Hoffy Beats & Tonion: Diorama (Effortless Audio) digital

 

Danske Jonas Hoffman alias Hoffy Beats og tyske Tim Binder alias Tonion har netop udgivet Diorama, der allerede er et stort hit på Spotify, hvor åbningsnummeret Jetty har rundet 4.3 mio. afspilninger. Det handler om lo-fi, chill out genren - den frække slægtning til jazz, electronica og hip hop, der sniger sig ind på lytteren og tager ophold i ørerne, mens hjernen har travlt med alt muligt andet. Tempoet er langsomt, beatsene er nærmest slæbende. Stemningen er positiv og opløftende.

Hoffy Beats er ekstremt produktiv og har siden 2020 været blandt de dominerende kunstnere i genren på verdensplan. Han er involveret i mange samarbejder med andre kunstnere over hele verden. Nogle af samarbejderne foregår via nettet, andre gange mødes han også med dem i virkeligheden. Ligesom det var tilfældet med Tonion, hvor musikken er blevet til i studier i Danmark, Norge, Tyskland og Frankrig. 

Selvom de enkelte numre kan høre hver for sig, fortjener Diorama, at blive lyttet til som et samlet hele. Det er en rejse, hvor klaver og keyboard undervejs møder både saxofon, cello og trompet. Det kan være svært at holde styr på hele Hoffy Beats’ produktion. Diorama er værd at fokusere ekstra meget på. Særligt grundet det høje ambitionsniveau, der holder hele vejen. Det er lo-fi fra allerøverste hylde.

Spotify

Svaneborg/Kardyb: Superkilen (Gondwana) LP/CD/digital

De udsendte deres første plade for fem år siden, to år efter landede de en kontrakt med det engelske pladeselskab Gondwana, som året efter i 2022 udsendte Over Tage. Så kom der en lille godbid for et år siden i form af EP’en At Home, med musikken fra Tiny Desk sessionen, som det amerikanske NPR sendte i hovederne på jazzlyttere over hele verden og vilde kommentarer som: “Not every day I discover a new Artist group and know I'm a fan for life. So soothing. So trance like yet a peaceful ride. So organic and warm. Well done boys well done!”

Nu er der atter et fuldlængde album fra duoen med Nikolaj Svaneborg på tangenter og Jonas Kardyb på trommer. Kan de holde stemningen oppe?

Ja tak, det kan de til fulde. De holder fast i nogle klare Svaneborg/Kardyb elementer, hvor musikken opstår i rummet mellem Nikolaj Svaneborg på tangenter og Jonas Kardyb på trommer. Åbningsnummeret er også titelnummeret. Det er en hyldest til byrummet Superkilen på Ydre Nørrebro. Et sted hvor diversiteten sprudler og spræller på skønneste storbyvis. De fortsætter med Cycles, hvor Nikolajs Wurlitzer kysser Jonas’ whiskers-drevne trommespil. Bassisten Milo Fitzpatrick fra Portico Quartet og Vega Trails tilføjer sammen med violinisten Maria Jagd nye stemninger til Svaneborg/Kardyb universet på det nummer.

Albummet er spækket med god stemning. De enkle melodier har dybde og rum i større grad end tidligere. Et nummer som Vakler har Jonas Kardyb i centrum med buldrende trommer. Men Tvillinger er en solstråle der finder vej i lytterens sind. Svaneborg/Kardyb tager på en større turné med det nye album. Den er et godt udgangspunkt for nogle gode liveoplevelser.

Bandcamp

 

Henrik Pultz Melbye: Drømmene (Wetwear) Kassettebånd/digital

Saxofonisten Henrik Pultz Melbye, som bla. er med i SVIN, laver også nogle spændende soloting. Han er ligesom guitaristen Lars Bech Pilgaard fra SVIN, også aktuel med et soloalbum dette efterår. Henrik Pultz Melbye benytter sig af saxofoner, EWI og effekter. Inspirationen kommer fra Brian Eno, Jon Hassel, Harrold Budd, Kate Bush, Jules Reidy og mange andre.

