onsdag, september 22, 2021

Miho Hazama & DR Big Band: Imaginary Visions (Edition) LP/CD/DL/stream

 

Jeg får det ligesom hvis jeg, sidst på eftermiddagen, stod ved en bilforhandler inde midt i byen. Jeg skal prøvekøre en funklende ny Tesla - og får at vide inden jeg sætter mig ind i den, at jeg ikke må køre ud af byen.


Bilen dufter lækkert af ny bil. Al den elektroniske stads blinker indladende. Jeg træder på speederen - og skal vente 10 minutter inden jeg kan dreje ud på vejen - for så at holde i myldretidskø.


Det er samme oplevelse med DR Big Bands nye plade, hvor Miho Hazama står i spidsen og de spiller hendes musik. De starter ud med I said cool, You said...what. Et par minutter inde i nummeret slippes Nicolai Schultz løs i en forrygende solo på fløjte. Der er saft og kraft i soloen, der understøttes godt af big bandets groove. Per Gade topper det efterfølgende med en guitarsolo. Herefter sker der sandt at sige ikke meget på albummet. Jeg begynder at kede mig. Det er lineært, stillestående og overraskende lidt ambitiøst. Undtagelsen er Mimi's March, hvor det bliver endnu mere kedeligt. Den er gumpetung - med Peter Dahlgrens trombonesolo som eneste formildende indslag.


Jeg kan læse mig frem til at Miho Hazamas baggrund er i den klassiske verden - hvilket ikke er diskvalificerende for at lave spændende big band jazz. Jeg hører ikke Miho Hazamas klassiske baggrund, ej heller et jazz-ambitionsniveau der matcher DR Big Bands høje kvalitet. Jeg må nok indrømme at jeg havde forventet lidt mere kompleksitet og vildskab i arrangementerne og kompositionene. Det er i stedet blevet en meget flink omgang. Nå, men sådan er det vel. Det er åbenbart ikke altid, at Danmarks fineste big band skal imponere, ligesom de eks. gjorde i sommers da jeg så dem spille sammen med Marius Neset og med Miho Hazama som dirigent.

Edition Records

tirsdag, september 21, 2021

Ensemble Edge: Dimma - a tribute to Jan Johansson (Storyville) CD/DL/stream

 

Jazzbassisten Matthias Petri og søsteren Martha Marie Petri, der er klassisk uddannet cellist har gennem mange år dyrket den svenske jazzmusiker Jan Johansson. Det udfolder de på pladen Dimma, hvor koret Ensemble Edge som Martha Marie Petri også synger i, er sammen med en jazztrio, der udover Matthias Petri også rummer Calle Brickman på piano og Andreas Fryland på trommer. Der spiller numre fra pladerne Jazz på svenska, Jazz på Ryska og Musik genom fyra sekler og en nyskreven hyldest fra Jakob Høgsbro.


De kommer ind under huden på nogle i forvejen kendte melodier og giver deres personlige bud på dem. Det er supersvært når melodierne er så veldefinerede og klare som eks. Visa från Utanmyra. De går ind i musikken og tager ikke den logiske lige vej. De gør det på en ny måde og fortolker musikken fra deres udgangspunkt, hvor de blander jazz, klassisk og kor. 


Jeg er sikker på, at Jan Johansson ville have været glad for deres hyldest, der hverken er leflende eller banal. Så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at Karmen Rõivassepp endnu en gang blæser mig bagover. Om det er på svensk - som eks. på Visa från Rättvik eller på russisk som Kvällar i Moskvas förstäder, så gør hun det indlevende, formfuldendt og elegant. Blokfløjtevirtuosen Michala Petri medvirker også på nogle numre, bla. den skønne Sinclairvisan.


Koret Ensemble Edge er limen og sammenhængskraften i værket. Stemninger og sange, med nogle stærke solopræstationer, flyder behageligt fra dem. Det er kormusik på allerhøjeste niveau. Dimma er en meget vellykket og anbefalelsesværdig hyldest til den store svenske jazzmusiker, der ville være fyldt 90 år i sidste uge, hvis han ikke var omkommet ved den trafikulykke i 1968.

Bandcamp Storyville

mandag, september 20, 2021

Kivikkat (ILK) LP/DL/stream

 

Her er en plade med musik du med garanti aldrig har hørt før. 


Den 82 årige tyske freejazz veteran Hartmut Geerken, der har arbejdet med musik i bla. Tyrkiet, Egypten og Afghanistan og haft et tæt samarbejde med Sun Ra har lavet et album med Kresten Osgood, Snöleoparden og grønlandske Pauline Lumholt. Det er også i den grønlandske kultur, at de har hentet inspiration til albummet Kivikkat.


Albummet åbner med manipulerede naturlyde af fugle og hav. Pauline Lumholts stønnen, klagen, jublen og andet skabt med stemmen går i dialog med lydende skabt af musikerne. Hartmut Geerken har et massivt arsenal af instrumenter af både vestlig, mellemøstlig og asiatisk oprindelse som han bruger. Halvvejs inde i åbningsnummeret Irkark Irnurk dukker der umiskendelige technokeyboard lyde op. Det er i sandhed en kalejdoskopisk rystetur vi kommer på.


LP’ens første side afsluttes med fortællingen om en mislykket jagt, hvor Pauline Lumholt med den grønlandske tromme, qilaat og ekspressiv vokal fortæller historien. På side 2 fortsætter de med mødet mellem grønlandske traditioner og fortællinger og mangefacetteret musik. Jazz i løs og fast form. Spørgsmål om hvad det er for et instrument og andet dukker op undervejs på et nysgerrigt album til den nysgerrige lytter.

ILK Music

søndag, september 19, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #4 - saxofonisterne

 

I denne uge har jeg fundet seks saxofonister frem, der i forskellig grad havde fremtiden bag sig i 70'erne. De var ellers voksne mænd i deres allerbedste alder - fyrrene - og havde allesammen sat tydelige aftryk i jazzen i de foregående to årtier. De var godt og grundigt ramt af, at man i USA ikke længere ville høre den akustiske jazz, som de havde levet så godt af tidligere. Her kan man kaste sig ud i en hurtig konklusion om, at de manglede penge og blev nødt til, at spille det som pladeselskabet ønskede. 

