Toftemark/Benack III Quartet: Roadmap (April Records) LP/CD/digital

 

Saxofonisten Andreas Toftemark tog turen til New York City og Amsterdam, hvor han brugte det meste af sine unge år i tyverne på at blive endnu bedre til at spille saxofon, the hard way. Nu har han lavet en plade sammen med new yorkeren og trompetisten Benny Benack III og et fedt hold musikere; Rasmus Sørensen på piano, finske Kaisa Mäensivu på bas og amerikanske Joe Peri på trommer. 

Pladen åbner med et par skønne numre i hard bop traditionen. Herefter følger pladens eneste ballade, hvor Benny Benack III har lagt trompeten til side og har fundet den indre crooner frem. Noget han også gerne gør på sine egne plader. Vinylpladens A-side lukker ned med Sørensens New York Attitude, der oser af intens storbystemning.

B-siden åbner med modal-jazz nummeret Underground, hvor Benacks rene og ukunstlede trompet kommer til sin ret. Det er jazz der er helt fremme i bussen. Kvintetten spiller med så megen ro og overskud, at de ikke forcerer noget. Mäensivus The Lemur har et funky groove, der bølger lækkert frem. Bennack kan trykke trompetens ventiler i bund i mere end en forstand. Det er jazz af den rette støbning, hvor fem af tidens bedste jazzmusikere mødes og gør hinanden bedre. 

https://andreastoftemark.bandcamp.com/album/roadmap

Scandinavian Art Ensemble with Tomasz Stanko: The Copenhagen Session vol. 2 (April Records) LP/CD/digital

 

Volume 1 kom i sommers, hvor jeg skrev om det vilde i, at noget så fantastisk musik der blev indspillet for næsten 10 år siden, først nu kommer til live ude ved jazzlytternes højtalere. Den polske jazzlegende Tomasz Stanko der forlod os for 7 år siden er på ingen måde glemt. Her føjer de to albums endnu et kapitel til fortællingen om ham. Her er han sammen med et hold musikere fra Danmark, Finland, Norge, Sverige, Island og selvfølgelig fra Polen. 

De seks numre på pladen er meget forskellige og alligevel efterlader de et samlet udtryk. Musikken er skrevet af eksempelvis Artur Tuznik, der også spiller klaver på pladen. Han bidrager med den enkle og meget smukke Morning Ballad, hvor Tuznik kommer i velfortjent fokus. Ensemblets saxofonist Thomas Hass bidrager med Anti-Freeze, hvor Richard Anderssons bas og Radek Wosko’s trommer finder sammen i et malende groove mens blæsere, vibrafon, klaver og sang svæver ovenover det hele, inden de dykker ned i substansen, hvor det er trompeten der kommer til sin ret.

Pladens højdepunkt indtræffer allerede med det første nummer. Det er Stanko’s So Nice fra det mesterlige 2009-album Dark Eyes. De ni musikere føjer nyt til nummeret og er samtidig tro mod den musikalske fortælling.

The Copenhagen Session Vol. 2 skal selvfølgelig erhverves hvis du allerede har vol. 1. Har du kun råd til en af dem, så skal du gå efter vol. 2.

Bandcamp

Jazznyts anmeldelse af den første plade

Kaptajn Ørentvist + Pierre Bastien: Vanishing worlds//Kaptajn Ørentvist + Giancarlo Schiaffini: Grappa rules//Kaptajn Ørentvist + Jimi Tenor: Paradox Island (Ninth World Music) CD/digital

 

Tre udgivelser fra Jørgen Teller og PO Jørgens’ band Kaptajn Ørentvist på en gang i tre forskellige samarbejder har sendt lyttelapperne på overarbejde. 

På den første er Kaptajn Ørentvist sammen med den franske multiinstrumentalist Pierre Bastien. Bastien laver selv instrumenter, hvor metalbyggelegetøjet Mecano altid har været en del af instrumentariet. Han spiller også på præpareret kornet, negle violin, rotererende fløjter og diverse elastikinstrumenter. Det fortæller en hel del om den ukonventionelle musikers tilgang til musikken. Derfor passer han også godt sammen med Kaptajn Ørentvist, der på ingen måde gør det forventede. Det er tre legelystne, ekstremt nysgerrige musikalske væsener der mødes i et improvisatorisk hav af muligheder.

