Gilbert Paeffgen Trio: Der mann auf dem trampolin (Rabbit Hill Records) CD/digital

 

Det handler selvfølgelig om lytterens udgangspunkt, men har man hørt sin del af Pat Metheny, så åbner Gilbert Paeffgen Trio ganske behageligt op for deres sjette album siden 2001, Der mann auf dem trampolin, hvor der er sammenfald med den lette, rytmiske og melodiske tilgang til musik som Pat Metheny har. Schweiziske Paeffgen er ikke guitarist, men trommeslager og spiller desuden på dulcimer eller hakkebræt, som det også kaldes, hvilket han gør på åbningsnummeret.

Paeffgen er sammen med Claude Meier på bas og Fabian M. Mueller på piano. Stilistisk er pladen formet af jazz, klassisk og folk. Melodien er det bærende element med enkelte frie afstikkere. Der er også blevet plads til Duke Ellingtons African Flower i en fin og afbalanceret udgave.

Bandcamp

Yaron Herman: Radio Paradise (Naïve) LP/CD/digital

 

Den israelske pianist Yaron Herman, der bor i Paris har flere gode trioplader på samvittigheden. I 2010 lavede han Follow the white rabbit på ACT Records og I 2019 lavede Songs of the degrees, der kom på Blue Note. Her har landsmanden Ziv Ravitz altid været fast mand bag trommerne. Det er han også på det nye album Radio Paradise. Denne gang har Yaron Herman udvidet besætningen og lader de to tenorsaxofonister, franske Alexandra Grimal og schweiziske Maria Grand deles om tjansen. 

Stilistisk er det den dynamiske og udadvendte jazz, der er i højsædet. Herman har lavet pladen efter to år, hvor han har givet solokoncerter og lavet bogen Le Déclic Créatif - Kreativitetens gnist, med der til hørende talks. Musikken fremstår som et rum der åbnes, hvor der skal luftes ud og spændinger i musikken giver nye muligheder. Særligt balladen The minute before og den dejligt kringlede Better Place Blues er gode numre at lytte til.

Yaron Herman

Arbenz vs Arbenz meets Ron Carter: The Alpine Session (Arbenz) LP/CD/digital

 

De schweiziske tvillinger Michael og Florian Arbenz på henholdsvis piano og trommer var allerede inde på min radar - og da den så opfangede at de var sammen med Ron Carter på bas - jeps den Ron Carter der er så kendt fra alle mulige sammenhænge i jazzen, at jeg lige nu kun kan overskue at nævne Miles Davis kvintetten, så var der ingen tvivl. Den plade skulle høres. 

Musikken er indspillet i brødrenes studie i Alperne i Schweiz, selv om det ikke kan høres - jeg ved heller ikke hvordan det skulle kunne høres. Det jeg til gengæld hører er hårdkogt og intens triojazz der trækker godt og grundigt på de amerikanske jazztraditioner. Det understreger de ret indlysende ved at åbne pladen med Duke Ellingtons It don’t mean a thing of it ain’t got that swing i en heftig udgave. Det kan man også sige om Evolution, hvor Ron Carter på ingen måde fremstår som en oldefar. Der er power og steady stamina, der giver de langt yngre brødre energi og saft.

Der er også blevet plads til jazzstandarden All the things you are. Igen er det med kraft og fylde at de eksekverer det nummer. The Alpine Sessions er et vellykket møde mellem en af jazzens store gentlemen og to velspillende brødre.

Bandcamp

Jesper Thorn: Dragør (April Records) LP/CD/DL/stream

Bassisten og komponisten Jesper Thorn vender blikket, sjælen, minderne og følelserne mod Dragør, den by som han voksede op i. Den by hvor han også mødte kærligheden i sit liv, Mette Damm, som har produceret pladen, ligesom hun gjorde med den forrige Boy og som Jesper Thorn har sønnen, Elliot sammen med. En søn der kommer musikalsk i centrum allerede fra starten af pladen, på åbningsnummeret About Fathers and sons, hvor Jesper Thorn har ladet sig inspirere af sit eget forhold til sin far og det forhold han er ved at opbygge til sønnen Elliot. 