 

Stanley Turrentine (1934-2000)

What about you! (Fantasy 1978) Disco Dancing

Tenorsaxofonisten udgav en lang række plader på Blue Note i 60'erne - og spillede med på flere andre kunstneres plader på Blue Note, bla. på hustruen Shirley Scott's plader. Han var med helt fremme indenfor soul jazzen. Da 70'erne kom  rykkede han over på CTI Records, hvor han i 1970 lavede Sugar, et af karrierens stærkeste albums. Efter flere gode albums på CTI rykker han til pladeselskabet Fantasy i 1974. Her laver han funky jazzplader, hvor han som regel inkluderede et par fortolkninger af tidens poptoner; Have you ever seen the rain, Many rivers to cross, All by myself etc. I 1978 tager han det fulde skridt ud i disco jazzen på albummet What about You! På pladecoveret er han iført hvidt jakkesæt og skjorte med flipper der helt bogstaveligt når ud til skuldrene. Her fortolker han et af de mindre kendte numre fra Saturday Night Fever, instrumental nummeret Manhattan Skyline. Det var forventet at nummeret Disco Dancing blev et hit. Den blev både udgivet på 7” single og på 12” single til DJ’s. Den blev aldrig et hit. Det ændrer ikke på det faktum, at det er et fedt nummer, med tommelfingerbas, discorytme, kor og stort orkester. Albummet What about you! har Stanley Turrentine’s sikre tenorsax-tone på toppen af det hele. Om det er ballader som Peabo Bryson’s Feel the fire eller den funky åbner Heritage er ligegyldigt. Pladen er indspillet i Philadelphia med lokale studiemusikere og er et tydeligt bevis på den høje discostandard der var i byen på det tidspunkt. Albummet holder…men desværre nok mest i min verden. Den er ikke tilgængelig på Spotify. Til gengæld koster den ikke ret meget på second hand markedet. Køb den, hvis du er en ægte disco jazzer.




Lou Donaldson (1926- )

A different scene (Cotillion 1976) High Wire

Altsaxofonisten havde udgivet en lang række plader på Blue Note siden starten af 50’erne. I sidste del af 60’erne lavede han en række plader, der kan regnes som mesterværker indenfor souljazz-genren. I 1974 kom den sidste Blue Note plade, Sweet Lou og året efter var han rykket til Atlantic selskabet Cotillion, der efter flere år med fokus på sydstats blues og soul gik all in på disco. Pladen var lagt i hænderne på Kool & The Gang keyboardspilleren Ricky West og en perifer jazzmusiker ved navn Mike Goldberg. Jazzklassikerne You are my sunshine og Night and day får en totalt overarrangeret discooverhaling med kor og stads. Det er ren palmehavedisco eller som onde tunger kunne påstå, grunden til at discoen døde. Det er adult disco, hvor sex og stoffer er gemt væk. Hvorfor tager jeg så med her i gennemgangen af disco jazzen? Tjaaaahh. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig vil jeg lige fremhæve den funky High Wire, hvor Lou Donaldson synger suverænt råt.



 

Houston Person (1934- )

Get Out’a My Way! (Westbound Records 1975) Disco Sax

Lou Donaldson havde en sleazy udgave af Isley Brothers balladen For the love of you med på A different scene. Den har Houston Person også taget under behandling på albummet Get Out’a My way! fra 1975 i en langt mere vellykket udgave. Den er med til at indikere at Houston Person lykkedes meget bedre i disco jazzen end Lou Donaldson. Houston Person havde en solid baggrund i souljazzen med en lang række albums på Prestige og mange solide sideman-tjanser. Åbningsnummeret Disco Sax er ren cashing in på disco. En hårdt discobeat og et kor der synger disco sax, sammen med Houston Persons skønne sax, er lige til dansegulvet. 



 

Benny Golson (1929- )

I’m always dancing’ to the music (Columbia 1978) I’m always dancing’ to the music

Han har skrevet flere af jazzens helt store klassikere; Killer Joe, I remember Clifford, Whisper not, Along came Betty etc. Fra starten af 50’erne og frem til midten af 60’erne spillede han bla. med John Coltrane, Dizzy Gillespie, Lionel Hampton, Art Blakey, Johnny Hodges og havde The Jazztet sammen med Art Farmer. Han var I en længere periode fuldtidsbeskæftiget frem til midten af 70’erne som huskomponist til tv-serier som M:A:S:H, Mission Impossible og Ironside.

I 1977 vendte han tilbage til pladerne med albummet Killer Joe, hvor han flirtede med discoen og året efter med albummet I’m always dancin’ to the music. Nummeret blev også udgivet på en promotion maxi til DJ’s så den kunne blive spillet på diskotekerne. Maxi’en fik sidenhen kultstatus og er meget eftertragtet (og dyr på second hand markedet). Den kan heldigvis også erhverves på LP’en til menneskepenge og blev genudgivet på maxi i 2018. 

Benny Golson’s saxofonspil er ikke så meget i fokus på nummeret, der til gengæld leverer det sejeste disco groove.



 

Hank Crawford (1934-2009)

I Hear a symphony (Kudu 1975) I hear a symphony

Det er The Supremes hittet fra 1965, I hear a symphony som alt-saxofonisten Hank Crawford sætter disco, jazz og ild til i 1975 med en storslået produktion med blæsere, strygere og det vildeste line up af studiemusikere. Eric Gale på guitar, Gary King på bas og en delt trommetjans mellem Steve Gadd og Pretty Purdie. Det er Gadd på titelnummeret. Desuden medvirker den allestedsnærværende percussionist Ralph MacDonald - ham vender jeg tilbage til i et senere i afsnit i Disco Jazz serien. 

Hank Crawford havde været fast medlem af Ray Charles’ band inden han gik solo i 60’erne, hvor han lavede en stribe plader for Atlantic. Det var med tydelig inspiration fra soul og R’n’B genren, at han lavede. Derfor var det nærmest i en glidende bevægelse, at han kom ind i discoen. Han har på hele albummet et steady disco groove, at læne sig op ad, hvor han kvitterer med veloplagt altsax. Et stærkt disco jazz album.



