Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

mandag, december 08, 2025

SingleNyt JazzNyt Jul 2025

Ingen jul uden nye julemelodier. Når du allerede efter den første uge af december er blevet træt af at høre Michael Bublé, så er det godt at der er friske juletoner. Jazznyt sætter selvfølgelig fokus på nye danske juleudgivelser som du skal forkæle dig selv og familien med i december.


Kira Martini & Mads Mathias: Holiday Romance (Yellow House Music)

Kira Martini & Peter Marott: Advent (Yellow House Music)

Der er dobbelt op fra sangerinden Kira Martini, der har lavet to meget forskellige julesange. Den første er i klassisk great american songbook-stil, hvor Mads Mathias i klassisk croonerstil synger duet med Kira Martini. Den anden handler om Advent, også sunget på engelsk, men ikke så amerikansk i udtrykket. Advent er vist slet ikke noget de kender til derovre. Peter Marotts vellydende trompet serverer den lækreste solo, der matcher Martinis fine vokal.


Knud Romer & Wash Your Dirty Money With My Art: Sidste jul (WYDMWMA)

Duoen Wash Your Dirty Money With My Art har lavet en sand genialitet sammen med Knud Romer. Det der bare skulle have været en single, blev til 8 fortællinger fra Knud Romer, der elsker julen. Er man (som jeg) meget begejstret for Romers selvbiografiske bøger Den som blinker er bange for døden og Kort over paradis, bliver denne udgivelse en kærkommen bonus til hans historier. Den har potentiale til at leve i mange år, hvor den skal findes frem og høres igen som et juleevangelium med klassisk Romersk mørke.


Dødens Garderobe: Julekalender 2025

For 16.(!) gang har trioen Dødens Garderobe med Jeppe Zeeberg på tangenter, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer lavet en julekalender, hvor der hver dag frem til juleaften, kommer en ny sang. Indtil nu har de offentliggjort sange sammen med Søren Siegumfeldt, Signe Mansdotter (skøn og ultralangsom version af Driving home for X-mas), Halfdan Stefansson, Bilal Irshed og Cecilie Strange. Skynd dig at finde dem på Facebook og lyt løs på Soundcloud. Det er så godt!


Hans Ulrik: Christmas Moods (AMM)

Det bliver ikke mere klassisk end det her. Det er 12 år siden, at Hans Ulrik lavede albummet The Christmas Song, der var med danske og amerikanske juleklassikere. Denne gang er det blevet til 5 sange. Lige fra When you wish upon a star til Der ingenting i verden så stille som sne. Du kan godt tænde kalenderlyset, få bagt en bunke æbleskiver og invitere vennerne forbi. Hans Ulrik er det perfekte soundtrack.


Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen: The Christmas Song (Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen)

Nat King Cole, Gregory Porter, Vince Guaraldi Trio (dem med Charlie Brown Christmas pladen), Ole Erling, Hank Crawford og ikke mindst Dexter Gordon har allerede været der. Spillet The Christmas Song. Det kan saxofonisten Mads Ole Erhardsen og bassisten Thomas Sejthen også finde ud af. Erhardsens støvede intime saxofon og Sejthens prunkløse bas er lige præcis det der gør, at man gerne vil høre den endnu en gang.


Local Hero: First day of snow (Local Hero)

Den aarhusianske orgeltrio Local Hero, genbesøger minderne med melodien First day of snow. Der er diskrete bjælder fra Jakob Marker ved trommerne, David Miilmann tager den med ro på guitaren ligesom Rasmus Dahl også spreder julehygge ved orgelet. En skøn ny julemelodi, hvor der hen mod slutningen skrues op for sneen.

 

mandag, december 01, 2025

Coco Chatru Quartet: Lost Christmas (Trygger Music) LP/digital

 

De er Skandinaviens førende indenfor jazzede røverhistorier. Coco Chatru Quartet udgav deres andet album tidligere i år. Nu er de allerede klar med deres tredje udspil. Lige i rette tid til julen. Den legendariske eventyrer Coco Chatru spillede hovedrollen i julefilmen Lost Christmas fra 1932. Filmen blev kun fremvist en eneste gang. Det skete i en lade udenfor Norrtälje. Der var liveband både før og under visningen af filmen. Fremvisningen forløb forholdsvis roligt indtil det udviklede sig tumultarisk med vild dans og håndgemæng. Til sidst brændte laden ned og tog det eneste eksemplar af filmen med sig i flammerne. 


Coco Chatru Quartet har forsøgt at genskabe musikken, der følger filmens historie. Vi er med til hyggen ved pejsen, turen med slæden (inklusive bjælderne), vintergåtur, dans, juledrøm, nisser og selve fejringen af juleaften. Kvartetten med Linus Kåse på alt- og sopransax, Charlie Malmberg på barytonsax, Håkan Trygger på bas og Daniel Kåse på trommer, bjælder, vibrafon og trompet, har lavet en vidunderlig julejazzplade, der smyger udenom de amerikanske standards vi hører hver jul. Det er originalmusik der spilles veloplagt og i en hyggelig cool jazz 50’er indpakning. Et godt svensk alternativ til de juleplader vi hører hvert eneste år.

