Britt Hein: My memory of you (Mingus Records) LP/digital

 

Her forenes to kvindelige stemmer i dansk jazz, der ikke står i forreste række og gør opmærksom på sig selv. Først og fremmest er det vokalisten Britt Hein, der for 18 år siden lavede et popalbum og ellers er sangunderviser og medlem af bl.a. Blast. Nu tager hun det afgørende skridt i vokaljazzens retning sammen med et forrygende band bestående af Nikolaj Hess (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer) – du finder næppe nogen, der er mere erfarne i dansk jazz inden for dette felt. De suppleres af Peter Marott på flygelhorn og Mia Engsager på trombone.

Den anden kvinde er Lisa Freeman, der i mange år har leveret tekster til dansk jazz. Her er Those Who Were, som Niels-Henning Ørsted Pedersen skrev musik til, og Freeman skrev teksten til, en dansk jazzklassiker. Den har Britt Hein selvfølgelig taget med. Ellers er det musik af bl.a. Jørgen Emborg, Carsten Dahl, Niels Lan Doky og Nikolaj Hess, som Lisa Freeman har sat tekst til. Britt Hein har skrevet musikken til Shadows of Yesterday, der fint flugter med de andre gode kompositioner på pladen. Hein har skrevet både musik og tekst til titelsangen My Memory of You, hvor jeg kommer til at tænke på Joni Mitchell, hvilket næppe er tilfældigt.

Britt Hein er måske ikke kendt i vide kredse. Hun er til gengæld en moden og fuldkommen jazzvokalist, der fraserer og synger med overbevisende ro og sikkerhed.

https://gatewaymusicshop.dk/en/product/9700

Phine & Ormen: Goddag (Universal Music) LP/digital

 

Det er en regulær no-brainer. Børnesange spillet af en række seje danske musikere, der primært kommer fra jazzen, er et meget velkomment indslag på pladespillerne ude hos børnefamilierne, der gerne vil fylde deres små poders hoveder og kroppe med god musik. Selv om jeg kalder det en no-brainer, er der et stort skridt fra at tage en stak børnesange og genfortolke dem til, at lave musik, som både børn og voksne kan samles om og gå ind i.

Det er Josephine (Phine) Philip, der synger på pladen. Hende er der nok nogle af de voksne, der kan huske fra JaConfetti – og ellers kender som vært på P8 Jazz. Hun er sammen med Anders (Ormen) Christophersen, der bl.a. er kendt fra Balstyrko, og som har produceret.

Pladen åbner med en smuk (smuk) fortolkning af Sebastians Nana, der i al sin enkelhed byder lytterne indenfor i deres univers. Herefter fortsætter det med et originalt udvalg af sange. Kim Larsens Tarzans Mama Mia, som jeg aldrig har brudt mig om, får lige pludselig nyt liv i hænderne på Phine & Ormen. De leverer en rolig og afdæmpet version, der er i balance. En af mine favoritter fra min egen barndom er Fredes Sang, som Josephines datter, Jura Philip Elg, leverer en forrygende udgave af.

Overordnet efterlader pladen et indtryk af at være en god plade til samvær med børn og børnebørn omkring god musik, der går på tværs af generationer. Så kan man da ikke forlange mere … kan man?

Facebook

Emma Pilgaard: A Womans voice (April Records) LP/CD/digital

 

Der er gået lidt mere end en uge siden Moorjazz Festival, en festival som jeg er med til at afvikle. Her havde vi truffet et bevidst valg om at have mange kvindelige musikere på scenerne og endte med en fordeling på 40/60, hvilket jeg ikke tror, at der er ret mange jazzfestivaler, der kan matche.

Nå, men her havde Emma Pilgaard passet perfekt ind. Først og fremmest fordi hun har lavet et suverænt vokaljazzalbum. Det er noget så old school som et konceptalbum. Emma Pilgaard sætter fokus på kvinden. Hun har valgt otte historiske danske kvinder, som hun synger om, og sat det i scene sammen med fem andre kvinder.

Anna Ancher, Else Marie Pade og Thit Jensen hører måske til de oplagte. Emma Pilgaard har også inkluderet stuntkvinden Emilie Sannom og småkagebusinessdronningen Karen Volf. Emma Pilgaards tekster er refleksioner over, hvordan kvinderne var i deres samtid, hvad der drev dem, og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Det er blevet til en samling sange, der fremmaner nogle klare, nærmest dokumentariske billeder.

