DOMi & JD BECK: Who Asked? (Blue Note/Apeshit) CD/LP/stream

 

Der skulle gå præcis fire år siden debuten Not Tight, inden den fransk/amerikanske duo DOMi & JD BECK kunne være klar med en opfølger. Det er meget lang tid, særligt når albummet lyder som et album, hvor der, for at kunne forstå duoens udvikling, mangler et album eller to mellem debuten og opfølgeren. Der er af uransagelige årsager kommet vokal med – ikke fra gæster som på debuten, men fra dem selv, hvor trommeslageren JD BECK er den primære. Det lyder ikke godt. Hans vokal er monoton og kedelig. Han synger melodien lidt i samme stil som Thundercat, bare uden sjæl og nerve.

Det matcher ikke duoens tekniske kunnen, hvor de i et eller fedt mashup mellem hiphop, jazz og computerspilsmusik laver nogle crazy ting på trommer og keyboards, hvilket typisk er det, der popper op i de korte reels på Instagram og lignende, som de lægger ud på nettet og er så kendte for. Det er en skam, at duoen er gået vokalvejen. Havde der så bare været en popbanger på pladen, havde de næsten været tilgivet. Jeg håber inderligt, at deres næste album, der først kommer i 2030, hvis de holder den nuværende kadence, er et instrumentalalbum.

Duoen skulle dog stadig være en fed koncertoplevelse, hvor vokalen efter sigende træder i baggrunden. Hvornår kommer de egentlig til Danmark?

Blue Note

Jomi: Den kærlighed (Glorious Records) LP/digital

 

Du skal ikke lytte længe til Jomis nye album, før det står indlysende klart, at det er en feministisk, samfundskritisk og kærlig plade, der sætter fokus på barske og vedkommende emner. Det er vold mod kvinder, som det beskrives i sangen Du skal gå væk. Det er kærligheden i Lad lyset brænde. Det er melankolien i Alle har en drøm. Og det er skilsmissesangen Sidste duel.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i tekstanalyser – det er jeg som jazzblogger med hang til instrumentalmusik alt for løs i den tekstuelle fuge til. Det betyder dog ikke, at Jomi, der også kendes som Signe Høirup-Wille Jørgensen, ikke laver tekster, der rører og bevæger mig.

Hun er på alle måder en ener, der siden hun dukkede op i 90’erne som medlem af støjrockbandet Murmur, konstant har været i musikalsk udvikling. Hun allierer sig med musikere, der forstår hendes kunstneriske mission. På det nye album medvirker bl.a. Kresten Osgood, Maria Dybbroe og strygerne Who Killed Bambi. Desuden er Luke Sutherland fra Mogwai atter med i Jomis musik, ligesom han var i starten af nullerne på hendes første plade i eget navn.

Den kærlighed er en rørende dansk artpop-udgivelse fra en erfaren kunstner, der ubesværet kombinerer et stærkt musikalsk udtryk med stærke tekster.

Jomi

The Bob Nova Project: Nye Bobtagelser (Gateway Music) LP/digital

 

Hvis du lytter til P8jazz en gang i mellem, så har du nok hørt The Bob Nova Project. Her er numre som Golden Sun, Hvilken dag det er i dag og andre af deres sange ofte blevet spillet. Nu er de aktuelle med deres femte album, hvor stilen er som den plejer. Det er ganske genkendelige Bob Nova toner, der smyger sig ind i ørerne hos mig. 

Det er Sverre Stein Nielsen og Thomas Engelhardt Rasmussen på henholdsvis sang og guitar, der har skrevet al musikken. De får hjælp af Jakob Elvstrøm på saxofon (ny mand i bandet), Johannes Liingaard Jørgensen og Lars Møllenberg på trommer og percussion. Det er bundcharmerende bossa og vise pop af den tidløse slags. Der er flere sange der sagtens kan ryge ind på P8jazz’ playliste. Det kunne være Tror jeg savner dig, hvor Laura Riis Nielsen medvirker på vokal. Her synger de så smukt melankolsk:
“Tror jeg savner dig

Tror det fordi

At solen ikke skinner

Helt så klart, helt så klart”

Det er enkelt og ligetil. De konstaterer selv i en lille tekst på coveret at folk var begejstrede for for de dansksprogede sange på forrige album, så de fortsatte ad samme spor. Et andet hit på pladen er Regnvals, hvor Mathias Heise kigger forbi med mundharpen. Det er en fornøjelse at The Bob Nova Project holder fast i deres lille niche og det er kun fedt, at de fortsætter med det danske sprog. Nye Bobtagelser er en skøn plade.

