Katrine Schmidt: Wearing my heart on my sleeve (Katrine Schmidt) LP/digital

 

Der er gået fem år, siden Katrine Schmidt debuterede med albummet Laying My Burdens Down, som hun efterfølgende modtog en DMA-pris for ved Roots DMA. Siden er der kommet et barn ind i hendes liv.

Undervejs har hendes roots/country/folk/singer-songwriter-stil bevæget sig i nye retninger, og en mere jazzet tone er kommet ind i musikken. Tekstmæssigt har det sat dybe spor, at hun først mistede sin far og siden selv blev forælder. Det betyder, at hun er rykket tættere på følelser, hun ikke tidligere har været i kontakt med. Det er omdrejningspunktet for dette vellykkede album.

Det er singer-songwriteren, der bevæger sig i retning af jazzen. Klaveret er centralt i det musikalske udtryk, hvor man også hører guitar og violin ud over bas og trommer. Katrine Schmidt har en varm og nærværende stemme, der er som skabt til de stemningsfyldte ballader og rolige sange.

Lyt til “Crooked Little Heart”, “Bit by Bit” og ikke mindst “To the Moon and Back”, så forstår du, hvorfor Katrine Schmidt har skabt noget særligt med albummet Wearing My Heart on My Sleeve.

Facebook

Mette Juul: Thank you & other stories (Nilento Records) LP/CD/digital

 

Den danske sanger og guitarist Mette Juul har siden sit andet album haft bassisten Lars Danielsson med i forskellige opstillinger. Denne gang er det sammen med pianisten Peter Rosendal. Hendes udgangspunkt er singer-songwriter traditionen, hvor jazzens sjæl er med. 

Selvfølgelig er Joni Mitchell en slags husgudinde indenfor den genre, man kunne også nævne Eva Cassidy. Mette Juul er ikke jazzsanger i traditionel forstand. Hun synger med indlevelse og nærvær der kan mærkes og har et tæt slægtskab med jazzen. 

Roen og varmen breder sig i musikken. Her skal det ikke være nogen hemmelighed at det er godt at Peter Rosendal er med som pianist. Han forstår sangenes væsen. Mette Juul har selv skrevet 10 af pladens 12 numre, hvor Dream on er min favorit. Hun spiller også den gamle traver Let’s face the music and dance i en laaaangsom udgave, hvor franskmanden Xavier Desandra Navarre medvirker på percussion. Pladen afsluttes med Adeles udødelige Make you feel my love (der dog af flere ældre mænd anses for at være et nummer af Bob Dylan). 

Thank you & other stories placerer sig som et af Mette Juuls bedste albums. Det er en moden plade fra sanger og musiker, der bliver ved med at udvikle sig.

Mette Juul

Inger Marie Gundersen: Five Minutes (Stunt) >> Emilie Schiøtt: like a sunday (ETCO)

 

Det er ikke fordi at det er en tendens. Det har været her i mange år. Sangere af hunkøn i den poppede ende af jazzen finder altid et stort publikum. Jeg kunne også have tilføjet noget med singer-songwriter og Joni Mitchell. Særligt kan man med en stil, hvor musikken er organisk, håndspillet og i et roligt balladetempo, finde et stort publikum. Her er Norah Jones' gigantiske og uforudsete gennembrud med Come away with me fra 2002 og Eva Cassidys posthume succes med Songbird to gode eksempler på genren, hvor det ikke handler om hurtige hits. Det handler om varme, ro og tændte stearinlys (hvilket ikke skal forstås negativt).

Her er to aktuelle eksempler på genren. Den første er med norske Inger Marie Gundersen, der befinder sig aldersmæssigt i midten af 60'erne. Det danske pladeselskab Stunt har med stor succes udgivet plader med hende i over 18 år. De følger som regel en ret fast skabelon med cover versioner af både kendte og ukendte sange. På den nye gælder det eksempelvis The Rolling Stones' Wild Horses, Dire Straits' Why worry og Rod Stewarts' Sailing. Pladen er blevet til i samarbejde med den succesrige norske musiker og producer Espen Lind, der nok kan skære et pophit men rent faktisk også går ind i Inger Marie Gundersens musikalske univers med respekt. Det er der kommet et behageligt album ud af. Inger Marie Gundersen er ikke stagneret - hun kan stadig flytte sig indenfor den ellers ret afgrænsede genre.

