fredag, april 03, 2020

Synesthetic4: Pickedem (Jazzwerkstatt Records) CD/DL/stream

Den østrigske klarinettist Vincent Pongracz var i en periode studerende på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Her må han have hørt om fætrene Kresten Osgoods og Søren Kjærgaards legendariske vrøvlerapband Ikscheltaschel. Der er flere numre på Vincent Pongracz’s seneste album Pickedem, hvor han vrøvlerapper med noget af den samme skarpe rytmiske forståelse, som der også var i Ikscheltaschel. 

Han har tidligere haft større bands, denne gang er det skruet ned til fire mand. Igen bevæger han sig ind på et territorium mellem hip hoppens stramme beats og den klassiske musik. Der er knækkede beats og skæve taktarter i en veltilrettelagt kulisse.

torsdag, april 02, 2020

Jazzbloggeren præsenterer sine danske jazzvinyler - de første fem afsnit

Corona-krisen har sat en stopper for jazzkoncerter og andre vigtige ting, der skete andre steder end i mit hjem. Derfor har jeg brugt tid i hjemmet med at lave Youtube-videoer, hvor jeg præsenterer mine danske jazzvinyler. Her er de første fem.

Den første går fra Abekejser til Blast

Den anden går fra Blicher Hemmer Gadd til Aske Drasbæk

Den tredje går fra Drops til Mathias Heise

Den fjerde går fra Hessismore til Benjamin Koppel

Den femte går fra Rasmus Oppenhagen Krogh til Pavlovs Hunde

Granberg & Jørgensen: Chasing a ghost (Violet) streaming

“Den går ikke, Granberg” er et ordsprog der opstod i 1857, da den svenske ballonskipper Victor Granberg måtte hoppe ned på taget af Hofteatret under en mislykket ballonopstigning.

Der er heldigvis ikke nogen grund til, at bruge ordsproget i forbindelse med den musikalske og langt fra mislykkede ballonopstigning som duoen Granberg & Jørgensen er taget på sammen på albummet Chasing a Ghost. 

Duoformen kun med guitar og trommer udfordrer musikerne med sit enkle og sparsomme udtryk. Guitaristen Johan Granberg og trommeslageren Jakob Jørgensen har gennem ti år mødtes hver uge for at spille sammen. Det kan høres i musikken, hvor de i et flydende univers udfordrer og forstår hinanden. Det er korte melodistykker, der væves sammen i et sindrigt udtryk.

De skifter ubesværet mellem det svævende og pleasende til det udfordrende og krævende. Det betyder også, at lytteren skal tungen lige i munden og øret rettet mod musikken.

tirsdag, marts 24, 2020

Carsten Meinert: C.M. Musictrain (Stunt) LP/CD/DL/stream

For fem år siden blev Carsten Meinert pladen To You genudgivet af Frederiksberg Records. Pladen var et særdeles fint og sjældent dansk take på Coltrane-traditionen i 1969. Allerede året efter var Carsten Meinert atter på spil med albummet CM Music Train. Den blev ligesom To You pladen med tiden kult - og desværre også dyrere og dyrere at få fat i, da der ikke var lavet ret mange plader i 1970.

Nu har Stunt Records valgt at genudgive albummet, suppleret med en stribe ikke tidligere udgivne indspilninger på CD versionen. LP versionen er en kopi af originalen. Musictrain er et helt andet album end To You. Besætningen er stor og Carsten Meinert har suget tidens lyd til sig i 1970. Det er et medrivende og flagrende album. Han har samlet en række musikere omkring sig, der for fleres vedkommende sidenhen satte dybe spor i dansk jazz; Erling Kroner, Jesper Nehammer, Pierre Dørge, Henrik Hove, Michael Hove, Ole Streenberg og Bent Clausen. Desuden medvirker de senere så kendte DR-folk Ole Matthiessen (her i en vigtig rolle som arrangør) og Jens Jørn Gjedsted. Det hele er indspillet på en enkelt august-søndag i 1969 og udgivet året efter.

Åbningsnummeret San Sebastian indeholder inspiration fra Spanien, den efterfølgende Before Sunrise bevæger ud i nogle frie passager. Fælles for numrene er Carsten Meinerts heftige saxofonspil, der sprutter og sprøjtes ud gennem en Varitone-forstærker, der sætter sit tydelige præg på lyden - noget som Carsten Meinert fortryder i dag. Jeg synes at det er med til, at give musikken den sidste vildskab. Titelnummeret er hippiejazz i fuldt flor. Dørges guitarlyd og Thor Backhausens viltre orgelsolo er med til at sende nummeret helt ud i galaksen. CD’en er tilføjet nogle ekstra takes af San Sebastian, Before Sunrise og C.M. Musictrain.

Det er en årets udgivelser! Dansk jazz i særklasse - vildt og berigende at høre med 50 års afstand. Ole Matthiessen har sammen med Julian van Kranendonk og Jørgen Vad med nænsom hånd ført lyden op til nutidig standard. Det er et forbilledligt stykke arbejde de har udført.

mandag, marts 23, 2020

Aloft Quartet: Farewell old ways (AMP) CD/DL/stream >> Amund Kleppan: Venture (AMP) CD/DL/stream

I 2018 fik de den eftertragtede Danish Music Award som årets nye danske jazznavn. Nu er de aktuelle med album nr. 2, der ligesom det første albums titel, First Year også har en titel, der fortæller hvor kvartetten befinder sig i deres udvikling. Den hedder Farewell Old Ways.

Kvartetten med de to danskere; Simon Balvig på altsax og Rasmus Sørensen på piano er sammen med svenske Jon Henriksson på bas og norske Amund Kleppan på trommer har ikke valgt nye musikalske veje. Det er snarere måden som de har arbejdet med musikken der er ny. Det er Simon Balvig der har skrevet 7 af pladens 11 numre, mens Jon Heriksson har skrevet resten.

Stilistisk befinder Aloft Quartet sig et sted ude midt i Atlanten. De trækker på amerikanske jazzdyder, hvor der gerne må være tempo og teknik med i afviklingen. Der dryppes nordiske klange ned i melodistykkerne. Aloft Quartet har atter begået et velskabt album.