Det er en meget personlig plade, som Jesper Thorn også har beskrevet i pladens linernotes. Dragør er byen tæt på vandet, byen hvor han har mange gode minder fra - men også en svær tid som ung, hvor han oplevede megen mobning. Der er nummeret Asthma Breath om tiden som barn med mange hospitalsindlæggelser og Sweeping it under the rug, der handler om hans katolske opvækst.

Jesper Thorn fik i 2021 en DMA for albummet Boy - og de to musikere Tobias Wiklund (kornet) og schweiziske Marc Meán (piano, elektronik) fra det album er atter med, ligesom de også var på Thorns første album Big Bodies of Water. Thorn har udvidet med saxofonisten Cecilie Strange og Andreas Bernitt på violin og bratsch. De fem musikere smelter sammen i gensidig forståelse og fortolkning af Thorns tanker og kompositioner. De mødes i et meget rørende udtryk, hvor vemod, mol og melankoli er dominerende. Jesper Thorn har atter skabt et album med dybe og intense kvaliteter. Måske den bedste.

Bandcamp

 

Margaux Oswald & Kasper Tranberg: Signals (ILK) CD/DL/stream

 

I filmen Suite Dilation fortæller trompetisten Kasper Tranberg om hvordan han bla. har ladet sig inspirere af hornet som signalgiver i de japanske bjerge. Det aktuelle duoalbum med den herboende schweiziske pianist Margaux Oswald hedder ligefrem Signals.

De mødes gennem 11 improviserede stykker. Det er rensende musik, hvor musikerne tømmes. Her er ikke lette løsninger. Her er heller ikke løsninger. Det er skarpe og flagrende øjeblikke. Det er to intelligente musikere, der laver nutidig europæisk improjazz i topklasse. Det er hverken tvivlende eller undrende. De ved hvad de vil og får en masse ud af det. 

ILK Music

Arbenz X Postma/Jerjen/Barradas: Conversation #5 Elemental (Florian Arbenz) LP/CD/DL/stream

 

Så er den schweiziske trommeslager Florian Arbenz nået til femte kapitel i Conversation serien. Denne gang er han sammen med den hollandske altsaxofonist Tineke Postma, den portugisiske accodionspiller Jõao Barradas og den schweizisk/australske bassist Rafael Jerjen. Postma er et solidt navn fra den hollandske jazzscene og har i øvrigt det til fælles med Arbenz, at hun har lavet en plade sammen med Greg Osby. Barradas er trods sin unge alder veletableret indenfor både jazz og klassisk på accordion.

De fire musikere mødes i undersøgende improvisation, der befinder sig et sted mellem jazz og klassisk kammermusik. Det er alt andet end knastør improsnobberi. Det er et udadvendt og levende møde, hvor saft og kraft flyver om ørene. Det er fire musikere, der i koncentreret og ren form præsenterer Florian Arbenz’ musik på berigende vis. De spiller også Dino Saluzzi’s Luna Volver og får sendt en fin hilsen til en af tangojazzens fornemste repræsentanter. Trænger du til improviseret jazz af en karakter, der placerer sig et andet sted end den nordiske, så er Florian Arbenz’ projekt et godt farvand, at sejle rundt i.

Florian Arbenz Bandcamp

Arbenz X Vistel/Moutin: Conversation # 4 Vulcanized (Florian Arbenz) LP/DL/stream

 

Den schweiziske trommeslager Florian Arbenz havde jeg allerede et kendskab til fra trioen Vein. Han startede sidste år projektet Conversation, hvor jeg har fået fingrene i den nyeste, #4. Idéen er at han over 12 projekter vil lave musik i lige så mange forskellige besætninger.

Vulcanized er en saxtrio vildbasse, der skulle have været en kvartetplade. De cubanske brødre Maikel Vistel (saxofon) og Jorge Vistel (trompet) skulle sammen med franske Francois Moutin (bas) i studiet for at spille Florian Arbenz’ arrangementer. Det ændrede sig hastigt, da Jorge Vistel dagen før indspilningen i allerbedste 2021-ånd blev testet positiv for COVID-19.