Albummet åbner med Drømmen, hvor saxofonen står rent og alene uden effekter. Gentagelser, der ændrer sig en lille smule undervejs, minder om minimalistisk musik. Henrik Pultz Melbye undersøger stederne, hvor drømmene kommer fra og opstår. Drømmene fra søvnen om natten eller dagdrømmerierne.

Musikalsk er det et filmisk univers, hvor han tager os gennem det storladne og fremtidsagtige som nummeret Månen. Der er det støjende og grumme som nummeret Himlen. Det infernoagtige og summende som nummeret byen. Henrik Pultz Melbyes musikalske fortællinger om Drømmene er som taget ud af underbevidstheden. Farligt og fascinerende.

Bandcamp

 

Ask Kjærgaard: Store træers grønne mørke (Giant Birch) LP/digital

 

Naja Marie Aidts novelle Store træers grønne mørke fra 2006-novellesamlingen Bavian, har fået nyt liv i Ask Kjærgaards musikalske iscenesættelse af ordene. Sammen med stryger-trioen LiveStrings har Ask Kjærgaard på guitar og synth lavet musik til novellen, der læses op af Jens Albinus. Det hele er udgivet på vinyl, der lægger op til genlytninger på stereoanlægget mens man sidder i lænestolen og nærmest smelter sammen med den bevægende og berusende novelle.

Jeg’et eller fortælleren er en mand, der bevæger sig rundt i en have. Der er både angstanfald og depressive symptomer. Han er ved at melde sig ud af livet. Han møder en ung kvinde, som han drikker kaffe med i haven. Der er ansatser til at et forhold kan begynde eller aldrig blive til noget.

Musikken er filmisk. Der opstår billeder skabt af fortællingen og musikken. Sindsstemninger forstærkes og foldes ud. Ask Kjærgaard overdramatiserer ikke. Han løfter sig fri af banaliteter. Alle lydene, klangene, harmonierne og støjen forplanter sig i fortællingen. 

Det er en intenst beskrivende fortælling, hvor Naja Maria Aidts ord får liv af Jens Albinus. Hans rolige, varme og tilstedeværende stemme står rent og nøgternt. Det er i god forening med Ask Kjærgaards musik.

Det er en stor og anbefalelsesværdig oplevelse, der holder høj kvalitet hele vejen. 

Det er den anden litterære udgivelse fra Ask Kjærgaard, der udsendte Svend Aage Madsens At fortælle menneskene i 2015 - i øvrigt også med Jens Albinus i fortællerrollen.

Giant Birch på Facebook

Pangaia: Chinmay’s Room (Pangaia) LP/digital

 

Der er forhåbentlig ikke så mange andre end mig, der kan blive irriteret over at jeg ikke skrev om deres første udspil, Kairos, der kom for et år siden. Det bliver jeg nødt til, at råde bod på. Det kan jeg passende gøre ved, at skrive om deres andet udspil, som de allerede er aktuelle med. Sekstetten består af Eigil Lippert på trompet, Andreas Debes på tenorsaxofon, Troels Kaaber på guitar, Laurits Lippert på klaver, David Rystrøm på bas og Øyvind Winton på trommer. Det er vigtigt for mig, at nævne dem alle. For det første tror jeg ikke at jeg har skrevet om nogen af dem før og for det andet, er Pangaia et musikalsk kollektiv. De har en samlet lyd og dere eget udtryk. De er barndomsvenner og har udviklet noget helt særligt sammen. 

De kan være dejligt jazz-hidsige og ekspressive som på High Tide eller venlige og imødekommende som på Upper Valley. Det er den akustiske og organiske jazz, der vokser frem i improvisationen med gensidig forståelse og fornemmelse for hinanden. 

