Bill Laurance & Michael League: Where You wish you were (ACT) LP/CD/DL/stream

 

På den ene side er det en overraskende udgivelse. På den anden side passer den meget godt ind i Michael Leagues uforudsigelige og ukonventionelle tilgang til jazzen, hvor inspiration fra verden udenfor USA sniger sig med. Vi kender ham selvfølgelig som frontmand i Snarky Puppy. På dette album er han sammen med Bill Laurance der har spillet keyboard i Snarky Puppy samtidig med en seriøs karriere i eget navn.

Michael League spiller overvejende på det persiske strengeinstrument oud som bedst kendes fra arabisk musik. Det suppleres med diverse båndløse guitarer, bas og den vestafrikanske guitar ngoni. Bill Laurance holder sig til klaveret. 

Duoen har fokus på det nære og intime, nærmest kammermusik lignende udtryk. Det er ikke en world fusion jazz plade. Det er to musikeres personlige bud på musik, der ikke lader sig afgrænse. De har fundet deres eget sprog. Michael League har spillet oud siden han var ung. I de seneste 10 år har han modtaget undervisning fra en oudmester, der mener at der er blues i Leagues spil. Under alle omstændigheder er Where you wish you were er befriende skønt album.

Bandcamp - League/Laurance

Steve Tibbetts: Hellhound Train An Anthology (ECM) CD/DL/stream

 

Jeg er næppe den eneste der har sammenstød med den som man bor sammen med - for slet ikke at nævne datteren, der stadig bor kælderen lige under højtalerne - omkring lydstyrken på anlægget i stuen. Det lyder da okay fedt med hovedtelefoner. Det lyder bare bedst når mine skønne Vienna Acoustics højtalere får lov til, at udfolde sig. Hvilket de gør bedst når der skrues op. 

Det er opsamlingspladen med Steve Tibbetts et godt eksempel på. Der er power, dynamik og vildskab nok til at holde gang i et par timers hifinydelse i dagligstuen. Det er 40 år siden at ECM udgav det første album med Steve Tibbetts. Guitaristen har siden udgivet yderligere 7 albums på ECM. Tibbetts arbejder fast sammen med perkussionisten Marc Andersson. Steve Tibbetts har selv kaldt sin musik for post moderne neo primitivisme. ECM har på denne dobbelt CD samlet det de mener er det bedste eller mest repræsentative med Steve Tibbetts.

Han spiller ambient, droner, prog og meget andet. Han har hentet inspiration i Bali, Nepal og mange andre steder. Han spiller i øvrigt Led Zeppelin klassikeren Black Mountain Side undervejs som den eneste ikke originale komposition.

Steve Tibbetts

Hogo Fogo: Repeat (Hogo Fogo/Gateway) DL/stream

 

Det er en dejlig forfriskende udgivelse som den nye kvartet Hogo Fogo er ophavsmænd til. De starter i Mozambique med en veldrejet afrofunk sag, hvor guitaren danser sammen med de andre instrumenter. De skifter retning på den efterfølgende The Long Country, hvor Norden også indfinder sig i deres univers. Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Søren Lund på bas og Michael Dalgas på trommer har spillet sammen i mere end 14 år med andre artister og træder nu frem med deres eget. 

Der er melodisk overskud og styr på musikken. De kalder selv musikken for world/urban//soul/folk instrumental groove. De kan spille lazy smooth som på 15 ways, hvor Spencer Gross’ guitar sidder så lækkert. På Big Nine er det Lars Emil Riis der tager stikket med en fed solo mens Michael Dalgas holder gryden i kog med uptempo whiskers spil. 

Det er en afvekslende og alligevel sammenhængende plade, hvor alle 7 numre har deres kendetegn og lyder som de er fra samme band. En rigtig god debut fra de erfarne gutter, der har fået så meget blod på tanden, at de snart går i studiet for at indspille plade nr. 2.

Hogo Fogo på Facebook

Kalaha: Mystafa (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Pladeselskabet April Records var fra 1994 absolut førende indenfor elektronisk musik i Danmark med navne som Future 3 og Bjørn Svin i stalden. I 2005 blev der stille. Indtil sidste år, hvor der kom liv i pladeselskabet igen. Nu var det med fokus på jazz. Den elektroniske musik er dog ikke glemt. De har lige udgivet kvartetten Kalahas nyeste album Mystafa.

