onsdag, oktober 20, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #8 - James Last Special

 

Han har lavet så ubeskriveligt mange plader - og indenfor jazzmiljøet og mange andre steder regnes han ikke for noget særligt. Kradser man lidt i overfladen og kommer ned under polkapotpourrier, spanske grisefester og party a gogo pladerne findes der enkelte plader der er værd at lytte til og særligt med disco jazz ører.


Han lavede allerede i 1971 Voodoo Party pladen, hvor han spillede funk, afro og soul. Hans versioner af Sly & The Family Stone numrene Sing a simple Song og Everyday People er absolut godkendte. Der er skruet op for percussion afdelingen, hvor der er ekstra meget congas. Han spiller Olatunji’s Jin-go-lo-ba, som Candido lavede 8 år, som jeg skrev om i et tidligere afsnit. Han er helt i sync med samtiden og spiller endda Marvin Gayes stærkt politiske Innercity Blues. Hansi - som James Last hed, gjorde den vilde hippiesoul lidt pænere men ikke kedelig. 




I 1975 var han i Los Angeles, hvor han sammen med amerikanske musikere lavede albummet Well kept Secret. Han var kæmpestor overalt i verden fra Canada til Sovjetunionen - men ikke i staterne. Så med hjælp fra amerikanske musikere og en producer kunne det måske lykkes?


I disco jazz sammenhæng rykker han rent med Cole Porters Love for sale. Mediumtempo med Larry Carlton på funk guitar og strygere, kor og støn er den klar til en blaxploitation film. Den strøg ind på top 80 i USA. Gershwin’s Summertime sendes også ind i et groove efter en rolig start. Her kommer Tom Scott ind med den vildeste fløjtesolo undervejs. Det er stærke sager. Tempoet skrues ned til sidst og Ernie Watts træder til med en smooth saxsolo.



Albummet byder også på numre af Blood, Sweat and Tears og Moody Blues. Maurice Ravels Bolero får en ordentlig omgang med en heftig Carlton guitar. Well Kept Secret er James Last goes LA og holder hele vejen.


Discoen bragede igennem i de følgende år i hele verden. Det var ungdommens musik som James Last også tog under behandling på party-pladerne. Han gjorde den fordøjelig for det voksne parcelhuspublikum. Her kunne forældrene i en Martinibrandert træde saltstængerne ned i ryatæppet mens de dansede til James Lasts fortolkning af Car Wash.


I 1980 laver han en regulær perle. Endnu en gang var han taget til USA. Det var broderen Ron Last der sammen med James Last havde skrevet musikken - med to undtagelser, Giorgio Moroders Night Drive og The Seduction. De var oprindeligt fra American Gigolo soundtracket. David Sanborn lavede også en version af The Seduction, der kom med på Hideaway albummet. På James Last’s version er det ingen ringere end Michael Brecker der spiller saxofon. Den ender på en 28. plads på Billboards Hot100 - i øvrigt i samme uge som Blondie ramte førstepladsen med Call me, der ligeledes var fra American Gigolo soundtracket.


På pladen finder man seje sessionmusikere som Lee Ritenour, Rick Marotta, Waddy Wachtel, Paulinho da Costa, Ernie Watts etc. James Last var fascineret af synthesizere og kastede sig sultent over de nyeste elektroniske frembringelser. Han spillede selv synthesizer på albummet. Her er Falling Star i særklasse. Et helt unikt møde mellem disco, jazz, elektro og James Lasts blæsere og strygere. Med de klassiske 120 beats per minute er Falling Star en seks-stjernet disco jazz skæring.


James Last havde flere musikalske brødre. Werner Last huserede under navnet Kai Warner og lavede i 1977 de to albums Disco 78 og Disco 2000, hvor han bla. spillede Caravan, Cherokee og Sunny. Onde tunger vil nok kalde det palmehavedisco - og for det unge publikum i slut-70’erne var det helt sikkert noget hø. Jeg kan ikke lade være med at holde af det.

I det hele taget var det flere store tyske party-orkestre, der flirtede med discoficeret jazz. Peter Thomas Orchestra lavede i 1977 LP'en In Discoland, hvor de spiller en forrygende udgave af Chuck Mangiones Land of make believe. 


Der er kun en ting, som jeg vil tilføje her. Keep Digging! Osse selv om du står i en Blå Kors genbrugsbutik i Skjern, hvor der kun er kristne plader eller partyplader fra 70’erne. Det er neverending - guldet venter.



fredag, oktober 15, 2021

Ginne Marker: Ulteria (Giant Birch) LP/CD/DL/stream

 

Det er den svære toer, som vi nu får fra Ginne Marker. Hun kunne have valgt at fortsætte i samme stil som på debutalbummet, hvor jazz og pop blev blandet med stor succes og potentiale. På det nye album Ulteria har hun valgt at sætte poppen lidt længere frem og trukket jazzen ud i sidegemakkerne.


På sangen Clever tager hun hen mod slutningen en heftig drejning over mod et storladent Carpark North lignende univers efter, at have befundet sig i Suzanne Vega-land. Ginne Marker kan og vil(?) ikke sættes i bås. Hun er Ginne Marker. Hun er mere end vellydende hyggemusik med te og stearinlys. 


Min absolutte favorit på albummet er Everest, hvor Ginne Marker går 70'er soulballadevejen - ikke ulig Silk Sonic. Ginne har ikke strygere men en dejligt sydende Dan Hemmer ved orgelet. Han er også med på The Poet, der er en skøn midnatsblå ballade.


Der er også de helt nedskalerede numre som Ulteria og Correlations, hvor Ginnes vokal og guitar er i centrum.

Pladen er en god fortsættelse af det hun startede med på debuten. Den rolige popsang, der står på singer-songwriter traditioner, som Never golden but beautiful, er en Ginne Marker specialitet. Det lykkes hun rigtigt godt med.

Ginne Marker

torsdag, oktober 14, 2021

Jeppe Gram: The Doldrums (Storyville) CD/DL/stream

 

Det er svært at lade være med at blande Snorre Kirk ind her. Jeppe Gram er også trommeslager og har lavet en plade hvor han er i spidsen som kapelmester og komponist. Jeppe Gram og Snorre Kirk er vidt forskellige trommeslagere. Hvor Kirk er den stramme, til tider næsten underspillede stilist, så er Jeppe Gram den flagrende trommeslager, der ikke holder sig tilbage for et ekstra indspark hist og pist. De næres inspiratorisk af noget af det samme og så har de begge en indbygget sans for swing.