Arbenz arbejdede hurtigt og fik numrene rearrangeret til triomusik. Begge pladesider åbner med Monk kompositioner, Bemsha Swing og Hackensack. Derudover spiller de to numre fra Vistel brødrene, Scarlet Woman af Zawinul, Waltz for Debby af Bill Evans, Freedom Jazz Dance af Eddie Harris og A soothing thrill af Francois Moutin (ham kender vi herhjemme for samarbejdet med Niels Lan Doky).

Pladen er et sandt trommefyrværkeri. Arbenz danser, sprudler og spræller forrygende bag trommesættet. Så selv om han kalder pladen for en konversation, så er det trommerne først. Heldigvis har Maikel Vistel så tilpas meget stamina og stædighed i tonen, at han placerer sig godt i trommeriet.

Det er en opløftende og glad plade, der vil passe perfekt til en forårsdag med åbne vinduer og volumen oppe på 11.

Florian Arbenz Bandcamp

Marius Neset: A new Dawn (ACT) >> Ingi Bjarni: Lessons (Ingi Bjarni Skulason) >> Nik Bärtsch: Entendre (ECM) >> Pablo Held: Embracing You (Hopalit)

 

Hvad gør en musiker, der plejer at spille sammen med andre, når det lige pludselig ikke længere er muligt eller blevet meget besværligt? Så gør man det selv. Spiller alene eller solo, som man kalder det i musikkens verden. Solo-udgivelserne i kølvandet på coronaen pibler frem. I denne anmeldelse kigger jeg på fire meget forskellige solo-udgivelser.

Den norske saxofonist Marius Neset, som jeg senest oplevede samme med DR Big Band i Århus, brugte corona-isolationen til, at skabe den soloplade, som han altid har drømt om at lave. Ingen overdubs eller elektronisk hjælp. Udelukkende lyden af tenorsaxofonen. Nogle af numrene er skrevet til solo, andre til små bands og en enkelt til symfoniorkester. Marius Neset er en teknisk uovertruffen saxofonist, der heller ikke her, sparer på krudtet. Det er højspændt og intenst. Der er fart på saxofonen, der på trods af den høje tempo, ikke har problemer med, at tage på mange krøllede omveje og stadig nå i mål.

Den islandske pianist Ingi Bjarni har under corona-pandemien lært en lektie. Både i musik og liv. Jeg har tidligere skrevet om Ingi Bjarni her på bloggen - og har oplevet en spændende udvikling. Tidligere har det været i trio eller kvintet sammenhæng og som han selv skriver i noterne til pladen, har det været endnu sværere at lave en solo-indspilning. Han skriver at han følte sig alene. Det lyder ikke sådan. Han er sammen med nogle stærke melodistykker, som han har komponeret i løbet af 2020 - og derfor er Ingi Bjarnis plade også den mest helstøbte i stakken. Der er en ro omkring ham og flygelet. Elegant og rolig klavermusik med inspiration fra både klassisk og jazz.

Den schweiziske pianist Nik Bärtsch's første plade i 2002 var en soloplade og da ECM Records fejrede 50 års fødselsdag i New York, spillede Nik Bärtsch også en solokoncert. Nu er han så klar med sin første regulære soloplade på ECM Records, der nok var kommet, selvom coronaen ikke var brudt ud. Pladen er indspillet i Lugano i samme periode og studie som Jakob Bros seneste Uma Elmo. Titlerne følger samme mønster som er kendt fra andre Bärtsch udgivelser. Modul og så et nummer. Det samme kan man sig om musikken. Der er en rytme i musikken, der placerer sig under de lettere højstemte melodistykker, hvor gentagelsen er genkendelig.

Den tyske pianist Pablo Held er gået anderledes til værks end kollegerne. Da han ikke kunne lave musik sammen med sit band Bouyancy Band med britiske musikere, grundet karantæne regler, gik han efter lidt betænkningstid i gang med solo-projektet. Halvdelen af numrene, herunder Thelonious Monk’s Ruby My Dear er rene klaverstykker. På de andre supplerer han sig selv med både mellotron, celeste, Arturia iSem synthesizer og den legendariske synthesizer Yamaha DX7. F.eks. har kun brugt DX7’eren til fortolkningen af John Taylor’s Bowl Song, der får et udtryk, som var den indspillet i det dybe hav. Pablo Held’s plade er både spændende og overraskende. Han falder ikke hen i ligegyldigheder og udfordrer hele tiden sig selv og musikken.

