fredag, juli 01, 2022

Human Being Human: Equals (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Her på bloggen er bassisten Torben Bjørnskov dukket op med jævne mellemrum gennem årene. Særligt pladen i eget navn, Love Child fra 2009 og de to plader med Phil Parnell 3 fra 2007 og 2008 har været skyld i min opmærksomhed på Torben Bjørnskov.


Nu har han samlet en trio, Human Being Human, med pianisten Esben Tjalve, der tidligere boede i London og bla. har bandet Red Kite og trommeslageren Frederik Bülow fra Abekejser. Trioen er aldersmæssigt en uens størrelse. Temperamentsmæssigt ud i det musikalske har de samme ståsted og har ikke problemer med at samles om Bjørnskovs kompositioner, hvor melodien er solid og spændende.


Frederik Bülows kærlighed til de skæve taktarter er der skruet lidt for. Men kun lidt, han kan stadig male et rytmisk landskabsbillede, hvor de andre tilføjer dyr og mennesker i Bjørnskovs billedrige musikalske univers. Her er fugle der flyver, heste der løber over engen og køer der mediterer i middagssolen. 


Det er mennesker der er mennesker. Det er musikere der som på Place Unfound, taler ind i min sjæl. Det er overvejende rolige numre, hvor Lovolution og Sun er afvigerne der passer godt ind i albummets musikalske fortælling. Esben Tjalve er måske ikke så kendt udenfor Aarhus og London’s jazzmiljøer, det kunne denne plade være med til, at lave om på.


Har du en forkærlighed for Niels Henning Ørsted Pedersen og vil høre, hvordan hans musikalske arv forvaltes i jazzen i 2022, så finder du ikke et bedre bud. Torben Bjørnskov har lavet et nutidigt trioalbum, der bør finde et stort publikum.

Human Being Human Bandcamp

torsdag, juni 30, 2022

Arbenz X Postma/Jerjen/Barradas: Conversation #5 Elemental (Florian Arbenz) LP/CD/DL/stream

 

Så er den schweiziske trommeslager Florian Arbenz nået til femte kapitel i Conversation serien. Denne gang er han sammen med den hollandske altsaxofonist Tineke Postma, den portugisiske accodionspiller Jõao Barradas og den schweizisk/australske bassist Rafael Jerjen. Postma er et solidt navn fra den hollandske jazzscene og har i øvrigt det til fælles med Arbenz, at hun har lavet en plade sammen med Greg Osby. Barradas er trods sin unge alder veletableret indenfor både jazz og klassisk på accordion.


De fire musikere mødes i undersøgende improvisation, der befinder sig et sted mellem jazz og klassisk kammermusik. Det er alt andet end knastør improsnobberi. Det er et udadvendt og levende møde, hvor saft og kraft flyver om ørene. Det er fire musikere, der i koncentreret og ren form præsenterer Florian Arbenz’ musik på berigende vis. De spiller også Dino Saluzzi’s Luna Volver og får sendt en fin hilsen til en af tangojazzens fornemste repræsentanter. Trænger du til improviseret jazz af en karakter, der placerer sig et andet sted end den nordiske, så er Florian Arbenz’ projekt et godt farvand, at sejle rundt i.

Florian Arbenz Bandcamp

tirsdag, juni 28, 2022

Fauna 5: Haptics (Jaeger Community) LP/CD/DL/stream

 

Bandet der ledes af trommeslageren fra I Think You’re Awesome, Andreas Skamby har eksisteret siden 2018. Han er sammen med et hold seje Aarhus-musikere; Jens Mikkel på bas, Mathias Jæger på klaver og keys, Scott Westh på trompet og Jonas Andreasen på saxofon og klarinet. 


Haptics er følesansen - det vi mærker og sanser og omsætter til reaktioner i hjerne og krop. Indledningen nummeret Fauna på albummet lyder henad et Ellington-nummer. Meget klassisk jazzet. Det drejer hurtigt i en lidt anden retning - dog hele tiden med en kobling til jazzen. 


Skamby har skrevet musikken ud fra personlige erfaringer og oplevelser. “Med en enkelt afvigelse, tager syv ud af det otte numre på Haptics afsæt i dyrelivet og de oplevelser og observationer, der har vant begejstring, forundring og nysgerrighed hus mig.” fortæller Andreas Skamby.


Sammenspillet mellem Wesths trompet og Andreasens saxofon er et umiddelbart og ligefremt plus i musikken. Fauna 5 har et samlet og kollektivt udtryk og kan på den måde sammenlignes med andre fede bands med udspring i Aarhus, eks. I Think You’re Awesome eller Bagland - dog ikke direkte musikalsk. Det er også Skambys projekt, så trommerne og de deraf afledte rytmiske stemninger der skaber grobund for bandet. Han spiller det komplekse og serverer det på den lækreste måde. Hør feks. Frogeye. Endnu en skøn Aarhus plade.

Der er releasekoncert på Headquarter i Aarhus d. 9. juli.

Jaeger Community

mandag, juni 27, 2022

Gustaf Ljunggren with Skuli Sverisson: Floreana (April Records) LP/CD/DL/stream

 

“Jeg lyttede indad og det lød sådan her.” Sådan siger den herboende svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren om sit nye album Floreana, hvor han er sammen med den islandske stjernebassist Skuli Sverrisson, det har et musikalsk CV på øverste hylde. Laurie Anderson, Allan Holdsworth, Jim Black er blandt de folk han har spillet fast med. Sverrisson er en bassist i samme ånd som Charlie Haden. Det er en myndig og steady bas, der aldrig spiller for meget eller for lidt - men lige præcis det der er brug for. Gustaf Ljunggren spiller primært på diverse guitarer suppleret med piano og keyboards.


Ljunggren og Sverrisson har kendt hinanden siden de begge var undervisere på Engelsholm Stævnet i 2013. De har efter flere års tilløb endelig fået tid til, at mødes over musik, som vi kan få lov til at høre. De er på bølgelængde med hinanden på et dybere plan. Det er rolig musik, der flyder fra de to. Der er en substans i musikken, hvor den nordiske tone har en betydning.

Det er en plade fyldt med beroligende hits; Kongens Mark, Codimar og Vi overlever. Det er en stor plade, der passer godt til de små intime stunder.

