Ipek Yolu: Aarhus Jazzfestival - HEADQUARTERS 14. juli

 

Det virker ikke umiddelbart til at der noget sammenstød mellem Stacey Kent i Musikhuset og Ipek Yolu på det meget mindre HeadQuarters lige overfor Musikhuset. De stjæler ikke publikum fra hinanden. Begge arrangementer er en del af Aarhus Jazzzfestival og en vidnesbyrd om jazzens store rummelighed. Jeg er havnet i HQ kælderen - Stacey Kent har jeg alligevel oplevet på Birdland i NYC for mange år siden. Ipek Yolu har jeg også oplevet før. Det var på Spot Festival for fem år siden - nu skal det være en hel koncert.

De åbner med Anatolian soul, hvor bandleader og saz-spiller Orhan Özgur fortæller, at nummeret er inspireret af rap og tyrkiske stemninger, hvilket giver god mening, når man som han, er opvokset i Gellerup Parken. Jazzen i nummeret var først noget som Orhan mødte senere i livet. Bandet består af Orhan, Olaf Brinch på bas, Jon Døssing Bendixen på tangenter og Frederik Bülow på trommer. De to sidstnævnte havde jeg oplevet i topform aftenen forinden sammen med Michael Bladt Clash. De var også i topform sammen med Ipek Yolu.

Bandet skiftede mellem gamle tyrkiske folkemelodier i meget moderne aftapning og deres egne numre. De spillede mange fra 2021-albummet Tropical Anatolia, hvor Afro Turku og Mustang var rigtigt fede. Bandet havde godt greb om publikum der ikke kunne stå stille til musikken. Udover Orhans afvekslende saz-spil, så imponerede Jon og Frederik med flere fede indsatser. En rigtig god koncert.

I øvrigt var Ipek Yolu og Stacey Kent enige om at en koncert skulle vare halvanden time. Folk strømmede ud fra Musikhuset i samme øjeblik som jeg hastede forbi, så jeg kunne nå hjem og se anden halvleg af EM-finalen i fodbold.

Mass: Aarhus Jazzfestival - A-HUSET 14. juli

Der var ikke så megen tvivl, da jeg skulle vælge koncert, søndag eftermiddag, selv om der var flere spændende ting på programmet. Jeg ville høre trioen Mass på A-Huset. 

De var placeret midt i det sprælske lokale med publikum omkring sig, hvilet viste sig st være en god idé. 

Det er alt-saxofonisten Lasse Damsgaard der står i spidsen for trioen. Han er sammen med Harald Hagelskjær på bas og Gustav Hagelskjær på trommer, der også har skrevet flere af numrene til trioen. Det er ikke så lang tid siden, at jeg hørte Lasse Damsgaard med Three Body Problem, hvor der var en del elektronik ind over. Det er jeg meget begejstret for. På Mass’ to år gamle EP Shit Pigeon, bliver der også trykket lidt på effektpedalen ind ind i mellem. Det havde de helt forladt ved dagens koncert. Det skulle vise sig at være en god idé. 

De spillede nye og gamle numre. Harald Hagelskjær på bassen er steady as a rock. Han er limen i trioen. Flere numre blev båret af Haralds heftigt pulserende groove. Gustav skiftede på trommerne mellem det løse og det tighte. Som da de spillede Siv fra Shit Pigeon - skrevet af Gustav - det var et nummer der næsten faldt fra hinanden, jeg skulle koncentrere mig for at finde, det der holdte den sammen. Fedt! 

Lasse Damsgaards saxofonspil er båret af lange toner der svæver ovenpå rytmebrødrenes vilde sammenspil. Der er ingen effektjageri. Det er meget rent, som det bl.a. høres i nummeret om Aarhus legenden Munni, et nummer der blev afviklet i højt tempo.

Koncerten slutter med en ydmyg og dybfølt tak fra Lasse, fordi vi er kommet og har lyttet. Jeg vil også gerne takke for en vidunderlig søndag eftermiddag. 

