Den schweiziske trommeslager Florian Arbenz havde jeg allerede et kendskab til fra trioen Vein. Han startede sidste år projektet Conversation, hvor jeg har fået fingrene i den nyeste, #4. Idéen er at han over 12 projekter vil lave musik i lige så mange forskellige besætninger.
Vulcanized er en saxtrio vildbasse, der skulle have været en kvartetplade. De cubanske brødre Maikel Vistel (saxofon) og Jorge Vistel (trompet) skulle sammen med franske Francois Moutin (bas) i studiet for at spille Florian Arbenz’ arrangementer. Det ændrede sig hastigt, da Jorge Vistel dagen før indspilningen i allerbedste 2021-ånd blev testet positiv for COVID-19.
Arbenz arbejdede hurtigt og fik numrene rearrangeret til triomusik. Begge pladesider åbner med Monk kompositioner, Bemsha Swing og Hackensack. Derudover spiller de to numre fra Vistel brødrene, Scarlet Woman af Zawinul, Waltz for Debby af Bill Evans, Freedom Jazz Dance af Eddie Harris og A soothing thrill af Francois Moutin (ham kender vi herhjemme for samarbejdet med Niels Lan Doky).
Pladen er et sandt trommefyrværkeri. Arbenz danser, sprudler og spræller forrygende bag trommesættet. Så selv om han kalder pladen for en konversation, så er det trommerne først. Heldigvis har Maikel Vistel så tilpas meget stamina og stædighed i tonen, at han placerer sig godt i trommeriet.
Det er en opløftende og glad plade, der vil passe perfekt til en forårsdag med åbne vinduer og volumen oppe på 11.
Den i Frankrig bosatte, danske violinist Line Kruse er atter på spil. Hun har denne gang lavet et album med inspiration fra argentisk zamba, peruviansk festejo og europæisk musik. Musikken er sat i scene med et 20 mands big band, bestående af forskellige nationaliteter, baseret i Frankrig og to ganske velkendte herrer herhjemme; Gerard Presencer på trompet og flugelhorn og Steen Nikolaj Hansen på trombone.
Det der allerførst slår mig er, at det ikke er et big band med en violinist som solist. Det er et big band, hvor det samlede udtryk er homogent. Line Kruse har skrevet og arrangeret al musikken, pånær et enkelt nummer. Hun har en fortid i Gotan Project og har også en tangohilsen med på albummet; Tango la jalouse, hvor landsmanden Jacob Gade kigger med fra kulissen. Der er Kleines Nachtmusik, hvor inspiration fra europæisk klassisk musik er tydelig. Albummet er med alle de forskellige inspirationer et varmt brusende hav af oplevelser.
Han har det frygtindgydende mellemnavn The Bass Viking, er inspireret af Jaco Pastorius og NHØP, indspiller plader i Spanien og bruger gerne en fyrig latintrommeslager. Den norske bassist Per Mathisen har lavet album nr. 2 i den lille spanske by Barxeta, sammen med landsmanden og keyboardspilleren Jan Gunnar Hoff. På den første plade var det sammen med trommeslageren Alex Acuna, som han ofte har samarbejdet med. Denne gang er det cubanske Horacio "El Negro" Hernandez der er med, han er bl.a. kendt fra Michel Camilo Trio.
Per Mathisen tager den ikke med ro. Han høvler derudaf. Han betragter bassen som et ligeværdigt og melodigivende instrument ligesom tangenterne. Han spiller på el-bassen, hvor det flyder som honning. Barxeta II byder på en blanding af originale kompositioner og overraskende takes på andres kompositioner. Der er f.eks. en temmeligt radikal version af Bill Evans klassikeren Blue'n'green, som de spiller med et powerfyldt latin-groove. Calling You, hittet fra 1987-filmen Bagdad Cafe serveres med forrygende basspil, mens Jan Gunnar Hoff ikke holder sig tilbage fra, at spille nogle cheesy synthlyde og klaver med strygerefterklang - ikke vanligtvis min kop jazz-te. I kraft af "The Bass Viking" og "El Negro" lykkedes det dog alligevel. De spiller mildest talt røven ud af bukserne - og det er derfor jeg godt tør anbefale pladen til fusionsfans.
