Britt Hein: My memory of you (Mingus Records) LP/digital

 

Her forenes to kvindelige stemmer i dansk jazz, der ikke står i forreste række og gør opmærksom på sig selv. Først og fremmest er det vokalisten Britt Hein, der for 18 år siden lavede et popalbum og ellers er sangunderviser og medlem af bl.a. Blast. Nu tager hun det afgørende skridt i vokaljazzens retning sammen med et forrygende band bestående af Nikolaj Hess (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer) – du finder næppe nogen, der er mere erfarne i dansk jazz inden for dette felt. De suppleres af Peter Marott på flygelhorn og Mia Engsager på trombone.

Den anden kvinde er Lisa Freeman, der i mange år har leveret tekster til dansk jazz. Her er Those Who Were, som Niels-Henning Ørsted Pedersen skrev musik til, og Freeman skrev teksten til, en dansk jazzklassiker. Den har Britt Hein selvfølgelig taget med. Ellers er det musik af bl.a. Jørgen Emborg, Carsten Dahl, Niels Lan Doky og Nikolaj Hess, som Lisa Freeman har sat tekst til. Britt Hein har skrevet musikken til Shadows of Yesterday, der fint flugter med de andre gode kompositioner på pladen. Hein har skrevet både musik og tekst til titelsangen My Memory of You, hvor jeg kommer til at tænke på Joni Mitchell, hvilket næppe er tilfældigt.

Britt Hein er måske ikke kendt i vide kredse. Hun er til gengæld en moden og fuldkommen jazzvokalist, der fraserer og synger med overbevisende ro og sikkerhed.

https://gatewaymusicshop.dk/en/product/9700

Emil de Waal Old News: Novelties (April Records) LP/CD/digital

 

Pladens titel, Novelties, kan på engelsk betyde flere ting: noget nyt, friskt og overraskende, men også en sjov genstand uden større betydning. Jeg hælder til det første, når jeg hører Emil de Waal Old News’ fjerde plade, der også er den første uden klarinettisten Elith ”Nulle” Nykjær, som døde i 2023.

Klarinetten er langt fra væk. Tværtimod. Det er Henriette Groth, der indtager pladsen nu. Hun har et andet sprog end Nulle, men passer alligevel perfekt ind i Emil de Waals musikalske univers. De øvrige medlemmer er de Waals faste partner in crime, Gustaf Ljunggren, på kontraaltklarinet, bratsch, bas og guitar, der har været med fra starten. Det har pianisten Jacob Anderskov næsten også.

Randi Laubek er med på et par numre, hvor hun med sin karakteristiske vokal sætter et tydeligt præg. Her forsvinder bandet næsten, fordi hun er så insisterende i sit nærvær. Det er ret vildt.

Pladen har flere forskellige dele. Emil de Waal er kapelmesteren, men har kun to numre med på pladen. De andre bidrager lige så meget. Her kan jeg f.eks. ikke slippe Henriette Groths sfæriske Tightrope. Dejligt, at Emil de Waal har taget hende med.

Pladens novelty act er også pladens sidste nummer. Det er Gustaf Ljunggren, der har bidraget med middelaldernummeret Nuntii Veteres, der betyder ”gamle nyheder” på latin. En sjov slutning på et album fra et band, der bliver ved med at udvikle sig.

Bandcamp

Martin Vollertsen: Når her bliver normalt (BlikFlak) LP/digital

 

Hvis man tager en omgang triojazz en gang imellem, er jeg ret sikker på, at man lever lidt længere. Det er desuden vigtigt, at man pirrer ører og sjæl med ny triojazz, så man ikke hænger fast i det sædvanlige – det er også livsforlængende. Her kommer Martin Vollertsens nye udspil Når her bliver normalt som kaldet. Han er sammen med Frederik Sakham på bas og John Riddell på trommer.

Der råder en tidløs stemning over musikken. Der er for så vidt ikke nogen tvivl om, at den er dybt rodfæstet i jazzens lange historie, hvor både Duke Ellington, Herbie Hancock og en pæn portion af den nordiske jazztradition har smittet af. Det betyder med andre ord, at du både finder swing, sjæl og melodisk lethed med et strejf af både humor og alvor i musikken.