Jeppe Gram kommer med en bred erfaring - men jeg kan ikke erindre at han tidligere har lavet jazz af dennne slags. Hans forrige plade i eget navn var med det man kalder flydende jazz.


På The Doldrums er han tættere på 50'ernes post big band - små orkestre, der var swing med bebop og nævner også selv folk som Kenny Garret, Joshua Redman og Charlie Haden. Gram omgiver sig med en række yngre jazzmusikere, hvor Anders Krogh Fjeldsted på bas og Tobias Wiklund på kornet kendes fra Snorre Kirks orkestre. Jacob Artved på guitar og Oilly Wallace på altsax tilhører den unge generation mens Tomas Francks tenorsax med alder og myndighed afrunder det meget fint spillende orkester. 


Jeppe Gram arbejder med variationer over The Blues. Det er jazz ud over det hele. Mangler du at blive overbevist, så lyt til The Shooter eller For the love of the old beat.  

Bandcamp

onsdag, oktober 13, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #7 - jazz standards

 

Jeg har lidt vendt rundt på begreberne og valgt nogle jazz standards, der fik den helt store disco overhaling i 70’erne. I de to første tilfælde blev det endda kæmpestore hits. Den tredje blev ret hurtigt glemt - mens den fjerde har kult karakter.


SUNNY

Boney M (band) 1976-?

Take the heat of me (Hansa 1976) 

Intet var helligt for den tyske disco sensation Boney M, der lavede discoversioner af både Neil Young, Bob Marley og Creedence Clearwater Revival. På deres første album Take the heat of me fra 1976 var den første hitsingle, deres egen Daddy Cool, der blev efterfulgt af Sunny. Den var oprindeligt lavet af Bobby Hebb i 1966 - en souljazz single der ramte adskillige hitlister. Saxofonisten Stanley Turrentine lavede en forrygende udgave på Blue Note albummet The Spoiler, ligesom Wes Montgomery i øvrigt også gjorde samme år på albummet California Dreaming. Birgit Lystagers danske udgave Birger fra 1970 er dansktop i særklasse.

Boney M med producerbagmanden Frank Farian var sammen med Giorgio Moroder førende indenfor eurodisco genren. Det efterfølgende album Love for sale havde fået titel efter Cole Porter sangen, som de selvfølgelig også havde med på albummet.




HOW HIGH THE MOON

Gloria Gaynor (vokal) 1943- 

Experience Gloria Gaynor (MGM 1975) How high the moon

På Billboards nye Dancechart I 1975, strøg Gloria Gaynors version af How High the moon fra 1940 musicalen Two for the show direkte ind på førstepladsen. Hitlisten afspejlede det som blev spillet på diskotekerne i New York området. Nummeret er up tempo discovaganza med strygere, blæs og alt det gode. Den placerede sig godt i forlængelse af hendes forgående gigant hit Never can say goodbye. How high the Moon er blevet spillet af mange jazzkunstnere, hvor Chet Bakers midnatsblå version er evigt smuk.

På det efterfølgende album I’ve got you fra 1976 lavede Gaynor en udgave ef Cole Porters I’ve got you under my skin, der nåede en fjerdeplads på Billboards Dancechart.




NIGHT AND DAY

Frank Sinatra (vokal) 1915-1998

Night and day - single (Reprise 1977)

Intet var umuligt for de store stemme. Frank Sinatra lavede en disco version af Cole Porter klassikeren Night and day, der kun udkom på single. Det er en storladen version med det store blæserudtryk og ren discorytme - og Frank Sinatra? Han står solid as a rock midt i det hele og er Frank Sinatra. Jeg har fundet en fed tv udgave fra 1977, hvor han er så urokkeligt cool. Jeg tror orkestret kunne have spillet den i en reggaeton version og Frank ville stadig gøre hans ting. I USA og Storbritanien var den i øvrigt kun et B-side nummer til Everybody ought to be in love mens den var A-side i Frankrig, Brasilien, Italien og Mexico. I USA udsendtes den også i en DJ venlig version på 12”, så den kunne blive spillet på diskotekerne.




I COULD HAVE DANCED ALL NIGHT

Biddu Orchestra

Biddu Orchestra (Epic 1975)

Den indiske producer Biddu Appaiah, der boede i England sendte i 1975 jazzstandarden I Could have danced all Night på dansegulvet. Han tilhørte euro-discoens første kolonne og lavede instrumentale disconumre. Her var nummeret fra Broadway musicalen My Fair Lady den første single fra Biddu Orchestra, der ramte 5. pladsen på discohitlisten i England. Biddu havde sans for at lave hits. I 1974 lavede han Carl Douglas hittet Kung Fu Fighting og siden fulgte han op med Tina Charles’ I love to love og Jimmy James.



tirsdag, oktober 12, 2021

Kjeld Lauritsen: Jukebox Jazz (Gateway) LP/CD/DL/stream

 

Gennem pladens titel fortæller Hammond-organisten Kjeld Lauritsen at det handler om fængende og korte jazznumre. Da min far på 75 år så pladen udbrød han med det samme: “den er på ønskelisten til jul.” Han blev hurtigt fanget af udvalget af melodier som trioen spiller på pladen. 


Jukebox Jazz åbner med Blueberry Hill og så dukker der ellers velkendte og nøje udvalgte jazzklassikere op. Autumn Leaves, S’Wonderful og lignende godter. Kjeld Lauritsen er som vanligt sammen med Per Gade på guitar mens trommeslageren Esben Laub er ny mand i trioen - han ved hvad en shuffle er, så han må godt være med. 


Kjeld Lauritsens tilbagelænede spillestil, hvor tempoet kører i et beroligende groovy swing passer godt til mødet med jazzens standards. Der er en masse ro og luft i trioens måde at spille numrene på. Her er det eneste der forceres, en rasende god stemning. 


