Viser opslag med etiketten afro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten afro. Vis alle opslag

søndag, juni 01, 2025

Visti's Vinyl Collective på Hotel Cecil d. 31. maj - Koncert

 

Det var en vidunderlig tidlig sommerlørdag i København. Turen gennem København bragte mig forbi Københavns Burgerfest, Mullet Mesterskabet og Skateboard konkurrence på Rådhuspladsen. Der var dog ingen tvivl i min krop - jeg skulle til groovy klubfest med Visti’s Vinyl Collective på Hotel Cecil.


P8 jazzvært og DJ Jonas Visti stod for anden gang på scenen på et totalt udsolgt Hotel Cecil. Sammen med et band - der mellem os sagt - er så hot at det er et mirakel, at Visti kan samle dem på scenen på en gang. Det viste sig også at være umuligt. Den vanlige trommeslager Felix Ewert blev far aftenen før koncerten. Helt mirakuløst trådte Andreas Svendsen til og løste den tjans så vanvittigt fedt, at Ewert hellere holde igen med alle de børn ellers kan Svendsen let blive fast mand. Heldigvis havde Oilly Wallace på percussion, sax og fløjte, Johannes Wamberg på guitar og Nikolaj Svaneborg på keys ikke meldt forfald. 


Stemningen var varm og kærlighedsmættet og blev kun varmere da Visti trådte ind på scenen og talte så smukt om kærligheden og musikken, at hans mentor Master Fatman uden tvivl nikkede anerkendende med fra sit paradis hinsides. Vistis opdagelsesrejser i musikkens navn blev på scenen omsat til et brusebad i lækre rytmer og kropsglade grooves.



Første gæst på scenen var Dawda Jobarteh, der udover at synge og spille kora også har rejst rundt med Visti i Gambia. Herefter kom Emma Sehested Høeg som Visti lever sammen og har barn med. De præsenterede et nyt nummer med arbejdstitlen Den sene januar, der var blevet til mellem bolognese og putning. Det toppede de selvfølgelig til sidst i koncerten med ekstranummeret Sunshine i Atalaya, hvor de sang duet: “We could be Lovers tonight…”



Som en special surprise dukkede Luna Ersahin fra bandet AySay op og spredte en god energi. De spilede et nummer på tyrkisk fra det der en gang bliver Visti’s Vinyl Collective vol. 2 og fulgte den op med Ogum fra vol. 1, som Ersahin uden problemer sang på portugisisk. 


Jonas Visti har et band, hvor Svaneborg får lov til at space ud på keyboardet, hvor Oilly Wallace’s fløjte og percussion ind i mellem afløses af altsaxsoli, der er som at trykke på glædens gaspedal, Wamberg og Jobarteh kastede sig sammen ud i nogle vilde soli. Visti’s Vinyl Collective er et inspirerende lækkert sted at opholde sig. Med veltempereret coolness var den storsmilende Jonas Visti en god vært for en aften i kærlighedens og kærligheden til musikkens navn.

onsdag, marts 26, 2025

Visti’s Vinyl Collective: Vol. 1 (Music for Dreams) LP/digital

 

P8jazz værten og DJ’en Jonas Visti er en vaskeægte musikalsk globetrotter. Noget man gennem flere år har kunnet høre i hans radioprogram Vistis Vinyler på P8jazz. Brasilien, Japan, Ghana, Guadeloupe og mange andre lande har været udgangspunkt for Vistis musikalske opdagelsesrejser. Hans musikalske nysgerrighed er afgrundsdyb og inspirerende. Nu tager han det hele et skridt videre og har lavet et personligt album med solbeskinnet musik.


Han er en ægte DJ (der også spiller bas, ligesom hans læremester Master Fatman) med gyldne ører og det store overblik. Han har gennem en mesterlig kuratering lavet albummet til sommeren. Her er afro, balaeric, tropicalia, jazz og beats i en skønsom blanding.


Han har allieret sig med et hårdt hold af musikere, der blandt andet slår deres folder i Tabloid, Svaneborg/Kardyb og Emma Sehested Høegs band. Sidstnævnte er også gæstestjerne på pladens “hit” Sunshine In Atalaya og pladens sidste nummer, den boblende Fly Away, der sejler rundt i Middelhavet et sted mellem balaeric og italo. 