Mass' Blog

 

Fredrik Lundin Overdrive feat. Emil de Waal & Gustaf Ljunggren: Aarhus Jazzfestival - MUSIKHUSET AARHUS 13. juli

 

I 2002 var jeg med til at starte jazzklubben Moor Jazz på Fermaten i Herning - og Fredrik Lundin Overdrive spillede en af de første koncerter. Den stod længe efter som den bedste koncerter i klubben. I 2004 havde jeg Overdrives Leadbelly hyldest album Lead up med på listen over de bedste plader det år. Siden skete der ikke så meget mere med bandet. En skam.

Heldigvis havde Henrik Schultz Pedersen fra Jazzselskabet i Aarhus og festivalens bestyrelse fået den gode idé at spørge Lundin om han ikke havde lyst til at gendanne bandet, da den ene af Overdrives trommeslagere Emil de Waal skulle være artist in residence på Aarhus Jazz Festival sammen med Gustaf Ljunggren. 

Her stod de så, på scenen i Musikhusets lille sal. Dog i en lidt mindre udgave end dengang i nullerne, men nok så væsentligt med de Waal og Jonas Johansen på trommer, Krister Jonsson på guitar, Maj-Berit Guessora på trompet, Mia Engsager på trombone, Joel Illerhag på bas, kapello på tenorsax og Lundins gamle saxofonelev fra konservatoriet, Gustaf Ljunggren på lapsteel og andre strengeinstrumenter. Publikum bestod overvejende af folk, der kunne huske dem fra dengang de eksisterede.

De lagde sikkert fra land med Good Night, Irene fra Leadbelly albummet og fortsatte med hittet The beauty and The slightly less handsome (som min kone, tørt bemærkede til mig, var et nummer, jeg havde spillet meget derhjemme). De startede simpelthen på toppen - kunne det blive ved?

Jeps det kunne det. Lundin havde valgt at fokusere på Leadbelly albummet med numre som Degray Goose, Silvercity Bound, en afsindigt fed Take This hammer og Black Girl med Krister Jonsson on the loose. Hold da op, hvor er han skarp. Et enkelt ikke tidligere udgivet nummer fra dengang blev der også plads til. Image is Everything - der var skrevet med overfladiskhed og indre tomhed i tankerne. Hvis Lundin syntes at det stod skidt til i start-nullerne, så blev det kun værre med social media-invaderingen af vores hjerner. Der blev også plads til den vidunderlige Wuhan Waltz af Ljunggren og Pirates af Ljunggren/de Waal. 

Det var tydeligt at mærke at bandet havde en fest på scenen, der forplantede sig til publikum. Selv om de bløde stole i Musikhuset er skønne, så opstod der en rytmisk uro i kroppen, der kunne have brugt et gulv. Det blev en god koncert der tåler en gentagelse. Bandet havde ikke flere numre, da der blev klappet efter ekstranummer. Så de spillede atter The beauty and The slightly less handsome. Ja tak, tænkte jeg bare - og bandet var nu godt varme med Jonsson på diskret funky Wah Wah guitar. Sikke en aften!

Mikkel Ploug & Loren Stillman: Aarhus Jazzfestival - ERLINGS 13. juli

 

Det pisser ned udenfor, folk går forbi i regntøj og med paraply. Man kan høre dækkene på den regnvåde asfalt, der drøner forbi på Nørrebrogade lige udenfor døren. Jeg er havnet på Erlings Jazz- og ølbar. Igen et sted med lækre øl.

Guitaristen Mikkel Ploug er sammen med den amerikanske saxofonisten Loren Stillman på scenen, hvilket i tilfældet Erlings, betyder en plet på gulvet, hvor der ikke er borde, lige ved siden af indgangsdøren. Det var den første af flere koncerter med Ploug og Stillman - hvor de også spillede med kvartet.

Nu gælder det duoformatet. Noget som ikke er ukendt for Ploug, der også har gjort det med Mark Turner, hvor lavede albummet Faroe i 2018. Herfra spillede de Ploug og Stillman titelnummeret, hvor Mikkel Ploug fik den op på den store klinge med et lækkert loop hen mod slutningen af nummeret. 

