Viser opslag med etiketten klassisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten klassisk. Vis alle opslag

mandag, maj 25, 2026

Per Texas Johansson: Orkester Omnitonal på musikaliska kvarteret (Moserobie) LP/CD/digital

 

Det er altid en god idé at tjekke, hvad der sker på den svenske jazzscene. Her er saxofonisten Per Texas Johansson et af mine faste holdepunkter, da han altid holder et ekstremt højt niveau på sine albums.


Hans nyeste album skuffer ingenlunde. Åbningsnummeret Hoax er som at blive hvirvlet ind i åbningsscenen i en hektisk film. Jeg kan bedst sammenligne det med starten på Marty Supreme, der flyver gennem New Yorks maniske gader i årene lige efter Anden Verdenskrig. Texas har et stort orkester på 17 mand, der bevæger sig mellem moderne klassisk musik, filmmusik og utraditionel bigbandjazz. I åbningsnummeret er det Fredrik Ljungkvist, der afleverer en vild solo, som er med til at sætte den høje standard for albummet. Det kribler og krabler i hele kroppen.


Det er Johan Siberg, der dirigerer orkestret, som spiller Per Texas Johanssons musik. Hvis du kun skal høre en svensk dagsordenssættende jazzskiva i år, så er det den her.

Bandcamp

tirsdag, april 14, 2026

Jakob Buchanan: Mols - The Mols Booklet of Melodies. (OUR Recordings) LP/digital

 

Jakob Buchanans grundlæggende musikalske sprog er jazzen. Buchanan taler dog også andre musikalske sprog end jazzen. Klassisk musik fylder meget i den musik, han har lavet gennem de seneste mere end 10 år, startende med Requiem i 2015. En anden ting, der kendetegner Jakob Buchanan, er, at han laver musik med udgangspunkt i konkrete steder, hvor han har boet. Der er I Land in the Green Land fra 2010, hvor inspirationen var hentet i Grønland. Og så var der Rosenhill fra 2020, hvor det handlede om det almene boligområde Rosenhøj, hvor Buchanan boede som barn og senere som voksen i en kort periode.


Nu bor han på Mols, hvor han ikke kun henter inspiration i den smukke natur. Han blev introduceret til spillemanden Peter Madsen, da han flyttede til Mols og ind i Det Gule Hus, som Peter Madsens søn byggede i 1904. Peter Madsen var en ægte spillemand, der spillede, når der var brug for det – hvad enten det var til fest eller begravelse. Jakob Buchanan kom i besiddelse af et nodehæfte, der var skrevet på baggrund af Peter Madsens gamle melodibøger. Buchanan satte tempoet ned og sad i cirkusvognen med udsigt til markerne ved Tved og Thorup. Her oplevede Buchanan, at en gammel sjæl blev vakt til live.


Det er blevet til 13 kompositioner, som sættes i scene af den suveræne klassiske strygekvartet Artos, den svenske bassist Anders Jormin og to musikere, som Buchanan ofte har arbejdet med: amerikanske Chris Speed på klarinet og tenorsaxofon samt danske Simon Toldam på klaver. Åbningsnummeret En Molmaskerade i Tved – eller A Minor Masquerade in Thwaite, som Buchanan kalder den på engelsk – er en hyldest til Tved og fastelavnens gamle traditioner. Han har omskrevet melodien fra Peter Madsens bog fra dur til mol. Der er selvfølgelig et nummer, der hedder Stendysserne – vi er jo på Mols. Jeg er vinden åbner med Buchanans smukke, svævende og rolige flygelhorn, der finder sammen med Anders Jormins sanselige og jordbundne basspil, som strygerne komplementerer. Det er blot nogle få eksempler på et album, der kun indeholder gode numre.


At bringe en spillemand, der huserede på Mols i den sidste del af 1800-tallet, ind i nutiden på denne måde er mesterligt. Spillemandsmusik, jazz og klassisk musik mødes i et naturligt leje, hvor man ikke fokuserer på eller tænker over, hvad der er hvad. Det er musik i en helt egen klasse. Jakob Buchanans Mols er et mesterværk inden for dansk musik.


Musikken er udgivet på vinyl. De to LP’er er pakket ind i en kraftig boks, hvor man også finder et flot hæfte med tekster om musikken. Er man til vinyl, er den nærmest et must-have.