Coco Chatru Quartet

søndag, december 08, 2024

Jazz på Dansk: Jul 2024 (Termansen Music) digital

 

Kan der føjes noget nyt til julens velkendte melodier? Det kan der når kvartetten Jazz på Dansk med Martin Schack på piano, Michael Olesen på saxofon, Morten Ramsbøl på bas og Morten Lund på trommer kaster sig over 5 julemelodier på EP’en Jul 2024. De lavede for 8 år siden CD’en Jule og vintersange. Den nye udgivelse er en god forlængelse af den. 


Det siger givetvis mest om min alder, at jeg synes at deres version af titelmelodien fra julekalenderen Vinterbyøster fra 1973 er den fedeste på EP’en. Den julekalender har altid været en stor favorit hos mig. Derfor vækker melodien gode minder. Når den bliver jazzificeret i Jazz på Dansk-universet, hvor det swinger og flyder så smukt, så forlanger jeg ikke så meget mere. EP’en afsluttes med en anden julekalenderklassiker, Nu det jul! fra Nissebanden fra 1984. Derimellem spiller de Julen har bragt velsignet bud, Sikken voldsom trængsel og alarm og den svenske Jul jul strålende jul. 


Jul 2024 er et dejligt supplement til gløgg, æbleskiver og ønsket om en hvid jul. Kvartetten er tæt på noget af det bedste der kan opdrives i dansk jazz, når det kommer til, at spille den slags materiale. Glædelig jul.

Streaminglink

lørdag, december 16, 2023

Mads Tolling featuring The Mads Men: Cool Yule (Madsman Records) CD/digital

 

Så er der kommet julepost fra Californien. Violinisten Mads Tolling med de danske aner har udgivet et julealbum. Hans karriere i det amerikanske strækker sig over mange år. Hvor indsatser som fast sideman hos Stanley Clarke  og 2 Grammyer sammen med Turtle Island String Quartet aftvinger respekt. Han har været fast mand i Grateful Dead legenden Bob Weir’s Wolf Bros i de senere år.

Sammen med sin faste gruppe The Mads Men, bestående af Colin Hagan på piano, Gary Brown på bas og Eric Garland på trommer skaber Mads Tolling jazzet julestemning. Han spiller et bredt udvalg af julemelodier. På loftet sidder nissen… er eksempelvis omkranset af My Favourite Things og Santa Baby. Det er mødet mellem det nordiske ophav og den amerikanske nostalgi der er udgangspunktet. 

Mads Tollings “hommage” til Svend Asmussen er en velvalgt kombination af Asmussen The Little Mermaid og Wonderful Wonderful Copenhagen som Danny Kaye gjorde berømt. Tolling har arven fra Asmussen med i den musikalske bagage - men er også sig selv. Der er også en tydelig indflydelse fra folk-musikken i Tollings musikalske snelandskab. Som et spøjst sidekick er Sonny Fredie-Pedersen (kendt fra TV) med på Louis Armstrong-klassikeren Cool Yule. 

Det er en hyggelig juleplade som sagtens kan ledsage indtagelsen af gløgg og klejner. Tolling er en old school spillemand der aldrig forfalder til det sukkersøde eller ligegyldige.

Mads Tolling

torsdag, december 02, 2021

Dynamic: Have a Dynamic Christmas (Dynamic) CD/DL/stream

 

Vokalgruppen Dynamic juler løs med albummet Have a Dynamic Christmas. Tre kvindelige vokaler, sopran, mezzo og alt er sammen med en mandlig baritonvokal. De bakkes op af en velspillende jazztrio med guitar, bas og trommer. Der er dømt flerstemmig sang i meget høj teknisk klasse. Det fungerer rigtigt godt, både når de går helt acapella som med The Christmas Song eller når de drøner afsted med slæden på Sleigh Ride. Det er en blanding af de amerikanske julestandards og et par danske favoritter, hvor Juletræet med sin pynt er ekstralækker med saxofonbesøg fra Jens Søndergaard.


Der er også blevet plads til lidt mindre kendte sager, som Ole Kock Hansens Vintergækker, som Daimi sang på Ole Kock Hansens 1989-album På en grøn bakketop. Ophavsmanden medvirker meget passende på Dynamics version. 


Albummet lukker med Så blev det end’lig jul, som Maria McTurk lancerede for fem år siden. Den er skrevet af Steen Francker og har alle kvaliteterne til, at kunne blive en ny dansk julestandard. 

Frem med æbleskiver og gløgg. Glædelig jul.

Dynamic

onsdag, december 01, 2021

Oddgeir Berg Trio: Christmas came early (Ozella Music) CD/DL/stream

 

Det er timing af den fineste slags, når man udgiver en plade med julemusik lige op til jul. Hvem gider at lytte til eller synge med På loftet sidder nissen med sin julegrød i april, hvor vi glæder os til sommeren?


Den norske trio Oddgeir Berg Trio har samlet en række af julens hedeste melodier. Her er det tydeligt at man i Norge har nogenlunde samme julesmag som herhjemme. Det er melodier som vi herhjemme tror er danske, men som regel kommer fra landene omkring os.