Gateway

daoud: ok (ACT Records) LP/CD/digital

 

Når en musiker lanceres som en enfant terrible i fransk jazz, så er jeg ekstra nysgerrig. Fransk-marokkanske Daoud aka. Luc Klein Ben Abdeslam er aktuel med andet album i eget navn og den første på den store internationale label ACT Records.

Trompetisten, der også spiller på flugelhorn, synths og Ondes martenot har lavet en plade, der på mange måder fortsætter stilen fra debutpladen Good Boy fra 2024, hvor han på elegant vis blander jazz med pop og hip hop. Denne gang er der blevet råd til, at gå lidt mere i dybden i produktionen og til at invitere internationale gæster. Undervejs dukker flere af europæisk jazz' pt. hotteste navne op. Hollandske Teis Semey på guitar, polske Kuba Wiecek på altsax og britiske corto.alto på trombone er blandt gæsterne.

Musikalsk er det ikke så bad ass’et. Det er i stedet ret lækkert. Han er startet i studiet med bandet, hvor de på jazzet vis, har indspillet musikken uden så mange dikkedarer. Efterfølgende er det rykket over i en pop produktion, hvor der er kælet for detaljerne. Det er den store styrke ved pladen. Den gennemført lækre produktion. Jazz, hip hop, r’n’b, electronica, pop, afro og drum’n’bass smelter sammen. Der er flere gode hits på pladen. Dijon, Plato’s Twins og Soda er nemme at gå til. Trænger du til nutidig jazz der er let at gå til, uden at forfalde til det rene smør, Så er Daoud et godt sted at gå hen.

Bandcamp

Astral Cinema (Sound by Struck) LP/digital >> Fuld af kærlighed - original score (Sound by Struck) LP/digital

 

Måske var det et forvarsel, da han var med til at lave en af de bedste James Bond titelmelodier, der aldrig blev brugt. Tomorrow never dies fra 2001 med Swan Lee er en klassisk stemningsfuld popmelodi. Der gik ikke lang tid efter det, før Jonas Strucks navn dukkede op i rulleteksterne på film, hvor han havde lavet musikken. Han er stemningernes mand - han er inspireret af mange musikalske strømninger - og har i det fundet sin egen musikalske stemme. 

Med det nye band Astral Cinema har han fået en platform, hvor han kan skabe musik til film der ikke er lavet. Bandet består ud over ham selv på guitar og piano, af Nikolaj Torp Larsen på diverse tangenter, Anders AC Christensen på bas og piano og Jakob Lilfar Høyer på trommer. Bandet hqr skrevet musikken sammen.

Det er musik der i sit organiske udtryk kan virke gammeldags. Det er det ikke. Der er noget der kan pege ind i musik fra mange forskellige tidløse filmkomponister. Komeda, Morricone eller Lai, der nok havde deres storhedstid for mere end 50 år siden, men lavede stemningsskabende melodier. Det er altså melodierne, stemningerne og ikke mindst de mange fine detaljer i det organiske lydbillede, der er drivkraften. 

Jonas Struck har lavet filmmusikken til filmen Fuld af kærlighed, der også er udkommet på vinyl. Det er musikken man kan høre i filmen, der er på pladen. Det er beundringsværdigt, at Jonas Struck sørger for at musikken kan leve videre på egne ben længe efter filmen. Filmmusik på plade er en særlig genre. Her står musikken lige pludselig på egne ben. Her er ingen ledsagende billeder eller ord. Det bliver en ny oplevelse. Her er symfoniorkester og vildt smukke numre - lyt feks. til Kære far. Der er også et “pop”-hit på pladen. Swan Lee’s Matters of the heart, der bliver brugt på forskellige måder undervejs.

To gode udgivelser, den ene til en film og den anden til en film der opstår inde i dig. Det fungerer godt på begge plader. Jonas Struck og Astral Cinema kan deres sager - og jeg vil ikke tøve med, at give Astral Cinema en stor anbefaling.

Jonasstruck.dk

Bear Garden: Up (Bolero) LP/digital

 

Martin “Bear Garden” Wirén spiller saxofon og hele line uppet af musikere på pladen indikerer, at det lugter af jazz - og det gør det også på albummet Up. Det lugter også af meget andet lækkert - særligt fra clubscenen.

