Viser opslag med etiketten download. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten download. Vis alle opslag

onsdag, december 20, 2017

I Think You're Awesome: The Acoustic Kiss Your Darlings EP (Jaeger Community Music/Bandcamp) DL/stream

Siden april 2004 har jeg skrevet 2500 indlæg (inklusiv denne) på min blog. Størsteparten har været anmeldelser og omtaler af nye udgivelser. Det er den her også, bare med et twist. Den udkom i går og kan downloades gratis, under devisen betal hvad du vil. Det er I Think You're Awesome der har udgivet en EP som er forløber til albummet Kiss Your Darlings der kommer til marts. Pladens fem numre er akustiske versioner af numre der kommer på LP'en. 

Twisten er at jeg ikke vil anmelde pladen, men i stedet gerne vil have jer læsere på banen. Hvad synes i? Hvordan er den i forhold til de tidligere udgivelser med I Think You're Awesome? Hvad synes I om, at Jens Mikkel er begyndt synge og at Christian Vuust er med på saxofon? I Think You're Awesome er gået akustisk, der er heller ikke trommer eller percussion med. Hvad oplever du? Kan du mærke musikken? Skriv om dine oplevelser du har når du lytter til EP'en, nede i kommentarfeltet. 

mandag, september 11, 2017

Morten Haxholm Chordless Quartet: Tesseract (Gateway) DL

Klaver, guitar og vibrafon er nogle klassiske eksempler på et akkordbærende instrument. Langt de fleste jazzudgivelser indenfor den klassiske jazz, har et akkordbærende instrument med. På den anden side er det heller ikke ultrasjældent at lave jazz uden et akkordbærende instrument. Et par af mine favoritter er Ornette Colemans trio på Gyllene Cirkeln i Stockholm og Sonny Rollins trio på The Village Vanguard. I så lille en kontekst bliver udtrykket mere råt og spartansk - selv om Coleman og Rollins ikke har problemer med at fylde hele fladen ud. Gerry Mulligan begyndte tidligt i 50'erne med at lave musik uden akkordbærende instrumenter. Det handlede ikke kun om at pianisten ikke var mødt op. Musikken var tænkt sådan fra starten. Her er indspilningerne med Chet Baker i særklasse. Lyt og smelt.

Den danske bassist Morten Haxholm har på sit femte album også tænkt musikken uden et akkordbærende instrument. Pladen er blevet til med to meget stærke blæsere i front. Danske Mads la Cour på flugelhorn og chilenske Melissa Aldana på saxofon. Sidstnævnte var JazzDanmarks Artist in residence i september 2016, hvor hun opholdte sig en måned i Danmark. Tilknytningen til den danske jazzscene kom efter at hun havde været instruktør på Summer Session på Vallekilde i 2015. Det er Morten Hæsum der sidder ved trommerne.

Morten Haxholm lavede musikken i 2011-2013 på soliststudiet på Det Rytmiske Musikkonservatorium, hvor han lavede den akkordløse musik, fordi der kunne blive mere plads til kontrabassen. Uden at røbe alt for meget, så er der ganske rigtigt blevet plads til masser af bas. Haxholm har ladet sig inspirere af så forskellige ting som Monk og Coltrane på Tumbalina, af det danske rockband Kashmirs bestemmerhat El Bastolon eller noget så enkelt som et nummer, der er lavet for, at lære rytmen 4 over 5 bedre at kende. Tesseract er et særdeles vellykket album med fine kompostioner, hvor der er masser af luft til solopræstationer. Makkerskabet mellem la Cour og Aldana er desuden en ekstra gevinst.

Bonusinfo:
Pladen udkommer kun som digital download, med et enkelt nummer tilgængelig på Spotify. Haxholms album Equlibrium er med over 300.000 afspilninger er ellers et af de mest streamede danske jazzalbums på Spotify, men ifølge Haxholm heller ikke særligt indtægtsgivende.

torsdag, august 31, 2017

KØS: KØS (selvudgivet) download

Trioen KØS har eksisteret siden 2014. Den består af Maria Dybbroe på altsax, som jeg tidligere har anmeldt som en del af trioen Støv, trommeslageren Kristian Saarup der stå bag soloprojektet Slår Skår og er medlem af Franske Piger samt bassisten Valdemar Kragelund, der bl.a. har et elektronisk soloprojekt. Det er tre unge musikere (23-24 år) der alle er i gang med en konservatorieuddannelse. De sidste to musikere bevæger sig primært udenfor jazzen. KØS er dog et jazzprojekt med stort J.

