lørdag, februar 29, 2020

DR Big Band på Train I Århus 28. februar 2020 - Koncertanmeldelse >> Bitches Brew 50 år under ledelse af Søren Møller, med Palle Mikkelborg, Arve Henriksen og Marilyn Mazur

Det var så meget af det gode på en gang, at jeg allerede var mæt inden måltidet skulle indtages. Nu er jeg gudskelov ikke småt bygget, så mon ikke det kunne gå an? 

Kunne de to største (og mest originale) trompetister som nordisk jazz har fostret finde sammen om at fortolke overguruen Miles Davis? Kunne man lave en big band udgave af en plade, der primært består løst struktureret og jambaseret musik? Jeg var dog ikke i tvivl om, at Marilyn Mazur ville shine midt i big band musikken - at hun kom til, at gøre det så meget, kom alligevel bag på mig.

Lad mig hermed slå fast med det samme. Det var halvanden times forrygende fejring af et af jazzens helt store albums. Søren Møller havde sat det i scene, havde nyskrevet musikken og dirigerede big bandet gennem koncerten med overskud og overblik. Sansen for detaljerne var perfekt. Koncerten foregik på Train, der er som skabt til nyfortolkningen af Bitches Brew. I rockklubbens intime atmosfære stod vi op og gyngende og groovede sammen med big bandet. Det havde været mod musikkens ideal, at sidde ned. Knæ og krop skal have lov til at give efter i takt og samhørighed med musikken.

Aftenens to store stjerner, Palle og Arve spillede op til hinanden og med hinanden i en grad som jeg kun kunne drømme om. Det var “insane” som de kommunikerede med hinanden. Dialogen var af en anden verden og i et sprog som vi alle forstod. Big bandets rytmegruppe havde en fest. Trommeslageren Søren Frost skulle ikke give mange “cues” til Marilyn Mazur før hun var vitalt boblende og dansende inde i musikken. Der blev udvekslet mange smittende smil. Det var spilleglæde i ordets rene og uspolerede betydning. Iøvrigt havde Marilyn Mazur selv bedt om, at komme med i projektet - som ligger så naturligt for hende. Tak for hendes insisteren på at være med. 

Big bandet var i iklædt samme type afrikanske skjorter som big bandets legendariske leder Thad Jones ofte brugte i 70’erne. En fed hommage til en stor big band mester. Det var på den anden side også megacool, at Danmarks ubestridt bedst klædte jazzguitarist Per Gade, selvfølgelig beholdt sin stramtsiddende og tilknappede ternede blazer på, så man kun kunne ane, at han havde en afrikansk skjorte på.

Arve Henriksen overtog ind i mellem styringen af musikken ude fra siden af scenen, hvor han mellem soundscapes og trompet med saxofonmundstykkke, energisk fungerede som indpisker. Koncerten udformede sig som en lang suite, der vekslede mellem tykke blæserriffs, funky grooves, udknaldede mellemspil, forrygende solostykker fra saxsektionen og sumpede basklarinetter. En mesterlig fejring af et mesterværk.

Lars Greve/Jeppe Zeeberg: Danevirke (Centrifuga) 10”vinyl/DL

Folkelighed kan udtrykkes på mange måder. Nutidens danske jazzscene kan på godt og ondt ikke beskyldes for, at dyrke folkeligheden. Ikke desto mindre dyrkes jazzen i stor grad af mange amatørmusikere rundt omkring i landet. I jazzbloggerens hjemby, Herning findes big bandet Night Train Big Band, der holder til på byens musikskole. Her mødes amatørmusikere ugentligt for at spille sammen. Der findes ifølge Jazzdanmark over 100 big bands ud over hele landet.

Lars Greve og Jeppe Zeeberg har brugt fire big bands på deres 10”vinyl Danevirke…på samme tid. NIght Train Big Band, Ribe Big Band, Farum Big Band og Svendborg Gymnasiums Big Band er indspillet på fire forskellige tidspunkter og efterfølgende samlet på de seks numre. Lige fra Hittet over Marchen til Bluesen og Tågen. Vi kommer godt rundt i jazzen. 