Jukeboxen henne i hjørnet på værtshuset ryster støvet af sig. Musikken stråler og fremkalder en naturlig tørst efter en omgang mere. Hvem henter den i baren?

https://www.gatewaymusicshop.dk/index.php?route=product/product&product_id=1715

mandag, oktober 11, 2021

Metroscope (Metroscope) LP/stream

 

Jeg tror godt, at man kunne snyde flere med den her plade, hvis man påstod at den var fra firserne. Det er den ikke. Musikerne var end ikke født dengang. Det drejer sig om den ålborgensiske kvartet Metroscope, der lige har kvalificeret sig til finalen i JazzDanmark Konkurrencen.


De fire ungersvende med trommeslager Mikkel Noe som komponist på 5 af pladens 6 numre, har lavet fusionsjazz plade, hvor guitaren placerer sig centralt i lydbilledet. Det er Jonas Dannerbugt, der godt kan træde på pedalen, så der kommer tryk på. Det er nummeret Talk Back et godt eksempel på. Her slippes Mads Dalum Poulsen også afsted i en stabil bassolo. 


Andreas Enrique Bergholdt på keyboards har en mere tilbagetrukket rolle, der giver god mening i Metroscope universet, hvor han samler bandet. Det er så meget en plade, der giver lyst til at høre bandet live. Så kan man også se Mikkel Noes trommespil. Der skal ikke herske tvivl om at det er en trommeslager der fører an. Breaks, fills og andet godt fra den store teknikerhylde er med på pladen.

Metroscope

søndag, oktober 10, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #6 - giganterne


 I denne uge har jeg fundet tre af de allerstørste navne fra jazzen frem - og de fik ikke megen ros i samtiden for at have valgt discovejen. Herbie Hancock gik hele vejen og fik smæk af anmelderne. Mens Sonny Rollins var på fransk visit i discoen og slap nådigt for tæsk. Den sidste Art Farmer fik ikke så hård en medfart, som det kan ses i anmeldelsen fra MM i 1977.

YOU BET YOUR LOVE

Herbie Hancock (keyboards) 1940-

Feeds, don’t fail me now (Columbia 1979)

Det er svært at komme uden om Herbie Hancock, når historien om disco jazz skal skrives. Han spillede den mest funky jazz, der kunne opdrives i 70'erne. Årene hos Miles Davis satte sit præg på de første mere syrede funk plader i 70'erne, inden han landede mesterværket Headhunters i 1973. Det var her, hvor man fandt en stor del af det fundament, som Herbie Hancock stod på i resten af 70'erne. Det var groovy funky jazz, hvor der blev eksperimenteret og udviklet. Thrust, Man-Child og Secrets er alle top funk favoritter. Det var sent i disco-æraen, at Herbie Hancock endelig tjekkede ind og satte spot på spejlkuglen. I 1978 kommer Sunlight, der ikke er et fuldbyrdet forsøg ud i genren. Herbie begynder at synge - gennem en vocoder og scorede et hit med I Thought it was you i Storbritanien. 


Med Feets don't fail me now er han endelig i sync med disco'en. Det sker i 1979 - mens discoen kører på de sidste dråber benzin, inden den går i stå i 1980. Med mere end 40 års afstand behøver man ikke at være i sync når man lytter. I stedet kan man nyde disco jazz genialiteterne You bet your love og Tell Everybody. You Bet your love ramte en 18. plads på den engelske hitliste. Det er heftigt disconummer med tommelfinger-bas, funky guitar, håndklap og Hancocks signatur vocoder vokal. Jeg har den på 12”single og elsker den.


This album is a real candidate to be a worst Hancock album ever.” Bruger på websitet Prog Archives om albummet Feets, don’t fail me now.


Herbie Hancock’s electric records up until this point were marked by intelligence and adventure, even at their most earthy. But no, this one doesn't have an ounce of either. Herbie falls hook, line and sinker for the disco fad and submerges his personality underneath the plastic vocals and four-on-the-floor disco beat.” Anmeldelse på Allmusic, hvor albummet indkassererer 1 ud af 5 stjerner.


I 1983 er Herbie Hancock helt i sync med samtiden og skaber det genredefinerende nummer Rock It, hvor scratch, electro, funk og jazz smelter sammen. Han scorer et kæmpehit og en masse nye fans - inklusive mig.



DISCO MONK

Sonny Rollins (tenorsaxofon) 1930-

Don’t Ask (Milestone 1979) 

Hvad nu hvis Thelonious Monk havde spillet disco? Så havde det måske lydt sådan her. Det er tenorsaxofonisten Sonny Rollins’ udsagn om Disco Monk. To måneder efter at han havde indspillet nummeret spillede han på Pori Jazz Festival I Finland. Her spillede han nummeret der også blev indspillet. I 2016 dukkede den op på albummet Holding the stage - Road Shows vol. 4. I den forbindelse fortalte han at: 


Disco was everywhere back then—disco this and disco that. You couldn’t escape it. As you know, I love all kinds of music, so we started playing with this soulful, disco feel and I heard Monk in there. I wanted people to know that there were other things out there besides disco. Disco and Monk were supposed to be at two opposite ends of the spectrum. On one end you had disco, which some people thought was superficial. On the other you had Monk’s music, which others thought sounded strange. I wanted to bring them together—to show jazz fans that disco could be beautiful and to show people who loved disco that Thelonious Monk was special, too. You know, disco is great but here’s Monk, that it’s all one in the sense that all good music is one. By bringing the two together, I wanted to find something new in their togetherness, that there’s unity in their forms. That’s what I was seeking. That’s just the way I think, so the song was perfect for me.” 

JazzFM


Jeg kan ikke helt gennemskue om der er en form for tilbageholdt begejstring eller decideret flovhed overfor disco mellem linjerne. Begejstringen for Monk kan man til gengæld kke tage fejl af. Faktum er dog at nummeret ikke tilgængeligt på Spotify, hvor den sammen med Don’t Ask pladens andet dansable nummer Harlem Boys holdes skjult for masserne. Det er en skam, for den en forrygende. Den er lidt svær at servere for dansegulvet, da der er nogle rolige balladepassager, der stopper festen flere gange. Efter at det er sket anden gang, så åbnes der til gengæld op for sluserne. Larry Coryell leverer en fed funky guitarsolo, hvor koklokken får tæsk og bassen funker afsted. Sonny Rollins fyldige tenorsax tager over i et sidste balladestykke inden de alle giver den gas. 