Danske Emilie Schiøtt har allerede haft godt fat i streamingpublikummet med 2017-albummet After the rain. Nu er hun klar med en opfølger, hvor hun har allieret sig med erfarne folk som Chris Minh Doky på bas, Mathias Heise på mundharpe, Gustaf Ljunggren på diverse strenge, Pelle Fridell på saxofon, Jonas Krag på guitar og flere andre. Emilie Schiøtt går ikke cover-vejen. I stedet er det den 77 årige Michael Soltau der har skrevet musikken, ligesom han havde skrevet den på det forrige album. Stine Luise har skrevet teksterne. Soltaus værker har ikke tidligere set dagens lys. Stilistisk befinder hun sig i jazz, pop, country, bossa og blues stilarterne. Fælles for dem alle, er at det foregår i balladetempo. Mon ikke hun atter finder mange lyttere til sin musik. 

Inger Marie Gundersen

Emilie Schiøtt på Facebook

Jomi: Lyst (Glorious Records) LP/DL/stream

 

Den har selvfølgelig fanget min interesse, fordi der er så mange jazzfolk med på pladen, så jeg var mere end almindeligt nysgerrig. Jomi eller Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen har lavet en plade på dansk, hvor jeg får blandede indtryk der placerer sig mellem Katinka, Anne Linnet og en dosis Joni Mitchell. Hendes fortid i støjrock bandet Speaker Bite Me fornægter sig heller ikke - og kigger frem mellem sprækkerne på pladen. Hun har lavet så meget forskelligt gennem årene der har inkluderet eksperimenterende musik og et album med DR Big Band.

Når hun synger på dansk og har trykt teksterne på indersiden af pladecoveret - kommer der fokus på det hun synger. Der er samtykkesangen JaNejMåske, sangen om det kuldsejlede parforhold Knust Kompas. Det er fede tekster der giver lytteren stof til eftertanke og overvejelser. 

Det er Kathrine Windfeld der har lavet hornarrangementerne, der eksekveres sjælfuldt af Maj Berit Guessora på trompet, Anders Banke på basklarinet og Jesper Løvdal på tenorsax. På Livet er lige begyndt, giver de et stemningsfuldt kommenterende spor til sangens tekst. Det er høj klasse. I øvrigt er det Kresten Osgood der spiller trommer på pladen, hvor Jomi selv sidder ved klaveret.

Lyst er et vellykket og sammenhængende album fra en sammensat kunstner, der kan så meget og lykkes med det.

Glorious Records på Facebook

Ginne Marker: Ulteria (Giant Birch) LP/CD/DL/stream

 

Det er den svære toer, som vi nu får fra Ginne Marker. Hun kunne have valgt at fortsætte i samme stil som på debutalbummet, hvor jazz og pop blev blandet med stor succes og potentiale. På det nye album Ulteria har hun valgt at sætte poppen lidt længere frem og trukket jazzen ud i sidegemakkerne.

På sangen Clever tager hun hen mod slutningen en heftig drejning over mod et storladent Carpark North lignende univers efter, at have befundet sig i Suzanne Vega-land. Ginne Marker kan og vil(?) ikke sættes i bås. Hun er Ginne Marker. Hun er mere end vellydende hyggemusik med te og stearinlys. 

Min absolutte favorit på albummet er Everest, hvor Ginne Marker går 70'er soulballadevejen - ikke ulig Silk Sonic. Ginne har ikke strygere men en dejligt sydende Dan Hemmer ved orgelet. Han er også med på The Poet, der er en skøn midnatsblå ballade.

Der er også de helt nedskalerede numre som Ulteria og Correlations, hvor Ginnes vokal og guitar er i centrum.

Pladen er en god fortsættelse af det hun startede med på debuten. Den rolige popsang, der står på singer-songwriter traditioner, som Never golden but beautiful, er en Ginne Marker specialitet. Det lykkes hun rigtigt godt med.

Ginne Marker

Peter Sommer Palle Hjorth Pro Tempore: PSPHPT (Sony) LP/CD/DL/stream

 

På den dunkle side af det begsorte mørke. Der hvor solen altid går ned. Peter sommer har lavet en duoplade, hvor han er sammen med Palle Hjorth på klaver. De suppleres af strygere arrangeret af Davide Rossi (kendt fra Goldfrapp og The Verve). De genbesøger 12 gamle Sommer-numre.