Jakob Buchanan

torsdag, januar 15, 2026

Copenhagen Clarinet Choir & Anders Lauge Meldgaard: Jeux d’eau (år & dag/Conatala) LP/digital

 

I 2025 kom der en plade med strygerne Halvcirkel og Anders Lauge Meldgaard, der spiller på New Ondomo, en moderne håndbygget japansk udgave af det næsten 100 år gamle franske tangentinstrument Ondes Martenot. Den glidende vibratolyd der kommer ud af instrumentet behersker Anders Lauge Meldgaard til fulde. 


På den aktuelle udgivelse er han sammen med Copenhagen Clarinet Choir, der består af 6 klarinetister (Henriette Groth, Maria Dybbroe, Jonas Engel, Francesco Bigoni, Anders Banke og Carolyn Goodwin). ALM har komponeret ud fra nogle workshops han har haft sammen med klarinet-koret og inspireret af et besøg i Villla D’este i Tivoli, Italien. Stedet er kendt for sine springvand og har inspireret både Franz Liszt og Maurice Ravel til værker af samme navn som ALM’s komposition.


Klarinetternes møde med Anders Lauge Meldgaard, New Ondomo og en modular synth hænger godt sammen. Det er renæssance og old school science fiction på en gang. ALM bevæger sig i et musikalsk parallelunivers, hvor der grænsefladerne mellem klassisk musik, elektronisk musik og improvisation er udviskede og fremstår logisk sammenhængende. Det er en vellykket hyldest til vand og relationen mellem menneske og natur. 

Bandcamp

søndag, juli 06, 2025

Niklas Walentin & The Snorre Kirk Trio: Another June night - a celebration of Svend Asmussen (Orchid Classics) LP/digital

 

Lige om lidt er det 100 år siden, at Jacob Gades Tango Jalousie blev spillet første gang som ledsagelse til en stumfilm i Paladsteatret af Gades 24 mands orkester. Hvorfor skriver jeg nu om det? Det gør jeg fordi nummeret har sneget sig med på den klassiske violinist Niklas Walentins hyldest til Svend Asmussen. Det var i øvrigt næsten sammenfaldende med at 7 årige Svend begyndte at spille violin, at Tango Jalousie fik premiere. 


Resten af pladens numre er hot fiddle hits fra Svend Asmussens repertoire. Walentin kendte Svend Asmussen og fik bla. en række arrangementer for soloviolin af Asmussen. 


Den altid muntre Svend Asmussen forlod denne jord i 2017, efter han var fyldt 100 år. Walentin har allieret sig med en velspillende trio. Snorre Kirk på trommer, Anders Fjeldsted på bas og Calle Brickman på piano sender den dejligste jazz lige ud i hovedet på lytteren. Selv om Walentin er klassisk uddannet, har han ikke problemer med at swinge sammen med jazzen og trioen. Hans tekniske niveau og overskud er tårnhøjt og det fornemmes at det uden problemer omsættes til jazzet violin. Vi præsenteres for klassikere fra Asmussens repertoire som St. Louis Blues, Embraceable You og June Night. Hvis Svend Asmussen lytter med - så er han uden tvivl meget imponeret og tilfreds.

Orchid Classics

søndag, juni 15, 2025

Carsten Dahl Ensemble: To Palle Mikkelborg - In the middle nothing (Storyville) CD/digital

 

Når en helt og et musikalsk forbillede skal hyldes kan det gøres på mange måder. Her har Carsten Dahl valgt at tage sig god tid til at fuldføre hyldesten til Palle Mikkelborg. I en periode på fem år har Carsten Dahl skabt musikken der er blevet til pladen In the middle of nothing. Dahl spiller selvfølgelig på klaver og supplerer med Rhodes, harmonium, guitar og kontrabas. Undervejs er der bla. besøg fra Fredrik Lundin og Stefan Pasborg, de to musikere som han spiller med i Pasborgs Triiio. Der er også en strygersekstet, der peger tilbage på de år han brugte med det klassiske Ensemble MidtVest, da der er flere af strygerne fra den tid som har spillet der.


