OTOOTO: 2nd Quake (April Records) LP/CD/digital

Det er deres tredje plade og alligevel kalder de den for 2nd Quake - og ikke Quake II - men det er også noget helt andet. Det lyder som OTOOTO version 2. Det er der en særdeles god grund til. De har inkluderet Sofie Birch med på 6 af pladens 8 numre. Hun har stor erfaring fra den elektroniske musik, hvor hun siden 2017 har lavet 9 albums i eget navn. Lige præcis den tilføjelse er den direkte anledning til, at 2nd Quake måske er det bedste OTOOTO album.

 

Lyden af Sofie Birchs analoge synthesizer kombineret med Jonas Dues trompet og flygelhorn og Oilly Wallace’s altsax og fløjte er en lækker kombi. Som det feks. høres på den småsymfoniske Runge, hvor Sofie Birchs operalignende vokal er med til, at løfte den helt op. 

Jeg kan også høre det dejligt poppede nummer, B5 igen og igen. Mathias Petri kører en basgang, som Peter Hook fra New Order kunne gøre det. 

2nd Quake er vellykket som et samlet album. Her er et musikalsk narrativ, en idé om et eventyrligt musikalsk landskab. Pladen byder på den ene perle efter den anden. Det kan være Arch med den hidsige synth-afslutning eller den bløde afslutter, Lace, der som en anden vuggevise sender albummet i seng. Det er meget let at anbefale 2nd Quake til jazzlyttere med hang til kvalitetspop, organiske synthesizerlyde og blæsere.

Bandcamp

 

Heine Hansen/Lasse Mørck/Jeppe Gram: Live at Harders (Heine Hansen/Lasse Mørck/Jeppe Gram) digital

 

Det er fynsk jazzfinesse når Heine Hansen på klaver, Lasse Mørck på bas og Jeppe Gram på trommer sætter hinanden stævne på spillestedet Harders i Svendborg. De har alle tre tilknytning til Fyn og en stor kærlighed til amerikansk jazz, som den kan lyde når Thelonious Monk sidder ved klaveret. Vel at mærke med det hensyn, at de befinder sig i nutiden, på Fyn og blander brasilianske Antonio Carlos Jobim ind i foretagendet. 

De spiller Teo, Ugly Beauty og Evidence fra Monks repertoire og O grande Amor og Chega de Saudade fra Jobims hånd. Det giver en god vekselvirkning, der ikke fremstår påtaget. Trioen har deres egen lyd, som de bærer gennem musikken. Det er en ubetinget stor fornøjelse at høre triojazz spillet så overskudsgivende og flydende. 

Hansen, Mørck og Gram kan deres jazz og deler den kærlighedsfuldt med os. At de slutter albummet med Miles Davis’ udødelige All Blues fra Kind of Blue albummet gør det ikke dårligere - tværtimod.

Link til streaming

Årets bedste danske jazzudgivelser 2024

 

For nylig læste jeg, at hver eneste dag udgives der lige så meget ny musik, som der gjorde i hele 1989. Den digitale eksplosion, hvor næsten al musik udkommer på platforme som Spotify eller Tidal, stiller ekstreme krav til overbliksevnerne. 

Her vil jeg påstå at jeg har overblikket over lyden af dansk jazz. Der er ikke gået en dag i 2024, hvor dansk jazz ikke har været på min lytte radar. Der er kommet over 200 nye udgivelser, hvor jeg nok har skrevet om halvdelen her på bloggen. Den anden halvdel har jeg også hørt - men ikke haft tid til at skrive om. 

Dansk jazz er inde i en eksplosiv udvikling. Den er mere end nogensinde splittet i mange retninger. Det er mit ydmyge ønske at jeg med min blog Jazznyt, kan guide jazzinteresserede på vej i junglen. 

I år er det 21. gang, at Jazznyt laver en liste over de bedste danske jazzplader. Pladerne er listet op i alfabetisk rækkefølge. De er udvalgt ud fra mange krøllede kriterier; nyt, overraskende, bevægende, originalt, personligt, fedt (nok det vigtigste kriterium) og noget jeg vil anbefale til andre at bruge lidt tid på, at lytte til. 

Alawari: Leviathan (April Records)

Vildskaben er der skruet ned for. I stedet er der skruet op for stor, fyldig nærmest symfonisk lyd og stemning. Albummet er afvekslende, original (de lyder ikke som andre i dansk jazz), bevægende og gennembearbejdet. 

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer)

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, som hun har dedikeret musikken til, for musikken og for lytteren.