Pladens åbningsnummer Harlem Boys har et steady groove og egner sig godt til et dansegulv. Sonny Rollins sveder for på saxofonen. 



CRAWL SPACE

Art Farmer (trompet/flygelhorn) 1928-199

Crawl Space (CTI 1977) 

“Jeg ved ikke, om der er noget at sige til, at jazzfolkene gerne vil have lidt af den kage, de senere elektrificerede år har rørt sammen. Det siges endog fra pålidelig kilde, at et disco-album med Dizzy Gillespie er på vej.

Når imidlertid kagen skæres ud i så velsmagende stykker som trompetisten og flygelhornspilleren Art Farmer gør det på "Crawl Space" er der også musikalsk belæg for at hoppe på vognen. Nu er han godt hjulpet med sin backing - Eric Gale (g), Dave Grusin (keyb), Will Lee og George Mraz (b) og Steve Gadd (dm), og han har en sjældent hørt gæst med sig - fløjtenisten Jeremy Steig.

Da Farmer nogle år i slutningen af 60'erne boede i Wien spillede han bl.a. sammen med pianisten Fritz Pauer. Han står her for et par gode kompositioner, "Siddharta" og "Petite Belle". Musikken er ikke så hektisk som meget af den New York'ske Creed Taylor-musik og der er hele den CTI'ske sildesalat i form af snesevis af sangere, blæsere og strygere. Farmers lidt sentimentale flygelhornspil bæres godt frem af Lee's markante basspil - og Gale siger med meget få ord. En behagelig stille plade i tidens stil - uden dens værste uhyrligheder .”

Jens Jørn Gjedsted i MM oktober/november 1977


Som Jens Jørn Gjedsted skriver, så er Art Farmers plade en behagelig stille plade i tidens stil. Ligefrem “uden dens værste uhyrligheder”. Titelnummeret Crawl Space er en tung funky groovy sag med en helt outstanding fløjtesolo fra Jeremy Steig. Den er er skridt tilbage fra dansegulvet, hvor man kan stå i halvmørket. Disco’en rumler inde i maven på pladen. Måske svigter jeg disco jazz begrebet lidt ved at medtage pladen. Fakta er dog, at du ikke kan stå stille, hvis du har svaj nok i bukserne og et shiny dansegulv i sigte.


Art Farmer lavede gennem karrieren flere albums der hører hjemme i enhver sund jazzhusholdning. Lige fra The Art Farmer Septet, der blev indspillet i 1953-54 og udgivet i 1956 over hans svenske plade fra 1964 til ovennævnte.



Jazznyt siger: Bevar P8jazz

 

Indrømmet! Jeg er mere end en almindelig jazzlytter med stor pladesamling, Spotify, jazzblog og alt det der. Jeg kan høre alt det jazz jeg vil, 25 timer i døgnet. Alligevel er jeg også en af dem, der er træt af at DR ikke er sit ansvar bevidst og får sat P8jazz på budgettet. 


Helt ærligt! Hvad er meningen?


Det er ikke kun fordi min skønne kone næsten hver dag spørger, hvad hun dog skal starte dagen med, når P8jazz programmet Snooze forsvinder fra morgensendefladen. 


Det handler om en kanal der lige fra starten har omfavnet jazzen og al dens væsen. De har gjort så meget godt for det danske jazzmiljø, spillet musikken og talt med aktørerne. Helt grundlæggende har de lavet fed radio for dem, der ikke trænger til tidens (P3) eller den nære fortids (P4) popmusik. 


At lave jazzradio handler ikke om vækst, målgrupper eller hits. Det er ikke noget der kan tilfredsstille storkapitalen. 


Hvor kan man ellers inden for et kvarter høre musik, der står på samme stærke grundlag af kvalitet og strækker sig over så mange årtier? 


Hip hurra for P8jazz!


DR! Få så fingrene ud af røret og afsæt penge til den og P6beat!

tirsdag, oktober 05, 2021

Jacob Anderskov: Spirit of The hive (ILK) LP/DL/stream

 

Når Jacob Anderskov laver et album er det ikke fordi han tilfældigvis er god til at spille klaver, styre et orkester eller skrive noder. Der er meget mere på spil. Denne gang har han samlet 10 improviserende musikere omkring sig. De fortolker og fremstiller livet som fugl, bi, flagermus og insekt.


Hvordan er det at opholde sig i sværmen, kuben eller flokken? Hvordan opfattes trusler fra omverdenen? Det er musikernes opfattelse og deres sansesystem der i spil. Anderskov har komponeret og dirigerer de 10 musikere.


Det er meget erfarne og drevne impro-musikere, der er vant til at bevæge sig rundt i de mere eksperimenterende områder indenfor jazz og klassisk musik. 


Fuglene fløjter og bierne brummer. Flagermusene har et mere komplekst og mindre forudsigeligt udtryk på Spirits of The hives første pladeside. 


Det er vel ret forventeligt at lyden af insekternes liv bliver monotont, kakofonisk og larmende? Det er måden som de fremstilles på af Anderskov og de 10 musikere. En hidsig klarinet skærer sig gennem den i forvejen hidsige stemning. Der er mere subtile stemninger længere inde på side B, hvor fløjter og basklarinet myldrer og arbejder efterfulgt af cello og skramlende uro.

Den musikalske fremstilling af dyrenes liv og sjælen i deres levesteder er en spændende musikalsk rejse. Det er historiefortælling og abstrakte fakta fra dyreverdenen. 

Jacob Anderskov

mandag, oktober 04, 2021

Lis Wessberg: Yellow Map (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er ikke hverdagskost at jazzmusikere eller musikere i det hele taget, debuterer i eget navn når de er på den anden side af 50 år. Hvis det sker, så har de som regel lavet noget tidligere som bandleader eller lignende. Lis Wessberg er en undtagelse på så mange fronter, at det ikke er værd at bruge plads på i denne anmeldelse. Under alle omstændigheder er hun debutant og en meget erfaren en af slagsen. Har du bare fulgt en smule med i dansk jazz, så kender du bla. basunisten Lis Wessberg fra Steen Rasmussens forskellige bands.


