Vinding Pilc Mazur: Composing (Storyville)

Med udgangspunkt i komponsisten Arnold Schönberg der sagde, at komponere var som langsom improvisation og Wayne Shorter der sagde: "To hell with rules, I'm going for the unknown”, har tre musikalske enere lavet albummet Composing. Her komponerer de real time mens de improviserer. Den gamle erfarne bassist Mads Vinding, pecussionisten Marilyn Mazur og den franske pianist Jean Michel har lavet albummet Composing, hvor de sammen spiller frit.

Det er næsten fem år siden at Vinding lavede Open Minds sammen med Pilc, dengang var det i et mere tradtionelt klavertrio setup med Billy Hart ved trommerne. 

Albummet Composing er delt op i 2 suiter. Den første i 7 dele afsluttes med jazzstandarden Alice in Wonderland. Mens den anden suite indeholder My one and only love. Trioen kan den svære kunst at gå direkte fra et sfærisk flydende spil til hårdt swingende triospil, hvor Pilc sætter ild til de to danske medspillere. Der er en vitalitet og løssluppenhed i trioens sammenspil. Mads Vinding tager ingen uoverlagte chancer og holder erfarent sammen på jazzen. Marilyn Mazur er percussionist og danser som vanligt ved trommerne i en grad, så man tager sig selv i at danse med, når man nærlytter til hendes spil. Pilc er et overflow af kreative idéer. Han holder ikke igen på godterne, der deles rundhåndet ud til lytterne. Composing er fri i sjælen og tæt forbundet med jazzens snirklede stier. Vinding, Mazur og Pilc har ikke problemer med at finde vejen sammen.

storyvillerecords.com

Ole Kock Hansen & Thomas Fonnesbæk: Fine Together//Nordic Moods (Stunt)

Ånden fra bassisten Niels Henning Ørsted-Pedersen der døde i 2004, er i allerhøjeste grad til stede på denne plade. For det første er det NHØP's barndomsven og mangeårige musikalske samarbejdspartner Ole Kock-Hansen der sidder ved pianoet. For det andet er meget af materialet noget som NHØP beskæftigede sig med i løbet af karrieren. Desuden er der blevet plads til tre af NHØP’s bedst kendte kompositioner; Those who were, Uncharted land og My little Anna.

Det er bassisten Thomas Fonnesbæk der har den svære rolle som stand in/suppleant for NHØP. Det løser han ret enkelt. Han prøver ikke på at lyde som NHØP. Han har hentet stor inspiration hos mesterbassisten. Han er dog først og fremmest Thomas Fonnesbæk i kraft af sin aflklarede musikalske modenhed. 

Det handler ikke kun om NHØP, det handler også om Leo Mathisen, der både hyldes på Ole Kock Hansens Blues for the Lion og ligeledes er repræsenteret ved kompositionen Bell, som Mathisen skrev til sin kone Isabella. Det handler også om norden med en enkelt islandsk og flere svenske folkemelodier. Det handler også om C.E.F. Weyse med Natten er så stille og Altid frejdig når du går. Det er musik der udføres perfekt i jazzede versioner. Thomas Fonnesbæk understreger med al tydelighed hvorfor han er en så eftertragtet sideman. Det swingende og sikre medspil han giver Ole Kock Hansens elegante pianospil er en af de store gevinster på pladen. Der er mange der vil finde stor glæde ved denne plade, der emmer af Norden, højskoler og virtuost sammenspil. 

sundance.dk

Organic Picnic: Creatures (Lezardo Records)

Hammondorgelet har for en gruppe jazzfans en helt særligt plads i deres hjerter. Det skyldes ikke mindst de mange klassiske plader som Blue Note stod bag i 60'erne. Alle pladerne er ikke lige gode - men bundniveauet er ekstremt højt. Der var en særlig aura omkring pladerne, hvor selv det grafiske udtryk på coveret var vildt tjekket. Her går det galt for den danske trio Organic Picnic med deres udgivelse Creatures. Coveret er et farvefoto af tre mænd i casual blazere, der står omkring et Hammond orgel. Det er så pænt og ordentligt, at det kunne bruges til at sælge trioen til kirkekoncerter - hvilket havde været fint, hvis det var kirkejazz. Men det er det ikke. Man bliver ikke sporet ind på den tilbagelænede og intime hammondjazz der præsenteres af en tight spillende trio.

Søren Bech sidder ved Hammodorgelet, Jens Christian Kwella spiller guitar og John Nehen-Hansen tager sig af trommerne. Trioen deles om komponisttjansen. De hælder til de rolige numre, hvor lummerheden, halvkolde øller og en cigaret der ryger sig selv på kanten af askebægeret er et godt supplement. Jens Christian Kwella kan vride en lækker klassisk jazzguitar, der henter inspiration hos eksempelvis Grant Green eller Wes Montgomery. Nehen-Hansen tilsætter en god swing vibe ved trommerne. Bech er god til at komme bredt omkring Hammondinstrumentets muligheder. Kan anbefales til lyttere der trænger til Hammondhygge og varme.

organicpicnic.dk

Taylor’s Universe: Across the Universe (Marvel of Beauty)

Den danske jazzscene har mange fællesskaber. Fælleskaber hvor musikere samarbejder om koncerter, pladeudgivelser og lignende. Det kunne også være kunstneriske samarbejder. Der er nogle enkelte som slet ikke hører til nogen steder. Her er Robin Taylor på alle måder i særklasse. Han har sit eget pladeselskab, spiller ikke koncerter og hyrer folk ind efter behov til sine pladeindspilninger. Som regel mødes han slet ikke med dem han spiller med på pladerne. Han bruger lagkageteknikken i den klassiske forstand, hvor det er levende musikere der spiller musikken, som han efterfølgende bygger ovenpå. Det er noget af det man kan læse om i det nyeste nummer af Jazzspecial, hvor Robin Taylor er på forsiden. Her kan man læse om en musiker, der har udsendt en stor bunke CD’er i en tid, hvor jazzrock dårligt nok omtales og CD’en blev erklæret død for længe siden.

Taylor kan se kvaliteten i en sand udspacet synthsolo, der følges op af en lige så udknaldet guitarsolo. Hør blot nummeret Firestone, så er du ikke i tvivl. Her er der også sopransax, der føjer de sidste opløftende momenter til stemningen. Jeg har tidligere kaldt Taylor utidig. Han har ikke lavet om på sig selv - men jeg begynder så småt at tro på, at tiden igen er blevet moden til Robin Taylors wall of jazzrock. Han har en særlig sans for lyden af 70’erne og 80’erne og alligevel bringer han noget andet og nyere ind i maskineriet. På det nyeste album, der inkluderer highlights fra de senere års Taylor’s Universe plader i genindspillede og omarbejdede udgaver, har han satset på den udadvendte side af Taylor’s Universe. Det er her nye lyttere kan begynde. Er man til storladen og avanceret rock med jazzimprovisatoriske herligheder bliver man ikke skuffet.

robintaylorsuniverse.bandcamp.com

Clara Vuust: A Winter Tale (Exlibris)

Det er i følge kalenderen blevet vinter. Indtil videre må man i denne spæde begyndelse, hvor vi dog er nået til december, kunne konstatere at det ikke er den vinter som kendes bedst fra sangene. Det er ikke hvidt herude og sneen er ikke stille, den er der slet ikke. Vinter er mere og andet end sneflokke og juletrængsel. Det viser sangerinden Clara Vuust så fint med årstidsalbummet A winter tale, hvor hun har samlet en række sange der hylder vinterens stemninger. Hun er sammen med de samme musikere, som hun havde med på den gode debut Here’s to love. Francesco Cali på piano, Nico Gori på klarinet og sopransax, Jeppe Holst på guitar, Daniel Franck og Andreas Hatholt deles om bassen.