Peter Sommers tekster træder endnu tydeligere frem end tidligere. Han har valgt numre, hvor det ikke er lyset og optimismen der vejer mest. Sjældent har jeg hørt en mere trist og mørk plade, end den som Peter Sommer her præsenterer os for. En plade der i mørket er fuld af skønhed. Skønheden er i sproget. Peter Sommer kan antage Knud Romerske dysterheder i teksterne. Han bruger sproget og vender det rundt og giver nye anskuelser på livet. Han hjælper lytteren på terapeutisk vis til, at se sig selv i et andet lys. Det er måske derfor at det ikke er helt så trist. 

Palle Hjorth er det stærke lys når det er mørkt. Sammen med strygerne gives der nyt liv til sange som Skønne spildte kræfter og Lad mig forlade dig. Et nyt og uafrysteligt stærkt kapitel i Peter Sommers liv.

Peter Sommer på Facebook

Ginne Marker: Never Golden but beautiful/Omen (Giant Birch) 7”single

 

Da jeg offentliggjorde den store liste over kommende jazzudgivelser og bekendtgjorde det på Facebook, kommenterede indehaveren af den store pladeforretning på Enghave Plads Beat, Peter Sørensen, listen med at det var en fed liste men også med et spørgsmål om Ginne Marker er jazz. Hun er både repræsenteret med denne single og albummet der kommer til efteråret på listen. 

Hun er selvfølgelig med på listen fordi jeg havde hende med på listen over de bedste danske jazzplader i 2019. De to nye numre på singlen indikerer ganske rigtigt en anden retning end jazzen. A-siden med Never Golden but beautiful har allerede været ude i nogle måneder på streaming-tjenesterne. Her er den første jeg tænker på, Suzanne Vega, når Ginne Marker indleder nummeret. Undervejs kommer der kor og ikke mindst firserinspirerede keyboards på, så det udvikler sig til en lille pop perle.

B-siden indeholder det nye nummer Omen, hvor der er skruet ned for poppen og op for ballade-fornemmelserne. Det er blevet mere storladent og produceret end på debut-albummet. Det er sandsynligvis en god retning for Ginne Marker. Sålænge jeg kan høre hendes smukke stemme og sans for at lave en god melodi, så behøver jeg ikke at trække jazzkortet, bare fordi jeg er jazzblogger.

Ginne Marker

Helene Bak: Under one roof (Gateway) LP/DL/stream

 

Sangerinden Helene Bak har samlet et stærkt hold musikere omkring sig på albummet Under one roof. Det er noget af det der er med til, at løfte albummet godt ud i verden. Stilen er singer-songwriter med afstikkere til jazz, country, blues, roots og soul. Blæserne Nikolai Bøgelund og Jesper Riis giver et lækkert organisk lag til musikken. 

Der er gået fem år siden Helene Bak lavede det mere rendyrkede jazzalbum Oh so quiet. Tiden gået i retning af, at finpudse udtrykket, hvor der er kommet mere personlighed og nærværende autencitet. Helene Bak har skrevet sangene sammen med Mikkel Bøggild, der også har produceret og spiller guitar på pladen.

Helene Bak

Nathalia Flórez: I aftenens sidste minutter (Gateway) CD/DL/stream

Ungdommelig tristesse og vemod kan udtrykkes på mange måder. Man kan iklæde sig sorte genvanter, male sig sort under øjnene og lytte til emo-musik - og dykke dybere ned i livsleden. Eller så kan man som den 22 årige sangerinde Nathalia Flórez fra Fanø, med færøsk præstemor og columbiansk far, skrive musik, hvor man havner i aftenens sidste minutter. Hun laver sange om det svære liv og om, at have livsmod.

Liv leves alene og sammen. Det er der hvor Nathalia Florez er. I livet. Hun synger Hans Anker Jørgensens salme Når livet træt og trist - en salme om, den der ser dig og er der for dig, når det er svært.

Salmen er rammende for pladens grundstemning, hvor Nathalia Flórez har lavet tekst og musik til de andre sange. Hun kommer fra Fanø, hvor folkemusikken står stærkt - hvilket bl.a. høres ved brugen af violinen. Det er et jazzet viseunivers, der hviler på et leje af både højskolesangbogen og salmebogen. 