Antonio Dayyani: Trop op (April Records)

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke stemninger går lige i hjertet på mig. Som der står i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Carsten Dahl Golden Ratio Trio: Interpretations The Norway Sessions (Storyville)

Carsten Dahl siger at han er en åndelig arkæolog, der leder efter lyden af træets rødder. Han er sammen med Daniel Franck på bas og Jakob Høyer på trommer. Det er i samme vibe som Keith Jarrett - og alligevel, er det umiskendeligt meget Carsten Dahl - og der er ingen der er bedre til at spille Carsten Dahl end Carsten Dahl.

Clothing Club: Fresh Fade (Blikflak)

En trommeslager der er rundet af hip hoppen, en pianist med et stort melodisk hjerte og en bassist der har en krop lavet af et groove. Det lyder næsten for godt til, at være sandt. Det findes i virkeligheden. Det hedder Clothing Club og kommer fra Aarhus. Dem bliver jeg ikke færdig med foreløbig - jeg er klar til et længerevarende forhold. Er Clothing Club også klar?

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records)

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free)

Lars Fiil har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier. Den har sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) 

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale.

Smag På Dig Selv: SPDS (Stunt)

Har man været til koncert med trioen Smag på dig selv og mærket deres utæmmelige energi, så burde man være tilfreds med bare at kunne mærke halvdelen, når man skal høre dem på anlægget eller i sine hovedtelefoner. Men sådan forholder det ikke med dem. De har taget energien med i studiet og lader den eksplodere i ørene på den sagesløse lytter. Det er uden tvivl den vildeste energiudladning i dansk jazz i adskillige år.

Søren Skov Orbit: Adrift (Frederiksberg Records)

Søren Skov er en jazzsaxofonist for jazzens connoisseurs. Han har fundet inspiration fra så forskellige folk som Albert Ayler, Archie Shepp, Hans Dulfer og såmænd også John Gilmore og Yusef Lateef. Det er spirituelt og dybt. Det er opløftende og stemningsfuldt. Peder Vinds piano med en klang der er off og rå, passer perfekt ind i lydbilledet der har en vild og intens autencitet.

Dusko Goykovich: Doo’s Blues (sdban) LP/digital

 

I februar 1967 indspillede Bent Jædig pladen Danish Jazzman 1967, der på denne matrikel betragtes som en af de vigtigste danske jazzplader fra 60’erne…overhovedet. Der kom heller ikke så mange, vil den kyniske betragter måske sige. Det ændrer ikke på det faktum, at Jædig som 31 årig samlede et hårdt hold af danske musikere for at spille Jædigs musik - og så havde han taget en god ven med fra de år, han havde tilbragt i Tyskland, den jugoslaviske trompetist Dusko Goykovich. De lavede europæisk jazz til tiden.

Goykovich havde skrevet to af pladens fire numre og spillede med på en enkelt. Kort tid efter var Jædig og Goykovich i Bruxelles, hvor belgisk radio optog en session med dem, der nu er udgivet. De spiller begge Jædigs numre fra Jazzman-pladen, B’s Waltz og Atlicity og Goykovich’s Doo’s Blues suppleret med Goykovich’s The hot lick, som ikke tidligere har været ude. Backing leveres af amerikanske musikere der var bosat i Europa på det tidspunkt. Det er en dejlig tilføjelse til historien om Jædig. Både Goykovich og Jædig er på toppen. De føjer nye vinkler til de tre numre fra Jazzman-pladen. Det er tight som bare…

Pladen indeholder også tre numre fra andre sessions som Dusko Goykovich lavede for belgisk radio samme år. De er også værd at lytte til. Men det er sagerne med Jædig, der er skyld i, at jeg anbefaler pladen til die hard Bent Jædig-fans - og dem er der helt sikkert nogle stykker af derude.

Bandcamp

Rasmus Sørensen: At the right time (April Records) LP/CD/digital

 

Den unge jazzpianist Rasmus Sørensen er ikke til at stoppe. Ligesom man troede at sæsonen for triojazzplader var ovre, så sparker han døren ind med den meget overbevisende At the right time. Pladen er indspillet i foråret 2024, lige efter at April Records havde udgivet de to første plader med Sørensen. Det var med hver sin trio, den amerikanske og den europæiske. Den europæiske trioplade var fra 2022, hvor den kun udkom digitalt. 

Nu er han atter aktuel med den europæiske trio, hvor han er sammen med svenske Jon Henriksson på bas og den italienske trommeslager Francesco Ciniglio, der bla. har turneret med Wynton Marsalis Quartet på det seneste.