Kalaha er et blandingsprodukt af den fineste slags. De kan ikke indhegnes indenfor en bestemt genrebetegnelse. Der er selvfølgelig en god bid elektronisk musik i Kalaha, da to af medlemmerne Spejderrobot og Rumpistol har deres baggrund der. Den helt store - og geniale tilføjelse - er at vokalen fylder så meget på det nye album. Det allerbedste er, at den herboende sangerinde Hilal Kaya med tyrkiske aner atter er med. Hun medvirkede på et enkelt nummer på den forrige Mandala. Nu er hun med på hele tre numre, Özgürüm Ben, Eymen og Laga Luga. Der er anatolsk psychfunk og feststemning på numrene, hvor Hilal Kayas stemme står stærkt og klart. 

Pladen byder også på gæste-indslag fra Uffe Lorenzen på partystarteren Dans det op, Moussa Diallo/Dawda Jobarteh/Bilal Irshed’s arabiske/afrobeat topmøde på Jigi Fa og på den P6 Beat venlige Hurt you Once again med Hjalte Ross.

Kalaha har ikke lavet et dårligt album på noget tidspunkt. De har til gengæld lavet deres bedste nu. Nu ser jeg bare frem til at høre dem live igen.

Bandcamp

Mariane Bitran/Alain Apaloo: Wind of tomorrow (Alisio Music) CD/DL/stream

Det er ret vildt at tænke på, hvor mange udenlandske jazzmusikere der bor i Danmark. De er kommet hertil af mange forskellige grunde og er blevet hængende. Som nu feks. den franske fløjtenist Mariane Bitran og guitaristen Alain Apaloo fra Togo. De har lavet albummet Wind of Tomorrow, hvor de meget passende spiller den gode gamle traver What a wonderful world, som en påmindelse om, at det er den rent faktisk.

Albummet er et positivt bekendtskab. Det er to erfarne musikere, der med overskud serverer legende numre som St. Gregory Hills, hvor de nysgerrigt undersøger toner og klang sammen, for at forene det i et lækkert rytmisk stykke, hvor fløjte og akustisk guitar står godt sammen. Apaloo supplerer med diskret percussion undervejs på pladen. Det er verdensjazz med noter af folk og blues. Største fornøjelse er de to musikeres møde i musikken, deres sammenspil. 

Mariane Bitran

Torben Westergaard: The Gori Project (Torben Westergaard) CD/DL/stream

I 2019 bragte JazzDanmarks Artist in residence program to koreanske musikere til Danmark. Bassisten Torben Westergaard øjnede straks en chance for, at lave musik sammen med dem. Han har bl.a. tidligere lavet nogle gode tango-jazz plader. Eunhee Choi på det koranske strengeinstrument gayageum og Byunggil Choi på koreansk percussion mødes med danskerne Jacob Andersen på percussion, René Damsbak på trompet og elektronik og Torben Westergaard på bas og keyboards. 

Musikken har et lækkert sfærisk udtryk, hvor nordiske og koreanske traditioner mødes i et univers mellem worldmusic og jazz. Blandingen af de elektroniske instrumenter, Damsbaks trompet, Westergaards varme basspil, de traditionelle instrumenter og det rolige percussionspil, iscenesat af Torben Westergaards melodier er et.smukt møde, der kan minde om eksempelvis Nils Petter Molvær.

Torben Westergaard

Gard Nilssen’s Supersonic Orchestra: If you listen carefully the music is yours (Odin) >> Per Oddvar Johansen: The Quiet Cormorant (Losen) >> Snekkestad/Fernandez/Guy: The swiftest traveler (Trost) >> Waldemar 4: The Bouy and the sea (AMP) >> Stein Urheim: Downhill Uplift (Hubro) >> Erlend Apneseth: Fragmentarium (Hubro) >> Christian Wallumrød Ensemble: Many (Hubro)

Det ligger lige for, at sammenligne Gard Nilssen's Supersonic Orchestra med Paal Nilssen-Love's Large Unit eller i særdeleshed Fire! Orchestra, da de deler flere medlemmer. Blandt andet den danske saxofonist Mette Rasmussen, der har været med i en af de tidligere Fire! Orchestra inkarnationer. Gard Nilssen's Supersonic Orchestra er et storband, hvor hovedparten af medlemmerne kommer fra Norge. Seksten mand. Tre trommeslagere (inklusive Gard Nilssen), fire bassister (blandt andet Petter Eldh og Ingebrigt Håker Flaten) og syv saxofonister (blandt andet Per "Texas" Johansson, Hanna Paulsberg, Kjetil Møster og Maciej Obara), to trompetister (blandt andet Goran Kajfes) og en enkelt på trombone. Musikken er sprælsk og direkte "in your face". Der holdes ikke igen på energien, der uden problemer når ud til lytteren.