Pladen lukker ned med titelnummeret, der er skrevet af trompetisten Eigil Lippert efter en tumultarisk periode i hans liv. Musikken illustrerer afklarethed og en måde at komme videre på. Nummeret er ganske kort og kommer efter den længere Apollo, der i sin varme og dynamiske fylde er blevet en favorit hos mig.

Pangaia på Facebook

Udsyn: Indsigt/Udsigt (BlikFlak) LP/digital

 

Albummet åbner med Råbjerg Mile, et nummer der placerer sig i rækken af geografiske numre fra kvintetten Udsyn, der tidligere har været omkring Ry og Bulbjerg. Indsigt/Udsigt er deres første fuldlængde album. De udsendte EP’en Hvilken som helst dag i starten af 2022, hvor de siden har fået en trommeslager med. I foråret var de med i JazzDanmarks JazzKonkurrencen sammen med Musvit og Vingborg/Valencia. I min optik, en af de stærkeste opstillinger i mange år i den konkurrence.

Udsyn har skabt deres eget. De nævner selv moderne nordisk jazz, amerikansk minimalisme, post-rock og filmmusik som væsentlige inspirationskilder. De tager udgangspunkt i stærke og tydelige melodilinjer og er ikke bange for at skrue op for stemningerne. Det er det store rum de går ind i. Prøv feks. at lyt til Vægten af i dag eller Det varer ikke ved. Besætningen består af Johan Kjær Houver (bas), Marco Ceglarek (trommer), Morten Heide (synthesizer), Ole Røndal Kjeldsen (klaver) og Viktor Ravn (guitar). De har skrevet musikken sammen. Den er udgivet på vinyl og den flotte produktion, fortjener at blive hørt på stereoanlægget, hvor der er skruet godt op.

Bandcamp

Bremer/McCoy: Kosmos (Luaka Bop) LP/CD/digital

 

Det er over 10 år siden, at jeg oplevede duoen Bremer/McCoy for første gang. Jeg var allerede kæmpefan efter det første album Enhed, der kom i slutningen af 2013. Hvad der på det tidspunkt kunne være endt i det ene album, har siden manifesteret sig som en blivende succes i dansk jazz. Morten McCoy på tangenterne, der kom fra reggae/roots musikken og Jonathan Bremer på bassen, der kom fra jazzen fandt sammen i et originalt musikalsk univers. Det er de simple melodier, hvor Bremers bas går direkte ind og får hjertet til, at vibrere, mens McCoy på tangenterne får musikken til at lette. 

Prøv feks. at lyt til Dream, andet nummer på pladen, hvor Bremer/McCoy meget tydeligt kommer i direkte kontakt med lytteren. Det er inviterende og intenst. Det er album nummer seks og de er tro mod deres stil. Alligevel kan man godt høre, at der sker små nye ting undervejs, så Kosmos adskiller sig lidt fra de foregående albums. Det er bla. i kraft af at Morten McCoy mere tydeligt har taget den analoge synthesizer med. Der er flader og klange, der smelter smukt sammen med Bremer/McCoy universet. Duoen tager på turné i Norden i november. I 2025 går turen ud i Europa, hvor de medbringer deres legendariske sound system.

Bandcamp

A Plane To Catch: Soul Piece (April Records) LP/CD/digital

Det klæder jazzen, når den går i festmode. Det forstår A Plane To Catch til fulde, hvilket de demonstrerede med debutpladen fra sidste år, hvor jazz, soul og afro smeltede sammen. Det holder de fast i med Soul Piece, hvor de har fået Simon Eskildsen med på tangenter - i særdeleshed orgel. Ham kender jeg bla. fra Orgelduo og Addisabababand, hvor han har demonstreret sine evner i at spille den udadvendte musik. 