Nu tændes tusind julelys er svensk, En rose så jeg skyde er en gammel tysk melodi, mens Glade jul er østrigsk. Men hov, vi kan jo også herhjemme. Carl Nielsens Mit hjerte altid vanker har også sneget sig med på Oddgeir Bergs juleplade. Det er nordisk klingende triojazz, hvor melodi og hjerte følges ad. Er du en sucker for melodisk triojazz og jul, så er jeg sikker på, at du bliver begejstret.

Oddgeir Berg Trio

fredag, december 14, 2018

Kristin Korb: That time of year (Storyville/DoubleK Music) CD/DL/stream

De amerikanske julestandards er efterhånden også en del af den danske jul. Ligesom nisselandskabet med togbanen stilles op, så findes julepladerne også frem hjemme i jazzblogger-boligen. Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall er altid sikre. Hvert år kommer der lidt nyt til. I år er Kristin Korb’s That time of year en af dem, der i fremtiden vil blive fundet frem igen og igen.

Den i Danmark bosiddende amerikanske bassist og sanger Kristin Korb har lavet en plade med et udvalg af knapt så nedslidte julesange, selvfølgelig suppleret med enkelte særdeles velkendte julegodter. Winter Wonderland, Christmas time is here og Santa Baby er f.eks. blandt de kendte juleklassikere, der på Korb’s plade får et ekstra drys julesne, med tilføjelsen af Mathias Heise’s vidunderlige mundharpe. Santa Baby er en duet mellem Korb og Heise, der i et tungt blueset tempo byder på jazzede improvisationer og fraseringer så dybe som skorstene.

Kristin Korb’s sædvanlige samarbejdspartnere, Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer holder deres sædvanlige høje niveau. Det er jazzet juleswing med masser af hygge, knas og kærlighed. God jul.

lørdag, december 01, 2018

Stefan Pasborgs 10” vinyl serie

Hen over året har Stefan Pasborg udgivet en række vinyler, med forskellige projekter, hvor han på den ene eller anden måde indtager en central rolle. Det med vinyl er helt bogstavligt. Musikken bliver ikke tilgængelig på CD, download eller streamingtjenesterne. Det hele kulminerede i denne uge, hvor den sjette og sidste plade udkom. Derudover er der en artikel om Stefan Pasborg og projektet i det legendariske amerikanske jazzmagasin DownBeat.

Ibrahim Electric: The Xmas Album (Pasborg nr. 6)
Den sidste plade er med Ibrahim Electric, hvor Pasborg gennem 10 år har joket med, at ville lave en plade udelukkende med julemusik. De andre to medlemmer Niclas Knudsen og Jeppe Tuxen var bange for at det blev for corny. Men Pasborg kan godt lide corny. Det er kærligheden til både Booker T & The MG’s og Pasborgs store helt Elvis Presley, der får en tur i den corny julekane. Stefan Pasborg springer ud som Elvis-impersonator på Blue Christmas, hvor han synger sammen med Marie Bach Hansen. Pladen lukker ned med Wham’s Last Christmas i et vidunderligt uptempo beat, der burde fylde juledansegulvet. Ibrahim Electrics The Xmas Album er ganske enkelt uundværlig i enhver julepladesamling. At Sleigh Ride og Winter Wonderland også får en vidunderlig omgang trækker kun op. Ledestjernen lyser elektrisk over Ibrahim. 

Stefan Pasborg: Morricone feat. Adi Zukanovic & Lars Bech Pilgaard (Pasborg nr. 1)
Den første udgivelse indeholder musikken fra Det Kgl. Teaters teater-koncert Morricone fra 2016. Den skarpe læser vil nok tænke at de har læst om pladen på Jazznyt.com, hvilket også er sandt, da jeg plagede Stefan Pasborg om en demo-CD, som jeg skrev om i januar 2017. På vinyl-pladen er der tilkommet et par ekstra numre. Det ændrer dog ikke på det faktum, at højdepunkterne For a few dollars more og The Ecstasy of Gold, lavet af Ennio Morricone til de berømte spaghetti-westerns med Clint Eastwood, er suveræne med twangy guitar og corny keyboards. Det er både storladent og bestialsk. 

Stefan Pasborg: Love me tender feat. Mikko Innanen, Liudas Mockunas & Nicolai Munch-Hansen (Pasborg nr. 2)
Et af mine favorit-projekter med Stefan Pasborg er Free Moby Dick. Der kom en plade med dem i 2012, der var medvirkende årsag til at jeg valgte Pasborg som den første Jazznytprismodtager. I bandet kombinerer Pasborg Elvis Presley med Alber Ayler. På den aktuelle plade hører vi kvartetten i en indspilning fra Tampere i Finland i 2013 og fra Coimbra i Portugal i 2014. Vi præsenteres for Love Me Tender fra begge steder. To indspilninger de er med til, at vise kvartettens store organiske kvaliteter, hvor fri improvisation er omdrejningspunktet. Innanen på barytonsax og Mockunas på tenorsax var sammen med den afdøde bassist Munch-Hansen og Pasborg afsindigt fede når de nænsomt og med stil slagter hellige rock-køer som Led Zeppelin’s Out in the tiles, The Doors’ Crystal Ship og Tom Waits’ Johnsburg, Illinois.