En anden meget vigtig gæst på pladen er kora-spilleren og sangeren, gambianske Dawda Jobarteh, der er med på de afro inspirerede og vidunderlige numre Atlantic Fever, Under the mango tree og Hotel Sicilia. Den herboende brasilianske sanger Vanja Santos er med på Brazil club bangeren Ogum, der i tilpas tilbagelænet stil og med dyb bas er et sikkert hit på en sommeraften, hvor solen er på vej ned.


Jonas Visti har lavet musikken i tæt samarbejde med William “Wille” Winding, der både har været inde over som sangskriver og producer. Så er der også Oilly Wallace der excellerer på fløjte på flere numre og har lavet to lækre instrumentale interludes. Der er helt sikkert mere jeg kunne have nævnt om pladen. Men jeg stopper her, rejser mig op og lader kroppen blive forført af pladens lækre grooves. Pladen får en stor og varm anbefaling herfra.

Bandcamp

torsdag, juli 04, 2024

Hogo Fogo: Rumble in the jumble (Hogo Fogo/Gateway) LP/digital

 

Det er rent ud sagt, en af de der små overraskelser som jeg ikke lige regnede med. Hogo Fogo lavede for tre år siden et godkendt album - og så heller ikke mere. Det viser sig nu, at det var et forstudie til den plade som jeg har fået mellem hænderne. Kvartetten med Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Michael Dalgas på trommer og Søren Lund bas har lavet et gennemført og lækkert album.


Det er tydeligt at det er erfarne musikere, der ikke har brug for at vise sig frem. De har forfinet de musikalske idéer som de startede med det forrige album. 


Det er smooth uden at være ligegyldigt. Man kan nok indhegne det som funk, r’n’b, jazz og afro i den bløde og rolige ende. Her er ikke højt tempo eller instrumentlir. Her er stor musikalitet og et fedt stemningsskabende sammenspil. 

Det var allerede en stor favorit på pladespilleren efter få afspilninger - og efter endnu flere vokser den bare.


Der er varme numre som Fang Sway med et roligt groove. Den tilbagelænede reggaefrækkert Sulahue er opkaldt efter sangerinden som de fire spillede med for over ti år siden. Den første single fra albummet Breezing with the birds, er som en flyvetur gennem den varme sommerluft. Den afsluttende Wingood er vel nærmest en afro-shuffle - og er med til, at holde albummet kørende i kroppen længe efter at den er slut.


Stor anbefaling herfra til Hogo Fogo og Rumble in the jumble. I første omgang kan albummet kun høres samlet på vinyl. Numrene udgives som singler henover det næste halve år.

Hov! Jeg glemte at nævne Jiving the jive - den er også fed!

Hogo Fogo på Facebook

mandag, juni 24, 2024

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.


Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.


Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

søndag, april 07, 2024

Debre Damo Dining Orchestra: Vol. 4 (Debre Damo Dining Orchestra) digital

Den er nærmest kommet snigende om natten. Det fjerde album fra kraut-psych-ethiojazz bandet, der debuterede for ni år siden med en single, der siden er blevet en klassiker i mit (og flere andres) jazzunivers. Nummeret Yesega Wat var rendyrket dansk ethiojazz - og kan stadig sætte ild til gulvet.

Siden skruede DDDO ned for ethiojazz og afro, på de følgende udgivelser, ikke at det var væk, der var bare ikke den samme løsslupne stemning af fest og glade dage.

Der er kommet tilbage - og det er for fuldt drøn, skulle jeg da lige hilse og sige. På deres fjerde plade, der meget passende hedder Vol. 4, er der ingen ende på festligt skramlede ethiojazz inspirerede numre. 

Peder Mertner Vind, der spiller orgel i DDDO og Søren Skov, der spiller saxofon har skrevet musikken for et særdelse velspillende band, der består af 8 mand. En af mine favoritter er den rolige og omtågede Singapore Sling, der afslutter albummet. Inden da har vi fået serveret nogle skønne vildbasser som Huff Duff, Chicken Today feathers Tomorrow og Laudanum. Er du bare en smule til Ethio-jazz og afro, så er det her årets album! Lad festen begynde.