Trommeslageren Per Oddvar Johansen er en erfaren herre fra den norske jazzscene. Han har spillet fast med nyligt afdøde Jan Erik Kongshaug i dennes band. Det er selvfølgelig også Jan Erik Kongshaug, der er tekniker på pladen der er indspillet i 2017. Ellers har han spillet med bl.a. Christian Wallumrød Ensemble og Solveig Slettahjell.  På pladen er Per Oddvar Johansen sammen med Helge Lien (piano) og Torben Snekkestad (saxofon) og gæstes på et par numre af Hedvig Mollestad (guitar). Musikken kommer godt rundt. Den har et grundlag i samme flydende feeling som man kender fra trommeslagerkollegaen Paul Motian. Samtidig med at både rock og melodi dukker op undervejs. Snekkestad som jeg bedst kender fra den eksperimenterende ende af jazzen, spiller den smukkeste saxofon.

Apropos Torben Snekkestad. Så  er han atter aktuel sammen med den portugisiske pianist Agusti Fernandez og den britiske bassist Barry Guy. Pladeudgivelsen er støttet af danske midler; Koda, Dansk Komponist Forening og Rytmisk Musik Konservatorium (hvor Snekkestad er adjunkt). Den er indspillet i Köln på det legendariske free jazz spillested LOFT og pladen er udgivet af det østrigske pladeselskab Trost Records. Det er et vaskeægte paneuropæisk projekt. Musikken er et kammermusikalsk clash af free jazz og ny klassisk musik. Øjeblikkets søgende øjeblik, der hele tiden finder noget nyt i samarbejdet.

Jeg kan ikke lige erindre at jeg stødt på navnet Trygve Waldemar Fiske før. Han er bassist og står i spidsen for kvartetten Waldemar4. De er aktuelle med deres andet album. Holdet han har omkring sig er erfarne folk; André Roligheten (basklarinet og saxofon), Håvard Wiik (piano) og Erik Nylander (trommer). De har en baggrund i både free jazz og jazz. Her er de amerikanske inspirationer tættere på end de ellers er på en norsk plade. Når tempoet er højt, er det som regel i nogle teknisk komplicerede opsætninger, hvor netop kapelmesterens bas er den der bestemmer retning og tempo. En ægte bassistkapelmesterplade.

Det er et umiddelbart mærkværdigt krydsfelt mellem slut 60'ernes hippierock a la The Byrds, indiske toner og 70'ernes The Doobie Brothers' mere velpolerede west coast musik, med fokus på country. Ovenpå det står Stein Urheims norske aner og vidunderligt uortodokse måde at skabe musik. Det skal høres for, at tro det er muligt og lyder godt. Guitaristen Stein Urheim har samlet et vellydende band omkring sig. Forestil dig soundtracket til Twin Peaks - bare med den forskel at det foregår i en norsk bygd og spilles af indiske skuespillere.

Stein Urheim medvirker også på Erlend Apneseths nye album Fragmentarium. Apneseth spiller på det gamle norske instrument hardangerfele. Udover de fire strenge som der spilles på med buen, er der også nogle underliggende resonansstrenge, der giver instrumentet sin helt særlige fyldige lyd. Det passer godt i Apneseths moderne folkrockunivers. Apneseths ønske er at det lyder som fortid, nutid og fremtid. Det lykkedes til fulde på det stærkt stemningsskabende album. Her blandes hardangerfelen med elektroniske elementer og akustiske instrumenter som kontrabas og accordion.

På den sidste plade medvirker føromtalte Per Oddvar Johansen. Det er Christian Wallumrød Ensembles syvende album siden 2003. Pianisten Wallumrød har som vanligt skrevet al musikken. Stilistisk befinder ensemblet sig mellem neoklassisk musik, old school musique concrete, elektronisk musik og samtidsjazz. Christian Wallumrød er ikke bleg for, at skifte mellem avantgardistiske tiltag og poppens indladende karakter. Pladen er som en kl. 12 raket i dette festfyrværkeri af norsk musik, der med mange forskellige stilarter alle har det til fælles, at der er jazz i musikkens sjæl.