En vellykket moderne big band plade er som et kæmpestort maleri. Der er ikke sparet på farver, former eller strukturer. Det er veldisponeret og sammenhængende. Der er et kongerige af detaljer, hvor der hele tiden dukker noget nyt og spændende op. Noget der måske refererer til en anden del på maleriet. Det er det der sker, når jeg hører albummet Tramontana med Juan Andres Ospina Big Band, der bl.a. er blevet realiseret ved hjælp af en Kickstarter kampagne. Pladen er et kæmpestort big band maleri.
Pianisten Juan Andres Ospina kommer fra Columbia og har tidligere gæstet Danmark sammen med sangerinden Sofia Ribeiro. Big bandet hører hjemme i New York og er bl.a. karakteriseret ved at rumme 10 forskellige nationaliteter, hvilket også er fremhævet på coveret, da den enkelte musikers nationalitet står i parantes sammen med instrumentet. I big bandet finder man bl.a. medlemmer af Banda Magda, der har gæstet Danmark flere gange, mens Magda Giannikou fra Banda Magde er gæst på et enkelt nummer på akkordion. Den cubanske saxofonist Paquito D’Rivera gæster også på et enkelt nummer, ligesom førnævnte Sofia Ribeiro også gør det.
Ospina har skrevet 4 af pladens 6 numre, hvor der er også blevet plads til standarden Like someone in love i et frisk arrangement af Ospina. Pladens sidste nummer er skrevet af den columbianske sangerinde Lucia Pulido, der også selv synger nummeret. Det afsluttende nummer er med til at bygge broen mellem den ærkeamerikanske big band musik og Ospina's columbianske ophav. Det er både meget rørende og medrivende. Pladens andet nummer Todavia No er bygget over Pasilla rytmen, der kan minde om en vals. Pasilla kommer oprindeligt fra Columbia og betragtes i dag som nabolandet Equadors nationalmusik. Den er for mig et af pladens højdepunkter med en sopransaxsolo af Paquito D'Rivera og en elbas solo fra den ustyrligt suveræne elbassist Andrés Rotmistrovsky.
Der går iøvrigt rygter om at Ospina skal samarbejde med et dansk big band til efteråret.
Det cubanske congaskraftværk Eliel Lazo er en verdensstjerne, der til held for den danske jazzscene har valgt at bo i Danmark. Jeg har lige set en optagelse fra sidste uge på Youtube fra Blue Note Tokyo, hvor han er på scenen sammen med pianisten Michel Camilo. Her leverer Lazo en solo, hvor taget blæses af klubben i Japan.
Eliel Lazo er også aktuel på plade sammen med gruppen Blanco Y Negro. I 2006 lavede Blanco Y Negro sit første album i Cuba, hvor den allerede på det tidspunkt i Danmark bosiddende bassist Yasser Pino også medvirkede. Året efter flyttede Eliel Lazo også til Danmark. Ved trommerne var det Jonas Johansen der byggede broen mellem Cuba og Danmark. Det gør han stadig. På det nye album er der kommet to nye medlemmer med. Den svenske saxofonist Karl-Martin Almqvist, der bl.a. er kendt fra DR Big Band og endnu en cubaner, pianisten Abel Marcel, der også er med i saxofonisten David Murray’s gruppe.
Alle fem medlemmer har bidraget med kompositioner til et jazzalbum med stærk inspiration fra det cubanske. Der er Karl-Martin Almqvists smukke ballade La Aldea del Norte. Der er titelnummeret Timbero, skrevet af Lazo, der er et congaseventyr. På den og flere andre numre synger Lazo iøvrigt også. Timbero er stærkt album i international klasse.
Det er kombinationen af så meget godt, at man bliver bange for at det går galt. Den svenske saxofonist Fredrik Kronkvist tager udgangspunkt i Dizzy Gillespie’s idé om at forene mennesker, musik og rytmer. Han har samlet et internationalt hold af musikere omkring. Landsmændene Martin Sjökvist og Johnny Åman tager sig af henholdsvis klaver og bas. Fra New Orleans kommer trommeslageren Jason Marsalis, som Kronkvist tidligere har lavet plader sammen med. Eliel Lazo på congas kommer fra Cuba og bor i dag i København. Mens sangerinden Mariam Aïda, der medvirker på fire numre har nordafrikanske rødder. Det er heldigvis ikke ualmindeligt med den slags internationale hold i skandinavisk jazz.
