Miho Hazama & DR Big Band: Frames (Edition Records) LP/CD/digital

 

Når DR Big Bands japansk-amerikanske chefdirigent Miho Hazama laver et værk, hvor hun udforsker den fortid, som big bandet står på skuldrene af, bliver jeg blød om hjertet. Når det samtidig gøres med den akkuratesse og elegance, som det er tilfældet her, er der ingen vej udenom: Det er et bigband-mesterværk.

Ib Glindemann, Ray Pitts, Palle Mikkelborg, Ole Kock Hansen, Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim McNeely (som Miho Hazama også har haft som underviser) har i hver deres markante periode stået i spidsen for det over 60 år gamle bigband. Det er dem, Miho Hazama har ladet sig inspirere af til de seks kompositioner, der udgør Frames.

Der er den ret indlysende med Aura II, hvor det er Palle Mikkelborgs værk lavet til Miles Davis, der har givet navn til kompositionen. Mikkelborg var dog mere end Aura; han lavede allerede i 1969 LP’en Brownsville Trolley Line med bigbandet. Det nævner jeg, fordi Hazama ikke har lavet en tribute til fortiden, Aura og det, der var. Hun har med nutidige ører skabt et selvstændigt værk, hvor hun bruger bigbandets sjæl og væsen til at skabe ny musik.

Numrene forløber som længere, suitelignende forløb, hvor stemninger og bigbandets kollektive udtryk og lyd står stærkest. Der er selvfølgelig også flere gode solopræstationer undervejs – det er jo en bigbandplade. Her bliver jeg nødt til at fremhæve Nicolai Schultz’ uforlignelige fløjtespil på The First Notes – just plain wow! Der er også Kaspar Vadsholts NHØP-lignende solo på nummeret LuLu. Frames er på alle måder aldeles vellykket.

Bandcamp

Hyper Elastic Jinx: We vote force majeure (Barefoot Records) CD/digital

 

Prøv lige at smag på bandnavnet. En vildt bøjelig forudsigelse om at noget ikke kan gå galt og alligevel gør det. Vi er helt ude i den eksperimentelle jazz, hvor rytme og melodi er gået i opløsning. Det er de to danske saxofonister Signe Emmeluth (der bor i Norge) og Nana Pi der er sammen med den japanske guitarist Keisuke Matsuno der bor i Berlin, ligesom bandets koreanske trommeslager Halyn Kim.

Kvartetten sender et politisk budskab til lytteren – et budskab, der minder os om, at verden og de strukturer, vi lever i, hverken er socialt, økonomisk, økologisk eller politisk bæredygtige og kun gavner et mindretal af mennesker. Albummet er ikke en påkaldelse af katastrofe, men en længsel efter en overlegen og uimodståelig kraft, som mennesker ikke kan ignorere – en kraft, der sætter fokus på sociale værdier, kulturel udveksling og økologisk bæredygtighed.

Med en force majeure håber Hyper Elastic Jinx på en uimodståelig global forandring i perspektiver og tankesæt. 

Det kunne lyde som et indlæg i en politisk debat i det igangværende valg til Folketinget. Det er det desværre ikke. I stedet vil jeg opfordre politikerne til, at sætte sig ned, smide deres naive og magtsøgende overbudspoltik ad helvede til og lytte til Hyper Elastic Jinx. Hvis de ikke forstår det første gang, skal de lytte igen og igen, indtil det er feset ind. Hvad der i et musikalsk udtryk er umiddelbart grimt og ikke lettilgængeligt, er i stedet et budskab der handler om tage den verden vi lever i alvorligt. Jeg stemmer på Hyper Elastic Jinx.

Bandcamp

Jakob Bro & Midori Takada: あなたに出会うまで / Until I Met You (Loveland Records) LP/digital

 

Vi mødte den japanske kunstner Midori Takada i dokumentarfilmen Music for Black Pigeons, hvor Jakob Bro var begyndt at samarbejde med percussionisten. Nu er der kommet en plade med de to musikere. Jakob Bro har gennem mange år nærmet sig de japanske kultur mere og mere. Han har lært sig sproget og Bros søgen mod det enkle og dyrkelse af det æstetiske i musikken går fint i spænd med Midori Takadas musikalske udtryk. Takadas debutplade fra 1983, Through the looking Glass er en klassiker indenfor minimalistisk musik.