Det er toner fra det afrikanske kontinent, hvor både Fela Kuti og Mulatu Astatke har sat deres spor i bandet. Der er den let skramlede soullyd. De to fronthylere, Rolf Thofte på trompet og Andreas Toftemark på saxofon kan deres jazz. Her er festkogere som Bamako Convention Center og Kahn Abyss og lumre sager som Vernel og At least the sky is blue. 

Soul Piece er en god opfølger til debuten - ikke mindst i kraft af tilføjelsen af Simon Eskildsen på tangenterne.

Bandcamp 

 

The story of jazz by JAZZNYT: 2009 - en playliste

Jeg er nået til den anden playliste i Jazznyts minutiøse gennengang af jazzen. Det handler om 2009.  Det var året hvor Jakob Bro udgav albummet Balladeering, som jeg kaldte “en magisk og smuk plade” i min anmeldelse her på bloggen. Det var også i 2009, at Anders “AC” Christensen udgav sit hidtil eneste album i eget navn, Dear Someone, hvor han var sammen med Aaron Parks og Paul Motian. Et stærkt og eviggyldigt album. Carsten Dahl lavede sammen med Mads Vinding og Alex Riel, det skønne trioalbum In our own sweet way.

Det var tre eksempler på noget af den gode jazz fra 2009. Du finder en masse andet spændende på playlisten med alt fra Iggy Pop til Keith Jarrett over Lotte Anker og Caroline Henderson.

Nu mangler jeg kun at lave 98 playlister, hvor jeg pløjer 100 års jazzhistorie igennem på The story of jazz by JAZZNYT playlisterne. Lige nu er 1979 i pipelinen.

Playlisten JAZZ2009 på Spotify

Carsten Dahl Golden Ratio Trio: Interpretations The Norway Sessions (Storyville) LP/CD/digital

 

En musiker med absolut gehør, der er som en opdagelsesrejsende. Altid på udkig efter nye muligheder. Som jazzlytter har jeg ofte sat pris på, at pianisten Carsten Dahl, der har absolut gehør valgte jazzen som et sted, hvor han kunne udtrykke sig.

Det bliver mere tydeligt end nogensinde med det nye album. For som Yvonne siger til Egon Olsen: “Meget har du budt mig” sådan kan jeg også sige det til Carsten Dahl. Hvor Yvonne har fokus på det negative, så har Carsten Dahl altid budt på vilde overraskelser og en gang imellem presset mine ører, som da han lavede den improviserede cembalo-plade, The Jester.

Denne gang rammer Carsten Dahl mig dybt i mit hjerte. Han siger at han er en åndelig arkæolog, der leder efter lyden af træets rødder. Han er sammen med Daniel Franck på bas og Jakob Høyer på trommer. Musikken er indspillet ved to forskellige sessions i Norge i henholdsvis 2023 og 2024. Dahl er som vand for en fisk, når han spiller i en trio. Det er den tredje trioplade, der er kommet med ham i år. Det er til gengæld nyt at han er sammen med Franck og Høyer. Det er den frie ånd, der slippes løs. Improviserede stykker der bobler og syder. 

Det er i samme vibe som Keith Jarrett - og alligevel, er det umiskendeligt meget Carsten Dahl - og der er ingen der er bedre til at spille Carsten Dahl end Carsten Dahl. Det forstår Franck og Høyer. En af årets jazzplader. Bum basta!

Bandcamp

Martin Kirkegaard & Mikkel Almholt: Molacg Part 1 & 2 (DaFuGa Sounds/Makværk) LP/digital

 

Hvad der umiddelbart kan fremstå svært tilgængeligt og knudret ved første øjekast viser sig at være noget andet og mere, når først ørerne aktiveres.

Den kompromisløse guitarist Martin Kirkegaard fra Aarhus har sammen med Mikkel Almholt (Ghost, Flute and Dice) lavet den dobbelte udgivelse Molacg part 1 & 2. Det er et samlet værk bestående af fem improvisationer. To duoindspilninger fra 2012 og to solo guitar stykker fra 2023 og 2024. I 2020 lavede Kirkegaard pladen Tar Gui, som jeg i min anmeldelse anbefalede til lyttere, der ikke ville spilde deres tid på tilfældigheder. Det gør sig også gældende her. 