 

Sonny Criss (1927-1977)

Warm & Sonny (ABC Impulse! 1976) Cool Struttin’

Året efter altsaxofonisten Sonny Criss havde lavet Warm & Sonny tog han sit eget liv, grundet en fremskreden og smertefuld mavecancer. Han debuterede allerede i 1947 på plade sammen med Howard McGhee og var med i beboppens tidlige bølge. Han var stærkt inspireret af Charlie Parker. Det tænker man ikke over når man hører Cool Struttin’ der er en up tempo disco sag. Der er god plads til Sonny Criss’ altsax og undervejs er der både el-piano og guitarsolo. Et varmt nummer fra en af jazzens mindre kendte saxofonhelte.



fredag, september 17, 2021

Tabloid: Tabloid (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Kombinationen af guitaristen Johannes Wamberg og saxofonisten Oilly Wallace er set i flere udgaver. For et år siden lavede de endnu en rolig duoplade med standards og tidligere i år kiggede de frem i Jonas Dues OTOOTO projekt. Nu gælder det Johannes Wambergs Tabloid - og god damn! De er fede! Jeg har brugt dem som soundtrack til adskillige køreture, hvor jeg i langsomt tempo, fløj afsted. Johannes Wamberg har hentet inspiration i 70’ernes og 80’ernes funky fusionsjazz og har fjernet alle flovserne. Det er åbningsnummeret I love U et godt eksempel på.


Tabloid er et ægte superband fra den danske jazz og popscene - Wamberg og Wallace er sammen med bassisten Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, Felix Ewert på trommer, der bla. spiller med Julias Moon, Andreas Odbjerg og Nik & Jay og Malthe Rostrup på keyboards, der bla. spiller med Jada. Det er let at få associationer til bands som Heavy Joker, Santa Cruz og Buki Yamaz, der i 70’erne også rummede de sejeste unge musikere i dansk musik, der siden satte dagsordenen på den danske musikscene - hvilket Tabloid allerede er godt på vej til, da de lige har været backingband for Coco O ved en række udsolgte koncerter.


Tabloid spiller melodisk glad og udadvendt jazz, funk og soul, hvor det kollektive udtryk er vigtigt. Wamberg og Wallace spiller ofte melodierne unisont i front, hvor der lægges op til solo eller fedt sammenspil. 


Det er selvfølgelig klart at jeg allerede har hørt nummeret Ile Flottante en million-milliard gange. Det er disco jazz i topklasse. Oilly Wallace på altsaxen lyder som sig selv og ryger ikke i en Sanborn eller Maceo Parker fælde, bare fordi de spiller funky. Ligesom Wamberg heller ikke forsøger sig som George Benson. Det er her at Tabloid afslører sig som det de er: FANTASTISKE! De bevæger sig uhæmmet rundt i en ofte udskældt genre og bevarer integriteten og troen på sig selv.

Bandcamp Tabloid

torsdag, september 16, 2021

Fessor: Glad to be here (Storyville) CD/DL/stream

 

Det er mange år siden, at Fessor og andre væltede Nyhavn med New Orleans jazzen eller hvad man nu kaldte den dengang. Jazzens glade dage i Nyhavn er med enkelte undtagelser en saga blot. Det er Fessor til gengæld ikke. Han er glad for at være her og selv om han er et lille stykke inde i firserne afholder det ham ikke fra at spille og fortælle historier med musikken.


Han har håndplukket et orkester der blev stillet op i stuen hjemme ved trommeslageren Morten Ærø, der sørgede for at indspille det. Her er klarinettisten Chris Tanner der udelukkende spiller traditionel jazz. Jakob Dinesen på tenorsaxofonen glider elegant ind i Fessors univers. Peter Marrotts trompet er ikke til at holde tilbage - han shiner gang på gang. Rytmegruppen med Ærø, den tidligere Papa Bue bassist Jens Sølund og den erfarne pianist Marko Martinovic er et sikkert grundlag for Fessors jazzkonger.


De spiller en bevægende smuk Devil Got My woman og holder sig ellers til den gamle swingjazz. Moten Swing, nogle Ellington numre og så videre i samme god stemning. Fessor og basunen indtager med en usvigeligt sikker friskhed teten og er her stadig. 

Storyville Bandcamp

onsdag, september 15, 2021

The rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #3

Disco jazzen var ikke en udpræget albumgenre. Mange albums fra perioden havde en blanding af af funk, fusion, jazz og disco numre. I denne uge sætter jeg fokus på tre meget forskellige disco jazz numre, hvor særligt den sidste har klassikerstatus.


PAPAYA

Urszula Dudziak (vokal) 1943-

Urszula (Arista 1975)

Tag et smut til Filippinerne og spil den her - så vil du se folk kaste sig ud i en dans der passer til nummeret. 

I 1975 var den polske sangerinde Urszula Dudziak taget til New York sammen med hendes daværende mand, Michael Urbaniak. Her røg hun i studiet sammen med hold tunge session musikere. De lavede et funky album, der blev udsendt af det amerikanske pladeselskab Arista. Singlen Papaya fra albummet klarede sig godt i Latinamerika og Brasilien. I Filippinerne tog drag queens senere nummeret til sig og mimede til den på bøssebarerne. I 2007 blev den et kæmpehit i Filippinerne, da værten Edu Manzano introducerede en dans til nummeret i gameshowet Pilipinas Game Ka Na Ba. På youtube findes der flere videoer fra den periode med filippinske soldater og midaldrende kvinder der i store grupper danser Papaya dansen. Populariteten bredte sig en kort overgang til USA. 

Nummeret er med ordløs sang i et højt toneleje, et effektivt tempo, analoge synthesizere og funky guitar. En fed disco jazz basker. 

Urszula Dudziak har også arbejdet sammen med folk som Bobby McFerrin, Gil Evans og Archie Shepp.




ALL YOUR LOVER, ALL DAY, ALL NIGHT

Cleveland Eaton (bas) 1939-2020

Plenty Good Eaton (Black Jazz 1975)

Den starter ud med en basgang, der placerer sig op ad Temptations klassikeren Papa was a rolling stone. Cleveland Eaton spiller på kontrabas og skaber en helt anden lyd end den der er på Temptations nummeret. Nummeret All your lover, All Day. All Night. er ikke klassisk discojazz materiale. Fem et halvt minut inde i nummeret kommer der en violinsolo - ikke en hel strygersektion eller med effekter. Det er en beskidt og direkte violin solo, der afløses af en tværfløjtesolo. Gennem hele nummeret kører bassen sammen med en klassisk disco hihat. Den legendariske engelske DJ Gilles Peterson havde inkluderet nummeret på opsamlingen Black Jazz Radio fra 2013. Nummeret var oprindeligt med på Plenty Good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records De udgav en række stærkt eftertragtede jazz plader i 70’erne. Her træder Cleveland Eatons plade lidt ved siden af med sin direkte dansable funkstil. Albummet åbner med Chitown Theme, der er stærkt inspireret af Isaac Hayes Theme from Shaft. 