Debre Damo Dining Orchestra på Facebook

 

onsdag, august 02, 2023

Frk. Jacobsen: I haven (Eget Værelse) LP/DL/stream

 

Hvad er det her? Udover at det på helt konkrete plan, er en vinylplade med Frk. Jacobsen med titlen I haven jeg har i hænderne - så er det så meget andet, når der åbnes op for Haven og jeg går ind i den. Det musik, tekst og iscenesættelse. Et teaterstykke på plade med tekst af Anja Jacobsen og citater hentet fra så forskellige folk som som Gertrude Stein, Marcus Tullius Cicero, Joscelyn Godwin og Yusef Lateef.

Frk. Jacobsen er udover Anja Jacobsen på vokal, trommer og percussion. Lil Lacy på keyboard og kor, Ida Duelund på bas og Lars Bech Pilgaard på guitar. Sara Hamming har stået for dramaturgien.

Hovedpersonen Mira er havnet i have, hvor hun møder ormeflokken Glllogl, der ved alt om hende. Hun møder kvien I/O. Hun dukker atter op mange år senere i år 2070, hvor ægteparret Hr. og Fru Scorpii er kommet til. 

“I skovbunden ligger I/O. en lille sten i lysende grønne, orange og hvide farver. Mira den ældres fod træder ved siden af stenen, men hun ser den ikke.”

Det er en omsiggribende historie, hvor liv forgår og opstår. Musikken er lige så vildtvoksende som haven. Den er ikke utæmmet - det er en have. Anja Jacobsen er percussionisten, der lader trommernes rytme skabe liv. Stilistisk er der både afro, pop, jazz og avantgarde i musikken. Det er et intenst teaterstykke på plade, hvor der sker så meget, at man lige skal høre pladen igen og igen og igen.

Bandcamp

mandag, juni 19, 2023

Sunbörn (Tramp) LP/CD/DL/stream

 

The Kutimangoes har skiftet navn og ændret stilen en smule . Nu hedder de Sunbörn - det er stadig Gustav Rasmussen og Michael Blicher der skriver musikken og medlemmerne af bandet er de samme. Der er stadig afrobeats og noget af det der lugter af Fela Kuti. Men! De spiller også et covernummer på pladen, der indikerer at de sniger nye tendenser ind i musikken. De spiller nemlig Kraftwerks Metropolis og det elektroniske får en fremtrædende plads. 

Det er repetitive danserytmer skabt i et spænd mellem afromusikken og techno. Blæserne med Gustav Rasmussen på trombone, Michael Blicher og Aske Drasbæk på saxofon byder op - men Johannes Buhl Andresen på keyboards sammen med Magnus Lindgaard Jochumsen på perkussion og Casper Mikkelsen på trommer skaber den rytmiske bund, som der kan danses. Pladen byder på adskillige sikre hits, som Under the same sky og Night Sweats. Der er mange steder hvor de stadig minder om The Kutimangoes og det er kun dejligt. På den anden side, gjorde det heller ikke noget at de flyttede sig lidt. 

Sunbörn

tirsdag, maj 02, 2023

A Plane to Catch: Moko Jumbie (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en farverig knaldperle af en jazzplade der lægger op til dans og fest. Det er den hellige treenighed jazz, soul og afro, der med et skud funk direkte ind i blodårerne udgør grundlaget for den københavnske kvintet A Plane to Catch.

De fandt sammen under corona nedlukningen i 2020, hvor de ikke kunne komme ud at spille. I stedet skabte de bandet A Plane To Catch, hvor de spillede og øvede sammen i øvelokalet i Bolsjefabrikken på Ydre Nørrebro. Andreas Toftemark på saxofon og komposition, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk og David Besiakov på trommer har skabt et band, hvor Motown soul, ethiojazz a la Mulatu Astatke, funky grooves og en rå og upoleret lyd er afsættet for albummet Moko Jumbie

Rolf og Andreas’ blæsere på toppen er direkte in your face og giver lyst til at hoppe til det danseinviterende groove der skabes af gruppen, der i øvrigt suppleres af Simon Eskildsen på orgel (og cover artwork) og Yohan Ramon på percussion på flere numre, som eksempelvis de uimodståelige Ethiopiques og Lingon Grove. 

Det er en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten.

A Plane To Catch Bandcamp

mandag, maj 23, 2022

Total Hip Replacement: Anyankofo (Total Hip Replacement) LP/DL/stream

 

Allerede i 2013 da de lige var startet tog de på turné i Ghana. Reggaebandet Total Hip Replacement har været tilbage flere gange siden. I 2021 gik de i studiet med Kwame Yeboah som producer og musiker i det legendariske Kwashibu Music Studio i Accra. Det er brødrene Carl og Victor West Hosbond på henholdsvis guitar og vokal/trombone der sørger for at holde sammen på det hele, der i denne version består af 9 medlemmer. Desuden er der en masse ghanesiske gæster undervejs. 