Musikken er indspillet i Tokyo for et år siden. Jakob Bro spiller udelukkende på akustisk guitar mens Takada både spiller på klaver, marimba og percussion. Jakob Bro vil udtrykke sig med lyd og har ikke andre ambitioner med sit instrument end at kunne skabe smukke øjeblikke sammen med sine medmusikere. Hvilket lykkes med Takada, der kan forvandle et øjeblik af ingenting til noget meningsfuldt givende.

Albummet svømmer over af skønheden i det enkle. Numre som Floating Forest eller A brief rest of Sisyphos er et par gode eksempler. Pladen viser en ny side af Jakob Bros udtryk. Det er blevet en meget vellykket og holdbar plade, der kun kan få en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

Jesper Hertz: Shizuka (Gateway) CD/digital

 

At jazz er et internationalt sprog er en gammel nyhed. En gang i mellem er det godt, at blive mindet om hvorfor det er sådan.

Det har den fynske pianist Jesper Hertz et meget klart svar på. Hans nyeste album er indspillet i Japan med japanske musikere. Hertz taler ikke japansk og de japanske musikere taler kun lidt engelsk. Det tænker man ikke over når man lytter til pladen Shizuka. 

Jeg er for nylig startet med at læse den japanske manga-serie Blue Giant, der handler om en ung fyr, der går i gang med at spille saxofon, inspireret af de store amerikanske mestre. Den giver et godt indblik i sammensmeltningen mellem amerikansk jazz og japansk kultur.

Jazz, Japan og Fyn forenes så smukt og ligefremt på Shizuka. Pladen er blevet til i samarbejde med bassisten Minoru Yoshiki, der også bidrager med et par numre. De har allerede turneret et par gange sammen i Japan og der er også en efterårstur i Japan på vej. Det er en af den slags jazzplader der stille og roligt sniger sig ind på en og bliver siddende. De spiller klassisk jazz med en positiv tone - styrken er mødet mellem dem. Måden de forvalter det på. Lyt feks. til den rolige Asakusa eller den dejligt dansende Seven Lucky Gods.

Gateway

Music for Black Pigeons: Music from The motion picture soundtrack (Loveland Records) LP

 

I filmen er et af højdepunkterne, Jørgen Leths forsøg på, at få bassisten Thomas Morgan til at forklare det han laver. Der opstår en lang pause, Leth begynder at blive presset og spørger igen, Morgan er ikke sikker på, at han kan besvare det. Der går lidt tid og Morgan begynder at tale om musikken som en meditation. Alt det er med på pladen Music for Black Pigeons. Det virkeligt geniale ved LP-versionen er, at Side B slutter med at Morgan ikke kan svare på det. Det er først når man sætter vinylens Side C på, at svaret kommer.

Da filmen kom for lidt et over siden, skrev jeg: “Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.”

Dobbeltalbummet med musik og tale fra filmen, der er lavet af Andreas Kofoed og Jørgen Leth, er en forlængelse af filmoplevelsen. Nu kan man genhøre de mange gode numre der er undervejs. Jakob Bros komposition Dug spillet af Jesper Zeuthen, Anders AC Christensen og Marilyn Mazur eller Song for Nicolai spillet af Bro, Palle Mikkelborg, Thomas Morgan og Jon Christensen. 

Soundtracket er kun udgivet på vinyl, hvor der iøvrigt medfølger et tryk med Tal R’s alternative filmplakat. Det er en massiv manifestation på meget af det, Jakob Bro har har været omkring siden 2008. Musikere som Midori Takada, Andrew Cyrille, Joe Lovano, Mark Turner, Bill Frisell, Paul Motian, Arve Henriksen og Lee Konitz dukker op undervejs. 

Selv om manifestationen er massiv, så er Jakob Bro ydmyg og sig selv hele vejen. Han er tro overfor musikken og de musikere han omgiver sig med. Jeg er ikke blevet mindre vild med det han laver.

Jakob Bro

Hex & Doravideo: Multi (Wetwear) Kassette/CD/DL/stream

 

Duoen Hex med Lars Bech Pilgaard på guitar og diverse og Anders Bach på trommer mødes på albummet Multi med japaneren Ichiraku Yoshimitsu aka. Doravideo, der spiller på modular synthesizer. Han har en omfattende karriere indenfor eksperimenterende musik i Japan i bla. bandet Acid Mothers Temple bag sig.