Der er Grundtvig-salmer som Skyerne gråne og løvet falder og Forunderligt at sige. Der er Ingemann og Carl Nielsens Tit er jeg glad og der er Laubs Der er ingenting i verden så stille som sne og Det er hvidt herude. Der har også sneget sig en regulær julegodte med, Christmas time is here. Det er den eneste grund til, at pladen ikke skal høres til januar og februar. Den helt store gevinst er Clara Vuusts stemme. Der er en intonation og fængende tilstedeværelse i stemmen. Hendes stemmes klang er så ren og klar som en frostklar februarmorgen. Det er pladen til dem der trænger til et skud smuk dansk vinter i denne mørke tid.

claravuust.com

Television Pickup: Music for Runners/We take the bikes and head home (Boogie Post Recordings)

Håbefulde firsersynths. Dystopiske discorytmer. Flænsende guitarer. Det er som at gå ind i en kunstinstallation lavet af Elmgreen & Dragset. Det ligner noget genkendeligt. Der er sket noget og vi får et snapshot, et kort indblik i et langvarigt øjeblik. Undergangen er besnærende nær. Vi er stoppet op lige før. De underfundige og tvetydige drømmere Television Pickup er tilbage.

Bandet med Katrine Amsler i spidsen har udgivet et dobbelt album. Den ene Music for runners rummer helt ny musik, mens den anden We take the bikes and head home indeholder en fem år gammel indspilning. Der er sket en hel del i løbet af den periode. Amsler tager sig af keyboards og kompositioner. Samuel Hällkvist på guitar, Johannes Burström på bas og Knut Finsrud på trommer er med på begge plader. Ny mand i 2015-aftapningen er guitaristen Stephan Sieben mens percussionisten Michala Østergaard Nielsen og  saxofonisten Thomas Backmann var med i 2010. Det betyder noget for lyden at der ikke længere er en blæser med. 

Amsler har også bevæget sig et andet sted hen. Hun er et overflow af melodier og idéer. Hvor hun i 2010 udgaven kunne blive flagrende og loose i udtrykket, er der sket en opstramning på Music for Runners. Hvis man er interesseret i indiejazz går man ikke galt i byen med Television Pickup. Det er jazz for rockhoveder, der læner sig mod det eksperimenterende. Det rock for jazzfreaks med hang til forskruet rock. Det er to meget gennembearbejdede og flotte indspilninger. Mange flere må gerne opdage Katrine Amsler derude. Hun fortjener det.

katrineamsler.com

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Tusmørkets censur (Exlibris)

For et par år siden lavede de deres første plade sammen. Pianisten Oscar Gilbert og beatpoeten Claus Høxbroe. Nu er de atter aktuelle sammen. Denne gang har Oscar Gilbert taget flere musikere med. Strygere og blæsere giver et langt større musikalsk råderum, hvilket også afspejles i albummets stemning.

Høxbroe er storbydigteren. Høxbroe er historiefortælleren. Høxbroe beretter om mennesker. Han fortæller om det levede liv, ser tilbage, bremser op og fikserer et øjeblik. Når han er allerbedst som i improdigtet Madrassen, fænger han dybt og sætter følelserne i gang. Gilberts musikalske orkestrering er genial. Den er med til udvide og underbygge det billedrige univers som Høxbroe inddrager os i. 

Knippelsbro er genkendelighed. Vi får et indblik i Høxbroes udsigt. Der er melankoli, håb og stemninger. Det er dragende. Det er inkluderende. Vi lukkes ind i Høxbroe og Gilberts vidunderlige verden af ord og musik. Det er nutidig dansk jazz’n’poetry fra øverste hattehylde.

claushoxbroe.dk

oscargilbert.dk

Mikkel Nordsø Band: Diving in Space for 3 decades (Stunt)

Han var guitarguden i firserne i Sneakers. Han havde allerede inden da vist sit store talent i Buki Yamaz - hvor latin, funk, jazzrock og andet godt blev rådyrket. Det var noget af det som han genoptog i 1985, da han startede Mikkel Nordsø Band. Siden da har han holdt sammen på bandet med Peter Danstrup på bas, Jacob Andersen på percussion, Ole Theill på trommer og Ben Besiakov på keyboard. Mikkel Nordsø er en mangesidet kunstner med musikalsk inspiration fra både verdensmusik, rock, jazz, latin og funk.

Pladen byder på en musikalsk rundtur i Mikkel Nordsø Bands univers. Vi kommer vidt omkring. Der er åbningsnummerets smooth jazz tendenser. Der er Thanks, hvor Palle Mikkelborg gæster på trompet. Det starter ud i et Miles Davis lignende groove, der endda også omkring noget østerlandsk. Det er viltert og med heftig elspade, lækker Rhodes og en skarp Mikkelborg trompet. Nummeret er et klart højdepunkt på pladen. Rapperen Al Agami kigger forbi på I like When U Do, der lyder som noget der er lavet for tyve år siden. Det er med en Maceo Parker-lydende sax - der trakteres af David Sanborn. Det slæbende beat er en tung sten om benet på nummeret, der aldrig kommer afsted. Selv om Nordsø sender en George Benson lignende guitar-solo ind over nummeret, er det stadig noget rod. Hvis der havde været en anden til at lave nummerets beats, kunne det måske have gået i en meget bedre retning - måske kunne det også have inspireret Al Agami til et strammere rap.

Langt bedre går det, når der smides noget latin i maskineriet. Mikkel Nordsø Bands nyeste medlem cubaneren og congasspilleren Eliel Lazo synger superfedt på Mambo lady. Mikkel Nordsø sender nogle kærlige tanker til Carlos Santana, med den suveræne guitar i nummeret. Pladen lukker ned med en omgang Palle Mikkelborg classic. Svævende lange sfæriske toner fra trompeten iblandet en god portion effekter serveres på Thanks Part Two, hvor Nordsø supplerer på effektladet guitar. Diving in Space for 3 Decades er en blandet landhandel. For dælen da, hvor får jeg lyst til at høre Mikkel Nordsø Band live.

sundance.dk

Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway)

Et dansk big band, hvor lederen er debutant under 30 år og af hunkøn er sjældent set (og hørt). Kathrine Windfeld har spillet fast hver uge i flere perioder, med sit big band på The Standard i København. Her har hun oparbejdet erfaring og oplevelser med at spille med gæstestjerner som Mike Stern og Edda Magnasson. Stilen er klassisk big band som den kendes fra bl.a. Thad Jones, Gil Evans eller Peter Herbolzheimer. Det er big band musik, hvor der er fokus på messing i lange baner. Det er Veldrejede hornriffs iklædt lækre grooves og en elegant duft af jazz. Det er ligeledes overvejende unge folk som hun har med i sit big band, som på pladen suppleres af de modne herrer Anders Bergcrantz og Morten Lund.

Jeg er både både glad og fornøjet når jeg hører Windfelds flot komponerede og gennemarrangerede musik. Det er en bekræftelse på, at big band jazzen ikke er til at komme af med. Hun starter på sikker grund, der tages ingen gidsler. Der skrides ikke ud undervejs. Det er et godt sted at starte for Windfeld. Med så stort et talent ud i at skabe big band musik, forventer jeg næste gang at Windfeld smider noget uforudsigeligt og ungdommeligt ind i musikken. Jeg har nydt at lytte til pladen hver gang den har været på. Det er genkendeligt og hyggeligt for en mangeårig big band fan, næsten som at komme hjem til kaffe og småkager ved farmor. Næste gang skal der snaps i kaffen.

facebook.com/WindfeldBigband

Michael Bladt: Next Step (Michael Bladt)

Han scorer usigeligt billige point i min bog, når han nævner Steps Ahead og Snarky Puppy i pressematerialet, den gode Michael Bladt. Pladen hedder endda Next Step. Der er gået fem år siden det forrige album Kirkland udkom. Det var et veloplagt akustisk fusionsalbum med stor gæld til især Michael Brecker - tenoristen fra Steps Ahead. Den store amerikanske tenorsaxofonist er stadig med i kulissen og det er ingen skam. Specielt ikke når det er fra tiden i Steps Ahead at inspirationen er hentet. Det er med et rasende stærkt hold, at Bladt har lavet pladen. Udover at spille på tenorsax, supplerer Bladt selv uhæmmet med fløjter, klarinetter og saxofoner. Det fungerer overraskende fedt. På titelnummeret Next Step kommer han gennem alle blæserne og er sit eget lille big band. Det er ikke kun fordi at han er en dygtig blæser, at det fungerer så godt. Hans arrangementer sidder ustyrligt sikkert.