Helt centralt står Palle Mikkelborg. Han medvirker på pladen og jeg kan ikke lade være med at tænke at Dahl får nogle af de bedste sider i Mikkelborg. Den klassiske musik, mystikken, det sfæriske, det historiske og ikke mindst noget meget smukt og afklaret trompetspil fra Mikkelborg. 


Det 11 minutter lange nummer Fornax placerer sig centralt på pladen. Mikkelborgs antydninger på trompeten viderefortolkes af et børnekor, der breder sig ud over nattehimlen. Fredrik Lundin skærer igennem med en skarp solo, der bliver fulgt op af Dahls filosoferende klaverspil. Det er en flot hyldest til en af de allerstørste danske personligheder i dansk jazz fra en anden lige så stor personlighed.

Bandcamp

fredag, juni 13, 2025

Maria Faust Sacrum Facere: Marches Rewound and Rewritten (Stunt) LP/CD/digital

 

Den dansk/estiske saxofonist og komponist Maria Fausts værker er kendt for hendes samfundskritik. Det har handlet om kvinders plads og formål i et kristent og ikke kristent samfund, om kvindelig identitet til reproduktive forhold og rettigheder. På korværket Mass of Mary var det ofre for vold i hjemmet der kom i fokus. På det nye album retter hun opmærksomheden på verdenstyranier, hierakier, vold og livets værdi.


Da hun voksede op som barn i Sovjetunionen, var marcher en velkendt del af propagandaen. Maria Faust vender det rundt og tager det tilbage. Lilletrommen, mesterligt spillet af Emanuele Maniscalco, er i centrum. Der er noget fedt over en komponist som Faust, der med stor alvor og indsigt tager fat i et militant musikalsk udtryk. Hun bringer liv til musik, der ellers brugt til at indgyde respekt, autoritet og sprede død.


Sammen med et stjernehold af store musikalske personligheder, lige fra Francesco Bigoni på saxofon og klarinet til Peter Ole Jørgensen på stortromme og percussion har Maria Faust lavet endnu et stærkt værk. Vi har mere end nogensinde brug for musikere, der gør opmærksom på vanviddet der hersker alt for mange steder lige nu. Med dette værk finder man et frirum, et helle i dagligdagens malstrøm af nyheder med plads til eftertanke.

Bandcamp

onsdag, januar 29, 2025

Mikkel Nordsø: Nordsøvej (Nordsø) digital

For mange, særligt fra min generation, er Mikkel Nordsø en guitarhelt udover det sædvanlige. Fra Buki Yamaz over Sneakers, Moonjam og Mikkel Nordsø Band til Acoustic Guitars har han sat dybe aftryk på den danske musikscene. I de senere år har det bla. været gennem duo-projektet sammen med tablas-spilleren Ole Theill, at han har gjort opmærksom på sig selv. I gamle dage ville man kalde det de laver for verdensmusik. Inspiration fra Indien, Afrika og Sydamerika er tydelig. 


I det nye solo-projekt, Nordsøvej spiller han udelukkende på akustisk guitar. Han spiller et par kompositioner af den brasilianske komponist Villa Lobos og såmænd også Jobims udødelige Waters of march aka. Aguas de marco. Det er beroligende og virtuost. Mikkel Nordsø presser ikke andre end sig selv, i de koncentrerede og afstemte numre. Som lytter skal man bare sænke skuldrene og flyde med. På flere af numrene spiller han sammen med sig selv. Som feks. den skønne Velvet Sky, der sender mig ud på en hest på en tør og solbeskinnet slette, hvor støvet hvirvler og danser rundt om hesten. 


Mikkel Nordsø balancerer fint mellem jazz og klassisk musik. Det lyder som begge dele og sig selv.

Mikkel Nordsø

 

tirsdag, november 14, 2023

Rumpistol: Going Inside (Raske Plader) LP/digital

 

Det er den sidste plade i Rumpistol alias Jens B. Christensens trilogi af plader, der startede med After the flood i 2020 og blev fulgt op af Isola i 2022. Going Inside er den sidste plade, hvor Rumpistol har vendt blikket og tankerne ind ad efter, at han i mange år lavede udadvendt beatsinflueret elektronisk musik. Han startede med den rolige musik efter en sygdomsperiode med stress, hvor han var tvunget til, at fokusere på noget andet og nyt. At han så modigt og gavmildt deler oplevelserne med os gennem musikken er stort.