Gustaf Ljunggren Bandcamp

torsdag, juni 23, 2022

Benjamin Koppel: Annas sang (Gyldendal) bog >> Benjamin Koppel: Anna’s Dollhouse (Cowbell/Turn it over Records) LP/DL/stream

 

Der er en medrivende fart over Benjamin Koppels debut-roman. Mange personer bringes i spil - og jeg får følelsen af, at være med i den jødiske skrædderfamilie i 30’ernes København, hvor mor Bruche forsøger at holde fast i traditionerne. Jeg sidder og sprutter af grin, når jeg læser om de dramatiske optrin i familien, når den fjerde søn, ligesom de tre foregående, annoncerer at han skal giftes med en dansk pige. Stemningen ændres til det mere alvorlige undervejs. Krigen kommer og familien må flygte fra nazisterne til Sverige. Traumer og et arrangeret ægteskab kommer efter krigen. 


Det er Benjamin Koppels historie om grandtanten Anna, der flyttede til Paris efter krigen og som den eneste af de fem søskende levede i et arrangeret jødisk ægteskab. Han fortæller om jødiske traditioner, kulturer og mad med sans for detaljen, så man som læser næsten kan smage og lugte maden. Det er en sand - fiktionaliseret - historie. En familiesaga, der er så levende fortalt at den virker som en film.


Benjamin Koppel er fortælleren der skriver med en glødende passion. En passion han bla. er blevet smittet af fra grandtanten. Musikken var en væsentlig del af Anna’s liv. Hun var pianist og havde drøm om at blive koncertpianist. Der er flere indsigtsfulde og sanselige beskrivelser af den musik der betyder mest for Anna undervejs i bogen. 


Allerede inden Koppel var gået i gang med bogen, havde han lavet musik til kvinden, der var Benjamins farfar, Herman D. Koppels lillesøster. Det er den musik som kan høres på albummet Anna’s Dollhouse. Her har Cæcilie Norby skrevet tekster ud fra Benjamins fortællinger om Anna. Det er selvfølgelig også Cæcilie der synger teksterne, der i en passende stemning ledsager den vilde historie om Anna. 


Musikerne er, udover den danske percussionist Jacob Andersen, hentet i udlandet; Kenny Werner på piano, Peter Erskine på trommer og Johannes Weidenmueller på bas - Benjamin Koppel spiller på altsax. Desuden suppleres der med strygere. 

Det er en dramatisk fortælling, hvor livet ikke altid er let og samtidig leves med en stædig vedholdenhed. Det besvares og bevares i musikken. Benjamin Koppel har ikke begået et mesterværk - han har begået to. Hør  musikken, læs bogen, hør musikken igen. 


Benjamin Koppel skrev bogen under coronanedlukningen, hvor koncerter blev aflyst og der pludselig var en masse tid til at skrive. Den tid brugte han godt. Jeg er sikker på, at den Anna jeg har lært, at kende og elske gennem Benjamins fortælling og musik ville være stolt.

Benjamin Koppel

torsdag, juni 16, 2022

Annisette & DR Big Band: Tale of time (South Harbour Records) LP/DL/stream

 

De har begge eksisteret i deres egen musikalske liga i al den tid jeg har levet - og da det er nogle år siden, at jeg passerede 50 år, så fortæller det noget om, at det her er et topmøde af den sjældne slags.


Annisette og DR Big Band spillede nogle koncerter sammen i 2019 og begge parter blev så glade for det, at de i 2020 gik i studiet sammen. 


Annisette har valgt 7 numre, der på fineste vis repræsenterer det hun står for. Hun lægger ud med James Browns It’s a man’s man’s World og overtager den fuldstændigt og giver den en nyt udtryk. Annisettes soulcry og intensitet transformerer Brown’s maskuline 60’er soul til en nutidig feministisk kampsang - i øvrigt med en solid Hans Ulrik saxsolo.


Herefter følger to Bob Dylan sange, I shall be released og Masters of war, hvor der ikke efterlades nogen tvivl om, at Annisette forsat er glødende forkæmper for borgerrettigheder og fred. Hendes ild kan ikke slukkes. Første side på vinylen lukker ned med Instrumentalklassikeren fra Savage Rose repertoiret, Byen Vågner, hvor det plejer at være Hammond orgelet der ulmer og syder. Det gør big bandet, under nænsom ledelse fra Peter Jensen i stedet. De støttes godt af Eliel Lazo’s ekstatiske congasspil og en vild fløjtesolo fra Nicolai Schultz.


B-siden åbnes med The Messenger Speaks fra Savage Rose’s 1972-plade Babylon - en eviggyldig klassiker, der med DR Big Bandet får nyt liv. Det flyder med soul. Charlie Chaplin’s melankolske Smile er i Annisettes insisterende fortolkning magisk. 

Tale of time er et musikalsk eventyr. Det er nutidigt og friskt. Det er ikke et nostalgitrip. Stor anbefaling til et skønt album.

South Harbour Records på Facebook

onsdag, juni 15, 2022

Blood Sweat Drum + Bass & Randers Kammerorkester & Palle Mikkelborg: Suite til Vesterhavet (Jaeger Community) LP/DL/stream

 

Det er lige imponerende hver gang. Der er gået fire siden der sidst kom noget fra det store århusianske big band Blood Sweat Drum + Bass. Dengang handlede det om 1001 nats eventyr. Nu er manden bag big bandet, arrangementerne og musikken, Jens Chr. “Chappe” Jensen rykket til hjemstavnen. Han kommer fra Ringkøbing og har lavet en suite til Vesterhavet. 


Chappe har indåndet tilpas meget saltholdig havluft ude i det vestjyske i barn- og ungdomsårene til denne suite, hvor han supplerer det i forvejen store big band Blood Sweat Drum + Bass med Randers Kammerorkesters strygere og blæsere samt Palle Mikkelborgs trompet.


Pia Juul har skrevet teksten til tre dele i suiten. Dødemandsbjerget handler om forliset, juleaften 1811, af to engelske skibe ud for Thorsminde, hvor 1391 mand omkom. Jacob Rønne Danielsen skærer igennem med en smertelig saxsolo. 


Palle Mikkelborg har ellers lige indledt albummet med en trompetsolo, der leder tanken på smult vand og solskin - den følges op med en dramatisk opbygning, der er en film værdig. Chappe favner i kompositionen den vilde og utæmmede dualitet som Vesterhavet byder på.  Det er rart og det er farligt. 