Polkadelic Bebop Trio: 1997 (Pasborg nr. 3)
To af udgivelserne har overrasket mig ret voldsomt. Den første er med Polkadelic Bebbop Trio, der udover Pasborg bestod af Jonas Müller på piano og müllerfon og Jonas Westergaard på bas. Den over 20 år gamle indspilning udkom oprindeligt på en demo-CD. Trioen udsprang fra det rytmiske musikkonservatorium i København. Jonas Müller havde lavet nogle ukonventionelle arrangementer af klassiske danske sange som Hønsefødder og gulerødder, Højt på en gren en krage og Ritsch Ratsch Filionggongong. De suppleres med Blues for Hindemith, som trioen spillede på Leverkusener Jazztage i 1997 i en jazzkonkurrence for musikere under 26 år. Müller vandt komponistprisen og Pasborg vandt solist-prisen. Som Pasborg skriver i cover-noterne, så betyder konkurrencer ikke noget for ham. Men for den 22 årige konservatoriestuderende gjorde det alligevel en forskel. Lyt til pladen, hvis du skal høre en trio, der spiller pæredansk, ubundet og eventyrlystent.

Stefan Pasborg: Man-The-Man feat. Emil de Waal & TS Høeg (Pasborg nr. 5)
Den anden store overraskelse er den her plade, hvor Pasborg mødes med instrumentkollegaen Emil de Waal og “The icing on the cake” TS Høeg på altsax, keyboard og transportabel grammofon. Samarbejdet mellem de tre er ret nyt. De tager udgangspunkt i den tyske duo Deutsch Amerikanische Freundschaft eller DAF, der i starten af firserne lavede nogle klassiske elektroniske kult-hits som Kebab Träume og Der Mussolini. På nummeret Daf Daf bruger trioen et bas loop lavet af DAF. Det er heftigt, tungt og tyskersvedigt. At trioens musikere er mere jazz end elektroniske musikere kommer til udtryk i de knapt så dansevenlige og afvigende påhit, der dukker op undervejs. På Man-The-Man “rapper” TS Høeg som var han en undergrundsrapper i midt-firserne. Det er en fest af den slags, som afsporede jazzlyttere som jazzbloggeren elsker at lade krop og hjerne svømme rundt i.

Stefan Pasborg: Solo (Pasborg nr. 4)
Den sidste plade, der var den fjerde udgivelse, er en soloplade. Det er rendyrket Pasborg. Kun trommestikker, metal og skind. Hen over to pladesider improviserer og spiller han helt frit. Øjeblikkets kunst. Det er den komprimerede Stefan Pasborg. Alt andet er skåret væk. Den er måske hele seriens vigtigste udgivelse. Det er her, hvor vi hører helt rent og uden forbehold, hører alt det som er med til, at gøre de andre fem plader så fede. Stefan Pasborg er en kompromisløs kunstner, der eksperimenterer og omsætter eksperimenterne for lytterne. Det er spændende at blive lukket ind i Stefan Pasborgs inderste, der hvor trommeslageren åbner op og lader musikken, lyden og kunsten strømme ud.

Det her er en meget let anbefaling. Køb dem allesammen. Samlet set er det en kunstnerisk manifestation og præstation i sin egen klasse som Stefan Pasborg har skabt. Alle pladecovers er illustreret af Rasmus Meisler, der har været fast cover-illustrator for Stefan Pasborg i mange år.

onsdag, december 06, 2017

Michael Sunding feat. Mads Vinding: The melodies of Nordic Christmas (Gateway) CD/DL/stream

Da Michael Sunding skrev til mig, at han havde en juleplade på vej, så tænkte jeg ikke kun at det var herligt. Jeg begyndte at glæde mig. Han er atter sammen med Mads Vinding ligesom på The Melodies of Carl Nielsen fra 2015. Det var et smukt og velspillet album. Det samme gør sig gældende med The Melodies of Nordic Christmas. Her har de kastet dig over et repertoire af nordiske julesalmer. De salmer som er en del af julefolkedybet.

Sunding er nænsom og ydmyg, når han nærmer sig de melodier, som mange bærer i hjertet og finder frem en gang om året. Han tager melodien, løfter den op og improviserer over melodiernes temaer og indhold. Mads Vinding er diskret i sit elegante akkompagnement. Mine favoritter er de mindre slidte salmer som Mit hjerte altid vanker og Maria gennem torne går. Kendinge som Santa Lucia og Glade Jul er i hver sin ende af skalaen i forhold til julefreden og det virker. 

Til sidst på pladen lancerer Michael Sunding sit eget bud på et ny sang, der kan synges når vi tager turen rundt om træet. Rundt om træet, rundt i ring er med tydelige nordiske rødder og er ikke en decideret julesalme. Det er en vuggende og let munter sag, der sagtens kan synges lige før Højt fra træets grønne top. 

tirsdag, december 05, 2017

Maria McTurk & Torben Kjær Kvintet: Det eneste jeg ønsker… (Gateway) CD/DL/stream

Julen er fuld af gode melodier, som vi år efter år overspiser indtil ørets indre bukseknap ikke længere kan holdes tilbage. Vi kan så bruge de næste 11 måneder på at sy bukseknappen i igen. Det er dejligt at fylde sig med velkendte kalorier. En gang i mellem er det også dejligt at fylde sig med noget der virker velkendt, men alligevel ikke er smagt før. 