Fredrik Kronkvist er en erfaren herre med 15 albums i eget navn på samvittigheden. Og jeg må rent ud tilstå at Afro Cuban Supreme er en af de rigtigt gode. Pladen kommer på formidal vis omkring den afro cubanske jazzfeeling. Pladen starter ikke det mest indlysende sted, når overskriften hedder afro cuban jazz. Efter en intro spiller de Coltrane’s A Love Supreme - Acknowledgement. Herefter går det over stok og sten blandet op med nogle mellemnumre skrevet af Kronkvist. Der er Juan Tizol’s Caravan, som Ellington gjorde til et af jazzens mesterværker. Mange har været der før. Kronkvist formår særligt i kraft af Eliel Lazo’s himmelske congasspil, at give Caravan nyt liv. Der er en række Gillespie-hits, hvor Manteca og A nIght in Tunesia stråler om kap med fuldmånen over Havana.
Kronkvist kombinerer den afro cubanske jazz med Coltrane. Både den intellektuelle på Satellite og den spirituelle, som på Acknowledgement, der også lukker albummet. Oven over det hele stråler Kronkvist med et formidabelt saxofonspil på både alt, sopran og tenorsax, suppleret med basklarinet og fløjte. Afro Cuban Supreme er jazz af den svedigste slags. I øvrigt spiller de på Jazzhus Montmartre d. 27. og 28. oktober.
Endelig fik jeg mulighed for at opleve Tampere Jazz Happening. Det var 34. gang at der var jazzfest i byen. Årets højdepunkt, mente en af de lokale som jeg talte med. Programmet balancerer elegant mellem at præsentere den eksperimenterende jazz, internationale stjerner, finske hot shots og andet godt stads for jazzbloggeren. Festivalen er også kendt for sin gode afslappede atmosfære, venlige stemning og særdeles tjekkede programlægning. Det var det jeg ville forsøge at dykke ned i.
Mats/Morgan Band
Det svenske multigenre rockband Mats/Morgan Band stillede op i gule reflekstrøjer, så de også kunne ses i mørke. Det var ikke specielt mørk musik de spillede, så det var ikke nødvendigt. Trommeslageren Morgan Ågren spillede i slutfirserne sammen med Frank Zappa og det fornægter sig ikke i bandet. Krøllede breaks og vilde påfund er mere almindelige end den lige landevej. Heftig optræden med dobbelt stortromme og masser af synth.
Der er tre scener på festivalen. Den finske radiostation YLE var på plads med OB vognen og optog alle koncerterne på den store scene. Koncerter der siden hen vil kunne høres på andre radiostationer der er med i EBU samarbejdet.
Trilok Gurtu/Omar Sosa/Paolo Fresu
Fredagens hovednavn var den internationale trio. Inderen Trilok Gurtu på percussion/tablas, cubaneren Omar Sosa på klaver og andre tangenter og italieneren Paolo Fresu på trompet. Det var ekvilibrisme i allerhøjeste klasse. Det var også showmanship, hvor Gurtu og Sosa i et underholdende samarbejde fangede publikum med en udadvendt forestilling. Musikalsk var der ikke så meget at komme efter. Fresu var ikke en integreret del af showet, selv om han lavede nogle lækkerier på trompeten. Omar Sosa siger at han ikke ser sig selv som pianist. Han er percussionist med 88 trommer. Det blev et rytmeshow, hvor der taltes mange forskellige sprog. Desværre talte de oftest i munden på hinanden.
Herefter var der to muligheder for at høre det smukke finske sprog på meget forskellig vis.
Ricky Tick Big Band & Julkinen Sana
I den store sal i Pakkahuone var stolene nu fjernet og det suveræne Ricky Tick Big Band kunne indtage scenen sammen med en raptrio. Jeg har ofte hørt deres debutalbum fra 2010, der er en dejligt dansabel sag. Siden har de lavet to albums sammen med raptrioen Julikinen Sana. Det er tre erfarne rappere, der har fint styr på flowet. Lederen af big bandet Valtteri Laurell Pöyhönen har også fint styr på arrangementerne. Jeg blev udfordret af den finske rap, der sandsynligvis var ret morsom, da flere publikummer grinte lystigt. Jazzen havde jeg ikke problemer med at forstå. Den var veltilberedt.
Hannu Salama & Vapaat Radikaalit
På den lille scene i Telakka optrådte en af finsk litteraturs store navne. Digteren Hannu Salama var sammen med et jazzband under ledelse af saxofonisten Hepa Halme, hvor saxofonisten Mikko Innanen som vi ofte har set i Danmark var med. Salama intonerer perfekt og selv om jeg ikke forstod hvad han sagde, var det både smukt og bevægende. Bandet spillede lidt for tilbageholdende. Jeg ville f.eks. gerne have haft en Mikko solo der sparkede røv.
