Det er seksogethalvt år siden, at jeg stillede spørgsmålet “Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen?”. Det var i forbindelse med at sangerinden Nana Rashid havde lavet EP’en Sorrow in Sunlight. Siden er der ikke sket så meget, udover nogle sporadiske liveoptrædender hist og her. Det er der endelig mulighed for at ændre på nu. Hun har lavet et helt album, hvor hun er sammen med trioen Little North.
Nana Rashid har skrevet flere af pladens numre, bla. den umådeligt stærke åbner Poor Blue Betty, som Cecilie Strange i sine linernotes beskriver som et nummer der hensætter lytteren i en trancelignende tilstand. Det emmer af Nina Simone stemning.
Det er et album, hvor drama, store følelser og melankoli er i højsædet. Nana Rashid er tilstede i numrene. Hun kan mærkes. Hun er i kontakt med teksterne. Det er en lille genistreg at hun er sammen med Little North, der skaber et perfekt bagtæppe for Nana Rashid stemme og sange. Deres dynamiske og vedholdende nutidige triospil, som det bla. kan høres i Mother, Father er med til, at løfte albummet, der ikke er tilbageskuende i stemning og stil.
Der er også blevet plads til et par stærke numre, af andre end Nana Rashid. Peggy Lee’s Johnny Guitar og Sade’s Pearls fra 1992-albummet Love Deluxe er med til at give det sidste til et meget vellykket album. Det er en plade der i al sin vælde, er noget af det bedste jeg har hørt fra en dansk jazzsangerinde meget længe. Det er både klassisk og nutidigt. Stor stor anbefaling herfra.