Denne gang kombinerer de high life, afro, reggae, soul, dub og pop i en god blanding. Her er gamle erfarne musikere fra Ebo Taylors band og high life legenden Pat Thomas er såmænd også med på et enkelt nummer. De har helt unge folk som Asi Renie, der synger om ensomhed på afrobeats/reggaenummeret Feeling. Rapperen Worlasi er med på Positive og den erfarne reggaesanger Rocky Dawuni er med på Up og den politiske Guilt.


Det blæserfyldte univers som Total Hip Replacement præsenterer får et ekstra ryk op ad glædesbarometret, når der er i selskab med de ghanesiske musikere. Det er vildt vellykket.

Total Hip Replacement

torsdag, februar 11, 2021

Legacy+>> Femi Kuti: Stop the hate (Partisan Records) >> Made Kuti: For(e)ward (Partisan Records)

 

Under den rammende overskrift Legacy+ udkommer dette dobbeltalbum, der indeholder to selvstændige udgivelser fra henholdsvis Fela Kuti’s søn og sønnesøn. Sønnen Femi Kuti var i mange år med i faderens bands og siden kom sønnesønnen Made Kuti med i Femi’s forskellige bands. 


Da de gik og arbejdede på hver deres album opstod idéen om at samle dem til en udgivelse på pladeselskabet Partisan Records, der også står for udgivelse af afdøde Fela Kuti’s værker. 


Femi Kuti har lavet et album der er direkte inspireret af faderen Fela’s udadvendte afrobeat. Det er både festligt og alvorligt. “If government no fit do their job, Make them comot for there…Make them give us electricity, Make them repair all the roads, Made them give us good health care, Make them give us clean water to drink…” som Femi synger på Pa Pa Pa. Der er stadig en masse at kæmpe for og Femi gør det på smukkeste vis I ånden fra faderen.



Made Kuti spiller selv alle instrumenter på albummet For(e)ward. Han har ligesom farfaren Fela gået på Trinity Laban Conservatoire of Music and Dance i London. Stilen er direkte og progressiv afrobeat med et tydeligt politisk sigte. Der er stadig en masse at kæmpe for i Nigeria (og andre steder i verden), som her i spoken word stykket i nummeret Different Places, hvor Made Kuti refererer til farfarens musikalske kamp i 70’erne og siger at der stadig er meget at kæmpe for:

“Zombie, ITT, Yellow Fever, CBB

These songs were talking about his present

Not what was to be

We must now understand just how scary it is

That we are facing the same problems from the 70s

And think for ourselves how hard we must work collectively

To be free”

Partisan Records

onsdag, november 27, 2019

Addisababand: II (addisababand) LP/DL/stream

Så er det århusianske afrojazz band Addisabababand atter tilbage - og jeg bliver nødt til at finde den slidte anmelderkliché "de-er-skarpere-end-nogensinde" frem.
Den messingfyldte front med 5 blæsere og en groove 

orienteret rytmegruppe sikrer den solide bund i det kollektivt arbejdende band. De laver musikken i fællesskab, hvor det lyder som når en tænker 1, så tænker den næste 2 og resten tænker 3 og 4. Så er afrojazzfesten i gang.

På albummet er der flere højenergiske sager som Yogasvin og Druid - hvor støvet hvirvles op og afrofunken sætter sig i kroppen. Addisabababand kan mere end det og har lavet nogle skønne krøllede numre, hvor de tager den med ro. Her lader de et groove vokse stille frem, mens de enkelte medlemmer træder frem og udfolder sig med soloer. Det er ikke solopræstationer i klassisk jazzforstand. Det er istedet noget der byder ind til bandet og det samlede hele. Her er numre som Synthetic Beach og Sterling No. 1 gode eksempler.