Der er så mange gode numre på pladen, som er lige til at gå til. Titelnummeret og Old Alexander, der er skrevet til trommeslagerens far, indeholder begge en glæde og umiddelbarhed, der går direkte ind i mine ører med træsko på. Det er meget betegnende for Vollertsens tilgang til triojazzen, der ikke læsses til med komplicerede finurligheder. Han kommunikerer direkte med lytteren og inviterer i den grad indenfor.

Når her bliver normalt skulle være udkommet tættere på debuten, der kom for fire år siden. En brækket hånd og genoptræning kom i vejen for Martin Vollertsens piano skills. Det virker også, som om han har brugt musikken som mental genoptræning – det, der har givet håb, det, der har gjort, at det var værd at kæmpe for at få det normalt igen.

Pladen er fuld af varme – og den bliver ved med at give. Jeg har hørt den igen og igen og har lyst til at høre den igen. Så tror jeg, at jeg napper Dans da lige eller Aronia. Der er så mange gode steder på pladen.

Køber du kun én trioplade i dag, så skal det være den her. Køber du kun én trioplade i år, så skal det stadig være den her. Jeg ved, at du vil takke mig for det tip.

Instagram

David Miilmann Group: You Belong (April Records) LP/CD/digital

Det er guitaristen David Miilmanns andet album, hvor han står i spidsen for sin egen gruppe. Der er flere ting, man kan tage med sig efter at have lyttet til pladen. Det første er, at han er en vildt dygtig guitarist, der formår at bruge sin tekniske kunnen til at skabe relevant og lækker jazz.

Det er en fyldig gruppe med to guitarer og tangenter ud over bas og trommer, og der er plads til det hele. Han spiller jazz med udgangspunkt i soul og blues. Der er groovy sager som It’s Happening Again og klassisk jazz på pladens eneste coverversion, My Favorite Things, hvor Miilmann i den grad får vist, at han hører til eliten inden for jazzguitar i Danmark. Wauw!!!

Den anden guitarist, Bustet Isitt, og bassisten Elias HP leverer også nogle gyldne øjeblikke undervejs. Her kan du med fordel rette ørerne mod pladens titelnummer, You Belong. Johannes Wamberg fremhæver i pladens linernotes Thøger Dixgaards lydmix, hvilket jeg også vil gøre. Organisk, rent og varmt. Ligesom musikken.

Bandcamp

 

Phine & Ormen: Goddag (Universal Music) LP/digital

 

Det er en regulær no-brainer. Børnesange spillet af en række seje danske musikere, der primært kommer fra jazzen, er et meget velkomment indslag på pladespillerne ude hos børnefamilierne, der gerne vil fylde deres små poders hoveder og kroppe med god musik. Selv om jeg kalder det en no-brainer, er der et stort skridt fra at tage en stak børnesange og genfortolke dem til, at lave musik, som både børn og voksne kan samles om og gå ind i.

Det er Josephine (Phine) Philip, der synger på pladen. Hende er der nok nogle af de voksne, der kan huske fra JaConfetti – og ellers kender som vært på P8 Jazz. Hun er sammen med Anders (Ormen) Christophersen, der bl.a. er kendt fra Balstyrko, og som har produceret.

Pladen åbner med en smuk (smuk) fortolkning af Sebastians Nana, der i al sin enkelhed byder lytterne indenfor i deres univers. Herefter fortsætter det med et originalt udvalg af sange. Kim Larsens Tarzans Mama Mia, som jeg aldrig har brudt mig om, får lige pludselig nyt liv i hænderne på Phine & Ormen. De leverer en rolig og afdæmpet version, der er i balance. En af mine favoritter fra min egen barndom er Fredes Sang, som Josephines datter, Jura Philip Elg, leverer en forrygende udgave af.

Overordnet efterlader pladen et indtryk af at være en god plade til samvær med børn og børnebørn omkring god musik, der går på tværs af generationer. Så kan man da ikke forlange mere … kan man?

Facebook

Klanglys: The key to be (Klanglys) LP/CD/digital

Det er den herboende tyske guitarist Johannes Käsbach, der er primus motor i Klanglys. Han har skrevet, arrangeret og produceret al musikken, der fremføres af et internationalt band med polske, tyske og en enkelt dansk musiker. Det er bandets andet album.