Det er en knaldperle med god stemning, der ikke lefler. Pladen åbner med titelnummeret, der skylder sin del til Mobys sen-halvfemser downtempo electronica. 

Martin Wirén balancerer elegant mellem soul, pop og jazz. Det er ovevejende i et roligt tempo med masser bund. Han har inviteret en masse forskellige musikere ind over. Det er dog Martin Wiréns saxofon, klarinet og fløjte der shiner sammen med lidt vokal. 

Pladen byder på flere gode numre. Jeg har en svaghed for dance-nummeret Got to let it go, hvor Bear Gardens blanding af det elektroniske og fløjten på toppen er original. Ellers kan du snuse til hittet fra pladen, Hey ye ye yeah, hvis du trænger til et godt jazzet popnummer anno 2024. Jeg vil vove at påstå at den slags er en sjældenhed.

Bear Garden

Turist: Erobotica (Glorious Records) LP/digital

 

Rasmus Kjær lavede pladen Turist i 2019, nu bruger han den pladetitel som kunstnernavn på det nye album, Erobotica. Han har tidligere bla. været med i Under Byen, lavet jazz og ikke mindst en orgelimprovisationsplade.

På det nye album får han hjælp på noget af pladen fra Anders Bach på trommer og Jacob Haubjerg på bas. Desuden medvirker Marcela Lucatelli på vokal og Jeppe Højgaard på enkelte numre. 

Pladen kan vel grundlæggende kategoriseres som en elektronisk plade, Rasmus Kjær bidrager med synth, trommemaskine, vokal og samples på pladen. Det handler om det erotiske forhold til maskinerne i en parallel tid, hvor AI ikke hersker. Rasmus Kjær bruger den analoge håndspillede elektroniske musik, der på mange måder kan pege tilbage på 80’ernes mere uskyldige og nysgerrige elektroniske musik. Her er elementer af blød funk, ambient, kraut, new age, r’n’b og pop. 

Det kan på mange måder godt minde om Hess is More, der også er lavet af en eksiljazzmusiker. Turist er både med humor og alvor og ikke uden charme. 

Bandcamp

Victor Peter (egen udgivelse) digital

 

Han er kun 25 år og er på en nærmest umulig mission. Han vil forny bigband musikken. Det havner ofte i Frank Sinatra croonerland, når der er vokal på - hvilket er fedt - men overhovedet ikke nyskabende. Han er dog allerede kommet meget længere end det burde være muligt. Han har lavet sit eget vokal big band album. Det har taget ham 7 år. Med DR Big Band trommeslageren Søren Frost og blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra og den erfarne Nikolai Bøgelund som dirigent. En fuldstændigt vild præstation - der fortjener en masse ros.

Den ros er dog kun noget værd, hvis den musik han har indspillet også fungerer. Det gør den. Jeg er vendt tilbage til albummet mange gange, siden jeg modtog den. Åbningsnummeret I’d like it short er ret klassisk - og noget af det fede ved nummeret, er brugen blæserriffs med smæk på. Victor Peter er både rundet af jazz og pop. Der er også dryppet en pæn sjat funk i cocktailen, hvilket vi hører på den efterfølgende What do you know, hvor Victor Peter spiller et lækkert frækt el-klaver. Lady like attitude er en croonerballade og det er her, hvor Victor Peter er allermest klassisk. 

Så sker der lige pludselig noget helt andet. Han begynder at synge på dansk. På nummeret Før eller siden er big bandet sendt udenfor og Victor Peter laver en nærværende popballade, hvor hans vokal og klaver står flot sammen. Der kommer to numre mere på dansk, I kærlighedens ånd og den helt vidunderlige swing-ballade Jeg har vist aldrig fået sagt, der ikke lyder så altmodisch som man kunne frygte. Victor Peter er nemlig en big band vokalist i nutiden. Det bliver ikke banalt og kitschet, selv om der er store følelser og lyd på spil.

En imponerende debut, der burde kaste et nummer eller to i powerplay på P8jazz. 

www.victorpeter.dk

Emma Pilgaard: In My garden (Emma Pilgaard) LP/digital

 

Hun kommer fra det fynske jazzmiljø, hvor hun også fik prisen Årets fynske jazztalent i 2022. Sanger og komponist Emma Pilgaard debuterer med albummet In My garden, hvor hun får musikalsk hjælp af en ung kvartet, der også kommer fra den spirende fynske jazzscene.