For mit vedkommende afsluttedes natten med fredagens sidste koncert, der afholdtes på Klubi, hvor der dagen før havde været Young Nordic Jazz Comets. De fleste af de unge musikere var stadig i Tampere, bl.a. Bremer/McCoy, der var på plads for at høre jazz af den fede slags og det blev begge imponerede.
David Murray Infinity Quartet feat. Saul Williams
Det var første gang at trommeslageren Hamid Drake spillede med Murray's Infinity Quartet. Det var nu ikke noget man tænkte over. Tværtimod! Musikerne Orrin Evans på piano og Jaribu Shahid på bas var på talefod med Drake lige fra begyndelsen. Det er lige ved at jeg vil kalde Drake for et fænomen. Hans trommespil var vanvittigt levende og skarpt. Han var hele tiden afstemt med de andre musikere og helt fremme på beatet. God damn! Det var fedt! Orrin Evans pressede nogle soli ud af flygelet. De to stjerner på scenen overlod masser af plads til den suveræne trio. Men når de kom til mikrofonen, havde de også noget at fortælle. Rapperen og spoken word kunstneren Saul Williams brændte intenst ved mikrofonen, hvor han talte om de store forandringer der sker inden i og udenfor et menneske. David Murray's saxsoli blev doseret passende ud over det hele. Han har gammeldags tone, der alt for sjældent høres i sammenhænge som den blev præsenteret i fredag nat. En stor oplevelse.
Det var blevet klokken meget sent. Jeg måtte lige skylle oplevelserne ned med en enkelt øl, inden jeg kunne gå i seng efter en vildt spændende dag. Lørdag ventede der atter nogle store oplevelser.
Funken var inde i en guldalder i 70’erne. USA satte dagsordenen for dagsordenen. Der var også andre steder, hvor det blev svedigt på den funky måde. På Cuba dominerede navne som Irakere og Los Van Van. Det har den herboende cubanske congasspiller eller conguero Eliel Lazo ladet sig inspirere af på sit andet album. Her har han bl.a. inviteret Yellowjackets-saxofonisten Bob Mintzer i studiet sammen med landsmændene Yasser Pino (bas) og Raciel Jimenez (trommer) og de danske guitarister Mikkel Nordsø og Per Gade.
Musikken er funky, elektrisk, cubansk, jazzet og fyldt med spændende indfald. Grundstammen med Lazo’s fire congastrommer, Pino’s elbas og Jimenez’ trommer er med til at give pladen det høje niveau. Undervejs udsættes vi for guitarsoli og andet sjovt, som man ikke hører hver dag (i 2015). Der er nik til Herbie Hancock og andet godt fra 70’erne. Pladen er anbefalelsesværdig til dem, der trænger til funky indsprøjtning pakket ind i cubanske rytmer og jazzede arrangementer.
Det er god idé det her! Den cubanske bassist Yasser Pino er sammen med landsmændene Calixto Oviedo på trommer og Eliel Lazo på percussion - så ved man i hvilken rytmen går. Det særlige ved Pino’s musik er at han har de to italienere Paolo Russo på piano og bandoneon og Nico Gori på altsax og klarinet med i sit Latin Syndicate. Det høres både i kompositionerne og det musikalske udtryk. Pino har tænkt de to italienere ind fra starten. Desuden har Pino, Lazo, Russo og Gori alle boet i Danmark i en del år.
Måske har de ikke ladet sig inspirere direkte af det nye hjemland. Jeg fornemmer nu alligevel noget i musikken.
Det er et rytmisk præget univers med melodien som omdrejningspunkt. Italienske harmonier og cubanske rytmer omfavner hinanden på imponerende vis. Gori’s klarinet og Russo’s piano er som altid knistrende smukke. Det passer godt med musikken der tager dele fra cha cha cha, tango og samba og blander det med nutidig jazz.