Emma Pilgaards stemme er det første, der møder os, og jeg kan ikke blive træt af at lytte til den. Hendes intonation og klang er i særklasse. Bandet med Rahel Talts (piano), Patrycja Wybrańczyk (trommer) og Hilda Nordkvist (bas), der suppleres af Viktoria Søndergaard (vibrafon) og Ida Brinch (trompet), leverer suveræn backing på det bedste danske vokaljazzalbum, jeg har hørt meget længe.

Emma Pilgaard får en kæmpeanbefaling fra JazzNyt.

Bandcamp

DOMi & JD BECK: Who Asked? (Blue Note/Apeshit) CD/LP/stream

 

Der skulle gå præcis fire år siden debuten Not Tight, inden den fransk/amerikanske duo DOMi & JD BECK kunne være klar med en opfølger. Det er meget lang tid, særligt når albummet lyder som et album, hvor der, for at kunne forstå duoens udvikling, mangler et album eller to mellem debuten og opfølgeren. Der er af uransagelige årsager kommet vokal med – ikke fra gæster som på debuten, men fra dem selv, hvor trommeslageren JD BECK er den primære. Det lyder ikke godt. Hans vokal er monoton og kedelig. Han synger melodien lidt i samme stil som Thundercat, bare uden sjæl og nerve.

Det matcher ikke duoens tekniske kunnen, hvor de i et eller fedt mashup mellem hiphop, jazz og computerspilsmusik laver nogle crazy ting på trommer og keyboards, hvilket typisk er det, der popper op i de korte reels på Instagram og lignende, som de lægger ud på nettet og er så kendte for. Det er en skam, at duoen er gået vokalvejen. Havde der så bare været en popbanger på pladen, havde de næsten været tilgivet. Jeg håber inderligt, at deres næste album, der først kommer i 2030, hvis de holder den nuværende kadence, er et instrumentalalbum.

Duoen skulle dog stadig være en fed koncertoplevelse, hvor vokalen efter sigende træder i baggrunden. Hvornår kommer de egentlig til Danmark?

Blue Note

Katrine Schmidt: Wearing my heart on my sleeve (Katrine Schmidt) LP/digital

 

Der er gået fem år, siden Katrine Schmidt debuterede med albummet Laying My Burdens Down, som hun efterfølgende modtog en DMA-pris for ved Roots DMA. Siden er der kommet et barn ind i hendes liv.

Undervejs har hendes roots/country/folk/singer-songwriter-stil bevæget sig i nye retninger, og en mere jazzet tone er kommet ind i musikken. Tekstmæssigt har det sat dybe spor, at hun først mistede sin far og siden selv blev forælder. Det betyder, at hun er rykket tættere på følelser, hun ikke tidligere har været i kontakt med. Det er omdrejningspunktet for dette vellykkede album.

Det er singer-songwriteren, der bevæger sig i retning af jazzen. Klaveret er centralt i det musikalske udtryk, hvor man også hører guitar og violin ud over bas og trommer. Katrine Schmidt har en varm og nærværende stemme, der er som skabt til de stemningsfyldte ballader og rolige sange.

Lyt til “Crooked Little Heart”, “Bit by Bit” og ikke mindst “To the Moon and Back”, så forstår du, hvorfor Katrine Schmidt har skabt noget særligt med albummet Wearing My Heart on My Sleeve.

Facebook

Jomi: Den kærlighed (Glorious Records) LP/digital

 

Du skal ikke lytte længe til Jomis nye album, før det står indlysende klart, at det er en feministisk, samfundskritisk og kærlig plade, der sætter fokus på barske og vedkommende emner. Det er vold mod kvinder, som det beskrives i sangen Du skal gå væk. Det er kærligheden i Lad lyset brænde. Det er melankolien i Alle har en drøm. Og det er skilsmissesangen Sidste duel.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i tekstanalyser – det er jeg som jazzblogger med hang til instrumentalmusik alt for løs i den tekstuelle fuge til. Det betyder dog ikke, at Jomi, der også kendes som Signe Høirup-Wille Jørgensen, ikke laver tekster, der rører og bevæger mig.