Suite til Vesterhavet er endnu et højdepunkt i Chappe og Blood Sweat Drum + Bass’ karrierer. Her mødes stemningsstærke flader med skarpe big band blæsere på tværs af musikalske traditioner. Chappe rummer jazzen, den klassiske musik - og forstår at dosere virkemidlerne undervejs. 


Undervejs i lytningen slår det mig, at jeg trænger til en real life tur til Vesterhavet. Tak til Chappe for en tur, der fik mig at se/høre på Vesterhavet med nye ører og øjne.

Blood Sweat Drum + Bass

tirsdag, juni 14, 2022

I Think You’re Awesome & Aarhus Jazz Orchestra: The Good Fight (Jaeger Community) DL/stream

 

Aarhus Jazz Orchestra er en gave til dansk jazz. Gang på gang er de involveret i projekter, hvor de med et solidt fundament i big band jazzen, stille og roligt udvider reviret. Nu er de aktuelle med andet album sammen med Jens Mikkels band I Think You're Awesome. Det var et projekt der tog form i det herrens corona-år 2020. Fra trio til band til big band. Jeg havde selv fornøjelsen af at høre første optræden med projektet The Good Fight i trioudgaven i starten af 2020, hvor Jens Mikkel sammen med Maria Isabel Edlund og Christian Vuust spillede i forbindelse med, at jeg fik Jazzselskabet Aarhus’ Gaffelprisen for mit arbejde med bloggen og hvad der til hører. 


Det handler om den gode kamp. Den kamp vi kæmper (eller bør kæmpe) hver eneste dag for planeten, jordens overlevelse. Med et stærkt klichéfyldt begreb kan det kaldes klimajazz. Bla. har Jens Mikkel valgt at lade være med at udsende musikken på vinyl (som det første I Think You’re Awesome album nogensinde) og i stedet tilbudt at man kunne få overført musikken på diverse medier i forbindelse med at man var til koncert med I Think You’re Awesome. Musikken er også blevet tilgængelig på streamingtjenesterne.


Det er først og fremmest en udgivelse der lægger mig ned af ren og skær udmattelse. Der sker så meget i løbet af de 39 minutter det varer, at det føles som det dobbelte. Jens Mikkel fortæller at: "det er instrumental musik, der sigter mod, at fange tonerne af håb, angst, forvirring og glæde. Måske kan vi løse klimakrisen? Måske vokser mine børn op i en verden der er værre end den jeg har været i?"


Der er mere håb i Jens Mikkels musik end der undergangsstemning. Melodiernes titler angiver retningen. When do We begin? eller Everybody Wins The good fight giver lyst og overskud. 


Musikken er boblende dynamisk - med velkendte I Think You’re Awesome elementer (bandet er uændret det samme) og alligevel en tendens mod en ny retning for Jens Mikkel og mit yndlingsband. Når de er sammen med Aarhus Jazz Orchestra er der smæk på og det kan jeg godt lide. Undervejs er der nogle Sketches - afbrydelser med stumper af musik. Sketch #1 er en skøn fire minutter lang bassolo. 


The Good Fight må og skal fortsætte. Jens Mikkel giver stof til eftertanke og handling.

I Think You're Awesome Bandcamp

mandag, juni 13, 2022

Kresten Osgood: Plays The organ for you (April Records) LP/DL/stream

 

Det er snart 20 år siden at trommeslageren Kresten Osgood lavede albummet Hammond Rens med legendariske Dr. Lonnie Smith ved orglet. Nu har Osgood selv sat sig bag orglet og det er han mere end almindeligt god til. Fridolin Nordsø - der har produceret albummet - og oprindelig er trommeslager gik i gang med at lære spille guitar inden deres første gig. Bag trommerne sidder Ludomir Dietl og Arto Eriksen supplerer med percussion. 


Det er en masse funky stads drysset ud over albummet, der helt ind i hjertet er dansabel souljazz. De står oven på arven fra orgelkonger som Charles Earland, Leon Spencer og førnævnte Dr. Lonnie Smith. Osgood startede sin første orgel-combo, Dr. Jan i midten af 90’erne i Holstebro. Her spillede han Baby let me take you in my arms, ligesom han også gjorde med Dr. Lonnie og nu igen på det aktuelle album. Han købte sit eget orgel i 2015, hvor han også startede trioen.


Jeg har svært ved at holde mig i ro når de spiller Ahmad Jamals klassiske jazzstandard Poinciana. Osgood har samlet nogle musikere uden større jazzmeritter omkring sig. De spiller med en lethed og et overskud der hylder traditionerne og samtidig har et personligt touch. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har hørt deres udgave af Sebastians Når lyset bryder frem. Som Osgood selv skriver i covernoterne: “As we all know anything can be played on an organ and it will sound instantly hip.” Osgood har lavet sommerens jazzhit.


Grand Prix klassikeren Dansevise har også sneget sig med - ligesom den også gjorde på Ibrahim Electrics debutplade. Modsat den virile Ibrahim E. trio, så holder Osgood og vennerne sig på et meget mere jazzet spor. Det er en af de helt store gevinster ved albummet. At de så vælger at lukke ned med Glen Campbells By the time I get to Phoenix - inspireret af Shirley Scott’s version - er ren magi. 


Køber du kun en orgelplade i år, hvilket er alt for lidt, så skal det være den her. Stor anbefaling fra Jazznyt og bloggerens stereoanlæg der syder af glæde, hver gang Kresten Osgood Plays the organ for you kommer på pladespilleren.

Kresten Osgood Bandcamp

torsdag, juni 09, 2022

Enrico Pieranunzi: Something Tomorrow (Storyville) CD/DL/stream

Den uhyre produktive italienske pianist Enrico Pieranunzi har lavet adskillige plader sammen med danske bassister, Jesper Lundgaard, Mads Vinding og Thomas Fonnesbæk. Med sidstnævnte har nu udgivet en tredje plade, hvor det er den 75 årige franske trommeslager André Ceccarelli der sidder ved trommerne. Han har i øvrigt, apropos danske bassister, både spillet med Niels Henning Ørsted Pedersen og Chris Minh Doky i Birelli Lagrenes trio.


Der sker en masse, der er både tempo og dynamik. Det er som at sætte sig i den dybe lænestol, hvor man omgives af varme og tryghed. Overskuddet som de tre musikere spiller med giver ro. Her er ikke noget der skal forceres eller klemmes igennem i balladerne. Det er naturligt og behageligt. Når triojazz der har rødder i Bill Evans traditionen spilles så elegant og gennemført som her, så siger jeg, ja tak.