Den 83 årige italienske Giancarlo Schiaffini spiller trombone og intet andet. Han er bla. kendt fra samarbejder med Lol Coxhill og Thurston Moore. Her bevæger Kaptajn Ørentvist over i et mere europæisk klingende free jazz lignende univers. Jørgen Teller holder sig til en akustisk guitar med stålstrenge mens PO Jørgens er i percussionhjørnet. En højeksplosiv og meget intens plade.

Min favorit i stakken er samarbejdet med finske Jimi Tenor, der spiller fløjte, tenorsax og keyboards. Her er Kaptajn Ørentvist udvidet med Erik Kimestad på trompet og Kristian Tangvik på tuba og elektronik. De fem musikere finder sammen på en bund af PO Jørgens frie rytmer, der aldrig løber tør for energi. PO Jørgens har suget alverdens musik til sig - og ud kommer der nye veje der sender tankerne i mange retninger. Her er mere elektronik end på de to andre plader. Det er som om at det musikalske vokabularium er uendeligt. Der sker hele tiden noget uventet. Det er særligt Jimi Tenors og Erik Kimestad soli der får min opmærksomhed. Lyt feks. til det uforlignelige nummer Black Blood. PO Jørgens skaber et grovve fra en anden verden. Pladen får en stor anbefaling herfra.

PO Jørgens på Facebook

Scandinavian Art Ensemble with Tomasz Stanko: The Copenhagen Session vol. 1 (April Records) LP/CD/digital

 

Det er vildt, at den bare har ligget og ventet på, at blive udgivet. Det er over 9 år siden, at den polske jazzlegende Tomasz Stanko gik i studiet med en polsk/skandinavisk gruppe. Nu er den første plade med dem kommet. De mødtes første gang i forbindelse med JazzDanmarks Summer Session i 2015, hvor internationale jazzmusikere underviser jazzmusikere. De plejer at have en uge sammen, hvorefter de skilles og aldrig spiller sammen igen. Sådan gik det ikke med Stanko. Her blev holdet samlet i februar 2016, hvor de udover at gå i studiet også var på en lille Danmarksturné. 

Stanko’s hold bestod af instrumentkollegerne Tomasz Dabrowski og Snorri Sigurðarson, den finske vokalist Johanna Elina Sulkunen, Martin Fabricius på vibrafon, Thomas Hass på tenorsax, Artur Tuźnik på piano, Richard Andersson på bas og Radek Wośko på trommer. Den skarpe iagttager har nok fanget at der udover Stanko er tre andre polakker i bandet. 

På vol. 1 spiller de enkelt komposition af Stanko, det er Dark eyes of Martha Hirsch, der oprindeligt er fra 2009-pladen Dark Eyes, hvor danskerne Jakob Bro og Anders AC Christensen medvirkede. Her får vi både en solo fra Hass og Stanko himself. De fire andre numre er skrevet af Sigurðarson, Fabricius, Andersson og Sulkunen. Sidstnævnte er med tekst, hvor Sulkunen ellers medvirker med ordløs sang på andre numre, hvilket passer fint ind i musikken. 

Med så mange musikere og temperamenter kunne man godt frygte, at det blev en noget ustruktureret omgang. Det er det overhovedet ikke. Her er nogle musikere, der samles i et helt unikt musikalsk møde, hvor Stanko’s sjæl er med i det hele. En stor og unik udgivelse. Jeg glæder mig til vol. 2.

Bandcamp

Artturi Rönkä, Daniel Sommer & Thommy Andersson: Lost Threads (April Records) LP/CD/digital

 

Så er trommeslageren og komponisten Daniel Sommer kommet til sidste kapitel i hans nordiske trilogi. Tre plader med trioer. De to første kom sidste år, hvor Arve Henriksen og Arild Andersen var i fokus. Jeg havde endda Arve Henriksen pladen med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2024.

På den sidste plade er det samarbejdet med den finske pianist Artturi Rönkä det handler om. Sommer og Rönkä kender hinanden fra tidligere udgivelser. Det er den herboende svenske bassist Thommy Andersson der fuldender trioen. Musikken er indspillet i Helsinki uden brug af hovedtelefoner og redigeringsudstyr. Det er rent og uforfalsket triojazz, hvor musikerne smelter sammen i et samlet udtryk. Musikken er opstået I Rönkäs stue, hvor Sommer og Rönkä improviserede musikken frem, indspillede den og efterfølgende transkriberede elementer der blev udgangspunkt for pladens ni kompositioner. 