Kvartettens norske trommeslager Amund Kleppan er også pladeaktuel. Han har medtaget pianisten Rasmus Sørensen på albummet Venture. Her medvirker den spændende israelske guitarist Tal Arditi, der bor i Berlin. Han er sammen med den ukrainske trompetist Dima Bondarev med i front på et album, hvor den nutidige jazz dyrkes. Det er tempofyldt, dynamisk og med et højt teknisk niveau. Et godt udtryk for at den helt unge europæiske jazz trives og har det godt.

søndag, marts 22, 2020

Rena Rama: Live (Caprice) CD/DL/stream

Vi har fat I en af de helt særlige grupper i svensk jazz. Rena Rama vandt Jazz i Sverige prisen i 1973 og udgav i den forbindelse, deres første album. Den aktuelle plade, som jeg har fået fingrene i, er en genudgivelse af et live-album fra 1983, der indeholdt en indspilning fra jazzklubben Fasching fra november 1975. Pladen åbner med en spirituel vildbasse. Det er kvartettens udgave af Hermeto Pascoals Nem Um Talvez (kendt fra Miles Davis albummet Live Evil), hvor den altid forrygende saxofonist Lennart Åberg lægger heftigt fra land i et ekspressivt saxofonspil i det næsten kvarterlange åbningsnummer.

Andet nummer er pianisten Bobo Stensons Enok, hvor Stenson indleder nummeret sammen med bassisten Palle Danielsson, hvorefter trommeslageren Lerory Lowe, der var helt nyt medlem af Rena Rama på det tidspunkt, tjekker ind. Det er den åbne og intense jazz, hvor melodien gemmes væk i et i et virvar af sanseligt klaverspil. Nummeret kom også med på studiepladen Landscapes, som de indspillede et par år senere og udgav på ECM-underselskabet JAPO. Det er også her, hvor livepladens sidste nummer Romanian Folk Song også dukkede op igen. 

Det er meget anbefalelsesværdigt udspil, der desværre ikke er genudgivet på vinyl. Det er svensk spiritual jazz i absolut verdensklasse, hvor Lennart Åbergs kraftfyldte saxofonspil er en sand fornøjelse i selskab med de andre musikere i Rena Rama.
I forbindelse med genudgivelsen spillede Rena Rama på Fasching, hvor Orkesterjournalen var tilstede, læs mere HER

lørdag, marts 21, 2020

Nacka Forum: Så stopper festen (Moserobie) LP/CD/DL/stream

Med fare for at gentage mig selv, så gør jeg det lige en gang til for en sikkerheds skyld; kalder Nacka Forum for Nordens free jazz supergruppe. Her mødes fire ligesindede jazzmusikere med masser af sjæl, respekt, vildskab, spilleglæde og en intuition for det knapt så forudsigelige.

De deler også glæden og evnen til, at spille free jazz der lugter af New York og 60’erne, når det filtreres gennem fire nutidige nordiske hoveder og kroppe. Goran Kajfes på trompet, mellophone og Crumar Evi, Johan Kullhammar på tenor og altsax, fagot og percussion, Johan Berthling på bas og Kresten Osgood på trommer. 

Eventyrlysten og nysgerrigheden er stor i kvartetten. Goran Kajfes spacer ud på det elektroniske blæserinstrument Crumar Evi på Gonglåt från Ormänge. Kvartetten er i det nordiske med Johan Berthlings Reboleira, i det afrikanske på Goran Kajfes’ Tigray og langt ude på landet i Kresten Osgoods Haltefanden. Skal albummets titel tages seriøst, så stopper festen først, når albummet er slut.


fredag, marts 20, 2020

Viktoria Tolstoy: Stations (ACT) CD/DL/stream

Der er flere elementer der er værd, at bide mærke i på den svenske sangerinde Viktoria Tolstoys 13. album i eget navn. Pianisten er skiftet ud. Det er den unge Joel Lyssarides der skal løfte den tunge arv efter stærke folk som Jakob Karlzon og Esbjörn Svensson. Det klarer han selvfølgelig særdeles godt - han har en tydelig svensk jazzåre. Noget som han også har bevist på egne plader. 

Stilen er tiltalende lettilgængelig - lige fra åbningsnummeret I should runs popfunky toner til jazzstandards som The old country og Poinciana. Pladen er opkaldt efter et Stina Nordenstam nummer fra 2001, der selvfølgelig også er med på pladen. 

Viktoria Tolstoy har sammensat et album med et godt udvalg af numre. Albummet lukker ned med Here’s to life, Shirley Horn’s smukke signatursang, som Cæcilie Norby også har indspillet. Det er en anden dansk sangerinde der har været inde over et af pladens andre højdepunkter. Sinne Eeg’s Streets of Berlin fra 2008-albummet Don’t be so blue, får nyt liv hos Viktoria Tolstoy. Stations er en vellykket Viktoria Tolstoy-plade, særligt på grund af de forskellige numre, som hun har valgt at fortolke.

torsdag, marts 19, 2020

Fire! Orchestra: Actions by Krzysztof Penderecki (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Den polske avantgardekomponist Krzyzstof Penderecki dirigerede i 1971 The New Eternal Rhythm Orchstra ved en optræden i Donaueschingen i Tyskland. Det var den eneste gang han lavede jazz. Værket Actions for Free Jazz Orchestra havde han lavet sammen med Don Cherry. 16 minutter med et stjerneorkester bestående af bla. Kenny Wheeler, Tomasz Stanko, Terje Rypdal, Peter Brötzmann og Han Bennink. Det er europæisk hardcore free jazz.

Mats Gustafsson og Fire! Orchestra genbesøger dette hovedværk indenfor free jazzen på deres nye album Actions. Det kan i sagens natur ikke blive opført efter noder, da der ikke blev lavet nogen i gængs forstand. Mats Gustafsson er heldigvis en dreven ræv indenfor free jazz gamet. Han hylder værket og ikke mindst den frie musik. Musikken der drejes og skabes i øjeblikket under ledelse af Mats Gustafsson og de direktioner han giver undervejs. Det er spontant indenfor rammen “Actions.”

Det store improvisations jazzorkester, der fra udgivelse til udgivelse skifter medlemmer, ud over nogle fast gengangere, har denne gang som noget nyt, fået besøg af danske Maria Bertel fra Selvhenter. Hun passer perfekt ind i et blæser line up, der i kollektive udladninger sender trykbølger gennem Actions. Det er handlinger. Værket er vokset til 40 minutter - og lytterrejsen ind i det suitelignende univers, er fyldt med meget mere struktur end man umiddelbart kunne forestille sig. Det er meget let at lade sig rive med og svømme væk i den improviserede malstrøm. 