Der var lummert i lokalet, Mikkel Ploug fik sagt at det var som at spille til saunagus. De spillede en flot udgave af Carl Nielsens Sænk kun dit hoved, du blomst. Højdepunktet indtraf da de spillede Joachim Badenhorsts Comacina Dreaming med westernvibes og twangy guitar. Stillman og Plougs sammenspil var smukt og intenst. Det var musik der rørte os ude i lokalet. Der er altid noget helt særligt over at være tæt på musikken, særligt når den var så givende som det var tilfældet med Ploug og Stillman, den eftermiddag på Erlings.

ELJO : Aarhus Jazzfestival - FAIRBAR 12. juli

 

Det var et mindre mirakel, der indtraf fredag eftermiddag, da Aarhus Jazz Festival så småt startede. Solen skinnede ubekymret meget, hvilket den på ingen måde havde gjort i den forgangne uge. Der var ingen tvivl fra min side, jeg skulle på Fairbar og høre ELJO selv om solen lokkede udenfor. 

Der er så mange gode grunde til at besøge Fairbar, bla. har de et udsøgt udvalg af specialøl på fadølhanerne. Jeg fik en IPA, New Thoughts fra Hørning Bryggeriet Stepping Stone. En frisk og moderne IPA, der passede godt til duoen med Elias Lykkeskov på div. tangenter og elektronik og Johannes Bohn på trommer og elektronik. 

Duoen er ny på den danske jazzscene - og har allerede spillet opvarmning for svenske Bear Garden, ligesom de lige havde spilet i København til Copenhagen Jazz Festival. De er allerede langt med et album, der kommer en gang ude i den nære fremtid. 

En duo med tangenter og trommer kunne måske give give mindelser om Svaneborg/Kardyb. ELJO gør det på en anden måde. De har fundet deres eget musikalske sprog sammen. Johannes Bohns fantasifulde og ukonventionelle trommespil, hvor der spilles med overskud og spilleglæde er bemærkelsesværdigt. Han kan køre enkle rytmer, hvor der iblandes nogle fede tekniske spidsfindigheder. Duoen er drevet af den gode melodi, hvor Elias Lykkeskov ikke holder sig tilbage fra nogle gamle klassiske synthklange fra Prophet synthen, der kan give gode mindelser om firserprogrock. ELJO leverede en fed koncert, der har givet mig lyst til, at høre dem igen. Jeg ser frem til, at de udgiver noget musik.

Christian Holm-Svendsen: Totem (April Records) LP/CD/digital

 

Tidligere i år udgav April Records, et par plader med pianisten Rasmus Sørensen, der er tilbage i Danmark efter at han havde opholdt sig I New York i flere år. Nu er turen kommet til endnu en dansker, der opholder i New York. Saxofonisten Christian Holm-Svendsen er ifølge pladens linernotes i gang med en master på Manhattan School of Music.

På den aktuelle plade er han sammen med Daniel Sommer på trommer og Marius Prasniewski på bas. Jeg kender ham fra gruppen Regnfang, der har lavet et par gode plader. På Totem er det saxofontrioen der folder sig ud. Selv om både Sonny Rollins og Ornette Coleman nævnes i linernotes, så er Holm-Svendsen mindre brutal. Det er den nærværende kammerjazz, der næres af rolig vildskab og improvisationen, ligesom det kendes fra Jimmy Giuffre’s legendariske 1961, som pladens linernotes skribent Flemming Agerskov så fint nævner. 

Christian Holm-Svendsens musikalske overskud omsættes til fine melodistykker, der i intense trioforløb får vinger. Christian Holm-Svendsen bruger trioen som kollektiv. Det er ikke musik, hvor den letteste vej til lytterens øre søges. Det er musik, hvor der undersøges og udvides. 

https://christianholm-svendsen.bandcamp.com/album/totem

Hogo Fogo: Rumble in the jumble (Hogo Fogo/Gateway) LP/digital

 

Det er rent ud sagt, en af de der små overraskelser som jeg ikke lige regnede med. Hogo Fogo lavede for tre år siden et godkendt album - og så heller ikke mere. Det viser sig nu, at det var et forstudie til den plade som jeg har fået mellem hænderne. Kvartetten med Lars Emil Riis på keyboards, Spencer Gross på guitar, Michael Dalgas på trommer og Søren Lund bas har lavet et gennemført og lækkert album.