Thommy Anderssons intense og samlende basspil er perfekt for trioens rolige og melankolske udtryk. Den mærkbare stilhed i musikken sætter aftryk. Sommer og Rönkä har et særligt forhold til hinanden gennem musikken. Sommers trommespil er i særklasse, hvilket han allerede har vist med de to første plader i trilogien. Rönkä får bragt noget godt frem i Daniel Sommer og omvendt. En anbefalelsesværdig plade til triojazz connoisseurs, der gerne vil det nordiske - men er vokset fra det transparente og luftige.

Bandcamp

Iiro Rantala HEL Trio på Godset d. 27. sept. - præsenteret af Jazz6000

 

Forventningerne var skruet godt og grundigt i vejret. Den finske pianist Iiro Rantala udgav i sommers den forrygende plade Tough Stuff, sammen med sin nye trio HEL. En trio der minder meget om Iiro Rantalas gamle Trio Töykeät, som jeg hørte meget i starten af nullerne. Jeg var samtidig også sikker på at de kunne indfri forventningerne.

Med Anton Eger på trommer er man sikker på at der både er spænding, stor musikalsk tilstedeværelse og en god portion underholdningsværdi. Sammen med den urokkeligt sikre Conor Chaplin, der er englænder- men bor i København har Rantala en sikker grund at stå på.

Trioen indtog scenen med fuld fart - her var ikke plads til tilbageholdenhed og tøvende adfærd.

De lagde ud med Stockholm Syndrome fra det nye album og vi nåede i gennem hele albummet i løbet af aftenen. Han havde også Dave Grusins Rag Bag på programmet sammen med Weather Reports Young and fine. Der var en tand mere power i Rag Bag end jeg tror Grusin kunne forestille sig. Masser af bund i stortrommen sammen med lir og overskud. 

Rantala er en dreven pianist, iklædt en sprælsk blazer og nogle comfy sutsko, spillede han med melodien i hjertet og en percussiv tilgang til tangenterne. Han overlod en masse plads til Eger og Chaplin, der begge diskede op med soloer, der tilfredsstillede et begejstret publikum. "Anton - du har revnet dine bukser", som min sidekammerat sagde, da han mente at trommeslageren spillede røven ud af buksene. Trioen spillede med humor og lod den strømme ud over publikum, som da de spillede Tae Kwon Don’t der blandede kampsport og finsk tango.

Aftenen bød på to sæt. De åbnede anden afdeling med Das Handtuch, hvor Rantala præparerede klaveret med ølflasker, vandflaske, mikrofonstativfod og håndklæder- som han snedigt fik afmonteret mens han allerede var i gang med næste nummer, Cabaret Perdu. 

De spillede to numre der var tributes til et mine favoritbands, Stuff. I første afdeling fik vi titelnummeret Tough Stuff fra det nye album og i anden afdeling kom min favorit Tee Four Three, der er et remake af Gadd a Tee fra Trio Töykeäts 2000-album Kudos. Her spillede Anton Eger, som var han Steve Gadd på steroider.

Aftenen lukkede ned med In a sentimental mood og satte et flot punktum på en vellykket koncert. Trioen havde dagen før spillet i Gentofte Jazzklub og skulle videre til Tyskland, efter koncerten på Godset i Kolding, som den ihærdige jazzklub Jazz6000 stod bag. Jazz6000 afslørede i øvrigt at Eger og Chaplin kommer igen på Godset til marts 2025, sammen med Marius Neset. En dejlig nyhed på en vidunderlig jazz aften.

Iiro Rantala HEL trio: Tough stuff (ACT Records) LP/CD/digital

 

I starten af nullerne var jeg ret pjattet med finske Trio Töykeät. Særligt de to albums Kudos og High Standards hørte jeg meget. På den første var nummeret Gadd a tee, et skønt gospelinflueret nummer der hylder Steve Gadd og Richard Tee. Det var et nummer i den rimeligt straighte afdeling. De havde heller ikke problemer med at spille det udflippede.

Det slår mig tydeligt, at jeg har savnet dem, da jeg hører trioens pianist Iiro Rantalas nye trioalbum, hvor han er sammen med bassisten Conor Chaplin og trommeslageren Anton Eger (aka. Vildbassen fra Phronesis). 