Teksterne er gennemgående uden alder og flere gange undervejs tænker jeg på Janne Mark, som Nathalia Flórez godt kan minde om, når hun synger sangene modent og afklaret. En gang imellem kigger den unge Nathalia Flórez også indenfor i teksterne. Som på den dejlige jazzvise Følelsen af i går. “Jeg savner jo dig og følelsen af igår. Men det er som det er. Når jeg har ondt i mit hår.” 

I aftenens sidste minutter er en vellykket og sammenhængende debut, der giver lyst til at høre mere Nathalia Flórez, der med ro synger, iført et klædeligt nærvær.

Nathalia Flórez

Ginne Marker: For seasons to come (Giant Birch) LP/DL/stream

Den 24 årige Ginne Marker sender i dag sit debutalbum på gaden. Hun har allerede gjort stort indtryk på eksempelvis Spot Festival og vundet diverse priser på hjemmebanen i Ålborg. Nu gælder det hele landet. 

Hun er sammen med et hold erfarne musikere på pladen, der er udgivet af Aske Jacobys nystartede selskab Giant Birch - og Aske medvirker såmænd også selv på et par numre.

Ginne Marker både synger og spiller guitar på de selvskrevne numre. Stilen er rundet af jazzen. I et balladeunivers, der har taget farve af både pop, swing og singer-songwriter betager Ginne Marker med det samme. Hendes udtryk er afklaret, roligt og veldefineret. 

Pladen er af den slags man sætter på, når der brug for en stille stund. Hvor det eneste der snurrer rundt er pladetallerkenen. Musik fyldt med varme og nærvær. Ginne Marker efterlader et modent indtryk. Stemme og guitar hænger sammen, som det kan høres på Saint, hvor hun bruger den akustiske guitar. Der er pariserswing a la 20’erne på La vie en glace. Der er numre der dyrker de klassiske pop-dyder, hvor der tales til følelser som Tick of time og 3 and five.

For Seasons to come er et meget vellykket og anbefalelsesværdigt album, hvor Ginne Marker er stjernen der funkler. Hendes stemme, guitar og gode sange er en samlet pakke der er langtidsholdbar.

Ginne Marker

Trinelise Væring: Du går ind ad en dør (Word for word) LP/CD/DL/stream

Trinelise Væring er en musikalsk kamæleon, der undervejs i karrieren har skiftet form og farve flere gange. Det er gået fra vokaljazz i 90'erne til et bredt defineret singer/songwriter fundament. Det nye album Du går ind ad en dør, markerer et nyt ryk i karrieren. Hun har samlet et band af musikere, der overvejende kommer fra jazzen. Det er musikere der er i stand til, at forstå og omforme Trinelise Værings musikalske idéer og arrangementer. 

Når man hører Du har ik' fortjent en sang, er det tydeligt at Væring finder grobund i popmusikken - og giver den et kvalificeret indspark . Hun kombinerer Otto Sidenius' Hammond B3 og Una Skotts guitar på forrygende vis, sammen med blæserne Maj Berit Guessora på trompet og flygelhorn, Mia Engsager på trombone og Fredrik Lundin på sax. Jeppe Skovbakke tager sig af bassen og Anders Provis af trommerne. 

Der er en god dosis retrosoul i lydbilledet, som man bl.a. kender det fra Sharon Jones & The Dap Kings. Trinelise Væring forsøger dog ikke på at lave en retrosoul-plade. Dertil er hun alt for væringsk. Det er med andre ord en både original og særegen plade.

Vaering.com

Madeleine Peyroux: Anthem (Decca) LP/CD/DL/stream

Hen i midten af november kommer Madeleine Peyroux atter til Danmark, hvor hun spiller i Musikhuset i Aarhus og Musikkens Hus i Aalborg. Ikke noget københavnerbesøg denne gang. Det var der heller ikke den seneste gang i 2017, hvor hun også spillede i Aarhus. Hmmm? Hvad er det for noget? Har vi fat i noget provinsjazzeri. Vi har under alle omstændigheder gang i noget der er populært. 

Hun slog massivt igennem med sit andet album Careless Love i 2004, otte år efter debuten Dreamland. Siden da har hun lavet 5 albums. Nu er hun aktuel med Anthem. Et dobbelt album, der har fået titel efter det eneste covernummer på pladen. Leonard Cohens Anthem fra 1992-albummet The Future. Lad det være sagt med det samme. Det nummer er i særklasse, pladens højdepunkt. 