Albummet åbner blidt og roligt med de tre numre The Strip, The Ancient Road og In your absence - der er pladens mest jazzede nummer og dedikeret til percussionisten Jacob Andersen, som hun har spillet med i mange år. Hun er stilsikker og har styr på virkemidlerne. Der er så meget mere end jazz i Wessbergs inspirationer, hvor diskret elektronik og effekter også er med. Chimes er det tunge nummer, hvor effekter sender Lennart Ginmans bas i heavy-land. 


Der er flere favoritter på pladen - og blandt dem er Sister M så vild! Marilyn Mazur medvirker på balafon. Der er blandet flere overraskende elektroniske lyde ind undervejs i nummeret med en pulserende rytme. Lis Wessbergs mand, Steen Rasmussen sidder ved tangenterne og bevæger sig steder hen, hvor jeg aldrig hørt ham før. Jeppe Gram er sidste mand i den utroligt velspillende kvartet. 


Yellow Map hører til blandt årets helt store danske jazzudgivelser - og får en kæmpe anbefaling herfra.

Lis Wessberg Bandcamp

torsdag, september 30, 2021

Zoe Efstathiou & Oda Dyrnes: Kyaness (Alkekung Records) LP/DL/stream

 

Zoe Efstathiou er oprindeligt fra Grækenland og bor nu i Göteborg og har bla. studeret på rytmekons i København. Hun spiller på et præpareret piano. Hun er sammen med norske Oda Dyrnes der spiller på cello. De har lavet et album, hvor de eksperimenterer med musik i og udenfor området til mere veldefinerede genrer som moderne klassisk musik og improvisation. 


Det er musik og lyde der insisterer på at du lytter og er tilstede. Det kan lyde som noget man kender og er alligevel noget helt andet. I gamle dage var det avantgardemusik. Der er da også tråde til mesteren John Cage. De to kvinder er dog ikke tilbageskuende avantgardister, hvis man overhovedet kan være det. De er skabere i lyd, rum og dimension. Det er øjeblikkets musik der skabes med baggrund i en grænseløs virtuos mestring på højt teknisk niveau. Hør den, hvis du mener at du har hørt alt.

Bandcamp

onsdag, september 29, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #5 - trommer og percussion

 

I denne uge har jeg fundet tre af de rigtigt hårde disco jazz numre frem. Måske er den første endda berettiget til, at være det bedste nogensinde, hvis jeg kun skulle vælge et disco jazz nummer. 

Idris Muhammad (trommer) 1939-2014

Turn this mutha out (Kudu 1977) Could heaven ever be like this

Den kaldes det bedste disconummer nogensinde i flere kredse. Det 8 og et halvt minut lange nummer var et hit til Mancuso’s Loft Parties i NYC i 1977. En klassiker der stadig kan fylde et dansegulv. Den er samplet af bla. Jamiroquai, Jamie XX og Drake. Måske er Could heaven ever be like this selveste definitionen på et disco jazz nummer. Her er fed saxofonsolo fra Michael Brecker, der afløses af en guitarsolo fra Hiram Bullock. Der er horn riffs og Wilbur Bascomb leverer den bedste basgang, der nogensinde er spillet på et disconummer. Pladen blev udgivet af CTI underselskabet Kudu og produceret af David Matthews. Den hittede ikke voldsomt dengang og fik kun en enkelt uge på Billboards hitliste. Den har siden levet et sikkert liv som en fest-koger. Idris Muhammad lavede flere gode disco jazz numre i perioden. Disco Man fra 1978-albummet You ain’t no friend of mine er også ret dansestabil.

Idris Muhammad’s entré i jazzen i starten af 70’erne skete i øvrigt på Lou Donaldson’s Everything I play is funky og Grant Green’s Alive. Så behøver jeg vist ikke at sige mere.

Svaret på sangens spørgsmål er i øvrigt: “ja!”




Harvey Mason (trommer) 1947-

Funk in a Mason jar (Arista 1977) Till you take my love

Albummet nåede en plads som nr. 37 på den amerikanske Billboard 200 i april 1978. Det var mens Saturday Night Fever hærgede og lå fast på 1. pladsen. Trommeslageren Harvey Mason var ikke en jazzmusiker der af nød havde søgt mod discomusikken. Han var fuldhjertet discomusiker på kun 30 år og havde 2 år før lavet det forrygende funky album Marching in the street med bla. Herbie Hancock, som han også spillede med på Head Hunters pladen fra 1973. Han spillede med alle de fede funky folk i 70’erne; Patrice Rushen, Donald Byrd, Bobbi Humphrey, Ramsey Lewis og Quincy Jones. Han skrev nummeret sammen med David Foster, der både har skrevet Cheryl Lynn’s Got to be real og Earth, Wind & Fire’s In The Stone - og det kan høres. Det var i øvrigt et andet hold blæserlegender Tower of Power, der leverede horn riffsene på nummeret. Vokalen blev leveret af den mindre kendte soulsanger Merry Clayton. 

Et par år senere kom Harvey Mason’s Groovin You, der i 12” udgaven holder hele vejen til dansegulvet. Han har i øvrigt henslæbt en tilværelse som trommeslager i det pæne fusionsjazz ensemble Fourplay i de seneste mange år.




Ralph MacDonald (Congas, percussion) 1944-2011

Sound of a drum (Marlin 1976) Jam on the groove

Han startede ud med at spille calypso hos Harry Belafonte og blev i 70’erne en af de mest efterspurgte sessionmusikere. Percussionisten Ralph MacDonald medvirkede på plader med Herbie Mann, Bette Midler, George Benson, Oscar Brown jr., Les McCann Dr. John, Paul Simon, Billy Joel og mange flere. Han var ikke kun god på congas. Han skrev også flere hits. Balladen Where is The love med Roberta Flack & Donny Hathaway gav ham en Grammy og en førsteplads på Billboards hitliste.