Allerede fra åbningsnummeret står det klart at det er en trioplade med kraft, substans og fylde. En plade hvor alle tre musikere er på og helt fremme. De spiller med en masse overskud, der bruges til at indføje finurlige detaljer og en masse humor. Prøv feks. at stikke dine ører ind i nummeret Will you be my bop.

Da jeg hører pladen første gang havde jeg ikke set, at der var et nummer der hedder Tee Four Three. Det er en variation over hittet fra 2000-pladen Kudos. Chaplins håndfaste bas og Anton Egers afvekslende og opfindsomme trommespil er en fornøjelse. Som kirsebærret på toppen, kigger Mathias Heise forbi med sin mundharmonika på pladens sidste nummer, Liberty City.

Iiro Rantala

Jonas Struck: Apolonia Apolonia (Sound by Struck) LP/DL/stream>> Jonas Struck: The Woodcutter Story (Sound by Struck) LP/DL/stream

 

Han er for mange kendt som guitaristen fra rockbandet Swan Lee. Han har rødder i jazzen og så er han i dag primært beskæftiget med at lave filmsoundtracks. Flere af dem har han selv sørget for, at de er udgivet på vinyl, som det er tilfældet med de to, som jeg har fået fingrene i.

Apolonia Apolonia er lydsporet til dokumentarfilmen af samme navn, lavet af instruktøren Lea Glob over en 13 årig periode, hvor hun har fulgt den fransk/danske kunstner Apolonia Sokol. Jonas Struck har allieret sig med et stærkt hold musikere suppleret med Female Power Choir og Szcecin Philharmonic Orchestra. Musikken veksler mellem understøttende stemningsudvidende lydmalerier som nummeret Painting eller den optimistiske Beaux-Arts de Paris, hvor det udelukkende er symfoniorkestret der spiller. Der er også den elektronisk pulserende Coming to America.

Stilistisk lader Jonas Struck lader sig ikke binde af noget. Han er god til at tænke i lyd og lydens virkning. Et nummer som Travel er moderne filmmusik med strygere og elektronik.  Alligevel fornemmes der en dybde - så det aldrig føles påklistret og ligegyldigt.

The Woodcutter Story er en finsk film der handler om skovhuggeren Pepe, der i løbet af par kommer ud for nogle hændelser der ødelægger hans ellers stille og rolige liv. Jonas Struck benytter sig af de samme musikere som på det andet soundtrack - denne gang suppleret med et kor. Det er et noget mørkere univers som vi kommer ind i, end på den foregående. Der er hårrejsende suspense i blandet en smule opløftende toner. Jonas Struck har lavet et fedt noir soundtrack med mange overraskelser undervejs. 

Fælles for begge vinylplader er, at de er kommet i et lille oplag og lavet i formidabel kvalitet hos Nordsø Records. 

Jonas Struck

Roved Linna Kontrafouris: Our groove Your move (AMP) LP/DL/stream

 

Det er en sjælefyldt og tilbagelænet stemning der strømmer mig i møde, når jeg sætter trommeslageren Jacob Roveds nye LP på pladespilleren. Han er sammen med to erfarne musikere fra den finske jazzscene, Sami Linna på guitar og George Kontrafouris på Hammond-orgel. Sidstnævnte har spillet fast med min finske favoritsaxofonist Timo Lassy siden midten af nullerne.

Jacob Roved orienterer sig mod de amerikanske jazztraditioner, hvilket også kan høres albummet Dawn, der kun er et halvt år gammelt. I orgeltrioen er det roen og den intime jazzstemning der er i fokus. Roved har skrevet en enkelt af af pladens numre. Ellers er numrene hentet i hardboppen/soul jazzen fra starten af 60’erne. Vi får to numre fra den store amerikanske tenorsaxofonist Hank Mobley. Det er fra nogle af de vigtigste Blue Note plader, Soul Station og Roll Call. This I dig of you og nummeret som Roved, har valgt som pladens titelnummer My Groove Your move er et par veloplagte fortolkninger af nogle af jazzens guldklumper. Trioen kommer ind under huden af materialet og giver os et sikkert personligt bud på nyfortolkning af orgeljazz som den kendes fra Freddie Roach og Don Patterson.

Det er meget let for mig at anbefale pladen. Jeg elsker orgel-trioer og synes at det er en ekstra fornøjelse, at lytte til en trio der, selv om de dyrker jazzens traditioner så intenst, ikke lader sig hæmme eller eller tøjle af dem. Jacob Roved har lavet et skønt album der kan lyttes til på alle tidspunkter af døgnet.