Greve og Zeeberg bevarer jazzen og folkeligheden i projektet og giver det hele et twist. For jazzlytteren der ikke dyrker det skæve, er det muligvis skrap kost. For en afsporet jazzblogger er det til gengæld en fest. De to ophavsmænd er meget bevidste om, at det er mennesker der spiller og, at det lyder som mennesker. Det er levende, givende og ganske underholdende. Den lille vinylplade er efter sigende snart udsolgt. Så du må hellere skynde dig, hvis du er til messing-overdosis-big band-der-ikke-lyder-som-noget-du-har-hørt-før.

fredag, februar 28, 2020

Cæcilie Norby: Portraying (ACT) LP/CD/DL/stream

Albummet åbner med en indirekte hilsen til Cæcilie Norbys store "hit" fra 90'erne, Life on Mars. Fortolkningen af Bowie-klassikeren, der endda fik rosende ord med på vejen fra manden bag sangen. Den var med på den anden af Cæcilie Norbys fire Blue Note udgivelser. Det er muligvis også grunden til, at den ikke er med på Portraying, der dækker Cæcilie Norby's karriere som fortolker af andres numre siden starten af 00'erne, hvor hun ikke længere var tilknyttet Blue Note.

Hilsenen til Bowie-sangen er en anden sang fra Bowie's album Hunky Dory-album, Andy Warhol. Endnu et eksempel på Cæcilie Norby's store fortolker-evner, hvor hun uden at træde originalen over tæerne, gør sangen til sin egen. Det er lige præcis det albummet handler om. Heldigvis også med nogle af Cæcilie Norby's egne sange.

Hun var med i tv-programmet Toppen af Poppen i efteråret 2019. Herfra er hendes fortolkninger af Chief 1's Pletfri Solskin og den vildt overraskende spanskinspirerede fortolkning af Big Fat Snakes Sittin' in a window medtaget.

Portraying er et meget blandet album, der afspejler Cæcilie Norby. Hun fortolker primært sange, hvor ophavsmændenes storhedstid placerer sig i Cæcilie Norby's yngre dage; Neil Young, Creedence Clearwater Revival, Paul Simon, Leonard Cohen, Rickie Lee Jones, Bob Dylan og selvfølgelig Joni Mitchell. 

På det omfattende album med 16 sange er den danske udgave af Michel Legrands The Windmills of your mind også et højdepunkt. Her er hun kun sammen med husbonden Lars Danielsson, ligesom på flere andre numre. Ellers byder orkestreringen både på det hedengangne Radiounderholdningsorkester og The Antonelli Orchestra og mere regulær jazzbacking, hvor stjerner som Nguyen Lê og Randy Brecker kigger forbi. 

Er du bare en lille smule til Cæcilie Norby, så er albummet ikke til, at komme udenom. Opsamlingen samler op på en karriere, der nok har base i jazzen, men også kan og vil så meget andet. 


torsdag, februar 27, 2020

Randi Pontoppidan & Christian Rønn: Head¨Space (Chant Records) CD/DL/stream

Der er ikke noget nyt i, at musikere der ikke følger den slagne vej, finder sammen. Det giver sig selv. Alligevel er dette samarbejde af en helt særlig karakter inden for genren “nej-vi-ved-ikke-at-der-er-en-grænse”

Randi Pontoppidan er sammen med Christian Rønn på albummet Head Space. Hun udfordrer grænser for vokalistens muligheder og han udfordrer grænser for tangent instrumentet Würlitzer.

Randi Pontoppidans ordløse og stærkt udtryksfulde vokal serveres både med og uden effekter. Det samme med Christian Rønns Würlitzer. Det trækker gerne over mod er forvrænget udtryk på Würlitzeren. Hvis man er bekendt med trioen Blind Mans Band, som Rønn er med i, så genkender man nok den ituslåede Würlitzer-lyd, der blandes op med et helt straight lydende Würlitzer, der ikke betjenes som det oprindeligt var tænkt.

Randi Pontoppidans har en kæmpestor, spændstig og opfindsom måde at bruge stemmen på. Stønnen, grynten, hvinen pusten, sukken, nynnen og rallen blandes.
Head Space er vokaleksperimenter og Würlitzerlarm på den fede måde.
Som lytter handler det bare om at lukke op og tjekke ind.


onsdag, februar 26, 2020

Nathalia Flórez: I aftenens sidste minutter (Gateway) CD/DL/stream

Ungdommelig tristesse og vemod kan udtrykkes på mange måder. Man kan iklæde sig sorte genvanter, male sig sort under øjnene og lytte til emo-musik - og dykke dybere ned i livsleden. Eller så kan man som den 22 årige sangerinde Nathalia Flórez fra Fanø, med færøsk præstemor og columbiansk far, skrive musik, hvor man havner i aftenens sidste minutter. Hun laver sange om det svære liv og om, at have livsmod.