Maria Jagd på violin og Line Felding på cello har været med på alle pladerne, ligesom Kristian Hofmann på lapsteel. De er alle tre en vigtig del af Rumpistols lyd, hvor Jens B. Christensen ofte bruger klaveret og supplerer med modular synth. Den nye plade er mere fyldig også stor i lyden. Der er kommet lidt flere musikere med på mange af numrene. Kammeraterne fra Kalaha, Emil de Waal på trommer, Anders Stig Møller på bas og Niclas Knudsen på guitar er med på flere numre, hvor særligt Be Open med Anders Stig Møllers båndløse bas skal fremhæves. Et af pladens helt store numre er uden tvivl Now, der lader os svømme væk i en smuk melodi.

På pladens innersleeve har Jens B. Christensen brugt plads til, at fortælle om psykedelisk terapi , en nyere terapiform indenfor psykiatrien, hvor man bruger psilocybin-svampen i små kontrollerede doser i terapien. Albummet er inspireret af the Copenhagen Music Program for psilocybin assisteret terapi. Jens B. Christensen har med inspiration derfra inddelt pladen i tre faser; en opstignings fase, en top fase og en nedstignings fase. Du kan også bare læne dig tilbage i stolen, skrue godt op for anlægget - der er en lækker lyd på pladen - og tage den med ro. En flot finale på trilogien. Hvordan kommer Rumpistol mon videre herfra?

Bandcamp

torsdag, november 02, 2023

Marius Neset: Geyser (ACT) CD/digital

At talentet har bragt den norske saxofonist Marius Neset, der tidligere boede i Danmark, meget langt er ikke længere Breaking news. 

Det seneste album er endnu et cross over mellem jazz og den klassiske musik. Han er sammen med London Sinfonetta på deres tredje fælles udgivelse. Musikken er lavet på foranledning af BBC Proms og opført i Royal Albert Hall.

Neset omgiver sig med Ivo Neame på klaver, Jim Hart på vibrafon, Conor Chaplin på bas og Anton Eger på trommer udover det klassiske ensemble. Det er fullblown og widescreen. Der spares ikke på virkemidler og teknisk krævende indsatser. Geyser er en symfoni, hvor vi gennem 8 dele føres gennem vand, ild, magma, lava og andet vildt fra naturens side. 

Hvis du har brug for at høre jazz og klassisk i et møde, hvor der flyder lava fra højtalerne, så bliver det ikke meget bedre.

ACT Music

 

torsdag, september 07, 2023

MidtVest Pigekor + Gustaf Ljunggren/Emil de Waal (Turn it Over Records) LP/stream

 

Det er kun tre måneder siden, at jeg skrev om en plade med MidtVest Pigekor. Et kor der hører hjemme i mit hood, Herning. Nu er de atter aktuelle på vinyl. Det er med en indspilning fra Moorjazz Festivalen i 2021. På den første plade var de sammen med guitarsekstetten Cirklen. Denne gang er det noget helt andet. De er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Fælles for begge plader er, at koret er under ledelse af Dorte Bille, der efter mange år i spidsen for koret er stoppet og har ladet stafetten gå videre.

Pladen er et møde mellem Ljunggren på strenge og tangenter og de Waal på trommer og percussion med et klassisk skolet pigekor, der synger Jeg gik mig ud en sommerdag, Nu er dagen fuld af sang, En yndig og frydefuld sommertid, Danmark, nu blunder den lyse nat og Stille, hjerte, sol går ned. Her skaber duoen nogle kommenterende overgange, så det hele flyder afsted som en lang suite. 

Pigekorets smukke, næsten sfæriske klang er ren magi. Den sansende duo leverer florlette toner der flyver afsted sammen med koret. Her er nummeret Herning, der går direkte over i Danmark, nu blunder den lyse nat helt fantastisk. Indledende solosang og flydende toner fra duoen går over i en traditionel korudgave af sangen. Det er et blændende eksempel på pladens unikke kvaliteter. 

Pladen får en stor anbefaling med på vejen. Den er i høj klasse, helt sin egen og samtidig tro mod traditionerne. Pladen afsluttes med Gustaf Ljunggrens Miniature for Boo 59 - evening, hvor koret supplerer med ordløs sang. Den går over i Stille, hjerte, sol går ned.