Addisabababand laver både festlig og eftertænksom jazz og de er sammen med The Kutimangoes grunden til, at jeg uden at tøve påstår, at dansk afrojazz aldrig har lydt bedre. Det er skramlet og skarpt. Det er afro og Århus.

lørdag, september 14, 2019

Debre Damo Dining Orchestra: 3DO (DDDO) LP/DL/stream

Da de udsendte singlen Yesega Wat for snart fem år siden, blev de et jazzundergrundshit. Det var dansk ethiojazz i særklasse. Allerede med det første album, der kom året efter havde de rykket sig og ville mere end ethiojazz.

Debre Damo Dining Orchestra er et nysgerrigt og udforskende band, hvilket de endnu en gang demonstrerer med albummet 3DO. De tre medlemmmer Peder Mertner Vind, Søren Lyhne Skov og Rasmus Karkov indtager en plads på den danske jazzscene der ellers har været tom.

Der er kun fire numre på pladen. Her har den sidste på side A, 3DO III mest hitpotentiale - det er der hvor lyden fra Afrika træder tydeligst frem, samtidig med at det blandet op med et lækkert synthhook.

Pladens hovednummer 3DO IV fylder hele side 2 med sine over 23 minutter. Her vokser spirituel jazz frem. Søren Skov på diverse saxofoner og Rasmus Karkov på altsax skaber sammen med Peder Mertner Vinds klangflader et mangefarvet syret eksotisk tæppe, hvor Indien og Mellemøsten er blandt bidragsyderne.

Når jeg har hørt pladen til ende, bliver jeg sulten på mere Debre Damo og kan ikke lade være med at tænke på, at 3DO mindst burde have været en dobbelt-LP.

Debre Damo Dining Orchestra har lavet et stærkt tredje album med stemningsfuld vilje, sjæl og intensitet.


fredag, september 13, 2019

The KutiMangoes: Afrotropism (Tramp) LP/CD/DL/stream

De to første plader med The KutiMangoes har været fede. Afro-Fire fra 2014 har været favoritten. Men den status er truet. Jeg har fået et nyt The KutiMangoes favoritalbum. Afrotropism er der hvor The KutiMangoes er blevet voksne. Der både sans (for afrojazz) og samling (det kollektive udtryk i The KutiMangoes har aldrig været stærkere) på pladen.

The KutiMangoes er et af de bedste livebands på den festlige del af den danske jazzscene. Med Gustav Rasmussen og Michael Blicher i spidsen og et intenst spillende band kommer der helt sikkert svedpletter på skjorten, når de er i huset.

Festen og nu også den mere eftertænksomme side har The KutiMangoes mesterligt fået lagt ned i den skrig-gule vinyl, der udkommer på tyske Tramp Records. Med deres vanlige sans for indpakning, sidder man med et flot kraftigt pap-cover i stil med amerikanske pladeudgivelser fra 50’erne og 60’erne.

The KutiMangoes har trukket flere elektroniske elementer ind i den ellers meget organiske musik. Klangfladerne kommer som små pauser i den ellers heftige musik, der trækker på stor inspiration fra Fela Kuti, som f.eks. på Money is the curse.

Pladen er proppet med favoritter. Der er de to rolige numre, Keep you safe og Sand to soil der lukker hver pladeside. Der er også festperlen Call of the Bulbul bird. The KutiMangoes’ Afrotropism er original afrojazz i verdensklasse. Albummet er selvfølgelig stærkt anbefalelsesværdig.


onsdag, juli 10, 2019

The Gambian Folk Project: Jaliyaa Bungo (Gateway) CD/DL/stream

Jazzens døre står pivåbne og byder alle genrer velkomne. Det er ikke kun lytterne der er velkomne. Jazzen er mere end nogen anden genre god til, at byde andre genrer indenfor. 

I The Gambian Folk Project er de tre danske jazzmusikere Troels Buur Jensen på guitar, Benjamin Kirketerp på bas og Martin Maretti Andersen på trommer sammen med de gambianske brødre Yusupha Suso på balafon og Ansumana Suso på kora og djembe. Brødrene kommer ud af en familie med stærke musikalske rødder, der gennem 12 generationer har dyrket traditionel gambiansk musik.

Herhjemme har den herboende gambianske musiker, Dawda Jobarteh været med til, at sørge for at vi kender koraen med de 21 strenge. I The Gambian Folk Project er lyden mere rendyrket traditionel. Jeg hører lyden af solen, der langsomt hæver sig på himlen under nummeret Jula Jekerreh. Martin Maretti Andersens beroligende whiskers og Benjamin Kirketerps flydende elbas finder smukt sammen med Ansumana Suso’s kora.

