Hilal Kaya: Sümbül (CPL-Music) LP/CD/digital

 

Jeg har efterhånden oplevet Hilal Kaya en del gange sammen med elektrojazzerne Kalaha, hvor det kulminerede sidste år på Moor Jazz Festival med et brag af en koncert. Da havde jeg allerede oplevet Hilal Kaya med hendes eget projekt i forbindelse med SPOT Festival 2025 og har med længsel ventet på, at der skulle komme et helt album med hendes egen musik. Nu er det her endelig!

Hilal Kaya er født i Danmark og har tyrkiske rødder. Hun synger selvfølgelig på tyrkisk på Sümbül. Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde med alt det gode, der er at sige om albummet. Der er tydelige rødder i tyrkisk folkemusik og inspiration fra rock, jazz og psykedelisk musik. Det er ikke helt forkert at kalde det anatolsk psych. Hilal Kaya har været med til at skrive sangene på pladen, bortset fra de tre, der er hentet fra tyrkisk folkemusik. Her er eksempelvis Mavi Yıldız, der stammer fra Yozgat-regionen, helt forrygende. Den er en af de mest elskede sange inden for tyrkisk folkemusik.

Hilal Kaya er gået sammen med guitaristen og produceren Søren Bigum om at lave pladen. Han har Søren og Henrik Poulsen med på henholdsvis bas og trommer, som han blandt andet spiller sammen med i Peter Sommers Tiggerne og Mukherjee Development. Søren Bigum spiller elektrisk guitar, akustisk guitar, mandolin, steelguitar og keyboards på pladen og skaber grundlaget for pladens lækre, organiske lydbillede, der passer perfekt ind i det anatolske univers. Det hele toppes af Orhan Özgür Turan på oud og bağlama, der får den swingende musik til at svimle.

Pladen indeholder flere topfavoritter. Der er både den twangy Harabe og partybangeren Sultan. Det er bare med at komme i gang med det særdeles vellykkede og gennemarbejdede album Sümbül, der får en stor anbefaling herfra.

Hilal Kaya

Gustaf Ljunggren with Skúli Sverrisson: Along the low road (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået fire år siden den første plade, som Gustaf Ljunggren lavede sammen med den islandske bassist Skúli Sverrisson. På det nye album har Ljunggren atter kastet sig over en lang række forskellige strengeinstrumenter, saxofon og diverse tangenter. Ljunggren er multiinstrumentalist i ordets bedste betydning. Han bruger instrumenterne til at skabe sit eget musikalske sprog, der bedst kan betegnes som en slags organisk ambientmusik med inspiration fra jazz, folk, minimalisme og roots. Det er enkle toner, der danner grundlag for smukke melodier.

Drømmende, rolige og svævende toner får lytteren til at flyde med den musikalske strøm. Der er for eksempel den nordisk klingende og klaverbaserede Summer Passing Letting Go eller den let melankolske hyldest til klippen Stevelen på Bornholm. Albummet balancerer mellem det sarte, det enkle, det smukke og det dybdegående.

Samarbejdet mellem Ljunggren og Sverrisson er givende og generøst. Det er en meget stærk opfølger til Floreana fra 2022.

Bandcamp

Spot Festival 2026 - mine 11 koncerter og en masse solskin

 

Når jeg har mødt folk, jeg kender, i løbet af de to dage, som Spot Festivalen har varet, har de oftest sagt noget i retning af, at der ikke var så meget jazz på Spot, og om det var nok for mig. Om det var? Ja da! Der var en masse jazz rundt omkring – både det helt åbenlyse og den jazz, der kommer ud gennem revner og sprækker i andre genrer. Faktum var, at den mest indlysende organisation til at skabe fokus på jazzen i Danmark, JazzDanmark, ikke var med i år for at sætte ekstra fokus på jazzen, som de tidligere har været. De satsede hele butikken weekenden før på Jazzahead i Tyskland.

Spot er en genial festival. Du kan vælge udelukkende at lytte til folk, roots, electronica, indie, hiphop, rock, avantgarde eller jazz i løbet af de to dage, som festivalen varer. Blandingen af små, intime indendørsscener, koncertsale og store udendørs scener er god. Man kan komme helt tæt på musikken og i øvrigt sagtens løbe ind i nogle af de mange optrædende musikere rundt omkring på festivalpladsen. Spot er venlig, hyggelig og imødekommende.