I Dybbroe's altsax finder man venerationen for Ayler, Coleman og Zeuthen. Hun kan spille med en højstemt, næsten lyrisk stemme. Det forstår Saarup og Kragelund at kommunikere med. De skaber et tæppe af jazz, hvor elementer af impro, hip hop, klassisk og ambient sniger sig ind undervejs. Det er dynamisk triojazz, hvor melodien ikke gemmes væk. Udgivelsen består af fire numre, hvor Organic skal fremhæves. EP'en kan downloades gratis,
bandkoes.bandcamp.com

mandag, august 28, 2017

Morten Poulsen Trio: Right! (Outrovært) DL/Stream

Det er Morten Poulsen Trio's første udgivelse, men Morten Poulsens tredje albumudgivelse. Den danske trommeslager er sammen med den hollandske guitarist Jorrit Westerhof og den danske bassist Jonathan Simon Seest.
Efter en famlende start over de to første numre med løse idéer og manglende struktur, hvor de tuner sig ind på hinanden, går trioen over i den blues-lignende Next. De får et tungt og et rockudtryk. Mariager er et fjordnummer, hvor mågerne skriger om kap med den blå himmel. På nummeret Right er trioen på hjemmebane. Man fornemmer med al tydelighed trioens lykkefølelse over at spille ved siden af melodi og rytme. Det smitter og glæder - helt ud til lytterne.

Albummets eneste nummer der ikke er skrevet af Morten Poulsen, er Erik Satie’s Gnosienne No1 Lent. Det er et flydende nummer, der godt kan minde om Jakob Bro's musik. Det er en enkel melodi der gentages og snurres omkring. På Song slipper guitaristen Jorrit Westerhof en indre avantgardistisk metal-djævel løs. Det bliver både hæsblæsende og skævt. Albummets afsluttende nummer Night Traveller er en god afslutter, hvor trioen kommer ind i et mere stringent og samlet udtryk. Her er der særligt plads til Jonathan Simon Seest’s bas. Hvilket er meget effektivt. Right! er et spændende og afvekslende trioalbum fra en nordjysk trommeslager, der har et personligt og originalt tag på jazzen.
Bonusinfo:
Morten Poulsen har lige modtaget Talentpris - Kulturpris Ålborg 2017 af Ålborg Kommune. Tillykke!

lørdag, maj 14, 2016

Jeppe Højgaard; Gennem Glasset I: Lapsus (Jeppe Højgaard) Kassette >> Jeppe Højgaard: Gennem Glasset II: Syner (Jeppe Højgaard) Download >> Jeppe Højgaard: Gennem Glasset III: Spejlinger (Jeppe Højgaard) LP

Denne trefløjede udgivelse er et imponerende statement fra en musiker, jeg ellers kun kendte som saxofonist fra flere udgivelser sammen med Anders Filipsen (bl.a. The Black Nothing). Men nu revurderer jeg fuldstændigt det ensporede syn. Et kassettebånd med en tilhørende downloadkode og en LP udgives på en gang. Musikken på alle tre udgivelser er forskellig og fælles for dem alle tre er at det er Jeppe Højgaard der har lavet og spiller al musikken.

På kassettebåndet har Højgaard anvendt to Casio minisynthesizere fra midtfirserne - den ene i en modificeret version. Det er skrøbelige toner, der forvrænges og overstyres. En digital verden hvor 1 og 0 er på syretrip. Det er braser og syder i Casiosynthesizernes chips-hjerner, der får lov til at komme på et bevidsthedsudvidende trip. På kassettebåndets side A lyder det som en støjende transistorradio der ikke kan finde en kanal. Vi lukkes ind i en verden, hvor skønheden  ikke er et ideal. På B-siden er det blips og blops, der hygger sig sammen med knasende brag. Forestil dig et videospil fra 80’erne, der er stukket af fra dagligdagens forudsigelige elektroniske malstrøm.