Storyville Bandcamp

onsdag, juni 08, 2022

Bagland: States of Being (Jaeger Community) LP/CD/DL/stream

 

Det er kun nogle få uger siden, hvor jeg hørte Bagland live. Det var en af de sjældne fornøjelser, med helt ny musik fra et band som jeg har fulgt stor glæde siden de startede. Musikken opstod i kølvandet på den turné som de var i gang med, da den første store corona-nedlukning kom i 2020. Der kom til, at gå lidt længere tid end planlagt inden det kom ud og undervejs tog musikken nye drejninger.


Da Bagland startede med at spille sammen var det trompetisten Jakob Sørensens projekt. Sådan er det ikke mere. Der står Bagland på coveret og de andre har været med til at skrive musikken. Det er kollektivet der er i front. Det er en af den slags plader, hvor alle musikerne lyser op. Det gør de i kraft af dem de er og fordi de er sammen. Bagland består, udover Jakob Sørensen, af Alex Jønsson på guitar, Frederik Sakham på bas, Mathias Jæger på keyboards og Frej Lesner på trommer. Desuden er der strygere i nogle gode arrangementer på mange af pladens numre.


Der er et nummer som Amber Blush af Frej Lesner, hvor Mathias Jæger lægger en elektronisk kulisse, Alex Jønsson spiller slideguitar, Frej Lesner og Frederik Sakham skaber en urolig puls, hvorover Jakob Sørensen svæver med lange toner. Jakob Sørensen har kun skrevet et enkelt nummer på pladen, det er titelnummeret der også åbner pladen. Her spiller Frederik Sakham plekterbas og det giver en fed 70’er vibe på et ellers meget nutidigt nummer.


Bagland kan roligt løfte hænderne over hovedet af glæde. Det er et stærkt album, der en gang for alle placerer dem i fronten af dansk jazz lige nu. Coverets billede er iøvrigt taget af den uovertrufne naturfotograf Kirsten Klein.

Bagland

tirsdag, juni 07, 2022

Antonio Dayyani: Herfra kan det kun gå to veje (Antonio Dayyani) LP/DL/stream

 

Det er ofte meget spændende at høre debutplader. Der er en opsparet energi og vilje til at gå hele vejen. For første gang kommer man ud med sin musik og andre kan høre den. Det er nu det gælder og “Herfra kan det kun gå to veje” som den debuterende Antonio Dayyani lettere profetisk har kaldt sin plade.


Han starter rigtigt godt ud. Den vej som han har valgt er en vej som jeg gerne vil følge. Antonio Dayyani er trommeslager og har samlet et fedt band af unge fremadstormende jazzmusikere med Cahlo Heyman Krill på guitar, Viggo Bandholm Jensen på klaver, Harald Hagelskjær på bas og Jon Askjær på trompet og flugelhorn. Det er en unikt lydende besætning, hvor Askjærs lækre trompet stikker ud som noget helt særligt.


Numrene er lyrisk og nordisk inspirerede med en tilbagelænet, organisk, skramlet og tiltalende lyd. Vi inviteres indenfor i Dayyanis hjem med musik og omsluttes af den gode stemning. De spiller Dayyanis egen musik suppleret med C.V. Jørgensen klassikeren Sæsonen er slut. Dayyanis plade er uden tvivl en af årets debutplader.

Antonio Dayyani

mandag, juni 06, 2022

Syv nye udgivelser fra ECM Records - forår/sommer 2022

 

Gang på gang har jeg slået fast, at det tyske pladeselskab ECM Records er et af de vigtigste pladeselskaber for jazz. De har en massiv portefølje af kunstnere som de passer og plejer. Her er den nyeste kollektion fra Manfred Eichers pladeselskab.


Mark Turner: Return from the stars

Saxofonisten Mark Turner er på kvarteindspilningen Return From The Stars sammen med trompetisten Jason Palmer. Det er to drevne improvisatorer der i et sammenvævet spil med tætte duoforløb og løse soloudbrud kommer med et skarpt bud på nutidig New Yorker jazz.


Kit Downes/Petter Eldh/James Maddren: Vermillion

Englænderen Kit Downes har allerede et par ECM udgivelser på samvittigheden. Her er han sammen bassisten Petter Eldh og trommeslageren James Maddren på et trioalbum der i allerhøjeste grad hviler på ædle ECM-dyder. Elementer fra klassisk musik og jazzens komplicerede enkelhed danner grundlag for en vellykket plade.


John Scofield: Solo

Han er trods sine 70 år og utallige plader på samvittigheden ikke en ECM-veteran. Det er kun hans andet album på pladeselskabet. Hvor den forrige ikke lød som noget han havde lavet før, gør det samme sig gældende for den nye, der er guitaristen John Scofields første soloplade. Med hjælp fra loop pedal og effekter kaster han sig over egen musik, standards, country & western etc. Endnu en spændende Scofield-plade.


Jon Balke Siwan: Hafla

Jon Balke har med gruppen Siwan skabt et unikt crossover mellem europæisk musik og mellemøstlige toner. På deres tredje album har han tilføjet Bjarte Eikes Barokksolistene. Den algeriske sanger Mona Boutchebak synger 1000 år gamle mellemøstlige tekster i dette unikke møde mellem traditioner og kulturer. Det er sat smukt i scene.


Oded Tzur: Isabela

Den i New York bosatte israeler, tenorsaxofonisten Oded Tzur er aktuel med andet album på ECM. Han fortsætter stilen fra 2020-albummet Here Be dragons og med genvalg til det stærke band med bla. Petros Klampanis på bas og den viltre Johnathan Blake på trommer. Det er et godt 2022-bud på powerfyldt internationalt lydende New Yorker jazz.


Avishai Cohen: Naked Truth

Den israelske trompetist Avishai Cohen lavede for to år siden en rockinspireret plade - meget ulig ECM’s andre udgivelser. Denne gang har han valgt at lave en plade der passer bedre ind i ECM universet. Improviserede numre i en suite på ni dele. Yonathan Avishai sidder ved klaveret. Det er en kammerjazzet plade med elementer af klassisk musik.


Tord Gustavsen Trio: Opening

Den første Tord Gustavsen Trio plade, der kom for 19 år siden var et soundtrack til mit liv i den periode. Det var smuk og melankolsk nordisk jazz. Det kan Tord stadig! Det er selvfølgelig ikke den samme bagovervæltende oplevelse jeg sidder tilbage med, når jeg hører det nye album. Det er til gengæld hverken kedeligt eller blodfattigt. Har du aldrig hørt Tord Gustavsen Trio? Så start her.