VENYA – fredag på UMTO-scenen
Helt utilsigtet blev min fredag på Spot Festival fyldt med trompet – og nå ja, en masse solskin – og det er da også lidt jazzet.
Første band på Spot var en blød, jazzet start på en stegende hed festival på UMTO-scenen (Unge Miljøernes Take Over).
Stilen var inderlig, 70’er-lækker, organisk neo-soul med en god portion jazz, særligt i samspillet mellem vokal og trompet. Kender man Tigeroak, er man godt på vej. Tilsæt en keyboardspiller, der kan sin jazz, og en trompetist, der har roen og sjælen til at skabe et smukt, flydende rum i musikken.
Venya er i den grad et band, jeg vil følge fremover. Koncerten sluttede med nummeret Blue, der havde et fedt hiphop-beat, en stærk klaversolo og et unisont møde mellem trompet og vokal. Undervejs kom der nogle uventede skift, og det klædte nummeret.

SEBI VIOLA – fredag på UMTO-scenen
En dosis ægte soul-kærlighed fra en ung fyr med rigtig meget på hjerte, som han når at dele med stor charme og nærvær med publikum i løbet af den halve time, som showcasen varer. Sebi Viola er moderne soul i stil med det, man kender fra D’Angelo og andre. Det er meget let at omfavne hans musik, der emmer af spilleglæde og gode vibes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har valgt en stil, der stiller store krav til musikerne – men også til ham selv som sanger, hvor han sammen med saxofonisten nailer den flere gange undervejs med stor publikumsrespons.

BØLLE – fredag på Klubscenen
Bølle er et band fra Aalborg, og som de friskt sagde, da de kom på scenen, var det anden gang, de spillede i Aarhus. De konstaterede tørt, at der var ti gange så mange til denne koncert på den lille Klubscene som dengang, de spillede på Café Smagløs.
Trompetisten (og lejlighedsvis flygelhornspilleren) Bertil Vesterlund er et kæmpefund. Han har allerede sat sit navn i Aalborg i adskillige sammenhænge, bl.a. i livebandet for indiepopduoen Schæfer, der et par timer senere spillede på den store udendørsscene, hvor Bertil trådte i karakter flere gange.
Bølle har tydeligvis arbejdet med deres scenefremtoning – og de balancerer fint i deres kedeldragter og i introduktionerne til de enkelte numre, som de skiftes til at give. Her er både show og godt humør, når de trykker den af med deres velformede udgave af moderne jazzfusion. En fed oplevelse – og der er vist nye numre på vej fra gruppen.

TINGO – fredag på Folkscenen
Efter at have hørt en række helt nye navne var det tid til Tingo, der spillede på Folkscenen. De udgav deres debutalbum for nogle år siden og har et nyt på vej. De kunne sagtens have spillet på en jazzscene, hvis en sådan fandtes på Spot.
De spillede norske og svenske folkemelodier i deres eget take med en jazzet (improviseret) tilgang. De spillede også titelnummeret fra deres kommende album Medvind Modvind, som April Records udgiver i oktober. Her er Cecilie Stranges saxofon dejligt støvet og rolig. Tim Ewés trompet er det lyse og glade indslag i al den nordiske melankoli. Tingo gør det let og ligetil at lytte til folk (udtalt på engelsk)-jazz eller jazzet folk.

PURPUR – fredag på UMTO-scenen
Det var tredje band, jeg ville høre på UMTO-scenen om fredagen. Det syv kvinder store band mødtes i et uforudsigeligt clash mellem jazz, nordisk folk og pop. Her var der atter trompet, som sammen med saxofonisten var særdeles velspillende. Desuden to vokaler, keyboard, bas og trommer.
Glæden over at se det store publikum sidst på eftermiddagen var tydelig. Purpur gør det ikke let for sig selv. De spiller afvekslende og spændende arrangementer, hvor de bringer både kollektivet og de enkelte musikere godt i spil. De deltager i øvrigt i JazzDanmarks Jazzkonkurrence sammen med Venya og Eljo, som spillede sidste år på Spot. Purpur var en rigtig god liveoplevelse – og der kommer også snart musik på streamingtjenesterne.