Molacg part 1 & 2 er pakket ind i nogle imponerende pladecovers med håndmalede genbrugsomslag ved indlagte hæfter, der meget præcist beskriver musikken og hvordan den er opstået.

Det er duoindspilningerne der indtager den første plade, part 1 og den første del af part 2. Titlen på albummet kommer af at alle duoindspilningerne er i mol og i tonearterne a, c og g. Kirkegaard og Almholt arbejder med improvisationen. Musikken opdages mens den udøves. En slags “Open Music”. 

Kirkegaard spiller på akustisk guitar og banjo og Almholt på forstærket klaver. De kommunikerer og udveksler idéer gennem musikken. Det er melodiske forløb, hvor der vokser noget frem, der går over i noget nyt. Der er folkemusik, messende dronede klange, jazzede soloer og kaotiske klimakser. 

Part 2 åbner med duoseancen Tamale i Gudenåen, der kommenteres af solonummeret Brage blues for Elamat om open landscape. Det hele afsluttes med det næsten tyve minutter lange solonummer A suite for Molacg in D major. Kirkegaard tager afsked med den første del af Molacg, ved gennem nutiden at genbesøge stemninger og grundklange. Det er en flot afslutning på et vinyl værk, der anbefales til vinylister, der lytter med nysgerrige ører. Den skal erhverves på vinyl. Der er kun lavet 100 stk. på sort vinyl og 20 stk. på klar vinyl med sort røg effekt.

Bandcamp

Indra Rios-Moore: Where do we go from here? (Vamana) LP/CD/digital

 

Den amerikanske sanger Indra Rios-Moore, der er gift med den danske saxofonist Benjamin Trærup har lavet albummet Where do we go from here? sammen med guitaristen og komponisten Søren Bigum, der bl.a. spiller med Jonah Blacksmith, The Mukherjee Development og Peter Sommers Tiggerne.

Albummet er dedikeret til alle, der har brug for det, men især dem, der har været en del af fællesskabet på et hospice; personale og pårørende. Dem der skal leve videre efter at de har sagt farvel til deres kære og nære. De kommer i fokus gennem sangene og gennem nogle små klip, hvor efterladte sætter ord på den sidste tid på hospice.

Forfatteren Carsten Jensen skriver i pladens indlagte teksthæfte: “Døden er så brat som et smæk med en dør, og dog er det, som om de døde bliver stående på dørtærsklen med en invitation til en samtale på læberne.”

Pladen er lavet til Hospice Djursland. Som et værk til efterladte, hvor de finder ord og musik til sorgen og de mange stunder, hvor man kan føle sig så alene - og gennem musikken og ordene kommer ind i et fællesskab. Vi får et kig ind i små personlige historier. Mange der har stået i en lignende situation kan måske genkende noget fra historierne.

Musikken er inspireret af folk og jazz, bl.a. medvirker den amerikanske folkmusiker Sam Amidon på violin på flere numre. Indra Rios-Moore og Søren Bigum har lavet et stærkt og langtidsholdbart udspil, der kan bruges af mange - alle der har prøvet at miste og hvem har ikke det?

https://www.indrariosmoore.com/store

Iiro Rantala HEL Trio på Godset d. 27. sept. - præsenteret af Jazz6000

 

Forventningerne var skruet godt og grundigt i vejret. Den finske pianist Iiro Rantala udgav i sommers den forrygende plade Tough Stuff, sammen med sin nye trio HEL. En trio der minder meget om Iiro Rantalas gamle Trio Töykeät, som jeg hørte meget i starten af nullerne. Jeg var samtidig også sikker på at de kunne indfri forventningerne.