AMP Music Records

Claes Janson & Christina von Bülow: Det regnar i min stad (Stunt) CD/DL/stream

 

“Sitter här och lyssnar på nå’t gammalt regn

Sliter ut en gråtlåt ur mitt hår

Det är som om allting omkring mig

Var stämplat - “från igår.””

Det er svensk viseblues af den triste og opbyggeligt terapeutiske slags. Teksten er skrevet af finlandssvenske Åke Grandell. Musikken er skrevet og arrangeret af Christina von Bülow og det synges af svenske Claes Jansson. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring. Det er et rigtigt godt album som altsaxofonisten Christina von Bülow har lavet. Claes Jansons svenske sang er fortrolig og intim som sad han i stuen og sang for mig.

Den musikalske backing er i hænderne på Christinas søn Pelle von Bülow på guitar, Steen Rasmussen på klaver og Rhodes, Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Desuden gæster den svenske sangerinde Emily McEwan på fire numre. Hun er et godt supplement til Claes Jansons rustne stemme. 

Teksterne er stærke og går ind og rører ved sjælen. Det handler om livet der går på hæld og alligevel stadig rummer så megen skønhed. Det handler om naturen og den mentale ro. En regnvejrsdag i byen iklædes brasilianske toner. Selvom det var en dag, hvor der var en masse der skulle laves, så sidder Åke Grandell stadig ved morgenbordet og lytter og nyder - og leger med ord.

Det er meget let at anbefale albummet til svenskofile lyttere. Ordene og måden de fremføres på. Musikken står rislende klart som en elv i en regnvåd forårsskov. 

Tack!

Christina von Bülow - Bandcamp

Carsten Dahl: A beautiful blue moment (Storyville) CD/DL/stream

 

Man ved aldrig hvor man har Carsten Dahl. Selv om han i de senere år har brugt meget tid som kunstmaler, så svigter han ikke jazzen. Det er den nyeste udgivelse et fremragende eksempel på. Han havde aldrig tidligere spillet sammen med den amerikanske trompetist Tim Hagans, den svenske bassist Johnny Åman eller den finske trommeslager Jukkis Uotila. Det kom han til henover 3 udsolgte aftener på Jazzhus Montmartre i august 2021. Herefter gik de seks timer i studiet, hvor de spillede frit og spontant. Det er ikke free jazz i klassisk forstand. Det er fire mere end almindeligt dygtige jazzmusikere der kigger hinanden i øjnene og sætter ild til musikken.

De åbner med Dahls Old Voyage, hvor jeg kommer til, at tænke på Miles Davis i 60’erne. Højt tempo uden barmhjertighed. Sådan fortsætter det ikke kun. De vælger andre veje og udforsker jazzens muligheder sammen. Hagans er ikke ydmyg og holder sig ikke tilbage. Derfor passer han så godt sammen med Dahl, der heller ikke er kendt for at holde på noget. Det er følelsesmættet og spræller uden at gå i opløsning. Det er den frie komposition The Starring Tim et glimrende eksempel på. Lyt forundrende med - det er turen værd.

Storyville Bandcamp

P som i Piano - tredje del

Rembrandt Frerichs Trio: A wind invisible sweeps us through the world (Just Listen Records)
Hollandske Rembrandt Frerichs har haft den samme trio i 15 år. De har spillet sammen med forskellige musikere og lavet rene trioplader. Den nye plade er i princippet en trioplade, dog ikke rendyrket klavertrio. De har indspillet musikken i en gammel nedlagt kirke med en god akustik, der rummer en samling antikke orgler. Frerichs er ud af en kirkeorgel-slægt, så han spiller selvfølgelig lidt på orgel undervejs. Der er udgangspunkt i jazzen og inspiration fra Bach, kinesiske og armenske folkemelodier. En stemningsfyldt plade.

Daniel Garcia Trio: Via de la Plata (ACT Records)

Den spanske repræsentant Daniel Garcia i denne samling anmeldelser har lavet et trioalbum, hvor han har inviteret en række prominente gæster med undervejs. Han laver musik med udgangspunkt i hjemlandet, hvor der er tråde til keltiske, nordiske, mellemøstlige og afrikanske traditioner. Den fransk-libanesiske trompetist Ibrahim Maalouf er med på et par numre, den israelske klarinettist Anat Cohen medvirker på tre numre og landsmanden, guitaristen Gerardo Nunez  medvirker også på tre numre. Via de la Plata er et spændende møde med nye spanske jazztoner.