AEGTESKAB – fredag på Cirkelscenen
Dagen sluttede meget passende et sted, der matchede den paneldebat, jeg startede dagen med på SPOT+. En debat om alderisme i musikbranchen, hvor fokus var på ældre musikere, der bliver presset og ikke længere får samme opmærksomhed som yngre.
Her er Aegteskab i den grad en trio af erfarne musikere, der har været med længe og er etablerede navne. Så hvorfor spille på Spot, der primært fokuserer på nye og uprøvede navne? Det kan man, når man disker op med noget nyt – som bluessangeren og guitaristen, Lars Lilholt, trommeslageren og jazzsaxofonisten gjorde. Musik af høj klasse med fokus på nærvær, virtuositet og ikke mindst originalitet fik den overvejende voksne del af publikum til at smelte sammen med musikken foran Musikhuset.

LUCIE HENDRY – lørdag i Musikhusets Lille Sal
Den herboende skotske harpist Lucie Hendry har netop udsendt sit andet album. Hun spiller på den mindre leverharpe og har taget masser af inspiration fra skotsk folkemusik med ind i sin egen lyd. Hun havde bl.a. den skarpe jazzguitarist Jacob Djursaa med på scenen.
Her spillede de numre fra det nye album. Stilistisk lander det et sted mellem de storladne skotske traditioner og jazzens mere jordbundne udtryk. Hun indtager scenen med en god og positiv udstråling og er musikalsk ét med sit instrument.

VIKTORIA SØNDERGAARD TRIO – lørdag på Palmehavens udendørsscene, Institut for (X)
Der var proppet med publikum udenfor Palmehaven, hvor koncerten foregik. Inden start var der en konstant uro og vandren frem og tilbage foran den lille interimistiske scene, og jeg var bekymret for oplevelsen.
Viktoria havde taget Elvira Skovsang og Frederik Blæsild Vuust med, og det blev en stærk og intim oplevelse. Publikum faldt til ro og lyttede intenst. Musikken, som Viktoria selv kaldte mystisk, var måske ikke så mystisk endda – men den var dragende. Den vedvarende baggrundsstøj fra festivalen smeltede sammen med trioens udtryk.
De spillede numre fra Secrets, der udkom i efteråret – bl.a. Le soleil, le pain et l’âme og Her Absence, en kærlighedssang skrevet af Frederik til Viktoria. En stor oplevelse i små rammer.

HØK – lørdag i Musikhusets Kammermusiksal
Koncerten var lige startet, da jeg kom ind i den lille kammermusiksal. Jeg famlede mig frem i mørket, direkte fra solen udenfor. I scenelyset stod trioen HØK, hvis navn består af medlemmernes forbogstaver. Guitar, bas og trommer.
Musikken var naturinspireret – smuk, melodiøs og nærmest indladende. Trioen viste dog flere facetter. I nummeret Distance bevægede de sig fra en kantet start over i et roligt, flydende udtryk. En god oplevelse.

CLOTHING CLUB – lørdag på Garden Stage, Institut for (X)
Hvis Drake og Rihanna var en jazztrio fra Aarhus, ville de lyde som Clothing Club. De har netop udgivet deres andet album Spring Collection og præsenterede naturligvis materialet herfra.
Trioen med M.S. Lowkey på bas, Deepchain på tangenter og Phairo Z på trommer har skabt et funky festalbum, der fik den tætpakkede plads foran scenen til at gå amok. Instrumental funky jazz, der rammer bredt, er en fornøjelse. Clothing Club kan starte og styre en fest – her var både jazzet stadionrock og stramme grooves. Kæmpe optur.

RUMPISTOL ENSEMBLE – lørdag i A-Huset, Institut for (X)
Jeg havde på fornemmelsen, at det var en god idé at være der i god tid. Rumpistol og hans ensemble spillede på den lille scene i A-Huset.
Frederik Bülow på trommer, Sven Dam Meinild på saxofon og basklarinet og Arendse Nordtorp Pedersen på violin udgjorde et ekstremt velspillende band.
Rumpistol har bevæget sig fra de ambient-prægede udgivelser til det nye album Nebula, hvor han arbejder med mere episke udtryk. Det fik rummet til at vokse. Titelnummeret blev en kæmpeoplevelse, og også Vildheks fra Isola blev leveret i en forrygende version.
Jeg sluttede mit Spot her – og i den grad på toppen. En vild finale på to vilde musikdøgn. Spot gjorde det igen!

Lueenas: Tender Anger (Barkhausen Recordings) LP/digital

 

Genrerne er cinematic, experimental rock, post-rock, nordic folk og post-metal. Lueenas er aktuelle med deres andet album. Den første udløste en masse ros og kom for 3 1/2 år siden. Maria Jagd og Ida Duelund på henholdsvis violin og kontrabas er indhyllet i effekter. På åbningsnummeret Vølve medvirker Rikke Emilie List fra doom metal gruppen Konvent. Hun kan growle, så man fornemmer den fortættede damp i mosen. Det er et dybt betagende åbningsnummer.