Kaare Munkholm på vibrafon, Per Gade på guitar, Morten Ramsbøl på bas, Rasmus Kihlberg på trommer og Eliel Lazo på percusssion udgør det stilistisk stærke band. Det er en fornøjelse at Bladt har lavet et album der holder sig så stringent til stilen. Det er groovy og swingende jazz med sans for det melodiske. Størst er fornøjelsen over at høre Bladts sikre tenorsax. Den aarhusianske Michael Brecker spiller uden tøven og tvivl. Jeg hører ikke så meget Snarky Puppy undervejs. Der sniger sig dog en solo ind på Busy Bass Blues, der lyder som synthesizersolo fra Snarky Puppy-universet. Jeg hører til gengæld en masse Steps Ahead og har man på nogen måde et forhold til dem og Michael Brecker, er der ingen vej uden om. Så er Next Step, næste skridt efter Steps Ahead.

michaelbladt.dk

Årets bedste danske jazzplader 2015

Jazzen er et evigt foranderligt væsen. Den garanterer udvikling. En udvikling der konstant udfordres af, at jazz også er en veldefineret genre. I dette bølgende spænd mellem yderligheder, har jeg atter fundet frem til 10 danske jazzudgivelser der på den eller anden måde skiller sig positivt ud. 

2015 har været et interessant år for dansk jazz. Jakob Bro, Indra og Girls in Airports har skiftet til internationale pladeselskaber. Her har de fået noget af den opmærksomhed, som er så svær at få når man er jazzmusiker. Jeg har altid fulgt dem meget tæt og har alle tre udgivelser med på listen - de har med andre ord ikke skuffet. 

En enkelt plade skiller sig ud i feltet. Den tilhører ikke de 10. Men er med i sin egen kategori, Årets historiske jazzudgivelse. Det nystartede pladeselskab Frederiksberg Records genudsendte Carsten Meinert Kvartets legendariske To You plade. En plade der primært har været legendarisk fordi den har været dyr og nærmest uopdrivelig. Nu blev det tydeligt for et større publikum, at det også var musikalsk guld.

Den unge trompetist Jakob Sørensen er årets debutant. Han er den eneste der er med på listen for første gang med en debutplade. Snorre Kirk og Anders Filipsen (The Black Nothing) har begge tidligere været med på listen. Signe Bisgaard, Jeppe Zeeberg og Mark Solborg har alle tidligere udgivet plader, men er med på listen for første gang. Aarhus Jazz Orchestra er med på listen to gange. Sammen med deres netop afgåede leder Lars Møller har de lavet et kunstnerisk vildt big band album. De er også med på Jacob Buchanans Requiem, der er i sin helt egen liga, da Jakob Buchanan blev den fjerde JazzNytprismodtager med albummet.

Hvorfor laver jeg overhovedet sådan en liste? Den alt overskyggende grund er, at få så mange som muligt til at lytte til dansk jazz. Jeg har hørt det meste danske jazz der er udkommet i 2015. Har anmeldt den og vil gerne dele min begejstring for den gode musik med jer. Puds ørerne og lyt! Der er en masse oplevelser der ligger derude og venter på jer alle.

JAZZNYTPRISEN

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten)

Han fik overrakt Jazznytprisen i Viborg Domkirke d. 8. november, da han spillede koncert med Requiem værket. 

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som følge deraf kommer det også til at handle om livet.

Jakob Bro: Gefion (ECM Records)

Musikken er et destillat af det som Jakob Bro er en mester i. De frie, flydende og strømmende ballader rendyrkes her i forfinet grad sammen med to musikere, der kommer ind under huden på Jakob Bros kompositioner. Bro er kendt for at lave enkle kompositioner, der overlader meget til de musikere som Bro omgiver med. Det giver dem plads til at vise hvem de er og finde sammen om musikken.

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community)

Det er afklaret og gennembearbejdet musik, der ikke behøver at blive pillet mere ved. Jakob Sørensens tone på trompeten er i den rene skala. Der er noget klassisk og velfunderet i hans spil. Det bruges i musikken til at skabe organiske og naturinspirerede stemninger.

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse!)

Nok har jeg været mere end almindeligt begejstret for deres to første albums. Et ønske om gentagelse ville ikke give mening. Der skulle ske noget nyt. My God! Det er der sket! Indra’s stemme befinder sig godt i de nye og mere luksuriøse omgivelser. Der hersker fortsat den smukke og smittende ro omkring hendes stemme. Det er betagende.

Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)

Det er musik der i hænderne på musikerne, stille og roligt finder et leje hvor man i detaljen finder stor skønhed. Signe Bisgaards musik balancerer og evner at fremstå helstøbt. Hun har samlet nogle stærke improvisatorer der med personlighed behandler hendes musik meget respektfuldt.

Girls in Airports: Fables (Edition Records)

Girls in Airports og bandleader Martin Stender spiller med dette album deres kort helt rigtigt. De burde få et endnu større publikum med dette album. De ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.

Aarhus Jazz Orchestra & Lars Møller: Rewrite of Spring (Dacapo)

Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers udspil er det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik.

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)

Det er jazz der passer med det samme. Her er ingen overflødige virkemidler. Det er superelegant og velsiddende. De spiller som et veldrejet jazzband, der har suget til sig fra den store jazzhistorie. Det er ny musk, der lugter af tidløshed.

Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot)

Jeg vil kalde det homogen kaos. Den massive lyd som to bassister, der bumler afsted med samme udgangspunkt er mageløst. Det er både legesygt og eksperimenterende. Det er også poetisk forundrende. Det er musik som fortjener at blive lyttet til. Det er fræk dansk jazz, når den er bedst. Et jazzet sammestød, hvor boogie woogien trives og lever i ægteskab med avantgarden. 

Maniscalco/Solborg/Bigoni (ILK)

Der skæres ind til benet. Her læsses ikke til med fyld og fedt. Solborg har en særlig fornemmelse for at spille avanceret jazz. På den elektriske guitar går han i dialog med de to italienere. I et følelsesladet og intenst rum nærmer de sig hinanden. Sammen skaber de magiske øjeblikke.

The Black Nothing: Paths (ILK)

Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. Det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser.

ÅRETS HISTORISKE UDGIVELSE

Carsten Meinert: To You (Frederiksberg Records)

Det lugter lidt af frimærkesamleri, når man taler om sjældne (jazz)plader. Meget ofte gemmer der sig også stor musik i rillerne. Det er der i høj grad tale om med denne genudgivelse af Carsten Meinert Kvartets plade. Meinert hælder sin sjæl ned i saxofonen. Ole Streenberg danser frygtindgydende stærkt på trommerne. Ole Matthiessen og Henrik Hove garnerer med intenst pulserende spil. Coltrane lytter undrende nede fra graven og ærger sig over at det ikke var ham, der gav Dansevise sanselig jazzspiritualitet.

Klökkeblömst: [sic!] (ILK)

De startede ud som et spin off af Peter Danstrups Reptiles, hvor hans gamle musikalske kollega John Tchicai var med. Tchicai døde og pladen fik en Danish Music Award som årets bedste danske jazzudgivelse i 2012. Danstrup fortsatte nu med trommeslageren Anders Provis og saxofonisten/klarinettisten Anders Banke fra Reptiles i trioen Klökkeblömst. [Sic!] er tredje album fra trioen på lige så mange år. Trioen er en kreativ legeplads, hvor tre musikalske personligheder spænder et net ud under legetårnet. Et net fyldt med kropsstore huller. Huller hvor både musikere og lyttere falder igennem. De falder som regel ned på legepladsens lovmæssigt installerede faldunderlag. Et faldunderlag der også rummer små overraskelser som skovle og legetøjsbiler. Det gør nas at ramme sådan nogen.

Danstrup, Banke og Provis er tæt forbundet i trioen. De spiller struktureret improjazz. Der er både elementer af den frie og den formbaserede jazz. På et nye album er de i det blå hjørne. Det er nat på legepladsen. Månen skinner og det hele går lidt langsommere. Hver især byder de ind med spændende spil, men dette er kollektivet der er sejrherren. Det er det tæt forbundne improkollektiv Klôkkeblömst der er det fede.

peterdanstrup.com

Mads Bærentzen: Natten er så stille (Gateway)

Han blev født i 1774 og døde 68 år senere. Han samarbejdede med Oehlenschlaeger, H.C. Andersen, Grundtvig og Ingemann. Han var en gudsbenådet pianist, organist og improvisator. Komponisten C.E.F. Weyse står bag nogle af vore mest skattede sange og salmer. Nu titte til hinanden, Morgenstund har guld i mund, Gud ske tak og lov, I østen stiger solen op, Altid frejdig når du går, Natten er så stille, Den signede dag og Lysets engel går med glans er blandt de regulære "hits" som han stod bag. Det er sange der er med til at definere lyden af Danmark.  