Der følger en downloadkode med kassettebåndet. Den kan bruges til at hente andel del af trilogien. Her spiller Jeppe Højgaard på en præpareret kanoun. Det er et strengeinstrument kendt fra bl.a. Grækenland, Tyrkiet og de arabiske lande. Musikken hænger sin egen måde sammen med den første del af trilogien. Højgaard tager igen et for vores musikkultur - og tid - mindre brugt instrument og sætter det ind i en ny klang og tonemæssig sammenhæng. Hvislende klangflader møder strengeinstrumentets myriader af eksotiske lyde.

På LP’en sker der noget nyt. Jeppe Højgaard begynder at synge. Teksterne kredser om de mørke sider af livet. Om følelser der toner ud. “Et frossent sprog svæver gennem spejlet. Ødelægger mig. Metalsvanens sang ind hvor hjertet kæmper i det røde og blå.” Det er meget personlige tekster af den uafrystelige og opbyggelige slags. Det er ikke overlæssede sange men enkle og nærværende sange. Sange der fungerer godt om natten. Højgaard bruger overvejende den akustiske guitar. Han suppleres også undervejs af Rasmus Kjær Larsen og Cecilia Persson på klaver. Ellers er det hans småt støjende klangflader der spændes ud under og mellem sangene. Det er her man kan høre sammenhængen mellem de tre udgivelser. Der skal ikke herske nogen tvivl om at LP’en Gennem Glasset III: Spejlinger er en særdeles anbefalelsesværdig udgivelse, der fungerer selvstændigt. Det er kun hvis man får lyst til at grave dybere i Jeppe Højgaard, at de to første dele skal med. Når jeg hører Jeppe Højgaards guitar og følelser i den afklædte sang Drøm af ord får jeg lyst til, at give ham et kram. “Jeg fortryder. Det mørke vi skabte. Ånder ud på gulvet. Ordene plukket af deres mening. Som sårede dyr. Kæmper vi videre…”

lørdag, april 02, 2016

Jeppe Zeeberg & Rune Lohse: Music made in one day (Barefoot) digital

Den meget udgivelsesaktive pianist Jeppe Zeeberg - kendt fra egne udgivelser, Horse Orchestra og Dødens Garderobe har sammen med trommeslageren Rune Lohse, fra Dødens Garderobe lavet den digitale udgivelse Music Made in One Day. Det er med andre ord ikke tung partiturmusik, de to ungesvende har nået at lave på en dag. Det er eksperimenterende og frit improviseret jazz, som de fleste læsere af denne blog nok kan gætte. 

Albummets cover viser de to musikere, der er i gang med at indtage morgenmad. Maverne fyldes inden de begiver sig ud på en musikalsk betingelsesløs tur over 7 numre med titler som Dawn, Noon, Coffee Break, Good Evening og Midnight. Det er det sponatne der dykres. Hurtige indfald samles op i fællesskab. Det er omvendte og bumlende pianisterier. Det er en himmelfalden tromme der uden vinger flyver. Zeeberg og Lohse er to spændende musikere at følge i disse år. Der er et kreativt overflow, der både er inspirerende og berigende at følge.

tirsdag, januar 05, 2016

Carl Mörner Ringström: Majestic 12 (download)

Det er flere år siden at Carl Mörner Ringström lavede dette album, der nu endelig ser dagens lys som download. Han er sammen med en række gode musikere fra samme årgang som han selv. Der er flere grunde til at det er godt at pladen er kommet ud. Den viser andre sider af Ringströms guitarspil end dem han er mest kendt for. 

To af musikerne, saxofonisten Marius Neset og trommeslageren Snorre Kirk spillede på samme tidspunkt sammen i gruppen People Are Machines. Musikken kan høres som en forlængelse af det projekt. Forskellen består i at svenskeren Carl Mörner Ringström er med på guitar, som der ikke er med i People Are Machines. Det er både vildt og energisk. Det er teknisk krævende med balstyriske breaks og andet kræs. Majestic 12 er et album der afspejler lyden af noget der var. Ringström er musikalsk et andet sted i dag - det ændrer dog ikke på det faktum at den musikalske kvalitet er høj.