Tempoet er tungt og slæbende. Det nærmest kravler hen over gulvet. Det er mættet med stemning. Nummeret Canis Lupus er en af mine favoritter. Her medvirker Jakob Høyer på trommer, ligesom han også gør på flere andre numre. Det er en slow motion metal trance, der slutter i et hvinende støj-inferno. 

Jagd og Duelund fortæller historier gennem deres musik. Det falder ikke fra hinanden og er hele tiden på vej til at gøre det. Man får lyst til at følge dem ind i mørket for at se lyset.

Bandcamp

Blue Lake: The Animal (Tonal Union Records) LP/digital

 

Ophavsmanden bag Blue Lake er Jason Dungan er fra USA. Det må være den indlysende forklaring på, at albummet The Animal svømmer over i en fantastisk stemning af americana, folk og jazz. Stilen er rolig og flydende, nærmest ambient. Dungan er en multiinstrumentalist, der behersker diverse strengeinstrumenter, piano, trædeorgel etc. Musikken lyder ikke umiddelbart til at være skabt i København som det er tilfældet. Han får hælp fra Carolyn Goodwin på klarinet, Oliver Laumann på trommer, Pauline Hogstrand på viola, Nicole Hogstrand på cello og Tomo Jacobson på bas.

Musikken vokser frem mellem musikerne. Det er en kollektiv ikke-hierakisk udladning, hvor musikken er en organisme, der næres af musikerne. Jason Dungan bruger musikere med baggrund i jazz og klassisk til, at frembringe sin uramerikanske musik. Jason Dungan tilsætter det en nordisk æstetik. The Animal er den første udgivelse fra Blue Lake, hvor der er brugt et fuldt band i skabelsen af musikken. Det er det kun blevet endnu mere betagende af. Det er en meget original og anbefalelsesværdig udgivelse.

Bandcamp

Martin Kirkegaard & Mikkel Almholt: Molacg Part 1 & 2 (DaFuGa Sounds/Makværk) LP/digital

 

Hvad der umiddelbart kan fremstå svært tilgængeligt og knudret ved første øjekast viser sig at være noget andet og mere, når først ørerne aktiveres.

Den kompromisløse guitarist Martin Kirkegaard fra Aarhus har sammen med Mikkel Almholt (Ghost, Flute and Dice) lavet den dobbelte udgivelse Molacg part 1 & 2. Det er et samlet værk bestående af fem improvisationer. To duoindspilninger fra 2012 og to solo guitar stykker fra 2023 og 2024. I 2020 lavede Kirkegaard pladen Tar Gui, som jeg i min anmeldelse anbefalede til lyttere, der ikke ville spilde deres tid på tilfældigheder. Det gør sig også gældende her. 

Molacg part 1 & 2 er pakket ind i nogle imponerende pladecovers med håndmalede genbrugsomslag ved indlagte hæfter, der meget præcist beskriver musikken og hvordan den er opstået.

Det er duoindspilningerne der indtager den første plade, part 1 og den første del af part 2. Titlen på albummet kommer af at alle duoindspilningerne er i mol og i tonearterne a, c og g. Kirkegaard og Almholt arbejder med improvisationen. Musikken opdages mens den udøves. En slags “Open Music”. 

Kirkegaard spiller på akustisk guitar og banjo og Almholt på forstærket klaver. De kommunikerer og udveksler idéer gennem musikken. Det er melodiske forløb, hvor der vokser noget frem, der går over i noget nyt. Der er folkemusik, messende dronede klange, jazzede soloer og kaotiske klimakser. 

Part 2 åbner med duoseancen Tamale i Gudenåen, der kommenteres af solonummeret Brage blues for Elamat om open landscape. Det hele afsluttes med det næsten tyve minutter lange solonummer A suite for Molacg in D major. Kirkegaard tager afsked med den første del af Molacg, ved gennem nutiden at genbesøge stemninger og grundklange. Det er en flot afslutning på et vinyl værk, der anbefales til vinylister, der lytter med nysgerrige ører. Den skal erhverves på vinyl. Der er kun lavet 100 stk. på sort vinyl og 20 stk. på klar vinyl med sort røg effekt.