Det gør sig i høj grad gældende med Maria McTurk & Toben Kjær Kvintets nye juleplade Det eneste jeg ønsker, der indeholder 10 nye julesange. Eller "nye" er måske lidt misvisende. Det er melodier, som har ligget i en skuffe siden 60'erne og 70'erne. De er skrevet af Steen Francker, der er søn af Otto Francker. Det er ikke så svært at høre, at sønnen har lyttet til faderens velskårne melodier, hvor Dansevise og Jeg snakker med mig selv står som funklende stjerner i det forrige århundredes pop-overflow.

Sangerinden Maria McTurk er nok ikke kendt af så mange. Hun er dog en ganske erfaren sangerinde der sammen med en kvartet bestående af Torben Kjær på klaver, Henrik Bay på guitar, Niels Wilhelm Knudsen på bas, Niels Flipper Stuart på fløjte og tenorsax og Janus Templeton på trommer fanger melodiernes altmodische stemning. Der er Julebossanovaen. Der er den melankolske Julen uden dig, der gudskelov følges op af Nu falder julesneen hvid, hvor optimismen og det gode humør atter dukker op. 
Det eneste jeg ønsker er et velkomment og vedkommende juleudspil. Glædelig jul!

tirsdag, december 13, 2016

Jesper Bodilsen: Santa Claus is coming to town (Up Art Records) >> Nils Landgren: Christmas with my Friends V (ACT)

I den forgangne uge så jeg på Facebook, at Jesper Bodilsens juleplade var månedens plade i Italiens største jazzmagasin Musica Jazz. Det er ikke så lidt af en præstation for en plade, der har fire danske julemelodier på tracklisten. Nu er det jul igen er en gløggende duet mellem Bodilsen på bassen og Peter Rosendal på flugabone. En rose så jeg skyde er igen en duet med Rosendal. Nu er han dog ved pianoet og Bodilsen spiller melodien på bassen i bedste NHØP stil. På loftet sidder nissen er med Bodilsens ni årige datter Marie i hovedrollen som sangerinde. Der er højt tempo med Regin Fuhlendorff på sigøjnerguitar og Francesco Cali på accordeon, hvorefter Claus Waidtløw sætter ind på saxen, skruer tempoet ned og giver nissen og rotterne en omgang swing. 

Som om det ikke var nok, så kigger Mads Mathias forbi på juleklassikerne Let it snow, Christmas time is here, Have Yourself a merry little Christmas og en særdeles vellykket version af titelnummeret Santa Claus is Coming to town. Mads Mathias er I topform, når han får lov til at croone julens jazzklassikere. Den italienske sanger Joe Barbieri kigger forbi på et par italienske julemelodier. Mo vene Natale er iklædt en bossa. Den er helt forrygende og knapt så julet. Jesper Bodilsen har lavet en skøn juleplade sammensat af det der er jul for ham. Den kommer til at holde mange år frem. 

Det gør Nils Landgrens femte Christmas with my friends-plade til gengæld ikke. Den første i serien fra 2007, var en skøn æske med udvalgte og eksklusive fyldte chokolader. Den nye plade er blevet til en rutineomgang. Fire forskellige kvindelige vokalister, lidt sax og selvfølgelig Landgrens røde trombone. Versioneringen af Härlig är jorden er mildest talt kedelig og lige ud af salmebogen. Måske skulle Landgren finde på et andet julekoncept, for han synger faktisk ret fedt.

onsdag, december 07, 2016

Martin Schack: Jazz på dansk Jule- & Vintersange (Gateway)

En ægte dansk jul indeholder konfekt, ris a la mande, flæskesteg og fælles familieopvarmning foran fjernsynet, hvor Jesper Fårekylling synger Når du ser et stjerneskud. At sidstnævnte først blev koblet på den danske jul i 1967 og, at det er en amerikansk sang, der er lavet til en film om en trædukke, spiller ingen rolle. Den hører til den danske jul. Basta! Så selvfølgelig har Martin Schack taget den med på det nye album i Jazz på dansk serien. Vi præsenteres for en række danske jule- og vintersange og så lige Når du ser et stjerneskud, der som den eneste er med sang. Det er selvfølgelig mr. Jesper Fårekylling himself, Bjørn Tidmand der noget så smukt synger sangen, med en moden og småjazzet frasering.

Nå men sådan forholder det sig også med Santa Lucia, der ikke er en dansk, men en napolitansk folkesang. Sikkert og roligt er den blevet en integreret del af den danske (og svenske) jul. Den er så ikke med sang. Til gengæld er den lavet om til en second line shuffle, der kunne gå gennem New Orleans gader. Pianisten Martin Schack omgiver sig med Morten Ramsbøl på bas, Michael Olsen på saxofon og Morten Lund på trommer. Schacks nænsomme arrangementer giver den danske julesangskat en kærlig og jazzet overhaling. Det er hvidt herude, Sneflokke kommer vrimlende og I sne står urt og busk i skjul er fra vintersangerepertoiret. I sidstnævnte indleder Morten Ramsbøl med en bassolo, hvor han improviserer over melodien. Herefter samler kvartetten sig om nummeret, hvor Michael Olsen og Martin Schack får vindens susen på afstand, så vi kommer ind under sneen og hygger os sammen med urt og busk.