Johannes Käsbach er altmuligmanden i bandet. Han har skrevet, arrangeret og produceret musikken, ligesom han spiller guitar og synger. Det med sangen er ret væsentligt. Johannes Käsbach og bandets violinist Alexandra Raczyńska synger begge med lyse og rene stemmer, og helt i jazzens ånd synger de melodien, hvilket er med til at give Klanglys deres helt eget udtryk.

Kompositionerne har et mangefacetteret lydlandskab. Det er, som om Johannes Käsbach tager os med på sine rejser og betoner oplevelser og landskaber i sin musik. Stilistisk kommer Klanglys bredt omkring, samtidig med at de opretholder deres eget udtryk. Her er både elementer af rock, brasiliansk musik, fusion, pop og en masse jazz.

Klanglys er ikke som andre. Og tak for det.

Bandcamp

 

Kosmos Trio: …and the Sun (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden Kosmos Trios debutplade. Det har bl.a. betydet, at der er sket nogle udskiftninger i trioen, så pianisten Frede Holger Thorsen er den eneste mand tilbage fra den oprindelige opstilling. Han har i stedet koblet sig sammen med Little North-bassisten Martin Brunbjerg og trommeslageren Jesper Lørup.

Det betyder selvfølgelig, at der er sket noget med udtrykket. Frede Holger Thorsens kompositioner danner grundlag for albummet, ud over en enkelt fra hver af de andre. Frede skriver i pladens linernotes, at pladen handler om kærlighed, lys, positivitet og taknemmelighed over livet. Jeg hører en personlig plade, hvor Frede bruger musikken til at dele sine tanker. Det er triojazz, der med udgangspunkt i nogle fine melodier danner grobund for spirende improvisatoriske øjeblikke.

Numre som Gregorian Rhapsody, The Moon og Clairvoyance er mine favoritter på et fint, nordisk inspireret pianotrioalbum, hvor kompleksiteten lurer nede i dybden. Det er med til at give Kosmos Trio musikalske vitaminer og holdbarhed til mange lytninger.

Bandcamp

Uffe Steen Trio & Vestbo Trio: 3+3=10 (Dog Hound Records) LP/CD/digital

 

Det er tredje plade fra dobbelttrioen, og ligesom på deres forrige album, Grooves, hvor den ene pladeside var indspillet på spillestedet Fermaten i Herning uden publikum, har de denne gang valgt at indspille al musikken på Fermaten. Jeg synes selvfølgelig, at det er fedt, da Fermaten er mit andet hjem. Jeg ved også godt, hvorfor de gør det. Der er nemlig en rigtig god akustik for musikerne på scenen på Fermaten.

Lyden og autenticiteten er nøgleord, når man skal lytte til de to yderst velspillende trioer. Uffe Steen Trio med Uffe på guitar, Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer og Vestbo Trio med Michael Vestbo på guitar, Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer udgør tilsammen to sammenspillede trioer, der efterhånden har spillet sammen i ti år. Og det kan høres.

Pladens ti numre er komponeret af Uffe Steen, der står for tre, Vestbo Trio, der står for fire, Jesper Smalbro, der står for to, og Thomas Sejthen, der står for ét. Det er seks musikere, der lytter og lader øjeblikkene vokse frem af den roots-inspirerede musik, hvor enkelhed og klare melodier stråler om kap. De tager den med ro og kæler for detaljerne. Det er så tydeligt, at de alle seks er ovenpå og sammen i musikken.

Pladen er en fornøjelse fra start til slut, hvor man bydes indenfor i musikken og får lov til at nyde numre som Sejthens The Bumblebee, Uffe Steens Volta og Vestbos Heath.

Bandcamp

Bjarke Falgren: Turkis (Bjarke Falgren/Zack’s Music) LP/CD/digital

 

I pressematerialet står der, at pladetitlen Turkis er valgt, fordi det er farven på horisonter, på det åbne og på alt det, der venter, når man slipper kontrollen, lader sig føre med og giver plads til, at noget kan ske. Jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det også er ret sejt, at turkis samtidig er farven på manden bag pladens Citroën ID19 fra 1963.

Det er Bjarke Falgrens andet album i eget navn. Han spiller violin og har skrevet og arrangeret musikken, der både henter inspiration fra Norden og Latinamerika. Særligt sidstnævnte falder jeg pladask for på nummeret Cigarillos Por Favor, hvor den herboende cubanske conga-spiller Eliel Lazo gør sit til, at stemningen kommer til at syde noget så eftertrykkeligt.