Bandcamp

Indra Rios-Moore: Where do we go from here? (Vamana) LP/CD/digital

 

Den amerikanske sanger Indra Rios-Moore, der er gift med den danske saxofonist Benjamin Trærup har lavet albummet Where do we go from here? sammen med guitaristen og komponisten Søren Bigum, der bl.a. spiller med Jonah Blacksmith, The Mukherjee Development og Peter Sommers Tiggerne.

Albummet er dedikeret til alle, der har brug for det, men især dem, der har været en del af fællesskabet på et hospice; personale og pårørende. Dem der skal leve videre efter at de har sagt farvel til deres kære og nære. De kommer i fokus gennem sangene og gennem nogle små klip, hvor efterladte sætter ord på den sidste tid på hospice.

Forfatteren Carsten Jensen skriver i pladens indlagte teksthæfte: “Døden er så brat som et smæk med en dør, og dog er det, som om de døde bliver stående på dørtærsklen med en invitation til en samtale på læberne.”

Pladen er lavet til Hospice Djursland. Som et værk til efterladte, hvor de finder ord og musik til sorgen og de mange stunder, hvor man kan føle sig så alene - og gennem musikken og ordene kommer ind i et fællesskab. Vi får et kig ind i små personlige historier. Mange der har stået i en lignende situation kan måske genkende noget fra historierne.

Musikken er inspireret af folk og jazz, bl.a. medvirker den amerikanske folkmusiker Sam Amidon på violin på flere numre. Indra Rios-Moore og Søren Bigum har lavet et stærkt og langtidsholdbart udspil, der kan bruges af mange - alle der har prøvet at miste og hvem har ikke det?

https://www.indrariosmoore.com/store

Ø - Martin Fabricius, Pernille Ebert, Magnus Mikkelsen: Lav Sol (Martin Fabricius/Zack's Music) digital

 

En vibrafonist fra jazzen, en klassisk blokfløjtenist og en musiker med funk baggrund der spiller på Fender Rhodes. Det lyder som indledningen på en vittighed. Det er det ikke! Og musikken er ingenlunde en joke.

Vibrafonisten Martin Fabricius, som jeg ofte og med rette har rost her på bloggen er gået sammen med blokfløjtenisten Pernille Ebert - der udover den klassiske musik også har rødder i slovakiske musiktraditioner og Magnus Mikkelsen på Fender Rhodes.

Musikken er en behagelig kompagnon. Martin Fabricius’ erfaringer med filmscores spiller en stor rolle. Han er god til at bygge smukke let melankolske stemningsfyldte melodier der omfavner lytteren og vil os det bedste. 

Ebert supplerer blokfløjten med den store beroligende slovakiske hyrdefløjte Fujara. Jeg har aldrig hørt en instrument kombination som den trioen indeholder. Det fungerer overraskende godt. Rhodes og vibrafon er begge instrumenter med lang efterklang og de klæder hinanden sammen med Eberts træinstrumenter der har har en mere tør lyd. 

Trioen kalder sig Ø - og kan med rette ses som en ferie Ø, et fristed i det store uoverskuelige overflow af musik der vælter ud i vores hoveder.

Ø

Steen Rasmussen & Josefine Cronholm: Milton på svenska (Stunt) LP/CD/DL/stream

 

Der er egentlig ikke så langt fra det portugisiske sprog til det svenske sprog. Det er der slet ikke, når man hører Steen Rasmussen og Josefine Cronholms hyldest til den brasilianske legende Milton Nascimento, hvor Cronholm synger hans sange på svensk.

De har lavet pladen Milton på svenska - i øvrigt med et pladecover der er stærkt inspireret af überklassikeren Jazz på svenska.

Josefine Cronholm er ligesom Steen Rasmussen erfaren i brasiliansk musik. Når hun så synger smukke Nascimento kompositioner som Trem Azul, Ponte de Areira og Clube da Asquina 2 på svensk er jeg helt blød. Steen Rasmussens formfuldendte klaverspil står stærkt sammen med Cronholms rolige og overskudsfyldte vokal.

Svensk og brasiliansk melankoli går hånd i hånd - mens solen langsomt forsvinder i horisonten.

Sundance

Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Erladi: Laid Back (Thomas Andersen) DL/stream

Titlen på albummet er også stemningen som du ledes ind i, når du hører Erladi’s første album, Laid Back. 

Det er guitaristen Thomas Andersen der er i spidsen for trioen der også tæller Christian Kronborg Højen på bas og Jonas Muff Rytz Jørgensen på trommer. Trioen har på besynderligste vis taget navn fra fænomenet Erfurt Latrinen Disaster - og det kan anbefales at google noget om den grotesk morsomme hændelse.