Cleveland Eaton spillede med Ramsey Lewis fra midten af 60’erne og til midten af midten af 70’erne. Han medvirkede på klassiske albums som Sun Goddess og Wade in The water. Fra 1980 var han fast bassist i Count Basie Orchestra.




JINGO

Candido (congas) 1921-2020

Dancin’ and Prancin’ (Salsoul 1979) LP

Den cubanske congasspiller Candido, der siden midten af 40’erne havde boet i USA og spillet jazz med Dizzy Gillespie, Stan Kenton, Erroll Garner, Kenny Burrell, Duke Ellington, Sonny Rollins og mange mange andre, regnes for at være opfinderen af den afro-cubanske jazz. I 1979 havde han også opdaget discoland. Han lavede et dansegulvshit med udgangspunkt i den nigerianske congasspiller Babatunde Olatunji’s Jin-Go-La-Ba fra 1959, som Santana også havde med på sit debutalbum i 1969.

Det næsten 10 minutter lange nummer, der også kom maxisingle var et langt saftigt afro-disco groove med en masse congas-spil. Candido skarpe congas-spil og et orgel sparker festen i gang. Herefter er der dømt disco-floor. 1979-udgaven ramte en 21. plads på Disco Top 80 i Billboard. I 1981 nåede den en plads som nr. 55 på BBC Top 75 Chart. I 1999 kom der et remix som nåede en 3. plads på Dance Club Play Chart. Candido’s Jingo er tidstypsisk på mange områder og løfter sig alligevel et stykke op over det meste der kom i perioden. En ultra disco jazz klassiker.





tirsdag, september 14, 2021

Claus Waidtløw: Between below (Waidtlow Music) >> Oleksandr Kolosii: Multicoloured (Oleksandr Kolosii/Gateway) >> The Jazz Gallery (AMM) >> Fredrik Nordström Dolores: One (Bluenord Records) >> The Splendor: Royals (Hoob Records)

 

En gang i mellem vokser anmelderstakken ret voldsomt. Da jeg ikke kan skrive lige fyldestgørende om alt som jeg modtager, har jeg samlet fem udgivelser med saxofonen i front, som her får en kort beskrivelse.


Claus Waidtløw har fart på udgivelserne for tiden. Her er han aktuel med en kvartet-udgivelse med Peter Rosendal ved tangenterne, Jesper Bodilsen på bas og Jeppe Gram på trommer. Det er endnu en gang en stor fornøjelse at lytte til Waidtløws smukke tone. Han har skrevet musikken og kender du Waidtløw bliver du ikke skuffet. Har du aldrig hørt om ham? Så starter du nu.


Den herboende ukrainer Oleksandr Kolosii der går på Syddansk Musikkonservatorium har lavet pladen Multicoloured. Han er sammen med Samuel Kiel på bas, Jacob Bredahl Djursaa på guitar, amerikanske James Michael Cronin på trompet og Nikolaj Bangsgaard på trommer. Det er bla. en plade hvor Kolosii ikke lægger skjul på sin forkærlighed for Joe Henderson, der hyldes på Inner Joy or One for Joe. De spiller også Hendersons Black Narcissus. En absolut godkendt debut.


På Syddansk Musikkonservatorium i Odense, hvor Kolosii er i gang, har trommeslageren Anders Mogensen huseret som lærer og koordinator siden slutningen af forrige århundrede. Han er også superaktiv på udgivelsesfronten, hvor der før sommer kom en trioplade, hvor han er sammen med den danske bassist Andreas Lang, der bor i Berlin og den tyske saxofonist Ben Kraef. Under navnet The Jazz Gallery spiller de hinandens numre og bla. Carl Nielsens Tit er jeg glad, der passer godt til trioens fokuserede udtryk.


Svenske Fredrik Nordström har dannet bandet Dolores, hvor der ikke er en trommeslager med. Her er det saxofon, trompet, bas og guitar. Det giver et anderledes indtryk end det man er vant til. Nordström har skrevet musikken, der har  amerikansk inspiration, svensk melankoli og et dynamisk kammerjazzudtryk. De slutter pladen med Coltranes Central Park West i en fri fortolkning.


På den sidste er det Göteborg bandet The Splendor med Lisen Rylander Löve på saxofonen. På deres fjerde plade The Royals møder de lytterne med et udadvendt udtryk. De har traditionerne oppe i ærmerne og lader moderne elektronik kigge ind i musikken. Den helt store attraktion er Lisen Rylander Löve! Hun spiller fantastisk.

Claus Waidtløw på Facebook

Oleksandr Kolosii på Facebook

Anders Mogensen

Fredrik Nordström på Facebook

The Splendor på Facebook

mandag, september 13, 2021

Maraton (Barefoot) CD/DL/stream

 

De har eksisteret i nogle år, hvor de har spillet frit improviserede koncerter. De har udfordret sig selv med at spille en 9 timers koncert eller 4 koncerter á en time på en dag. De har undervejs indspillet musikken og har klippet i det og samlet 15 numre på en 42 minutter lang udgivelse. 


Musikerne har forskellig musikalsk baggrund, hvor saxofonisten Maria Dybbroe og trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen fra Athletic Progression er kendte fra jazzscenen. De to andre Christian Haase og Lasse Sonne spiller begge på tangenter i Maraton.


Musikken bevæger sig filmisk rundt. Der er klangflader og spøjse indslag som Indianerdoku - der netop kunne være soundtrack til en indianerdoku. Der er lækkert popstads som C1, hvor Dybbroe er i det melodiske hjørne. Mest betegnende for dem og der hvor de har fat i noget særligt, er i deres klangfladestykker. Det organiske og levende udtryk som i numrene Solskin udenfor og For evigt er originale og berigende.

Bandcamp Maraton

søndag, september 12, 2021

Anna Roemer: Bakkedraget (Emulsion Records) stream

 

Det er tredje gang i år, at jeg skriver om en udgivelse hvor guitaristen Anna Roemer medvirker. Selv om hun havde fingrene dybt nede i de foregående udgivelser, er den her, Anna Roemers egen helt og alene. Musikken er blevet til under Corona nedlukningen sidste år. Hun skrev musikken på akustisk guitar og arbejdede desuden med loops og soundscapes med et ambient udtryk.