Det er tydeligt at det er erfarne musikere, der ikke har brug for at vise sig frem. De har forfinet de musikalske idéer som de startede med det forrige album. 

Det er smooth uden at være ligegyldigt. Man kan nok indhegne det som funk, r’n’b, jazz og afro i den bløde og rolige ende. Her er ikke højt tempo eller instrumentlir. Her er stor musikalitet og et fedt stemningsskabende sammenspil. 

Det var allerede en stor favorit på pladespilleren efter få afspilninger - og efter endnu flere vokser den bare.

Der er varme numre som Fang Sway med et roligt groove. Den tilbagelænede reggaefrækkert Sulahue er opkaldt efter sangerinden som de fire spillede med for over ti år siden. Den første single fra albummet Breezing with the birds, er som en flyvetur gennem den varme sommerluft. Den afsluttende Wingood er vel nærmest en afro-shuffle - og er med til, at holde albummet kørende i kroppen længe efter at den er slut.

Stor anbefaling herfra til Hogo Fogo og Rumble in the jumble. I første omgang kan albummet kun høres samlet på vinyl. Numrene udgives som singler henover det næste halve år.

Hov! Jeg glemte at nævne Jiving the jive - den er også fed!

Hogo Fogo på Facebook

Anna Bignami Sextet: Nocturnes (Anna Bignami) digital

 

Der er nogen som er i stand til fremdyrke de smukkeste små jordlodder i jazzens vidtfavnende verden. Det er italienske Anna Bignami, et af de bedste eksempler på. Hun bor i Danmark, hvor hun er i gang med studier på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Fokus er komposition og arrangement. Hun har allerede gjort sig så positivt bemærket, at hun har fået Aarhus Jazzfestivals talentpris.

Nu er hun aktuel med første plade i eget navn. Som Anna Bignami Sextet har hun lavet Nocturnes. Det er en mini udgave af et big band. Hun spiller ikke på et instrument - men dirigerer og komponerer. Hun har samlet et stærkt hold af musikere til at fremføre musikken, heriblandt de to danskere Jakob Rønne Danielsen på saxofon og Tobias Stavngaard på trombone, der begge kommer med solid ensemble-erfaring. 

Anna Bignami har et overblik i musikken, hvor hun maler med store strøg og med en imponerende sans for fine detaljer. Sextetten fylder godt ud i numrene der kunne blive spillet af et big band. Det er aftenmusik. Musik til den rolige stund. Den todelte Seeking Refuge og arrangementet af Chopins Opus 9 No. 1 er genialiteter, der viser Bignamis store potentiale. 

Anna Bignami

Halvvejs i 2024 - status over dansk jazz

 

Vi er halvvejs i 2024. Det er tid til, at gøre status på det første halve år i dansk jazz. Det gøres med udgangspunkt i Jazznyts playliste på Spotify, JAZZNYT - new danish jazz. Det er en playliste, hvor der udelukkende er numre med fra 2024. Den er med danske musikere eller musikere bosat i Danmark og giver et indblik i lyden af dansk jazz lige nu. 

Jazz udkommer på mange måder. Der er den traditionelle måde, hvor man udsender en LP og/eller CD suppleret med tilgængelighed på Spotify og andre streamingtjenester. Ofte startes der ud med at udsende en single, et enkelt nummer på Spotify, der siden følges op af flere singler inden hele albummet udkommer. Der er også mange der udelukkende eksisterer på streamingtjenesterne, bla. fordi det er dyrt af udgive en vinylplade. Man kan også udsende en EP, hvis man ikke har numre nok til et helt album, som feks. Døssing og Tigeroak har gjort. Eller man kan som Claus Waidtløws Copenhagen Jazz Experience have en høj udgivelseskadence, hvor der kun er et halvt år mellem udgivelserne med saxofonballader.