Rasmus Sørensen spiller med et overskud og en lethed, der minder mig om dengang hvor Peter Rosendal var på vej frem. Forskellen er at Sørensen har tilbragt en længere periode i New York. Det har farvet musikken. Hvis Brad Mehldau, Fred Hersch eller Vijay Iyer siger dig noget, så er du godt på vej. Hvis ikke, så kan du glæde dig over skønne melodier som The Sun, Perennial Youth eller titelnummeret At the right time. Der lige præcis det som denne plade er. På det rette tidspunkt.

Bandcamp

Lars Fiil: New Ground (Fiil Free Records) digital

 

Jeg fik musikken i god tid før udgivelsen og nu er der gået præcis en måned siden den udkom. Endelig har jeg fået tid til at sætte ord på en af de smukkeste danske jazzudgivelser der er kommet i år. Det er Lars Fiils New Ground. 

Lars Fiil har bevæget sig rundt i dansk jazz i mange år uden, at få en opmærksomhed der er proportional med talentet. I egne projekter som Fiil Free og Frit Fald, hvor det har været den frie improvisatoriske jazz der har været i centrum eller som sideman i I Think You’re Awesome.

Nu føjer han et nyt kapitel til karrieren, der bør få fleres ører i retning af manden. 

Han er sammen med bassisten Nicolai Kaas Claesson og trommeslageren Matt Carroll aka. SloGlo. De har lavet et moderne nordisk jazzalbum med akustiske klangflader og ambient elektroniske teksturer. Helt grundlæggende står det på nogle gode melodier, der sammen med måden det præsenteres på, går direkte i hjertet.

Klarinettisten Carolyn Goodwyn er gæst på A question of time, ligesom trompetisten Jakob Sørensen er det på et par numre. De tilføjer lidt ekstra til det i forvejen fuldendte univers. Lars Fiils musik bør få samme opmærksomhed som Bremer/McCoy, Svaneborg/Kardyb og Hvalfugl. Den har, ligesom de andre sin egen originale karakter, oven i den umiddelbart lette tilgængelighed, der kommer af det genkendelige melankolske nordiske jazzsprog.

Hvis du ikke forstår hvad jeg skriver, så tjek lige nummeret It is what it is ud.

Lars Fiil får en kæmpe anbefaling herfra.

Bandcamp

Tomasz Stanko Quartet: September Night (ECM) LP/CD/digital

 

Der er efterhånden gået 6 år siden den polske trompetist Tomasz Stanko forlod denne verden. Det forhindrer heldigvis ikke ECM Records, hans pladeselskab gennem mange år i at udsende musik med ham.

De har fundet en koncertoptagelse fra september 2004 i München frem. Her er han sammen med landsmændene Marcin Wasilewski på piano, Slawomir Kurkiewicz på bas og Michal Miskiewicz på trommer. I den periode turnerede kvartetten meget og spillede også i København. For det første er det en af mine favorit Stanko besætninger. For det andet er det meget tydeligt at deres sammenspil er i stærkt samspil. De interagerer og når hinanden på et dybere plan. 

Stankos kompositioner er ikke fedtede med muligheder for musikerne. Den på det tidspunkt unge trio som Stanko var sammen med befinder sig på højeste plan. 

Er du den mindste smule til Tomasz Stanko er dette album en nødvendighed. Europæisk jazz bliver ikke ret meget bedre endnu det her.

ECM Records

Children of Fish: Sunrise Paper Punk (Østersperle Plader) CD/digital

 

Children of fish er en ny trio der udspringer af Rytmisk Musikkonservatorium i København. Den består af polske Malina Midera på klaver og synth, norske Petter Asbjørnsen på bas og lettiske Jekabs Reders på trommer. 

P8jazz har haft åbningsnummeret Siema :-) i fast rotation i de seneste måneder og det kan jeg godt forstå. Det er en enkel melodi, hvor titlen betyder Hej på polsk. Det er i de små detaljer at der sker noget. Det er nemlig ikke klassisk triojazz. Det er tre musikere der er i nutiden og tilføjer andre elementer og lyde end klaver, bas og trommer på nummeret. De blander moderne jazz improvisation med synth-pop. 

De tager sig nogle friheder undervejs og spacer ind i mellem ud. Som feks. på Balkons, hvor de balancerer fint mellem impro, space og groove. I det hele taget er det en plade, der kan anbefales til dem der gerne vil høre lyden af jazzens fremtid som den lyder nu. 