Hun er på alle måder en ener, der siden hun dukkede op i 90’erne som medlem af støjrockbandet Murmur, konstant har været i musikalsk udvikling. Hun allierer sig med musikere, der forstår hendes kunstneriske mission. På det nye album medvirker bl.a. Kresten Osgood, Maria Dybbroe og strygerne Who Killed Bambi. Desuden er Luke Sutherland fra Mogwai atter med i Jomis musik, ligesom han var i starten af nullerne på hendes første plade i eget navn.

Den kærlighed er en rørende dansk artpop-udgivelse fra en erfaren kunstner, der ubesværet kombinerer et stærkt musikalsk udtryk med stærke tekster.

Jomi

John Larkin: Before Scatman Early Sessions (Iceberg) 10”vinyl/digital

 

Var du ung i 90’erne har du med garanti hørt eurodance nummeret Scatman Ski-ba-bop-ba-dop-bop til hudløshed. Den blev nr. 1 på hitlisten herhjemme og udgivet af det danske pladeselskab Iceberg. Den var også et kæmpehit på verdensplan. Han kaldte sig Scatman John men hed egentlig John Larkin, var jazzmusiker og kom fra Los Angeles. Han havde været jazzsanger og pianist i mange år, inden han fik gennembruddet på diskotekerne. I midten af 80’erne lavede han en plade der kategoriseres som free jazz/avant garde på discogs. Danske Stunt udsendte en mere straight plade med ham efter Scatman-hittet.

Iceberg er nu kommet i besiddelse af nogle optagelser fra 1978 med John Larkin som de har udsendt på en 10” vinyl. Det er 70’erne når det er bedst. Han er sammen med et hold lokale musikere. De lader sig tydeligvis ikke begrænse af noget som helst. Det er både udflippet og frit som på nummeret Instrumental (Scatting) og mere straight som åbningsnummeret It doesn’t show, hvor John Larkin synger og latinrytmerne syder. Det er nok også det eneste nummer på pladen man kan danse til. Side 2 åbner med den tunge Happy Birthday, hvor Larkin synger. Pladens højdepunkt for mig er Love cry (early version), hvor bassisten Duke McVinnie lægger godt fra land mens John Larkin i et opskruet tempo på klaveret dækkes godt af percussion og trommer. Der er selvfølgelig lidt scat undervejs og nogle helt forrygende far out øjeblikke. 

Pladen er et interessant tilbageblik på en helt usædvanlig musikkarrriere. Den hænger godt sammen med, at der lige er kommet en biografi om John Larkin, der døde i 1999 af lungekræft.

Iceberg Records

The Bob Nova Project: Nye Bobtagelser (Gateway Music) LP/digital

 

Hvis du lytter til P8jazz en gang i mellem, så har du nok hørt The Bob Nova Project. Her er numre som Golden Sun, Hvilken dag det er i dag og andre af deres sange ofte blevet spillet. Nu er de aktuelle med deres femte album, hvor stilen er som den plejer. Det er ganske genkendelige Bob Nova toner, der smyger sig ind i ørerne hos mig. 

Det er Sverre Stein Nielsen og Thomas Engelhardt Rasmussen på henholdsvis sang og guitar, der har skrevet al musikken. De får hjælp af Jakob Elvstrøm på saxofon (ny mand i bandet), Johannes Liingaard Jørgensen og Lars Møllenberg på trommer og percussion. Det er bundcharmerende bossa og vise pop af den tidløse slags. Der er flere sange der sagtens kan ryge ind på P8jazz’ playliste. Det kunne være Tror jeg savner dig, hvor Laura Riis Nielsen medvirker på vokal. Her synger de så smukt melankolsk:
“Tror jeg savner dig

Tror det fordi

At solen ikke skinner

Helt så klart, helt så klart”

Det er enkelt og ligetil. De konstaterer selv i en lille tekst på coveret at folk var begejstrede for for de dansksprogede sange på forrige album, så de fortsatte ad samme spor. Et andet hit på pladen er Regnvals, hvor Mathias Heise kigger forbi med mundharpen. Det er en fornøjelse at The Bob Nova Project holder fast i deres lille niche og det er kun fedt, at de fortsætter med det danske sprog. Nye Bobtagelser er en skøn plade.

Gateway

Jacob Anderskov: Vinterstemmer (ILK) LP/digital

I mit andet arbejde ved siden af jazzbloggeriet, er vi begyndt at synge en sang, når vi starter vores personalemøder. Meget passende var der en der foreslog at vi skulle synge Det er hvidt herude, ved mødet den sidste fredag i januar, kort før kyndelmisse. Så dukkede denne plade op, hvor Jacob Anderskov netop spiller Det er hvidt herude. Han har lavet en plade med vintermusik. Et passende sammenfald. Ikke med min personalemøder men med årstiden.