Odin Records

Losen Records

Trost Records

AMP Music records

Hubro Music

Large Unit Fendika: Ethiobraz (PNL Records) CD/DL/stream

På Molde Festivalen i Norge spillede trommeslageren Paal Nilssen-Love’s Large Unit i 2018 i en helt særlig udgave. Bandet havde eksisteret i 5 år på det tidspunkt. Nilssen-Love’s kærlighed til ethiopisk og brasiliansk musik foldes ud i fuldt flor på albummet, hvor koncerten fra Molde er dokumenteret.

Large Unit er et stort skandinavisk free jazz ensemble med bla. den danske saxofonist Julie Kjær i en central rolle. Bandet er på scenen sammen med det ethiopiske danse og musik ensemble Fendika, brasilianske musikere og den hollandske guitarist Terrie Ex (der har rødder i eksperimentalpunk, hvilket også høres glimtvis). De 22 musikere og dansere mødes i et stort kollektivt sammensurium af musik, fest, dans og glæde - så meget at det kan høres hjemme i stuen.

Det fungerer mildest talt godt. De skulle efter sigende være på turné til sommer - spørgsmålet er vel kun om det bliver på Roskilde Festival eller Copenhagen Jazz Festival, at de spiller. De vil passe lige godt begge steder.

Paal Nilssen-Love

Liga Latina (Multination) LP/DL/stream

Pladen blev udgivet nytårsaften kl. 23.59, hvilket vel mest kan betragtes som en gimmick. Men ikke desto mindre en passende gimmick, da musikken er både festlig og sprudlende som en nytårschampagne. 

Liga Latina er en gruppe der består af skandinaviske musikere der dyrker cubansk inspireret musik. I spidsen står sangeren og guitaristen Mike Hecchi, der tidligere har gjort opmærksom på sig selv i La vaca de mala leche og The Sexican. Han har samlet et band af musikere, der kan spille guaguancó - der er så godt som al cubansk musiks moder – til stilarter som danzón, bossa nova, cumbia og især són der med påvirkningen fra amerikansk jazz i 1920erne førte til den moderne bolero som senere blev eksponeret i hele verden af Buena Vista Social Club. 

Pladen er blevet særdeles vellykket og tåler både, at blive brugt som rolig musik, til et eftertænksomt glas rom eller som festlig fredagsplade. Sangerinden Cassia De Mayo gæster flere gang undervejs. Bl.a på Carino Corazon, der i efteråret blev spillet af cubansk statsradio. Det er organisk musik med akustisk guitar, bas, trompet og percussion. Nu mangler solen bare. Liga Latina har gjort deres for at skabe cubansk musik af den forførende slags.

Facebook

Ragajazz: Purple Twilight (GJE) CD/DL/stream

Da albummet Glow of Benares udkom i 2018, gav det med rette stor opmærksomhed. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og indiske musikere blandede Lars Møller indisk musik med jazz. Nu tager han endnu en omgang med Indien. Lars Møller er sammen med sin sædvanlige partners-in-crime, Thor Madsen på guitar og Jonas Johansen på trommer, samt de to indiske musikere Kala Ramnath på violin og vokal og Abhijit Bannerjee på tablas og diverse, der også medvirkede på Glow of Benares.

På Purple Twilight præsenteres vi for blandingen af raga og jazz. Jeg går ud fra at du godt ved hvad jazz er. Hvis du til gengæld ikke ved hvad raga er, så siger wikipedia, at det er : “…en traditionel indisk musik-genre. Teknisk forstået er raga de strukturer hvorpå det melodiske arbejde i denne musiktradition hviler, og lydbilledet kan minde om en mellemting mellem en skala og en melodi. Specielt danner raga'en en ramme for improvisation - såsom parafrasering.” 

Jeg synes ikke at det lyder som noget der er rasende langt fra jazz. Og det gør det slet ikke, når de fem musikere mødes i de to genrer på albummet. Det lyder både af jazz og Indien. Her er rammer og strukturer bevaret i en grad, hvor man som Lars Møller nok skal have haft sin saxofon og ører langt nede i den indiske musik. Ligesom han har med jazzen. Albummet får en stor anbefaling for originalitet og ikke mindst udførelse.

Ragajazz

Louis Sclavis: Characters on a wall (ECM) >> Stephan Micus: White Night (ECM) >> Avishai Cohen & Yonathan Avishai: Playing the room (ECM) >> Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: La Misteriosa musica delle Regina Loana (ECM)

Det er snart 50 år siden, at Manfred Eicher udgav sin første plade på pladeselskabet ECM. Det var med Mal Waldron og er næppe den første plade man tænker på, når snakken falder på det stadig uafhængige pladeselskab, der står bag over 1600 udgivelser. ECM er Keith Jarrett, Jan Garbarek, John Abercrombie og mange andre store jazznavne. En af selskabets helt særlige kvaliteter er den store bredde af kunstnere de repræsenterer. Her er fire plader, der på hver sin måde er “klassisk” ECM.