Hun har lavet pladen i selskab med en række erfarne L.A. session musikere og sangskrivere med Larry Klein i spidsen. De har sammen skabt pladen i studiet, i samme periode som det amerikanske præsident-valg i 2016. Noget der afspejler sig i tekst og stemning. Pladens helt stor styrke er at den er lavet af musikere, der har jazz, pop, blues, roots og country helt inde under huden. De kan omsætte det til en omgang meget vel arrangeret og vellydende musik. 

På The Brand New Deal møder vi iøvrigt saxofonisten Chris Cheek med en velplaceret solo. Madeleine Peyroux laver musik for den modne lytter, der gerne vil have kompromisløs kvalitet. Det byder Anthem på. Jeg er ikke ubetinget begejstret. Alligevel er jeg fornøjet over det høje musikalske niveau. Pladens sidste nummer er et “bonusnummer”. Det er jazzstandarden Last night when we were young - pladens anden bedste skæring.

Madeleinepeyroux.com

Joan Westgate: Image of clay (Joan Westgate Music) LP/CD/DL/stream

Så træder jeg atter lidt ved siden af jazzen her på bloggen. Sangerinden Joan Westgate har lavet albummet Image of Clay. Sammen med Marcus Toft har hun skrevet musikken, der har et internationalt tilsnit. Hun er i samme vibe som Adele, Lana del Rey og Agnes Obel. Det stiller krav til vokalen og det opfylder dansk/engelske Joan Westgate.

Der er både et overraskende og et imponerende højt niveau i Joan Westgates vokal. Det er bare ikke nok, hvis man skal lave en plade med karakter i disse tider. Westgate og Tofts sange følger med og holder niveau med vokalen. Joan Westgate bevæger sig med ro og overskud ind i de elegant arrangerede popsange. Samarbejdet mellem Toft og Westgate startede i forbindelse med en sang til den amerikanske film Stranger Within, med William Baldwin i hovedrollen. Filmen var instrueret og skrevet af danskeren Adam Neutzsky-Wulff. Tiden er siden brugt på at lave albummet, der åbner med Nothing is real fra filmen.

Joan Westgate bruger gerne flygel med sustain pedal  og cello i de stille numre. Blandt de medvirkende musikere finder man så forskellige notabiliteter som jazzpianisten Lars Fiil og den amerikanske bassist Viktor Krauss, der bl.a. spiller med Robert Plant og Lyle Lovett. Image of Clay er en plade der overvejende befinder sig i balladeland, med enkelte afstikkere som den Florence + The Machine inspirerede popsag Underworld.

https://www.facebook.com/westgatemusic/

Sara Futtrup: Himlen falder nu (Sara Futtrup) CD/DL/stream

Det er lidt udenfor jazzrammen det her. Sara Futtrup laver kammerpop i et univers med et musikalsk akkompagnement, der rundet af jazzen. Futtrup har selv lavet de 9 melodier, som hun fremfører på en meget karakteristisk måde.

Diktionen er altmodisch og er ikke noget man hører ret ofte på gaden. Futtrup trækker gerne over mod et teatralsk foredrag, hvor hun til tider kan minde om Kate Bush. 

Musikalsk har hun en baggrund i den klassiske musik og har i mange år fungeret som kirkesanger. Hun synger på dansk og kredser bl.a. om naturen, dens kræfter og mennesker indbyrdes forhold i teksterne. Lars Lundgaard Jensen spiller piano, Johannes Eberl Smed spiller perkussion og guitar og Eva Malling spiller bas.

http://phonofile.link/himlen-falder-nu

Dalia Faitelson: Powered by life (Losen Records) CD

Den dansk/israelske sanger og guitarist Dalia Faitelson er aktuel med sit 11. album. Åbningsnummeret med den betegnende titel My inner storage room er også nummer, der ligesom et opbevaringsrum, indeholder mange forskellige ting. Men hvor tingene i opbevaringsrummet er lagt væk, fordi de ikke bruges mere. Så er det noget andet, når det er Faitelsons indre opbevaringsrum. her kombinerer hun enkeltdele fra sit liv til noget nyt. Der er elementer fra world, f.eks. Ayi Solomon's percussion og Soma Allpass' cello. Der er elementer fra jazzen i form af Dalia Faitelson's guitar og Thomas Clausens klaver. Der er Faitelsons sang, der er i retning af singer-songwriter genren. Bassisten Frederik Damsgaard og trommeslageren Anders Provis medvirker også på pladen.