Det er hvidt herude åbner med et tindrende smukt soloklaverstykke - og man tror det er løgn! Mens jeg skriver disse linjer daler sneen langsomt ned udenfor. Anderskovs improvisation over Thomas Laubs melodi leder frem mod nogle improviserede toner fra de andre musikere; Kasper Tranberg på trompet, Maria Laurette Friis på vokal og effekter, Jakob Munch på vokal og tuba og Jakob Høyer på trommer og effekter. Det fører os over i det som er genistregen på pladen. Musikken er indspillet ved en koncert i Den Sorte Diamant og her inviterer Anderskov publikum med ind i musikken ved at lade dem synge med. Det er ikke skønsang og det er heller ikke meningen. Det er nærværende, levende og skabt af almindelige mennesker, der har de danske sange med i den kulturelle bagage. 

Vi præsenteres også for Spurven sidder stum bag kvist, I sne står urt og busk i skjul, Sne og I skovens dybe stille ro. Det er et rørende og kontrastfyldt møde mellem improvisationsmusik og det folkelige, der hvor man involveres og samles. Det er rent ud sagt stærke sager. Vinteren 2026 er den koldeste i mange år. Der er kommet en masse sne. Jacob Anderskov har lavet den flotteste musikalske ledsagelse til vinteren.

ILK Music

Veronika Rud: Nothing (BlikFlak) LP/digital

 

Det er da helt vildt, så meget som Veronika Rud kan nå på en EP med 6 numre. Hun skifter udtryk flere gange undervejs. Hun var nomineret til en DMA som årets nye jazznavn i 2025 og fortsætter med at imponere med den nye udgivelse. 

Sangen You don’t have to do anything er et mesterligt møde mellem stemme og musikere. Hendes fraseringer smelter sammen med Buster Isitt’s guitarspil. Det følgende nummer, Stranger, er med scat-sang, Albert Schwalbe på saxofon og swing ud over det hele. Titelnummeret Nothing er musikalsk nærvær, hvor hendes faste trio med Elias Häninnen Pedersen på bas, Jakob Marker på trommer og Svend Winther på klaver står så tindrende skarpt. Så kommer den sfæriske ordløse Sang om haab og den introverte Hideaway. Den sidste er Kram, der er på dansk og hold da op, hvor er den god. Hun er kun i selskab med bassen og fylder så meget. Endnu en nuance på Veronika Ruds store musikalske palet. 

Veronika Rud på Instagram

Open Sky Unit (sdban) LP/digital

Det er ikke måske ikke lige det første du tænker på, når snakken falder på groovy jazz fra 70’erne. Men tro mig! Belgien er en guldgrube af obskure og lækre sager fra den periode. De fleste med interesse for emnet, burde kende bandet Placebo med Marc Moulin. Det er især compilationpladerne Funky Chicken part 1 & 2 og Funky Chimes Part 1 & 2 fra henholdsvis 2014 og 2017, der har været med til at sætte fokus på de lækre sager. 

På den allerførste af compilationpladerne var der et nummer, Sunshine Superstar, med Open Sky Unit der vakte en interesse for at høre mere med bandet. Nummeret var taget fra deres eneste udspil fra 1974, der nu er genudgivet af pladeselskabet sdban og tak for det. Originalen er selvfølgelig hundedyr. 

Det er amerikaneren Rob Wilson der havde lavet musikken. Han var blevet i Belgien efter at have været udstationeret som soldat. Bandet var samlet af Jacques Pelzer der spillede fløjte og sax, som en hyldest til Dave Liebmans band Open Sky. Han havde inkluderet datteren Micheline på trommer, hun havde allerede som 19 årig spillet på en Archie Shepp plade. Det var Pelzers fætter der spillede bas og såmænd svogeren der udgav pladen på sit pladeselskab Duchesne der ellers fokuserede på klassisk musik. 