Rönkä/Sommer: Varo (Eclipse Music)

Trommeslageren Daniel Sommer er sammen med den finske pianist Artturi Rönkä på albummet Varo. Sidste mand i trioen er den estiske bassist Heikko Remme. Rönkä og Sommer har spillet sammen gennem flere år, bla. medvirkede Rönkä på Sommers debutplade Duets. Udgangspunktet er enkle kompositioner, hvor der er luft og plads til improvisation. Det er både rolig nordisk og ligefrem jazz med elementer af mere abstrakte udtryk. De har Kasperi Sarikoski med på trombone på et par numre. Rönkäs klaverspil er både beroligende og berigende. Det forstår Daniel Sommer og der sker en masse i deres sammenspil.

Craig Taborn: Shadow Play (ECM Records)

Den sidste plade er en den eneste soloplade i bunken. Der er gået mere end 10 år siden Craig Taborn debuterede i eget navn på ECM Records. Det var med solopladen Avenging Angel og der er gået næsten 25 år, siden han debuterede på ECM som medlem af Roscoe Mitchell Nine Factory. På Shadow Play møder vi ham i en koncertindspilning fra Wien. Han er et jazzet kalejdoskop, der bevæger sig mellem striks minimalisme, klassisk, avantgarde og jazz. Craig Taborn er en solopianist i helt egen klasse.

Innanen/Pasborg/Piromalli: This is it (Cleanfeed Records) CD/DL/stream

 

Finske Mikko Innanen og danske Stefan Pasborg spillede sammen i Triot (m. John Tchicai og Nicolai Munch Hansen) for 17 år siden. De har også spillet sammen i andre sammenhænge. Nu er de atter sammen. Denne gang på en trioplade sammen med franske Cedric Piromalli på Hammond-orgel. Piromalli kendes herhjemme bedst fra samarbejde med Benjamin Koppel.

Når Pasborg er i en orgel-trio bliver det svært, at lade være med at nævne Ibrahim Electric. De spiller også et enkelt Ibrahim Electric nummer, Manic Zigaman, der med Piromallis orgel og Inannens saxofon lyder af noget helt andet. Det er knap så megen ilterhed i denne trio.

Mikko Innanen har en fed rock’n’roll approach i tonen, særligt når han spiller på barytonsaxofonen, som på åbningsnummeret Mockingbird eller pladens absolut fedeste nummer, Riding with Cafarelli. Han finder også sopraninosaxofonen frem på nummeret Søhesten. Det er tøjlet vildskab. Piromalli har en mere jazzet tilgang til orgelet end Ibrahim Electrics Jeppe Tuxen, der trækker meget på rocken. På This is it er der flere nik til klassisk orgel-jazz. Og Pasborg? Suveræn!

Clean Feed Records

Misceo: Better word for love (AMP) CD/DL/stream

Tre et halvt minut inde i nummeret Ramble, overtager trommeslager Frederik Bülow rampelyset. Det sker flere gange undervejs på pladen. Han spiller hæsblæsende ekstatisk og teknisk overbevisende flot. Selv med hans eget band Bangin’ Bülows har han ikke shinet så vildt og inderligt. Jeg beklager overfor de andre medlemmer af Misceo. Frederik Bülow er stjernen på den her plade. 

Nåh, ja, det er han ikke alene. Bülow dannede gruppen sammen med den polske cellist Joasia Cieslak for tre år siden. Med gruppen bygger de bro mellem klassisk musik og jazz. Med mine ører lyder det mest af jazz med strygerinstrumenter. Det er superdynamisk og med komplicerede musikalske konstruktioner.

Danske Adrian Christensen er på bassen, finnen Artturi Rönka sidder ved klaveret og violinist Kern Westerberg fra DR Symfoniorkestret er sidste mand i denne forrygende gruppe.