Frie musikere leger bedst sammen, fristes jeg til at sige.

fredag, marts 06, 2020

I Think You’re Awesome & Taïga String Quartet: Suite to be you and me (Jaeger Community) LP/CD/DL/stream

Det er ikke et ukendt fænomen, at et bryllup er udløsende årsag til en børnefødsel, et husbyggeri eller indkøb af en ny sofa. Det er mere sjældent, at et bryllup udløser et konceptalbum.

Konceptalbummet, suiten eller den samlende historie er ikke hot shit i en streamingstid, hvor der shuffles hidsigt rundt mellem 3-4 minutters udbrud, i jagten på det hurtige fix.

Der er også historier der insisterer på, at blive fortalt som en samlet historie.

Her er suiten om, at det er dejligt at være sammen. Suite to be you and me. Jens Mikkel fra I Think You’re Awesome og Maria Isabel Edlund fra Taïga String Quartet blev gift forrige sommer. Jens Mikkel har skrevet en suite for begge orkestre.

Der fortælles en historie om, at være på afstand, at danse, at mødes, at have uoverensstemmelser og om brylluppet. Jens Mikkel har i endnu højere grad kastet sig ud i det store arrangement af musikken. Der er genkendelige elementer fra tidligere I Think You’re Awesome plader, som Morten Kærups banjo, Alex Jønssons guitar og den tighte rytmesektion med Frej Lesner og Andreas Skamby. Jens Mikkel lægger også nye veje ud. Han spiller overvejende på elbas - og sætter den i centrum flere steder, bl.a. med en lækker solo på The Dance.

Taïga String Quartet indtager en stor rolle i suiten. Både i direkte møder med I Think You’re Awesome og i rene strygerstykker. Det er der hvor historien folder sig ud. Hvert orkester personificerer de to mennesker, der til sidst forenes ved brylluppet. I Think You’re Awesome er Jens Mikkel og Taïga String Quartet er Maria Isabel Edlund.

De enkelte numre kan sagtens høres hver for sig - vil du have den gode og helt særlige oplevelse, så skal du lytte til Suite to be you and me som et samlet hele. Det fortjener den og det gør du faktisk også.

torsdag, marts 05, 2020

Red Gazelle: Udkig (Red Gazelle Trio) CD/DL/stream

Den har allerede været ude på streamingtjenesterne i halvandet år. Nu er den også udkommet i fysisk form på CD. Trioen Red Gazelle består af Kristoffer Vejslev på guitar, Peter Price på bas og Simon Forchhammer på trommer. Jeg har før skrevet om Kristoffer Vejslev i forbindelse med bandet Vulture Forest. 

Red Gazelle har eksisteret siden 2014. De spiller nordisk jazz i den frie flydende stil. Det kan sine steder godt minde om det vi kender fra Jakob Bro. Der er en filosoferende ro og åbenhed i musikken. Der er også et råt temperament, der eksempelvis foldes ud i den næsten 7 minutter lange Wilderness, der bygges op fra grunden og eksploderer hen mod slutningen, i et fantastisk triospil. Peter Prices stædige bas og Simon Forchhammers viltre trommer er er godt match til Kristoffer Vejslevs konstant udviklende guitarspil.

tirsdag, marts 03, 2020

Niclas Bardeleben: N.O. in my heart Cph in my blood (Gateway) LP/stream

Jeg er næppe den eneste der har et lettere anstrengt forhold til New Orleans jazzen. Alene af den grund, at jeg har hørt alt for mange elendige amatørorkestre, bestående af fuldskæggede skolelærertyper i fløjlsbukser med hængerøv, der har givet sig i kast med musikken fra The Crescent City. 

Der er heldigvis nogen der har det på en anden måde. Trommeslageren Niclas Bardeleben udråber ligefrem sin kærlighed til byens musik på LP'en N.O. in my heart Cph. in my blood. Han har samlet et stjerneorkester, der er meget lidt "hængerøv-i-fløjlsbukser" over. Han har den rette indstilling og respekt for musikken og dens traditioner. Med saxofonisterne; Jan Harbeck og Jesper Løvdal, DR Big Band veteranen Vincent Nilsson og den i dag alt for lidt hørte Henrik Bolberg på trompet og flygelhorn har Bardeleben en superstærk blæsersektion. Bassen betjenes af den altid usvigeligt sikre Lasse Mørck.

Materialet er fra jazzens barndom; Dear Old Southland, Basin Street Blues, Jeepers Creepers etc. De leveres med en dansende afslappet lethed. Det er måske den bedste danske traditionelle jazzplade, jeg har hørt i dette årtusinde. Her er både voodoospøgelser og funky 2nd line i rillerne, serveret med hjerte og sjæl.
Niclas Bardeleben har et sikkert tag på jazzhistorien og lægger vejen ud for sine medspillere, med nogle gode arrangementer. Han sørger for den gode feststemning med lette dryp af både melankoli og inderlig hygge. 

søndag, marts 01, 2020

Gard Nilssen’s Supersonic Orchestra: If you listen carefully the music is yours (Odin) >> Per Oddvar Johansen: The Quiet Cormorant (Losen) >> Snekkestad/Fernandez/Guy: The swiftest traveler (Trost) >> Waldemar 4: The Bouy and the sea (AMP) >> Stein Urheim: Downhill Uplift (Hubro) >> Erlend Apneseth: Fragmentarium (Hubro) >> Christian Wallumrød Ensemble: Many (Hubro)

Det ligger lige for, at sammenligne Gard Nilssen's Supersonic Orchestra med Paal Nilssen-Love's Large Unit eller i særdeleshed Fire! Orchestra, da de deler flere medlemmer. Blandt andet den danske saxofonist Mette Rasmussen, der har været med i en af de tidligere Fire! Orchestra inkarnationer. Gard Nilssen's Supersonic Orchestra er et storband, hvor hovedparten af medlemmerne kommer fra Norge. Seksten mand. Tre trommeslagere (inklusive Gard Nilssen), fire bassister (blandt andet Petter Eldh og Ingebrigt Håker Flaten) og syv saxofonister (blandt andet Per "Texas" Johansson, Hanna Paulsberg, Kjetil Møster og Maciej Obara), to trompetister (blandt andet Goran Kajfes) og en enkelt på trombone. Musikken er sprælsk og direkte "in your face". Der holdes ikke igen på energien, der uden problemer når ud til lytteren.