Pladen er en liveindspilning og det er kun en styrke. Bandet har en funky tilgang til jazzen med en masse plads til improvisation. Pladens andet nummer, At Man, er fuld af Liebman-inspiration og bobler i et groove, hvor Micheline Pelzer hele tiden er helt fremme på beatet på lilletrommen. Åbningsnummeret Open Skyer dejligt hippie-agtig. Totalt åben og nysgerrig 70’er vibe i en stram jazzsetting. B-siden starter med Sunshine Star, der er europæisk souljazz af den allerbedste slags. Det efterfølgende nummer, Passion and compassion bevæger sig roligt gennem flere faser, hvor alle i bandet får lov til at stå tydeligt frem. 

Den eneste plade som gruppen nogensinde lavede får en kæmpestor anbefaling herfra. Det er europæisk groovy jazz af den allerbedste slags. 

Bandcamp

SingleNyt JazzNyt Jul 2025

Ingen jul uden nye julemelodier. Når du allerede efter den første uge af december er blevet træt af at høre Michael Bublé, så er det godt at der er friske juletoner. Jazznyt sætter selvfølgelig fokus på nye danske juleudgivelser som du skal forkæle dig selv og familien med i december.

Kira Martini & Mads Mathias: Holiday Romance (Yellow House Music)

Kira Martini & Peter Marott: Advent (Yellow House Music)

Der er dobbelt op fra sangerinden Kira Martini, der har lavet to meget forskellige julesange. Den første er i klassisk great american songbook-stil, hvor Mads Mathias i klassisk croonerstil synger duet med Kira Martini. Den anden handler om Advent, også sunget på engelsk, men ikke så amerikansk i udtrykket. Advent er vist slet ikke noget de kender til derovre. Peter Marotts vellydende trompet serverer den lækreste solo, der matcher Martinis fine vokal.

Knud Romer & Wash Your Dirty Money With My Art: Sidste jul (WYDMWMA)

Duoen Wash Your Dirty Money With My Art har lavet en sand genialitet sammen med Knud Romer. Det der bare skulle have været en single, blev til 8 fortællinger fra Knud Romer, der elsker julen. Er man (som jeg) meget begejstret for Romers selvbiografiske bøger Den som blinker er bange for døden og Kort over paradis, bliver denne udgivelse en kærkommen bonus til hans historier. Den har potentiale til at leve i mange år, hvor den skal findes frem og høres igen som et juleevangelium med klassisk Romersk mørke.

Dødens Garderobe: Julekalender 2025

For 16.(!) gang har trioen Dødens Garderobe med Jeppe Zeeberg på tangenter, Nicolai Kaas Claesson på bas og Rune Lohse på trommer lavet en julekalender, hvor der hver dag frem til juleaften, kommer en ny sang. Indtil nu har de offentliggjort sange sammen med Søren Siegumfeldt, Signe Mansdotter (skøn og ultralangsom version af Driving home for X-mas), Halfdan Stefansson, Bilal Irshed og Cecilie Strange. Skynd dig at finde dem på Facebook og lyt løs på Soundcloud. Det er så godt!

Hans Ulrik: Christmas Moods (AMM)

Det bliver ikke mere klassisk end det her. Det er 12 år siden, at Hans Ulrik lavede albummet The Christmas Song, der var med danske og amerikanske juleklassikere. Denne gang er det blevet til 5 sange. Lige fra When you wish upon a star til Der ingenting i verden så stille som sne. Du kan godt tænde kalenderlyset, få bagt en bunke æbleskiver og invitere vennerne forbi. Hans Ulrik er det perfekte soundtrack.

Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen: The Christmas Song (Thomas Sejthen & Mads Ole Erhardsen)

Nat King Cole, Gregory Porter, Vince Guaraldi Trio (dem med Charlie Brown Christmas pladen), Ole Erling, Hank Crawford og ikke mindst Dexter Gordon har allerede været der. Spillet The Christmas Song. Det kan saxofonisten Mads Ole Erhardsen og bassisten Thomas Sejthen også finde ud af. Erhardsens støvede intime saxofon og Sejthens prunkløse bas er lige præcis det der gør, at man gerne vil høre den endnu en gang.

Local Hero: First day of snow (Local Hero)

Den aarhusianske orgeltrio Local Hero, genbesøger minderne med melodien First day of snow. Der er diskrete bjælder fra Jakob Marker ved trommerne, David Miilmann tager den med ro på guitaren ligesom Rasmus Dahl også spreder julehygge ved orgelet. En skøn ny julemelodi, hvor der hen mod slutningen skrues op for sneen.

