Som udgangspunkt synes jeg, at smooth jazz er fedt. Jeg var ung i firserne og indtog en stor dosis George Benson, David Sanborn, Earl Klugh, Dave Grusin, George Duke og Lee Ritenour. I halvfemserne levede smooth jazzen en tryg tilværelse i USA, hvor adskillige radiostationer kunne blødgøre amerikanske knæ og ører med Kenny G og lignende - her var min interesse blevet lunken. Siden er fremgangen blevet til tilbagegang. Der er dog stadig liv i genren, så det var lige dele nysgerrighed og spænding at jeg kastede mig over disse tre udgivelser fra pladeselskabet Heads Up - der er flagskibet indenfor smooth jazzen - med udgivelser med kunstnere som Mindi Abair, George Duke, Fourplay og Earl Klugh på samvittigheden indenfor de seneste år.
Den første plade er med Gerald Albright, der både byder på det fedeste ved smooth jazzen og det rent ud sagt trælse. Albright er en sand multiinstrumentalist, der både spiller alverdens saxofon og elbas. På næsten samtlige numre spiller han både på sopran-, alt-, tenor- og baritonsxofon. Så langt så godt. Elbassen er i øvrigt også ret fed, med lidt tommelfinger slagbas og den slags. Da jeg ser, at han har indspillet Cyndi Laupers True Colours har han allerede scoret et (billigt) point hos mig. Jeg knuselsker Miles Davis’ udgave af Cyndi Lauper’s Time after time og kan da godt klare en smooth jazzet udgave af endnu en Cyndi Lauper-ballade. Han starter klassisk ud med den bløde sax - men hov hov, så går det også rivende galt. Der kommer et kor ind over, som er så klamt og klistret, at sukker lige pludselig er sundt og nærende i forhold til det. Det ødelægger alt og speclelt den bløde oplevelse, hvor musikken skal være et lydtapet uden grimme farver og former. Desværre har Albright en kedelig tendens til at smide sin egen og Selina Albright’s mangedoblede stemmer på.
Saxofonisten Richard Elliot har fattet kunsten at skære en smooth jazz plade, der placerer sig fint i slipstrømmen af Kenny G’s åleglatte stil. Musikken er håndspillet og produceret af smoot jazz kongen Paul Brown. Det er den 17. soloplade fra Los Angeles beboeren, der oprindelig er fra Skotland. Musikken er blanding af nyskrevet musik og 3 covers. The Manhattans Shining Star fra 1980, Brian McKnight’s Anytime og Bruno Mars’ When I was your man fra 2012. Lip Service er et meget kompetent bud på smooth jazz anno 2014.
Den sidste plade er med guitaristen Peter White, der fra midten af 70’erne startede et 20 årigt samarbejde med Al Stewart som guitarist for ham. I starten af 90’erne var White landet i smooth jazz hovedstaden Los Angeles. Nu er han aktuel med sit tredje album for selskabet Heads Up (han har lavet en pæn bunke for andre selskaber før det). Det er akustisk guitar i den tilbagelænede stil som kendes fra Earl Klugh og i særdeleshed 80’ernes Larry Carlton. Der er flere numre, der havner i telefonkø-ventemusikgenren. Inderligt fladt og ligegyldigt. Igen gør det sig gældende at det overproduceret og håndspillet musik, af en slags, der ikke kan få pulsen over 70.
Smooth jazzen lever i bedste velgående - der sker ikke så meget nyt. Blandt de tre plader, er Albrights den med flest musikalske vitaminer, men også lidt for mange flovsere. Richard Elliots er den bedste med smooth sax.
Bonusinfo:
I øvrigt kan det tilføjes at Gerald Albright er nr. 1 på denne uges Billboard smooth jazz national airplay hitliste med nummeret Slamdunk, Peter White er nr. 3 med Head over heels og den dansk/amerikanske saxofonist Michael Lington (Otto Lingtons barnebarn) er nr. 4 med nummeret Copenhagen.