Liv leves alene og sammen. Det er der hvor Nathalia Florez er. I livet. Hun synger Hans Anker Jørgensens salme Når livet træt og trist - en salme om, den der ser dig og er der for dig, når det er svært.

Salmen er rammende for pladens grundstemning, hvor Nathalia Flórez har lavet tekst og musik til de andre sange. Hun kommer fra Fanø, hvor folkemusikken står stærkt - hvilket bl.a. høres ved brugen af violinen. Det er et jazzet viseunivers, der hviler på et leje af både højskolesangbogen og salmebogen. 

Teksterne er gennemgående uden alder og flere gange undervejs tænker jeg på Janne Mark, som Nathalia Flórez godt kan minde om, når hun synger sangene modent og afklaret. En gang imellem kigger den unge Nathalia Flórez også indenfor i teksterne. Som på den dejlige jazzvise Følelsen af i går. “Jeg savner jo dig og følelsen af igår. Men det er som det er. Når jeg har ondt i mit hår.” 
I aftenens sidste minutter er en vellykket og sammenhængende debut, der giver lyst til at høre mere Nathalia Flórez, der med ro synger, iført et klædeligt nærvær.

tirsdag, februar 25, 2020

Jacob Artved Quartet feat. Louis Hayes (Storyville) CD/DL/stream

Guitaristen Jacob Artved er kun 21 år gammel. Hans anden plade i eget navn  er med trommeslageren Louis Hayes som medlem af kvartetten der også består af Jeb Patton på piano og David Wong på bas. Hayes var kun 19 år gammel da han debuterede på plade som medlem af Horace Silver Quintet, året efter kom han med i Yusef Lateefs band og i 1959 startede han i Cannonball Adderleys Quintet. En sandt for dyden frygtindgydende start på karrieren.

Det er også en frygtindgydende start som Jacob Artved har haft på sin karriere. På den aktuelle liveplade fra Montmartre, der er optaget under sommerens jazzfestival i 2019, tager Jacob Artved et kæmpeskridt. I selskab med de amerikanske sidemen spiller han op til sit bedste.  Guitaren lugter af bebop. Wes Montgomery er ikke langt væk. 

Pladen deler sig mellem de rolige ballader og de dejligt pushy sager som det suveræne åbningsnummer, Victor Feldman’s Exodus eller Jacob Artveds egen Dumbo, der lukker pladen ned. Det er meget let at anbefale denne plade til jazzhovederne derude. På med hovedtelefonerne og læn dig godt tilbage i stolen og forsvind ind i Jacob Artveds magiske og coole jazzverden.

mandag, februar 24, 2020

Petter Rylén: After the meltdown (Petter Rylén) CD/DL/stream

Den svenske pianist Petter Rylén er bosat i Wales. Han har også været omkring København, hvor han i periode gik på det rytmiske musikkonservatorium. I 2017 indspillede han denne trioplade sammen med Casper Nyvang Rask på bas og Kresten Osgood på trommer. Jeg har tidligere skrevet om Petter Rylén for tre år siden, hvor han spillede piano på Nana Rashids debutplade. På den aktuelle plade er det åben trioimprovisation. De tre musikere mødtes i studiet uden direkte plan. Ingen aftaler om jazzstandards eller lignende. 

De er taget afsted på improvisationens vej. Det er tre musikere der i allerhøjeste grad formår at gribe ind i hinanden og musikken. Det er poetisk og fyldt med smukke krummelurer. Jeg kunne nævne en Paul Bley i sine frie øjeblikke - men det er på den anden side alt for fattigt at beskrive det på den måde. Det er lyrisk, overraskende, intimt og nærværende. Som mangeårig triojazzsucker, der oftest har fulgt den lige melodivej, er det her en skøn mental oprydning med chancer og ridser. Tak.

søndag, februar 23, 2020

Martin Kollerup Sørensen: Winter Sessions (Martin Kollerup Sørensen) stream

Jeg er en sucker for triojazz. Om det er Monk, Bley, Evans, Jarrett, Powell, Peterson eller Corea der er dagens favorit handler primært om mit humør. Når det er Chick Corea så handler det om lyrisk power og energisk elegance. Chick Coreas triojazz fra de seneste 25 år har en særlig plads i mit hjerte. Corea er tydelig og afklaret omkring virkemidlerne. Noget af det samme slår mig, når jeg hører Martin Kollerup Sørensen. Han er trommeslager og debutant. Han har, siden han blev færdig på konservatoriet, været beskæftiget med undervisning. Hvilket måske kan være med til, at forklare den sene alder, hvori han debuterer. Martin Kollerup Sørensen er også dansk eller i denne sammenhæng, er det mere præcist at kalde ham nordisk.