I 1977 stak det helt af for Ralph MacDonald - dog på en rimeligt indirekte måde. Calypso Breakdown fra 1976-albummet Sound of a drum var med på soundtracket til Saturday Night Fever. Ikke et af de numre som folk først nævner, når snakken falder på filmens musik. Nummeret er et congasladet festnummer der stadig holder. Jeg vil dog sætte fokus på et andet nummer fra ‘76 pladen. Jam on the Groove udkom på 7”single og blev også udgivet på 12”single af Miami selskabet T.K. Disco, der sørgede for at den røg ud til DJ’s og blev spillet på klubberne. Nummeret har et tungt groove med Chuck Rainey på bas, Eric Gale på guitar og Bob James på synthesizers. Der er også et dejligt funky blæserriff, hvor man i blæsersektionen finder fine folk som Harold Vick og Joe Farrell - og på toppen af det hele er MacDonalds fede congas.

Nummeret er heftigt samplet; Lige fra Deee-Lite over Bomb The Bass til Run DMC, The Roots og Jungle Brothers.



tirsdag, september 28, 2021

Sigmar Matthíasson: Meridian Metaphor (Reykjavik Record Shop) LP/CD/DL

 

Det er ikke mange år siden, at blandingen af chokolade og lakrids var rimeligt far out. Blandingen af jazz og mellemøstlige toner har også først indenfor de senere år har fundet vej til (mine) vestlige ører. Fælles for slikket og musikken er, at det er afhængighedsskabende, når man først har været der.


Island har givet os den skønne chokoladebar Draumur, lakrids overtrukket med mælkechokolade. Det er også fra Island, at bassisten Sigmar Matthíasson kommer. Han er aktuel med albummet Meridian Metaphor. Her mødes islandsk jazz og toner fra Balkan og Mellemøsten. 


Inspirationerne høres tydeligt fra bandet, hvor Ásgeir Ásgeirsson spiller på strengeinstrumenterne oud og tamboura og Haukur Gröndal har en fremtrædende rolle på klarinet. Matthias Hemstock passer trommerne og Jazznyts islandske pianodarling Ingi Bjarni er sidste mand.


Sigmar Matthíasson åbner pladen og får allerede her tydeliggjort, at det er bassisten der er in charge. Ásgeirsson kommer flot ind i nummeret Don med sin oud, hvor Gröndals klarinet tilføjer mystik og spænding. Projektet er opstået ud fra Matthíassons tidligere samarbejde med to musikere fra Kosovo og Tunesien. 

Matthíasson har en fyldig bas, der er limen på en meget flot plade, hvor stærke stemninger opstår. Det er endnu en stærk islandsk jazzplade.

Sigmar Matthiasson Bandcamp

mandag, september 27, 2021

Athletic Progression: Cloud high in dreams, but heavy in the air (Touching Bass) LP/DL/stream

 

Efter de to første albums, er Athletic Progression på deres tredje album søgt mod et mere direkte udtryk, der minder om deres live-optrædender. Albummet er udgivet af det engelske pladeselskab Touching Bass.


Jonas Cook på keys, Jonathan J. Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas leverer en krops- og sjælsvridende overflod af idéer, tanker og følelser. Det er samlet på 16 uregerlige numre, der strutter af selvtillid og mod. Der er små real life interludes, hvor en strisser spørger om de har købt hash eller hvor en ven på telefonsvareren inviterer på croissant og te. 


Trioen tilhører deres egen future jazz scene herhjemme. Der er elementer der kan minde om amerikanske JD Beck & DOMi, Flying Lotus eller Thundercat eller canadiske BadBadNotGood. Jonathan J. Ludvigsens trommespil er i egen liga. Han skifter mellem breaks, beats og fills i et stadigt heftigt tempo. Jonas Cooks keyboards er et lydlaboratorium, hvor der findes lyde og stemninger frem fra ukendte hylder. Justo Gambulas bas er steady, dansende og lader de to andre musikere tage på nogle gevaldige eventyr. Han sørger for st de kommer hjem og mødes igen. Der er den tunge DEBRA, festperlen MOUSSAS FINEST, drum’n’bass eksplosionerne OSAKA og JUNGELEN. På Extended Technique er Brother Portrait med på (umiskendelig britisk) vokal, han får mig til at tænke på legendariske Maxi Jazz.


Det er et af årets bedste danske albums, på tværs af genrer og i særdeleshed jazzen. De improviserer, eksperimenterer og udvider territoriet.

Athletic Progression Bandcamp

torsdag, september 23, 2021

Hogo Fogo: Repeat (Hogo Fogo/Gateway) DL/stream

 

Det er en dejlig forfriskende udgivelse som den nye kvartet Hogo Fogo er ophavsmænd til. De starter i Mozambique med en veldrejet afrofunk sag, hvor guitaren danser sammen med de andre instrumenter. De skifter retning på den efterfølgende The Long Country, hvor Norden også indfinder sig i deres univers. Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Søren Lund på bas og Michael Dalgas på trommer har spillet sammen i mere end 14 år med andre artister og træder nu frem med deres eget. 


Der er melodisk overskud og styr på musikken. De kalder selv musikken for world/urban//soul/folk instrumental groove. De kan spille lazy smooth som på 15 ways, hvor Spencer Gross’ guitar sidder så lækkert. På Big Nine er det Lars Emil Riis der tager stikket med en fed solo mens Michael Dalgas holder gryden i kog med uptempo whiskers spil. 


Det er en afvekslende og alligevel sammenhængende plade, hvor alle 7 numre har deres kendetegn og lyder som de er fra samme band. En rigtig god debut fra de erfarne gutter, der har fået så meget blod på tanden, at de snart går i studiet for at indspille plade nr. 2.

Hogo Fogo på Facebook

onsdag, september 22, 2021

Miho Hazama & DR Big Band: Imaginary Visions (Edition) LP/CD/DL/stream

 

Jeg får det ligesom hvis jeg, sidst på eftermiddagen, stod ved en bilforhandler inde midt i byen. Jeg skal prøvekøre en funklende ny Tesla - og får at vide inden jeg sætter mig ind i den, at jeg ikke må køre ud af byen.


Bilen dufter lækkert af ny bil. Al den elektroniske stads blinker indladende. Jeg træder på speederen - og skal vente 10 minutter inden jeg kan dreje ud på vejen - for så at holde i myldretidskø.