Marius Neset

Ingi Bjarni

Nik Bärtsch

Pablo Held

Kühne/Lanz/Vogel: How noisy are The Rooms? (Boomslang Records) LP/DL/stream

 

En tysk/schweizisk/østrigsk trio der består af vokal, pladespiller og trommer vækker jazzbloggerens nysgerrighed. Særligt når de påstår, at de repræsenterer et ekstremt provokerende syn på kreativ anarki - og rent faktisk indfrier det løfte. 

Det er noise der møder trip hop og avant garde  jazz - andre ville kalde det lyden af et intereuropæisk trafikuheld. 

Almut Kühnes ordløse vokal skifter mellem vilde udbrud og endnu vildere udbrud. Joke Lanz tager sig af en pladespiller, hvor “The Art of turntablism” bevæger sig ind i en ny kværnende tidsalder. Alfred Vogels tromme og percussionspil er løssluppent med stilistiske friheder. 

Trioen er med til at flytte jazzen i nye retninger. De afspiller og undersøger musikken på en og samme gang. Improvisation udenfor jazzens rammer og skramlende forviklinger strømmer ud af trioen.

En meget sjælden gang i mellem kan jeg med stor sikkerhed trække kortet “det har du aldrig hørt før” og hvor eksekveringen er så forrygende udført, som det her er tilfældet.

Bandcamp

Jesper Thorn: Boy (Moveable Records) LP/DL/stream

 

Det er fire år siden, at jeg havde bassisten Jesper Thorns debutplade i eget navn, med på listen over årets bedste danske jazzplader. Nu er han tilbage med opfølgeren Boy, der placerer sig i forlængelse af den første plade. Der er genvalg til svenskeren Tobias Wiklund på kornet og schweizeren Marc Méan på piano og elektronik mens Thorn supplerer bassen med elektronik. Pladen handler om det at blive far, om rollen, om de nye nære relationer der opstår når man bliver far og Jesper Thorn har dedikeret albummet til sønnen Elliot.

Musikken er elektro-akustisk impressionistisk jazz. Musik der kommer tæt på lytteren. Musik som lytteren får lyst til at rykke tæt på. Tobias Wiklunds kornet har gennem årene betaget mig, både sammen med Snorre Kirk og i eget projekt. Her kommer vi ind i et andet og mindre traditionalistisk univers. Wiklunds sjælefulde og nærværende tone er sammen med Méans beroligende klaver og Thorns enkle basspil den perfekte ramme til Jesper Thorns smukke ballader, der passer godt til eftertænksomme stunder, hvor alle dagens oplevelser bliver fordøjet og forsøgt forstået. Albummet får en stor anbefaling herfra.

Jesper Thorn

Yves Theiler Trio: We (Intakt) CD/DL/stream >> RGG: Memento (Polski Nagrania/Polish Jazz/Warner) LP/CD/DL/stream >> Eivind Austad Trio: Northbound (Losen) CD/DL/stream

Der scores billige point, når jeg er på vej hjem i toget fra arbejde. En melodisk jazztrio med klaver, bas og trommer. Så er regionaltoget blevet til et eksprestog. Livet bliver en smule lettere. Arbejdsdagen har udviklet sig til lækker fritid. Efter en heftig afhængighedsperiode med Søren Bebe Trios nye plade i ørerne, kan jeg forsøge at trappe ned med tre andre trioplader. Bliver jeg abstinensfri?

Schweiziske Yves Theiler Trio har lavet deres tredje album. Der er masser af kraft i trioen. Tempoet er højt og melodierne er som taget fra nutidens popmusik med korte og enkle melodilinjer, der lægges ind i rytmisk båret klaverspil. Det leveres ikke videre elegant. Måske er der alligevel lidt for meget gang i den, når arbejdsdagen langsomt siver ud af kroppen.