Martin Kollerup Sørensen er sammen med den svenske pianist Anders Persson og bassisten Morten Ankarfeldt på en plade der hedder Winter Sessions. Musikken er som skabt til tiden hvor Det er hvidt herude, som Blicher skrev tekst til og som Thomas Laub skrev musik til. Det er den eneste melodi der ikke er skrevet af Martin Kollerup Sørensen på albummet. Stemningen er nordisk melankolsk med et stænk blues. Noget som de tre musikere mestrer til fulde. Det er en af den slags plader, der ikke skal spilles til. Den sidder perfekt med det samme. Martin Kollerup Sørensen har lavet en plade, der er værd at bruge tid på. Skynd dig at hoppe ind på din yndlingstreamingstjeneste og lov mig, at du lytter til Missing Grandmothers House. Hvis du ikke mærker noget, når du hører den. Så trænger du til et triojazzterapiforløb.

lørdag, februar 22, 2020

Jakob Davidsen: The world is Babel and Ivory (Dacapo) CD/DL/stream

Det er meget mere end et møde mellem klassisk musik og improvisationsmusik. Det er Jakob Davidsen der har komponeret The World is Babel and Ivory til Jakob Davidsens Kammeratorkester og det klassiske Figura Ensemble. Musikken ledsages af en tekstkreds fra Ursula Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som mezzosopranen Signe Asmussen synger. Den suppleres af en Hamlet tekst til at åbne pladen med og en Ole Sarvig tekst til at lukke med.

Det er som at blive lukket ind i en højdramatisk verden.

“Jeg er alt, og samtidig er jeg ingen.”

Der er musikalsk inspiration fra både Olivier Messiaen og Per Nørgaard og fra jazzens verden som feks. i Part IV, hvor Peter Fuglsang’s klarinet og Jesper Egelund’s rytmiske bas skaber gammel jazz stemning a la Ellington.

“sammenhæng = tilfældighed, 
forandring = nødvendighed
nærhed = nærhed”

Tekstkredsen og musikken er tæt sammenvævet. Ordene bliver til musik. Musikken bliver til ord. Jakob Davidsen går dybt ned i materialet og har skabt et bevægende værk. I selskab med de to ensembler og mezzosopranen får vi en original og spændstig fremstilling af hele værket.

“Mit liv hænger i lange tråde ned fra himlen i et spindelapparat…”

onsdag, februar 12, 2020

Alex Jønsson: Heathland (Alex Jønsson) LP/CD/DL/stream

Han er uden tvivl en af de centrale musikere i historien om hvorfor århusiansk jazz fra 10’erne har været så vellykket. Fra trioen med den norske sangerinde Live Foyn Friis og samarbejdet med sangerinden Mirja Klippel over Jakob Sørensens Bagland og I Think You’re Awesome og nu til den fjerde plade i eget navn. Guitaristen Alex Jønsson kommer oprindeligt fra Vestjylland, hvilket han har brugt som inspiratorisk udgangspunkt for musikken. Han er sammen med bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Andreas Skamby på pladen.

Steen Steensen Blichers fortællinger, hvor heden ofte agerede melankolsk baggrund og Jeppe Aakjærs beskrivelser af hedevandringerne hører til blandt de mest kendte skildringer fra heden. Alex Jønsson tilhører en anden tid og bruger musikken som udtryk. Fascinationen og betagelsen af heden og dens mystik er dog den samme som hos de gamle forfattere. 

Det er en lille genistreg, at bruge heden som inspiration - som et samlende hele for et album, der fremstår fortællende og helstøbt. Trioen blander det melodiske med det flydende. Det rå med det undersøgende. Det tvivlende med det bestemte. De har et stærkt kollektivt udtryk, hvor Jens Mikkel som noget nyt i trioen spiller på el-bas. Jønsson guitar skifter ham flere gange undervejs, hvilket de to medspillere meget tydeligt fornemmer og støtter. 