MidtVest Pigekor

tirsdag, august 15, 2023

Kwella: GuitarRama Jazzical (Kwella/Gateway) LP/DL/stream

Som titlen på albummet siger, så er det jazzical - en blanding af jazz og klassisk, et møde mellem jazz og klassisk musik. En elektrisk guitar spillet af århusianske Jens Chr. Kwella og en akustisk klassisk guitar spillet af Thea Visti Pedersen. Et møde som jeg ikke kan erindre at have hørt før.

Pladen er Jens Chr. Kwellas personlige bud på et møde mellem de to verdener, der undervejs også kommer omkring den hårde rock på The courage to carry on, folk på Wrong Turn og mellemøstlige toner på Sazoud og Malefiz. Grundet de mange forskellige inspirationer er det også en usammenhængende oplevelse - på den anden side er det også en del af charmen ved pladen. Kwella er en yderst erfaren og dreven guitarist, der har et stærkt teknisk grundlag at stå på - og det kan høres.

Det er derfor han har roen og overskuddet til at balancere så fint mellem teknik, indlevelse og nærvær. Det er der hvor der åbnes op for mødet med Thea Visti Pedersen, der nærmest uanfægtet af Kwellas eksperimenter, står solidt på sit og dermed hæfter musikken og pladen sammen. En plade der skal opleves.

Kwella

 

tirsdag, juni 06, 2023

Cirklen feat. MidtVest Pigekor: Genklang (Flydende Rum) LP/DL/stream

 

Guitarsekstetten Cirklen har eksisteret siden 2009 og har på trods af det aldrig udgivet noget. Det råder de bod på nu, med albummet Genklang, hvor de er sammen med MidtVest Pigekor under ledelse af Dorte Bille. 

De spillede en række kirkekoncerter inden de indspillede musikken. Det er Niels Bjerg og Anders Holst der har skrevet musikken. De spiller akustisk guitar og er i selskab med Samuel Hällkvist, Lars Bech Pilgaard, Emil Palme og Mika Forsling. Mødet mellem det klassiske pigekor og Cirklen, der har en undersøgende og eksperimenterende tilgang til skabelsen af musikken, er givende og spændende.

Pigekoret skaber lange flydende stemninger med deres ordløse sang. De seks akustiske guitarer væver det hele sammen. Guitaristerness indbyrdes spil lyder som et orkester, hvor de indtager forskellige roller. De tager udgangspunkt i enkle og fine melodistykker, hvor de roligt og nærmest minimalistisk lader sangen vokse frem. Pigekorets klang og messende sang på nummeret Falls Rolls er sammen med de akustiske guitarer et lille mesterværk.

Pladen er pakket ind i et cover med et unika tryk lavet af kunstneren Pernille Gjørup Bruhn. Det komplementerer den flotte musik på albummet. Det er på alle måder en meget original plade med kor og guitar i absolut særklasse. Den får en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

tirsdag, marts 14, 2023

Maria Faust: Mass of Mary (Estonian Record Productions) LP/CD/DL/stream

 

Mass of Mary er dedikeret til alle ofre for vold i hjemmet. Det handler ikke om at pege fingre, oplyse eller finde løsninger. Det er en konstatering og det mindste som komponisten og musikeren Maria Faust mener, at hun kan give tilbage til samfundet. Hun kombinerer middelaldermusik, jazz, estisk folkemusik og det hun kalder sonoristic comtemporary music, der kort fortalt - ifølge jazzbloggeren - handler om at skabe nye lyde og udtryk med eksisterende instrumenter.

Sammen med det estiske kammerkor Collegium Musicale og klassiske musikere indspillede hun musikken i Estland for et år siden. Resultatet foreligger på rød vinyl og er en uafrystelig stærk lytteoplevelse. Værket er bygget op omkring en den katolske kirkemesses vanlige struktur. Det er kirkens latin og græsk, der står som skelettet der skal holde virkeligheden oprejst. De omkranses af tekster på estisk om volden og det der sker. Om barnet der kalder på mor. 