Der er 137 numre på listen. Det er svært at skabe sig et overblik over alle de udgivelser.  Der er også en risiko for at det bliver et meget langt indlæg, hvis jeg skal omtale dem alle. Det letteste er at anbefale, at du lytter til playlisten. Jeg har et stort ønske om at så mange som muligt følger listen. Det falder tilbage på dansk jazz. Nej, jeg ved godt, at man ikke tjener kassen med de få afspilninger som playlisten kan generere. Til gengæld er der ikke noget andet sted, hvor man finder et så aktuelt overblik over udgivet dansk jazz.

Dansk jazz har det godt. Der er stor bredde og meget høj kvalitet. I min egen lille nørdede verden, har jeg for længst konkluderet at dansk jazz er inde i en gylden periode for tiden - om du så er til swing, pop, ballader, avantgarde, funk etc.

Hvis du læser dette indlæg i 2025 eller senere, er playlisten en helt anden. Playlisten er dynamisk, så der udskiftes løbende. 

Der er mange ekstremt fede numre på listen. Her er 10% af listen. Numre der kan noget helt særligt.

1. Anna Bignami Sextet: Op. 9 no. 1 - flot jazz arrangement af Chopin komposition.
2. Victor Peter: What do you know - vild debut fra ung sanger med big band.
3. Three Body Problem: The word for World is Forest - sfærisk jazz med kant.
4. Martin Schack: The Dikers - erfaren pianist der kan lave catchy triojazz.
5. Smag på dig selv: PGO HOT 50 - årets jazznavn i det vilde.
6. Anna Roemer: Panorama - årets jazznavn i det stille.
7. Rasmus Sørensen: Blissful ignorance - kæmpetalent der ikke kan holdes tilbage.
8. Søren Skov Orbit: Notifications of nothingness - spirituelt på sin egen facon.
9. Antonio Dayyani: Vem kan segla förutan vind - han gør det igen - blæser mig omkuld. 
10. Clothing Club: Hoops - funky sag fra årets debut.
11. Kresten Osgood Quintet: Subway - Osgood er her, der, alle vegne og laver fed jazz.
12. Daniel Sommer/Arild Andersen/Rob Luft: Fifth Winter - udviklende jazz på tværs af generationer.
13. Hogo Fogo: Breezing with The Birds - uimodståelig lækkerhed. 

Link til playlisten på SPOTIFY

Bear Garden: Up (Bolero) LP/digital

 

Martin “Bear Garden” Wirén spiller saxofon og hele line uppet af musikere på pladen indikerer, at det lugter af jazz - og det gør det også på albummet Up. Det lugter også af meget andet lækkert - særligt fra clubscenen.

Det er en knaldperle med god stemning, der ikke lefler. Pladen åbner med titelnummeret, der skylder sin del til Mobys sen-halvfemser downtempo electronica. 

Martin Wirén balancerer elegant mellem soul, pop og jazz. Det er ovevejende i et roligt tempo med masser bund. Han har inviteret en masse forskellige musikere ind over. Det er dog Martin Wiréns saxofon, klarinet og fløjte der shiner sammen med lidt vokal. 

Pladen byder på flere gode numre. Jeg har en svaghed for dance-nummeret Got to let it go, hvor Bear Gardens blanding af det elektroniske og fløjten på toppen er original. Ellers kan du snuse til hittet fra pladen, Hey ye ye yeah, hvis du trænger til et godt jazzet popnummer anno 2024. Jeg vil vove at påstå at den slags er en sjældenhed.

Bear Garden

Maria Bertel: Monophonic (Eget Værelse) LP (Relative Pitch) digital

 

Hun er bedst kendt fra noisejazzrock gruppen Selvhenter, der sidste år velfortjent fik en DMA-pris for årets bedste jazzudgivelse efter, at de havde udgivet deres første album i 10 år. Maria Bertel spiller trombone i gruppen og har nu lavet en soloplade, ligesom Selvhenters andre medlemmer Sonja LaBianca og Jaleh Negari tidligere har gjort. 

Kender man lyden af Maria Bertel fra Selvhenter, så er man bekendt med hendes brutale udtryk på trombonen. En lyd der trækker på effekter fra den dybe kælder. Det er det som hun præsenterer på albummet i en ren og uforfalsket udgave.