Den polske trio RGG er svaret på mine drømme om rolig, behagelig og meningsfuld triojazz. Pladen åbner med den sarte, næsten tyste Tenderness og sætter standarden for resten af det smukke album. Pladen kommer meget passende i den genoplivede Polish Jazz serie, hvor nogle af de bedste polske jazzplader er kommet. Albummet med rodfæstet ro og tydelig inspiration fra klassisk musik er stærkt anbefalelsesværdig.

Nåh ja, nu kan jeg vel lige så godt tage en norsk trioplade med i den tredobbelte trioanmeldelse. Her er Eivind Austad Trio spot on, når lyden af norsk triojazz skal indfanges. Med lige dele ro og økonomiseret temperament indfries forventningerne om hvordan en norsk triojazz plade skal lyde. De tager en enkelt afstikker til populærmusikken og spiller David Bowies Space Oddity, noget de også gjorde på forrige album, hvor de spillede Life on Mars? Pladen er behageligt bekendtskab og god til rejsen hjem fra arbejde.

Intakt Records

RGG Trio

Losen Records

Nik Bärtsch’s Ronin: Awase (ECM) LP/CD/DL/stream

Awase er et begreb fra kampsporten Aikido og betyder, at flytte sig sammen. Da jeg anmeldte en Nik Bärtsch Ronin plade første gang i 2010, skrev jeg at de spillede koncert i Zürich-klubben Exile hver mandag. Dengang var de nået til koncert nr. 308. Jeg ved ikke hvor langt de er nået i dag, men de spiller der stadig hver mandag. Gruppen er gået fra kvintet til kvartet og der er kommet en ny bassist med. 

Det betyder dog ikke at der sket store forandringer. Det lyder stadig som Nik Bärtsch Ronin og de flytter og bevæger sig sammen. Det er som at sætte sig ind i et køretøj og tage med på en rejse. Der er tre ny numre af Nik Bärtsch; Modul 58, 59 og 60, et enkelt nummer af gruppens altsaxofonist og basklarinetist Sha og to gamle numre; Modul 34 og 36 der genbesøges. Modul 34 er ikke tidligere indspillet. 

Awase er et album til jazzlytteren, der har en forkærlighed for det percussive klaverspil og de minimalistiske grooves.

Ecmrecords.com

Juan Andrés Ospina Big Band: Tramontana (Juan Andrés Ospina) CD/DL/stream

En vellykket moderne big band plade er som et kæmpestort maleri. Der er ikke sparet på farver, former eller strukturer. Det er veldisponeret og sammenhængende. Der er et kongerige af detaljer, hvor der hele tiden dukker noget nyt og spændende op. Noget der måske refererer til en anden del på maleriet. Det er det der sker, når jeg hører albummet Tramontana med Juan Andres Ospina Big Band, der bl.a. er blevet realiseret ved hjælp af en Kickstarter kampagne. Pladen er et kæmpestort big band maleri.

Pianisten Juan Andres Ospina kommer fra Columbia og har tidligere gæstet Danmark sammen med sangerinden Sofia Ribeiro. Big bandet hører hjemme i New York og er bl.a. karakteriseret ved at rumme 10 forskellige nationaliteter, hvilket også er fremhævet på coveret, da den enkelte musikers nationalitet står i parantes sammen med instrumentet. I big bandet finder man bl.a. medlemmer af Banda Magda, der har gæstet Danmark flere gange, mens Magda Giannikou fra Banda Magde er gæst på et enkelt nummer på akkordion. Den cubanske saxofonist Paquito D’Rivera gæster også på et enkelt nummer, ligesom førnævnte Sofia Ribeiro også gør det. 

Ospina har skrevet 4 af pladens 6 numre, hvor der er også blevet plads til standarden Like someone in love i et frisk arrangement af Ospina. Pladens sidste nummer er skrevet af den columbianske sangerinde Lucia Pulido, der også selv synger nummeret. Det afsluttende nummer er med til at bygge broen mellem den ærkeamerikanske big band musik og Ospina's columbianske ophav. Det er både meget rørende og medrivende. Pladens andet nummer Todavia No er bygget over Pasilla rytmen, der kan minde om en vals. Pasilla kommer oprindeligt fra Columbia og betragtes i dag som nabolandet Equadors nationalmusik. Den er for mig et af pladens højdepunkter med en sopransaxsolo af Paquito D'Rivera og en elbas solo fra den ustyrligt suveræne elbassist Andrés Rotmistrovsky.