Det er den franske klarinettist Louis Sclavis’ 13. album, der er udgivet af ECM. Han har ladet sig inspirere af Ernest Pigeon-Ernest’s vægmalerier fra både Rom og Ramalla, der også er afbildet i CD-hæftet. Han er sammen med en fransk kvartet, der spiller lyrisk smuk jazz. Musikken er stærkt stemningsskabende.

Tyskeren Stephan Micus har siden midten af firserne været tilknyttet ECM og er nu aktuel med sit 23. album på selskabet. Som en af få kunstnere har han fuld kontrol over hele processen (Manfred Eicher er eksempelvis ikke producer). Han spiller selv på alle instrumenterne, der er en veritabel samling af instrumenter fra hele verden, han skriver og producerer også selv musikken. Han laver helt bogstaveligt verdensmusik. Der er både inspiration fra Østen, Arabien, Afrika og sikkert også flere andre steder.

De to israelske musikere Avishai Cohen (trompet) og Yonathan Avishai (Piano) har spillet sammen siden de var teenagere. På deres første duoalbum sammen, har de valgt at spille John Coltrane’s Crescent, Ornette Coleman’s Dee Dee, Abdullah Ibrahim’s Kofifi Blue, Stevie Wonder’s Sir Duke og flere andre. Det er kammerjazz af den smukkeste slags. Et meget anbefalelsesværdigt album.

Den italienske duo Gianluigi Trovesi (klarinet) og Gianni Coscia (akkordion) har lavet deres nye album som en hyldest til den afdøde forfatter Umberto Eco, som Coscia havde et livslangt venskab med. De spiller både Basin’ Street Blues, As Time goes by og ene masse selvskrevne numre. Det er italiensk når det er bedst. Meget medrivende og fuld af liv.

ECM Records

Jacob Gurevitsch: In search of lost time (Music for dreams) CD/DL/stream

Hvis du ser Toppen af poppen på TV2, har du nok lagt mærke til den mørkhårede guitarist der ofte spiller på akustisk guitar. Her flankerer han søndag efter søndag popstjerner der har behov for kvalificeret opbakning.

Jacob Gurevitsch laver også selv musik. Det er af en noget anden karakter. Han er født med en spansk guitar mellem hænderne. Han bevæger sig i et univers af jazz, latin, flamenco, fado og andre tempererede genrer.

Han har haft et streaminghit med den fire år gamle Lovers in Paris. Nu er han atter albumaktuel. Stemningen er ladet med kærlighed til livet og til musikken. I selskab med en række stærke musikere serverer han selvskrevne lækkerbiskener som den franskinspirerede Josephine aves les yeux fermes, hvor Mathias Heise gæster på mundharmonika og Poul Reiman spiller på Rhodes. Der er også den usædvanligt lækre mexicanske bolero Besamé mucho. Den første single fra pladen, er Ei Sham Baofek, hvor Erann DD synger på hebræisk. På flere numre på pladen er der også blæsere med, som feks. på den spanskinspirerede Dr. Ramirez, der er en feststarter af de rigtigt gode. 

In search of lost time er et behageligt udspil, der bør finde et stort publikum - et publikum, der vil blive beriget med en rolig og eftertænksom musikstund.

Music for Dreams

Teguh Permana & Yngel (Resonans) LP/DL/stream

De to danske guitarister Emil Palme og Taus Bregnøj-Olesen der udgør eksperimental-duoen Yngel har været i Indonesien, hvor de mødtes med Teguh Permana, der spiller på det indonesiske strygeinstrument tarawangsa. Permana spiller også duoen Tarawangsawalas, der har spillet herhjemme flere gange. Permana mestrer som en af få unge, den sundanesiske musikform tarawangsa. Det er musik omgærdet af mystik, hvor ceremonier kan vare op til et helt døgn, hvor mange ender i en dyb tilstand af trance.

Det er sanselig og skrøbelig musik. Det er bevidsthedsudvidende musik, hvor tid og rum ophæves. Det er ikke muligt at afgøre hvor den traditionelle indonesiske musik fletter sammen med danskernes improviserede guitarspil - der opstår et hele. Yngels møde med Teguh Permana er emotionelt ladet med dybe stemninger. Det er en stærkt anbefalelsesværdig plade af høj international klasse. Muligvis er det musik for de få - den oplevelse som de får er stor.