Pladen kan i allerhøjeste grad anbefales til jazzlytteren der trænger at blive udfordret med nogle strygerinstrumenter. Eller den klassiske musiklytter, der skal høre en af tidens bedste danske trommeslagere. 

http://www.ampmusicrecords.com/releases-1/misceo-better-word-for-love

Ilmiliekki Kwartet: land of real men (We Jazz) LP/CD/DL/stream

Jeg oplevede finske Ilmiliekki Quartet i Tampere for få år siden. Jeg kendte ikke kvartetten, men havde spottet at jeg blandt andet kendte musikerne fra Five Corners Quintet. Nu har de lavet deres første album sammen siden 2006.

Og de scorer max point lige fra starten. De indleder albummet med en skarp og respektfuld version af Laurie Andersons minimalistiske hit fra starten af firserne, O Superman. Herefter bliver der åbnet op for sluserne, når trompetisten Verneri Pohjola lægger den sfæriske jazz, so. han ellers er blevet kendt for, på hylden for en stund og blæser til. 

Ilmiliekki Quartet er moderne hardbop med finsk temperament og elegance. Det er meget let at holde af for en jazzblogger, der godt kan lide at det både swinger og udfordrer. Det er poetisk, stærkt og kraftfuldt.

Bandcamp

Sunna Gunnlaugs Trio & Verneri Pohjola: Ancestry (Sunny/Sky) LP/CD/Dl

Den islandske pianist Sunna Gunnlaugs har aldrig skuffet, når der er kommet nyt fra hende. Den nordatlantiske triojazz med Gunnlaugs smukke klaverspil har fået tilføjet en ny dimension på det nye album Ancestry, hvor den finske trompetist Verneri Pohjola medvirker på nogle numre. Efter en rolig albumåbning med det enkle trionummer Lullaby, hvor trioens faste trommeslager Scott McLemore leverer suverænt trommespil, så åbnes der op for drama og spænding, når Pohjola dukker op på pladens titelnummer.

Det er betegnende for resten af pladen, hvor både Gunnlaugs og Pohjola har bidraget med kompositioner. Det har George Michael såmænd også. De spiller popduoen Whams monsterhit fra 80’erne, Wake me up before you go go. Det er en fornøjelse at høre, hvordan de bevarer den glade stemning fra nummeret uden, at forfalde til at blive corny eller forfladigende. Det er en mesterlig måde at jazzificere et gammelt pophit på. Dog med det forbehold, at det vil glæde jazzhovederne mere end det vil glæde pophovederne. Sunna Gunnlaugs har atter lavet et flot album.

sunnagunnlaugs.com

Emil Hess/Niklas Winter/Richard Huntley: You (Abovoice) CD/DL/stream

Det er et mangeårigt samarbejde der fra tid til anden genoptages og udløser en udgivelse. Saxofonisten Emil Hess og den amerikanske trommeslager Richard Huntley udgav deres første plade sammen i 1999.

På deres nye plade har de medtaget den finske guitarist Niklas Winter. Musikken er en blanding af selvskrevne numre og kendte standards. Smile, My Heart Belongs to daddy og Young at Heart tilhører den sidste kategori. Man kunne beskylde trioen for at plukke så lavthængende frugter, at de har samlet dem op på jorden. Når man hører versionerne af numrene giver det heldigvis god mening, at de giver de kendte numre en omgang. Trioen arbejder ikke kun med melodierne. De arbejder også med teksturen, følelsen, strukturen og sjælen i musikken og i mødet mellem de tre. Det er der hvor man som lytter finder grunden til, at pladen skal høres. Deres rolige, modne og afklarede måde at finde i musikken er beroligende dejlig. 

Vi føres med ind i deres musikalske verden, hvor numrene skrevet af henholdsvis Hess og Winter står godt sammen med de kendte numre. Endnu en gang har Emil Hess lavet et album som du bliver nødt til at høre, hvis du vel at mærke har sans for velspillet jazz.

Emilhess.dk

Mopo: Mopocalypse (We Jazz) LP/CD/Cass/DL/stream

Det er den finske trio Mopo’s fjerde album siden 2012, hvor alle selvfølgelig er udgivet på LP, men også på CD og sør’me om ikke også tre af dem findes på kassette, inklusive det nyeste album Mopocalypse. LP’en er udgivet at det finske selskab We Jazz, der er mestre ud i lækre vinyludgivelser. Mopo’s LP er pakket ind i kraftigt pap, som de gamle amerikanske jazzudgivelser. Det er nu ikke fordi at der særligt meget gammelt amerikansk jazz over trioen. Linda Fredriksson på alt- og barytonsax, Eero Tikkanan på og Eeti Nieminen på trommer spiller jazz med kraftig røgudvikling.