Her er det en åben eksperimenterende omgang med elementer af noise i sig. Det er improviseret musik med nerve og puls. Anders Bachs fritflydende rytmer og Lars Bech Pilgaards ukonventionelle guitarspil befinder sig godt sammen med de japanske synth-toner.

Bandcamp

Katsura Yamauchi: Mori (jvtlandt) CD/DL/stream

 

For tre år siden da coronaen rasede fik jeg et yndlingsalbum. Den japanske trio Sagaing og deres beroligende album Aki leverede skønheden midt i al meningsløsheden. 

Nu er der dukket et nyt album op med saxofonisten fra trioen, Katsura Yamauchi. Det er en soloplade, hvor han udelukkende spiller på sopranino saxofon - saxofonen der er den andenmindste i saxofonfamilien. 

Som undertekst til pladens titel Mori, der betyder skov på japansk, står: “Wandering in the forest, heading towards the light.” Det er beskrivende for den søgende og poetiske musik som Yamauchi spiller. Han tager os med på en udforskende tur, hvor han sætter lyd på turen i skoven. Det er en plade, der vokser stille frem som de spæde grønne blade på træerne. 

jvtlandt

Yasuhiro Kohno Trio + one: Song of Island (BBE) >> Masaru Imada Trio: Planets (BBE) >> Per Husby Septett: Peacemaker (BBE)

 

Der er ustyrligt meget dansk jazz der, de seneste 20 år, er udgivet af kunstnerne selv. CD’ens lave produktionsomkostninger gjorde det muligt for mange, at udgive egen musik uden et etableret pladeselskabs indblanding. 

Skruer vi tiden længere tilbage, blev det straks sværere. Alene det, at det skulle udgives på vinyl og at man ikke havde de samme distributionskanaler som i dag, gjorde det til en besværlig proces. Oplagene var små - og det er her, hvor det bliver en omkostningstung affære, at være jazzlytter i dag med hang til den slags. De koster kassen, særligt de mest eftertragtede og dem der aldrig er genudgivet. 

Britiske BBE har lige genudgivet tre af den slags eftertragtede plader. To japanske og en norsk.

Yasuhiro Kohno Trio’s titelnummer fra Song of Island var med opsamlingen J Jazz Deep Modern Jazz From Japan vol. 3 som BBE udgav sidste år. Nu er tiden altså moden til, at vi skal have hele albummet fra 1986, der i sagens natur er ultrasjælden i den oprindelige japanske udgivelse. Pladen tilhører en særlig periode i japansk jazz, hvor dedikerede jazzmusikere dyrkede og værnede om den akustiske jazz mens den digitale musikrevolution buldrede afsted. Vi møder pianisten Yasuhiro Kohno i en kluboptagelse, hvor intensiteten driver nedad væggene. Han er i selskab med sin trio. I dagens anledning er der tilføjet en vibrafonist. Det er kraftfuld og effektiv triojazz i højt tempo, hvor vibrafonisten tilføjer ekstra ild. Blev man forelsket i Song of Island fra J Jazz opsamlingen, er der ingen vej udenom, så er hele albummet en lille guldklump.

Masaru Imada Trio var også med på J Jazz vol. 3 med nummeret Planets. Her får vi hele albummet af samme navn. Tiden er 1977. Igen er det triojazz med melodi og temperament. Masaru Imada, der stadig lever i en alder af 90 år, er en erfaren herre på den japanske jazzscene, hvor han både har været omkring fusionsjazzen og spillet på klubberne i Shibuya området i Tokyo. Pladens højdepunkt er den over et kvarter lange Sea’s Pasture, der er en spirituel triojazz suite.

Per Husby Septetts Peacemaker blev udgivet af Studentersamfundets Plateselskap i 1977 i 500 eksemplarer. Det var deres eneste udgivelse. Med fire blæsere - tre saxofoner og en trompet i front, er der fylde som et lille big band. Albummet åbner og lukker med Charlie Parker kompositioner, der i mellem kommer der et par Kenny Wheeler numre og et par stykker af kapelmesteren og pianisten Per Husby. Pladens titelnummer er en modalkomposition af Harold Land. I det hele taget kommer de godt omkring i jazzen, hvor de også får spillet bossa, bop og ballader. En fin udgivelse der udgives på dobbeltvinyl, der skal afspilles i 45 rpm. Det giver bedre lyd og plads til et ekstra nummer, Lush Life, der aldrig har været ude før. Båndet som Lush Life er taget fra, lyder ikke til at have haft det for godt. Den er markant dårligere i lyden end de andre numre.