EP’en Bakkedragets fire numre er med åbningen Bakkedraget Part 1 et soundtrack værdigt. Her spiller hun en enkel melodi på den akustiske guitar, der leder tankerne i retning af Ennio Morricone. Nedenunder danner klangfladerne forskellige lag der går ind over hinanden. Den afsluttende Oceaner er fuld af billeder. Store vidder, svævende toner og spændinger flyder lytteren i møde. Anna Roemer er en af dem der skal holdes godt øje med på den danske musikscene. Hun rummer så meget godt.

Soundcloud

torsdag, september 09, 2021

Innanen/Pasborg/Piromalli: This is it (Cleanfeed Records) CD/DL/stream

 

Finske Mikko Innanen og danske Stefan Pasborg spillede sammen i Triot (m. John Tchicai og Nicolai Munch Hansen) for 17 år siden. De har også spillet sammen i andre sammenhænge. Nu er de atter sammen. Denne gang på en trioplade sammen med franske Cedric Piromalli på Hammond-orgel. Piromalli kendes herhjemme bedst fra samarbejde med Benjamin Koppel.


Når Pasborg er i en orgel-trio bliver det svært, at lade være med at nævne Ibrahim Electric. De spiller også et enkelt Ibrahim Electric nummer, Manic Zigaman, der med Piromallis orgel og Inannens saxofon lyder af noget helt andet. Det er knap så megen ilterhed i denne trio.


Mikko Innanen har en fed rock’n’roll approach i tonen, særligt når han spiller på barytonsaxofonen, som på åbningsnummeret Mockingbird eller pladens absolut fedeste nummer, Riding with Cafarelli. Han finder også sopraninosaxofonen frem på nummeret Søhesten. Det er tøjlet vildskab. Piromalli har en mere jazzet tilgang til orgelet end Ibrahim Electrics Jeppe Tuxen, der trækker meget på rocken. På This is it er der flere nik til klassisk orgel-jazz. Og Pasborg? Suveræn!

Clean Feed Records

onsdag, september 08, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #2

 

I 1978, året efter at bestseller soundtracket til John Travolta filmen Saturday Night Fever havde ramt verden, lavede swing vibrafonisten Lionel Hampton en jazzversion af Bee Gees sangene fra albummet. Pladen blev udgivet af det lille selskab Laurie, der havde eksisteret siden 1958 og tidligere havde udgivet singler med bl.a. Dion & The Belmonts og senere psych kulthittet Charity med Gray Things. På pladen medvirker bl.a. John Scofield (guitar) og Al Foster (trommer). Den blev produceret og arrangeret af Miles Davis' faste producer i 60'erne og 70'erne, Teo Macero. Al Foster udgav iøvrigt også et album på Laurie Records samme år, en småsyret latinjazzsag med den japanske avantgarde-legende Masabumi Kikuchi (piano) blandt de medvirkende.


Året efter udgav Laurie Records Lionel Hamptons fortolkning af nogle numre fra Grease. Den udkom kun i USA og gik højst sandsynligt hurtigt i glemmebogen. Det gjorde Saturday Night Jazz Fever muligvis også. Selvom Philips udgav den i Europa, så ville man hellere høre den “gamle” Lionel Hampton i Europa. På Youtube kan man finde en forrygende optræden med Lionel Hampton på Northsea Jazz Festival fra samme år. Her spillede han udelukkende swing - og alt var glemt om Saturday Night Fever og disco.


Hvorfor lavede en af jazzens hædersmænd en discoplade? Det var måske et spørgsmål om hurtige penge. Det er også noget som jeg ikke kan lade være med at tænke på, når man hører jazzplader i den funky afdeling fra perioden. De starter næsten alle sammen med et vaskeægte disconummer. Var det pladeselskabet der krævede det? Hvis de ville lave en funky jazzplade, så skulle der smides noget disco i maskineriet. 


I 1978 kunne verden ikke få nok disco. Den amerikanske trompetist Donald Byrd havde allerede siden starten af 70’erne lavet funky jazz både under eget navn og sammen med The Blackbyrds, hvor jazzen er mindre tydelig. I eget navn lavede han på Blue Note i 73 og 75 nogle regulære klassikere; Places and Spaces, Street Lady og Black Byrd. Der var gået nogle år og nu rykkede han rent. Det kan godt være at Donald Byrd var jazztrompetist. Han var også funky som bare...


Det skrev det danske musikmagasin MM om i 1978 i en anmeldelse af pladen.


Donald Byrd: Thank You...for F.U.M.L. (Funking up my life) ELEKTRA

Der er uendeligt lidt godt at sige om den gang udskidte ævlegrød han serverer. "Tak fordi I har funket mit liv op" - selv tak! For de desorienterede som ved en fejltagelse skulle komme om ved pladen, kan jeg berette at Donald Byrd er trompetist - og et han plejede at være en af de bedste. Når jeg nødsages til at give den oplysning, er det fordi pladen rummer alt andet end netop - trompetspil. Når han spiller, er det med dæmper og mixet helt ud i den anden ende af badeværelset. Resten er åndssvage stønnende disco-stemmer og mekanisk rytme og alt det er han gudhjælpemig allerhøjest baggrund for! Det er latterligt - og for en kapacitet som Byrd - tragisk!

Når en så fremragende musiker lægger navn til sådan noget lort, er en ægte Travolta langt at foretrække.

Jens Jørn Gjedsted i MM december 1978

 

Det var en hård omgang, som MM's redaktør Jens Jørn Gjedsted serverede for læserne. Han var tydeligvis ikke tilfreds med Donald Byrd, som han lyder på albummet Thank You... Hvad mener Jens Jørn Gjedsted egentlig om pladen i dag. Jeg har bedt ham om, at genlytte pladen og lave en ny anmeldelse. Er Jens Jørn anno 2021 enig med Jens Jørn 1978?