Powered by life er et ambitiøst udspil, hvor det er tydeligt at Faitelson er gået i dybden med arrangementerne af de enkelte numre, hvor der undervejs sker meget forskelligt. Det giver musikken en dramatisk dimension, som på Out of the black. Hun kommer nærmere på os med balladen Covered up in bed. På den efterfølgende I believe in er der akustisk guitar. Soma Allpass' cello befinder sig i duet med Faitelsons song. Når jeg hører pladen, kommer jeg til at tæmke på Joni Mitchell, hvilket er tydeligt på Cut ourselves some slack, hvor bas og klaver giver et lækkert groove. Eye of the dawn er et flot og roligt instrumentalnummer med Faitelson, Allpass og Clausen. Afslutteren Destiny made a mistake runder pladen af, på en opsamlende måde, hvor Faitelson runder af med en række retoriske spørgsmål. Det er passende nedlukning på et behageligt og melodisk album.

Losenrecords.com

Kira Skov: The Echo of You (Stunt) LP/CD/DL/stream

Nogle anmeldelser er sværere at skrive end andre. Denne anmeldelse har været længe undervejs. Kira Skovs hyldestalbum The Echo of You, som hun har lavet til sin afdøde mand Nicolai Munch-Hansen er måske ikke så vigtig at skrive om på en jazzblog. Musikalsk er vi ikke i jazzen. Når man kombinerer det med, at Kira Skov er kendt og har lavet nogle stærke og personlige tekster, så betyder det også at pladen anmeldes af mange andre end jazzmedierne. Den har kastet nogle gode og velskrevne anmeldelser af sig, hvor specielt Ralf Christensens anmeldelse i Information var i særklasse.

Nicolai Munch-Hansen var ikke kun far og Kira Skovs ægtemand. Han var også jazzbassist. Det er derfor at pladen også skal have opmærksomhed her på bloggen. Jeg vil ikke gå ind i en dybere tekstanalyse, blot forholde mig til, at det at miste er kernen og omdrejningspunktet. Kira Skov spænder et himmelhvælv ud over musikken. Det lykkedes så godt fordi hun lader følelsernes ro herske. Der hvor man mærker og fortæller og bruger det mærkede som terapien. Den terapi hvor man skal forholde sig til, at være i en anden virkelighed, end den man oprindeligt havde en idé om var meningen man skulle være i.

Sammen med produceren og musikeren John Parish og danske musikere som Oliver Hoiness, Anders AC Christensen og Silas Tingleff har hun lavet et smukt og langtidsholdbart album med rødder i stille og intens indierock, SSW og roots-country.

facebook.com/kiraskovofficial

Helle Hansen: Integrity (Heart Core/Gateway) CD/DL/stream

Det handler om at have noget på hjerte, at ville fortælle en historie. Når jazzen krydser klinger med singer-songwriter genren kan det vise sig på meget forskellige måder. Helle Hansen er aktuel med sit 11. album. Pladen er et billede på sangeren, tekstforfatteren og komponisten der oprindeligt kom ind på konservatoriet med blokfløjten som hovedinstrument. 

Pladen hedder Integrity, hvor der på coveret er tilføjet nogle små bogstaver som antyder at pladen også kunne hedde In The Gritty. Helle Hansen har lavet et helstøbt SSW album, hvor der er fokus på musikalsk indhold og tyngde i teksterne. Der er spor til Joni Mitchell og alligevel er Helle Hansen sig selv. Hun er voksen kvinde, der nok ved hvordan en sang skal skæres. Ikke mindst i kraft af de originale arrangementer, med bl.a. Ole Visby på basklarinet, Helle på blokfløjte, flere andre og nogle gode korarrangementer. Der er sjæl og nærvær på pladen.

Hellehansen.dk

Nicolai Munch Hansen & Peter Laugesen: Det flimrende lys over Brabrand Sø (Stunt)

Det er meget meget mærkeligt det her. Den lå øverst i bunken over plader, der skulle anmeldes. Jeg har hørt den ganske mange gange, siden jeg fik den i slutningen af november. Der har hele tiden været andre plader, der er kommet i vejen for en anmeldelse af denne. Jeg havde tænkt at anmeldelsen skulle handle om, at den var et nyt kapitel i karrieren. Han var endda begyndt at synge på nogle sange. Nu bliver det en helt anden anmeldelse, der er dybt påvirket af at han døde for en uge siden i en alt for ung alder.