Mass of Mary er endnu et højdepunkt i Maria Fausts karriere. Det er et album der kommer til, at stå som hovedværk. Alvoren, dramaet og skønheden er i forening på et album der uden problemer bevæger sig mellem genrerne

Bandcamp Maria Faust

mandag, marts 13, 2023

Calum Builder: Murmuration (Barefoot Records) Cassette/CD/DL/stream

Australske Calum Builder blev nomineret til en dansk DMA Jazz pris sidste i år for udgivelsen Messe. Han bor i København og er atter aktuel med en udgivelse. Han kalder det selv for en eklektisk blanding af ambient jazz og moderne komposition. På Murmuration har han involveret 11 musikere fra det eksperimenterende Københavnske musikmiljø - både klassisk og jazz. Bla. Erik Kimestad og Kristian Tangvik fra Horse Orchestra og Carolyn Goodwin. Her er bratsch, violin, cello, fagot, tenorsaxofon, trompeter, tuba, bas, slagtøj og Builder selv på altsax.

Musikken er komponeret under corona nedlukningen, hvor Calum Builder fantaserede om Australien. Om vilde brande, skypumper og oversvømmelser. Om fugleflokke der skygger for himlen over et voldsomt hvirvlende vidtstrakt hav. Det er på gang, en snurrende og struktureret musikalsk oplevelse. Det er nedskrevet musik, der spræller og slår sig i tøjret i kraft af de medvirkende musikeres personlige aftryk. Improvisationerne der flyder rundt i det australske hav. 

Det er en imponerende stærk udgivelse fra grænselandet mellem jazz, klassisk, improvisation og eksperimenterende musik.

Bandcamp Murmuration


 

torsdag, januar 19, 2023

Mydtskov/Nordal: Frasens Identitet (New Vehicle) LP/stream

 

Det musikalske lixtal er højt inden jeg overhovedet har hørt noget som helst. Frasens Identitet er en del af et kunstnerisk udviklingsprojekt på konservatoriet i Odense. Det er saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal der er ophavsmænd. Som Mydtskov så venligt skriver i det medfølgende brev: “Det har vi lavet et forskningspapir på og det er ret nørdet.” 

Projektet går ud på at vise, hvordan forskellige valg af musikalske parametre (dynamik, tempo, udtryk etc.) genererer forskellige identiteter til den enkelte frase. De har skrevet 12 duetter med neutral musik, hvor der ikke er emotionelt betingede valg som baggrund for kompositionerne. 

For at fjerne sig fra det trygge og veldefinerede har de valgt at spille på et andet instrument end deres hovedinstrument. Mydtskov på baritonsaxofon og Nordal på baritonguitar. Desuden har de inviteret to andre duoer til, at spille deres udgaver af kompositionerne. En klassisk klarinetduo og en folkemusikduo med cello og violin. 

Musikken er for så vidt ikke kompliceret at lytte til. Den har et enkelt nærmest knastørt asketisk udtryk. Det der mangler af saft og kraft, kompenseres der for i fremførelsen, hvor de lægger fokus på detaljerne. Det er her, det begynder at blive interessant som lytter. Det kan da godt være at det er neutral musik - men der sker meget mere end det der placerer sig på overfladen. 

Selve den fysiske udgivelse, presset hos Nordsø Records, forsøger også at ligne noget neutralt - og alligevel er det et æstetisk valg, der giver en stemning af laboratoriemusik. Det er meget flot og gennemført.

Syddansk Musikkonservatorium

torsdag, september 22, 2022

Barre Phillips & György Kurtág jr. Face à face (ECM) >> Enrico Rava & Fred Hersch: The Song is You (ECM) >> Lubos Sokoup & Christian Pabst: Levitas (Animal Music) >> Anders Koppel & Henrik Dam Thomsen: Gently (Cowbell Music)

Der skal tango til to eller noget i den retning. Her har jeg sat fokus på fire nye plader med to mennesker der mødes med hver sit instrument.  Nogle er mere traditionsbundne i jazzen end andre, der kun har lidt med jazz at gøre. 


På den første møder vi en legende ud i improjazz. Den 88 årige bassist Barre Phillips krydser klinger med den langt yngre ungarer György Kurtág jr. der er søn af komponisten af samme navn. Sønnen bruger elektronikken. Han er også improviserende. Det er i et labyrintisk samspil at gnisterne opstår. Det er fascinerende underfundigt.