Der er gået 43 år siden denne skive blev udsendt og jeg kan ikke løbe fra, at jeg gav den en grum medfart i det for længst hedengange tidsskrift MM. Nu skulle man tro, at jeg ikke kunne fordrage fusion, funk og soul i 1978. Men sådan forholder det sig slet ikke. Jeg var vild med Earth, Wind & Fire, Brecker Brothers, James Brown, Sly Stone, Tower of Power, The Crusaders, The Meters - ja og alle de mange streetfunk bands, som væltede frem i 70’erne. Jeg dyrkede dem intensivt og som musiker var jeg involveret i et par bands, som også var stærkt inspireret af den funky stil. Men jeg var også opmærksom på, at mange jazzmusikere hoppede på vognen af nød – eller efter pres fra deres pladeselskaber, fordi straight jazz ikke solgte. Som trompetist kendte jeg jo Donald Byrd som en af de rigtige gode jazztrompetister, f.eks. med Art Blakey og John Coltrane og ikke mindst med egne grupper. Byrd, der rent musikalsk var højt uddannet, var også manden, som på mange måder hjalp Herbie Hancock på vej i hans tidlige karriere. Så derfor tror jeg, at denne Thank You…etc. var en virkelig skuffelse. Byrd spiller kun nødtørftigt – mest med dæmper a la Miles Davis – og ellers er der rigtig meget ligegyldig sang. Men jeg kan jo se i dag, at Byrd havde solide folk, bag sig, f.eks. Greg Phillinganes, Paul Jackson Jr. og Wah Wah Jackson. Alligevel synes jeg stadig, at det var langt under en så begavet musiker som Donald Byrds standard. Alene det at hans horn i soloerne var mixet så langt i baggrunden, siger noget om producernes holdning til materialet. Men jeg indrømmer gerne, efter i fire tiår aldrig at have hørt den igen og efter at have hørt det, der var MEGET værre, at det ikke er SÅ slemt!

Jens Jørn Gjedsted september 2021



Thank You... starter ud med titelnummeret, hvor et groove iscenesat af en tommelfingerbas sender nummeret godt afsted. Her kommer Byrd kortvarigt ind med trompet med dæmper, der lyder fuldstændig som den trompetlyd som Miles Davis brugte i 80erne. Var 80ernes Miles Davis inspireret af de sene 70eres Donald Byrd? Titelnummeret er i bedste Funkadelic stil, dog til den pæne side, med både skønsang, strygere, funkguitar og en let rappende snak fra Donald Byrd. Det er og bliver i min bog, en ægte disco jazz floor filler.

tirsdag, september 07, 2021

Nikolaj Hess: Spacelab & Strings (Sunnyside Records) CD/DL/stream >> Artur Tuznik/Simon Olderskog Albertsen/Flavia Huarachi: The Space Above (Artur Tuznik) stream

 

Albummet åbner med - en for mig  - kær gammel kending. ECM Country var med på bandet Spoiled Childs CD (og nej, den findes ikke på Spotify), der kom i 2007. Her var nummerets komponist, pianisten Nikolaj Hess, en del af bandet. Nu har han fundet den frem igen og præsenterer den som en del af projektet Nikolaj Hess Spacelab & Strings. Spacelab trioen består som vanligt af Nikolaj, broderen Mikkel Hess på trommer og bassisten Anders AC Christensen. De får følgeskab af en strygerkvartet. Nikolaj Hess' kompositioner har taget farve af den klassiske musik, hvilket han heller ikke lægger skjul på i titlerne, Ravel Reflections, Adagio Kontra Punk. Det er strygerkvartettens klang der mødes med jazztrioens rytme og improvisation.



Nikolaj Hess' instrumentkollega, den herboende polak Artur Tuznik har også lavet et album, hvor han også lader jazz og klassisk musik mødes. Han er medlem af trioen The Space Above, hvor han er sammen med den klassisk uddannede herboende Flavia Huarachi fra Bolivia, der også bruger traditioner fra hjemlandet. Sidste mand er norske Simon Albertsen på trommer og slagtøj. De kender hinanden fra Københavns kreative musikscene. De åbner udgivelsen med arien fra Goldberg Variationerne. Det er i sig selv imponerende, hvordan de er tro mod originalen, samtidig med at de udfordrer den så inderligt, bla. med Albertsens nænsomme slagtøj. Det er betegnende for et smukt og sammehængende kammerakustisk album, der viser en anden og mindre forudsigelig side af mødet mellem klassisk og jazz.

Nikolaj Hess Bandcamp

Facebook Artur Tuznik

mandag, september 06, 2021

Rasmus Holm Quartet: Fatamorgana (Rasmus Holm/Gateway) LP/DL/stream

 

Det er så sjældent, at jeg ikke kan erindre, at jeg har skrevet om en dansk debutplade med en basunist i front. Nu er det så tilfældet med Rasmus Holm Quartet og LP’en Fatamorgana. Rasmus Holm er sammen med tyske Julius Gawlik på tenorsax og klarinet - der lige er kommet med i NDR Big Band, danske Thorbjørn Stefansson på bas - der bla. spiller i Odd Pocket og norske Amund Kleppan på trommer - der er med i Aloft Quartet. Det er unge ambitiøse jazzmusikere i midt-tyverne - der med stor tydelighed viser at jazzen stadig lever. 


Der er to centrale numre på udgivelsen som man finder på LP’ens side 2. Titelnummeret Fatamorgana - der nærmer sig en halv million afspilninger på Spotify - er en ballade, hvor Gawlik og Holm skiftes til at føre an i den akkordinstrumentløse kvartet. De tager den med ro og forcerer ikke stemningen. Vi kan trygt læne os tilbage og nyde den smukke musik. Den efterfølgende Bologna Nights får besøg af Jonas Scheffler på trompet. Tempoet har fået et nøk opad. Der er film noir og måneskinsfyldte nætter i nummeret. 


Kvartetten har fundet inspiration i jazzen som den kunne lyde for 60 år siden. Deres tag på jazzen er ikke tilbageskuende. Den er et møde i nutiden. En meget vellykket debut fra musiker der ikke sætter sig selv i centrum - han bruger kollektivet.

Rasmus Holm på Facebook

søndag, september 05, 2021

Abekejser: Blueprint (Abekejser/Jazzhaus Records) LP/DL/stream

 

Der er gået to år siden debuten, som jeg var så begejstret for, at de fik Jazznytprisen 2019. Abekejser er aktuelle med deres andet album Blueprint. De har taget titlen fra en Martin Luther King tale - og inkluderet talen som et mellemspil efter åbningsnummeret. “What is in your life’s blueprint?” Spørger King - og anbefaler et solidt fundament. 