Med Anton Eger på trommer er man sikker på at der både er spænding, stor musikalsk tilstedeværelse og en god portion underholdningsværdi. Sammen med den urokkeligt sikre Conor Chaplin, der er englænder- men bor i København har Rantala en sikker grund at stå på.

Trioen indtog scenen med fuld fart - her var ikke plads til tilbageholdenhed og tøvende adfærd.

De lagde ud med Stockholm Syndrome fra det nye album og vi nåede i gennem hele albummet i løbet af aftenen. Han havde også Dave Grusins Rag Bag på programmet sammen med Weather Reports Young and fine. Der var en tand mere power i Rag Bag end jeg tror Grusin kunne forestille sig. Masser af bund i stortrommen sammen med lir og overskud. 

Rantala er en dreven pianist, iklædt en sprælsk blazer og nogle comfy sutsko, spillede han med melodien i hjertet og en percussiv tilgang til tangenterne. Han overlod en masse plads til Eger og Chaplin, der begge diskede op med soloer, der tilfredsstillede et begejstret publikum. "Anton - du har revnet dine bukser", som min sidekammerat sagde, da han mente at trommeslageren spillede røven ud af buksene. Trioen spillede med humor og lod den strømme ud over publikum, som da de spillede Tae Kwon Don’t der blandede kampsport og finsk tango.

Aftenen bød på to sæt. De åbnede anden afdeling med Das Handtuch, hvor Rantala præparerede klaveret med ølflasker, vandflaske, mikrofonstativfod og håndklæder- som han snedigt fik afmonteret mens han allerede var i gang med næste nummer, Cabaret Perdu. 

De spillede to numre der var tributes til et mine favoritbands, Stuff. I første afdeling fik vi titelnummeret Tough Stuff fra det nye album og i anden afdeling kom min favorit Tee Four Three, der er et remake af Gadd a Tee fra Trio Töykeäts 2000-album Kudos. Her spillede Anton Eger, som var han Steve Gadd på steroider.

Aftenen lukkede ned med In a sentimental mood og satte et flot punktum på en vellykket koncert. Trioen havde dagen før spillet i Gentofte Jazzklub og skulle videre til Tyskland, efter koncerten på Godset i Kolding, som den ihærdige jazzklub Jazz6000 stod bag. Jazz6000 afslørede i øvrigt at Eger og Chaplin kommer igen på Godset til marts 2025, sammen med Marius Neset. En dejlig nyhed på en vidunderlig jazz aften.

Antonio Dayyani: Trop Op (April Records) LP/CD/digital

 

Den unge trommeslager og komponist Antonio Dayyani lavede for et par år siden albummet Herfra kan det kun gå to veje, som jeg uden at tøve kaldte årets debutalbum. I bagklogskabens ulideligt klare lys synes jeg stadig, at det var årets debutplade i 2022. 

Nu er han klar med opfølgeren Trop op. Han er sammen med et fantastisk band, Harald Hagelskjær (fra Kosmos) på bas, Magnus Munk Tækker på pedal steel guitar, Andrea Maagaard på klaver, Jon Askjær på trompet og flygelhorn og Cahlo Heymann Krill på guitar. Den unikke lyd som eksempelvis kombinationen af Tækkers pedal steel og Askjærs trompet giver er noget helt særligt. 

Dayyani er den diskrete trommeslager, der støtter og fremmer de andre musikere. Hans rolige melodier, der er rundet af ballader og stærke steminger går lige i hjertet på mig. Som Brian Petro så rammende skriver i covernoterne, så er den delikate balance af Nordic melancholy og dusty americana intakt. 