Heathland er moderne jazz med folk, mystik og tyngde - og anbefalelsesværdig.

tirsdag, februar 11, 2020

Vinterjazz 2020: Wynton Marsalis & Jazz at Lincoln Center Orchestra - DR Koncerthuset 10. februar - Koncertanmeldelse

Selvfølgelig vidste jeg, at det var den store forkæmper for jazzens traditioner der ville stå på scenen sammen med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Men hvilket materiale Wynton Marsalis og orkestret, der ikke havde været i Danmark siden 1995 ville spille, havde hverken jeg eller andre publikummer den fjerneste anelse om. Copenhagen Jazz Festival havde ikke skrevet andet end, at det ville foregå i DR Koncerthuset.

Det femten mand store orkester indtog scenen i en fyldt sal, med Marsalis i spidsen. De startede ud med Back to basics fra Marsalis’ 1997-album Blood on The fields, hvor han selvfølgelig førte an på trompeten. Det var ikke en indikation for resten af aftenen. Der blev istedet spillet musik af det lille Big bands medlemmer. Andet nummer var Jelly Roll Mortons The Crave i et forrygende latin-inspireret arrangement af orkestrets bassist Carlos Henriquez.

Den unge trombonist Chris Crenshaw var i fokus flere gange med egne kompositioner og et Dizzy Gillespie arrangement. Han var tydeligt båret af gospel-traditioner. Orkestret spillede dele fra de forskellige medlemmers større værker. Altsaxofonisten Sherman Irby’s The Inferno, tenorsaxofonisten Victor Goines’ Untamed elegance og altsaxofonisten Ted Nash’s The Transformation. De nåede også omkring Wayne Shorter og Bill Evans.

Koncerten var en aktuel præsentation af de projekter som Jazz at Lincoln Center Orchestra arbejder med og præsenterer for publikum i USA. Koncerten var den første på en længere Europa-tur. Ja det var en meget konservativ og ultra-amerikansk præsentation af jazzen. Det var også en ekstremt velspillet og veloplagt omgang med musikere, der strålede af spilleglæde og kom ud til publikum. 

Alle musikerne nåede at få deres solospots i løbet af koncerten - og der var ingen der faldt igennem. Hvis jazzen skal præsenteres som en slags klassisk koncertmusik, så kan det ikke gøres bedre end med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Det var en klasse opvisning. 

Wynton Marsalis holdt sig, udover at præsentere musikken, pænt i baggrunden. Først til sidst trådte han frem på scenen, da resten af blæserne havde forladt scenen, hvor han sammen med rytmegruppen gav os en lille omgang tight spillet kvartetjazz. 


Der er en god grund til, at Wynton Marsalis pryder Vinterjazzplakaten og betragtes som årets hovednavn. På en festival hvor jazzen stritter ud og strejfer, kan der også rækkes ud til jazzens historie - det handler ikke kun om konservatisme og bevarelse. Det handler om respekt for jazzen, hvor fortiden lever smukt i nutiden.

Slowburn: Folketro (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Det er ikke nogen ny konstellation. I starten hed de Lars Bech Pilgaards Slowburn. Det er stadig ham der har skrevet, arrangeret og produceret musikken. Han er sammen med Thommy Andersson på bas, Lars Greve på klarinet og saxofon og Thomas Eiler på trommer, lige som på de foregående tre plader fra 2012, 2014 og 2016. To af de udgivelser er havnet på Jazznyts lister over årets bedste jazzplader. Vi har med andre ord at gøre med udgivelse hvor forventningerne er tårnhøje fra min side.

Lars Bech Pilgaard har skabt et filmisk og afdæmpet album, der er smækfyldt med stemningsmættet musik. Musik der på den ene side skriger på billeder, som den kunne være soundtrack til og på den anden side står helt selv, uden billeder. Det er fyldig musik, hvor der er stærke bånd til Lars Bech Pilgaards opvækst i det vestjyske. Han bruger relationen til egnen og sindelaget i musikken. Den traditionsrige udsyngning af de døde, forbindelsen mellem naturen, mennesket og Vesterhavets altopslugende kraft. Elementer der bidrager til at skabe forbindelsen til den særegne ånd; folketroen.

Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.

mandag, februar 10, 2020

Fosterchild: Dear Earthling (ILK) CD/DL/stream

Det dansk-tyske band Fosterchild startede i 2015 som et samarbejde mellem pianisten Jacob Anderskov og bassisten David Helms og trommeslageren Fabian Arends - senere kom trompetisten Kasper Tranberg og saxofonisten Sebastian Gille med i projektet. Efter flere koncerter blev de i 2018 inviteret ind i Deutschlandfunks optagestudie i Kōln i tre dage, hvor de fik indfanget deres komplekse og sanselige jazz.