Abekejser står på et solidt musikalsk fundament - de har lavet deres musikalske blueprint. Hver enkelt musiker bidrager med deres unikke musikalske stemme. Jon Døssing Bendixens analoge og organiske synthklange indtager en tydelig plads i front sammen med Jeppe Lavsens lettere afroinspirerede og twangy guitar. Adrian Christensen skifter mellem elbas og Moog mens Frederik Emil Bülow på trommerne har travlt og når en masse. Sidste mand Rasmus Fisker, der står for elektronik og loops har forladt gruppen efter indspilningen af albummet. 


Abekejser er udadvendt og afvekslende i deres udtryk. Der er humor og god stemning. Singlen Hey Girl er en skøn tilbagelænet festperle, hvor Jon Døssing Bendixen med vocoderstemmen forfører os. Det er netop i kraft af deres blueprint, at jeg aldrig er i tvivl om, at det er Abekejser der spiller. Det er også kendt at et blueprint eller en grundskitse ikke ser ud som det færdige produkt. Her er Abekejser et jazzband der griber nuet. De lægger øjeblikkets udtryk ned i numrene. Improvisation og kollektivets stærke stemme giver os lækre numre som Primate Time og The Mana Bar. Hæng med på Abekejsers musikalske rejse. Det er en af årets fe’e århusianske (og danske) jazzplader.

Abekejser

lørdag, september 04, 2021

Modal Projekt: Electronic Organic (Freshly Squeezed) stream

 

Det er 14 år siden at han under navnet Jazzbox sammen med Kenneth Bager og flere jazzmusikere lavede albummet Jazz is the grass that I cut, hvor han lod den elektroniske musik krydse klinger med jazz. Herefter gik det stærkt - men med et andet projekt, Swing Republic. Han var fremme i forreste bastion indenfor electro swing genren og hittede overalt i verden. 

Nu er Per Ebdrup aktuel med Modal Projekt. Her kombinerer han sin store kærlighed for modular synthesizers med modal jazz.


Det er pumpende techno, ambient og jazzens improviserende instrumenter der mødes. Per Ebdrup er en synth wizard, der ved hvordan elektronisk musik skal skæres. Det kan minde om St. Germain, som når han er sammen med den engelske keyboardspiller Bennett Holland på Great Fall. Med danske jazzører er det selvfølgelig interesant at høre saxofonisten Jan Harbeck og trompetisten Peter Marott i elektronisk sammenhæng. De er med på fire numre, hvor eksempelvis Apples & Pears og Polylove lader Jan Harbeck lyde som Jan Harbeck - og Peter Marott på muted trompet sender nummeret direkte i jazzland. 


Modal Projekt handler ikke om grænseoverskridende eksperimenter. Det handler om at bruge effektive og velafprøvede (velfungerende) elementer fra begge genrer og parre dem. I Per Ebdrups vision er det ikke nødvendigt med parterapi - de to genrer hygger sig sammen. Spørgsmålet er vel mest om der ikke kommer børn ud af det?


Har man et godt forhold til elektronisk musik og jazz, så Per Ebdrups Modal Projekt et rasende godt bud - måske det bedste - på en nutidig hybrid. Jeg er vild med det og vil ikke tøve med at anbefale Modal Projekt.

Freshly Squeezed Music

fredag, september 03, 2021

Peter Sommer Palle Hjorth Pro Tempore: PSPHPT (Sony) LP/CD/DL/stream

 

På den dunkle side af det begsorte mørke. Der hvor solen altid går ned. Peter sommer har lavet en duoplade, hvor han er sammen med Palle Hjorth på klaver. De suppleres af strygere arrangeret af Davide Rossi (kendt fra Goldfrapp og The Verve). De genbesøger 12 gamle Sommer-numre.


Peter Sommers tekster træder endnu tydeligere frem end tidligere. Han har valgt numre, hvor det ikke er lyset og optimismen der vejer mest. Sjældent har jeg hørt en mere trist og mørk plade, end den som Peter Sommer her præsenterer os for. En plade der i mørket er fuld af skønhed. Skønheden er i sproget. Peter Sommer kan antage Knud Romerske dysterheder i teksterne. Han bruger sproget og vender det rundt og giver nye anskuelser på livet. Han hjælper lytteren på terapeutisk vis til, at se sig selv i et andet lys. Det er måske derfor at det ikke er helt så trist. 


Palle Hjorth er det stærke lys når det er mørkt. Sammen med strygerne gives der nyt liv til sange som Skønne spildte kræfter og Lad mig forlade dig. Et nyt og uafrysteligt stærkt kapitel i Peter Sommers liv.

Peter Sommer på Facebook

torsdag, september 02, 2021

Rymden på Godset i Kolding 010921 - koncert præsenteret af Jazz6000

 

For tyve år siden var Bugge Wesseltoft og Esbjörn Svensson Trio mine absolutte favoritter - så det er i min verden (og vel også, sådan helt generelt?) et helt og aldeles crazy scoop, at Rymden med Bugge og de to resterende medlemmer fra EST kan fanges på spillestedet Godsets scene, en onsdag aften i Kolding. I en sal - hvor der var plads til flere publikummer - fik de fremmødte en rund- og rumrejse i jazzens vidtstrakte muligheder. Den lokale jazzklub, Jazz6000’s formand Claus Meineche bød velkommen med en kommentar om, at han havde oplevet dem på North Sea Jazz Festival i Holland. En indikation af hvor store de er ude i Europa. Men også en undren hos bloggeren over hvorfor de ikke er større i Danmark? 


Modig og virtuos brug af elektronik er en vigtig del af Rymdens musikalske udtryk. Bugge Wesseltoft havde den lille klassiske synth Korg MS 20, et Rhodes og et flygel, hvor der også blev hældt ting og sager i, med på scenen. Dan Berglunds velkendte og effektladede baslyd var helt fremme i lydbilledet. Magnus Öström brugte diverse effekter ind i trommespillet. Fælles for de tre musikere i Rymden er, at de har fuldstændigt styr på virkemidlerne. Sammenspillet og deres improvisation er i særklasse. 



De startede koncerten med de fire første numre fra deres seneste album, Space Sailors fra 2020. The Life and Death of Hugo Drax og The Spacesailor - en heftig og medrivende åbning inden den stille ballade Söndan. Sådan skifter koncerten tempo og stemning undervejs og står aldrig stille. Rymden eksperimenterer og sætter en masse på spil. De følger ikke den ligefremme vej eller lefler for publikum. Hvilket heller ikke var det som folk var kommet efter. Begejstringen var stor hele aftenen igennem. Personligt blev jeg blæst bagover af trioens åbning af andet sæt, hvor der var plads til en feature til hver enkelt medlem.