BBE Music

P som i Piano - første del

 

Så er det tid til piano-tema på bloggen. De næste 3 dage gennemgår jeg 12 aktuelle plader med klaveret i hovedrollen. De er fra 10 forskellige lande; Polen, Japan, Israel, Finland, Sverige, Holland, Spanien, Tyskland, USA og Danmark. De har hver især fine kvaliteter der gør, at de er værd, at lytte til. God fornøjelse.

Eyal Lovett: Through The rain (Berthold)

I Danmark har vi mange herboende udenlandske jazzmusikere. En af de nyere i flokken, er den israelske pianist Eyal Lovett der bor i Danmark, hvor han studerer på solistprogrammet på Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Han er aktuel med triopladen Through the rain, hvor den herboende tjekkiske bassist Jan Sedlak er med. Det er triojazz der vil tiltale yndere af eks. Brad Mehldu og Shai Maestro. Niveauet er tårnhøjt. Der flyder en rolig lyrisk åre i musikken.

 

Marcin Wasiliewski: En Attendent (ECM Records)

Den polske pianist Marcin Wasiliewski har gennem mange år haft den samme faste trio. Med jævne mellemrum siden 2008 er der kommet en plade med trioen med på ECM Reccords. Fælles for dem er, at de aldrig skuffer. Han har en unik evne til at blande det melodiske og komplicerede. Der er stærke rødder i europæisk jazz, hvor der ikke er langt til klassisk musik samtidig med, at udsynet er med.

Ayumi Tanaka Trio: Subaqueous Silence (ECM Records)

I Norge har den japanske pianist Ayumi Tanaka boet siden 2011. Her har hun bla. lavet plader sammen med Thomas Strønen og Christian Wallumrød. Hun har gennem flere år haft en trio med Christian Meaas Svendsen og Per Oddvar Johansen, hvor de bla. har udgivet deres plader på eget selskab Nakama og senest norske AMP. Nu er de rykket til ECM Records, der skal hjælpe med at løfte dem ud i verden. Det er kammerjazz med inspiration fra japansk klassisk musik og norske komponister.

 

Frank Dupree Trio: Nikolai Kapustin Blueprint (Capriccio)

Den russisk/ukrainske komponist Nikolai Kapustin døde i 2020. Han blev kaldt en russer i Gershwins klæder. Det giver den tyske pianist Frank Dupree os et indblik i på albummet Blueprint. Sammen med sin jazztrio spiller han 23 forskellige kompositioner fra Kapustins karriere. Dupree har en klassisk baggrund og har tidligere lavet plader med Kapustins klassiske musik. Det er en plade med et andet jazztemperament end jeg er vant til. Enkelte numre fremstår skabelonagtige og staffagefyldte. Andre numre som åbningsnummeret er ren Gershwin-glæde, der swinger elegant afsted. Paraphrase on Blue Bossa er med et stædigt insisterende udtryk. Jeg går ud fra, at det er den klassiske baggrund der skinner igennem i Frank Duprees klaverspil.

Miho Hazama & DR Big Band: Imaginary Visions (Edition) LP/CD/DL/stream

 

Jeg får det ligesom hvis jeg, sidst på eftermiddagen, stod ved en bilforhandler inde midt i byen. Jeg skal prøvekøre en funklende ny Tesla - og får at vide inden jeg sætter mig ind i den, at jeg ikke må køre ud af byen.

Bilen dufter lækkert af ny bil. Al den elektroniske stads blinker indladende. Jeg træder på speederen - og skal vente 10 minutter inden jeg kan dreje ud på vejen - for så at holde i myldretidskø.