Stilistisk er hun et sted mellem jazz, pop og singer-songwriter genren. Udtrykket er elegant og hun har en meget sikker og klar klang i stemmen, der passer godt ind i universet. Hun har skrevet sangene med sin Nun 1 årige datter på armen, da hun var spæd. Det giver næsten sig selv, at det er rolige numre, hvor der tænkes lidt mere over livet og det livet  giver os, end på noget andet tidspunkt i livet. 

Det er en debut der åbner op for en karriere til et publikum, der tanker ro og eftertænksomhed i musikken. 

Emma Pilgaard på Facebook

Sanne Graulund: Context (Sanne Graulund) LP/digital

 

Den her plade fortjener at mange flere opdager den. Da jeg hentede den ved min lokale pakkepusher, kørte radioen - og ud af den strømmede en cover-version af Robyns udødelige hit fra 2010, Dancing on My own. Mellem os sagt var det en lidt fesen og kedelig udgave i langsomt tempo. Sådan skal det måske være, når man skruer ned for tempoet på et dansegulvshit? 

Nej, det skal det ikke! Udover at lægge titel til Sanne Graulunds LP, så har hun lavet den i en helt anden version. Hun gør den til sin egen i en nedkølet version med indre varme. Det er svært at pille ved et elektronisk dansegulvshit. At føre den en anden vej, hvor jazz og glødende nærvær er tilstede, er lige præcis det Sanne Graulund gør - endda toppet med en fed saxsolo fra Jan Harbeck der lyder som Jan Harbeck. Faste læsere af denne blog ved, at jeg er meget tilfreds når det er tilfældet.

Pladen er andet end Robyns hit. Sanne Graulund der spiller klaver og synger har lavet den i tæt samarbejde med Carsten Skov, der spiller vibrafon og har produceret. Hun har valgt en række numre af andre kunstnere og lukker albummet ned med sin egen You will see. Valget af numre svinger mellem jazzstandards som eks. Moon River og rocknumre som Radioheads No Surprises og David Bowie 5:15 The Angels have Gone. 

Det er en dejlig rolig plade, hvor den musikalske indpakning og Sanne Graulunds varme stemme passer godt sammen og er stemningsskabende. Den vil jeg vende tilbage til for, at genhøre Bowie og Robyn-numrene og de lige så fede udgaver af Sonny Bonos Bang Bang og Hoagy Carmichaels The Nearness of you.

Sanne Graulund

Inger Marie Gundersen: Five Minutes (Stunt) >> Emilie Schiøtt: like a sunday (ETCO)

 

Det er ikke fordi at det er en tendens. Det har været her i mange år. Sangere af hunkøn i den poppede ende af jazzen finder altid et stort publikum. Jeg kunne også have tilføjet noget med singer-songwriter og Joni Mitchell. Særligt kan man med en stil, hvor musikken er organisk, håndspillet og i et roligt balladetempo, finde et stort publikum. Her er Norah Jones' gigantiske og uforudsete gennembrud med Come away with me fra 2002 og Eva Cassidys posthume succes med Songbird to gode eksempler på genren, hvor det ikke handler om hurtige hits. Det handler om varme, ro og tændte stearinlys (hvilket ikke skal forstås negativt).

Her er to aktuelle eksempler på genren. Den første er med norske Inger Marie Gundersen, der befinder sig aldersmæssigt i midten af 60'erne. Det danske pladeselskab Stunt har med stor succes udgivet plader med hende i over 18 år. De følger som regel en ret fast skabelon med cover versioner af både kendte og ukendte sange. På den nye gælder det eksempelvis The Rolling Stones' Wild Horses, Dire Straits' Why worry og Rod Stewarts' Sailing. Pladen er blevet til i samarbejde med den succesrige norske musiker og producer Espen Lind, der nok kan skære et pophit men rent faktisk også går ind i Inger Marie Gundersens musikalske univers med respekt. Det er der kommet et behageligt album ud af. Inger Marie Gundersen er ikke stagneret - hun kan stadig flytte sig indenfor den ellers ret afgrænsede genre.