Aftenen sluttede med Homegrown - et smukt nummer, hvor Esbjörn Svensson, der døde i 2008 var med i ånden. Det var en flot afslutning på en forrygende aften i Rummet (Rymden).

onsdag, september 01, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #1

 

Disco har været en del af min musikalske bevidsthed siden 1979, hvor jeg var 11 år og fik albummet Disco Action. Her var Chic's Le Freak og Sister Sledge's He's The greatest dancer blandt hovednumrene. Selv da jeg i min pure ungdom begyndte at opsøge punken og dens afarter blev jeg fortsat fortryllet af basgangen på He's the greatest dancer. Jeg har aldrig sluppet discoen - eller måske har den ikke sluppet mig. Jeg har dyrket alle dens fætre og kusiner; soul, funk, house, electro, hip hop, easy listening, afro, latin og fusion.


I dag er jeg sådan en type, der kalder sig Jazzy Niels på Instagram og har en jazzblog. Jeg er en jazzer. Det er discoens hi hat ligeglad med. Den kan til enhver tid hypnotisere mig. Få kroppen til at rotere og smide pegefingeren op i luften i et rytmisk sving. 


Hvad sker der når man kombinerer disco og jazz?


70'erne var hårde ved den akustiske jazz. Mange af 60'ernes stjerner havde i stor stil forladt den til fordel for den nye tids elektriske jazz. Wayne Shorter spillede i Weather Report, Herbie Hancock havde Headhunters, Chick Corea havde Return to Forever og deres gamle læremester Miles Davis var fra midten af 70'erne helt ude af jazzen.

Hvad skete der så med de andre? Stanley Turrentine, Art Farmer, Freddie Hubbard, Jackie McLean, Sonny Rollins, Herbie Mann, Donald Byrd, Benny Golson, Willie Bobo, Idris Muhammad, Blue Mitchell, Lionel Hampton og Candido?

De begyndte at spille disco og funk, der lugtede af jazz. Det virkede på dansegulvet - og verden kunne ikke få nok disco fra 1975 til 1980. 


De blandede deres jazzevner med heftige fire fjerdedels rytmer, dyb bas, korsang og strygere - og det bedste af det hele var, at det var håndspillet af levende musikere i et studie i Los Angeles, Philadelphia eller New York.

Det var og er ikke noget der på nogen måde fremhæves i jazzens historie. Snarere tværtimod. Kapitlet om disco jazzen finder man i jazzens glemmebog. På Wikipedia kan man ikke læse om disco jazz. Der er beskrivelser af de nært beslægtede genrer til disco jazz; jazz funk, jazz rock, smooth jazz, fusion og acid jazz. Men disco jazz findes!


Blandt de over 1.000.000 plader der er registreret på det brugerdrevne site Discogs.com under genren jazz finder man over 15.000 plader der er registeret med disco som stilart. Altså jazz, hvor der indgår discoelementer. Andre eksempler er jazz med bossa nova, hvor der er registeret over 20.000 eller jazz med swing med over 94.000.


"Except for a couple wack disco songs, this album is really good. A great batch of mid-'70s jazz-funk and fusion vibes."

Discogs-bruger om Gene Harris albummet In a special way fra 1976


The Definition of a jazz sound


Hvad er discojazz? 


Her er min definition.

Rytmen går I firefjerdedele. Der er en dyb og synkoperet bas. Der er percussion, ofte i form af congas. Der er stryger- og blæsersektion. Korsang, elektriske keyboards og rytmeguitar. Det er definitionen på disco. 

Og adskillelsen fra almindelig disco til discojazz går primært på at sangeren er skiftet ud med en jazzinstrumentalist, der både spiller melodistykker og improviserede soli, som det kendes fra jazzen. Der er selvfølgelig mange undtagelser og afvigelser af min beskrivelse.


I de tidlige 70'ere begynder der at dukke plader op med noget der kan minde om disco der krydser klinger med jazz. F.eks. den tyske klarinetist Rolf Kühns plade New Happy Discothek fra 1972. Det er også i 1972, at det første nummer, der kan kategoriseres som disco jazz udkommer. Det er ikke fra USA, som ellers kom til at dominere disco. Det er saxofonisten Manu Dibango fra Cameroun, der boede i Frankring og indspillede hittet Soul Makossa sammen med franske jazzmusikere. Singlen blev udgivet af det lille franske selskab Fiesta, der primært beskæftigede sig med afrikansk musik. Det var den amerikanske DJ David Mancusco der bragte den til USA, hvor pladeselskabet Atlantic senere udgav den og den røg ind på den amerikanske hitliste. Stilen var afrofunk med elementer af den camerounske stilart makossa. Manu Dibango spillede en heftig saxofon på nummeret, der kan minde om saxlyden fra 50'ernes rock'n'roll. Nummeret blev iøvrigt genindspillet af mange andre kunstnere i 70erne. Det er musik der er lavet til dansegulvet.. Den blev et hit USA og nåede en 35. plads på Billboards Hot 100 i 1973. Omkvædet: "ma-mako, ma-ma-sa, mako-makossa" og saxofonen går lige i dansefødderne. 


I 1973-74 tager det så småt fart. Philadelphia studie-bandet MFSB laver albummet Love is the message, der indeholder instrumentalhittet T.S.O.P. (The Sound of Philadelphia). Nummeret blev brugt som intro til tv-programmet Soul Train. Eksempelvis medvirker den senere så berømte jazzbassist Anthony Jackson på nummeret.
 


I 1974 lancerede Billboard hitlisten Hot Dance Club Play. Den afspejlede det der blev spillet på diskotekerne i New York og andre toneangivende storbyer i USA. Her gik jazzfløjtenisten Herbie Mann nr. 1 i februar 1975 og holdt positionen i fire uger med nummeret Hi Jack fra albummet Discoteque. Det her er historien om discojazzen. Den starter i 70erne og slutter med Tom Browne og Funkin' for Jamaica (N.Y.) der udkom i sommeren 1980 og blev nr. 1 på Billboards R&B Hitliste. Den blev til gengæld aldrig repræsenteret på Billboards Hot 100.


Der blev stadig lavet noget jazz der lugtede af disco i starten af 80'erne. Men uskylden var væk. Der kunne ikke klemmes mere ud af det møde. Det begyndte at være ligegyldigt.