Turkis er et meget vellydende og melodisk album, der tager den med ro. Bjarke Falgren bygger et smukt og originalt univers op, hvor violinen – som vi så ofte forbinder med swingjazzen – finder nye stier. De kan sagtens swinge, men de taler i endnu højere grad til hjertet end til fødderne.

Falgren har samlet et stærkt hold omkring sig med Heine Hansen på klaver, Wurlitzer og Rhodes, Anders Holm på trommer, Morten Lundsby på bas, Eliel Lazo på congas og Jakob Holm på guitar.

Vinyludgivelsen kommer i en flot gatefold, der matcher den elegante musik.

Gateway Musicshop

The Heart’s Electrical system: We dream in low fidelity (Gateway) LP/digital

 

Det er Jacob Salmon, der står bag gruppen The Heart's Electrical System. Han har skrevet og produceret musikken, ligesom han står for beats, klaver og synth. Derudover får han hjælp af Anton Schrøder Hejlesen på trompet, Asger Kirkegaard Sørensen på guitar og Henrik Windbirk på tenorsaxofon.

Ved første koncentrerede gennemlytning imponerer saxofonen mig ikke. Den har en lidt for pæn fremtoning. Omvendt er der noget dragende ved albummet, som gør, at jeg bliver ved med at vende tilbage til det. Det er også her, jeg begynder at forstå, hvorfor saxofonen lyder, som den gør.

Det er rolige, elektroniske og melodiske klange med et jazzet og improvisatorisk afsæt. Salmon tager sig god tid i produktionen, og den ro forplanter sig til musikerne. Numre som Alpaca Swagger og Diminishing Light med den skønne guitar er perfekte at svømme væk til. Det lyder måske ikke så flatterende, men det er ment som en stor ros.

Albummet We Dream in Low Fidelity er et fremragende soundtrack til hverdagens små gøremål. Det er også her, saxofonen kommer til sin ret. Den fredelige tone passer perfekt ind i albummets univers. Trænger du til en afslappet elektronisk plade med et jazzet fundament, kan den varmt anbefales.

Gateway Musicshop

Gorm Askjær Trio+: Microverse 1 (Jaeger Community Music) LP/digital

 

Der er gået seks år siden den forrige plade med Gorm Askjærs trio udkom. Der var ingen tvivl om, at den var blandt de bedste danske jazzudgivelser det år. Hvad er der så sket i mellemtiden?

Guitaristen og komponisten Gorm Askjær har stadig trioen med Jens Mikkel på bas og Thomas Eiler på trommer. Denne gang har han inviteret Francesco Bigoni på klarinet og saxofon samt Malthe Volfing Højager på cello med ind i projektet, hvilket forklarer det diskrete plus efter Trio.

Pladen hedder Microverse og er ganske konkret en betegnelse for musikkens undersøgende væsen. Musikerne udforsker små verdener med hver deres klanglige og musikalske særpræg. Der hviler en kammermusikalsk stemning over musikken, hvor den intense atmosfære og musikernes blik for hinandens placering og udtryk skaber et kollektivt output, der er både sammenhængende og flydende.

Det er jazz, der bevæger sig mellem det fine, sarte og lettere tilgængelige som åbneren Fatamorgana og den optimistiske afslutter You Can Never Hold Back Spring, og så de mere komplicerede og skæve numre som It Almost Works og It's All Getting Fuzzy, hvor musikerne tydeligt viser, at de kan indgå i en musikalsk dialog, der både udforsker og udfordrer.

Celloen og Bigonis blæserinstrumenter passer godt ind i Askjærs musik, hvor der, som i Where Do Lost Memories Go, er klare referencer til kammermusikken.

Selvfølgelig er Gorm Askjær guitarist. Men det er som komponist og bandleder, at han skaber de store øjeblikke. Han bruger guitaren til at sammensætte de musikalske mikroverser, som han skaber sammen med de fantastiske musikere.

Gorm Askjær

Grammofon: Fabelagtige forviklinger (Zack’s Music) LP/digital

 

Duoen Grammofon med Niels Oldin på tenorsaxofon, klarinet og basklarinet samt Jakob Frandsen på akustisk guitar har lavet en LP til grammofonen med den vidunderligt finurlige titel Fabelagtige forviklinger. Albummet består af otte numre, hvor Oldin og Frandsen deles om komponisttjansen. De har udvidet duoen med Girls in Airports-percussionisten Victor Dybbroe og den nyligt afdøde bassist Torben Westergaard.