Der går iøvrigt rygter om at Ospina skal samarbejde med et dansk big band til efteråret.

Jaospina.com

Labtrio: Nature City (Out Note Records) >> Benedikt Jahnel Trio: The Invariant (ECM) >> Colin Vallon Trio: Danse (ECM)

Her er tre europæiske bud på hvordan triojazz kan lyde i dag. En belgisk, en tysk og en schwezisk trio har passeret mine ører.

Lab Trio er fra Belgien. De er også det yngste bud i denne triojazztriple. De har eksisteret i 10 år og det er deres tredje plade siden 2013. De spillede i Koncertkirken i København i forbindelse med Vinterjazzen. Det kunne muligvis indikere at trioen spiller kompliceret og svært tilgængelig jazz. Det er langt fra tilfældet. Pianisten Bram de Looze er sammen med trommeslageren Lander Gyselinck og bassisten Anneleen Boehme. De spiller melodisk tændt jazz, der trækker på inspiration fra både elektronisk musik og europæiske toner. Et meget behageligt bekendtskab.

Tyske Benedikt Jahnel er aktuel med sit tredje trioalbum. Hans 10 år gamle trio består af spanske Antonio Miguel på bas og canadiske Owen Howard på trommer. Stilen er i samme nabolag som Marcin Wasilewski eller Tord Gustavsen. En stil med luft og plads til melodien. En stil hvor der er spor tilbage til noget af det som Keith Jarrett lavede for over 30 år siden. Ikke dårligt, men også en kende anonymt.

Det bliver bedre med schweiziske Colin Vallon, der modsat Jahnel ikke har indspillet pladen i ECM Records meget ofte brugte Rainbow Studio i Oslo, med den helt særlige lyd, der når det ikke fungerer, bare kommer til at fremstå stereotyp. Valget af et andet studie hos Vallon er med til, at give et lydmæssigt nærvær der klæder musikken. Vi er stilistisk i det samme område som hos Jahnel. Det lykkes bare bedre. Der er en nerve og kant i triomusikken, der midt i det rolige og afdæmpede tempo, løfter og Colin Vallon Trio mere karakter og styrke. Det er nødvendigt, hvis man bevæger sig ind på den i forvejen meget befærdede triojazzvej.

Outhere-music.com

Ecmrecords.com

Nik Bärtsch’s Mobile: Continuum (ECM)

Det er snart tyve år siden at Nik Bärtsch startede med gruppen Mobile. Efter at han blev optaget i ECM Records familien, har gruppen ikke udgivet noget. Til gengæld er der kommet fire albums med den anden Bärtsch gruppe Ronin, hvor den seneste fra 2012 var et godt live album. I Ronin har Bärtsch blandet elektroniske elementer, funky el-bas og europæisk minimalisme på forrygende vis. Mobile er noget andet. Det er for det første et helt akustisk band. 

Et Continuum er et sammenhængende hele. Det er ret præcis titel for et album, hvor de enkelte numre i overvejende grad består af nogle figurer som musikerne bevæger sig tæt omkring. Det er gentagelser der bygger oven på gentagelser. Det kan både være i et heftigt opskruet tempo som i Modul 5, i mere rolige stemninger som i Modul 12 eller med tyngde som i Modul 18. Det er fornuftigt karrieretræk at Bärtsch begynder at satse på sit akutiske band. Med den sidste udgivelse fra Ronin, begyndte det at blive svært at se hvordan Nik Bärtsch skulle komme videre.

ecmrecords.com

Meier-Perla-Windfeld: Live at Bird’s Eye Basel (PM Records)

Den århusianske trommeslager Christian Windfeld er kendt for sin medvirken på plader med Admiral Awesome, Caution! Art Kills og Alex Jönsson. Men også for de mere eksperimenterende områder indenfor jazzen, som f.eks. med duoen Kolonihaven Unikum. Han er også med i en trio sammen med den schweiziske altsaxofonist Tobias Meier - der bl.a. har lavet flere plader med pianisten Marc Méan, der lige nu er aktuel på Jesper Thorns nye plade. De er sammen med bassisten Gene Perla, der op gennem 70'erne spillede fast med den amerikanske trommeslager Elvin Jones - men også som sideman hos både Miles Davis og Nina Simone. 