Det er hypersoniske kaskader af messing tilsat distortion. Det er fri improvisation i noise-genren af den bedste slags. Maria Bertels kompromisløse måde, at bruge trombonen på er befriende. Er man til eksperimenterende og grænsesøgende musik er Maria Bertels Monophonic en plade man er forpligtet til at bruge tid på. Jeg er iøvrigt ret vild med lyden på pladen. Den er så ren i alt det brutale. Stor plade. 

https://relativepitchrecords.bandcamp.com/album/monophonic

Entangled Grounds - The Sound of XJAZZ Berlin (XJAZZ!) LP/digital

 

XJAZZ festivalen i Berlin har har siden starten for 10 år haft ambitioner om at flytte lyden af jazzen. Sammen med Analogue Foundation har de lavet en plade der hylder lyden af Berlins jazzscene lige nu. 

Al musikken er indspillet over fem dage mellem november 2023 og februar 2024. Den er et forrygende dokument og en fed compilation for den der er nysgerrig på lyden af Berlins jazz. 

Den svenske bassist Petter Eldh er et etableret navn i Berlin. Herhjemme kender vi ham tidligere fra de faste tjanser hos Magnus Hjorth og Marius Neset. Han er med på åbningsnummeret Follow me sammen med Group 26.11 og på nummeret Ohm Eleven sammen med Àbáse. Her er det mødet mellem akustisk og elektronisk jazz med et twist af nutidig hip hop. Jeg er blevet fan og bliver nødt til at tjekke Àbáses kommende album ud. Det er ungareren Szabolcs Bognar der er Àbáse. Ohm Eleven er et lækkert uptempo nummer med analog elektronik og akustisk jazz. Her medvirker saxofonisten Ori Jacobsen (kendt fra Esperanza Spalding og Terri Lyne Carrington). 

Szabolcs Bognar er også med i gruppen Zeitgeist Freedom Enenrgy Exchange, der med det nutidige fusionsnummer Lady in Scarlet slår benene helt væk under mig. Vokalisten Douniah har med In The middle of The Night et af de mere straighte indslag. Pladen er en smeltedigel af nationaliteter og stilarter indenfor jazz - på trods af den store forskellighed fremstår pladen overraskende helstøbt.

Pladen lukker med en suite The Brewery Suite skrevet af Moses Yofee, Zacharias S. Falkenberg, Petter Eldh og Szabolcs Bognar. Her er strygere, blæsere og synthesizere og andet godt. En storslået afslutning, der kommer vidt omkring. 

Entagled Sounds er en fed status på lyden af Berlins jazz - og kan særligt anbefales til lyttere med hang til kombinationen af akustisk jazz og analog elektronik.

XJAZZ

Dawda Jobarteh/Stefan Pasborg: Live in Turku (April Records) LP/CD/digital

 

Der er nogle musikere der lyder super når de er i studiet. Når de så spiller live, sker der lidt mere. Så eksploderer musikken mellem hænderne på dem. Alle gnisterne og krudtslammet rammer lytteren lige i hovedet, når det præsenteres på en LP. Det er tilfældet med gambianske Dawda Jobarteh og danske Stefan Pasborg. De beviser det til fulde med albummet Live in Turku, der blev optaget for et år siden i den finske by i forbindelse med en festival.

Pasborg er på toppen af en karriere, der har bragt ham vidt omkring. I samarbejdet med Dawda Jobartheh er der jazz, afro, rock i spil og de samler det på en original og medrivende måde. Rolling Stone redaktøren David Fricke skriver i pladens linernotes, at Pasborg samler Art Blakey, Mitch Mitchell og John Bonham. Jeg vil tilføje at Jobarteh på sin elektrisk forstærkede kora spiller et sted mellem de traditionelle mestre fra Gambia og Jimi Hendrix.

Lyt til Folkman eller Communication of a kind. Selvfølgelig er der blevet plads til Mingus-klassikeren Better Git Hit in your soul, det ville have været en skam uden den. Jobarteh og Pasborg mestrer improvisation og spontanitet på tværs af genrer og traditioner.