Pianisten Mads Bærentzen har lavet et soloklaveralbum med ovenstående sange og salmer samt nogle flere. Det er på mange måder opløftende at lytte til Bærentzens fortolkninger. Han er tro mod materialet. Han føjer med let hånd en passende jazzet charme til sangene. Altid frejdig når du går starter ud, så man kan nynne med. Herefter improviserer han over melodien og vender til sidst tilbage til udgangspunktet. Det er skabelonen for de fleste af fortolkningerne. Krøllen på det hele. Grunden til at jazzlyttere vil blive ekstra fornøjede er at Bærentzen både tilføjer noget Keith Jarrett og Jan Johansson-lignende til musikken. Det er blevet til et smukt og anbefalelsesværdigt album.

madsbaerentzen.dk

Masabumi Kikuchi/Ben Street/Thomas Morgan/Kresten Osgood (ILK)

Jeg har hørt de tre førstnævnte - den japanske pianist Masabumi Kikuchi og de amerikanske bassister Ben Street og Thomas Morgan sammen på Village Vanguard i New York for 5 år siden. Dengang var de medlem af Paul Motians band. Den helt særegne Kikuchi er på mange måder en speciel oplevelse. Hvor Keith Jarrett er kendt for at klemme lidt begejstringslyde ud en gang i mellem, så tager Kikuchi skridtet fuldt ud og brøler som en anden samurai bag flygelet. Det er både skræmmende og fascinerende. Det er også en vigtig del af Kikuchis kunstneriske udtryk. 

Masabumi Kikuchi er optaget af at spille fragmenter eller dele af en melodi. Han berører det kortvarigt og er videre til noget andet. Musikken klippes i stykker og samles sammen til noget nyt. Der er forskellige fragmenter i spil i det samme nummer. Det returneres og genbruges. Det er et meget skrøbeligt og musikalsk udmarvende projekt at give sig i kast med, når man skal spille sammen med andre. Det fungerer i sit fulde udtræk, når han er sammen med bassisterne Morgan og Street. De er delene der får musikken til at hænge sammen. Osgood er ikke Motian. Han har givetvis hentet inspiration hos Motian - og er alligevel noget andet. Det er som lytter værd at bruge tid på, at lytte med når de fire musikere udfordrer og inspirerer hinanden for åben mikrofon.

ilkmusic.com

Danish Music Awards Jazz 2015

Det var en fest for mangfoldigheden i jazzen. JazzDanmark var værter for den årlige Danish Music Awards for jazzen, på Bremen i København. Det musikalske program spændte vidt i går aftes på scenen. Tuesday Night Brass Band åbnede festen godt sekunderet af DR Big Bandet. 

Aftenens show kunne begynde. De to dejlige værter Stine Danving og Master Fatman hyggede om publikum. De præsenterede aftenens vindere godt sekunderet af beatpoeten Claus Høxbroe, der fortalte om de nominerede kunstnere, som var det et digt han læste op.

Maria Faust satte ild til DR Big Band med hendes til lejligheden nykomponerede musik. Rollen som dirigent er ny for Faust. Hun viste - med egne ord - mere bagdel til publikum end hun plejede. Hun havde ingen ingen problemer med at være øvre myndighed for DR Big Band. Jeg håber at hun har fået blod tanden og vil lave mere big band musik.

Det var to kendinge der hev priserne hjem i kategorierne vokal jazz og årets danske jazzudgivelse. Sinne Eeg tog vokal jazz prisen. I januar udgaven af Down Beat får hun en meget rosende anmeldelse af duoalbummet, som hun lavede sammen med Thomas Fonnesbæk. Jakob Bro har lige været i studiet for at indspille opfølgeren til prisvinderen Gefion. Denne gang er det med Joey Baron på trommer i stedet for Jon Christensen. 

Det er altid en kæmpefornøjelse at komme til DMA'en for en jazzblogger. Jeg får talt med gamle kendinge og hilst på en masse nye bekendtskaber. Jazzens tilstand er omdrejningspunktet for de fleste samtaler. Og synspunkterne er mange om den tilstand.

Scenen lagde gulv til en perlerække af højdepunkter. Selvhenters besættende dronejazz. Sammen med fire strygere leverede bassisten AC, en smuk og følsom hyldest til den nyligt afdøde Hugo Rasmussen. En ultrasjælden optræden med brødrene Hess, der vandt sidste års pris for årets bedste danske jazzplade. Ibrahim Electric lukkede DMA showet ned sammen med Palle Mikkelborg. Dem vil jeg gerne høre noget mere sammen. Så var der efterfest i Bremens foyer, hvor Jazz Five spillede op til dans og højt humør.

Inden da var de andre priser også blevet uddelt. Bandet de kaldte hest, Horse Orchestra løb med to priser og Claus Waidtløw fik en for pladen sammen med The Orchestra og Jeff Ballard. Univers på vers fik børnejazzprisen mens festivalen Femø Jazz fik livejazzprisen. Et særligt stort tillykke skal gå til Niels Ole Sørensen fra Tversted, der fik ildsjælsprisen P8 Jazz prisen for det utrættelige arbejde med Jazzy Days. Han fik prisen foran et særdeles skarpt felt af nominerede.

Det hele sluttede for mit vedkommende på La Fontaine, hvor øllene var kolde, snakketøjet varmt. Klokken blev halv fem, da jeg luskede hjem til hotellet bag en lige så overrislet jazzpianist.

Årets Danske Jazzudgivelse                                     

Jakob Bro – for udgivelsen ’Gefion’ (ECM)

Årets Danske Jazzkomponist (uddeles i samarbejde med DJBFA)                                  

 Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard – for udgivelsen ‘Playhouse’ (Gateway)

                                          

Årets Danske Særudgivelse                                     

Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)

                                          

Årets Danske Vokaljazzudgivelse                           

Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk – for udgivelsen ’Eeg Fonnesbæk’ (Stunt Records)

                                          

Årets Nye Danske Jazznavn                                     

Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)

Børnejazzprisen

Univers på vers

Live Jazz Danmark Prisen (uddeles i samarbejde med KODA)

Femø Jazz Festival

P8 Jazz Prisen

Niels Ole Sørensen – formand for Tversted Jazzy Days

Dødens Garderobe: Julealbum 2015 (Dødens Garderobe)

Nu er det jul igen. Det er traditionernes højtid. Der skal hænges lyskæder på oldefar henne på plejehjemmet. Den årlige parforholdstest skal tages, først ved julefrokosten i firmaet og siden ved de mange julefridage. 

Endnu en tradition er den musikalske julekalender fra Dødens Garderobe. For sjette gang har Jeppe Zeeberg sammen med Rune Lohse og Nicolai Kaas Claesson lavet et julealbum. Der kommer et nyt nummer hver dag fra 1. december til juleaften. Dødens Garderobe fungerer som husorkester og har en ny hemmelig gæst med hver dag. Hvis man kigger på på de tidligere års udgivelser, så er det cremen og lidt til fra jazzens undergrund der kan høres. 

Tidligere albums kan høres her: soundcloud.com/d-densgarderobe/sets

Få en ny sang tilsendt hver dag: http://eepurl.com/9exiT

Eller følg Dødens Garderobe på Facebook: facebook.com/dodensgarderobe

Emil Savery: Freerider (Emil Savery)

Det er en seriøs overraskelse af de større, der gemmer sig her. Tangentspilleren Emil Savery, der fik sit gennembrud som den ene del af Hammond/tromme duoen Crunchhouse, der vandt Ung Jazz i 2013, har udsendt sit første album. Det er kun tilgængelig som download eller streaming. 