Trommeslageren Per Oddvar Johansen er en erfaren herre fra den norske jazzscene. Han har spillet fast med nyligt afdøde Jan Erik Kongshaug i dennes band. Det er selvfølgelig også Jan Erik Kongshaug, der er tekniker på pladen der er indspillet i 2017. Ellers har han spillet med bl.a. Christian Wallumrød Ensemble og Solveig Slettahjell.  På pladen er Per Oddvar Johansen sammen med Helge Lien (piano) og Torben Snekkestad (saxofon) og gæstes på et par numre af Hedvig Mollestad (guitar). Musikken kommer godt rundt. Den har et grundlag i samme flydende feeling som man kender fra trommeslagerkollegaen Paul Motian. Samtidig med at både rock og melodi dukker op undervejs. Snekkestad som jeg bedst kender fra den eksperimenterende ende af jazzen, spiller den smukkeste saxofon.

Apropos Torben Snekkestad. Så  er han atter aktuel sammen med den portugisiske pianist Agusti Fernandez og den britiske bassist Barry Guy. Pladeudgivelsen er støttet af danske midler; Koda, Dansk Komponist Forening og Rytmisk Musik Konservatorium (hvor Snekkestad er adjunkt). Den er indspillet i Köln på det legendariske free jazz spillested LOFT og pladen er udgivet af det østrigske pladeselskab Trost Records. Det er et vaskeægte paneuropæisk projekt. Musikken er et kammermusikalsk clash af free jazz og ny klassisk musik. Øjeblikkets søgende øjeblik, der hele tiden finder noget nyt i samarbejdet.

Jeg kan ikke lige erindre at jeg stødt på navnet Trygve Waldemar Fiske før. Han er bassist og står i spidsen for kvartetten Waldemar4. De er aktuelle med deres andet album. Holdet han har omkring sig er erfarne folk; André Roligheten (basklarinet og saxofon), Håvard Wiik (piano) og Erik Nylander (trommer). De har en baggrund i både free jazz og jazz. Her er de amerikanske inspirationer tættere på end de ellers er på en norsk plade. Når tempoet er højt, er det som regel i nogle teknisk komplicerede opsætninger, hvor netop kapelmesterens bas er den der bestemmer retning og tempo. En ægte bassistkapelmesterplade.

Det er et umiddelbart mærkværdigt krydsfelt mellem slut 60'ernes hippierock a la The Byrds, indiske toner og 70'ernes The Doobie Brothers' mere velpolerede west coast musik, med fokus på country. Ovenpå det står Stein Urheims norske aner og vidunderligt uortodokse måde at skabe musik. Det skal høres for, at tro det er muligt og lyder godt. Guitaristen Stein Urheim har samlet et vellydende band omkring sig. Forestil dig soundtracket til Twin Peaks - bare med den forskel at det foregår i en norsk bygd og spilles af indiske skuespillere.

Stein Urheim medvirker også på Erlend Apneseths nye album Fragmentarium. Apneseth spiller på det gamle norske instrument hardangerfele. Udover de fire strenge som der spilles på med buen, er der også nogle underliggende resonansstrenge, der giver instrumentet sin helt særlige fyldige lyd. Det passer godt i Apneseths moderne folkrockunivers. Apneseths ønske er at det lyder som fortid, nutid og fremtid. Det lykkedes til fulde på det stærkt stemningsskabende album. Her blandes hardangerfelen med elektroniske elementer og akustiske instrumenter som kontrabas og accordion.

På den sidste plade medvirker føromtalte Per Oddvar Johansen. Det er Christian Wallumrød Ensembles syvende album siden 2003. Pianisten Wallumrød har som vanligt skrevet al musikken. Stilistisk befinder ensemblet sig mellem neoklassisk musik, old school musique concrete, elektronisk musik og samtidsjazz. Christian Wallumrød er ikke bleg for, at skifte mellem avantgardistiske tiltag og poppens indladende karakter. Pladen er som en kl. 12 raket i dette festfyrværkeri af norsk musik, der med mange forskellige stilarter alle har det til fælles, at der er jazz i musikkens sjæl.

lørdag, februar 29, 2020

DR Big Band på Train I Århus 28. februar 2020 - Koncertanmeldelse >> Bitches Brew 50 år under ledelse af Søren Møller, med Palle Mikkelborg, Arve Henriksen og Marilyn Mazur

Det var så meget af det gode på en gang, at jeg allerede var mæt inden måltidet skulle indtages. Nu er jeg gudskelov ikke småt bygget, så mon ikke det kunne gå an? 

Kunne de to største (og mest originale) trompetister som nordisk jazz har fostret finde sammen om at fortolke overguruen Miles Davis? Kunne man lave en big band udgave af en plade, der primært består løst struktureret og jambaseret musik? Jeg var dog ikke i tvivl om, at Marilyn Mazur ville shine midt i big band musikken - at hun kom til, at gøre det så meget, kom alligevel bag på mig.

Lad mig hermed slå fast med det samme. Det var halvanden times forrygende fejring af et af jazzens helt store albums. Søren Møller havde sat det i scene, havde nyskrevet musikken og dirigerede big bandet gennem koncerten med overskud og overblik. Sansen for detaljerne var perfekt. Koncerten foregik på Train, der er som skabt til nyfortolkningen af Bitches Brew. I rockklubbens intime atmosfære stod vi op og gyngende og groovede sammen med big bandet. Det havde været mod musikkens ideal, at sidde ned. Knæ og krop skal have lov til at give efter i takt og samhørighed med musikken.

Aftenens to store stjerner, Palle og Arve spillede op til hinanden og med hinanden i en grad som jeg kun kunne drømme om. Det var “insane” som de kommunikerede med hinanden. Dialogen var af en anden verden og i et sprog som vi alle forstod. Big bandets rytmegruppe havde en fest. Trommeslageren Søren Frost skulle ikke give mange “cues” til Marilyn Mazur før hun var vitalt boblende og dansende inde i musikken. Der blev udvekslet mange smittende smil. Det var spilleglæde i ordets rene og uspolerede betydning. Iøvrigt havde Marilyn Mazur selv bedt om, at komme med i projektet - som ligger så naturligt for hende. Tak for hendes insisteren på at være med. 