Bandcamp

Den legende legende - Alex Riel 1940-2024

 

Ofte siger man at det kan se ud som en leg, når en musiker med lethed og overskud udfolder sig på sit instrument. Alex Riel var indbegrebet af en legende musiker. 

Forfatteren Ane Riel var gift med trommeslageren Alex Riel. Hun kaldte ham ofte Legenden i sine opslag om ham på Facebook. Det er selvfølgelig vildt at kalde sin mand en legende - selvom han om nogen fortjente den titel. Han var en legende legende.

Alex Riel sov ind i sit hjem i Liseleje, søndag d. 9. juni, efter kort tids sygdom. Det er kun nogle få uger siden, at Alex’ gudsøn Stefan Pasborg slog nogle billeder af Alex op på Facebook. De var taget i hjemmet i Liseleje, hvor Alex storsmilende sad bag sit Gretsch trommesæt. Jeg kunne næsten høre ham spille, så megen musik var der i billedet.

Siden Alex’ bortgang har jeg sendt både Ane Riel og Stefan Pasborg nogle varme tanker. Jeg har også sendt varme tanker til det der hedder “Dansk Jazz”. Han har efterladt så store og dybe spor hos os alle, der har lyttet til og har haft berøring med Dansk Jazz de seneste 65 år. 

Han grundlagde karrieren på Jazzhus Montmartre, hvor han sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Kenny Drew ofte agerede backing for de gæstende amerikanske stjerner. Han var allerede uddannet som damefrisør men valgte musikken. Savage Rose og senere Sebastian brugte hans præcise og fantasirige trommespil i rocken. I 70’erne var han også fast mand Peter Herbolzheimers legendariske big band. 

Han blev en legende - og legede sig frem til det. 

I 90’erne kom der gang i Alex’ egne projekter, hvor han spillede en lang række koncerter og udgav en stak gode plader, der i dag står som et stærkt statement i en stor karriere. 

Jeg har - som mange andre - oplevet ham til mange koncerter. En af dem der står tydeligt i hukommelsen var dengang, hvor jeg arbejdede som frivillig bartender på spillestedet Nicodemus i Herning i 1987. Jeg havde eftermiddagsvagten, da bandet ankom og stillede op. Bob Rockwell, Bo Stief, Marilyn Mazur og så Alex Riel, der havde sin hund med, der lagde sig foran trommerne. Det var så vildt at de skulle spille på vores lille spillested. Stemningen var god og løssluppen - og musikken var af en anden verden. Jeg sugede alt til mig. Alex Riel har siden imponeret mig gang på gang. Både med trioerne med Jesper Lundgaard og Heine Hansen eller den med Carsten Dahl og Mads Vinding, med Benjamin Koppel eller Santa Cruz på mit lokale spillested Fermaten.

Alex Riel var jazz. Han var i øjeblikket. I improvisationen. Præcision, timing, overblik og et smil på læben. Altid seriøs i musikken, samtidig med at man fornemmede at der et eller andet sted bag Gretsch-trommesættet sad en lille dreng der var fornøjet og klar til sjov.

Tak, Alex, for musikken og alt det som du gav os.

Han har et massivt musikalsk bagkatalog man kan gå på opdagelse i. Jeg har lavet en playliste, du kan lade dig inspirere af: Spotify - Alex Riel 1940-2024

Billedet er taget i Liseleje d. 28. maj i år.

Det kan. I øvrigt anbefales at læse Hans Barfods biografi Alex Riel - Manden bag trommerne fra 2010. I min anmeldelse her på bloggen skrev jeg dengang: “Vi får lov til, at komme tæt på en musiker, der ikke er hulens god til at huske titlerne på de melodier der skal spilles, men så til gengæld er udstyret med en overjordisk evne til at falde 100 % ind i den musik der spilles. Der er historier om tidspunkter, hvor den evne har været udfordret, som når han har spillet med symfoniorkestre og såmænd også med Sebastian, som Riel begyndte at spille med, tilbage i 1971. Alex Riel er en følsom musiker, der ikke er bange for at være i kontakt med følelserne. De bruges konstruktivt i musikken, hvor han er i stand til at være til stede og samtidig lade følelserne råde.”