Det er jazz hvor kompositionerne stiller store krav til hver enkelt musiker. Det er også jazz, der lever i kraft af hver enkelt musikers improvisatoriske evner. Det er jazz der mærkes. De lytter til hinanden og mødes intuitivt i musikken. Det er eftertænksom filosofisk jazz med dybde og spænding.

søndag, februar 09, 2020

Petri/Reed/Svendsen/Moore: Prism (Storyville) CD/DL/stream

New York er stadig jazzens uofficielle hovedstad. Hovedstaden for den jazz, hvor helt grundlæggende håndværksmæssige evner går hånd i hånd, med den enkelte musikers eget personlige touch. Når man taler om ægte New Yorker jazz, så er det jazz, hvor der gerne spilles med musklerne. Muskler der bruges til at ramme hjerne, hjerte og sjæl. Men også muskler der bruges til at løfte og styrke de andre musikere.

De to unge danskere bassisten Mathias Petri og trommeslageren Andreas Svendsen har også været omkring New York i deres jazz-dannelse. Mathias Petri har samlet holdet på pladen Prism, hvor Svendsen sidder ved trommerne, amerikanske Eric Reed på piano og den i New York bosatte brite Ralph Moore på saxofon. Kvartetten har eksisteret siden 2015.

Pladen er en lang fornøjelig jazzplade, hvor håndværk og det lydhøre interplay går hånd i hånd med virtuositet. Eric Reeds soulfyldte jazzklaver og Ralph Moores overskuldsfyldte saxofonspil er i gode hænder hos de danske kolleger. Mathias Petri og Andreas Svendsen emmer af overskud og spilleglæde. Materialet er en blanding af Ralph Moore og Mathias Petris musik, hvor der har sneget sig en enkelt af Eric Reed med. De spiller også berigende original blanding af Lennon/McCartneys Yesterday og Jerome Kerns Yesterdays. Trænger du til nutidig jazzjazz? - look no further.

lørdag, februar 08, 2020

Vinterjazz 2020: Abekejser og Girls in Airports på Kedelhuset i Silkeborg 6. februar - Koncertanmeldelse.

Den var svær at komme udenom.
To favoritbands på en torsdag, hvor jeg ellers ikke skulle noget.
Abekejser er et festband, så Kedelhusets ellers hyggelige cafeopstilling med lys på bordene lægger en dæmper på alt for megen kropslig løssluppenhed. Abekejser har også taget konsekvensen af det og lægger ud med de mest stille numre, de har på repertoiret.

Samarbejdet mellem trommeslageren Frederik Bülow og beatsmageren Rasmus Fisker er en sand fornøjelse at lytte på. Bülow kaster sig ud i alskens mulige halsbrækkende øvelser og kommer aldrig til skade - mens Fisker hælder knaster i maskineriet. Adrian Christensens Moog-bas bobler og koger nede under bandet. Mens guitaristen Jeppe Lavsen skifter mellem eksperimental-rock, afro og Nile Rogers. Jon Døssing hælder sine levende syntheskapader ud over Abekejser.

Og lige pludselig er det slut. Alt for hurtigt. De når slet ikke at spille partybangeren Floating through The universe. Det gav os en fed fest - men jeg manglede kl. 12 raketten.

Girls in Airports er på vej med et nyt album som de indspiller om 10 dage. Ved koncerten i Silkeborg præsenterede de kun musik fra det kommende album.

Der havde sneget sig nogle nordiske toner ind i Girls in Airports universet. Signaturlyden med Lars Greves og Martin Stenders simultane saxofonspil, de stramme rytmer fra Victor Dybbroes percussion og det nye medlem Anders Vestergaards trommer sammen med Mathias Holms malende keyboardtæppe var stadig intakt.

Der fornemmes tydeligt en ny energi i bandet. Noget der bla. høres i et tromme/percussion mellemspil, hvor der rodes rundt i den samme rytme på en besættende måde, som eksempelvis i det nummer der har arbejdstitlen Nigeriansk salsa.

Den efterfølges af er mere stille nummer, hvor Lars Greve presser klarinetten. Tempoet sættes endnu mere ned. Greve spiller på to klarinetter og Stender på fløjte. Der bliver også plads til Rold Skov, der har ligget på Spotify i et stykke som singleteaser til det nye album. En magnetisk trancenderende heksedans fra den mørke skov. 