Danske Emilie Schiøtt har allerede haft godt fat i streamingpublikummet med 2017-albummet After the rain. Nu er hun klar med en opfølger, hvor hun har allieret sig med erfarne folk som Chris Minh Doky på bas, Mathias Heise på mundharpe, Gustaf Ljunggren på diverse strenge, Pelle Fridell på saxofon, Jonas Krag på guitar og flere andre. Emilie Schiøtt går ikke cover-vejen. I stedet er det den 77 årige Michael Soltau der har skrevet musikken, ligesom han havde skrevet den på det forrige album. Stine Luise har skrevet teksterne. Soltaus værker har ikke tidligere set dagens lys. Stilistisk befinder hun sig i jazz, pop, country, bossa og blues stilarterne. Fælles for dem alle, er at det foregår i balladetempo. Mon ikke hun atter finder mange lyttere til sin musik. 

Inger Marie Gundersen

Emilie Schiøtt på Facebook

Oilly Wallace: Flowers of your youth (Initiated Records) LP/DL/stream

Da jeg hørte Oilly Wallace for første gang for over 7 år siden på debutpladen Fiol Sessions, hvor jeg havde skrevet pladens linernotes, havde jeg under ingen omstændigheder forestillet mig at han ville lave en plade som den her. Dengang tilhørte han den unge fremadstormende jazzscene i København, hvor bebop og old school energi satte dagsordenen. Der er sket meget siden dengang. Denne sommer har han været med Andreas Odbjerg, som en del af bandet på turné rundt i det danske. Inden turen udsendte han albummet Flowers of your youth, hvor det ikke handler ret meget om jazz - det er rendyrket pop af den elegante slags. Han spiller stadig saxofon - men er først fremmest sanger på pladen, hvor han selv har skrevet al musikken.

Har man fulgt Oilly Wallace’s karriere er det ikke så underlig en udvikling den har taget. I vennen Johannes Wambergs band Tabloid har det lige fra starten handlet om den blødere jazz - ligesom det også gør i Otooto. Oilly Wallace udvikler sig med en rivende hast lige foran vores ører. 

Pladen åbner med titelnummeret, der bobler over af breezy bossa stemning inklusive tværfløjte. Pladen er lavet i samarbejde med Niels Bagge Hansen aka Vinnie Who. På LP’ens side 2 stikker det helt af i lækkerhed. Her fortolker Oilly Wallace det italienske pophit Arrivederci fra 1959. Han gør det i den engelske version som Chet Baker oversatte og sang i filmen Urlatori alla sbarra.

Oilly Wallace er ikke bange for det storladne og det klæder pladen. Der holdes ikke igen med virkemidler, hvilket pladens afslutningsnummer To the Moon så fint viser.

Bandcamp

 

Frk. Jacobsen: I haven (Eget Værelse) LP/DL/stream

 

Hvad er det her? Udover at det på helt konkrete plan, er en vinylplade med Frk. Jacobsen med titlen I haven jeg har i hænderne - så er det så meget andet, når der åbnes op for Haven og jeg går ind i den. Det musik, tekst og iscenesættelse. Et teaterstykke på plade med tekst af Anja Jacobsen og citater hentet fra så forskellige folk som som Gertrude Stein, Marcus Tullius Cicero, Joscelyn Godwin og Yusef Lateef.

Frk. Jacobsen er udover Anja Jacobsen på vokal, trommer og percussion. Lil Lacy på keyboard og kor, Ida Duelund på bas og Lars Bech Pilgaard på guitar. Sara Hamming har stået for dramaturgien.

Hovedpersonen Mira er havnet i have, hvor hun møder ormeflokken Glllogl, der ved alt om hende. Hun møder kvien I/O. Hun dukker atter op mange år senere i år 2070, hvor ægteparret Hr. og Fru Scorpii er kommet til. 

“I skovbunden ligger I/O. en lille sten i lysende grønne, orange og hvide farver. Mira den ældres fod træder ved siden af stenen, men hun ser den ikke.”

Det er en omsiggribende historie, hvor liv forgår og opstår. Musikken er lige så vildtvoksende som haven. Den er ikke utæmmet - det er en have. Anja Jacobsen er percussionisten, der lader trommernes rytme skabe liv. Stilistisk er der både afro, pop, jazz og avantgarde i musikken. Det er et intenst teaterstykke på plade, hvor der sker så meget, at man lige skal høre pladen igen og igen og igen.