torsdag, august 20, 2015

Palmer & Rumklang (Idiotdisc) download+solbrille

Du møder festorgelets mørkere sider på duoen Palmer & Rumklangs første udspil. Pladen åbner med noget der lyder henad en lydprøve. Burkina Faso er en eksotisk fest fyldt med krydderier. Digterisk tristesse fylder rummet på Jeg savner mig. Safterne stiger os til hovedet på Go Go Girls & Organs. På Noget erotisk er vi halvberusede vidner til en lækkerlummer steming. Det er en flaskegrøn og tilrøget verden vi finder på swingnummeret Den nede fra værtshuset. Det sagde hun også i går er med agentguitar. Det gungrer afsted med Nr. Åby Autoservice’s gladere afroinspirerede univers. Lang tid siden er en kort guitarduo med masser af twang og åbne vidder. Nummeret Under 300 sender os ud i en længere psykedelisk hypnose. Hen mod albummets slutning falder det hele fra hinanden på The Guy’s the limit for så, at lukke ned med rytmeboks og nummeret Langsom swing.

Palmer & Rumklang består af Jakob Kofoed på trommer, percussion, guitar, bas og vokal og Nikolai Høi alias Aage Johnson på orgel, keyboard, synth, guitar og vokal. Udgangspunktet var fem numre som de havde lavet to dage før de skulle spille en koncert under navnet Skjorte & Slips. Herefter gik der et halvt år, hvor de så gik i studiet og lavede musikken til albummet i løbet af 24 timer. Udgivelsen består af en downloadkode og et par solbriller, som man passende kan tage på, når man lytter til musikken. Palmer & Rumklang er et fornøjeligt anderledes orgeljazzprojekt. 

torsdag, august 22, 2013

Aaron Parks: Alive in Japan (Gratis download/Bandcamp)


Har du nogensinde prøvet at optage musik ved en jazzkoncert med din iPhone? (Til eget brug, selvfølgelig!) Jeg har f.eks. et nummer på 11 min. med pianisten Rasmus Ehlers fra Aarhus Jazzfestival, der er optaget for nogle år siden. Det har jeg hørt igen og igen. Lyden er ikke perfekt, men det er som om det ikke betyder noget, når først Ehlers spiller. Apropos Ehlers, så var han på JazzDanmarks Summer Session i starten af august. Her havde han den 29 årige amerikanske mesterpianist Aaron Parks som lærer. Aaron Parks udsendte lige før sommerferien et nyt album, Alive in Japan - der var optaget på en iPhone.

Musikken er fra slutningen af 2012 ved en af de sidste koncerter på en intens turné i Japan. Sammen med bassisten Thomas Morgan og trommeslageren RJ Miller havde Parks spillet en række koncerter i det jazzglade Japan. Et land der er særligt glad for klavertrioer. Det er fem år siden, at Parks sidste udsendte et album i eget navn. Det var det lidt skuffende album Invisible cinema. Året efter medvirkede han på Anders AC Christensens fantastiske trioplade Dear Someone. Til oktober kommer der et regulært album fra Parks. Han udsender soloalbummet Arborescence på ECM Records. Indtil da kan du fornøje dig med denne veloplagte liveindspilning, der ganske vist ikke er hifikvalitet. Til gengæld er musikken i så høj klasse, at jeg ret hurtigt overhørte den dårlige lyd. Musikken er ligefrem og ukunstlet. Det er triojazz der i høj grad er nutidig samtidig med at gælden til mestre som Jarrett og Powell anes fra tid til anden. Musikken kan hentes gratis, da Parks ikke ville tage penge for en indspilning med så dårlig lyd. På den anden side, ville han så gerne dele musikken med os. Tak for det!
Albummet kan hentes her: aaronparks.bandcamp.com