Girls in Airports havde spillet på Ry Højskole dagen før og havde brugt hele torsdagen på at indøve alt det nye materiale. At de ikke havde de helt nye kompositioner inde under huden kunne ikke høres. Der var en stærk levende energi i musikken der strømmede ud fra scenen og kunne mærkes. Jeg håber inderligt at de kan holde umiddelbarhedens energi og få den med på pladen. 

onsdag, februar 05, 2020

Vinterjazzen er over os - med eller uden sne

23 dage med jazz fra d. 6. februar til d. 29. februar. Vinterjazzen har et bredt sammensat program med nogle af jazzens helt store navne på toppen. Det der fylder mest er selvfølgelig al den gode danske jazz, der kan indtages i store mængder resten af februar måned. Jazznyt sætter her fokus på nogle favoritter fra programmet.

Chick Corea og Wynton Marsalis
Det er to navne fra jazzens allerøverste hylde. 
Chick Corea har siden slutningen af 60'erne tilhørt jazzens elite, han fik såmænd en Grammy i forrige uge for årets bedste latin jazz udgivelse. I Musikhuset i Århus kan han opleves ved en solokoncert. Her spillede han en uafrysteligt smuk koncert for snart 10 år siden i Symfonisk sal. Denne gang er han rykket til Store sal.
Lincoln Center Jazz Orchestra har ikke været i Danmark siden 1995. Denne gang kan de opleves sammen med orkestrets leder Wynton Marsalis i København i DR Koncerthuset og dagen efter i Ålborg. Er man til klassisk jazz spillet af de bedste, så er der helt sikkert nogle gode aftener i vente.

Abekejser og Svanborg Kardyb
Tit og ofte er det blevet sagt og skrevet. Århus-jazzen er inde i en gylden periode. Her er to eksponenter for den aktuelle jazzlyd fra 8000C.
Abekejser spiller selvfølgelig i Århus, hvor de er vant til fulde huse. Inden da, kan de også opleves i Silkeborg (sammen med Girls in Airports) og København (sammen med Anton Eger Æ og Yellow Spoon). Abekejser er en fest og fik selvfølgelig Jazznytprisen 2019.
Svaneborg Kardyb vandt for næsten et år siden Jazzdanmark konkurrencen og tog siden DMA statuetter med hjem. Duoen er på en lille turné rundt i landet, hvor jeg skal høre dem i Herning.

Lars Bech Pilgaard og Mathias Petri
Et kendetegn ved dansk jazz er, at der er mange hårdt arbejdende musikere, der er med i mange forskellige sammenhænge. Her er to albumaktuelle mænd, der også når at runde andre orkestre i løbet af Vinterjazz-perioden.
Guitaristen Lars Bech Pilgaard er aktuel med sit fjerde Slowburn-album, der spiller koncerter i Herning, Ålborg og København. Lars Bech Pilgaard spiller også med SVIN, Klimaforandringer, Skyggen og Frk. Jacobsen under Vinterjazzen.
Bassisten Mathias Petri står i spidsen for kvartetten med Ralph Moore, Eric Reed og Andreas Svendsen. De er aktuelle med albummet Prism og spiller over det ganske land. Knivskarp New Yorker jazz, med høj puls og virtuositet. Mathias Petri spiller også flere koncerter på Bartof Station med Jacob Fischer, Zier Romme, Mathias Heise og Jesper Thilo.

Ipek Yolu og Hess is More
Jazz er mangt og meget. Også når det ikke prøver på at være jazz.
Den dansk-tyrkiske trio Ipek Yolu spiller på Teater Momentum i Odense og på Karensminde Kulturhus i København. Da jeg så dem på Spot Festival skrev jeg: “..en trio der på en heftig bund af elektrobeats og grooves lægger den tyrkiske saz-guitar og en elektrisk surfguitar.”
Hess is Moore gentager succesen fra i sommers, hvor de opførte Apollonian Circles første gang. En koncertoplevelse og setting der ikke var set før Nu er de flyttet ind på Huset, hvor de spiller 4 koncerter. Der er kun en ting at sige, du skal være der.

tirsdag, februar 04, 2020

Emil de Waal + Spejderrobot: 3 (EDW) LP/DL/stream

For 10 år siden kom den første Emil de Waal og Spejderrobot plade, året efter kom nr. 2, siden startede de med succes bandet Kalaha. Nu er der først blevet plads til plade nr. 3, der meget passende hedder 3.