Det er samme oplevelse med DR Big Bands nye plade, hvor Miho Hazama står i spidsen og de spiller hendes musik. De starter ud med I said cool, You said...what. Et par minutter inde i nummeret slippes Nicolai Schultz løs i en forrygende solo på fløjte. Der er saft og kraft i soloen, der understøttes godt af big bandets groove. Per Gade topper det efterfølgende med en guitarsolo. Herefter sker der sandt at sige ikke meget på albummet. Jeg begynder at kede mig. Det er lineært, stillestående og overraskende lidt ambitiøst. Undtagelsen er Mimi's March, hvor det bliver endnu mere kedeligt. Den er gumpetung - med Peter Dahlgrens trombonesolo som eneste formildende indslag.


Jeg kan læse mig frem til at Miho Hazamas baggrund er i den klassiske verden - hvilket ikke er diskvalificerende for at lave spændende big band jazz. Jeg hører ikke Miho Hazamas klassiske baggrund, ej heller et jazz-ambitionsniveau der matcher DR Big Bands høje kvalitet. Jeg må nok indrømme at jeg havde forventet lidt mere kompleksitet og vildskab i arrangementerne og kompositionene. Det er i stedet blevet en meget flink omgang. Nå, men sådan er det vel. Det er åbenbart ikke altid, at Danmarks fineste big band skal imponere, ligesom de eks. gjorde i sommers da jeg så dem spille sammen med Marius Neset og med Miho Hazama som dirigent.

Edition Records

tirsdag, september 21, 2021

Ensemble Edge: Dimma - a tribute to Jan Johansson (Storyville) CD/DL/stream

 

Jazzbassisten Matthias Petri og søsteren Martha Marie Petri, der er klassisk uddannet cellist har gennem mange år dyrket den svenske jazzmusiker Jan Johansson. Det udfolder de på pladen Dimma, hvor koret Ensemble Edge som Martha Marie Petri også synger i, er sammen med en jazztrio, der udover Matthias Petri også rummer Calle Brickman på piano og Andreas Fryland på trommer. Der spiller numre fra pladerne Jazz på svenska, Jazz på Ryska og Musik genom fyra sekler og en nyskreven hyldest fra Jakob Høgsbro.


De kommer ind under huden på nogle i forvejen kendte melodier og giver deres personlige bud på dem. Det er supersvært når melodierne er så veldefinerede og klare som eks. Visa från Utanmyra. De går ind i musikken og tager ikke den logiske lige vej. De gør det på en ny måde og fortolker musikken fra deres udgangspunkt, hvor de blander jazz, klassisk og kor. 


Jeg er sikker på, at Jan Johansson ville have været glad for deres hyldest, der hverken er leflende eller banal. Så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at Karmen Rõivassepp endnu en gang blæser mig bagover. Om det er på svensk - som eks. på Visa från Rättvik eller på russisk som Kvällar i Moskvas förstäder, så gør hun det indlevende, formfuldendt og elegant. Blokfløjtevirtuosen Michala Petri medvirker også på nogle numre, bla. den skønne Sinclairvisan.


Koret Ensemble Edge er limen og sammenhængskraften i værket. Stemninger og sange, med nogle stærke solopræstationer, flyder behageligt fra dem. Det er kormusik på allerhøjeste niveau. Dimma er en meget vellykket og anbefalelsesværdig hyldest til den store svenske jazzmusiker, der ville være fyldt 90 år i sidste uge, hvis han ikke var omkommet ved den trafikulykke i 1968.

Bandcamp Storyville

mandag, september 20, 2021

Kivikkat (ILK) LP/DL/stream

 

Her er en plade med musik du med garanti aldrig har hørt før. 


Den 82 årige tyske freejazz veteran Hartmut Geerken, der har arbejdet med musik i bla. Tyrkiet, Egypten og Afghanistan og haft et tæt samarbejde med Sun Ra har lavet et album med Kresten Osgood, Snöleoparden og grønlandske Pauline Lumholt. Det er også i den grønlandske kultur, at de har hentet inspiration til albummet Kivikkat.


Albummet åbner med manipulerede naturlyde af fugle og hav. Pauline Lumholts stønnen, klagen, jublen og andet skabt med stemmen går i dialog med lydende skabt af musikerne. Hartmut Geerken har et massivt arsenal af instrumenter af både vestlig, mellemøstlig og asiatisk oprindelse som han bruger. Halvvejs inde i åbningsnummeret Irkark Irnurk dukker der umiskendelige technokeyboard lyde op. Det er i sandhed en kalejdoskopisk rystetur vi kommer på.


LP’ens første side afsluttes med fortællingen om en mislykket jagt, hvor Pauline Lumholt med den grønlandske tromme, qilaat og ekspressiv vokal fortæller historien. På side 2 fortsætter de med mødet mellem grønlandske traditioner og fortællinger og mangefacetteret musik. Jazz i løs og fast form. Spørgsmål om hvad det er for et instrument og andet dukker op undervejs på et nysgerrigt album til den nysgerrige lytter.

ILK Music

søndag, september 19, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #4 - saxofonisterne

 

I denne uge har jeg fundet seks saxofonister frem, der i forskellig grad havde fremtiden bag sig i 70'erne. De var ellers voksne mænd i deres allerbedste alder - fyrrene - og havde allesammen sat tydelige aftryk i jazzen i de foregående to årtier. De var godt og grundigt ramt af, at man i USA ikke længere ville høre den akustiske jazz, som de havde levet så godt af tidligere. Her kan man kaste sig ud i en hurtig konklusion om, at de manglede penge og blev nødt til, at spille det som pladeselskabet ønskede. 