Musikken består af rolige toner, der henter inspiration i kringlede kroge og omsætter den til enkle og nærværende melodier, hvor bossa, tango, viser og ikke mindst jazz gennemfarver stemningen. Der er to numre, som hylder henholdsvis Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. Gennem musikken fortæller de om en sort jazzmusiker, der var med til at forene verden gennem jazzen.

Oldins klarinet finder let sammen med Frandsens guitar. Der er noget besættende hyggeligt over Fabelagtige forviklinger, som kan tilfredsstille sjælen, når der er brug for en rolig stund ved grammofonen.

Grammofon på Instagram

Mydtskov/Nordal: Sketches (New Vehicle) LP/digital

 

For tre år siden udgav duoen Mydtskov/Nordal den på mange måder bemærkelsesværdige Frasens identitet, der var et musikalsk forskningsprojekt. Nu er de atter aktuelle. Denne gang er det guitaristen Morten Nordal, der på akustisk guitar har skrevet al musikken bortset fra pladens sidste nummer, The Times They Are A-Changin’ (et valg, der fortæller noget om musikernes modenhed).

Tenorsaxofonisten Hans Mydtskov forstår som få Morten Nordals enkle, skitselignende melodier, der danner grobund for duoens musik.

Det er musikalske former og en vellyd, der rummer så megen elegance og musikalsk styrke, at man som lytter aldrig falder ud af musikken. Det er rolige toner, der ikke vil dominere. I kraft af Mydtskov/Nordals indforståede og sammenvoksede samspil er Sketches en LP, der ganske stille sniger sig ind på os og tager os med ind i sit musikalske univers.

Stream

Cosmos Club: Jovian Moons (One Dot Rec) LP/digital

Duoen Cosmos Club tager os med på en subtil natklubstur. Der fornemmes pumpende beats i det fjerne. Oven over det hele bevæger tangentspilleren Giordano Léon Makholm og trommeslageren Øyvind Andreas Winton sig rundt med synth, elpiano og trommer. Det er et meget betagende og kontrastfyldt univers, der tager elementer fra deep house, krautrock, ambient og jazz og blander dem sammen på en lækker og indtagende måde. Numre som Odeon og Io har været sikre hits hos mig, siden jeg fik pladen.

Titlen refererer til Jupiters måner – himmellegemer i konstant kredsløb om noget massivt, magnetisk og umuligt at ignorere. Denne tyngdekraft er central for albummets identitet: Hvert nummer opleves som et objekt i bane om en kerne af energi – nogle gange svævende og roligt, andre gange trukket ind i turbulens.

På begge sider af pladen er der to interludes, Welcome to Chaos og Welcome to Cosmos, der fint indrammer duoens originale musik. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde dem pladens højdepunkt, for dem er der flere af. Dog er titelnummeret Dancing on a Jovian Moon noget helt særligt. Den rolige melodi, der gentages på elpiano, mens synthklangflader sender os ud i rummet, understøttet af trommerne, er særdeles virkningsfuld.

Cosmos Club får en stor anbefaling herfra.

Cosmos Club

 

Gustaf Ljunggren with Skúli Sverrisson: Along the low road (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden den første plade, som Gustaf Ljunggren lavede sammen med den islandske bassist Skúli Sverrisson. På det nye album har Ljunggren atter kastet sig over en lang række forskellige strengeinstrumenter, saxofon og diverse tangenter. Ljunggren er multiinstrumentalist i ordets bedste betydning. Han bruger instrumenterne til at skabe sit eget musikalske sprog, der bedst kan betegnes som en slags organisk ambientmusik med inspiration fra jazz, folk, minimalisme og roots. Det er enkle toner, der danner grundlag for smukke melodier.

Drømmende, rolige og svævende toner får lytteren til at flyde med den musikalske strøm. Der er for eksempel den nordisk klingende og klaverbaserede Summer Passing Letting Go eller den let melankolske hyldest til klippen Stevelen på Bornholm. Albummet balancerer mellem det sarte, det enkle, det smukke og det dybdegående.

Samarbejdet mellem Ljunggren og Sverrisson er givende og generøst. Det er en meget stærk opfølger til Floreana fra 2022.

