.jpg)
"Det var en anden tid dengang" er et begreb, som jeg hader – særligt fordi det bruges som en forklaring på tidligere tiders dårlige opførsel, især når det har været af seksuel karakter. Jeg burde finde en anden formulering frem. I mangel af bedre vover jeg alligevel pelsen og siger, at det var en anden tid dengang.
Her tænker jeg på dansk jazz og i særdeleshed på alle de samarbejder, der har været mellem danske jazzmusikere og amerikanske ditto. Hvorfor begynder jeg nu at rable om det? Det gør jeg, fordi Storyville Records har udsendt en indspilning med den amerikanske tenorsaxlegende (var de ikke alle det?) Johnny Griffin i selskab med Thomas Clausens trio i Helsingborg i 1990.
Der findes allerede en indspilning fra 1996 med Thomas Clausen og Johnny Griffin, som Stunt Records udsendte i 2003. Same same but different, som man siger – Jesper Thilo var også med. Begge udgivelser har det til fælles, at de åbner med Just Friends. Storyville-udgivelsen Catharsis! fra 1999, der byder på en indspilning fra 1989 (et halvt år før den aktuelle udgivelse), åbner selvfølgelig også med Just Friends. Her er det bare Kenny Drew, der sidder ved klaveret. Griffin lyder som Griffin – så må de andre rette ind. Han er stjernen, og de er hans combo.
Jeg har en tendens til at blive lidt træt, når den slags plader stadig bliver udgivet. Er der mere nyt at fortælle og tilføje til historien om Johnny Griffin, der boede i Frankrig og derfor spillede meget i Skandinavien? Jeg kan på den anden side heller ikke lade være med at lytte til musikken. Når jeg sænker skuldrene, slapper af, lytter og glemmer alle forbeholdene, er det jazz af så stabil og sikker en slags, at jeg hurtigt overgiver mig.
Hvad der umiddelbart på overfladen lyder som endnu en dag på kontoret, er meget mere end det. Det er velspillet jazz, hvor der også er plads til Thomas Clausens velspillende trio med Mads Vinding på bas og Svend Erik Nørregaard på trommer. Thomas Clausen er i topform og spiller eksempelvis en forrygende solo i Just Friends. Under crowdpleaseren Blue Monk får Mads Vinding vist, hvorfor han er så god.
Det er en veloplagt indspilning uden en eneste overraskelse. Det er heller ikke det, man går efter, når man skal høre endnu en Johnny Griffin-liveplade, der åbner med Just Friends. Det, man går efter, er amerikansk klassesaxofon, der spiller det, han plejer, sammen med en toptrimmet dansk trio – og det får man her.
Det var en anden tid … dengang.