The Gambian Folk Project er i jazzlytterens ører mere gambiansk end det er jazz. Jazzen er alligevel hele tiden diskret tilstede.

lørdag, april 27, 2019

Black Flower: Future Flora (Sdban ultra) LP/CD/DL/stream

Det er så sjældent som i aldrig, at jeg har skrevet om belgisk afro her på bloggen. Når man nu har fået tilsendt en plade med et belgisk afroband og bandet i øvrigt spiller på Roots & Hybrid på Spot festivalen i den kommende weekend, så er der vist ingen vej udenom.

Black Flower er godt rundet af ethiojazzen som den kendes fra Mulatu Astatke og afroen som den kendes fra Fela Kuti. De har også arbejdet med deres eget lydudtryk, der godt kan minde om retro-soulens rå og direkte lyd. Guitaren er ofte i fokus, hvor jeg bl.a. hører noget af Dick Dale’s surfguitar blandett godt op med afro.

Det er en af bandets forcer. De tager den med ro. Lader instrumenterne tale. De groover døsigt afsted mens barytonsaxofonen indtager centrum.
Future Flora er en god teaser inden jeg skal høre dem live. Er du til Debre Damo Dining Orchestra, så går du ikke forgæves.

tirsdag, september 11, 2018

Bangin’ Bülow’s Nice Jazz Quartet: Let’s get weird (BBNJQ) CD/DL/stream

For hvert album de har lavet, er det kun blevet mere og mere tydeligt, hvor stor talentkoncentrationen er i Bangin’ Bülows. Det er trommeslageren Frederik Emil Bulow der leder tropperne. Bandet ville dog være ingenting uden de tre andre, som Frederik har kendt og spillet sammen med siden han var barn. Bassisten Adrian Christensen, keyboardspilleren Jon Døssing Bendixen og guitaristen Mikas Bøgh Olesen er sammen med von Bulow et højspændt firkløver. 

I 2014 vandt de en DMA som årets nye danske jazznavn. Dengang spillede Jon Døssing Bendixen kun på piano og Mikas Bøgh Olesen havde ikke været nær så meget i Afrika. De lød som et energisk og sprudlende ungt jazzband på vej frem. Der er sket meget siden da. Jon Døssing Bendixen har startet bandet Abekejser, hvor både Bülow og Christensen er medlemmer. Her fylder Bendixens keyboards rigtigt meget. Noget af det har han taget med ind i BBNJQ, hvor han meget eventyrlystent bruger keyboards’ene til, at udvide BBNJQ-universet.

Kvartetten har været i New York, hvor de har indspillet pladen sammen med Gilad Hekselman der har produceret. Der er både inspiration fra afro, fusion og jazz. Mest af alt lyder BBNJQ som sig selv. Det er super originalt. De fire gutter er om nogen, noget af det fedeste på den danske jazzscene lige nu. De kan space ud, uden at forlade jorden. Det er skævt og så alligevel ikke. De er NewShit - som et de mange hits på pladen hedder.

mandag, maj 28, 2018

Addisabababand: Alive (Addisababand) LP/DL/stream

Sommerens jazzfestivaler er lige om hjørnet. En god måde at varme op på er, at høre Addisabababands nye live album, der er optaget på Bispetorv under sidste års Aarhus Jazz Festival. 

Efter at vi har haft en maj måned i år, der næsten er på højde med dem der er i Ethiopien, så er jeg endnu mere blød overfor Addisabababands kropsligt medrivende og afroinspirerede univers. Det 12 mand store orkester har et par gæster med på scenen på albummet, hvor vi bl.a. hører begge numre fra singlen der udkom sidste år; Laika Laika Interstellar og Rainbow War. Zion og White Man er også med fra 2015 debutalbummet.

Albummet åbner med den nye Space Pants som er ganske fed. Det er dog med albummets side 2, at jeg tager pladespilleren med ud i haven og skruer højt op. Den åbner med Zion, hvor Ali Diarra er med på gæstefløjte. Det er en fest, der kan høres langt væk. Den følges op af Addisabababands koklokkemanifest, der kommer som et kort ideologisk indslag fremsagt på østjysk, midt i festen. Alvor med et glimt i øjet. 