torsdag, april 18, 2013

Kostcirkeln: Innehåll:musik (ILK) Tændstikæske/download



Det er lige præcis et år siden at den seneste EP med Kostcirkeln udkom. Det nyeste udspil udkommer som en smuk tændstikæske. Der ligger en downloadkode sammen med tændstikkerne i æsken. Når jeg hører musikken kommer jeg til at tænke på firsernes legesyge afdeling af new wave-musikken, hvor der var plads til skæverter som f.eks. Lene Lovich og Lydia Lunch. Det er ikke fordi, at Kostcirkelns musik er firserretro. Der er bare noget af den samme æstetik i musikken som dengang. Kostcirkeln har et mere organisk udtryk. Sangerinden etc. Qarin Wikström synger på svensk i det ellers danske band. Hun står i spidsen for bandet der har musikere fra den eksperimentelle side af jazzen. SimonToldam på keys, Stephan Sieben på guitar og flere andre skaber grundlaget for den specielle pop, der ikke er bange for at lege med konventionerne. Det er skør pop eller galen pop som det vil hedde på svensk. Hvis du vil overbevises, så lyt til nummeret Mycket bättre planet. Den är underbar!
Det er nummeret Himmelgitarr du kan se på Youtube her foroven. Her bliver Wikström gift med bandet, af Simon Toldam i præstekjole med bar ryg. 

søndag, december 02, 2012

DoktorDoktor: Demo (Bandcamp/Download)


Et fuldfedt organisk funkflow med horn hygger sig i selskab med jazz og hip hop. Det er den korte beskrivelse af bandet DoktorDoktors nye demo, der kan høres og hentes på Bandcamp. Der kommer efter sigende et helt album med septetten i 2013. Indtil da kan man fornøje sig med den tiltalende og velfungerende blanding af genrer. I front er rapperen Glendorf der med stor personlighed rapper på dansk om livet og hverdagen. Skarpe pointer vælter ud og blandes med hornede beats,  stramme funktrommebeats, en hornsektion (sax og trompet), en jazzet guitar og et nattelækkert Rhodes. Det giver fundamentet for et godt bud på, at jazz og hip hop fortsat giver mening at smelte sammen. 

Der er ikke mange undskyldninger for ikke, at hoppe på den her udgivelse. Du vælger selv hvor meget du vil betale for den. Som et lille kuriosum kan nævnes at Mads la Cour og Jesper Løvdal medvirker på et enkelt nummer. 

mandag, juli 30, 2012

Jonas Kappel: Slow Motion Themes (download)

Teatralsk pop (med gruppen Skjult) og filmisk jazz (i eget navn) er noget af det som Jonas Kappel tidligere har beskæftiget sig med. 
Endnu en gang har han bevæget sig over i den filmiske jazz med EP'en Slow motion themes. Den billedfyldte musik har hentet sin stilistiske inspiration i både rock, country og jazz. Kappel der spiller guitar er sammen med saxofonisten Jonas Andreasen i front, hvor de sammen bærer melodierne ind i den forholdsvis ukomplicerede musik. Det er musik der - hvis der var en sanger i front i stedet for saxofonen - kunne kaldes dyster rootsinspireret singer-songwriter-rock. Med saxofonen og til tider guitaren, som de melodibærende instrumenter bliver det i stedet til jazzet instrumentalrock. Musikkens anonyme antræk glider let i baggrunden og musikken bliver et soundtrack til hverdagen.
kappel.ws

søndag, december 18, 2011

Agergaard/Ginman/Blachman/Dahl: Face the demon (Time Span Records/download) People Are Machines: Fractal (Cloud Japan)

Ved at sammenstille to forskellige plader i en anmeldelse er der en overhængende fare for at man vil bedømme hvilken plade der er bedst. Det bliver ikke tilfældet med de to udgivelser som jeg har stillet overfor hinanden her. De er begge gode men på hver deres måde.
Det er kvartetplader i den klassiske opstilling med sax. piano, bas og trommer. Begge indspilninger har nogle år på bagen. Flere af musikerne har det tilfælles at de er blevet mere kendte siden indspilningerne fandt sted. Ellers kan man hurtigt konkludere at de ikke har meget tilfælles. Udover at de på mange måder er hinandens modsætninger og en reaktion på hinandens stilarter.
Den første er med det der egentlig hed Thomas Agergaard Kvartet i en indspilning fra 2000. Det var den sidste indspilning med kvartetten der blev startet af saxofonisten Thomas Agergaard og videreført af de tre andre under navnet GinmanBlachmanDahl uden Agergaard. Det var inden de henholdsvis blev chef for Jazzhouse, X-Factor dommer og professor. Det er 16 numre for fuld udblæsning. Kvartettens fascination for det improviserede og løst spillede folder sig ud i fuldt flor på Face the demon. De havde siden starten af halvfemserne dyrket jazzen der med mange nik tilbage til 60'ernes hårdt spillende musikere. Wayne Shorter, Tony Williams og andre Miles Davis musikere var ikke uden skyld i denne kvartets kraftfyldte jazz, der på mange måder også var et opgør med firsernes mere tighte og polerede jazz.