Big bandet var i iklædt samme type afrikanske skjorter som big bandets legendariske leder Thad Jones ofte brugte i 70’erne. En fed hommage til en stor big band mester. Det var på den anden side også megacool, at Danmarks ubestridt bedst klædte jazzguitarist Per Gade, selvfølgelig beholdt sin stramtsiddende og tilknappede ternede blazer på, så man kun kunne ane, at han havde en afrikansk skjorte på.

Arve Henriksen overtog ind i mellem styringen af musikken ude fra siden af scenen, hvor han mellem soundscapes og trompet med saxofonmundstykkke, energisk fungerede som indpisker. Koncerten udformede sig som en lang suite, der vekslede mellem tykke blæserriffs, funky grooves, udknaldede mellemspil, forrygende solostykker fra saxsektionen og sumpede basklarinetter. En mesterlig fejring af et mesterværk.

Lars Greve/Jeppe Zeeberg: Danevirke (Centrifuga) 10”vinyl/DL

Folkelighed kan udtrykkes på mange måder. Nutidens danske jazzscene kan på godt og ondt ikke beskyldes for, at dyrke folkeligheden. Ikke desto mindre dyrkes jazzen i stor grad af mange amatørmusikere rundt omkring i landet. I jazzbloggerens hjemby, Herning findes big bandet Night Train Big Band, der holder til på byens musikskole. Her mødes amatørmusikere ugentligt for at spille sammen. Der findes ifølge Jazzdanmark over 100 big bands ud over hele landet.

Lars Greve og Jeppe Zeeberg har brugt fire big bands på deres 10”vinyl Danevirke…på samme tid. NIght Train Big Band, Ribe Big Band, Farum Big Band og Svendborg Gymnasiums Big Band er indspillet på fire forskellige tidspunkter og efterfølgende samlet på de seks numre. Lige fra Hittet over Marchen til Bluesen og Tågen. Vi kommer godt rundt i jazzen. 

Greve og Zeeberg bevarer jazzen og folkeligheden i projektet og giver det hele et twist. For jazzlytteren der ikke dyrker det skæve, er det muligvis skrap kost. For en afsporet jazzblogger er det til gengæld en fest. De to ophavsmænd er meget bevidste om, at det er mennesker der spiller og, at det lyder som mennesker. Det er levende, givende og ganske underholdende. Den lille vinylplade er efter sigende snart udsolgt. Så du må hellere skynde dig, hvis du er til messing-overdosis-big band-der-ikke-lyder-som-noget-du-har-hørt-før.

fredag, februar 28, 2020

Cæcilie Norby: Portraying (ACT) LP/CD/DL/stream

Albummet åbner med en indirekte hilsen til Cæcilie Norbys store "hit" fra 90'erne, Life on Mars. Fortolkningen af Bowie-klassikeren, der endda fik rosende ord med på vejen fra manden bag sangen. Den var med på den anden af Cæcilie Norbys fire Blue Note udgivelser. Det er muligvis også grunden til, at den ikke er med på Portraying, der dækker Cæcilie Norby's karriere som fortolker af andres numre siden starten af 00'erne, hvor hun ikke længere var tilknyttet Blue Note.

Hilsenen til Bowie-sangen er en anden sang fra Bowie's album Hunky Dory-album, Andy Warhol. Endnu et eksempel på Cæcilie Norby's store fortolker-evner, hvor hun uden at træde originalen over tæerne, gør sangen til sin egen. Det er lige præcis det albummet handler om. Heldigvis også med nogle af Cæcilie Norby's egne sange.

Hun var med i tv-programmet Toppen af Poppen i efteråret 2019. Herfra er hendes fortolkninger af Chief 1's Pletfri Solskin og den vildt overraskende spanskinspirerede fortolkning af Big Fat Snakes Sittin' in a window medtaget.

Portraying er et meget blandet album, der afspejler Cæcilie Norby. Hun fortolker primært sange, hvor ophavsmændenes storhedstid placerer sig i Cæcilie Norby's yngre dage; Neil Young, Creedence Clearwater Revival, Paul Simon, Leonard Cohen, Rickie Lee Jones, Bob Dylan og selvfølgelig Joni Mitchell. 

På det omfattende album med 16 sange er den danske udgave af Michel Legrands The Windmills of your mind også et højdepunkt. Her er hun kun sammen med husbonden Lars Danielsson, ligesom på flere andre numre. Ellers byder orkestreringen både på det hedengangne Radiounderholdningsorkester og The Antonelli Orchestra og mere regulær jazzbacking, hvor stjerner som Nguyen Lê og Randy Brecker kigger forbi. 

Er du bare en lille smule til Cæcilie Norby, så er albummet ikke til, at komme udenom. Opsamlingen samler op på en karriere, der nok har base i jazzen, men også kan og vil så meget andet. 


torsdag, februar 27, 2020

Randi Pontoppidan & Christian Rønn: Head¨Space (Chant Records) CD/DL/stream

Der er ikke noget nyt i, at musikere der ikke følger den slagne vej, finder sammen. Det giver sig selv. Alligevel er dette samarbejde af en helt særlig karakter inden for genren “nej-vi-ved-ikke-at-der-er-en-grænse”

Randi Pontoppidan er sammen med Christian Rønn på albummet Head Space. Hun udfordrer grænser for vokalistens muligheder og han udfordrer grænser for tangent instrumentet Würlitzer.

Randi Pontoppidans ordløse og stærkt udtryksfulde vokal serveres både med og uden effekter. Det samme med Christian Rønns Würlitzer. Det trækker gerne over mod er forvrænget udtryk på Würlitzeren. Hvis man er bekendt med trioen Blind Mans Band, som Rønn er med i, så genkender man nok den ituslåede Würlitzer-lyd, der blandes op med et helt straight lydende Würlitzer, der ikke betjenes som det oprindeligt var tænkt.