Bandcamp

A Friend in Vilnius: When we meet (One Dot Records) LP/digital

 

A Friend in Vilnius er fra Fyn og hedder selvfølgelig sådan fordi bandets saxofonist Donatas Petreikis er fra Litauen og resten; Mathias Bøttern på guitar, Emil Mathiasen på bas og Jeppe Bredahl på trommer kommer fra Danmark (oplysningerne om bandets medlemmer fandt jeg på deres bandcampside, de er desværre hverken nævnt på pladecover eller i pressemateriale).

A Friend in Vilnius har med deres plade When we meet lavet en lækker rolig, organisk og behagelig plade, hvor de på ingen måde har travlt. De spiller jazz af den luftige slags. Donatas Petreikis har en lækker blød sound på saxofonen, der bevæger sig på kanten til smooth jazz. Han formår at forblive i den organiske ende af jazzen, hvor man mærker mennesket med instrumentet. 

Musikken er filmisk, flydende og enkel. Sansen for melodiens væsen har kvartetten helt inde i hjertet. When we meet er en brugsplade. En plade man sætter på, når man har brug for rolige balsamiske toner, der masserer sjælen. Lyt feks. til titelnummeret, Nakamura eller In some way, hvis du skal overbevises.

Bandcamp

Clothing Club: Spring Collection (Clothing Club) LP/digital

 

I en tid med fast fashion i et hysterisk opskruet tempo og nye kollektioner hele tiden er det en fornøjelse med Clothing Club, der holder fast i dyderne og sender en afgrænset og langtidsholdbar forårskollektion på gaden.

Her er der plads til de stilarter, de er kendt for, og som de lancerede i 2024 med Fresh Fade-kollektionen. Der har også sneget sig nye inspirationer og farver ind i forårskollektionen.

Japansk fusion og city pop er hot shit lige nu og har blandt andet kunnet høres hos Tabloid. Clothing Club har deres eget take på det og inkorporerer japansk synthskønhed på Part Time Vintage. Der er den rolige Norwegian Wool, og så er der et nummer som Straw Hat D. Luffy, hvor et lækkert groove flyder sammen med tangentspilleren Deep Chains rolige klaverspil.

Clothing Club er en fast sammentømret enhed, hvor alle tre — Deep Chain (Berg) på keyboards, Rasmus Lykke under aliaset MS Lowkey på bas og Thorbjørn Lemvig under navnet Phairo Z på trommer — hele tiden skinner om kap med funken. De spiller med et ligefremt og teknisk stærkt overskud. Der er så mange favoritter på pladen: åbningsnummeret, partyslaskeren Casquette (Basbjørn på Streetfood) og den stramme Moonboots.

For lige at vende tilbage til de nye styles, så er der både rap fra Sean Lightfoot på Pocket of Change og sang på Front Row, hvor det bliver til en krammer af en sjæler — et noget atypisk nummer på pladen. Albummet slutter helt oppe på toppen med Slope Style, hvor grooves og j-fusion-synth eksploderer i skøn forening.

Jeg er vild med Clothing Club og kan ikke få nok. De får en kæmpeanbefaling fra Jazznyt. I øvrigt kan det tilføjes, at de har lavet soundtracket til det helt nye computerspil Scritchy Scratchy, der allerede er et kæmpehit. Rygtet siger, at soundtracket også udkommer på vinyl.

Gateway Musicshop

Jiyu: Wild Things (Dubsoul Records) LP/digital

 

Jiyu er det japanske begreb for selvstændighed, uafhængighed og at kunne handle frit. Det er også navnet på københavnske Emil Jonathan Søegaards band, der er aktuelt med sit tredje album siden 2021. På Wild Things er der skiftet lidt ud på musikersiden. Ny mand er bl.a. Rasmus Kjærsgaard på saxofon og fløjte, der har et skønt, tiltalende og gennemjazzet udtryk på begge instrumenter, hvilket også sætter sit præg på pladen. I det hele taget har Jiyu fået et mere organisk udtryk, og der er en skøn livefeeling i musikken.

Emil Jonathan spiller guitar og synth, Thomas Dietl spiller trommer, Ken Linh Doky spiller wurlitzer, Nicolai Land spiller bas, og Jacob Vikkelsø medvirker på de fleste numre på percussion. Her er f.eks. pladens afsluttende nummer Deep Woods helt genialt: Vikkelsø på congas og Kjærsgaard på fløjte i et dejligt roligt tempo i det lækre, organiske udtryk, hvor Emil Jonathan tilføjer effekter undervejs. En fabelagtig afslutning på en rigtig god plade.