Nicolai Munch-Hansen blev kun 39 år. Han nåede at lave fire plader i eget navn, hvor den sidste blev til i et samarbejde med digteren Peter Laugesen. Det er ikke første gang, at Nicolai Munch-Hansen er i nærheden af Peter Laugesen. Han har gennem en del år været fast bassist i Jakob Bros tentet, der har leveret musik Peter Laugesens digtoplæsninger, hvilket kan høres på Hymnotic/Salmodisk fra 2015. Allerede i 2009 spillede Munch-Hansen bas på Christian Vuusts plade Strøm med Peter Laugesen. Hvor de to nævnte plader hører hjemme i jazzen, er Det flimrende lys over Brabrand Sø noget andet og mere. Nicolai Munch-Hansen har atter inviteret hustruen Kira Skov indenfor, ligesom rocklegenden Steen Jørgensen og sangerinden Anna Brønsted også har sat deres præg på pladen.

Steen Jørgensen synger: “Har du drukket måneskin igen. Har du nu drukket måneskin igen. Drukket det af en skolepiges gymnastiksko…” på Sonny Boy sammen med Kira Skov. Det er intet mindre end mesterligt. Når Nicolai Munch-Hansen synger: “ned i skoven - op ad bakken - gennem græsset - hen til træet - ned i skoven - op ad bakken - gennem græsset - hen til træet - der hvor slyngen hænger…” på sangen Ned i skoven op ad bakken, bliver det med en klump i halsen. Melankolien var der allerede inden Nicolai Munch-Hansen var død. Nu er tåren med som ledsager.

Musikken er sat godt i scene, hvor guitaristen Oliver Hoiness’ syngende guitar er en Peter Peter værdig. Adi Zukanovic på keyboards og Sebastian Rochford på trommer giver Nicolai Munch-Hansen rammerne til, at Peter Laugesens digte får nyt liv med musikken. Peter Laugesen kigger forbi på pladens sidste nummer og fortæller os med sin østjyske røst: “Ingen gå alene - altid i mørket her - i det flakkende skær…”

Sundance.dk

Charlotte Maria Thorsen: Fragments and feathers (Beach Farm/Gateway)

Der er i feltet mellem folk, singer-songwriter og jazz at vi møde sangerinden Charlotte Maria Thorsen. Hun har tidligere udgivet albummene Et i 2003 og Sekund i 2007. Hun er fint selskab med Thomas Maintz på guitar, Francesco Cali på accordion og flygel, Thomas Fonnesbæk på bas og Lisbeth Diers på percussion.

Hun har selv skrevet musik og tekst. Undtagelserne er Charlie Chaplins Smile, Thomas Maintz’ Life in the key of C, hvor hun har sat tekst til og Emily Dickinsons tekst Hope is the thing with feathers som Charlotte Maria Thorsen har sat musik til. Hun fortæller i pressematerialet at albummets røde tråd er tid og håb. Fra barndommens tidløse væsen til voksenlivets accept af, at alting har en tid. 

Hun bruger tiden og roen i musikken, hvor Cali’s accordion og Diers’ percussion skaber rene og klare stemninger. Noget der passer godt til Charlotte Maria Thorsens afklarede og behagelige sangstemme.

Charlottemaria.dk

Emil Lundbak: Relentless (Relent) EP

Den her plade er uden for mit vanlige jazzrevir. Alligevel var der noget i musikken der fængede. Nu har jeg så modtaget Emil Lundbaks debut EP Relentless, der er ude på vinyl. Lundbak var med til at arrangere den hurtigt udsolgte koncert, Hyldest til Grace på Vega sidste år. Det er en vigtig lille detalje, når man lytter til Emil Lundbaks musik. Jeff Buckleys legendariske plade Grace blev hyldet dengang og Buckley har helt sikkert inspireret Lundbak, der også selv fremhæver 40 år gamle vinylskiver og den blå musik som inspiration. 

Melankolien er tilstede i den håndspillede musik, der er indspillet på en gård med knirkende gulve i Odsherred. Der er fokus på vokalerne, hvor Emil Lundbak bakkes stærkt op af kvindekor, så der næsten opstår en gospelstemning. Det er organisk spillet rockmusik, der hviler på et roligt leje. Mine favoritter er de to numre på side B, Expiration Day, med Helle Henning på gæstevokal og Breating in a fish tank. 

facebook.com/emillundbaksolo