Randi Pontoppidans har en kæmpestor, spændstig og opfindsom måde at bruge stemmen på. Stønnen, grynten, hvinen pusten, sukken, nynnen og rallen blandes.
Head Space er vokaleksperimenter og Würlitzerlarm på den fede måde.
Som lytter handler det bare om at lukke op og tjekke ind.


onsdag, februar 26, 2020

Nathalia Flórez: I aftenens sidste minutter (Gateway) CD/DL/stream

Ungdommelig tristesse og vemod kan udtrykkes på mange måder. Man kan iklæde sig sorte genvanter, male sig sort under øjnene og lytte til emo-musik - og dykke dybere ned i livsleden. Eller så kan man som den 22 årige sangerinde Nathalia Flórez fra Fanø, med færøsk præstemor og columbiansk far, skrive musik, hvor man havner i aftenens sidste minutter. Hun laver sange om det svære liv og om, at have livsmod.

Liv leves alene og sammen. Det er der hvor Nathalia Florez er. I livet. Hun synger Hans Anker Jørgensens salme Når livet træt og trist - en salme om, den der ser dig og er der for dig, når det er svært.

Salmen er rammende for pladens grundstemning, hvor Nathalia Flórez har lavet tekst og musik til de andre sange. Hun kommer fra Fanø, hvor folkemusikken står stærkt - hvilket bl.a. høres ved brugen af violinen. Det er et jazzet viseunivers, der hviler på et leje af både højskolesangbogen og salmebogen. 

Teksterne er gennemgående uden alder og flere gange undervejs tænker jeg på Janne Mark, som Nathalia Flórez godt kan minde om, når hun synger sangene modent og afklaret. En gang imellem kigger den unge Nathalia Flórez også indenfor i teksterne. Som på den dejlige jazzvise Følelsen af i går. “Jeg savner jo dig og følelsen af igår. Men det er som det er. Når jeg har ondt i mit hår.” 
I aftenens sidste minutter er en vellykket og sammenhængende debut, der giver lyst til at høre mere Nathalia Flórez, der med ro synger, iført et klædeligt nærvær.

tirsdag, februar 25, 2020

Jacob Artved Quartet feat. Louis Hayes (Storyville) CD/DL/stream

Guitaristen Jacob Artved er kun 21 år gammel. Hans anden plade i eget navn  er med trommeslageren Louis Hayes som medlem af kvartetten der også består af Jeb Patton på piano og David Wong på bas. Hayes var kun 19 år gammel da han debuterede på plade som medlem af Horace Silver Quintet, året efter kom han med i Yusef Lateefs band og i 1959 startede han i Cannonball Adderleys Quintet. En sandt for dyden frygtindgydende start på karrieren.

Det er også en frygtindgydende start som Jacob Artved har haft på sin karriere. På den aktuelle liveplade fra Montmartre, der er optaget under sommerens jazzfestival i 2019, tager Jacob Artved et kæmpeskridt. I selskab med de amerikanske sidemen spiller han op til sit bedste.  Guitaren lugter af bebop. Wes Montgomery er ikke langt væk. 

Pladen deler sig mellem de rolige ballader og de dejligt pushy sager som det suveræne åbningsnummer, Victor Feldman’s Exodus eller Jacob Artveds egen Dumbo, der lukker pladen ned. Det er meget let at anbefale denne plade til jazzhovederne derude. På med hovedtelefonerne og læn dig godt tilbage i stolen og forsvind ind i Jacob Artveds magiske og coole jazzverden.

mandag, februar 24, 2020

Petter Rylén: After the meltdown (Petter Rylén) CD/DL/stream

Den svenske pianist Petter Rylén er bosat i Wales. Han har også været omkring København, hvor han i periode gik på det rytmiske musikkonservatorium. I 2017 indspillede han denne trioplade sammen med Casper Nyvang Rask på bas og Kresten Osgood på trommer. Jeg har tidligere skrevet om Petter Rylén for tre år siden, hvor han spillede piano på Nana Rashids debutplade. På den aktuelle plade er det åben trioimprovisation. De tre musikere mødtes i studiet uden direkte plan. Ingen aftaler om jazzstandards eller lignende. 

De er taget afsted på improvisationens vej. Det er tre musikere der i allerhøjeste grad formår at gribe ind i hinanden og musikken. Det er poetisk og fyldt med smukke krummelurer. Jeg kunne nævne en Paul Bley i sine frie øjeblikke - men det er på den anden side alt for fattigt at beskrive det på den måde. Det er lyrisk, overraskende, intimt og nærværende. Som mangeårig triojazzsucker, der oftest har fulgt den lige melodivej, er det her en skøn mental oprydning med chancer og ridser. Tak.

søndag, februar 23, 2020

Martin Kollerup Sørensen: Winter Sessions (Martin Kollerup Sørensen) stream

Jeg er en sucker for triojazz. Om det er Monk, Bley, Evans, Jarrett, Powell, Peterson eller Corea der er dagens favorit handler primært om mit humør. Når det er Chick Corea så handler det om lyrisk power og energisk elegance. Chick Coreas triojazz fra de seneste 25 år har en særlig plads i mit hjerte. Corea er tydelig og afklaret omkring virkemidlerne. Noget af det samme slår mig, når jeg hører Martin Kollerup Sørensen. Han er trommeslager og debutant. Han har, siden han blev færdig på konservatoriet, været beskæftiget med undervisning. Hvilket måske kan være med til, at forklare den sene alder, hvori han debuterer. Martin Kollerup Sørensen er også dansk eller i denne sammenhæng, er det mere præcist at kalde ham nordisk.

Martin Kollerup Sørensen er sammen med den svenske pianist Anders Persson og bassisten Morten Ankarfeldt på en plade der hedder Winter Sessions. Musikken er som skabt til tiden hvor Det er hvidt herude, som Blicher skrev tekst til og som Thomas Laub skrev musik til. Det er den eneste melodi der ikke er skrevet af Martin Kollerup Sørensen på albummet. Stemningen er nordisk melankolsk med et stænk blues. Noget som de tre musikere mestrer til fulde. Det er en af den slags plader, der ikke skal spilles til. Den sidder perfekt med det samme. Martin Kollerup Sørensen har lavet en plade, der er værd at bruge tid på. Skynd dig at hoppe ind på din yndlingstreamingstjeneste og lov mig, at du lytter til Missing Grandmothers House. Hvis du ikke mærker noget, når du hører den. Så trænger du til et triojazzterapiforløb.

lørdag, februar 22, 2020

Jakob Davidsen: The world is Babel and Ivory (Dacapo) CD/DL/stream

Det er meget mere end et møde mellem klassisk musik og improvisationsmusik. Det er Jakob Davidsen der har komponeret The World is Babel and Ivory til Jakob Davidsens Kammeratorkester og det klassiske Figura Ensemble. Musikken ledsages af en tekstkreds fra Ursula Andkjær Olsens digtsamling Det 3. årtusindes hjerte, som mezzosopranen Signe Asmussen synger. Den suppleres af en Hamlet tekst til at åbne pladen med og en Ole Sarvig tekst til at lukke med.