Bandcamp

Johanna Denning: Fra et sted i mit hjerte (Johanna Denning) DL/Stream

 

Det er en ret unik kombination, når man både synger og spiller trompet. Det er selvfølgelig set og hørt før. De fleste kender Chet Baker. Når han synger, lyder han på samme måde som når han spiller trompet. Det samme gør sig gældende for unge Johanna Denning, der allerede aktuel med sin anden udgivelse. Hun udsendte en EP for et par år siden.

Det er i høj grad Johanna Dennings eget projekt. Hun har har komponeret, produceret, synger, spiller på klaver, synthesizere og trompet. Bassen spilles af Elias Hänninen og Isabella Castro medvirker på harpe. Musikken tager udgangspunkt i jazzen og har desuden poppen helt naturligt med. Johanna Denning har allerede skabt et personligt udtryk, hvor det intime og nærværende omgives af en sfærisk og organisk mystik. Førstesinglen Magnolia er en god intro til en udgivelse der fortjener opmærksomhed. Johanna Denning har valgt et musikalsk udtryk der ikke umiddelbart minder om andres. At det så ovenikøbet har noget sanseligt ekstra over sig er kun et plus.

Spotify

Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Claudia Campagnol: Right now (Giant Sheep) LP/CD/DL/stream

 

Hun er en sjælden (sang)fugl på nutidens musikscene. Debutpladen I’m Strong fra 2019 indeholdt klare referencer til fusionsjazzen og med elementer af pop og r’n’b. Nu er det vendt rundt. Hun er født i Ungarn, vokset i Sverige og bor nu i Danmark, hvor pladeselskabet Giant Sheep har taget hende under deres vinger. Det er luksuriøs musik, med skarpe arrangementer, flot vokal og superflot lyd og produktion. Det er håndspillet musik, hvor jeg kommer til, at tænke på en L.A. popproduktion som den kunne tage sig ud for 40 år siden. 

Claudia Campagnol har skrevet og arrangeret det hele. Jeg er vild med hendes stilsikre udtryk. Der er keyboardsoli, spillet af Campagnol, funky elbas - spillet af Andreas Hatholdt og nogle vilde korarrangementer, der lyder af en verden. Lyt feks. på afslutningsnummeret The only one, hvor det stikker helt af - altså på den gode måde - og i øvrigt toppes med Mathias Heises mundharmonika. 

Right Now er sin egen. Det er pop, hvor barren er sat meget højt.

Claudia Campagnol Bandcamp

Kiosk: Drift (Kiosk) LP/CD/DL/stream

 

Fuck, at vi kører en Berlingo… 

…Jeg har ikke noget at sige om himlen i november…

…Jeg har noget at sige om os to…

Maj Ørskovs ord i November er en vidunderligt relatérbar og humoristisk kærlighedserklæring. 

Hendes vokal efterlader mig forelsket og fortvivlet. Hun kommer tæt på og rammer lige der, hvor hverdagen banker på og lyden fra ungdommens fester er en fjern og alligevel mærkbar torden. Gennem sit nærvær og evne til at placere sig midt i musikken er Maj Ørskov helt unik. Hun er med i bandet Kiosk, som jeg nok ville have kaldt jazz’n’poetry i mangel af bedre, men hvor de kommer mig til undsætning og kalder det de laver, for audiopoesi. 

Det er ikke påklistrede ord eller recitation til jazzede toner. Det er ord der smelter sammen med musikken, der udover det jazzede har mange skønne popelementer og spacede ophobninger af musikalsk desperation.

Læg dig her

Mens mit sortsyn eksploderer

Ud over nattehimlens funklende kulisse

Der er ingen andre som kan trøste mig nu 

For inden andre aer mig så blidt som du

- fra Søvnløs

Kiosk fortsætter på deres album nr. 2 med at udvikle og dyrke det univers de har skabt. De balancerer elegant mellem humor og alvor, hvor det både kan handle om krigen i Ukraine eller Aula beskeder der skal tjekkes. Drift er en stærk opfølger. Når jeg hører pladen har jeg et stort ønske om, at mange flere lytter til dem. Jeg starter her og skriver om dem. Du følger op og finder dem på Spotify eller et andet sted. Eller endnu bedre, du går ud og oplever dem live.