Der er en levende og god stemning på indspilningen, der er foretaget på Bird's Eye Jazz Club i Basel sidste sommer. Lyden er nærværende og intim og med jazzklub-feeling i lyden. Meier spiller gerne afdæmpet og roligt på altsaxen. Gene Perla væver det smukkeste tæppe af bastoner, som han læger ud for Meier og ikke mindst Christian Windfeld, der gerne bruger whiskers på pladen. Materialet er en blanding af gode jazznumre som Wayne Shorters Infant Eyes, Vernon Duke's Autumn in New York, en partyafstikker med Tico Tico og et par numre skrevet af Tobias Meier. Pladen er et godt bekendtskab.

pmrecords.com

Jesper Thorn: Big Bodies of Water (Moveable Records) LP

Han har for mig været bassisten i August Rosenbaum Trio, Reverse, Det Glemte Kvarter og Sidsel Storms band. Nu er han sprunget ud i eget navn. Sammen med den herboende schweiziske Marc Mean på piano, svenske Tobias Wikund på flygelhorn og danske Mads Emil Nielsen på elektronik, har Jesper Thorn lavet et album af meget høj kvalitet. Musikken kan karakteriseres som samlinger af minimalistiske lydcollager, der flyder ud af højtaleren. Herefter smelter den sammen med din krop og sjæl. 

Det er Jesper Thorns bas, der er samlingen. Den lim der får  musikken til at hænge sammen. Tobias Wiklunds flydende melodilinjer på flygelhornet, balancerer elegant mellem det smukke og det kantede. Det er amibient jazz med nosser. Musik der med den underliggende støj skabt af Mads Emil Nielsen, blander sig med Marc Means elegante klaverspil, der bl.a. henter inspiration fra Debussy. Big Bodies of Water er en mere end godkendt debut i eget navn fra Jesper Thorn. 

Det er en ambitiøs, smuk, gennembearbejdet og sammenhængende LP, der på det kraftigste kan anbefales til jazzlyttere, der vil høre lyden af jazz anno 2016. Den er et af de foreløbige højdepunkter i dansk jazz i år.

jesperthorn.com

Vein feat. Dave Liebman: Jazz Talks (Unit)

Den amerikanske saxofonist Dave Liebman har fundet nogle gode legekammerater i den schweiziske klavertrio Vein. De har tidligere udsendt et livealbum. Nu er de så gået i studiet, hvor der netop leges. Leges med jazzen, improvisationerne og traditionerne. Liebman har sænket skuldrene og har et uhæmmet og levende spil. Når børn leger, er det for børnene alvor. De voksne ser til og ryster lidt opgivende på hovedet: "lad dem nu bare lege". Men legen er alvor for børnene. Ikke at de tænker over det. Det er gennem legen at de udvikler sig og bliver til hele mennesker.

Liebman og Vein er voksne mennesker. De forstår at lege. At kravle ind i en verden med regler der opstår i øjeblikket. Rammerne tager undervejs nye former. Et er sikkert! Der leges med jazzen og den former og snor sig lystigt under de fire musikere. De spiller Veins musik, der overvejende er skrevet af pianisten Michael Arbenz og trommeslageren Florian Arbenz. Vein og Liebman er et godt makkerpar, der erfarent krydser klinger med amerikanske og europæiske jazztraditioner.

vein.ch

Pierre Cavalli: Uma vitamina faz pavor (Sonorama Records)

Jeg ryger direkte tilbage til min barndom, når jeg hører en elbas, der spilles med et plekter. Det skyldes selvfølgelig Gert Rostocks bas på lydsporet til tegnefilmene med Cirkeline. Den tidstypiske baslyd fra starten af 70’erne går igen på schweiziske guitarist Pierre Cavalli’s album Uma vitamina faz pavor. Han lavede musik til en lang række film og albums. Mange af dem er om ikke uopdrivelige, så i hvertfald meget dyre. Det tyske pladeselskab Sonorama Records har samlet en række ikke tidligere udgivne numre fra årene 1972-75. Stilen er overordnet i den brasilianske boldgade. Bossa, breakbeat, scat funk, jazzfusion og spacede lyde står i kø for at vælte ud af dine højtalere.