Bandcamp

Kalaha vs. Bill Laswell - koncert Den Sorte Diamant - fredag 12. juli CJF 2019

Bill Laswell er en gammel bashelt fra firserne, hvor jeg blev fan på grund af Material og Last Exit. To hårdt slående bands på hver deres måde. Og nu: Bill Laswell sammen med tidens bedste danske band, Kalaha. Det kan næsten ikke gå galt. Eller kan det? 

I en pænt (forventnings)fyldt sal I Den Sorte Diamant skulle to de favoritter mødes. Der blev lagt sikkert fra land, hvor Kalaha spillede tre numre alene - og når de spiller, så bobler min kropslige og mentale musikglæde. Bill Laswell kommer på scenen sammen med Gustaf Ljunggren, der er special guest på pedalsteel guitar og banjo. Efter en længere improviseret klangflade sag med alle musikerne, mødes Ljunggren og Laswell i en giftig duel, hvor Ljunggrens pedalsteel styrede direkte mod afgrunden. Syret og sejt. Laswell var ikke helt vågen og klar endnu…

Og det var han også kun momentvis under koncerten, hvor han stod og stenede som en anden bas-Gandalf, der ville sige noget klogt. Det kunne hobitterne i Kalaha gudskelov ikke vente på. De havde deres skønne verden, som Gandalf (eller var han måske nærmere Saruman?) tjekkede ind og ud af. De øjeblikke hvor det spillede og de mødtes var fedt. Laswell spiller med en lang fed tone på bassen. Noget der kiggede tydeligt frem under et reggae-inspireret nummer og det sidste nummer Bedtime. Ligesom de længere improviserede passager havde sine øjeblikke. Kalaha er stadig det fedeste danske band lige nu. Og det er ikke Bill Laswell’s skyld. 

The Gambian Folk Project: Jaliyaa Bungo (Gateway) CD/DL/stream

Jazzens døre står pivåbne og byder alle genrer velkomne. Det er ikke kun lytterne der er velkomne. Jazzen er mere end nogen anden genre god til, at byde andre genrer indenfor. 

I The Gambian Folk Project er de tre danske jazzmusikere Troels Buur Jensen på guitar, Benjamin Kirketerp på bas og Martin Maretti Andersen på trommer sammen med de gambianske brødre Yusupha Suso på balafon og Ansumana Suso på kora og djembe. Brødrene kommer ud af en familie med stærke musikalske rødder, der gennem 12 generationer har dyrket traditionel gambiansk musik.

Herhjemme har den herboende gambianske musiker, Dawda Jobarteh været med til, at sørge for at vi kender koraen med de 21 strenge. I The Gambian Folk Project er lyden mere rendyrket traditionel. Jeg hører lyden af solen, der langsomt hæver sig på himlen under nummeret Jula Jekerreh. Martin Maretti Andersens beroligende whiskers og Benjamin Kirketerps flydende elbas finder smukt sammen med Ansumana Suso’s kora.

The Gambian Folk Project er i jazzlytterens ører mere gambiansk end det er jazz. Jazzen er alligevel hele tiden diskret tilstede.

The Gambian Folk Project på Facebook

Liebman/Koppel: Freebop (Cowbell) CD/DL/stream >> Koppel/Elsayed/Omran: Pharoah Blue (Cowbell) CD/DL/stream >> Knuffke/Monder/Koppel: Shadow of the future (Cowbell) CD/DL/stream >> Colley/Koppel: How to get there (Cowbell) CD/DL/stream

Han får ting til at ske. Benjamin Koppel laver for 10. gang SummerJazz Festival under Copenhagen Jazz Festival, hvor han inviterer en række spændende danske og internationale jazznavne til at spille. Benjamin Koppel spiller selvfølgelig også selv ved flere af koncerterne. Lige op til festivalen når han også at lancere 4 nye albums, hvor han har været involveret på en eller anden måde.

På det første album spoles tiden tilbage til 2015 med en indspilning fra SummerJazz på Betty Nansen Teatret. Benjamin Koppel spillede med en international gruppe med kolonorm kunstnerisk tyngde. Koppels mangeårige samarbejdspartner Kenny Werner ved pianoet, Scott Colley på bas, Bob Gullotti på trommer og ikke mindst Dave Liebman på saxofon. Det er jazz af den knivskarpe slags, hvor kvintetten spiller musik skrevet af Koppel. Det er jazz med åbne invitationer til de enkelte musikere. Det er intenst, krøllet og inspirerende. Meget passende spiller de også Lonely woman af Ornette Coleman, selvfølgelig i en kvarter lang udgave. Det er legende jazz med frie og lige børn.