Det er samme oplevelse med DR Big Bands nye plade, hvor Miho Hazama står i spidsen og de spiller hendes musik. De starter ud med I said cool, You said...what. Et par minutter inde i nummeret slippes Nicolai Schultz løs i en forrygende solo på fløjte. Der er saft og kraft i soloen, der understøttes godt af big bandets groove. Per Gade topper det efterfølgende med en guitarsolo. Herefter sker der sandt at sige ikke meget på albummet. Jeg begynder at kede mig. Det er lineært, stillestående og overraskende lidt ambitiøst. Undtagelsen er Mimi's March, hvor det bliver endnu mere kedeligt. Den er gumpetung - med Peter Dahlgrens trombonesolo som eneste formildende indslag.

Jeg kan læse mig frem til at Miho Hazamas baggrund er i den klassiske verden - hvilket ikke er diskvalificerende for at lave spændende big band jazz. Jeg hører ikke Miho Hazamas klassiske baggrund, ej heller et jazz-ambitionsniveau der matcher DR Big Bands høje kvalitet. Jeg må nok indrømme at jeg havde forventet lidt mere kompleksitet og vildskab i arrangementerne og kompositionene. Det er i stedet blevet en meget flink omgang. Nå, men sådan er det vel. Det er åbenbart ikke altid, at Danmarks fineste big band skal imponere, ligesom de eks. gjorde i sommers da jeg så dem spille sammen med Marius Neset og med Miho Hazama som dirigent.

Edition Records

Makiko Hirabayashi: Weavers (Enja/Yellow Bird) CD/DL/stream

 

Makiko Hirabayashi (piano), Thommy Andersson (bas) og Bjørn Heebøll (trommer) spillede deres første koncert sammen til en palæstinensisk jazz festival i Haifa i 2018. Det satte dybe spor hos trioen, der brugte den intense og spirituelle energi fra oplevelsen som inspiration i musikken. I foråret 2020 da coronaen lukkede verden ned, havde Makiko Hirabayashi en lignende stærk oplevelse i forbindelse med nogle duosessions sammen med saxofonisten Fredrik Lundin.

De to projekter smeltede sammen og i sommeren 2020 havde de to koncentrerede dage i Nilento studiet, der ligger på landet, udenfor Göteborg. Her indspillede de Makiko Hirabayashis musik suppleret med et nummer af Lundin og et af Carla Bley. Det er rolig og undersøgende jazz med luft og rum til at sanse de enkelte instrumenter. Makiko er stadig Makiko og viser i det nye samarbejde, at et andet lys - end det vanlige fra Klavs Hovman og Marilyn Mazur - har bevæget hende i en ny spændende retning.

Makiko Hirabayashi

Marius Neset/Danish Radio Big Band/Miho Hazama: Tributes (ACT) CD/DL/stream

 

Danmarks Radios Big Band er inde en ny gylden periode, hvor der sker rigtigt meget spændende med internationale samarbejder. Mest markant er selvfølgelig ansættelsen af den japanske dirigent Miho Hazama, der bor i New York. Hun har allerede - trods sin unge alder - et omfattende kunstnerisk CV.

Nu kan hun føje albummet Tributes til listen. Det er den første udgivelse med big bandet og japaneren. Det er den norske saxofonist Marius Neset der har skrevet og arrangeret musikken, som han selvfølgelig selv spiller for på. Neset er uddannet i København på det Rytmiske Musikkonservatorium - og har boet i hovedstaden i 17 år frem til sidste år, hvor han flyttede tilbage til hjemlandet.

Det var den sidste musik han skrev inden han flyttede fra byen. Der hersker en let og lys stemning i musikken, hvor han kalder byen for Bicycle Town. Albummet afsluttes med Children’s Day - en suite i tre dele, der meget passende er med til at markere en ny overgang i Nesets liv efter, at han er blevet far. Han skildrer glæden og de nye og hidtil ukendte følelser, det vækker at blive far.

Lyt endelig til albummet, der sætter tyk streg under den nye epoke, som er startet for det over 50 år gamle big band.

DR Big Band

Soma & Lil: Live in Japan (Gateway) DL/stream

Gennem flere år har jeg haft en plan om at rejse til Japan. Planen er nu udsat på ubestemt tid. Det er selvfølgelig helt utilsigtet at denne udgivelse lander midt i Corona-krisen, hvor det er umuligt at rejse ud. De to cellister Lil Lacy og Soma Allpass har lavet et album bestående af liveoptagelser fra koncerter, naturen, byer, toge, mennesker, stemninger og fastfrosne lyd-øjeblikke fra Japan. En anden måde at rejse til Japan, når det ikke kan lade sig gøre i fysisk form.