 

Stanley Turrentine (1934-2000)

What about you! (Fantasy 1978) Disco Dancing

Tenorsaxofonisten udgav en lang række plader på Blue Note i 60'erne - og spillede med på flere andre kunstneres plader på Blue Note, bla. på hustruen Shirley Scott's plader. Han var med helt fremme indenfor soul jazzen. Da 70'erne kom  rykkede han over på CTI Records, hvor han i 1970 lavede Sugar, et af karrierens stærkeste albums. Efter flere gode albums på CTI rykker han til pladeselskabet Fantasy i 1974. Her laver han funky jazzplader, hvor han som regel inkluderede et par fortolkninger af tidens poptoner; Have you ever seen the rain, Many rivers to cross, All by myself etc. I 1978 tager han det fulde skridt ud i disco jazzen på albummet What about You! På pladecoveret er han iført hvidt jakkesæt og skjorte med flipper der helt bogstaveligt når ud til skuldrene. Her fortolker han et af de mindre kendte numre fra Saturday Night Fever, instrumental nummeret Manhattan Skyline. Det var forventet at nummeret Disco Dancing blev et hit. Den blev både udgivet på 7” single og på 12” single til DJ’s. Den blev aldrig et hit. Det ændrer ikke på det faktum, at det er et fedt nummer, med tommelfingerbas, discorytme, kor og stort orkester. Albummet What about you! har Stanley Turrentine’s sikre tenorsax-tone på toppen af det hele. Om det er ballader som Peabo Bryson’s Feel the fire eller den funky åbner Heritage er ligegyldigt. Pladen er indspillet i Philadelphia med lokale studiemusikere og er et tydeligt bevis på den høje discostandard der var i byen på det tidspunkt. Albummet holder…men desværre nok mest i min verden. Den er ikke tilgængelig på Spotify. Til gengæld koster den ikke ret meget på second hand markedet. Køb den, hvis du er en ægte disco jazzer.




Lou Donaldson (1926- )

A different scene (Cotillion 1976) High Wire

Altsaxofonisten havde udgivet en lang række plader på Blue Note siden starten af 50’erne. I sidste del af 60’erne lavede han en række plader, der kan regnes som mesterværker indenfor souljazz-genren. I 1974 kom den sidste Blue Note plade, Sweet Lou og året efter var han rykket til Atlantic selskabet Cotillion, der efter flere år med fokus på sydstats blues og soul gik all in på disco. Pladen var lagt i hænderne på Kool & The Gang keyboardspilleren Ricky West og en perifer jazzmusiker ved navn Mike Goldberg. Jazzklassikerne You are my sunshine og Night and day får en totalt overarrangeret discooverhaling med kor og stads. Det er ren palmehavedisco eller som onde tunger kunne påstå, grunden til at discoen døde. Det er adult disco, hvor sex og stoffer er gemt væk. Hvorfor tager jeg så med her i gennemgangen af disco jazzen? Tjaaaahh. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig vil jeg lige fremhæve den funky High Wire, hvor Lou Donaldson synger suverænt råt.



 

Houston Person (1934- )

Get Out’a My Way! (Westbound Records 1975) Disco Sax

Lou Donaldson havde en sleazy udgave af Isley Brothers balladen For the love of you med på A different scene. Den har Houston Person også taget under behandling på albummet Get Out’a My way! fra 1975 i en langt mere vellykket udgave. Den er med til at indikere at Houston Person lykkedes meget bedre i disco jazzen end Lou Donaldson. Houston Person havde en solid baggrund i souljazzen med en lang række albums på Prestige og mange solide sideman-tjanser. Åbningsnummeret Disco Sax er ren cashing in på disco. En hårdt discobeat og et kor der synger disco sax, sammen med Houston Persons skønne sax, er lige til dansegulvet. 



 

Benny Golson (1929- )

I’m always dancing’ to the music (Columbia 1978) I’m always dancing’ to the music

Han har skrevet flere af jazzens helt store klassikere; Killer Joe, I remember Clifford, Whisper not, Along came Betty etc. Fra starten af 50’erne og frem til midten af 60’erne spillede han bla. med John Coltrane, Dizzy Gillespie, Lionel Hampton, Art Blakey, Johnny Hodges og havde The Jazztet sammen med Art Farmer. Han var I en længere periode fuldtidsbeskæftiget frem til midten af 70’erne som huskomponist til tv-serier som M:A:S:H, Mission Impossible og Ironside.

I 1977 vendte han tilbage til pladerne med albummet Killer Joe, hvor han flirtede med discoen og året efter med albummet I’m always dancin’ to the music. Nummeret blev også udgivet på en promotion maxi til DJ’s så den kunne blive spillet på diskotekerne. Maxi’en fik sidenhen kultstatus og er meget eftertragtet (og dyr på second hand markedet). Den kan heldigvis også erhverves på LP’en til menneskepenge og blev genudgivet på maxi i 2018. 

Benny Golson’s saxofonspil er ikke så meget i fokus på nummeret, der til gengæld leverer det sejeste disco groove.



 

Hank Crawford (1934-2009)

I Hear a symphony (Kudu 1975) I hear a symphony

Det er The Supremes hittet fra 1965, I hear a symphony som alt-saxofonisten Hank Crawford sætter disco, jazz og ild til i 1975 med en storslået produktion med blæsere, strygere og det vildeste line up af studiemusikere. Eric Gale på guitar, Gary King på bas og en delt trommetjans mellem Steve Gadd og Pretty Purdie. Det er Gadd på titelnummeret. Desuden medvirker den allestedsnærværende percussionist Ralph MacDonald - ham vender jeg tilbage til i et senere i afsnit i Disco Jazz serien. 

Hank Crawford havde været fast medlem af Ray Charles’ band inden han gik solo i 60’erne, hvor han lavede en stribe plader for Atlantic. Det var med tydelig inspiration fra soul og R’n’B genren, at han lavede. Derfor var det nærmest i en glidende bevægelse, at han kom ind i discoen. Han har på hele albummet et steady disco groove, at læne sig op ad, hvor han kvitterer med veloplagt altsax. Et stærkt disco jazz album.



 

Sonny Criss (1927-1977)

Warm & Sonny (ABC Impulse! 1976) Cool Struttin’

Året efter altsaxofonisten Sonny Criss havde lavet Warm & Sonny tog han sit eget liv, grundet en fremskreden og smertefuld mavecancer. Han debuterede allerede i 1947 på plade sammen med Howard McGhee og var med i beboppens tidlige bølge. Han var stærkt inspireret af Charlie Parker. Det tænker man ikke over når man hører Cool Struttin’ der er en up tempo disco sag. Der er god plads til Sonny Criss’ altsax og undervejs er der både el-piano og guitarsolo. Et varmt nummer fra en af jazzens mindre kendte saxofonhelte.