Antonio Dayyanis originale sangtitler som Fyldt op (…pludselig af kærlighed) eller Jakketyvens tristesse hænger så fint sammen med den lyriske musik. Albummet lukker ned med den svenske folkemelodi Vem kan segla förutan vind, som stemningsmæssigt giver den fuld gas på nordisk nærhed. Det er en meget stærk afslutning på et album, der kommer til, at lande blandt årets danske jazzplader.

https://antoniodayyani.bandcamp.com/album/trop-op

Lars Bech Pilgaard: Folklórica (Mom Eat Dad) LP/digital

 

Den altid aktive og musikalsk nysgerrige guitarist Lars Bech Pilgaard er spændende at følge. Siden jeg har hørte ham første gang i bandet Magnus Fra Gaarden for 15 år siden, har det været SVIN, Slowburn, Lasernun, HEX, Bisses band, Klimaforandringer, Maria Faust Jazz Catastrophe, Frk. Jacobsen og flere andre, hvor den ukonventionelle guitarist har slået sine folder og som regel har flyttet mine tanker om hvad en guitarist er i stand til.

Nu er han aktuel med en soloplade, hvor han samler sine idéer, teknikker og inspirationer. På akustisk guitar, banjo, elektrisk guitar og guitar spillet med bue tager Lars Bech Pilgaard os med ind i en meget original og særegen musikalsk verden. 

Hver pladeside repræsenterer noget forskelligt. På de to første pladesider A & B er det nærmest avantgardistisk med elementer af nordisk folkemusik, særligt den norske og improviserede flader, hvor han bla. bruger violinbue på guitaren, en præpareret akustisk guitar og banjo. Side C er med elektrisk guitar og et klangfladebåret nummer. På den sidste pladeside er det den elektriske guitar, hvor han trykker på pedalen og får en tungere guitarlyd. Det er lange lyde, der læner sig op ad feedback. Det kan godt minde om Lou Reeds mesterværk Metal Machine Music. 

Folklórica er et meget originalt udspil fra Lars Bech Pilgaard. Han laver primært noget som der ikke er hørt før - og laver musikalsk grundforskning på de fire pladesider. Lyt med, særligt hvis du har ører der indrettet til fordomsfri og nysgerrig lytning.

Bandcamp

The story of jazz by JAZZNYT: 1999 - en playliste

Det startede med at jeg blev nysgerrig på hvordan jazzen egentlig lød for 25 år siden. Jeg begyndte at lave en playliste på Spotify - og kunne flyve tilbage i tiden. Der er selvfølgelig en masse dansk jazz på listen…og amerikansk, ikke at forglemme. 

Det store billede giver et indtryk af den lyd, det udtryk og den stemning der herskede i jazzen for 25 år siden. Dengang udkom musikken udelukkende på CD - med enkelte sjældne undtagelser, eks. svenske Lars Janssons Hope, der som en af ganske få udkom på vinyl. Jeg har ikke kendskab til dansk jazz, der kom på vinyl. Musikken blev solgt i fysiske pladeforretninger og nethandlen var i sin tidlige vorden. Amazon var startet fem år før, i 1994. Jeg kan huske at jeg bestilte Little Jimmy Scott’s CD Holding back the years fra Amazon i 1999, som noget af det første, jeg overhovedet købte på nettet. 

Blue Note var meget aktiv på ny jazz og udsendte bla. Joe Lovano, Cæcilie Norbys Queen of bad excuses og den i dag fuldstændigt ukendte saxofonist Jevon Jacksons Pleasant Valley - en plade der var ret tidstypisk med souljazz, orgel og covers af bla. Don’t you worry about a thing og Love and happiness.

Tiden var en anden. Jazzhouse, Music Mecca, Jazzpsecial, Jazz på P2, Niels Henning Ørsted Pedersen, Bent J, Dexter og meget andet....

Note:

Jazzbloggerens fuldstændigt afsporede og skøre idé er at fortsætte med at lave playlister med jazz fra alle de år, hvor jazzen har eksisteret. De dukker op en gang i mellem. Lige nu er 2009 i støbeskeen.

Playlisten JAZZ1999 på Spotify