Den unge Saverys album er i to dele. Letting Go er den sidste del af albummet. Over tre dele eksperimenterer han alene løs ved klaveret. Havde albummet kun bestået af denne del, havde jeg ikke været så begejstret. Det er en undersøgende leg med klaverets klange og muligheder - og så heller ikke meget mere.

Til gengæld har han fat i noget helt andet og langt mere interessant med de fire første numre. Sir Johnny W. Freshfucker starter ud i et bluesmode. Savery sidder ved sit Hammond, han får hjælp af Matthias Petri er på bas, Benjamin Brask på klaver/Rhodes, Andreas Svendsen på trommer og Erik Kimestad på trompet. 

Indledningsnummeret får lov til at skifte fra blues til kaos til et groovy rocket beat, hvor Emil Savery smider den fedeste Hammondlyd på mens Erik Kimestad tager sig af toppen med en fed trompet. Sådan fortsætter det med de tre andre numre. Det er glad musik, der både animerer til at få rørt kroppen. Gående fra små friske vip med storetåen til løssluppen hoftevriderekstase. Emil Savery laver musik der er udadvendt og smittende. En stor stor anbefaling herfra. Please næste gang, Emil, så skal du altså sende det ud på vinyl. Det er der, så god musik hører hjemme. Musikken kan høres på Spotify, Itunes og Youtube.

youtube.com/playlist?list=PLJE8rVq1Y3s3uto9JAZ1h2_6fnD2Diheq

Pablo Held Trio: Recondita Armonia (Pirouet)

Han er ikke fyldt 30 år endnu. Det har dog ikke afholdt den tyske pianist Pablo Held fra at have nået meget i karrieren indtil nu. Sammen med sin faste trio - der fejrer 10 års jubilæum næste år - lavede han sidste år en plade sammen med den amerikanske guitarlegende John Scofield. Nu er det atter trioen der fokuseres på med det nye album Recondita Armonia. Held er uddannet fra konservatoriet i Köln, hvor han bl.a. er blevet undervist af den nyligt aføde engelske pianist John Taylor. 

På det nye album handler det om den klassiske musik. Melodierne danner grobund for trioens åbne og spændende improvisationer. Robert Landfermann på bas og Jonas Burgwinkel på trommer er med til at omsætte klassiske kompositioner fra Tournemire, Rachmaninoff, Mompou, Scriabin, Bartók, Stravinsky, Hindemith og Puccini til jazz. Det er nemlig blevet blevet til en uforfalsket jazzplade på trods af det klassiske ophav. Held har brugt melodierne som udgangspunkt for nogle uforlignelige improvisatoriske greb der bevæger sig i balladeland.

pabloheld.com

Thomas Albæk Jakobsen’s Flux: Voyager (Fluxmusic) LP

Der er ikke så mange aktive jazzmusikere, der gør opmærksom på sig selv via pladeudgivelser, der bor i det nordjyske. Hammondbetvingeren fra Tversted, Niels Ole Sørensen og trommeslageren og bandleaderen Thomas Albæk Jakobsen er de gode undtagelser. Der er gået næsten 3 år siden Thomas Albæk Jakobsen sidst var aktuel med projektet Flux. Han benytter sig af de samme musikere igen på den nye udgivelse Voyager, der både udkommer på digitale tjenester, CD og LP. Jeg har været så heldig at være i besiddelse af et testpres af sidstnævnte i et par måneder. 

Thomas Albæk Jakobsens ambitiøse tilgang til materialet lykkedes til fulde med den nye plade. Der er endda tidspunkter, hvor jeg som lytter totalt må overgive mig af begejstring. Der er nummeret Bricks, hvor Albæk ganske frimodigt har lagt nogle synth landskaber ned under musikken, mens han selv på trommerne ruller effekter ud og stadig holder fokus på beatet. Der er et nummer som Long Johns, hvor Ole Visby kommer i fokus på saxofonen. Et roligt nummer, der passende lukker pladen ned. Det er en plade der på mange måder er et godt bud på nutidig jazz, der tager afsæt i samspillet mellem fem musikere, der hver især byder ind med noget personligt til projektet. Søren Møller - der er ny mand i Flux - spiller både piano og Rhodes. Visby har udover saxofonen også taget klarinetten og basklarinetten med. Kenneth Dahl Knudsen - der her er fanget i en af de få perioder, hvor han er i Danmark - demonstrerer sit store talent på bassen. Den sidste er guitaristen Michael Møller Porsborg, der er et mere ubeskrevet blad. 

Thomas Albæk Jakobsen’s Flux fungerer godt sammen og giver hinanden god musik at arbejde med. Pladen Voyager er anbefalelsesværdig. Det er en af den slags plader, der stille og roligt vokser for hver gennemlytning. Jeg er både fornøjet og tilfreds.

fluxmusic.dk

Svein Rikard Mathisen: Copenhagen Diaries (Curling Legs)

Den norske guitarist Svein Rikard Mathisen har opholdt sig i en periode i København. Det er der kommet albummet Copenhagen Diaries ud af. Her er han i selskab med svenskerne Paul Hinz (bas), William Larsson (piano) og danskeren Andreas Fryland (trommer). Det er jazz med utilsløret inspiration fra nutidig amerikansk jazz. Andreas Fryland sidder helt fremme på trommestolen. Han er en god årsag til, at stemningen går i den heftige retning. 

Mathisen vil gerne blande små komplicerede finurligheder med melodiske forløb. Her er samarbejdet mellem Larson og Mathisen rigtigt godt. Der er ingen tvivl om at det er fedt for musikerne at spille. Det giver udfordringer og det kan høres at de trives med udfordringerne. Jeg kunne som lytter godt have ønsket mig lidt flere numre som Who broke the bat og Vanity, hvor jeg som lytter også når at trække vejret. På den sidstnævnte medvirker Aske Drasbæk i øvrigt på altsaxofon.

soundcloud.com/sveinrikardmathisen

Mikkel Mark Trio: Touching (ILK) >> Mikkel Mark Trio: Healing (ILK)

Da den unge Kresten Osgood kom til København i slutningen af 90’erne var Mikkel Mark, pianisten som Osgood så op til. Han spillede som alle de store på en gang og lød alligevel som sig selv. Efter flere års fravær og lige så mange års tilløb, er der endelig kommet to plader på en gang med Mikkel Mark. Kresten Osgood sidder ved trommerne, men Anders “AC” Christensen er rock solid på bassen. Musikken på begge plader stammer fra fire dages koncerter på Nørrebro-caféen Kind of Blue. Det er ikke første gang at der er indspillet forrygende jazz i Ravnsborggade. Mark Solborg & Anders Banke og Simon Toldam Trio har lavet nogle anbefalelsesværdige plader på stedet. Stemningen fra stedet er også kommet med på Mikkel Mark Trios plader.

På Healing lægges der ud med tre Wayne Shorter kompositioner. Speak no evil, Wild Flower og Prince of Darkness. Jeg hører noget Monk i kulissen. Den der sejt swingende og dansende stil, der drives frem af små fjerlette trin henover tangenterne. Kresten Osgood spiller op til sit bedste. Han sejler til tider afsted mod nye horisonter i trommespillet. Han sejler dog aldrig længere fra Mark og AC end, at de kan høre ham. AC holder stædigt sammen på trioen med et insisterende flot basspil. Det er noget af det bedste danske triojazz, jeg har hørt længe. Det er helt i gennem klassisk pianospil, med mange hilsener til fortidens helte; Bill Evans, Paul Bley, Thelonious Monk og flere andre. Healing afsluttes med Jerome Kerns Long ago and far away og Bill Evans’ Funny man.