Trioen har styr på den klassiske akustiske jazz som når de spiller Wunderland DC eller School of fish. Så er der The ground slithered through the hole, der er alt andet end klassisk triojazz. Her er der synth og spacelyde. I øvrigt er det ganske befriende at trioen ikke forsøger sig med hip hop friskhedsrytmer eller andet “moderne”. De er moderne på en anden og original måde. Det er derfor de skal tjekkes ud. 

Bandcamp

Sigmar Matthiasson: Uneven Eqautor (Sigmar Matthiasson) LP/digital

Der er mange grunde til at jeg holder så meget af jazzen. En af de mest indlysende for mig er, at jazzen favner så bredt og alligevel bevarer sin autenticitet og umiddelbare ligefremhed. Det er islandske Sigmar Matthiassons nye album Uneven Eqautor en særdeles god påmindelse om. 

Albummet er en selvstændig fortsættelse til Meridian Metaphor der kom i 2021 og som jeg også skrev om her på bloggen. Den i jazzen ikke så almindelige besætning med oud, klarinet, klaver, bas og trommer suppleret med strygerkvartet på fire numre, sang på to numre og spoken word på et enkelt nummer udgør grundlaget for musikken som kan høres på Uneven Equator. 

Sigmar Mathiasson er både inspireret af klassisk musik og mellemøstlige toner. Det er tydeligt at det er i jazzen at han hører hjemme. Det er fine og intense kompositioner. Musikken har et næsten sart skær over sig, der grundfæstes af Haukur Gröndal på klarinet og Ásgeir Ásgeirsson på oud. Ingi Bjarni på klaver har et tydeligt melodisk sprog. 

Musikken henfalder ikke i melankoli, Magnús Trygvason Eliassen på trommer løfter de andre musikeres toner frem. Det er en af den slags plader, der er svær at slippe. Der er en kæmpe detaljerigdom i løbet af de 37 minutter som pladen tager. Det føles aldrig forhastet. 

Bandcamp

 

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records) LP/CD/digital

 

Hver gang jeg hører titelnummeret Sounds & Sequences, der åbner vinylpladens side 2, tager jeg mig selv i at tænke, at nummeret er en genialitet udover det sædvanlige. Det er den danske trommeslager Daniel Sommer der er sammen med den norske trompetist Arve Henriksen og den svenske bassist Johannes Lundberg. Daniel Sommers trommespil er et brusende drive. Johannes Lundbergs bas skaber lydlandskaber, hvor Arve Henriksens trompet kommer med en indflyvning, der får nummeret til at sætte sig dybt.

Albummet er den anden i Daniel Sommers nordiske trilogi. Den første med Arild Andersen og Rob Luft kom tidligere i år og den sidste med Artturi Rönkä og Thommy Andersson kommer næste år. 

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Sounds and Sequences er en foreløbig kulmination og et højdepunkt i Daniel Sommers karriere, der allerede inkluderer væsentlige udgivelser med bl.a. Karmen Rõivassepp og Orgelduo. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg regner albummet for, at være en af årets store udgivelser i dansk jazz. 

Bandcamp

Kresten Osgood Quintet: Live at H15 Studio (ILK) LP/digital

Det er meget svært at finde fejl ved denne udgivelse, når man synes at jazzen lyder allerbedst, når den trykkes af med tæmmet vildskab. Det forstår trommeslageren med mere, Kresten Osgood, der er helt uden for konkurrence, når året skal gøres op. Han har været med på så mange udgivelser, at de ikke kan tælles på to hænder. På den her er han sammen med guldkvintetten, som han også lavede en plade med i 2018; Erik Kimestad på trompet, Mads Egetoft på saxofon, Jeppe Zeeberg på piano, Mathias Petri på bas og maestro Osgood på trommer. 

Musikken er indspillet på H15 i Kødbyen. Det er en levende liveudgivelse, hvor kvintetten sprudler og spræller.

De spiller et sejt udvalg af numre. De åbner feks. med den amerikanske trompetist Kirk Knuffkes Subway, som man også finder på Knuffkes mere lavmælte trioplade med Thommy Andersson og Josefine Cronholm. De spiller kultpianisten Elmo Hope’s Boa og Stars over Marrakech. Der er også blevet plads til et par numre af kapelmesteren og ikke mindst Leo Mathisens Long Shadows med en skøn åbning af Egetoft på barytonsax og Kimestad på trompet. Lige så vilde som de kan være, lige så følsomme kan de også være. 

Kresten Osgood Quintet er vanvittigt godt selskab. Det er jazz af den allerbedste slags. Tak.