Det har med rette trukket store overskrifter, at USA diplomatisk endelig nærmer sig Cuba og bl.a. åbner en ambassade i landet. Musikalsk har der nu været kontakter mellem landene i mange år. Bl.a. er Ry Cooder's skønne Buena Vista Social Club-projekt et godt eksempel på det. Den cubanske pianist David Virelles flyttede fra Cuba til Canada i 2001 og kom til New York i 2009. Her lavede han i 2012 det roste album Continuum og medvirkede desuden på Jakob Bro's Bro/Knak plade. Nu er Virelles aktuel med pladen Mboko.
Det er en plade der hylder det cubanske religiøse selskab Abakuá - der er baseret på vestafrikanske traditioner og indeholder ceremonier med bl.a. maskedans. Det er symbolsk musik som Virelles omsætter til det 21. århundrede. Med hjælp fra to bassister, en trommeslager og cubaneren Roman Diáz der mestrer det specielle cubanske trommesæt biankoméko skaber Virelles et musikalsk univers med stærke stemninger. Det er hellig cubansk musik og jazz i ånden fra Andrew Hill og Henry Threadgill. Det er en plade, der kommer til at holde længe.
Jakob Dinesen inviterer til afro-cubansk fest på sit nyeste album. Allerede i bandnavnet indikerer Dino at det er den afro-cubanske musik der er i centrum. Åbningsnummeret er Alle sømænd er glade for piger der på spansk er blevet til Todos los maniseros adoran muheres. Den lyder lige pludselig meget lidt dansk. Det samme er sket med Forelsket i København/Enamorado en Copenhague der som bonus også er udstyret med vokal. Den cubanske sangerinde Raisa Reye Castro tager sig af det spanske og lidt dansk mens Thomas Helmig er den danske charmør.
Jakob Dinesens forelskelse i den afrocubanske musik blev tændt i 90'erne i et øvelokale, hvor han jammede med percussionisterne Rune Harder Olesen og Ignacio Acosta. Siden fulgte rejser til vestafrika og Cuba. På denne drømmeplade har Dinesen med hjælp fra nogle kvalificerede medspillere givet drømmene vinger. Førnævnte Harder Olesen og Acosta er selvfølgelig med på percussion mens den herboende cubanske congaskonge Eliel Lazo er føjet til. På trommer er det Dinesens gamle kollega Michael Finding fra Once Around the Park mens blæserne Mads Hyhne på trombone og Kasper Tranberg på trompet føjer jazzede toner til. Koraspilleren Dawda Jobarteh fra Gambia er det mest tydelige hørbare vestafrikanske indslag. Jakob Dinesen har lavet en glad plade, der vidner om en stor kærlighed til og indsigt i den afrocubanske musik. www.myspace.com/jakobdinesen
Fra Cuba til Danmark
Cubanske Elial Lazo har lavet et album der præsenterer en knalddygtig percussionist. Det er samtidig også en charmerende rodebutik, hvor gode venner kigger forbi. Lazo kom til Danmark første gang i 2004, hvor han spillede sammen med DR Big Band. I 2007 slog han sig ned i Danmark og bor her nu med familie, cpr.nr. og hvad dertil hører.
Titlen på pladen El Conguero betyder congasspilleren. Allerede som 19 årig i 2003 vandt han den prestigefyldte Percuba International Percussion Prize. Den åbnede døren for ham og der var hurtigt stor efterspørgsel efter det unge talent. Bla. pianisten Chucho Valdes, der betaler tilbage ved at medvirke på et par af denne plades højdepunkter. F.eks. balladen Martha, hvor Mads la Cour topper det hele med flygelhorn er en favorit med det samme. Pladen er indspillet i København, Havana og Madrid.
Den åbner med festfyrværkeriet Habana, hvorefter jeg bliver forvirret. Næste nummer lyder som et kultursammenstød mellem Gipsy Kings og et cubansk orkester. Titlen lyder Un gallego en la Habana - en sigøjner i Havana. Kuriøst.
Hanne Boel er med på Rythm Song og er udfordret i en grad - uden at falde igennem - hvor jeg næsten ikke kan høre at det er hende. Selvfølgelig kan professoren også klare den cubanske musik. Lazo har spillet med mange forskellige danske musikere i perioden hvor han har boet her og mange af dem medvirker på pladen. Mikkel Nordsø har produceret, mens fine folk som Ben Besiakov, Jens Søndergaard og Samuel Hejslet er inde over.
Der er nogle højdere på denne plade der alene gør, at nydere af cubansk skal have pladen. På numrene hvor de cubanske musikere medvirker er der ikke plads til kolde fodsåler.
My Space: www.myspace.com/eliellazo