Touching starter ud i Jerome Kern sporet med In love in vain og I’m old fashioned. Herefter følger endnu en Bill Evans komposition. Mens vi atter får de tre Wayne Shorter kompostioner der også var med på Healing. Denne gang dog afbrudt af Sonny Rollins’ forrygende Blues for Philly Joe. Pladen lukkes ned med Bach kompostionen Allemande fra French Suite no. 3 og minder os om hvor tids- og vægtløs jazzen kan være. Mikkel Mark Trio har kvaliteterne til at være mere end et undergundsfænomen fra Nørrebro. Men det er også charmen ved trioen.

ilkmusic.com

Alice Sings: A wonderful impression of me (Iceberg Records)

Sangerinden Alice Carreri og guitaristen Mikkel Petterson har gennem flere år samarbejdet under navnet Alice Sings the Petterson Songbook, hvor de har lavet et par albums. Nu har projektet ændret navn til Alice Sings. Stilen er jazzinspireret pop i luksuriøs stil. Alice Carreri synger for i et univers, hvor der er ledetråde direkte tilbage til for over 50 år siden, da strygere var et must når man skulle lave et pophit. Der er fem numre på EP'en, hvor titelnummeret og Jazzing up your style er de numre der huskes bedst, på en plade der ellers overvejende er forglemmelig. 

alicesings.dk

Sarah Elgeti Quintet: Synchronize (Gateway) >> Tore Brunborg: Slow snow (ACT)

Da hun debuterede med albummet Into the open i 2011 blev hun nomineret til en DMA Jazz award som årets nye navn. Der er gået fire år og den herboende tyske saxofonist Sarah Elgeti er nu klar med sit andet album. Det høres meget hurtigt at Elegeti er en teknisk velfunderet saxofonist. Der fornemmes ingen vaklen eller tvivlen i spillet. Det er jazz af den den pæne melodiske skole, hvor det handler meget om form og måske mindre om indhold. 

Hun har allieret sig med nogle dygtige backingmusikere, hvor hun fortsætter makkerskabet fra det første album med saxofonisten Marianne Caecilie Eriksen. Her ud over er markante jazzfolk som pianisten Søren Bebe og trommeslageren Andreas Fryland blandt de medvirkede musikere på albummet. Der er en gennemgående tendens til at søge mod det anonyme. Der er stænk af folkeviser, funk, latin og grooves - jeg savner en snert af noget hvor den ellers velspillende kvintet var gået mere all in. Der er antydninger af noget, som der gerne måtte have været mere af. Lyt feks. til Cinderella 2012, hvor der gives slip for kontrollen undervejs.

Anderledes fokus og skarphed er der på den norske saxofonist Tore Brunborgs Slow Snow. Han er ikke kun et tenorsaxofonistisk alternativ til altsaxernes Jan Garbarek. De har givetvis nogle af de samme inspirationskilder og Brunborg har også hentet inspiration hos Garbarek. Tore Brunborg har sammen med Steinar Raknes på bas, Per Oddvar Johansen på trommer og ikke mindst Eivind Aarset på guitar lavet et godt album. Aarset giver musikken en kant og mystik guitaren. Fra de soundscape-underliggende toner til de mere Bill Frisell inspirerede toner giver Aarset et godt indspark. Raknes og Johansen leverer med deres bund et organisk og blødt etno-groove. Slow Snow er tæt på at være et ECM lydende album. Brunborg er sikker i tonen og er aldrig tvivlende i sit spil, noget han også tidligere har vist hos Manu Katché.

sarahelgeti.com

torebrunborg.com

I Think You're Awesome: Books Live (Youtube)

Det er et par år siden, at bandet I Think You're Awesome var aktuelle med debutpladen Løft mig op så jeg kan nå - der helt velfortjent var med på min liste over de bedste danske jazzplader i 2013. Nu er der et par nye plader på vej med dem. Men det bliver først i 2016. Allerede nu er det dog muligt at opleve gruppen på en youtube-video ved en 40 minutter lang koncert optaget i bandleaderen Jens Mikkels barndomshjem i Langå. Jens Mikkel spiller bas og har lavet musikken, mens Lars Fiil er med på keyboard/synth, Alex Jønsson på guitar, Andreas Skamby på trommer, Morten Kærup på guitar/banjo og Frej Lesner på percussion. 

Musikken befinder sig i et felt mellem instrumentalrock og jazz. Det er dog hverken jazzrock eller postrock - genrer der også findes i det felt. I Think You're Awesome er andet sted. Der er en langt mere positiv ånd over Jens Mikkels gruppe, end den overvejende indadvendte side man finder i postrocken. Der er heller ikke kilometerlange soli - som de kendes fra jazzrocken. Det er en meget god og oplevelse at lytte til denne optagelse. Jens Mikkel får sammen med bandet skabt besættende og kollektive grooves sammen med mange spændende detaljer. 

Dette er ikke en anmeldelse af musikken. Det er anbefaling. Musikken udkommer d. 1. marts 2016 på det nystartede århusianske selskab Jaeger Community. Den ene bliver med musikken fra denne video, mens den anden bliver med den samme musik - bare i en studieversion, optaget i Anders Ørbæks studie. Nyd youtube-videoen indtil da.

Skarkali (IBS/Stef) >> Sunna Gunnlaugs: Cielto Lindo (Sunny Sky)

Det er triojazz, der er så behageligt og melodisk afstemt, at jeg næsten får lyst til at beskylde det for at være leflende. Det lefler i hvertfald for min triojazzsmag, der bl.a. hviler på et meget stort indtag af Esbjörn Svensson Trio og Brad Mehldau Trio. Det er sandsynligvis også derfor, at jeg allerede fra første gennemlyt følte mig hjemme med islandske Skarkali Trio's debutplade. Det er pianisten Ingi Bjarni Skúlason der er i spidsen for trioen med Valdimar Olgeirsson på bas og Óskar Kjartansson på trommer. De har lavet en god plade med velafstemt blanding af melankoli, gode harmonier og en pæn dosis rockrytmer.

En anden og mere erfaren triojazz-islænding er pianisten Sunna Gunnlaugs, der med albummet Cielito Lindo har lavet sit tredje album sammen med bassisten Þorgrímur Jónsson og den amerikanske trommeslager Scott McLemore. Gunnlaugs er også en pianist med et stort melodisk hjerte. Hendes tilgang til triojazzen er ikke så vilter og rocket som hos den unge trio. Hun har traditionerne fra mestre som Bill Evans og Keith Jarrett godt inde under huden. Forskellen er at materialet er nyt og selskrevet og ikke fra jazzens standards. Sunna Gunnlaugs trio arbejder indgående med kompositionerne og får ad den vej lavet et spændende trioalbum.

ingibjarni.com

sunnagunnlaugs.com

Pia Boda: Chasing Pixies (Gateway)

Saxofonisten Pia Boda var helt ukendt for mig indtil jeg hørte denne plade. Hun har tidligere udgivet en enkelt plade, Gone for a walk i 1997 sammen med den italienske guitarist Marco Spallanzani. Hun er uddannet i 1992 fra Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Det er med andre ord ikke en grøn debutant, der er tale om her.

Boda har lavet pladen i kompetent selskab med pianisten Makiko Hirabayashi, bassisten Erik Olevik og trommeslageren Andres Fryland. Der er numre som Storyteller og Metamorphosis, der med melodisk elegance flyder os i møde. Hirabayahi’s lyriske klaverspil sammen med Boda’s følsomme saxofonspil er en fornøjelse. 

Pia Boda har skrevet en række fine numre, der også vil mere og andet end at please. Mammoth March tegner med sin tunge gang, et godt billede af fortidens kæmper der er på vej hen over tundraen. Pia Boda’s jagt efter nisserne er aldeles vellykket.

piaboda.dk

Hayden Powell: Circadian Rhythm & Blues (Periskop) >> Mathias Eick: Midwest (ECM)

Her er to norske trompetister, der går forskellige veje på to anbefalelsesværdige plader. Hayden Powell er aktuel med sit tredje album der er i 2 dele. På den første CD er han sammen med pianisten Eyolf Dale og bassisten Jo Skaansar, som han også lavede det forrige album Roots & Stems sammen med. Det er beroligende og billedrig kammerjazz, hvor samarbejdet mellem de tre musikere er en af hjørnestenene. Circadian rhythm refererer til kroppens interne 24 timers ur. Uret der gør os opmærksom på hvornår vi skal sove og hvornår vi skal vågne. En rytme der er påvirket af omgivelserne lys og temperatur. Den anden er en soloplade. Det er ikke solotrompet i samme effektprægede univers som landsmanden og instrumentkollegaen Arve Henriksen excellerer i. Der eksperimenteres og leges med trompetens funktioner, lyde, klange og toner. Men også med menneskets muligheder med instrumentet. Det eksperimentelle er spændende. Det bliver dog triopladen som jeg kommer til at vende tilbage til.