De spiller både på cello, effektpedaler og piano, bruger stemmerne og improvisationen. At det foregår i Japan, skyldes de to cellisters studier i traditionel japansk Gagaku musik i en treårig periode hos Haruhiko Okabe, der også medvirker på pladen på fire numre og spiller saxofon og hichiriki (en traditionel Japansk obo) - hvilket præger pladen både konkret i forhold til fortolkninger af to traditionelle Gagaku værker, men også i henhold til oplevelsen af og inspirationen fra Shinto religionen, The Imperial Court og traditionen af og stemningen i Gagaku musik (der bl.a. spilles i en meget lavere stemning end vi er vant til - cirka omkring de 432hz) - som også præger lyden på pladen.

Det er et eksperimenterende album. En blanding af traditionel japansk musik, jazz, fri improvisation og avantgarde. Albummet er en rejse, hvor der sker så meget forskelligt undervejs, at det overrasker, at det kun tager lidt over tre kvarter. Det er et album der fortjener opmærksomhed, særligt fra de nysgerrige lyttere, der ubesværet bevæger sig i eksperimenterende jazz og moderne kompositionsmusik. 

http://www.somalil.com/

Jakob Park: Cinematic Jazz Tales (Gateway) stream >> Naoko Sakata: Inner Planets (Footprint Records) CD/DL/stream >> Jon Balke: Discourses (ECM) CD/DL/stream >> Benjamin Moussay: Promontoire (ECM) CD/DL/stream

Fire soloklaveralbums af vidt forskellig karakter. En dansker, en nordmand, en franskmand og en japaner der bor i Sverige. Alle pianisterne er rodfæstede i jazzen. 

Danske Jakob Park har lavet en plade han kalder Cinematic Jazz Tales. Det er musik der kan fungere som et soundtrack, til det du er i gang med. En masse skønne melodier, med høj genkendelses- og fløjtemed-faktor. Her er både danske melodier og jazzstandards. Der leges på ægte jazzvis med melodiernes muligheder. Det flyder let og ubekymret afsted. Jeg savner lidt kant og farlighed - det må der godt være, selvom musikken er et lydtapet.

Japanske Naoko Sakata, der har boet i Sverige siden 2008 vil det anderledes. Udgivelsen består af fem improvisationer. Åbningen er over et kvarter lang og former sig som et klassisk klaverstykke til den modernistiske side. Den åbner med smukt og flydende klaverspil, der på dramatisk vis skifter karakter halvvejs inde i nummeret. Det er udfordrende og hverken godt som lydtapet eller pleaser. 

Norske Jon Balke er den erfarne rotte i selskabet. Han er aktuel med sit tredje soloalbum på ECM Records. Han fortsætter stilen som blev lagt på Warp fra 2014, med diskrete elektroniske virkemidler koblet til klaverets klange. Effekterne er lige præcis så distinkte og lette, at de næsten bliver et kommenterende soundtrack til Jon Balkes soloklaver. Det er godt tænkt, når det er så velfungerende som her.

Den sidste plade er med franske Benjamin Moussay. Det er også min favorit i stakken. Det er samtidig også pladen, der er den mest jazzstringente af de fire. Her er masser af ro og plads til eftertænksomhed i musikken. Intet forceres eller forsøger på, at være andet end det som det er. En mand og et klaver, placeret i indspilningsstudie, hvor det lyder godt og stort. Der præsenteres et melodisk flow og en elegance af franskmanden, som bedst kendes fra samarbejdet med Louis Sclavis. Perfekt plade til behagelige stunder i lænestolen.

Sagaing: Aki (Jvtlandt) CD

Det lille dansk/japanske pladeselskab Jvtlandt er primært kendt for deres udgivelser i freejazz genren. Derfor blev jeg også pænt overrasket, da jeg hørte trioen Sagaings album Aki. Det er beroligende akustisk jazz med saxofon, guitar og bas. Det er saxofonisten Katsura Yamauchi, der står i spidsen for projektet Sagaing og har lavet musikken. Han er sammen med Akinori Yamasaki på Guitar og Hirotoshi Yonemasu på bas på tre af pladens numre.