Pladen lukker ned med Vær velkommen herrens år og min julesalmefavorit Dejlig er jorden. Pladen er både dejlig og velkommen. Martin Schack har lavet anbefalelsesværdigt soundtrack til jul og vinter. Julehyggen er sikret.

onsdag, november 30, 2016

Dødens Garderobe: Julealbum 2016

For syvende år i træk udgiver Dødens Garderobe et julealbum. Hver dag frem mod jul, bliver der offentliggjort et nyt nummer. Den fungerer som en julekalender. Så derfor vides det endnu ikke hvad og hvem der gemmer sig bag lågerne. 

De tre musikere i Dødens Garderobe, Jeppe Zeeberg, Nicolai Kaas Claessen og Rune Lohse har tidligere haft prominente gæster som f.eks. Ned Ferm, Lars Bech Pilgaard, Jesper Zeuthen, Laura Toxværd, T.S. Høeg og Kresten Osgood. Mon ikke vi kan forvente noget i samme klasse i år. Trioen lover at det bliver musik. Jazz, klassisk, punk, folk, lyrik etc.

Du kan tilmelde dig mailiinglisten, så får du tilsendt et nummer hver dag. Du kan også følge Facebooksiden.
Julealbummet favner bredt og Dødens Garerobe ser det både som et community-projekt og et forsøg på at nedbryde grænser mellem genrer og musikere. Det er en hyldest til kunsten og den sammenhæng den skaber mellem mennesker - hvilket der er mere brug for nu end nogensinde.

Tilmeld dig mailinglisten:
Følg med på Dødens Garderobes Facebook:
Hør alle tidligere julealbums her:

tirsdag, november 29, 2016

Marie Lind: Christmas Time (Gateway)

De klassiske amerikanske julesange indeholder i mange tilfælde, samme melodiske substans og kvalitet som de melodier, der er kendt som jazzens standards. Melodierne stammer ofte fra film og musicals og har en aura af noget trygt og velkendt over sig. De har efterhånden sneget sig med ind i fejringen af den danske jul og er lige så uundværlige som juletræet, der kommer fra Tyskland og julemanden,  der kommer fra Tyrkiet. 

Sangerinden Marie Lind har netop udsendt denne plade med 10 juleklassikere. Hun har bl.a. erfaring fra musicalgenren, hvilket ikke fornægter sig i måden hun synger på. Det er velklingende og rent som den hvide sne. Det er meget pænt og ganske ufarligt. Hun omgiver sig med den velspillende Vestbo Trio, med guitaristen Michael Vestbo i spidsen. Pianisten Mathias jæger supplerer på klaveret. 

Der er de gennemtravede klassikere som Winter Wonderland og The Christmas Song. Den mere sjældent hørte Marshmallow World og en nyere sag som Mariah Carey’s Christmas time is in the air again, samt en enkelt nyskrevet sag af Marie Lind. Pladen kan anbefales som et slå-mave soundtrack i kalenderlysets skær, efter man har spist for mange æbleskiver. Glædelig jul.

mandag, november 28, 2016

Danish Radio Big Band: Jazzin’ around Christmas (Storyville)

Gennem flere år har DR Big Bandet turneret ved juletid med et julerepertoire. Nu er der så endelig kommet en plade med de mange lækre arrangementer af julens amerikanske klassikere. Vi præsenteres for 10 forskellige sangere i selskab med big bandet. 

Sinne Eeg serverer en ægte julelækkerbisken med hendes udgave af Jingle Bells. Det er gennemført rensdyrswing. Julejazz kan være meget forskelligt, som DR Big Band heldigvis også viser på pladen. Der er gospelsiden, hvor Miriam Mandipira smukt synger I pray on Christmas. Der er Steve Wonder-jul med Niels HP og This Christmas. Der er deepsoouljul med Ola Onabulé og Deck the halls. Der er Cæcilie Norby og Claude Thornhill’s Snowfall. Der er amerikansk lurendrejerjul med Curtis Stigers og It’s beginning to look a lot like Christmas. Der er sfærisk jul med Palle Mikkelborg og When You wish upon a star. 

Min absolutte favorit er dog pladens eneste original komposition, som Mads Mathias står for. Den har været på repertoiret ved de mange julekoncerter, som han har spillet med big bandet. Mads Mathias’ funky Chop Chop (The Xmas tree) er en festsag, hvor Mads Mathias får mig til at swinge gennem hele december. Big Bandet spiller driftsikkert og julet under ledelse af amerikaneren Dennis Mackrel. De har lavet en plade, der med sikkerhed vil indfinde sig på min playliste hvert år, når det bliver december, sammen med favoriterne med Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall.

tirsdag, december 01, 2015

Dødens Garderobe: Julealbum 2015 (Dødens Garderobe)

Nu er det jul igen. Det er traditionernes højtid. Der skal hænges lyskæder på oldefar henne på plejehjemmet. Den årlige parforholdstest skal tages, først ved julefrokosten i firmaet og siden ved de mange julefridage. 