Det er som at blive lukket ind i en højdramatisk verden.

“Jeg er alt, og samtidig er jeg ingen.”

Der er musikalsk inspiration fra både Olivier Messiaen og Per Nørgaard og fra jazzens verden som feks. i Part IV, hvor Peter Fuglsang’s klarinet og Jesper Egelund’s rytmiske bas skaber gammel jazz stemning a la Ellington.

“sammenhæng = tilfældighed, 
forandring = nødvendighed
nærhed = nærhed”

Tekstkredsen og musikken er tæt sammenvævet. Ordene bliver til musik. Musikken bliver til ord. Jakob Davidsen går dybt ned i materialet og har skabt et bevægende værk. I selskab med de to ensembler og mezzosopranen får vi en original og spændstig fremstilling af hele værket.

“Mit liv hænger i lange tråde ned fra himlen i et spindelapparat…”

onsdag, februar 12, 2020

Alex Jønsson: Heathland (Alex Jønsson) LP/CD/DL/stream

Han er uden tvivl en af de centrale musikere i historien om hvorfor århusiansk jazz fra 10’erne har været så vellykket. Fra trioen med den norske sangerinde Live Foyn Friis og samarbejdet med sangerinden Mirja Klippel over Jakob Sørensens Bagland og I Think You’re Awesome og nu til den fjerde plade i eget navn. Guitaristen Alex Jønsson kommer oprindeligt fra Vestjylland, hvilket han har brugt som inspiratorisk udgangspunkt for musikken. Han er sammen med bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Andreas Skamby på pladen.

Steen Steensen Blichers fortællinger, hvor heden ofte agerede melankolsk baggrund og Jeppe Aakjærs beskrivelser af hedevandringerne hører til blandt de mest kendte skildringer fra heden. Alex Jønsson tilhører en anden tid og bruger musikken som udtryk. Fascinationen og betagelsen af heden og dens mystik er dog den samme som hos de gamle forfattere. 

Det er en lille genistreg, at bruge heden som inspiration - som et samlende hele for et album, der fremstår fortællende og helstøbt. Trioen blander det melodiske med det flydende. Det rå med det undersøgende. Det tvivlende med det bestemte. De har et stærkt kollektivt udtryk, hvor Jens Mikkel som noget nyt i trioen spiller på el-bas. Jønsson guitar skifter ham flere gange undervejs, hvilket de to medspillere meget tydeligt fornemmer og støtter. 

Heathland er moderne jazz med folk, mystik og tyngde - og anbefalelsesværdig.

tirsdag, februar 11, 2020

Vinterjazz 2020: Wynton Marsalis & Jazz at Lincoln Center Orchestra - DR Koncerthuset 10. februar - Koncertanmeldelse

Selvfølgelig vidste jeg, at det var den store forkæmper for jazzens traditioner der ville stå på scenen sammen med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Men hvilket materiale Wynton Marsalis og orkestret, der ikke havde været i Danmark siden 1995 ville spille, havde hverken jeg eller andre publikummer den fjerneste anelse om. Copenhagen Jazz Festival havde ikke skrevet andet end, at det ville foregå i DR Koncerthuset.

Det femten mand store orkester indtog scenen i en fyldt sal, med Marsalis i spidsen. De startede ud med Back to basics fra Marsalis’ 1997-album Blood on The fields, hvor han selvfølgelig førte an på trompeten. Det var ikke en indikation for resten af aftenen. Der blev istedet spillet musik af det lille Big bands medlemmer. Andet nummer var Jelly Roll Mortons The Crave i et forrygende latin-inspireret arrangement af orkestrets bassist Carlos Henriquez.

Den unge trombonist Chris Crenshaw var i fokus flere gange med egne kompositioner og et Dizzy Gillespie arrangement. Han var tydeligt båret af gospel-traditioner. Orkestret spillede dele fra de forskellige medlemmers større værker. Altsaxofonisten Sherman Irby’s The Inferno, tenorsaxofonisten Victor Goines’ Untamed elegance og altsaxofonisten Ted Nash’s The Transformation. De nåede også omkring Wayne Shorter og Bill Evans.

Koncerten var en aktuel præsentation af de projekter som Jazz at Lincoln Center Orchestra arbejder med og præsenterer for publikum i USA. Koncerten var den første på en længere Europa-tur. Ja det var en meget konservativ og ultra-amerikansk præsentation af jazzen. Det var også en ekstremt velspillet og veloplagt omgang med musikere, der strålede af spilleglæde og kom ud til publikum. 

Alle musikerne nåede at få deres solospots i løbet af koncerten - og der var ingen der faldt igennem. Hvis jazzen skal præsenteres som en slags klassisk koncertmusik, så kan det ikke gøres bedre end med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Det var en klasse opvisning. 

Wynton Marsalis holdt sig, udover at præsentere musikken, pænt i baggrunden. Først til sidst trådte han frem på scenen, da resten af blæserne havde forladt scenen, hvor han sammen med rytmegruppen gav os en lille omgang tight spillet kvartetjazz. 


Der er en god grund til, at Wynton Marsalis pryder Vinterjazzplakaten og betragtes som årets hovednavn. På en festival hvor jazzen stritter ud og strejfer, kan der også rækkes ud til jazzens historie - det handler ikke kun om konservatisme og bevarelse. Det handler om respekt for jazzen, hvor fortiden lever smukt i nutiden.