Addisabababand er et musikalsk kollektiv, der fungerer helt suverænt live. Derfor er et livealbum et meget velkomment dokument. 
Bonusinfo:
De spiller selvfølgelig på Aarhus Jazz festival på Radar d. 14. juli.

fredag, januar 05, 2018

AddisAbabaBand: Rainbow War/Laika Laika Interstellar (AddisAbabaBand) 7”single/DL/stream

Århusianske AddisAbabaBand debuterede i sommeren 2015 med en LP, der kun kom i et meget begrænset oplag med håndtrykt cover etc. Nu er den forrygende afroplade heldigvis atter tilgængelig på vinyl efter, at den er udgivet med et almindeligt trykt cover. Det udadvendte og feststemte band med hele fem blæsere har eksisteret siden 2010. De blander ubesværet free jazz, psychedelica, westcoast funk og afrogrooves i Fela Kuti og Ebo Taylors ånd.

AddisAbabaBand er aktuelle med singlen Rainbow War/Laika Laika Interstellar. Førstnævnte nummer er skrevet af Jørgen Schmidt. Han var blandt pionererne i dansk reggae i firserne som bassist og komponsit i bands som Hjerter Knægt og SUB. I førstnævnte band spillede Schmidt sammen med Preben Kaels fra AddisAbabaBand. Jørgen Schmidt har skrevet nummeret Rainbow War i midtfirserne med Rainbow Warrior i tankerne. Bandet indspillede nummeret dagen før, Jørgen Schmidt sov stille ind. 


Det er blevet til en skøn afroprotestsingle, hvor teksten starter sådan her: "Money Man don't know what life's really worth. They're living in greed, dying in vain." 

mandag, november 13, 2017

Klimaforandringer: Slægt (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Alle musikerne har berøring med de eksperimenterende dele af den danske jazzscene. Klimaforandringer, der nu er aktuelle med deres andet album Slægt, er ganske vist eksperimenterende. Jazz det dog ikke i hvert fald ikke i traditionel forstand. Lars Bech Pilgaard på guitar og vokal, Taus Bregnhøj Olesen på guitar, Peter Skibsted på bas og vokal, Rasmus Kjær på keyboards, Rune Lohse på trommer og vokal og Anders Vestergaard på trommer udgør det meget originale band. De trækker på inspiration fra afro, psych, kraut, rock og andet godt fra musikkens overflødighedshorn.

De insisterende og pågående grooves der flere steder understøttes af firserglade electrotrommer vokser frem som en avantgardistisk version af Talking Heads. Det er muligvis på grund af afroinspirationen. Der er også de krøllede guitarfigurer der snor sig om de pulserende grooves. Der er Rasmus Kjærs afsindigt skønne synthesizer der maximodulerer lyde. Prøv f.eks. at hør nummeret En tilstand, hvor Kjær giver den som en dansk udgave af en mellemøstlig bryllupsmusiker. Der er også vokalerne, der sejler i effekter. Alt det giver et album, der er som skabt til lytterne der trænger til et alternativ til det alternative. Slægt er ude på vinyl i gennemsigtig orange. 

onsdag, oktober 25, 2017

Debre Damo Dining Orchestra: DDDO2 (DDDO) LP/DL/stream

Grønne syrebobler brister i den orange nat. Ekkoet smelter ude på savannen - mens hyænen løber om kap med en vesterbrohipster. Debre Damo Dining Orchestra er tilbage på pladespilleren med en ny LP. Efter den overbevisende debutplade, der kom for et år siden har det københavnske ethiojazz band Debre Damo Dining Orchestra lavet 6 nye sange. Der er skruet en smule ned for krautrock inspirationen og mere op for jazzlummerheden. The Wizard of Woo er med sit slæbende beat og Peder Mertner Vinds 70’er lækre el-piano som skabt til natten der siger farvel.

Det er stadig ethiojazzen der er omdrejningspunktet for bandet, mens krautrocken er med som passager på svamperus. På Sleep of Siloam sender Rasmus Karkov sin altsaxofon ud i en desperadosolo. Poppy Blue er indadvendt i en ætertåge. 

Bandet har arbejdet mere med udtrykket på de enkelte numre, der er mere sofistikerede end det man hørte på debutpladen. Festen er under alle omstændigheder sikret med gruppens anden plade. Den afroinspirerede jazz har aldrig haft det bedre i Danmark, med de forskelligartede bands Addisabababand, The Kutimangoes og Debre Damo Dining Orchestra.