 

Johanna Linnea Jakobsson: Don’t overthink it (Zack’s Music) LP/digital

 

Det er da rimelig god timing. En uge før dansk/svenske Johanna Linnea Jokobssons andet album udkom, blev det offentliggjort at nummeret Time fra albummet Don't overthink it, er nomineret til DMA Jazz 2025 som en årets singler. Hvor hun tidligere fokuserede på, at spille andres kompositioner, er alle pladens 8 numre skrevet af Johanna Linnea Jakobsson selv. Det er ikke en dum beslutning. 

Den lander lige ned på pletten hvor jazzen mødes med singer/songwritergenren. Det er musik fuld af varme, hygge og nærvær. Johanna Linnea Jakobsson både synger og spiller saxofon, selv om det nok er sangen der fylder mest på pladen. Hun er sammen med et hold svenske musikere, Olof Wullt på guitar, Jesse Emmoth på Rhodes og klaver, Simon Petersson på bas og John Fernold på trommer. Det er ikke uden grund at hun er en af tidens mest spillede kunstnere på P8jazz. Hendes nærvær og tilstedeværelse i sangene er ægte og til at føle. Hun går direkte ud af højtalerne og placerer sig i stuen hos lytterne. 

Johanna Linnea Jakobsson

Esben Just: New Orleans (SJF Records) LP

Han har lige rundet 60 år og fejrer sig selv med en knaldperle af et album. Sangeren og pianisten Esben Just er taget hele vejen til New Orleans for at lave albummet, der meget passende er opkaldt efter The Big Easy. New Orleans er der hvor Just har hentet sin musikalske inspiration gennem hele karrieren, ikke mindst med trioen SP Just Frost, der har lagt utallige spillesteder ned gennem årene.

Denne gang har han allieret sig med The Above and Beyond Brass Band, et 8 mands band fra New Orleans med to trompeter, to tromboner, saxofon, sousafon, lilletromme og storstromme. Det er indspillet on the spot. Det er vel at mærke Esben Justs egne dansksprogede sange som han har taget med til New Orleans for indspille sammen med brass bandet.

Det er festplade med holdninger. Esben Just holder sig ikke tilbage for at synge en fædrelandssang med budskab om rummelighed, om klimaet og det fælles ansvar. Som Esben Just siger, så er det i skarp kontrast til midter- og højrefløjens fremmedfrygt og angst for den ’store omstilling’. 

Det er musik, hvor der hentes inspiration i caraibiske rytmer, traditionel jazz og det velkendte New Orleans beat. Her er The Above and Beyond Brass Band i særklasse. De er skarpe, præcise og tilpas løse i kanten, så der opstår den der helt skønne stemning, som kun kan komme fra New Orleans. Esben Just kan ikke fejre sig selv på en bedre måde. Tillykke med de 60 år og den medrivende plade.

Gateway

 

Randi Pontoppidan & Christian Rønn: Shadow moves (Nische) LP/digital

 

Man kunne kalde det for en kammermusikalsk free jazz avantgarde plade. Pianisten Christian Rønn på et præpareret Steinway flygel og vokalisten Randi Pontoppidan, der supplerer stemmen med diskrete elektroniske effekter, er mestre i øjeblikkets musik. Improviseret musik der komponeres mens det fremføres. 

Der er gået fem år siden den forrige Head¨Space, hvor de satte forvrængning og eksplosiv ekspressivitet i front

Er det skyggerne der bevæger sig eller er det skygger af bevægelser? Shadow moves er en direkte og ren oplevelse. Pontoppidans vilde vokalteknik og fantasirige anvendelse af alle de muligheder, som stemmen giver, bruger hun elegant sammen med Rønns klaver. Der er rå flydende stemninger, lyde og klange der bevæger sig uden for tid og rum - men måske i skyggerne? Pontoppidan og Rønns musikalske udvikling siden Head¨Space i en mere afdæmpet retning er fascinerende og god.

Bandcamp

Ray Charles: No one does it like… Ray Charles! (Tangerine Records) LP/CD/digital

 

Det er ikke det jeg plejer at skrive om her på bloggen. Når der så alligevel dukker en promotionmail op med nyt om en Ray Charles plade, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Ray er en af mine allerstørste helte. Ligegyldigt hvilket humør jeg er i eller hvilken tid det er på døgnet, så er Ray Charles altid sagen. Det er jazz, rhythm’n’blues, soul og country. Han startede pladeselskabet Tangerine Records i 60’erne. I dag sørger The Ray Charles Foundation for at genudgive remasterede udgaver af pladerne fra Tangerine bagkataloget. De har i år genudsendt flere Ray Charles plader, der i den grad kan tåle et genhør med nutidens ører. 