Lige præcis den jazz som People are Machines dyrker på albummet Fractal. Kvartetten udsendte i 2007 deres debutalbum. Kvartetten stod lidt i skyggen af Jazzkamikaze. De havde medlemmerne Marius Neset på sax og Anton Eger på trommer tilfælles. Fractal er en indspilning fra 2008 og udsendes nu af det japanske pladeselskab Cloud, der har taget den svenske pianist Magnus Hjorth til sig. Det er den fjerde udgivelse med Hjorth de har på samvittigheden. To af udgivelserne er udgivet i Danmark af Stunt. Hjorth er ligesom de øvrige medlemmer af People are Machines uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Saxofonisten Marius Neset lavede iøvrigt albummet Suite for seven mountains i 2008 som eksamensopgave fra konservatoriet i eget navn, men musikerne var identiske med People are Machines. Neset udsendte tidligere i år Golden Xplosion, som i denne uge blev kåret som årets bedste jazzplade af den engelske avis' Guardians kritiske jazzanmelder John Fordham. Han og andre der holder af Golden Xplosion kan med fordel bruge lidt tid på People are Machines og Fractal. Fractal er fyldt med teknisk krævende breaks og tight spillet groovy jazz. Neset har en hang til at spille teknisk blæret sax a la Michael Brecker. Imponerende og fedt. De andre musikere i People are Machines har ingen problemer med at spille op til det.
Bonusinfo:
Thomas Agergaards udgivelse udkommer som download
People are Machines' album udgives kun i Japan, men kan købes via postordre derfra.
thomasagergaard.com
slowboattocloud.blogspot.com

søndag, august 28, 2011

Emil de Waal + Spejderrobot: Nr. 2 (Pizzabakke/Download)

Med ekstra ost
At få omtale af den musik man laver, er for mange musikere meget væsentligt. Derfor er konkurrencen også hård når det gælder om at tilkæmpe sig plads i medierne. Det kan godt være at man har lavet et mesterværk men der skal meget til for, at medierne vil beskæftige sig med mesterværket.
Derfor kan man gøre noget nyt og uventet - tænke ud af boksen for at bruge en moderne kliché. Her har Emil de Waal + Spejderrobot været særdeles konkrete. De har tænkt ud af pizzabakken. Pappet der fungerer som transportmiddel for den varme pizza inden den fortæres, smides altid ud efter brug. Den er jo værdiløs og fedtet. Emil de Waal + Spejderrobot's nye udgivelse nr. 2 har fået pizzabakken som pladecover. Vel at mærke en pizzabakke der er købt på et pizzeria i København indeholdende en vaskeægte pizza. I låget sidder der en kode, der kan bruges til at downloade musikken. På selve pizzabakken er der trackliste og credits bagpå som var det et pladecover. Sidste plade de lavede var en vinylplade med hjemmegjorte fodaftryk på coveret.
Hvad sker der så, når man kommer forbi coveret og får musikken i ørerne? En hel del, heldigvis! Emil de Waal's kendetegn som lege- og eventyrlysten musiker svigtes ikke. Han har sammen med electronicamusikeren Spejderrobot fundet en vej ind i den elektroniske musik. De træder bare lidt ved siden af. Der er velkendte elementer fra dub og den mere natteblå electronica som bla. Trentemøller har bevæget sig i. Spejderrobot bliver i selskab med Emil de Waal's ukonventionelle trommespil der både involverer akustiske trommer og diverse pads - der kan frembringe alverdens lyde, et modigt odd couple. Jeg har svaghed for den slags modighed, specielt når der kommer så dejlig musik ud af det.
Køb en pizza og lyt med.
nummerto.dk

fredag, april 22, 2011

DJ 2-Tone Jones: Shaolin Jazz 37th Chamber (free download)

