer Session har været i dialog med Lee og hans manager gennem hele forløbet og havde indtil det sidste håbet på, at han kunne tage afsted. Desværre er han stadig for svækket til at rejse til Danmark. I stedet kommer saxofonisten Chris Speed. Han er ikke ukendt for det danske jazzpublikum og har ofte spillet i landet sammen med bla. Jak(c)ob'erne Bro, Anderskov og Buchanan. Blandt mine pladefavoritter med Speed er Peter Bruun's Buffalo Age fra 2007, Uri Caine Ensemble's Plays Mozart fra 2006 og Jacob Anderskov's Agnostic Revelations fra 2010.

Trommeslageren Jeff Ballard var også underviser på Vallekilde i 2004. Han har siden spillet en del gange i Danmark sammen med stjernepianisten Brad Mehldau. Han regnes ikke uden grund for at være en af de helt store trommeslagere i dagens jazz. Jazzpublikummet lagde første gang rigtgt mærke til ham, da han sad bag trommerne hos Chick Corea fra sluthalvfemserne. Han medvirkede bla. på et af mine Corea-favoritalbums Past, present and futures fra 2001 i kompetent og tydelig stil. Sammen med trioen FLY med Mark Turner og Larry Grenadier har han også lavet to sublime albums.

Legendariske trommeslagere af lidt ældre dato end Ballard er også på Vallekilde i næste uge. Andrew Cyrille regnes for at være en af de helt store freejazz trommeslagere, noget han blandt andet demonstrerede i de mange år frem til 1975 han var fast trommeslager for Cecil Taylor. Cyrille har siden haft egne grupper og i trio sammen med Søren Kjærgaard har han på to albums vist sine uovertrufne evner. Bob Moses er en helt anden type trommeslager der fra slutningen af 60'erne gjorde sig gældende i jazzrock-sammenhænge med bal. Larry Coryell. Men også Gary Burton brugte Moses. Herfra kendte den unge guitarist Pat Metheny Moses. Metheny's legendariske solodebut Bright size life fra 1975, hvor Jaco Pastorius spiller bas har inspireret mange jazzmusikere gennem årene.

Jokeren på holdet er sangeren og guitaristen James Blood Ulmer. Han har musikalsk bevæget sig indenfor freejazz, funk og blues - gerne blandet sammen. Med andre ord er han en ener. Hans ujævne produktion fik i 2005 et højdepunkt med soloalbummet Birthright, hvor Ulmer's uortodokse blues flyder fra højttalerne og brænder sig fast. Jeg er spændt på denne frie guitarist og sanger.

Sidste mand er bassisten Thomas Morgan, der medvirker på August Rosenbaums roste debutplade Beholder fra sidste år. Morgan har i særdeleshed gjort opmærksom på sig selv sammen med Paul Motian på flere plader. Jeg skrev om Morgan i forbindelse med hans medvirken på John Abercrombie's Wait till you see her fra 2009, at han spiller sparsomt og understregende enkelt og at han tilhører en kategori af bassister der har et undertrykt power-udtryk.

Da jeg mødte JazzDanmarks mand på Summersessionprojektet, Lars Meiling til Spot Festival, spurgte han om jeg havde lyst til at komme på Vallekilde til Summersession et par dage. Jeg fik med andre ord lov til at være sammen med en ordentlig bunke af de musikere, der til dagligt fylder rigtigt meget på pladehylderne i min stue. Musikere der hele tiden finder frem til mine ører. Så selvfølgelig sagde jeg ja. Der findes vist ikke andre musikbloggere i andre musikgenrer der får så fint et tilbud.

Jeg ved ikke hvad der venter mig. Bare den forjættende tanke om at være sammen med nogle musikere man beundrer så meget. Jeg skal bare ikke dele det med nogen (udover jer læsere). Det bliver i rammer hvor musikerne givetvis prøver sig selv og hinanden af. Det er for en enkelt gangs skyld ikke noget de gør for publikums skyld, der er ikke nogen der skal høre det (udover musikerkollegerne). Der er ingen leflen. Kun eksperimenter og kærlighed til musikken i store mængder.

Jeg glæder mig!

- og håber at jeg får omsat det i nogle spændende blogposts her på bloggen.

Jazznyt på Summersession

Den årligt tilbagevendende Summersession på Vallekilde Højskole, hvor danske jazzmusikere modtager undervisning fra en række af jazzens helt store navne leverer igen i år en perlerække af undervisere, der hver især har sat deres præg på jazzens historie.
Lee Konitz behøver ikke nogen større introduktion, den 83 årige altsaxofonist var med på Miles Davis' indspilninger fra 1949 der blev til Birth of the cool. Konitz var også med på Jakob Bros roste Balladeering 60 år senere. Jakob Bro er sammen med Nikolaj og Mikkel Hess ansvarlige for årets program.
Der er intet mindre end tre trommeslagere blandt underviserne i år. Andrew Cyrille sad bag trommerne hos Cecil Taylor i 15 år. I dag er den 71 årige trommeslager bla. med i pianisten Søren Kjærgaards trio, der også kan opleves på årets Copenhagen Jazz Festival.
Bob Moses var med i den tidlige jazzrock i 60'erne sammen med Larry Coryell. Senere spillede han sammen med Gary Burton og Pat Metheny i deres grupper. Moses har lavet den klassiske musikteoretiske bog Drum Wisdom.
Jeff Ballard er kendt for sit trommespil hos bla. Brad Mehldau, Kurt Rosenwinkel, Chick Corea og Joshua Redman. Men også samarbejdet med Mark Turner og Larry Grenadier i Fly har givet genklang. Herhjemme har han medvirket på plader med Nikolaj Hess og Jesper Løvdal.
Den canadiske trompetist Kenny Wheeler blev 80 år i januar. Han har samarbejdet med en lang række af den internationale jazzscenes største navne som Dave Holland, Jan Garbarek, Keith Jarrrett og Jack DeJohnette. Han har ofte spillet sammen med Lee Konitz men også en anden af årets undervisere, den engelske pianist John Taylor. De dannede i 1977 trioen Azimuth sammen med den formidable sangerinde Norma Winstone. John Taylor har næsten lige spillet på Montmartre sammen med Mads Vinding og Alex Riel og medvirker desuden på Marilyn Mazurs nye album.
Guitaristen James Blood Ulmer er en ener på freejazzscenen. Hans inspiration kommer fra bluesmusikken og sammen med elementer fra Ornette Colemans harmolodiske skole er han en sammensat musiker, der både har lavet rootsbaserede plader og et mere råt og afklædt udtryk i bla. gruppen Phalanx.
Der er også en anden grænseløs og meget personlig guitarist blandt underviserne. Marc Ribot har gjort tjeneste på no wave scenen i New York sammen med bla. John Zorn. Han har spillet rock med Elvis Costello og Tom Waits og sidste år udgav han albummet Silent Movies, der var med på mange årets bedste jazzpladelister ved årets slutning.
Den sidste underviser er også den yngste. Bassisten Thomas Morgan er allerede et etableret navn i New York, hvor han spiller regelmæsigt med folk som Paul Motian og John Abercrombie. Men også sammen med danske August Rosenbaum, hvor Morgan medvirkede på Rosenbaums flotte debut Beholder fra sidste år.
Er du musiker kan du stadig nå at tilmelde dig til inden d. 6. juni. Det foregår d. 7-14. august.
Er du ikke musiker, kan du glæde dig til min reportage fra årets Summersession.

jazzdanmark.dk/danske-projekter/summer-session-2011