Der står noget om neosoul i pressemeddelelsen. Det har jeg meget svært ved at høre. Der er hverken skarpe lilletrommeslag, Pino Palladino inspireret bas-spil eller lignende. Det er forvirrende med den besked. Særligt når trioen åbner op med den behagelige Arriving, hvor tankerne mere går i retning af Vestbo Trio. 

Når der er ro på, som i afslutningsnummeret Hva’ så nu? hvor bassen er trukket godt frem i lydbilledet og Thomas Andersen tager den med ro og lader melodien vokse langsomt frem, så rammer de plet. 

Værtshusblues-nummeret Mario kunne jeg godt have undværet. Der er ikke tyngde nok i trioen til ZZ Top lignende eskapader - og godt det samme. De er meget bedre til det der fylder mest på pladen. Det er feks. de småfunky sager Halvt funky og Five is enough. Her stråler trioens musikalske glæde ud gennem højtalerne. 

Erladi Bandcamp

 

Uffe Steen Trio & Vestbo Trio: Grooves (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

 

Min lokalpatriotisme påvirker sjældent mine jazzskriverier, da Herning ikke indtager en særligt stor plads i dansk jazz. Derfor er glæden dobbeltstor (og lidt ærgerlig) når Uffe Steen Trio & Vestbo Trio har indspillet den ene side af deres nye album på Fermaten - det spillested der har formet mig og betydet allermest i forhold til mit velformede musikøre.

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg ikke overværede koncerten som de spillede. Det var der iøvrigt ingen der gjorde. Den blev indspillet under en af corona-nedlukningerne. 

Guitaristerne Uffe Steen og Michael Vestbo står i spidsen for hver deres trio. Det er Thomas Sejthen på bas og Jesper Bo Knudsen på trommer i Steen’s Trio mens det er Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer i Vestbos trio. De har tidligere lavet albummet Doppler Effect, hvor de både spillede med hver sin trio og sammen. Denne gang er alle seks musikere sammen hele tiden. Hvis man kender Uffe Steen og Vestbo, så ved man godt at det ikke betyder ekstra meget larm. Det man i stedet får, er en masse lækre detaljer.

Begge trioer dyrker den gode melodi, hvor der som regel kan fløjtes med. Enkelheden i melodien giver dem mulighed for, at åbne op for finesser og teknik. De er ikke blærerøvsguitarister, det er de alt for gode til. Uffe Steen er troldmanden og selvom Vestbo er en erfaren herre, bliver han lærlingen. De spiller sammen og op til hinanden. Side B er en liveindspilning fra Musikhuset i Aarhus (med publikum). Her er Uffe Steens komposition Signs et godt eksempel på mødet mellem trioerne.

Er du til tilbagelænet og grounded bluesy, jazzy og folky guitartrio, så er Grooves-pladen et absolut must!

Uffe Steen Bandcamp

Kalaha + Hilal Kaya with Aarhus Jazz Orchestra: Tutku (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er kulminationen på samarbejdet mellem electrojazz bandet Kalaha og sangerinden med de tyrkiske rødder, Hilal Kaya. Efter at have været med som gæst på Kalaha albums i ‘19 og ‘21 træder hun nu ind i en mere fremtrædende rolle. Den rolle tager hun med overskud, elegance og finesse. For at toppe det, så var Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af “Chappe” også med i studiet. 

Du skal forestille dig en blanding af tyrkisk pop og psych, electronica, big band og al den jazz. Det er storslået, festligt og forførende. 

Albummet åbner med introen Tutku, der går over i hittet Cok Küstüm, dyb dansebas, big band messing riffs og Hilal Kayas vokal, der skinner så flot og klart. Hilal Kaya sang står også tydeligt i den tindrende Dinle Dünya, hvor anatolsk røgelse stiger fra pladen mens Niclas Knudsen sender en velplaceret guitarsolo afsted.

Disconummeret Disko Yolu er en højdespringer.  Melodi Grand prix stemning som i 70’erne tilføjet mellemøstlig mystik og sang. Jeg er lykkelig. Blæserarrangementet af Søren Bang Rasmussen er i Allan Botschinsky klasse. Den efterfølgende Ince Ince er et cover af Selda Bagcan’s sang fra 1976. Den er en forrygende hyldest til tyrkisk psych-folk.