Hvis man er inde i Emil de Waal og Spejderrobots (alias Mikael Elkjær) univers er der mange genkendelige elementer. Men så absolut også helt nye. De tre gæster der er med på pladen, sætter også deres præg på musikken. I sommers spillede Kalaha en koncert med Bill Laswell - den kontakt har de Waal og Spejderrobot udnyttet. Den amerikanske legende medvirker på den let dystre III, hvor Spejderrobots synths og Emil de Waals trommer mødes med Bill Laswells bas på et nummer der udvikler sig og bygges op i bedste klubstil. 

Sangeren Michael Møller fra rockbandet Moi Caprice sørger for tidlig 80’er neue deutsche welle stemning på nummeret V (Ohne Licht), hvor han synger på tysk i neonoplyst popstimmung.

Emil de Waal og Spejderrobot har lavet et fedt og dynamisk album, der stritter og strutter af levende elektronisk musik, der aldrig bliver monoton eller kedelig.

mandag, februar 03, 2020

Bo Jacobsen: Northern Spirit (Gateway) CD/DL/stream

Den gamle Blue Sun trommeslager Bo Jacobsen er genfødt som saxofonist. Nu har han atter lavet en plade sammen med stjerneholdet; Bebe Risenfors diverse instrumenter, Niels Præstholm på bas og Kresten Osgood på trommer. Iøvrigt tager Bo Jacobsen trommestolen på et par numre, hvor Osgood så sidder ved pianoet. Det er med til at fortælle noget om den intermusikalske energi der strømmer gennem kvartetten. De har ganske vist nogle foretrukne instrumenter de spiller på, det handler lige så meget om den samlende energi. Der hvor de mødes i musikken. 

Northern Spirit er sanselig og spirituel free jazz. Der er mange spor tilbage til 60’ernes Ornette Coleman og Albert Ayler. Northern Spirit er free jazz, der byder dig indenfor i et vidtstrakt landskab af fantasi og spilleglæde.

søndag, februar 02, 2020

Large Unit Fendika: Ethiobraz (PNL Records) CD/DL/stream

På Molde Festivalen i Norge spillede trommeslageren Paal Nilssen-Love’s Large Unit i 2018 i en helt særlig udgave. Bandet havde eksisteret i 5 år på det tidspunkt. Nilssen-Love’s kærlighed til ethiopisk og brasiliansk musik foldes ud i fuldt flor på albummet, hvor koncerten fra Molde er dokumenteret.

Large Unit er et stort skandinavisk free jazz ensemble med bla. den danske saxofonist Julie Kjær i en central rolle. Bandet er på scenen sammen med det ethiopiske danse og musik ensemble Fendika, brasilianske musikere og den hollandske guitarist Terrie Ex (der har rødder i eksperimentalpunk, hvilket også høres glimtvis). De 22 musikere og dansere mødes i et stort kollektivt sammensurium af musik, fest, dans og glæde - så meget at det kan høres hjemme i stuen.

Det fungerer mildest talt godt. De skulle efter sigende være på turné til sommer - spørgsmålet er vel kun om det bliver på Roskilde Festival eller Copenhagen Jazz Festival, at de spiller. De vil passe lige godt begge steder.

lørdag, februar 01, 2020

Julia Hülsmann Quartet: Not far from here (ECM) CD/DL/stream

Den tyske pianist Julia Hülsmann har i 17 år holdt sammen på trioen med Marc Muellbauer På bas og Heinrich Köbberling På trommer. På det nye album får hun selskab af saxofonisten og sin tidligere elev Uli Kempendorff fra Berlin.

Hun holder formen fra sine forrige ECM-albums, når hun sniger en coverversion af et smagfuldt popnummer med på pladen. Denne gang er det David Bowie & Pat Metheny’s This is not America. Den er med to gange. I kvartetversion og en soloversion, der lukker albummet ned. Resten af musikken er skrevet af kvartettens medlemmer.

Julia Hülsmann viser endnu en gang, at hun tilhører den europæiske jazzelite. Det er en lidt atypisk ECM-plade, da den er rimeligt straight jazzet og ligefrem i udtrykket. Det er jazz, som den spilles i den lille intime jazzklub. Hülsmann er god til, at tage os med ind i musikken.