Must have for jazzfreaks med smag for hip hop
Hip hoppen har set bedre tider påstås det. Andre har sagt det samme om jazzen. Hvad sker der så hvis man tager elementer fra de perioder der traditionelt set anses for at være genrenes mest frugtbare perioder? Hip Hop kollektivet Wu Tang Clan, der kom fra Shaolin, Staten Island NYC regnes af mange for en af de vigtigste hip hop grupper overhovedet. Nu har DJ 2-Tone Jones mixet en lang række vokalspor fra Wu Tang Clan med jazzmusik.
Det er det mest geniale mix af jazz og hip hop jeg har hørt siden Guru's første Jazzmatazz plade fra 1994! Det står rystende stærkt. Idéen lyder på tankeplanet OK. Men i virkeligheden fungerer det endnu bedre. Mange af jazzmelodierne er fundet i kassen med de funky toner - det er vel at mærke den store kasse. For der er langt mellem Ramsey Lewis' og Three Sounds' swinging jazz og Miles Davis' Bitches Brew og Coltrane's Equinox ud-af-kroppen jazz. Derudover møder vi Herbie Hancock, Mulatu Astatke, Pharaoh Sanders, Grover Washington jr, John Klemmer, Donald Byrd, Lonnie Liston Smith, Bobbi Humphrey og Ahmad Jamal fra den funky jazzafdeling.
Pladen kan ikke købes men kan downloades gratis. Albummet er opstået som en udløber af et interview Gerald Watson lavede med kunstneren Logan Walters. Walters havde lavet en række pladecovers, hvor han blandede Wu Tang Clan og Blue Note's klassiske pladecovers - kaldet Wu Note. Watson spurgte Walters om han ville lave et cover til et album med jazz og Wu Tang. Det ville han selvfølgelig gerne og Watson kontaktede DJ 2-Tone, der kastede sig ud i projektet med krum hals.
Takket være DJ 2-Tone's store overblik og sans for både Wu Tang's hip hop og jazzen er der kommet et album ud af det, der på det kraftigste kan anbefales til jazzfreaks med smag for hip hop og omvendt. Det er ganske enkelt et must-have.
Gratis download her: www.mediafire.com/?umwgcb7c6561j

lørdag, februar 19, 2011

Carsten Lindholm: Tribute (Gateway) Download

Elektronisk hyldest
 Tribute er trommeslageren, komponisten og produceren Carsten Lindholms personlige hyldest til forskellige musikere der har påvirket og inspireret Lindholm i løbet af hans liv. Over 11 numre hylder han så forskellige folk som Sting, Nils Petter Molvær, Eivind Aarset, John Coltrane, Bill Laswell oa. Guitaristen Eivind Aarset medvirker såmænd i egen person undervejs. Dette album er nok det mest rendyrkede danske nu jazz album i meget lang tid. Jeg bliver banket 10 år tilbage i tiden og lyden af Molvær og Bugge Wesseltoft bliver nærværende. Det er kunstneres album jeg stadig finder frem og lytter på med stor fornøjelse. Hvis Lindholm havde sendt det her på gaden for 10 år siden var han sikret en plads på en af de mange opsamlingsplader der kom den gang med den elektroniske jazz, der gik under navnet Nu Jazz. Carsten Lindholm har lavet en plade med elektronisk jazz indeholdende elementer af ambient og drum'n'bass. Lindholm har godt styr på musikken og arrangementerne, hvor trompetisterne Rene Damsbak og Tav Klitgaard er med til at give den rette nu jazz-stemning.
Man kan godt beskylde dette album - der iøvrigt kun udkommer som download (på iTunes) - for at være bedaget. Det ændrer nu ikke på min lytteoplevelse. Lindholm har lavet noget musik der også peger længere tilbage, som på nummeret Elefantastic, hvor 70'ernes fusion som vi kender den fra danske Entrance er nærværende. Sammen med inspirationen fra den senere elektroniske jazz bliver det et ganske fornøjeligt album.
Carsten Lindholm: carstenlindholm.dk
My Space: www.myspace.com/carstenlindholm

torsdag, februar 17, 2011

Various artists: Global Units Copenhagen Sessions no. 1 (Global Units) Download

Fængende og fastholdende
 August Engkilde er ikke kendt for at gå slidte veje indenfor musikkens verden. Hans nyeste projekt Global Units tager udgangspunkt i nogle musikalske erfaringer som Engkilde fik, da han spillede i Kina i forbindelse med Expo sammen med kineserne Yan Jun (feedback noise artist) og Tao Yi, freejazztrommeslageren der aldrig før havde spillet et steady beat i sit liv samt VJ'en Casper Øbro. De havde aldrig mødt hinanden før og havde meget forskelllig baggrund. De lavede en koncert der for alle var en positiv øjenåbner. 2. februar åbnede August Engkilde for første gang studiet op i Danmark. Intentionen var at musikere der aldrig havde spillet sammen før skulle møde på tværs af det de normalt spiller. Musikken kunne opleves live i studiet eller via streaming på internettet.