Som søn af Anders Koppel, har Benjamin Koppel fået Mellemøstens toner tidligt ind i livet. Bazaar har sat dybe spor hos Benjamin Koppel (hvilket de også har hos jazzbloggeren, der mødte det forunderlige univers som 17 årig og pludselig hørte musik på en anden måde). Sammen med den egyptiske trio Maktoub med akkordeon, oud og percussion og bassisten Thommy Andersson åbnes der åbnes op for et fortryllende og vellykket møde mellem Norden og Mellemøsten. Der er hilsner til det faderlige ophav i To the uncles of Bazaar og til den største arabiske sangerinde nogensinde på Song for Om Kalthoum.

På Shadow of the future er det endnu en gang tid til et stjernehold. Denne gang med et yngre hold, der har været med til at sætte dagsordenen på New Yorks jazzscene i de senere år. Koppels altsaxofon finder sammen med Kirk Knuffkes kornet. De gøres skarpere af guitaristen Ben Monders tilstedeværelse, hvor der tilsættes uforudsigeligt skælvende guitarbølger. Thommy Andersson på bas og Johnathan Blake på trommer er en sejt swingende rytmegruppe uden ligegyldigheder.

Den sidste plade er en duoplade, hvor Benjamin Koppel er sammen med bassisten Scott Colley. De kender efterhånden hinanden rigtigt godt. Det er hverken famlende eller utydeligt, hvad de vil. Benjamin Koppel er behageligt rolig i saxofonspillet, hvor jeg tænker at Colley’s basspil sørger for trygheden til Koppel.

Fire plader på en gang er en massiv omgang, når samme kunstner går igen. Til Benjamin Koppels forsvar, så har han lavet fire meget forskellige plader. Skal jeg vælge en favorit, så er det den som han har lavet med Maktoub. Havde du spurgt en anden dag kunne det være den med Kirk Knuffke.

Cowbell

Line Kruse Orchestra: Hidden Stone (Continuo Jazz) CD/DL/Stream

Den i Frankrig bosatte, danske violinist Line Kruse er atter på spil. Hun har denne gang lavet et album med inspiration fra argentisk zamba, peruviansk festejo og europæisk musik. Musikken er sat i scene med et 20 mands big band, bestående af forskellige nationaliteter, baseret i Frankrig og to ganske velkendte herrer herhjemme; Gerard Presencer på trompet og flugelhorn og Steen Nikolaj Hansen på trombone.

Det der allerførst slår mig er, at det ikke er et big band med en violinist som solist. Det er et big band, hvor det samlede udtryk er homogent. Line Kruse har skrevet og arrangeret al musikken, pånær et enkelt nummer. Hun har en fortid i Gotan Project og har også en tangohilsen med på albummet; Tango la jalouse, hvor landsmanden Jacob Gade kigger med fra kulissen. Der er Kleines Nachtmusik, hvor inspiration fra europæisk klassisk musik er tydelig. Albummet er med alle de forskellige inspirationer et varmt brusende hav af oplevelser.

Line Kruse

Kalaha: Mandala (DME) LP/DL/stream

Man kan tale om grænseoverskridende adfærd. Der hvor man føler sig invaderet og krænket. Man kan også tale om, at åbne grænserne op - eller måske simpelthen bare nedbryde grænserne, fordi de ikke giver mening. Jeg ved godt, at jeg roder lidt rundt med begreberne. Grænseoverskridende adfærd er problematisk når det handler om noget mellemmenneskeligt og bliver ødelæggende. At åbne grænser op, handler også om at vi ikke lukker os om os selv. Her er en plade, hvor der ikke eksisterer musikalske grænser. Konventionerne er lagt til side. Der er helt sikkert nogle lyttere, der bliver udfordret på deres lyttegrænser. Det interessante er, at gruppen ikke er ude på at provokere. De gør det, fordi det falder naturligt.

Kalaha har udgivet deres tredje album Mandala, med et flot cover lavet af Zven Balslev. Gruppen består af Emil de Waal, Niclas Knudsen, Rumpistol og Spejderrobot. Det er jazz og electronica musikere, der mødes om musik der hviler på et beat - og så ellers lader sig inspirere af verden. Det afspejles blandt andet i gæsterne der dukker op undervejs på pladen. Dansk-tyrkiske Orhan Özgür Turan og Hilal Kaya synger på den tyrkisk inspirerede pop-perle Cok Küstüm. 