Musikken har en helende og beroligende effekt. Den landede i min postkasse på samme tid som landet blev lukket ned grundet Corona-krisen. Siden har den været et mentalt vedligeholdende soundtrack til en hverdag, der går sin stille gang uden alt for mange afvigelser. Den akustiske jazz er som en rislende bæk på smuk solskinsberiget sommerdag.

Jvtlandt

Kasper Tranberg: Strawboss (ILK) CD/DL/stream

Trompetisten Kasper Tranberg samlede denne fine sekstet i 2017, hvor han turnerede med dem under Vinterjazzen. De sluttede af på Copenhagen Jazzhouse, hvor denne indspilning stammer fra. Gruppen består af Tony Malaby (sax), Pandelis Karayorgis (piano), Nils Davidsen (cello og bas), Adam Pultz Melbye (bas) og Yasuhiro Yoshigaki (trommer).

Tranberg har komponeret de fire numre på pladen. Det er moderne og krasbørstig avantgarde, hvor der gives plads til hele ensemblet. Det er egentlig ret spøjst, da pladens titel Straw Boss henviser til personen der udfører chefens ordrer. Lige det som Kasper Tranberg oftest gør, når han er sideman i alle mulige forskellige konstellationer. I stedet burde Tranbergs trompet fylde mest på den aktuelle plade - hvilket ville passe mig fint, da Tranbergs tone i disse år er i særklasse. 

Tranberg viser sig i stedet som igangsætteren - den ægte bandleader. Ham der presser de enkelte musikere i gang og får de bedste sider frem. Her fungerer albummet Straw Boss perfekt. Tony Malaby er en mester og sammen med basduoen Davidsen/Pultz Melbye blandt højdepunkterne på pladen, der vil tilfredsstille avantgardejazzlytteren med hang til 60'erne. I den sidste halvdel af nummeret Shadow bliver det tydeligt hvorfor Tranberg er noget særligt. I et smukt samspil med Karayorgis og de to bassister skaber Tranberg overjordisk musik.

Ilkmusic.com

Makiko Hirabayashi Trio: Where The sea breaks (Yellow Bird/Enja) CD/DL/stream

Det er fjerde album med Makiko Hirabayashi Trio siden 2006. Den er ligesom de foregående udgivet af det tyske pladeselskab Yellowbird/Enja. Den herboende japanske pianist er atter sammen med Klavs Hovman på bas og Marilyn Mazur på percussion. Som noget nyt medvirker Jakob Buchanan på flere numre. Det er ikke ukendt for Hirabayashi at samarbejde med trompetister. Hun har tidligere lavet et duoalbum med Flemming Agerskov. Desuden har hun i de senere år også spillet meget sammen med italieneren Enrico Rava, som hun pt. arbejder på et album sammen med.

Det er sanselig triojazz, hvor Mazurs personlige, originale og dansante percussionspil giver pangfarver til det ellers transparente spil, som på nummeret Ilter Fabel. Klavs Hovman giver trioen dybde, hvilket allerede høres på åbningsnummeret Once upon the sea, med en meget smuk solo. Som lytter drages man ind i et univers der vil noget andet end det vi kender fra triojazzen. De harmonisk bølgende bevægelser får et givende supplement af Jakob Buchanan, der med det rumklangsfyldte flygelhorn giver en udvidende atmosfære. Vi er kommet i bøgen blå med Hirabayahi denne gang. Der er ikke nogen der drukner, tværtimod flyder alle ovenpå.

Yellowbird-records.com

Makiko.dk

Andy Sheppard Quartet: Romaria (ECM) LP/CD/DL/stream >> Shinya Fukumori Trio: For 2 Akis (ECM) CD/DL/stream >> John Surman: Invisible Threads (ECM) CD/DL/stream

Hvis der er noget som pladeselskabet ECM er mestre i, så er det at skabe plader hvor den stilrene æstetik rådyrkes. Der går en lige linje gennem ECM's udgivelser fra 70'erne og frem til idag. Det skyldes først og fremmest selskabets bagmand og producer på de fleste udgivelser, Manfred Eicher. Jeg har fundet tre aktuelle udgivelser frem, der hver især hører hjemme i ECM-butikken.