Det blev til fire meget forskellige sessions med musikere overvejende fra jazzen. Thomas Hass, Thomas Agergaard, Ture Larsen, Solveig Sandnes, Trinelise Væring og Jakob Riis er blandt de musikere der kan høres undervejs. Det er blevet til improviseret, eksperimenterende og åben musik der ikke lefler for nogen eller noget. Det her er et interessant projekt der handler om nuet. Musikken og lyden i nuet. Men også fastholdelsen. En fængende fastholdende oplevelse for den lytter der vil bruge tid på, at høre noget som lytteren med garanti aldrig har hørt før.
Musikken er udgivet som download, hvor man betaler det man har lyst til for musikken
Bonusinfo:
D. 2. marts afholdes Copenhagen Sessions no. 2, hvor intentionen er at musikken også videostreames.
Global Units: www.globalunits.net

fredag, februar 11, 2011

Suburbia Surreal: Suite # 1 (Soundcloud/Gratis download)

Unge musikere bag ambitiøs suite
 Den her fortjener et download. Det er nemlig det eneste du skal gøre for, at høre denne ambitiøst imponerende udgivelse med fire ungersvende under ledelse af guitaristen Rasmus Vestervig. De anfører selv Radiohead, Paul Motian's Electric Bebop Band og Boards of Canada som inspirationskilder. Mens dogmet om at de kun spiller suiter opfyldes til fulde. Suite # 1 er en 37 nummer lang suite med flere satser, hvor vi føres gennem flere stemningsfyldte landskaber.. Andreas Bøttigers saxofon er ofte i front og det behagelige melodiske flow klæder hans rolige saxspil. Mariusz Praśniewski på bas og Karol Domański på trommer leverer en solid kulisse, hvor specielt Domański's iderige trommespil er en fornøjelse.
Musikken kan hentes gratis på Soundcloud og jeg håber at Rasmus Vestervig og Suburbia Surreal har mod på flere suiter.
Soundcloud: soundcloud.com/rasmusvestervig
Rasmus Vestervig: rasmusvestervig.blogspot.com

fredag, januar 08, 2010

Jonas Kappel: Jonas Kappel (Snowturtle Music) download

Heavy filmmusik og dødssynder
Det nye årtis første anmeldelse er af en plade der kan downloades gratis fra kunstnerens site. Det er første gang i de snart seks år, hvor jeg har skrevet her på bloggen, at det sker. Det er en EP med guitaristen og komponisten Jonas Kappel.
I april måned sidste år opførte han med hjælp fra et 21-mand stort ensemble - med blæsere og strygere - sit næsten kvarter lange The Rise and Fall of The Giant Snowturtle. Et episk stykke musik med stor inspiration fra filmmusik og tung rock. Har man en svaghed for powerfyldt actionpræget heavyfilmmusik - med små doser af poetiske mellemspil - er det bare med at komme igang med at hente musikken. James Bond er ikke langt væk. Det er hæsblæsende og underholdende.
Som en bonus får man 4 numre med Jonas Kappels nye gruppe Skjult. En hel plade med det band kan ventes senere. Vi præsenteres her for to mellemspil - interludes - og to hele numre. Musikken der er med sang og tekst af Sophie Kronsted handler om de syv dødssynder. Her får vi dem der handler om Dovenskab og Stolthed. På dansk synger Sophie Kronsted med en fin og klar stemme med et touch af noget teatralsk, hvilket passer fint ind i Kappels gennembearbejdede musikalske univers. Strygere og guitarer (både akustisk og elektrisk) er fremtrædende i et band der godt kunne gå hen og blive et undergrundshit. Potentialet er der ingen tvivl om at de har.
Jonas Kappel: www.kappel.ws
My Space: www.myspace.com/jonaskappel