Endnu en tradition er den musikalske julekalender fra Dødens Garderobe. For sjette gang har Jeppe Zeeberg sammen med Rune Lohse og Nicolai Kaas Claesson lavet et julealbum. Der kommer et nyt nummer hver dag fra 1. december til juleaften. Dødens Garderobe fungerer som husorkester og har en ny hemmelig gæst med hver dag. Hvis man kigger på på de tidligere års udgivelser, så er det cremen og lidt til fra jazzens undergrund der kan høres. 

Tidligere albums kan høres her: soundcloud.com/d-densgarderobe/sets

Få en ny sang tilsendt hver dag: http://eepurl.com/9exiT


Eller følg Dødens Garderobe på Facebook: facebook.com/dodensgarderobe

søndag, december 07, 2014

Nils Landgren: Redhorn Collection (ACT) >> Nils Landgren: Christmas with my friends IV (ACT)

I guder hvor har Nils Landgren ofte pisset mig af. En af grundene er selvfølgelig, at der kommet mange plader af meget forskellig kvalitet fra manden. Altså både godt og skidt. Jeg er med andre ord gået skeptisk til lytningen af den dobbelte opsamlingsplade, der breder sig ud over de 20 år, hvor Landgren har været tilknyttet de tyske pladeselskab ACT. Første CD er i den funky afdeling - mens den anden indeholder de blødere sager. De sidste var jeg klar til at sende på destruktionsanstalten, inden jeg havde et eneste pip fra Landgrens røde trombone. Shame on me!

Landgren er ikke bange for at kaste sig over musikalske relikvier som Stings Fragile, Lennons Imagine eller Abbas Knowing Me Knowing You. Ja gu’ fanden bliver det banalt. Men han byder ind med noget personligt og gennemmusikalsk, der ikke kan afvises som det rene fis. Når han laver discoklassikeren I will survive om til en funkballade, grænser det til genial frækhed. Det lyder så fedt. Pladen lukker ned med Oleta Adams’ hit Get here fra 1988. Det er et outtake fra Landgrens seneste plade. Her viser Landgren endnu en gang sine jazzede popevner.
Den første plade med de funky sager rummer bl.a. coverversioner af gamle hits som Stuff like that, Ain’t nobody og en mindre ventet variant af The Doors’ Riders on the storm. Landgren omgiver sig med nogle sublime musikere og denne udgivelse kan anbefales til jazzlyttere der vil underholdes med poppet og funky jazz. Det fungerer næsten hele vejen.

Nils Landgren er også aktuel med sit fjerde julealbum, hvor han traditionen tro har inviteret gode venner med på pladen. Denne gang foregår det i studiet. Vi får såmænd både Whams Last Christmas og O helga natt. Det er blevet intim plade, hvor det musikalske akkompagnement udgøres af trombone, saxofon, bas og guitar. Sangerinderne Sharon Dyall, Jeanette Köhn og Ida Sand er sammen med Landgren i den vokale front. Det er hyggeligt som duften af gran og appelsiner.

tirsdag, december 03, 2013

Jacob Fischer: X-Mas Friends (Gateway) >> Hans Ulrik: The Christmas song (Stunt) >> Book of Sounds: Christmas Single (Soundcloud)

Julen står for døren. Det er tid til at finde julemusikken frem igen. For os med hang til jazz, er der flere gode nyheder i år. Jacob Fischer har gennem flere år turneret med swingende julejazz i december måned. Nu er der kommet en plade med herlighederne. Julen har sine standards. Dem snydes vi ikke for på pladen. Have yourself a merry little christmas, Rudolph The rednosed Reindeer, Santa Claus is coming to town og I’ll be home for christmas er blandt dem. Herudover er der sneindhyldede klassikere som Det er hvidt herude og Skal vi klippe vore julehjerter sammen. Fischer har et stort publikum i Sverige, så de får en hilsen med på vejen med Karl-Bertil Jonssons julafton. Søren Banjomus alias Skille-ma-din-ga-du får en herlig sambaoverhaling. Fischer er ukueligt skarp på guitaren. Den svigter ikke på noget tidspunkt. Sneen daler ned over land og klejnerne fortæres. Det er ganske enkelt hyggeligt. Ligesom sne er det der får julen til at føles helt speciel, har FIscher taget altsaxofonisten Christina von Bülow med som det helt specielle, der får denne juleplade til at indskrive sig i den række af gode julejazzplader jeg vil tage frem hvert år.

Tenorsaxofonisten Hans Ulrik er sammen DR Big Band rytmegruppen: Henrik Gunde (piano); Kasper Vadsholt (bas) og Søren Frost (trommer) på albummet The Christmas Song. De hygger sig med julemusikken efter samme skabelon som Fischer med nogle amerikanske julestandards; Winter Wonderland, Have yourself a merry little christmas (igen) og Rudolph The Rednosed Reindeer (igen). Hans Ulrik har til gengæld kastet sig over nogle danske salmer Dejlig er jorden, Julen har bragt velsignet bud etc. og et par engelske Greensleeves og Hark! The herald angels sing. Derfor er det også en noget anderledes plade som Hans Ulrik har lavet. Men det er ikke kun på grund af salmerne at det er anderledes. Søren Frosts New Orleans-farvede second line trommer er sammen med Gundes rå Rhodes-piano med til at give julen en anden klang. Hans Ulrik er som vanligt ufejlbarlig og stemningsfyldt lækker i tonen (hør bare Greensleeves). The Christmas Song skal sættes på, når der skal fut i køkkenet i juledagene. Når gåsen er i ovnen og klejnerne skal løbes væk.