Den britiske saxofonist Andy Sheppard er meget snart aktuel på en ny plade sammen med Espen Eriksen Trio. I mellemtiden kan man fornøje sig med denne kvartetudgivelse, der er en opfølger til kvartet udgivelsen Surrounded by sea fra 2015. Han har holdt sammen på kvartetten med nordmanden Eivind Aarset på guitar, Michel Benita på bas og Sebastian Rochford på trommer. Pladen bevæger sig mellem smukke ballader, som titelnummeret Romaria, der er skrevet af brasilianeren Ranato Teixeira til ambient jazz og flagrende sager som They came from the north.

Den japanske trommeslager Shinya Fukumori er taget til Europa, hvor han har fundet sammen med tyskeren Walter Lang på piano og franskmanden Matthieu Bordenave på tenorsax. Selv om vi geografisk befinder os i München, hvor trioen holder til, så er der ikke langt til den nordiske tone i jazzen. Fukumori fremhæver bl.a. Keith Jarretts My Song og Ketil Björnstads The Sea, som inspirationskilder. Det er dog mest det japanske ophav der fylder i de frie og flydende ballader.

Jeg har gemt den bedste plade til sidst. John Surmans Invisible Threads er en af de smukkeste kammerjazzplader, jeg har hørt længe. På sopran- og barytonsax og basklarinet spiller han en række krystalsmukke og rolige melodier sammen med den brasilianske pianist Nelson Ayres og Rob Waring på marimba og vibrafon. Det er musik, hvor der er tid til at lytte. Her er alt af betydning. Køber du kun en kammerjazzplade i år, skal det være den her. Du bliver ikke skuffet.

Ecmrecords.com

Thomas Strønen Time is a blind guide: Lucus (ECM) LP/CD/DL/stream

Det er nordisk jazz der møder akustisk ambient der møder verdensmusik. Den norske trommeslager Thomas Strønen udgav i 2015 den første plade med sit akustiske projekt Time is a blind guide. I mellemtiden er der lavet nogle justeringer, hvor projektet nu er en kvintet. Her er tilføjelsen af den japanske pianist Ayumi Tanaka særdeles vigtig. Hun afsøger associerende forbindelser mellem Japan og Norge.

Strønen og Tanaka suppleres af violin, bratsch og kontrabas. Albummet Lucus byder på et fascinerende og viltert voksende kammermusikalsk og kollektivt afbalanceret sammenspil. Det er lydmæssigt sat smukt i scene og efterlader ingen tvivl om at norsk ECM-jazz endnu ikke er stagneret.

Ecmrecords.com

Tanaka/Lindvall/Wallumrød: 3 Pianos (Nakama Records) >> Nakama: Most intimate (Nakama Records)

Den norske kvartet Nakama lavede for et par år siden deres eget pladeselskab, Nakama Records, hvor de fire medlemmer udgiver deres musik. Jeg har fået fingrene i de seneste to udgivelser. På den første, 3 Pianos, er Nakamas japanske pianist Ayumi Tanaka sammen med to andre pianister; svenske Johan Lindvall og norske Christian Wallumrød. De spiller på hvert deres flygel. Det er musik, hvor melodi og rytme er forladt til fordel for en udforskning af klaverets klangmæssige muligheder. Det er hørt før fra solopianister. Forskellen og der hvor man overraskes som lytter, er at de tre pianister er i stand udforske mulighederne sammen, på trods, eller måske på grund af, deres musikalske forskelligheder. Musikken på pladen er delt op i flere dele. På tre numre hyldes f.eks. den franske forfatter Patrick Modiano.

Most Intimate er kvartetten Nakama’s tredje plade på eget selskab siden december 2015. Der har været fart på. Samtidig er det også et udtryk for kvartettens store kreative overskud. Pladen er pakket ind i cover, hvor teksten er præget ned i papiret. Her kan man læse om at kvartettens intention har været at skabe noget andet end de foregående albums mere konceptuelle udtryk. Det er dog stadig improvisation som Ayumi Tanaka (piano), Christian Meaas Svendsen (bas), Adrian Løsteh Waade (violin) og Andreas (trommer) mødes omkring. Kvartettens fire medlemmer har skrevet kompositioner til hinanden, Dedications. Kompositionerne spilles af de tre andre medlemmer, som svares igen af kunstneren der har fået dedikeret nummeret med et Gratitude, der følges op af Unification. Det færdige resultat er lyden af krystallinsk improvisation.

nakamarecords.no