Bandcamp

Michel Petrucciani Trio: Jazz Club Montmartre CPH 1988 (Storyville) CD/digital

 

Det var allerede fra starten af karrieren, at den lille franske pianist Michel Petrucciani spillede sammen med de vildeste sidemen. Han døde i 1999, kun 37 år gammel. Der findes f.eks. udgivelsen fra 2009, hvor han er sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen på Copenhagen JazzHouse scenen i 1994. Den udgivelse kunne kun lade sig gøre fordi Danmarks Radio parkerede OB-vognen i Niels Hemmingsensgade og optog koncerten på fineste vis. Det samme gjorde de i 1988, hvor det var i Nørregade udenfor Montmartre, at de parkerede OB-vognen. Den indspilning ser nu dagens lys og tak for det.

Det er pladeselskabet Storyville der sørger for, at vi får lov til at høre Michel Petrucciani sammen med bassisten Gary Peacock og den nyligt afdøde trommeslager Roy Haynes. Det er muligvis endnu en dag på kontoret for den sprudlende trio, der spiller to sæt foran et entusiastisk og medlevende publikum, sådan lyder det bare ikke. Det er en ganske unik indspilning med trioen, da der tidligere kun er udgivet en halv plade med dem på Michel Plays Petrucciani fra 1988. Det var på den efterfølgende tur, at de spillede i København. De spillede nogle dage senere i Karlsruhe, hvorfra en del af den koncert blev udgivet i 2019. Vi får endnu mere musik på Montmartre indspilningen.

Der er hyldester til instrumentkollegerne Bill Evans (Someday my Prince will come), Keith Jarrett (på Petruccianis Mr. K.J.) og Paul Bley (Turnaround). Det er en udadvendt trio, der næsten ikke kan være i sig selv af musikalsk begejstring. Tjek eksempelvis Petruccianis She did it again ud. Det er så vildt. Jeg tror ikke at triojazz anno 80’erne kan lyde ret meget bedre.

Bandcamp

Maria McTurk & Torben Kjærs Orkester: Mød mig i en drøm (Gateway Music) CD/digital

 

Tænk hvis armbåndsuret (det analoge) styrede tiden omkring mig. Når jeg glemte at trække det op, stod tiden stille. Eller endnu vildere, hvis jeg begyndte at køre time- og minutviser tilbage, så kom jeg tilbage i tiden. Sådan kan musik også føre mig tilbage i tiden. 

Der er kommet et nyt album med sangerinden (jeps, sådan hed det i gamle dage) Maria McTurk sammen med Torben Kjærs Orkester. De spiller musik af Steen Francker, der ikke er bange for at lave sange, der lyder som noget der var hot, dengang Steens far, Otto Francker var hot. Hvis Lise Reinau eller Lise Ringheim er noget for dig, så er det her et godt nutidigt bud. 

Maria McTurk er sammen med et nænsomt swingende band med Torben Kjær på klaver og fine folk som Kasper Wagner og Jens Søndergaard på saxofon, Henrik Bolberg på trompet, Henrik Bay på guitar, Niels Wilhelm Knudsen på bas og Janus Templeton på trommer. De spiller med tilbagelænet og tilbageskuende charme. Det er så behageligt hyggeligt.

https://gatewaymusicshop.dk/da/music/moed-mig-i-en-droem

Elephant9 with Terje Rypdal: Catching Fire (Rune Grammofon) LP/CD/digital

 

Hvis man er die hard jazz rock fan, er der ikke meget at hente på dagens jazzscene. Det handler primært om at genren havde sin storhedstid i halvfjerdserne med guitar guder som John McLaughlin eller Terje Rypdal. Hov, når jeg nu lige nævner Terje Rypdal, så er han i centrum på denne plade. Det er en liveindspilning fra 2017, hvor han er på scenen sammen med trioen Elephant9. Og det er rendyrket vilter jazzrock.

Hvis Mahavishnu Orchestra, ELP og King Crimson siger dig noget, så kan du roligt lytte til musikken. Elephant9 er en vild trio med Nikolai Hængsle på bas, Ståle Storløkken på keyboards og Torstein Lofthus på trommer. Trioen har seks studiealbums og to livealbums på samvittigheden. Ståle Storløkken har samarbejdet med Terje Rypdal i mange år, så man kan roligt sige, at de er fortrolige med hinanden.

Det er tydeligt allerede fra starten med den over tyve minutter lange I cover the mountain top, der efterfølges af den lige så vilde og lange Dodovodoo. Det er højeksplosivt og fantasifuldt. Der er en punket energi i den eller meget komplicerede musik. Catching fire er meget let anbefale til jazzrockfans der trænger til ny energi.

https://elephant9band.bandcamp.com/album/catching-fire