Italienske Enrico Rava hører vi i et mestermøde med den amerikanske pianist Fred Hersch. Rava spiller på flugelhorn. Den varme og rolige tone besvares af et dybt empatisk klaverspil fra Hersch. De er tro mod jazzens traditioner og har en masse at fortælle. De spiller både standards og spontane improvisationer. En stærk og anbefalelsesværdig plade. 


Den herboende tjekkiske saxofonist Lubos Sokoup har lavet en plade sammen med den tyske pianist Christian Pabst. Han har spillet i Sokoups kvartet i mange år. Her er det kammerjazz i både lyd og stil. Nærværende og vellydende som stod de i stuen overfor dig. Der er elementer af noget klassisk musik - ellers er det primært jazzens energi og dynamik der driver dem. 


Jeg har gemt det bedste til sidst. Det er kun to år siden deres første duoplade kom. Anders Koppel på Hammond B3 og Henrik Dam Thomsen på cello har spillet sammen i over 25 år - og har dyrket duoformatet mere intenst i de senere år, hvilket giver god mening, når man hører Gently. Det er musikalsk magi, når Koppels malende Hammond og Dam Thomsens flydende cello mødes. Det er filmisk, levende og en stor lytteoplevelse.

tirsdag, juli 12, 2022

Anders Koppel: Mulberry Street Symphony (Cowbell/Unit) LP/CD/DL/stream

 

En af de bedste museumsoplevelser, jeg nogensinde har haft, var besøget på Tenement Museum på Lower East Side i New York City for nogle år siden. Her kan man træde ind i en lejlighed som blev beboet af en italiensk immigrant familie, som den så ud i 1880’erne. Det var fattigt, beskidt og mørkt med en snert af håb. Det er den verden som Anders Koppel har sat musik til på dobbelt-albummet Mulberry Street Symphony. Han har ladet sig inspirere af den danske fotograf Jacob  Riis’ sort/hvid billeder fra bagsiden af 1880’ernes New York. Han har taget udgangspunkt i syv billeder. Symfonien er i syv dele, til hvert billede.


Odense Symfoniorkester under ledelse af Martin Yates spiller Anders Koppels nedskrevne musik. Trioen med sønnen Benjamin Koppel på altsaxofon, Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer har en improviserende rolle. De har ikke fået en stak noder de skal spille, de skal forholde sig til det som symfoniorkestret spiller og ud fra det komme med deres musikalske bud.


Det lyder måske rodet. Det er det ikke. Det er tre jazzvirtuoser, der indtager musikken og drysser jazzen ud over den klassiske musik. Det fungerer rigtigt godt. Her er drama og spænding i en grad, så jeg kommer til at tænke på filmmusik, Gershwin, Ellington, Gil Evans eller Claus Ogerman. 


Mulberry Street Symphony er en monumental diamant i rækken af Anders Koppels symfoniske værker. Et mesterstykke, der er gavmildt givende til mange lytninger. Kan klart anbefales til klassiske lyttere med nysgerrighed overfor jazz eller omvendt og nysgerrige lyttere i det hele taget. 


Den er udgivet på dobbelt LP i et flot gatefold cover - og når det er Koppel, så er den selvfølgelig presset hos Nordsø Records.

Turn it over Records

torsdag, marts 24, 2022

Scott Hamilton: Classics (Stunt) CD/DL/stream >> Jacob Artved: Metamorphosis (Stunt) CD/DL/stream

 

Den amerikanske tenorsaxofonist Scott Hamilton kan spille så overbevisende, at han får kendte melodier fra klassisk musik til, at lyde som jazz standards, der er skabt til at blive spillet i en tilrøget kælder jazzklub. Han er sammen med "den nordiske kvartet" med Jan Lundgren på piano, Hans Backenroth på bas og Kristian Leth på trommer. Det glider let og elegant afsted når de spiller temaet fra Svanesøen og kompositioner af eks. Ravel, Debussy og Tchaikovsky.



De tre sidstnævnte komponister går igen på en anden plade som pladeselskabet Stunt også er ansvarlig for. Det er den unge guitarist Jacob Artved der har inviteret sin fader, den klassiske oboist Max Artved med på pladen Metamorphosis. Her er den klassiske musik meget mere fremtrædende, da de også har strygertrio med, udover den sejt swingende jazzgruppe med veteranen Ben Besiakov på piano, Felix Moseholm på bas og Cornelia Nilsson på trommer. Kompleksiteten er en tand større her, end på den foregående plade. Det er en fornøjelse at høre Jacob Artveds formfuldendte jazzguitar sammen med strygere, obo og jazz, hvor de bla. spiller Prokofiev’s Balcony Ballad fra Romeo & Julie.