Mathias Eick er ude med sit tredje soloalbum. Her hylder han midtvesten i USA, hvor titler som Dakota, Lost og Fargo sporer os ind på området. Eick er sammen med en norsk supergruppe bestående af Jon Balke på piano, Mats Eilertsen på bas og Helge Norbakken på percussion, mens violinisten Gjermund Larsen sørger for at bygge en bro mellem den norske folkemusik og amerikansk roots-musik. Det er stemningsfyldt og meget smukt. Der er åbne vidder og mental ro i musikken. At lade Eick tage omkring det amerikanske er en god idé. Han bevarer sig selv og sit norske ophav i musikken. 

mathiaseick.no

haydenpowell.com

Sound X Sound: Music for 30 Chromatic Tuners (Hiatus) 7”single

Det er på mange måder en imponerende vanvittig bedrift, som Niels Lyhne Løkkegaard har gang i med Sound X Sound projektet. På den forrige single satte han gang i 8 blokfløjter på en gang. Denne gang drejer det sig om 30 stk. Korg CA-1 kromatiske tunere. Det er som udgangspunkt ikke et instrument. Det er i stedet en lille boks man kan bruge, når man skal stemme sit instrument. Den kan sende en tone ud, så stemmer man guitaren, violinen eller et helt andet instrument efter den tone. Det er den tone som Lyhne Løkkegaard nu mangedobler på den ene side af singlen, mens den anden side af singlen er forbeholdt et solostykke.

Objektivt set er det en røvirriterende hyletone, der får lov til at hyle løs. Det er en ekstrem oplevelse, der kun kan afføde en reaktion. I langt de fleste tilfælde vil reaktionen være at det er noget forfærdeligt noget - grænsende til lydtortur. På den anden side er det også bare en tone, der får selskab af nogle af andre toner. Det er her det bliver interessant. Det er som udgangspunkt en simpel frembragt tone af en lille boks til 125 kr. En boks alle kan betjene. Niels Lyhne Løkkegaard får mig aktiveret som lytter. Jeg kan ikke sidde lyden overhørig - jeg spiller den heller ikke 10 gange i streg. Jeg holder alligevel meget af udgivelsen. Der er et strejf af klinisk grundforskning over projektet. Alt det overflødige er skåret væk. Det er minimalistisk minimalisme. Tak for det!

nielsloekkegaard.dk

Offpiste Gurus: In case of fire (Yellowbird/ENJA) >> Kira: May your mind explode a blossom tree (Stunt)

Her er et par plader der befinder sig i grænselandet til jazzen. På den ene omgiver rocksangerinden Kira Skov sig med nogle kompetente jazzmusikere, mens den anden er en gruppe af nuværende/tidligere jazzmusikere der har fundet et fællesskab udenfor jazzen.

Offpiste Gurus med Trinelise Væring i den vokale front, er aktuelle med deres andet album. Det forrige udkom i 2010. Grundstammen i bandet består af Væring, Fredrik Lundin på sax, Thomas Vang på bas og Jeppe Gram på trommer. De kalder selv deres musik for indiejazz. Det kan det såmænd godt kaldes, hvis man í ligningen medtager, at de lyder henad af det Rickie Lee Jones lavede for lang tid siden. Bare i en upoleret musikalsk model 2015. Lundins saxofon står godt og klart i samspillet med Væring, hvilket bl.a. er tydeligt på titelnummeret In case of fire. For min skyld måtte der gerne have være mere af den slags numre på pladen. 

Kira Skov har atter allieret sig med produceren og trommeslageren John Parish (kendt fra samarbejdet med PJ Harvey). De danske musikere som hun omgiver sig med er velkendte og tryghedsskabende. Bassisten Nicolai Munch-Hansen der også har været med til at skrive enkelte numre, guitaristen Oliver Hoiness og keyboardmanden Simon Toldam er alle med til at lave et musikalsk univers bestående af lige dele isnende uro og rusten kærlighed. Det er indiemusik med en snert af jazz. Var du begejstret for sidste års Cabin Project og den foregående When we were gentle, går du ikke galt i byen.

offpistegurus.com

kiramusic.com

Larry Coryell: Heavy feel (Wide Hive)

Han er legenden der var med til, at sætte ild til jazzrocken i slutningen af 60'erne. At det er mange år siden lader guitaristen Larry Coryell sig ikke anfægte af. Han har i de senere år hørt hjemme på San Francisco selskabet Wide Hive, hvor han med jævne mellemrum har udgivet plader. Plader der trækker på hans store musikalske bagage. Jazzrock med en beskidt spade og småsyret funk har været blandt de foretrukne områder. På det nye album Heavy Feel er han sammen med sopransax, bas og trommer. Han bruger både den akustiske og elektriske guitar på pladens ni numre.

Det er Larry Coryell på godt og ondt. Det stritter i tusind retninger. Til tider er det udmarvende tungt og lækkert. Andre gange fiser det ud i det rene og uforståelige guitarlir. Der i mellem er der underfundigheder som helt sikkert vil tilfredsstille Larry Coryell-fans. Grundlæggende er han stadig en vildt dygtig og personlig guitarist.

larrycoryell.net

Cathrine Legardh & Johan Egdetveit: I mit hjertes café (Exlibris)

E

Sangerinden Cathrine Legardhs karriere er karakteriseret ved nogle markante samarbejder med andre musikere. Hun har lavet et par plader sammen med den skotske pianist Brian Kellock og min personlige favorit Land & Sky sammen med islændingen Sigurdur Flosason. På den aktuelle plade I mit hjertes café har hun sammen med den norske accordionspiller John Egdetveit kastet sig over Tove Ditlevsens digte. Cathrine Legardh er langt fra den eneste sangerinde der har beskæftiget sig med Tove Ditlevsen. I 70erne lavede Mathilde og Anne Linnet henholdsvis Pigesind og Kvindesind. 

Teksterne på Legardhs plade er hentet fra digtsamlingerne Blinkende Lygter, Lille Verden, Kvindesind og Pigesind.

Cathrine Legardh bevarer teksternes oprindeligt høje litterære kvalitet. Det gør hun i kraft af det nærvær og den varme som hun synger med. Hendes tydelighed og diktion er forbilledlig. Hun er inde i teksterne og lader Ditlevsens kuldslåede tristesse og livsstyrke komme til orde. Det diskrete akkompagnement der stilistisk befinder sig mellem viser, jazz og cabaret er perfekt. I mit hjertes café insisterer på at blive lyttet til, så forvent ikke at du bare kan lade den køre i baggrunden. Du forbliver ikke ubesmittet.

legardh.dk

Lars Fiil: Frit Fald (Fiil Free Records/Gateway) LP

Det er ved at være fem år siden at pianisten Lars Fiil vandt Ung Jazz konkurrencen sammen med sin kvartet. Det udløste albummet Reconsideration og en DMA Jazz nominering for albummet - siden skete der ikke så meget. I et åbenhjertigt interview på DR’s P8 jazz fortalte han for nylig om, hvordan han brændte ud oven på udgivelsen og al den mentale virak det medførte. Han rørte efterfølgende ikke ved et klaver i et år. Nu er han tilbage ved klaveret og har lavet albummet Frit Fald - hvor han har holdt fast i samarbejdet med saxofonisten Lis Kruse, som også var i kvartetten. Der er ikke nogen bassist, mens Bjørn Heebøl sidder ved trommerne. 

Det er åben jazz. Jazz hvor der er masser af rum. Der er en fri musikalsk afhængighed, hvor Lars Fiil med nogle enkle kompositoriske oplæg sætter gang i trioen. Heebøl er en ener, når der skal spilles frit, hvilket han bl.a. tidligere i år viste på Boda Boda Duo’s uforlignelige LP Modern Persuasion, hvor de havde Peter Brötzmann med i studiet. Det gør han også hos Fiil, hvor med trommerne går ind i en ligeværdig samtale med flygelet. Det er ligeledes en udelt fornøjelse, at høre den alt for sjældent hørte Lis Kruse. Hendes Ornette Coleman-inspiration bruges personligt og intenst i trioen. Begrebet Frit Fald illuderer en risiko for, at det kan gå galt. Ikke at det går galt. At man i stedet tør sætte sig selv i spil. At man bruger sig selv og dem der er omkring. Det gør Lars Fiil. Det er en anbefalelsesværdig plade til lyttere, der værdsætter åben jazz.