Det er med andre ord særdeles underholdende at lytte til Cavalli’s musik. Det stikker bare ikke så dybt. Men den tidstypiske 70’er-sound i klare orange og brune farver matcher hessiantapet og kuglelamper. Da vi stadig venter på et comeback for hessiantapetet kan vi istedet bruge Cavalli’s lydtapet i mellemtiden.

sonorama.de

Paul Bley: Play Blue (ECM) >> Colin Vallon: Le Vent (ECM) >> Vijay Iyer: Mutations (ECM)

Der tegner sig efterhånden at billede af, at det er tyske ECM Records der er hjemsted for de mest toneangivende jazzpianister i verden for tiden. Der er Danmarksaktuelle Aaron Parks. Der er jazzens største nulevende stjerne Keith Jarrett. Der er nordmændene Ketil Bjønstad og Tord Gustavsen og mange andre.

Som f.eks. de tre pladeaktuelle jazzpianister, som ECM Records også har i deres stald. Der er den gamle og meget erfarne amerikaner Paul Bley, der for over 40 år siden udgav solopiano-albummet Open, to love - et album der på mange måder var med til at definere ECM-lyden. Der er den yngre schweizer Colin Vallon, der udgav sin ECM-debut for 3 år siden og så er der den nye mand Vijay Iyer, der tidligere var tilknyttet et andet tyske jazzpladeselskab ACT Records, her slog han grundigt igennem for snart 5 år siden med trioalbummet Historicity.

På den snart 6 år gamle liveindspilning fra Oslo Jazzfestival med Paul Bley fra Norge er han atter solo. Det er et format, hor Bley har så meget at tilføje. Ganske vist har hans stilskabende spil, rødder mange år tilbage. Det ændrer ikke på, at han stadig kan spille udfordrende friskt. Det er solospil i samme klasse som Jarretts - mange vil endda hævde at Keith Jarrett har ladet sig inspirere ganske meget af Bley. Jeg tror også at der er gået noget den anden vej. Paul Bley har ladet sig inspirere af, at han er i Norge og så er der masser af blues og Monk i flygelet. Bley lukker koncerten og pladen ned med en herlige version af Sonny Rollins’ Pent-Up House. Paul Bley var en af freejazzens store igangsættere i 60’erne. Selv om koncerten er improviseret er han ikke helt ubundet og free. Dertil har han alt for mange traditioner med i baggagen. Måske allermest Bley-traditionen.

Colin Vallon maler landkaber med sin trio bestående af Patrice Moret på bas og Julian Sartorius på trommer. Det er Vallon der har skrevet den overvejende del af musikken. Trioen er intenst levende. De arbejder i stemninger og til tider klangflader. Der er ro omkring pianoet. Sartorius’ trommespil fremmaner energi og dynamik. Det er triojazz i et moderne tilsnit, hvor Esbjörn Svensson Trio ikke er langt væk. Ikke videre originalt - men så absolut værd at lytte på for den triohungrende jazzfan.

Vijay Iyer er ikke en stillestående pianist. Han har lavet indiskfarvet musik, solo, trio og jazz’n’poetry i de seneste år. På Iyer’s første ECM-plade er det endnu et stilskifte og så alligevel ikke, for han skrev allerede musikken i 2005. Han samarbejder med en strygerkvartet på pladen. Her er suiten Mutatitions i 10 dele, den helt centrale. Der er diskrete elektroniske soundscapes foldet ud under musikken. Han bruger sin højtudviklede matematiske sans og lader beregningerne møde spontaniteterne. Det er kammermusik der går ind nutidens electronicasfære, hvor Vijay Iyers piano er sammenhængskraften. Vijay Iyer imponerer endnu en gang.

ecmrecords.com