ECM Records

tirsdag, maj 24, 2022

Espen Eriksen & Gunnar Halle: Sangboka (Unit) CD/DL/stream >> Espen Eriksen Trio featuring Andy Sheppard: In the mountains (Rune Grammofon) CD/DL/stream

 

Her for nylig var der en kulturjournalist fra Jylland-Posten der ringede i forbindelse med en artikel han var ved at lave om Jan Johansson mesterværket Jazz på Svenska. Hvorfor er det album så særligt, spurgte han blandt andet. 


Jan Johansson og Georg Riedel siger så uendeligt meget med så uendeligt lidt. Det er enkelt og rent. Der er noget trygt og genkendeligt i det. Albummet er vigtigt - bla. for måden som jeg forstår jazz på. Den er i top 1 over de vigtigste nordiske jazzplader, svarede jeg.


Det er derfor at Espen Eriksen og Gunnar Halles nye album Sangboka er så nem at gå til - der er en masse forbindelser til Jazz på svenska. Det enkle og de genkendelige melodier. Man kan fortælle og opleve uendeligt meget i det enkle. 


Når Søren Ulrik Thomsen i et kort digt fortæller om et helt liv. Når kombinationen af to velkendte ting kan glæde mig gang på gang. Den gode ost på min rugbrødsmad i madpakken. Den norske pianist Espen Eriksen dyrker det smukke i det enkle. Eriksen og Halle spiller bla. Byssan Lull, Uni vår hage og Jeg er havren.


Der er også kommet er liveplade med Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard. Her spiller de flere numre fra Perfectly Unhappy som de lavede sammen i 2018. 1974, Suburban Folk Song og titelmelodien er sikre hits i min verden. På livepladen er der mere på spil. Der er mere uro end vi er vant til på en Espen Eriksen plade. Det gør ikke noget. De spiller også Anthem, som siden jeg hørte den første gang ofr over 10 år siden har været en stor favorit i mit melankolske hjørne. Sammen med Andy Sheppard føjes der mere til. Albummet lukker med Komeda’s titelmelodi til Rosemary’s Baby. En god afslutter på endnu en god Espen Eriksen Trio plade.

Espen Eriksen & Gunnar Halle på Facebook

Espen Eriksen Trio



mandag, maj 23, 2022

Total Hip Replacement: Anyankofo (Total Hip Replacement) LP/DL/stream

 

Allerede i 2013 da de lige var startet tog de på turné i Ghana. Reggaebandet Total Hip Replacement har været tilbage flere gange siden. I 2021 gik de i studiet med Kwame Yeboah som producer og musiker i det legendariske Kwashibu Music Studio i Accra. Det er brødrene Carl og Victor West Hosbond på henholdsvis guitar og vokal/trombone der sørger for at holde sammen på det hele, der i denne version består af 9 medlemmer. Desuden er der en masse ghanesiske gæster undervejs. 


Denne gang kombinerer de high life, afro, reggae, soul, dub og pop i en god blanding. Her er gamle erfarne musikere fra Ebo Taylors band og high life legenden Pat Thomas er såmænd også med på et enkelt nummer. De har helt unge folk som Asi Renie, der synger om ensomhed på afrobeats/reggaenummeret Feeling. Rapperen Worlasi er med på Positive og den erfarne reggaesanger Rocky Dawuni er med på Up og den politiske Guilt.


Det blæserfyldte univers som Total Hip Replacement præsenterer får et ekstra ryk op ad glædesbarometret, når der er i selskab med de ghanesiske musikere. Det er vildt vellykket.

Total Hip Replacement

søndag, maj 22, 2022

Nyt om Jazznyt

 

For halvandet år siden tog jeg en beslutning om at skrue ned for skriveriet på min blog. Jeg kom alligevel op i gear og holdt næsten samme skrivetempo som jeg plejede. 


Nu er beslutningen ført ud i livet. Jeg vil kun skrive mellem 10 og 15 indlæg på bloggen om måneden og har holdt det i 2022.

Jeg har et fuldtidsjob ved siden af bloggeriet. Desuden fylder jazzen også på andre fronter i mit liv. Jeg er med til at lave Moorjazz Festival i Herning og er formand for Swinging Europes bestyrelse. En gang imellem tager jeg også ud som DJ. 


Jeg vil gerne være med til øge kendskabet til ny jazz blandt potentielle lyttere. Jeg modtager desværre meget mere musik end jeg kan nå at anmelde. Det betyder ikke at jeg synes noget er dårligt, bare fordi jeg ikke skriver om det. Det handler om, at tiden ikke slår til. 


Jeg har Jazznyt playlisten på Spotify, hvor nysgerrige altid kan holde sig orienteret om ny dansk jazz. På bloggen prioriterer jeg at skrive om dansk jazz før alt andet - og dernæst den nordiske jazz. En gang imellem kommer der også noget fra andre lande. 

Jeg håber at du stadig har lyst til at følge bloggen og måske endda fortælle dine venner at Jazznyt findes.

lørdag, maj 21, 2022

Niels Jørgen Steen Monday Night Big Band: Swinging in Paradise (Storyville) CD/DL/stream >> Leif Johansson: Celebration (Gateway) CD/DL/stream

 

To veteraner på den danske jazzscene, big band leader og pianist Niels Jørgen Steen og trommeslageren Leif Johansson, har begge udgivet nye albums efter mange års pause på den front. Den forrige plade med Monday Night Big Band er fra 2006, hvor fine folk, som Per Goldschmidt og Erling Kroner der ikke er her længere, indgik i besætningen. Andre er i den grad stadig med, som Pernille Bévort og den svenske trummis Roger Berg. Vi er i det helt klassiske big band land, hvor Count Basie og Duke Ellington er guderne. Det skal swinge ellers kan kan lige så godt lægge sig til, at dø. Og det swinger noget så fantastisk, når det er mandag på Huset i det indre København.


Niels Jørgen Steens sikre arrangementer og styring af big bandet er en fornøjelse. Det er et samlet hele, hvor big bandet får et samlet kollektivt udtryk. De spiller store og kendte klassikere som The Nearness of You og All the thins you are. Bobo Moreno er med som special guest og crooner os bla. gennem It might as well be spring. 