Tutku er med alle sine retninger og inspirationer en sammenhængende og meget anbefalelsesværdig plade - ikke mindst i kraft af Hilal Kaya!

Kalaha Bandcamp

Julian Svejgaard: Lys i jordens skygge (GO’ Danish Folk Music) CD/DL/stream

 

Han har primært fremført musik indenfor folkemusikken i blandt andet Stundom, som jeg skrev om for nylig her på bloggen. Julian Svejgaard har lavet et soloklaveralbum der, som han selv siger, er musikalsk inspireret af Debussy, Jan Johansson og Nils Frahm.

Når det er nat befinder halvdelen af jordkloden sig i skyggen. Det er i det halvmørke, hvor Julian Svejgaard har fundet stemningerne i det lys der findes i mørket. Det er omsat til stærke melodier, der i sin enkelhed byder på stjerner og lamper. Melankoli og stærke stemninger.

Folkshop

Stundom: Må jeg holde din hånd (Go’ Danish Folk Music) CD/DL/stream

 

Jeg ved ikke om du har lagt mærke til, at der er kommet men ny vært på kanalen med de ni liv, P8jazz. Julian Svejgaard har taget over for Stine Danving på eftermiddagsprogrammet Jazzoom efter at hun er blevet redaktør på P5.

Stort set samtidigt landede der en plade i min postkasse med trioen Stundom. Her spiller Julian Svejgaard på piano. Han er sammen med Emma Kragh-Elmøe på violin og Villads Hoffman på cittern og mandolin. Trioen spiller ny nordisk folkemusik. De lavede deres første album Vandkanten i 2018.

Det er drømmende smukke numre, der kunne være lydspor til en film, som eks. nummeret Gamle ven. Kammermusik som på titelmelodien Må jeg holde din hånd? Sprudlende folkemusik som på Baronen. Stundom - der betyder af og til - veksler mellem stemninger.

De efterlader et stærkt og tydeligt indtryk i omgangen med instrumenterne. Det er så flydende og logisk. Det er musik, der stikker lidt dybere når musikerne har så dyb en forståelse for lyden og klangen i deres instrumenter. Det er en stærk dansk folkemusik plade, der også giver lyst til, at høre dem live.

Stundom

Mathæus Bech: Optimist (Mathæus Bech) LP/DL

 

Dansk folkemusik og jazz har før vist sig at være en ret genial kombination. Peter Rosendals album Trickster fra sidste år løb afsted med en masse ros, særligt for måden hvorpå de to genrer mødtes. Den samme ros skal hives frem i forbindelse med den unge Mathæus Bechs debutalbum Optimist. Det musikalske udryk er andet end Rosendals.

Bassisten Mathæus Bech henter inspiration i dansk folkemusik, jazz og klassisk musik, hvor jeg med mit begrænsede kendskab til den sidstnævnte genre, dog godt kan høre Carl Nielsen et sted inde i Mathæus Bechs musik.

Han har dedikeret pladen til Palle Mikkelborg som han hylder på nummeret In due time. Den første komposition han nogensinde har skrevet. Det skete efter, at han havde oplevet en opførsel af Palle Mikkelborgs Aura. Pladen er også dedikeret til Mathæus Bechs lærer og mentor mange år, Bo Stief.

Gennem pladen bruger han et fast ensemble af musikere, der suppleres af gæster. Henrik Goldschmidt kigger forbi med oboen på den klassisk inspirerede God’s Funeral. Folkemusikken er med på First Car, hvor violinisten Rune Tonsgaard Sørensen er inde over. Side A afsluttes med Som en sten, hvor bas-sangeren Nicolai Elsberg møder kontrabassen. 

Side B åbner med pladens mest jazzede nummer, At Night, hvor Benjamin Koppel og Jacob Christoffersen er med som gæster. De to sidste numre er geografiske hyldester. Gladsaxe er helt konkret et glad nummer og Himmelbjergsvalsen er som det lille bjerg ved Julsø, en kæmpe i stemning og storhed. Et flot finale på et imponerende debutalbum. Du kan ikke finde musikken på streamingtjenesterne. Til gengæld findes den som download og i en flot nummereret vinyl-udgivelse. 

https://mathaeus.bandcamp.com/releases

Hvalfugl: Øjeblikke vi husker (Hvalfugl) LP/DL/stream

Nu kommer der en anmeldelse som ikke minder nogen af de forudgående 3200 anmeldelser jeg har lavet. 

Anmeldelsen er en frustration over to ting.