For mor var ret vild

Før hun blev kedelig

- fra Dans

Kiosk på Facebook

Tigeroak: Living and Living (April Records) LP/CD/DL/stream

Det er ikke et musikalsk univers som vi er vant til, at høre danske musikere i. Rolig neosoul/R'n'b med inspiration fra Londons jazzundergrund, hip hop og en sjat cool nordic. Tigeroak består af Laurits Steen Møberg og Anna Prinds, der begge kommer fra det sprudlende jazzmiljø i Kolding. På trods af deres unge alder har de været musikalsk aktive i en del år og har skabt deres eget udtryk. 

Anna Prinds’ elegante vokal med mystik, sensualitet og en let vibrato er perfekt sammen med Laurits Steen Møbergs musik. Han spiller både guitar, bas, synth og har programmeret trommer og lign. Der er enkelte gæster undervejs, hvor trompetisten Peter Marott er den eneste etablerede musiker, ellers er det bla. et andet Kolding-talent Martine Bak Toldam på piano og Rhodes.

Beatsene er med skarp lilletromme og indrammer et rummeligt og sfærisk elektronisk lydbillede, hvor klaver, Rhodes eller lignende støtter melodien. Der er flere numre med hitkvalitet. Åbningsnummeret Living and Living (med Marott), People (med gæstefløjte) og Eyes finding eyes (med lækker klaversolo) er alle numre, der med deres stærke stemninger, er gode partnere til de stille stunder i natten.

Living and Living er en god og vital debut - hvor April Records skal have stor ros for at løfte den unge duo ud i verden.

Bandcamp - Tigeroak

 

Tabloid: Open Mind (Sony) LP/DL/stream

Det er ikke fordi den har været væk. Spørgsmålet er mere om den nogensinde har været der. Dansk Pop-Jazz. Tabloid er ikke bange for at spille popjazz. Det er ikke smooth jazz de spiller. Så glat er det ikke. Det er tydeligt at flere af musikerne har stor erfaring fra poppen og det bruges i fuld udstrækning. 

Trommeslageren Felix Ewert spiller både med Nik & Jay og Drew Sycamore, Malthe Rostrup på keyboards er bla. producer for Jada. Den anden del af gruppen er fra jazzen. Oilly Wallace på sax, Jonathan Bremer på bas og ikke mindst guitaristen Johannes Wamberg der har skrevet musikken.

Det bobler af glæde og god stemning. “Det hele er et produkt af en åbenhed, som jeg håber smitter. Dem der vil danse, kan danse. Dem der vil høre en virtuos solo, kan høre det.” har Johannes Wamberg sagt i forbindelse med udgivelsen. Der er glitter og neon i den gode firserstil. 90’er r’n’b, disco, jazz og folk i en god blanding. 

Jonathan Bremer når både at spille synth-bas på discobangeren og båndløs bas (juhu!) på den  rolige Shimmer. Vi er med andre ord meget langt fra det som han spiller i Bremer/McCoy. I det hele taget er vi langt fra mangt og meget. Malthe Rostrup er ikke en fusionsjazz keyboard spiller. Han smider den ene afsporede (jeg er vild med det) keyboardlyd efter den anden i hovedet på os - hvor der er en tråd til nutidens sunde tendens i poppen til, at eksperimentere.

Der nævnes noget om Donald Fagen og John Coltrane i pressematerialet. Dem tænker jeg ikke på. Ikke en eneste gang. Til gengæld smittes jeg af Tabloids uimodståelige og letsindige omgang med jazzen.

Tabloid på Facebook

 

SloGlo: Symbols and mirrors (Flood Music) DL/stream

 

Det er elektronisk jazz, der ikke har sigte på at skabe lækre lydlandskaber eller dansable beats. Der eksperimenteres og undersøges løs. SloGlo har et lydunivers skabt af analoge synthesizere og knækkede beats, der kan være uden forvredet puls og med skæv time. Der er farvestrålende synthhymner der blæses ud over beatsene. Der er dystre basladede og organiske numre med rumklang som i en gammel værftshal på Holmen i København. Det er også her man kan møde manden bag SloGlo, amerikanske Matt Carroll der er i gang med sin uddannelse på Rytmisk Musikkonservatorium. 

Trommeslageren og produceren Matt Carroll er oprindeligt fra Chicago. Musikken opstod undervejs, da han var på turné med Chicago bandet Finom, der tidligere hed OHMME. Han er et boblende overflow af nye takes på jazz og electronica.

SloGlo på Bandcamp