Leif Johansson er ikke lige så kendt som Niels Jørgen Steen (de har iøvrigt spillet sammen ved flere lejligheder). Leif Johansson har en glorværdig fortid indenfor den traditionelle jazz, hvor han bla. slog sig løs på Cap Horn i Nyhavn i 60’erne. I midten af 70’erne lavede han en kvintet med Erling Kroner og Bent Jædig, hvor Mingus var inspirationen. De kan høres på CD’en Goodbye Pork Pie Hat fra 2012 som Little Beat Records udgav. Denne gang har Johansson også samlet nogle seje musikere omkring sig på albummet der er indspillet på hjemmebanen i Nykøbing Sj. Mårten Lundgren på trompet, Jesper Løvdal på tenorsax, Søren Kristiansen på klaver og Jens Skou Olsen på bas serverer sikker jazz. Albummet åbner med Ben Websters Poutin’ der følges op af Old Folks, som Webster også havde på repertoiret. Løvdal forsøger ikke at gå Webster vejen. Det er basal og velformet jazzhygge uden de store overraskelser. Der sluttes iøvrigt af i swingland med både Ellington og Cole Porter.

Niels Jørgen Steen

https://www.gatewaymusicshop.dk/index.php?route=product/product&product_id=1770



fredag, maj 20, 2022

5 X Vuust: Further to fly (Gateway) CD/DL/stream

 

Saxofonisten Christian Vuust og bassisten Peter Vuust er fætre og Christians søster Clara er sanger. De har alle været tydelige på den danske jazzscene i forskelige sammenhænge. Nu er de gået sammen med Peters to sønner, Frederik på piano og sang og Mikkel på trommer, der begge er i gang med uddannelser indenfor musikken. Det er grundlaget for navnet 5 X Vuust.


De har alle forskellige ståsteder i musikken. På trods af det og aldersforskel er der en fælles forkærlighed for Paul Simons musik. Albummet består af 12 Paul Simon sange suppleret med den gamle engelske folkevise Scarborough Fair som Simon & Garfunkel også havde på repertoiret.


Albummet åbner med den fænomenale The Teacher fra 2000-albummet You're The One og som Paul Simon også genindspillede i 2018 på albummet In the blue light med Bill Frisell på guitar. Vuust'erne befinder sig et sted mellem de to versioner. Clara Vuusts rene og smukke sangvokal står godt i lydbilledet sammen med instrumenterne.


Selvfølgelig er der numre med fra 1975-albummet Still crazy after all these years, inklusiv titelnummeret, hvor Frederik Vuust synger henad Anohni (fra Antony & The Johnsons), det lyder ganske enkelt fedt. Det er ikke fordi kvintetten har lavet en greatest hits plade, der er feks. ikke noget med fra Graceland. Det er fem musikeres personlige hyldest til en stor musiker og komponist. Clara Vuust er som altid en fornøjelse at lytte til. Der er feks. American Tune eller Night Game. Den musikalske ledsagelse er behagelig og aldrig kedelig. 

Gateway Music

tirsdag, maj 17, 2022

Flat Bop: El Butcho vol. 2 (Flat Bop) LP/DL/stream

 

Det er så sprødt og lækkert det her. Tilbagelænet Hammondorgeljazz, hvor souljazzen og hardboppen syder. Trioen med Christoffer Gausdal Find på sax, Gunnar Sjur Ringøen på Hammond og Chris Falkenberg på trommer er aktuelle med deres andet album. Endnu en gang dukker Stefan Friis Ringive op på trombone, desuden gæster Bo Møller på guitar.


Tight og intenst på The Butcher. Dr. Lonnie Smith hyldes på Dr. Lonnie. Der festes på Pass me the salt. Det er dybt og stemningsmættet på It’s now or never. Flap Bop har deres eget udtryk. De formår uden problemer at komme godt rundt i stemninger og humør. Er du til Hammond og souljazz? Så kan du godt sætte den her på pladespilleren. Det er ikke Jimmy Smith - det er til gengæld nutidigt og dansk.

Flat Bop

mandag, maj 16, 2022

Line Kruse: Bånd (Continuo Jazz) CD/DL/stream

 

Det er sjette album siden debuten i 2005. Den danske violinist Line Kruse boet og arbejdet i Paris siden 1993. Hun har overvejende lavet musik sammen med franskmænd. Hun har også haft en dansk septet i flere år. Det er dnt som hun bruger her. Det giver god mening. Pladen hedder Bånd. Det er en hyldest til alt det der binder os sammen, til oprindelseslande og adoptionslande, til kulturer som gensidigt beriges af møder og sammentræf.


Line Kruse har medtaget to Carl Nielsen sange, Nu er dagen fuld af sang og Den milde dag er lys og lang. Hun har bevaret folketonen i arrangementerne. Sidstnævnte bliver i øvrigt sunget af islændingen Helgi Jonsson. Cæcilie Norby er med på Burt Bacharach’s That’s what friends are for. Lige præcis Cæcilie Norby kan bære den sang, hvor drama og patos bevares. Den er iklædt en en lækkert blæserarrangement, som Line Kruse har lavet. Kruse har skrevet resten af musikken på pladen, hvor der både er hilsner til Harald Blåtand og tangoen. Bånd er et album der vil og kan meget i grænselandet mellem folketone, jazz og klassisk

Line Kruse

lørdag, maj 14, 2022

Jazzahead 2022 - en stemningsrapport


Det startede med at Anja Holme fra pladeselskabet Turn it Over Records spurgte om jeg skulle ned til Jazzahead. Jeg svarede nej. Det er for dyrt for jazzbloggeren, der ikke tjener penge på bloggen. Da hun tilføjede at jeg kunne komme med i bilen fra Herning og at de sørgede for overnatning, så fik jazzbloggerpiben en anden lyd. Turn It Over Records har nogle respektindgydende genudgivelser fra fine folk som Stig Møller, Young Flowers og Dan Turell på samvittigheden. De er også begyndt at rykke ind på jazzlandet. Det var derfor at de ville et smut til Bremen.

Fredag aften landede vi i Bremen. Jeg havde allerede en aftale kl. 20. Det passede med en frisk gåtur gennem Bremen inden jeg mødtes til middag med en flok glade jazzfolk. Danske musikere og branchefolk kom og gik på restauranten, der lå tæt på messeområdet. Jeg havde ikke checket ind på messen endnu, så det var ikke muligt at høre musik. På den anden side, nåede jeg at tale med mange af de danske kunstnere der var taget til Jazzahead. Ikke mindst dem der skulle optræde dagen efter til den danske Clubnight. Tysk øl er godt - og inden det blev alt for sent, så valgte jeg sengen.