Anders Provis’ kvartet Book of Sounds har lavet julesinglen Christmas Single, der er tilgængelig på Soundcloud. Det er Far til Fire klassikeren Til julebal i nisseland, der får en frisk freejazzoverhaling. Nils Bo Davidsen er den gamle julemand på bassen, Provis er nissen på trommerne, der løber rundt og driller. Anders Banke og Albert Raft på hver deres tenorsaxofon er kat og mus, der leger rundt på loftet. Må julen vare længe og være fuld af jazz. Book of Sounds sikrer at det ikke kun er swing og straight jazzere, der får en god jul. Tak for det og glædelig jul!

Jacob Fischer: jacobfischer.dk
Hans Ulrik: sundance.dk

Jazznyts fem all-time julefavoritter:
1. Frank Sinatra: A jolly Christmas from Frank Sinatra (Capitol 1957)
2. Elvis Presley: The Christmas Album (RCA 1957)
3. Bugge Wesseltoft: It’s snowing on my piano (ACT 1997)
4. The Ramsey Lewis Trio: Sound of Christmas (Argo 1961)

5. Den Danske Salmeduo: På stjernetæpper lyseblå (Aeromusic 2011)

mandag, november 28, 2011

Den Danske Salmeduo; På stjernetæpper lyseblå (Aero Music/Pladekisten)

Det er næsten en måned siden at jeg modtog dette album til anmeldelse. Jeg må blankt erkende at jeg ikke har brugt den seneste måned til at lytte på pladen. Den indeholder nemlig 16 julesalmer. Jeg kan simpelthen ikke gå og lytte til julesalmer i november måned! Så da weekenden startede med den første søndag i advent blev pladen smækket på. Med det samme kunne jeg høre at Den Danske Salmeduo har lavet et julehit! 

Deres forrige album De dybeste lag fra 2009 var et fantastisk album med pesonlige og jazzede fortolkninger af 15 kirkehits. Der var mange af salmerne jeg ikke kendte. Sådan forholder det sig ikke denne gang. Her er mange af de salmer som vi finder frem år efter år

Ligefra den sikre Dejlig er den himmlblå til mindre kendte salmer som Venner! sagde Guds engel blidt. Pladen indeholder en ferm blanding af det kendte og mindre kendte. Her kan der både nynnes med og ind i mellem nydes. Christian Vuust betjener sig både af klarinet, basklarinet, tenor- og sopransaxofon mens Hans Esbjerg har nok i klaveret. De to har en særlig evne til, at komme ind under huden på selv de mest kendte (og slidte?) salmer. Via deres improvisatoriske kunnen arbejder de med dyb respekt for det oprindelige materiale samtidig med, at de frembringer nye vinkler på salmerne.


De har lavet en juleplade der kan holde mange jule. Det er ikke klæge og fedtede fortolkninger af kendinge. Men stor balancekunst. Jeg ved at jeg kommer til at høre denne plade rigtigt mange gange i den kommende måned. Sandsynligvis med lige stor fornøjelse hver gang.
dendanskesalmeduo.dk

søndag, november 28, 2010

Maria Carmen Koppel: A merry little christmas (Cowbell)

Så er det jul
Mens disse linjer skrives daler sneen ned udenfor. Planen er at julepyntekassen skal findes frem i dag og at der skal pyntes op. Børnenes julepynt, de lavede til SFO-arrangementet i torsdags ligger klar i vindueskarmen til at indgå i dette års Complete X-mas Makeover af hjemmet.
Marie Carmen Koppels juleplade A merry little christmas får ikke bedre rammer at blive anmeldt under. Hun har valgt 10 klassiske julemelodier på engelsk. Det er jo en ret så lige til affære for Marie Carmen Koppel at lave en juleplade, hvor traditioner er til for at blive holdt. Hun har etableret sig som en af de førende gospelsangerinder herhjemme, mens hun også flirter med jazz, r'n'b og pop. Så der er ligesom fundet brænde frem til kakkelovnen der holder den traditionelle julemusik varm.
Pladen indledes med Silent night og undervejs præsenteres vi for andre klassikere som Oh holy night, The Christmas song og White christmas. Marie Carmen Koppel går efter traditionerne og har heller ikke problemer med at levere det forventede. Ind i mellem rystes mit jazzlegeme også hjerteligt, som når hun midt i White christmas efter at have foredraget den helt efter gospelbogen, swinger løs med Dan Hemmer på hammond-orgelet.
Bonusinfo:
Marie carmen Koppel er på turné med julemusikken det meste af december måned.
Marie Carmen Koppel: www.mariecarmenkoppel.dk