Stilen er downtempo, organisk og soulet med et dejligt sammenhængende udtryk på det, der må betragtes som Jiyus bedste plade til dato. Det starter med perlen The Sun, igen med Kjærsgaard på fløjte. Så er der Cumulus & the Subterranean, hvor Mai Lan Doky medvirker på vokal – endnu et godt eksempel på Jiyus lækre, organiske downtempojazz med spirituelle jazzelementer, der flyder med underneden.

Bandcamp

9ICK: Smile (9ICK) LP/CD/digital

 

Jazzhop, jazztronica, instrumental hiphop etc. Call it what you want. 9ICK er alias for Nicolas Stephensen og han har lavet et ambitiøst album inden for de førnævnte genrer. Han har på pladen samarbejdet med nogle fremtrædende musikere fra instrumental hiphop- og lo-fi-genren på verdensplan. Det drejer sig bl.a. om pianisten Søren Søstrom, der er et alias for amerikanske Elijah Fox, som bl.a. har spillet med Yussef Dayes og Childish Gambino, trommeslageren Gregory Phan-Clifford, den tyske saxofonist Mauricesax samt den engelske saxofonist og synthspiller Alex Bone, der er kendt for sit samarbejde med Cory Wong og Nile Rodgers. Det er musikere der indgår i et stort, løst netværk, hvor man arbejder på tværs af grænser og sender filer til hinanden.

9ICK har også inviteret et par danske jazzmusikere med ind i projektet. Det er pianisterne Rasmus Sørensen og Jonas Cook (fra Athletic Progression), der hver medvirker på et enkelt nummer. 9ICK har skabt et album, der viser, at der er en vej videre fra lo-fi- og chillgenren, hvor han også tidligere har lavet musik. Roen og det tilbagelænede udtryk er bevaret, men han har tilføjet lidt flere musikalske proteiner, så det går fra at være lækker baggrundsmusik til også at insistere på at være til stede i rummet.

Der er en behagelig uro og uforudsigelighed undervejs, som klæder musikken. Det er både charmerende og glad musik, der i den grad fremkalder et stort smil – ligesom titlen på pladen. Pladecoverets billede af København med glade huse komplementerer det i høj grad. 9ICK er meget anbefalelsesværdig, hvis du trænger til jazzy instrumental hip hop.

Instagram

Lis Wessberg featuring Veronika Rud: In the wake of the blue (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået 4½ år, siden Lis Wessberg debuterede med Yellow Map, en plade, jeg her på bloggen har kaldt en af de mest markante debutplader i de seneste 25 år i dansk jazz.

Opfølgeren kom i 2024, hvor sangeren Karmen Rõivassepp medvirkede på et par numre, hvilket var aldeles vellykket. Den tendens breder sig endnu mere på det nyeste album fra Lis Wessberg, hvor hun har inviteret en af de stærkeste danske jazzvokaler på scenen lige nu med. Det er Veronika Rud, der medvirker på 5 af pladens 9 numre.

Den svenske trombonelegende Nils Landgren skriver i pladens linernotes: “Veronika Rud delivers the very emotion of every song, and Lis says the exact same thing, but through her trombone”. Jeg kunne ikke være mere enig. Her er nummeret “The Endless Thread” et vanvittigt godt sted at lande, hvis man skal forstå albummet. På det rolige nummer emmer det af intens stemning – Wessbergs trombone og Ruds vokal komplementerer hinanden på smukkeste vis.

Der er adskillige rigtig gode numre på det gennemgående vellykkede album. “The Promise”, “Longing”, “Flux” og “The Quiet Edge” er gode eksempler på bredden i musikken. Wessberg benytter sig af de samme musikere som på de to foregående albums: Steen Rasmussen på piano og keys, Lennart Ginman på bas og Jeppe Gram på trommer. Wessberg har skabt sit eget let genkendelige univers. Hun har sin egen lyd og sit eget udtryk. Trombonen bruges oftest til lange toner, der skaber sammenhæng og flow i de enkelte numre. Lis Wessberg skuffer ikke og har endnu en gang lavet et meget anbefalelsesværdigt album.

Bandcamp