Stunt Records

torsdag, februar 24, 2022

Olga Witte: Organ Trio No 1+2 (Olga Witte) CD/stream

 

Kombinationen kirkeorganist, musiketnolog der har brugt over 15 år på, at studere det balinesiske instrument gamelan, underviser, komponist, Big band arrangør og jazzpianist er ikke hverdagskost. Det er baggrunden for østjyske Olga Witte, der er aktuel med albummet Organ Trio, der er delt op i to.


På den første del, Please crawl out of My eyelid spiller Olga Witte på pibeorgel. Hun er sammen med de to basunister Jens Kristian Bang og Jens Balder. Første del er et klangmaleri, hvor en let dyster stemning sniger rundt. Herefter åbnes der i anden del op for den mere udadrettede og ekspressive og abstrakte jazz. I tredje del er Witte i fokus med orgelet. Fjerde del lukker ned med et nærmest filmisk tema.


Olga Witte er bla. fascineret af orgelet fordi man kan gå fra det milde til det vanvittigt vilde. Sidstnævnte kommer i spil med det samme på den musikalske fortælling i syv dele om den østjavanesiske heks Calon Arang. Her er hun sammen med Anja Nedremo på altsax og Jacob Rønne Danielsen på tenorsax.


Nedremo kommer fra den klassiske musik mens Jacob har huseret på den århusianske jazzscene i mange år. Olga Witte bruger principper, strukturer og praksisser fra den balinesiske gamelan. Det er et ukendt område i musikken for mig. Til gengæld er både den eksperimenterende jazz og pibeorgelet ganske velkendte for mig. Dog ikke i kombination. Det er her hvor Olga Witte har skabt sit helt eget og dybt originale musikalske sprog. Hun er så dybt inde i musikken at det smelter sammen på forunderlig logisk vis. Det er vildt og mildt - og værd at gå på opdagelse i.

Olgawitte.dk

tirsdag, februar 08, 2022

SVIN & Aarhus Sinfonietta: Elegi (Dacapo) LP/DL/stream

 

Da jeg anmeldte den første plade med SVIN for ti år siden, kaldte jeg dem for et seriøst spark i jazzens boller. Det var heavy-spade, hvinende saxofon og buldrende rocktrommer. Dengang havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag skulle anmelde en plade, hvor SVIN var sammen med Aarhus Sinfonietta.


Det skal jeg så nu. De tre SVIN, Lars Bech Pilgaard på guitar, Henrik Pultz Melbye på saxofoner og klarinet og Thomas Eiler på percussion er kommet i klassisk selskab. Det er ikke et fisefornemt selskab. Det er til gengæld et af bedste danske kammerensembler ud i ny kompositionsmusik som de er sammen med.


Som SVIN har udviklet sig over årene giver det god mening at møde dem i denne indpakning. Allerede fra starten var der elementer af kraut-og progrock. De arbejder de stadig med - bare i en opdateret udgave. De meditative stemningsskabende droner får et ekstra tryk i dybden, når det ni mand store kammerensemble med tre percussionister, er med til at få SVINs musik ud af det intense trykkammer. Det bliver mere pompøst og dynamisk.


Der er elementer fra den elektroniske musiks klangflader, fra filmmusikkens stemningsstøttende og -udvidende univers og fra gadepercussion. Det fornemmes ret stærkt at de tre SVIN-musikeres vanlige grundlag løftes og intensiveres. Mødet mellem SVIN og Århus Sinfonietta udgives af det klassiske pladeselskab Dacapo på dobbeltvinyl i et prunkløst gatefold cover, hvor udtrykket passer godt til musikken. 


En vigtig detalje er at vinylen skal afspilles på 45 omdrejninger, hvilket ikke fremgår af pladens label, men af et klistermærke på det medfølgende plastikydercover, som jeg selvfølgelig smed væk - og nåede først at opdage afspilningsfejlen efter at have hørt det hele i gennem første gang på 33 omdrejninger - nå men det var nu heller ikke ringe - men dog bedst på 45.

Elegi på Bandcamp