Negalesiske Mamadou Sene synger på pladens åbnings-nummer Mama Mandala. Koreanske Music Group NaMu er gæster på Dakke. Der også den tunge og funky Malaika, hvor Louis Winding Børresen er med på bas. Jeg kommer til at tænke på Vulfpeck, når jeg hører den. I øvrigt medvirker den legendariske bassist Flemming Muus på Dragon Jenny, hvor han spiller på båndløs bas, mens Niclas Knudsen leverer boblende skøn afro-guitar.

Mandala er et supervellykket album, der sender os på en klimavenlig rejse jorden rundt, hjemme ved pladespilleren. Er du en jazzlytter, hvor både electronica og world nydes med stor glæde, er der ingen vej uden om. Så er det årets album.

Bandcamp Kalaha Mandala

Trond Kallevåg Hansen: Bedehus & Hawaii (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Øyvind Torvund: The Exotica Album (Hubro) LP/CD/DL/stream >> Ståle Storløkken: The haze of sleeplessness (Hubro) LP/CD/DL/stream

Der er landet tre plader fra det skønne norske pladeselskab Hubro Records på mit anmelderbord. Jeg kan ikke lade være med at starte med den bedste først. Albummets titel Bedehus & Hawaii giver glædesfremkaldt norsk ståpels hos jazzbloggeren. Stemningen placerer sig ganske rigtigt et sted mellem det klippefaste norske bedehus i træ, der står oven på stærke kulturtraditioner og det mere eksotiske og med en nordmands øjne, mytologiske Hawaii med sandstrand, hula og hawaiiguitar. Den unge guitarist Trond Kallevåg Hansen har lavet en meget anbefalelsesværdigt debutalbum.

Vi fortsætter i den mytologiserende exotica-verden, hvor den på Øyvind Torvunds album The Exotica Album, får endnu et twist med en pæn portion tilsat humor. Vi er havnet på en sydhavsø, hvor fuglene fløjter ligesom R2D2 og BB8 fra Star Wars. De bliver tilsat BIT20 Ensemble, der er et 15 mands klassisk ensemble. Desuden medvirker Kjetil Møster på sax og electronics og Jørgen Træen på modular-synth og noise. Det er berusende og forunderligt, som en håndkoloreret farvefilm. Lidt for meget af noget og lidt for lidt af noget andet. Det giver noget som du har hørt før og så alligevel ikke.

Den sidste plade er med den meget erfarne keyboardmand, Ståle Storløkken, der har lavet en rendyrket keyboardplade, hvor han er den eneste musiker. Han spiller så både på synth, mellotron, Hammond, Fender Rhodes, Eminent310 orgel, bækkener og saron gamelan. Det er Storløkken lydlaboratorium der åbner op for eksperimenter og forskning ud i det der sker, når man har svært ved at falde i søvn. Det er boblende spacy og crazy.

Hubro Music

Duetrost (Duetrost) LP/DL/stream

En meget stor favorit her på bloggen, er den norske trompetist Mathias Eick. På det seneste album Ravensburg havde han fået en ny violinist Håkon Aase med i sit band. Jeg har været så heldig at få fingrene i den spritnye vinyl som Håkon Aase har lavet sammen med trioen Duetrost. Det er en trio som Aase lavede sammen med Knærten Simonsen på trommer og Fredrik Karwowski på akustisk guitar, da de alle tre startede på Norges Musikkhøgskole i Oslo for flere år siden. Siden da har de ifølge deres website lavet 60-70 melodier. Nu har de valgt at indspille 12 af dem på deres debutalbum. 

Prøv at forestille dig en jazzet lyd af en minimalistisk folktrio der placerer sig et sted mellem Norge og Afrika. Så har du lyden af Duetrost. Det er med andre ord en helt unikt lydende trio, med et lille trommesæt og et organisk sammenhængende udtryk. Det er det kollektive udtryk, der er drivmidlet, hvor violin, guitar og trommer smelter sammen i et pulserende hele. Det sætter sig i kroppen, der begynder at få impulser til at ville danse norsk stammedans, når man hører et nummer som Hvalen. Der er også de rolige numre, hvor sjælen synkes ned i skovbundens grønne mos. Duetrost er en dejlig overraskelse og noget andet end for eksempel en anden norsk favorit Nils Økland, selv om de hviler på noget af det samme. En vedholdende stærk plade.

Duetrost.com