Der er Love Country Style fra 1970, hvor han spiller countrysange med et jazz/soul/blues twist. Hør feks. hans fortolkning af Johnny Cash hittet Ring of fire. Så er der hitalbummet Ingredients for a recipe of soul fra 1963, der åbner med Busted, der også var en Johnny Cash sang men som Ray Charles fik endnu større succes med - han fik bla. en Grammy for den. Det oversete 1974-album Come live with me har ikke været genudgivet siden den udkom. Så meget desto mere er der grund til, at høre den. Det er ballader, Wurlitzer og strygerorkester.

Den seneste er No one does it like… Ray Charles! Det er en opsamling med numre, der kun har været ude på single eller som bonustracks. Pladen åbner med My baby don’t dig me fra 1964, hvor B-siden Somethings wrong også er med. Det er Ray Charles på højden af karrieren med storladen big band soul. Ray Charles var superproduktiv i 60’erne og det var almindeligt med 7-8 singler om året, hvor 3 af dem ikke var med på noget album, så der har været nok at plukke af. Pladen lukker med den smørbløde My heart fries for you fra 1964, som han fik et top 40 hit med. Inden da har der være et par ægte Ray Charles bangers som No one og Don’t set me free, der er grund nok til at bruge tid på albummet. 

Ray Charles døde for 21 år siden. Jeg er glad for at jeg oplevede ham live i Stockholm I sommeren 1992, hvor det pisregnede under hele koncerten, hvilket han var helt og aldeles upåvirket af. Han er for evigt en af de allerstørste i min musikalske verden.

Bandcamp

Marc Levin Trio Project: My Blue Rose (Sweet Dragon) LP/digital

 

Han er best kept secret i dansk jazz. Han rundede 83 år i august. Han har boet og arbejdet som psykolog i Danmark siden 70’erne. Amerikanske Marc Levin har tidligere medvirket på flere interessante jazzundergrundsplader. I årene inden han tog til Danmark, lavede han to plader i eget navn i 1968 og 1973. Den sidste blev genudgivet i 2017. Jeg tror ikke han har udgivet ny musik siden 1983, hvor den sidste af tre plader som han lavede sammen med den nyligt afdøde percussionist Abbey Rader, udkom.

Han har heldigvis mere på sit musikalske hjerte og har lavet den dybt personlige plade My Blue Rose sammen med Kresten Osgood på trommer og percussion og Mathias Petri på bas. Pladen er dedikeret til digteren Henry Dumas som Levin delte lejlighed med i 1962. Digteren gjorde stort indtryk på den unge Levin. Det var først længe efter at Henry Dumas var død, at Levin fandt ud af, at Dumas var blevet dræbt af en betjent. Marc Levin skrev i 1976 sangen My Blue Rose til Henry Dumas og spillede den ofte i perioden derefter i sit samarbejde med Mal Waldron. Der er en charmerende Tom Waits lignende vibe over Levin’s frække New Yorker måde at levere ordene på. 

Udover at synge, så spiller Levin også kornet, flugelhorn, piano og fløjte. Han har skrevet om alle numrene i de medfølgende liner notes.

Pladen rummer også en hyldest til kvinden Mahsa, der blev slået ihjel af det iranske politi i 2022. Desuden genbesøger Levin sangen Pantomime of fear fra Songs, Dances and Prayers fra 1972. Marc Levin kom med i kredsen omkring free jazz pioneren Bill Dixon i midten af 60’erne og medvirkede også på Dixon’s Intents and Purposes fra 1966. Dixon bliver hyldet på Student Days in New York City, 1965. 

Pladen afsluttes med Travels with Mal. Det er et nummer fra den 10 årige periode, hvor han turnerede med Mal Waldron-Marc Levin Collaboration. En smuk afslutning på et meningsfyldt album, der bobler af følelser, spiritual jazz, free jazz, blues og andet, hvor Marc Levin sætter sig selv i spil. Det er et usvigeligt stærkt jazzalbum, der får en stor anbefaling herfra. Marc Levin behøver ikke at blive ved med at være best kept secret.

Bandcamp

Marc Levin