Der var en intens lørdag på Jazzahead messen der ventede.


Som jazzblogger var det heldigvis muligt at få presseakkreditering til messen. Udover armbånd og den der snor om halsen med et skilt hvor der stod Niels Overgård - Jazznyt.com, så inkluderede det også en mulepose med en masse oldschool tryksager. Den var ikke helt så fed som den mulepose jeg fik i 2014, hvor Jazzdanmark havde lagt en vinyl i med de danske kunstnere. I muleposen var det nyeste nummer af Down Beat (med en fire stjerners anmeldelse af Little North), det tyske magasin Jazz Thing og det engelske Jazzwise. Jeg er en sucker for den slags magasiner, der i gamle dage kunne købes i velassorterede kiosker herhjemme. Nu skal man have abonnement på dem for, at komme i nærheden af dem. Fedt at komme i nærheden af dem igen. En anden old school sag, der var meget tilstedeværende på messen, var muligheden for at få fat i en masse promo CD’er. 


Jeg fandt hurtigt den danske stand som Jazzdanmark var vært på. Her var de danske branchefolk samlet. Pladeselskaberne og musikere der selv havde taget turen for at promovere deres musik.


Giant Sheep, April Records, Storyville, Stunt og sikkert også flere andre danske pladeselskaber havde travlt på standen. Aftaler med folk fra hele verden skulle forhåbentlig skabe interesse for den danske jazz. Jeg snakkede med flere af dem og fik indblik i kommende udgivelser. Jeg mødte Cim Meyer fra Jazzspecial der - som de fleste danskere på messen - havde været i gang siden torsdag. Et tætpakket program med halv times showcase koncerter hørte til dagsordenen. Jeg så kort efter Cim Meyer på første række med kamera og kuglepen til den første koncert jeg var til.



Keno Harriehausen Quartet

Den matte lørdags eftermiddags stemning blev afløst af en halv times ekspressivt fremstød for tysk jazz - oder wie man so sagt im englisch: German Jazz Expo. Yes wir sind in Germany.

Jeg genkendte den lettiske saxofonist Karlis Auzins navn, hvilket gjorde mig nysgerrig. Han har tidligere boet i Danmark. Med cello, kontrabas, saxofon og piano var der lagt op til kammerjazz med improvisation. Det var dramatisk - næsten filmisk jazz, hvor der var nik til klassisk musik og subtil free jazz. En ganske fin start på dagen.


Jeg søgte væk fra messehallernes beton til det nærliggende Schlachthof, hvor jeg fra sidste gang kunne huske at der var en fed koncertsal.



Vincent Meissner Trio

Jeg kommer lidt inde i koncerten, hvilket er utjekket når koncerten kun varer en halv time. Jeg blev blæst omkuld af et nummer der skiftede mellem rolige faser og uhæmmet eksplosivitet. Trioen brugte melodien og rockrytmen. The Bad Plus har tydeligvis inspireret trioen. De udgav deres debutplade på ACT sidste år og er med i forgrunden på den unge tyske jazzscene. Det er teknisk jazz, hvor sindssyge breaks og opbyggelige stemninger raser afsted. Det er effektivt og der mærkes et hjerte i musikken.


Efter koncerten stødte jeg ind i Karsten Bech fra Kolding, manden bag Jazz i Trekanten og en masse aktiviteter i trekantsområdet. Han var ikke den eneste fra Kolding. 25 unge frivillige fra Koldings Jazzhouse var taget til Bremen. Jeg talte med flere af dem og de stak ud på messen, hvor man(d) som regel havde passeret et halvt hundrede år som messegæst. Som en af dem sagde, så var der lige pludselig en masse ligesom Karsten omkring dem - selv om Karsten ellers er ret unik.



Danish Club Night

På Jazzahead messen havde der været showcasekoncerter, af en halv times varighed, hele dagen. Lørdag aften var det Clubnight med koncerter spredt ud over hele Bremen. JazzDanmark havde indlogeret sig på Lila Eule, der udover at være Bremens ældste jazzklub også fungerer som natklub. Det betød at koncerterne startede kl. 18 og at jazzen skulle være ude inden midnat, hvor eurodance og anden festligt stads kunne tage over. JazzDanmark havde lavet et godt forarbejde og sørget for at klubben var fuld - og ikke kun med danske gæster - men bookere fra festivaler etc. Stemningen var spændt og DJ Pladedamen varmede publikum op.



Svanborg Kardyb

Lige op til Jazzahead offentliggjorde Svaneborg Kardyb, at de havde skrevet kontrakt med det engelske pladeselskab Gondwana, der ledes af Matthew Halsall og hvor bla. GoGo Penguin startede karrieren. Selv om der var en masse virvar omkring dem, gjorde de det som de var vant til. Ansigterne vendt mod hinanden og skabelsen af deres eget unikke rum. Jonas Kardybs fantasifulde trommespil mødtes med Nikolaj Svaneborgs stemningsfyldte Würlitzer. Her var ro og overskud til at skabe kontakt gennem musikken til publikum. Selv om de kun spilede en halv time - så v ar de på hele tiden - og forspildte ikke denne mulighed. 



Randi Pontoppidan

Diversiteten I den danske program var stor. Her stak Randi Pontoppidan markant ud. Hun var “The odd one out”. I en mørk jazzklub setting med bier vom fass var det mere end almindeligt svært for en eksperimenterende stemmekunstner at finde fodfæste. Jeg ved ikke Randi Pontoppidan fandt fodfæste - det er nok ikke meningen at hun skal gøre det. Hun gjorde sit og var forbavsende upåvirket af et publikum der for manges vedkommende ikke var sporet ind på Randi Pontoppidans stemmekunst og elektroniske bleeps.



Little North

At der ikke var et klaver stillet til rådighed for klavertrioen Little North som aftalt - men et Casio-keyboard betød imponerende lidt for det koncertbrag som Little North indtog Lila Eule med. Jeg tænkte over det manglende klaver i ca. 5 sekunder, hvorefter jeg blev indfanget af trioens udadvendte triojazz. De talte direkte til publikum og jeg overdriver ikke, når jeg skriver at de havde publikum i deres hule hånd. 