Den ene er, at der er alt for får der læser mine anmeldelser.

Den anden er, at der er alt for få der lytter til Hvalfugl.

Det første kan jeg løse ved, at reklamere på Facebook, det er der læserne skal findes. Da bloggen ikke er indtægtsgivende, er det ikke den smarteste løsning i forhold til min privatøkonomi. Jeg kunne også begynde, at skrive lige så godt som jazzanmelderkoryfæer som Dan Turell eller Erik Wiedemann - så ville læserne måske flokkes om bloggen, ligesom duerne gør omkring den tabte hotdog på Rådhuspladsen.

Den anden frustration omkring Hvalfugl skal du - læseren - hjælpe mig - bloggeren/jazzanmelderen - med. Når du læst det her, så finder du musikken på din foretrukne platform - lytter, trækker vejret et par gange og sender en besked til din bedste, næstbedste eller bare en ven og fortæller, at Hvalfugl er det fedeste. Det beder du selvfølgelig også vennen om at gøre. Så må det være muligt, at få Hvalfugl til at overtage 1. pladsen på Spotify hitlisten i løbet af kort tid.

Hvalfugl er noget af det smukkeste der sket for dansk jazz i mange år. Det bliver bare ved. Nu med tredje album, Øjeblikke vi husker. Deres velskabte blanding af nordisk jazz og folk er samme sjældne liga som Kenny Drew og Niels Henning Ørsted Pedersens Duo eller Bremer/McCoy. Musik der bygger bro mellem udspringet, det danske, den nordiske tone, klangen, melodien der er højskolesangbog eller salme, folkemusik og jazzen. 

På tredje album medvirker der som noget nyt, gæster på enkelte numre. Der er kommet trompet (Jakob Sørensen), trommer (Little North’s Lasse Jacobsen) og cello (søstrene Gabriella og Rebecca Carvalho Silva Fuglsig) med. Ellers er det stadig de tre musikere, Jeppe Lavsen på guitar, Jonathan Fjord Bredholt på piano og Anders Juel Bomholt på bas der udgør Hvalfugl og med det nye album har givet et album der er lidt bedre end det foregående, hvilket jeg ikke troede var muligt. Lige fra åbningsnummeret Snefald over fjorden til afslutningen Der hvor alting ender, bliver vi taget med på en bevægende rejse, der nok skal hjælpe os gennem efterårsregn, rusk og coronarestriktioner. 

Hvalfugl

Martin Kirkegaard: Tar Gui (Dafuga Sounds) 2LP/DL/stream

Da jeg sidste år var med til at arrangere den første Moorjazz Festival i Herning, havde vi ganske tidligt et sikkert navn på plads. Han havde ikke udgivet noget og var ikke særligt kendt. Til gengæld vidste jeg, at han var perfekt til intimscenen på 14. etage på gamle Herning Højskole, hvor festivalen blev holdt.

Nu er han endelig aktuel med et helt album, der ovenikøbet er blevet til et dobbeltalbum på vinyl. Martin Kirkegaards tålmodige og kompromisløse måde at skabe musik på, tager tid. Han spiller akustisk guitar, lidt banjo, mundharpe og percussion på albummet.

Musikken er centreret omkring håndværkeren, mødet mellem manden og træet. Stilistisk er det måske mere folk end jazz. Det er melodisk og improviseret guitarmusik. I den medfølgende booklet beskriver Martin Kirkegaard dybdegående om musikken. Her kan man læse om tankerne bag, om det rent musiktekniske, om inspirationerne og mange andre spændende detaljer. Her nævner han så forskellige inspirationer som Abdullah Ibrahim, Ali Farka Touré, Koo Nimo, Bert Jansch, Skotland, Ghana etc. Alle detaljer er med i bookletten om instrumenter og steder, hvor musikken er indspillet; et kolonihavehus i Brabrand og hjemmet i Åbyhøj. Der er også nogle digte i bookletten der hører til de forskellige numre.

Når alt det er sagt, så er musikken både original og personlig. Den flydende og  beroligende kontakt man får med musikken er givende. Martin Kirkegaard finder en kanal direkte ind i min sjæl, hvor jeg uden forbehold tager imod og berøres intellektuelt og følelsesmæssigt.

Tar Gui er et smukt gennembearbejdet udspil, der kan anbefales til mange musiklyttere og i særdeleshed dem, der ikke ønsker at spilde deres tid på overflødige tilfældigheder. Et af årets albums - på tværs af genrer.

Dafuga