Slowburn: Folketro (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Det er ikke nogen ny konstellation. I starten hed de Lars Bech Pilgaards Slowburn. Det er stadig ham der har skrevet, arrangeret og produceret musikken. Han er sammen med Thommy Andersson på bas, Lars Greve på klarinet og saxofon og Thomas Eiler på trommer, lige som på de foregående tre plader fra 2012, 2014 og 2016. To af de udgivelser er havnet på Jazznyts lister over årets bedste jazzplader. Vi har med andre ord at gøre med udgivelse hvor forventningerne er tårnhøje fra min side.

Lars Bech Pilgaard har skabt et filmisk og afdæmpet album, der er smækfyldt med stemningsmættet musik. Musik der på den ene side skriger på billeder, som den kunne være soundtrack til og på den anden side står helt selv, uden billeder. Det er fyldig musik, hvor der er stærke bånd til Lars Bech Pilgaards opvækst i det vestjyske. Han bruger relationen til egnen og sindelaget i musikken. Den traditionsrige udsyngning af de døde, forbindelsen mellem naturen, mennesket og Vesterhavets altopslugende kraft. Elementer der bidrager til at skabe forbindelsen til den særegne ånd; folketroen.

Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.

mandag, februar 10, 2020

Fosterchild: Dear Earthling (ILK) CD/DL/stream

Det dansk-tyske band Fosterchild startede i 2015 som et samarbejde mellem pianisten Jacob Anderskov og bassisten David Helms og trommeslageren Fabian Arends - senere kom trompetisten Kasper Tranberg og saxofonisten Sebastian Gille med i projektet. Efter flere koncerter blev de i 2018 inviteret ind i Deutschlandfunks optagestudie i Kōln i tre dage, hvor de fik indfanget deres komplekse og sanselige jazz.

Det er jazz hvor kompositionerne stiller store krav til hver enkelt musiker. Det er også jazz, der lever i kraft af hver enkelt musikers improvisatoriske evner. Det er jazz der mærkes. De lytter til hinanden og mødes intuitivt i musikken. Det er eftertænksom filosofisk jazz med dybde og spænding.

søndag, februar 09, 2020

Petri/Reed/Svendsen/Moore: Prism (Storyville) CD/DL/stream

New York er stadig jazzens uofficielle hovedstad. Hovedstaden for den jazz, hvor helt grundlæggende håndværksmæssige evner går hånd i hånd, med den enkelte musikers eget personlige touch. Når man taler om ægte New Yorker jazz, så er det jazz, hvor der gerne spilles med musklerne. Muskler der bruges til at ramme hjerne, hjerte og sjæl. Men også muskler der bruges til at løfte og styrke de andre musikere.

De to unge danskere bassisten Mathias Petri og trommeslageren Andreas Svendsen har også været omkring New York i deres jazz-dannelse. Mathias Petri har samlet holdet på pladen Prism, hvor Svendsen sidder ved trommerne, amerikanske Eric Reed på piano og den i New York bosatte brite Ralph Moore på saxofon. Kvartetten har eksisteret siden 2015.

Pladen er en lang fornøjelig jazzplade, hvor håndværk og det lydhøre interplay går hånd i hånd med virtuositet. Eric Reeds soulfyldte jazzklaver og Ralph Moores overskuldsfyldte saxofonspil er i gode hænder hos de danske kolleger. Mathias Petri og Andreas Svendsen emmer af overskud og spilleglæde. Materialet er en blanding af Ralph Moore og Mathias Petris musik, hvor der har sneget sig en enkelt af Eric Reed med. De spiller også berigende original blanding af Lennon/McCartneys Yesterday og Jerome Kerns Yesterdays. Trænger du til nutidig jazzjazz? - look no further.

lørdag, februar 08, 2020

Vinterjazz 2020: Abekejser og Girls in Airports på Kedelhuset i Silkeborg 6. februar - Koncertanmeldelse.

Den var svær at komme udenom.
To favoritbands på en torsdag, hvor jeg ellers ikke skulle noget.
Abekejser er et festband, så Kedelhusets ellers hyggelige cafeopstilling med lys på bordene lægger en dæmper på alt for megen kropslig løssluppenhed. Abekejser har også taget konsekvensen af det og lægger ud med de mest stille numre, de har på repertoiret.

Samarbejdet mellem trommeslageren Frederik Bülow og beatsmageren Rasmus Fisker er en sand fornøjelse at lytte på. Bülow kaster sig ud i alskens mulige halsbrækkende øvelser og kommer aldrig til skade - mens Fisker hælder knaster i maskineriet. Adrian Christensens Moog-bas bobler og koger nede under bandet. Mens guitaristen Jeppe Lavsen skifter mellem eksperimental-rock, afro og Nile Rogers. Jon Døssing hælder sine levende syntheskapader ud over Abekejser.

Og lige pludselig er det slut. Alt for hurtigt. De når slet ikke at spille partybangeren Floating through The universe. Det gav os en fed fest - men jeg manglede kl. 12 raketten.

Girls in Airports er på vej med et nyt album som de indspiller om 10 dage. Ved koncerten i Silkeborg præsenterede de kun musik fra det kommende album.

Der havde sneget sig nogle nordiske toner ind i Girls in Airports universet. Signaturlyden med Lars Greves og Martin Stenders simultane saxofonspil, de stramme rytmer fra Victor Dybbroes percussion og det nye medlem Anders Vestergaards trommer sammen med Mathias Holms malende keyboardtæppe var stadig intakt.

Der fornemmes tydeligt en ny energi i bandet. Noget der bla. høres i et tromme/percussion mellemspil, hvor der rodes rundt i den samme rytme på en besættende måde, som eksempelvis i det nummer der har arbejdstitlen Nigeriansk salsa.

Den efterfølges af er mere stille nummer, hvor Lars Greve presser klarinetten. Tempoet sættes endnu mere ned. Greve spiller på to klarinetter og Stender på fløjte. Der bliver også plads til Rold Skov, der har ligget på Spotify i et stykke som singleteaser til det nye album. En magnetisk trancenderende heksedans fra den mørke skov. 

Girls in Airports havde spillet på Ry Højskole dagen før og havde brugt hele torsdagen på at indøve alt det nye materiale. At de ikke havde de helt nye kompositioner inde under huden kunne ikke høres. Der var en stærk levende energi i musikken der strømmede ud fra scenen og kunne mærkes. Jeg håber inderligt at de kan holde umiddelbarhedens energi og få den med på pladen.