Musikken som man kan læse om i det medfølgende Fanzine (på finsk), er sprængfyldt med energi og et drive, som var det en biljagt i en noir-thriller. Trioen kører dog på mindre motorcykler (knallert 45?) og giver mig lyst til, at kalde det knallertjazz - og det skal forståes i allerbedste mening. Der er et ungdommeligt gå-på-mod i trioens musik, hvilket er imponerende, når det er fjerde plade med trioen. De spiller med en enkel, ukompliceret og rå ligefremhed, som en teenager. Mopo har lavet soundtracket til søndagsudflugten på knallerten, hvor man skal ned til grillen for at have en bøfsandwich. Det er finsk jazz af den meget anbefalelsesværdige slags.

Wejazz.fi

Randy Brecker & Mats Holmquist with UMO Jazz Orchestra: Together (Mama Records) CD/DL/stream >> Norrbotten Big Band: Everything in between (Prophone) CD/DL/stream >> Trondheim Jazz Orchestra & Ole Morten Vågan: Happy Endings (Odin) CD/DL/stream

Her er en lille temperatur måling på big band situationen i vore nordiske broderlande. Jeg har lyttet til tre spritnye big band udgivelser. I Finland kører det hæderkronede UMO Jazz Orchestra den sikre løsning. En amerikansk gæstestjerne, trompetisten Randy Brecker får lov til at give den sologas og det er han heldigvis god til. Mats Holmquist har sat musikken i scene ligesom han har komponeret seks af numrene. De resterende tre er komponeret af Chick Corea, bl.a. Crystal Silence. Det er tydeligt at Holmquist har et ben i firserne. Der spilles rigeligt med fanfare-trompet og big bandet giver den fuld messing. Fedt - og kedeligt i længden.

Anderledes spændende og kunstnerisk modigt går det for sig med Norrbotten Big Band, der har haft den danske bassist og i dette tilfælde komponist Anne Mette Iversen tilknyttet som Artist in Residence. Hun har fået lov til at brede sig ud over to CD’er. Hun har lavet en hyldest til big bandet og dets musikere. Det er der kommet et spændende og afvekslende album ud af. Åbningen på pladen kommer hele big bandet rundt, hvor der er soloplads til mange af medlemmerne. Det er en god start og introduktion til et album, der ikke taber energi eller stemning undervejs. Stor ros til big bandet fra Luleå for at tage en, i big band sammenhænge, mindre kendt komponist ind for, at skabe ny musik. Anne Mette Iversen har kvitteret ved, at lave et stærkt udspil sammen med big bandet.

Fra Norge kommer Trondheim Jazz Orchestra, der har eksisteret siden 1999. Det er deres tyvende album. Det er big bandets kunstneriske leder, bassisten Ole Morten Vågan der har skrevet og arrangeret musikken på albummet, der går lige i kødet på big band traditionerne. Der er dobbelt op på trommerne, cello, violin, blæsere og ikke mindst Ståle Storløkken på Hammond og Sofia Jernberg på vokal. Det er heftig og spændstig big band musik, der køres til kanten. Det er ikke free jazz, nærmere free på de nedskrevne nodeark. En plade der vokser for hver lytning. Absolut anbefalelsesværdig til den nysgerrige jazzlytter, der trænger til udfordringer.

Uro.fi/en

norrbottensmusiken.se/ensembler/norrbotten-big-band/

trondheimjazzorchestra.no

Kristjan Randalu: Absence (ECM) CD/DL/stream

Den estisk fødte pianist Kristjan Randalu er vokset op i Tyskland, hvor han nu også for første gang udkommer på ECM Records efter at have udgivet 6 plader på andre selskaber. I 2012 lavede han albummet Equilibrium sammen med guitaristen Ben Monder. I mellemtiden gik Ben Monder hen og blev kendt, grundet sin medvirken på David Bowies Black Star. Nu er Randalu og Monder atter sammen, denne gang suppleret med den finske trommeslager Markku Ounaskari.

Det er et album, der passer perfekt ind i ECM stalden. Der er elementer af Pat Metheny i Monders guitarspil. Randalu er inspireret af Chick Corea og i øvrigt elev af den afdøde engelske pianist John Taylor. En meget behagelig plade, hvor uvejret er knapt så voldsomt som på coverbilledet.

Ecmrecords.com