Var jeg booker for en festival ude i Verden, så var jeg overbevist. De spillede deres jazz perfekt. 



Bévort 3

Tenorssaxofonisten Pernille Bévort har en sejt swingende rytmegruppe med Esben Laub på trommer og Morten Ankarfeldt på bas. Hun har fået godt fat i et større publikum gennem Spotify. Hendes mere tilbageholdende stil som musiker opvejes af en stilistisk sikkerhed. Her er ikke så mange dikkedarer. Det er jazz med fokus på klassiske virkemidler i form af teknisk overskud og grundlæggende færdigheder.



Kemaca Kinetic

At der ikke var plads til flere danske optrædende på Lila Eule afholdt ikke den ålborgensiske powertrio Kemaca Kinetic fra, at spille en sen koncert på den sidste aften på Jazzahead. De havde lavet aftale med den lille café Papp der lå lige ud til floden Weser der løber gennem Bremen. De spillede en “In your face” koncert på et proppet Papp. Der var nok flere danskere end andre nationaliteter. De fik sat eftertrykkeligt gang i den med deres nutidige take på jazzrock. Casper Hejlesen på guitaren løb aldrig tør for toner.


Hov! Nu var det lige pludselig slut. Jeg stod udenfor Papp sammen med en flok danskere der var klar til efterfest på Hotel Maritime eller nattejam et sted i byen. Jeg havde drukket den sidste øl og vendte næsen mod Air bnb lejligheden hvor vi boede. Her nåede jeg en nightcap sammen med Turn it Over Records folkene og kunne se tilbage på en intens weekend. De havde indgået aftale med Cowbell Records og fik kontakt til flere jazzmusikere som de måske skal arbejde sammen med i fremtiden. Heriblandt var der en som jeg altid har sat meget pris på, som de måske skal udgive vinyler med.

 

Jeg ved ikke om det er efterveerne af coronaen. Der var ikke lige så mange gæster som der plejer at være på Jazzahead. Jeg hørte rygter om, at der kun var det halve af det der plejer at være.


Fra et jazzblogger perspektiv var det sjovt med en weekend der kun handlede om jazz. Det er tydeligt at JazzDanmark satser hårdt på Jazzahead. Ikke mindst i kraft af deres Club Night. De var synlige og som det vigtigste tror jeg, at flere danske jazzmusikere fik hul igennem til muligheder i udlandet.



Til sidst et billede af en DeLorean som vi kørte forbi på den tyske Autobahn. En bil mage til den som Marty McFly og Doc brugte som tidsmaskiine i Back To The Future filmene. Det billede fik 80 likes på Instagram. Min billedserie fra Jazzahead fra 30 likes…

Maria Montell: Bossa for my baby (Duckstar Music/Turn It Over Records) LP

 

Det var i 90’erne at Maria Montell for alvor dominerede med hits og plads i sladderspalterne. Siden kom der mere ro på. Drypvis er der udkommet ny musik. Senest Soy Maria i 2018. Nu er tiden kommet til en vinylgenudgivelse af albummet Bossa for my baby fra 2005. Det var filmmusikken til Solkongen som hendes mand, Thomas Villum Jensen havde instrueret. Hun blev nomineret til en Robert for musikken - og det giver god mening - selv med nutidens ører. Det var hendes første ikke-pop album og pladeselskabet som hun var tilknyttet ville ikke udgive den. I stedet gjorde hun det selv.


Da hun var i ottende måned, i sin første graviditet tog hun med til Prag, hvor strygerne til albummet blev indspillet. Wolfgang Käfer havde arrangeret. Hun havde desuden allieret sig med pianisten Thomas Clausen, da hun gik i studiet og indspillede resten i et take. Clausen havde Mikkel Nordsø (guitar), Afonso Corréa (trommer og perc) og Fernando de Marco (bas) omkring sig, suppleret med stærke blæsere etc. 


Der er skåret ned på numrene i LP-versionen eller skåret ind til benet som man fristes til at sige. Her er fokus på de brasilianske kendinge, How Insensitive, Dindi og Agua de Beber. Marcos Valles So Nice (Summer Samba) får også en tur. Jørgen Klubien er med som gæstevokal på et par numre. Hovednummeret er dog Maria Montells egen And so the story goes (di da di) i en næsten otte og et halvt minut lang udgave med Nordsø på akustisk guitar, lækre blæsere og strygere og en skøn Clausen Rhodes-solo. 


Maria Montell lyder som Maria Montell og passer godt ind i musikken. Den læner sig op ad lounget hotelreceptionsmusik og kommer heldigvis ikke helt derhen. Musikken er ganske enkelt for håndspillet og nærværende. En skøn hyggeplade, der sagtens kan akkompagnere sommerens cocktails på terrassen.

Maria Montell

fredag, maj 13, 2022

Amalie Dahl: Dafnie (Sonic Transmissions) LP/DL/stream

 

Amalie Dahl tilhører gruppen af fremadstormende kvindelige danske saxofonister, der bruger Norden som sit virkeområde. Med albummet Dafnie er der ikke længere tvivl om at hun sætter et tydeligt aftryk og med den slår hun dørene op på vid gab.


Hun åbner med et musikalsk statement, der ikke tager hensyn til svage jazznerver. Don’t get me started hedder nummeret, der giver os et los i øret. Amalie Dahl er aktuel med første plade i eget navn. Hun har tidligere lavet plader sammen med de svensk baserede grupper Hennes Majestät og Skurkar. Nu bor hun i Trondheim og har lavet pladen Dafnie sammen med norske musikere. Altsaxofonisten, der også spiller baritonsax og klarinet på pladen, spiller desuden i big bandet Trondheim Jazz Orchestra.


Det er heftigt og harmonisk. Sammen med blæserne Oscar Andreas Haug på trompet og Jørgen Bjelkerud på trombone, Nicolas Lewitrø på bas og Veslemøy Narvesen på trommer skaber hun jazz der står på et fundament med både avantgarde og free jazz. Det er en jazzplade hvor det vilde skiftes ud med det eftertænksomme, som nummeret Hjemve og den efterfølgende Anna’s Dream. På side 2 fortsætter kvintetten med sanselig og empatisk jazz som på En sang til de ensomme. Albummet lukker med den tunge Hr. Nilsson - der med sin frækhed lyder som en hyldest til Pippi Langstrømpes abe. Stor ros og en stor anbefaling til Amalie Dahl for albummet.

Bandcamp