Pladen udgives på vinyl med et smukt cover lavet af kunstneren Tina Hau. Den er selvfølgelig også tilgængelig som streaming og download.

larsfiil.dk

Julia Hülsmann Quartet w/ Theo Bleckmann: A Clear Midnight Kurt Weill and America (ECM)

Den 47 årige tyske pianist Julia Hülsman har lavet flere plader sammen med sangere. Blandt andet en plade sammen med den norske sangerinde Rebekka Bakken og en anden med den tyske sanger Roger Cicero. Nu er turen kommet til en plade med den jævnaldrende sanger Theo Bleckmann, hvor de spiller musik af Kurt Weill. Han har tidligere bl.a. lavet plader med musik af Kate Bush og Chalres Ives. Tilbage i 2007 lavede han pladen Berlin - Songs of Love, War, Peace and Exile, hvor han også rundede musik af Kurt Weill. 

Pladen indeholder både den kendte Weill: Alabama Song, September Song og Mack the knife og en del mindre kendte Weill-sager. Er man forliebt i Theo Bleckmann’s helt særlige og sensitive måde at synge på, er denne plade en gevinst af de helt store. Julia Hülsmans melodiske og lækre pianospil suppleres af Tom Arthurs på trompet og flygelhorn. 

player.ecmrecords.com/huelsmann-2418

Awareness (Olufsen)

Det er superpræntentiøst at pakke sin musik ind i et cover, hvor der ikke står andet end Awareness. Hvad er det? En CD med mindfullness øvelser? Nej det er det selvfølgelig ikke. Det er Det Jyske Musikkonservatorium der har udsendt en CD med musik fra nogle koncerter de spillede i forbindelse med Images Festival 2013 i Århus. Palle Mikkelborg står øverst på musikerlisten, mens Jens Christian “Chappe” Jensen er nummer to som dirigent for orkester og kor med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Desuden medvirker electronicamusikeren Mike Sheridan, harpenisten Helen Davies, bassisten Moussa Diallo og percussionisten Ayi Solomon. Det fornemmes allerede her på skrift at der er gang i en større musikalsk blanding. Her er dirigenten Chappe i høj grad den samlende person for hele albummet. 

Chappe har i snart 15 år huseret med sit ekstra store big band Blood Sweat Drum + Bass. Musikken på den aktuelle plade er en tilføjelse til det han allerede har skabt der. Siden 2008 har BSD+D arbejdet sammen med Palle Mikkelborg, der bl.a. kommer i fokus sammen med symfonikerne på åbningsnummeret Miles to go og den afsluttende Silkevejen, hvor “fru Mikkelborg” Helen Davies er forbi med harpen. Electric Red fra det over 30 år gamle mesterværk Aura genbesøges med Moussa Diallo i en ikke uvæsentlig rolle på slagbas. 

Electronicamusikeren Mike Sheridan titter frem flere gange undervejs, bl.a. på mellemspillet Mikes Place. Chappe var i Syrien kort tid før krigen startede, hvilket kunne høres på albummet On the road to Damasus fra 2012. Siden hen har det udløst minisuiten Prayer for Syria, hvor han bruger hele musikbutikken til at skildre håbet for Syrien. Her hører vi også de syriske musikere Moslem Rahal på ney fløjte og Maher Mahmoud på oud. Mali besøges på nummeret Fatigue a la Route, hvor Baba Sacko på sang og kora og Kamissa Diabaté sikrer den autentiske vestafrikanske stemning. På det efterfølgende Mali Medley kommer der flere musikere på. Til sidst folder det sig ud i en fest.

Awareness har adskillige musikalske højdepunkter og præsenterer konservatoriets imponerende diversitet flot. Det bliver dog som plade en rodebutik, der bedst gør sig i brudstykker.

musikkons.dk

Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

I starten af december løftes sløret for hvilke plader der er Årets bedste danske jazzplader i 2015. Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor en række ekstra gode plader trækkes frem i lyset og får en stor anbefaling.

Indtil videre er der havnet 114 danske jazzplader på Jazznyts Årets bedste liste i perioden 2004-2014. Blandt topscorerne er pladeselskabet Stunt, der har udgivet 15 af pladerne, Calibrated har udgivet 11, mens ILK står for 10 af pladerne. Ser vi på kunstnerne er topscorerne uden undtagelse de sidste fire års Jazznytprismodtagere. Vinderen fra 2012, Stefan Pasborg medvirker på 10 af pladerne. Tre med Ibrahim Electric, to med Pasborg's Odessa, en med Delirium, to sammen med Carsten Dahl, en med VéloVélo og den sidste i eget navn. 2013 vinderen Jakob Bro medvirker på fem plader i eget navn, en som Bro/Knak og den sidste som medlem af Bandapart. 2014-vinderen Carsten Dahl fik fem plader på listen sidste år i kraft af de mange markante udgivelser, som også var grunden til at han fik Jazznytprisen. Han havde allerede da haft 3 plader på listerne. 2015 Jazznytprismodtageren Jakob Buchanan er endnu ikke repræsenteret med 2015-pladen Requiem på nedenstående opgørelse. Til gengæld er han tidligere, med jævne mellemrum poppet op på listen. To gange i eget navn, en gang med Consul Pepsi og en gang med Pauseland.

En lidt pudsig ting ved listen er, at der er hele tre plader med mandlige vokalister med, Aggerbæk, Benni Chawes og Morten Mosgaard og kun fire med kvindelige vokalister, Indra, Cathrine Legardh, Sidsel Storm og Sinne Eeg. Det afspejler på ingen måde mængden af udgivelser med kvindelige vokalister. Jeg er også ret pjattet med spoken word plader, hvor jeg både har Peter Laugesen og Søren Ulrik Thomsen med på listerne.

Der er selvfølgelig også repræsenteret en del udlændinge i hovedrollerne. Den italienske pianist Stefano Bollani er den mest markante i forbindelse med samarbejdet med Jesper Bodilsen og Morten Lund, hvor navnet på trioen i 2009 er blevet til Stefano Bollani, da de bliver udgivet på ECM Records. Andre spændende udlændinge der er havnet i danske samarbejder er estiske Maria Faust, canadiske Kevin Brow (fra Koptor), amerikanske Indra, islandske Sigurdur Flosason og flere andre.

Der er også to kunstnere der muligvis kunne have været med flere gange. JazzDanmarks nuværende daglige leder Lars Winther drev i perioden 2007-2011 pladeselskabet Your Favourite Records. Jeg var meget begejstret for de to plader han lavede i eget navn - en med trio og en med big band - i den korte periode han han var aktiv som udgivende musiker. En anden pianist der kunne have været repræsenteret flere gange er pianisten Kasper Villaume, der ikke har været aktiv i eget navn på plade siden 2006. I 2004 lavede han den skønne trioplade 117 Ditmas Avenue - i 2005, hvor han udgav Hands lavede jeg ikke en liste over Årets bedste danske jazzplader til min egen blog. I stedet lavede jeg en liste til sitet jazzpasvenska.se, der ikke eksisterer længere. Jeg har nu fundet listen frem i mine gamle mails, hvor Villaume er repræsenteret sammen med fire andre udgivelser, som jeg også har inkluderet i den samlede liste.

Med 10 års forsinkelse bringer jeg nu listen fra 2005, inklusiv tilhørende tekst - som jeg vel at mærke selv har skrevet på svensk - jeg beklager, hvis der er fejl.

Fem danska Jazzfavoriter 2005 från Niels Overgård www.jazznyt.blogspot.com

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt)

Povo: We are Povo (Raw Fusion)

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt)  

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland)

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 

Alla skivorna har utländska musiker med, et danskt fenomen, kanske? I dansk jazz har man alltid tittat ut, och alla skivorna här är också med inspiration från olika ställen. Wolfgang Muthspiel på gitar från Österrike spelar klassisk jazz med Niels Ryde på el-bas. Jakob Bro har hela tre sax'er med, Mark Turner, Chris Speed och Chris Cheek. Men musiken er lugn, närmast ambient jazz. Steffano Bollani från Italien har spelat med Jesper Bodilsen på bas och trummisen Morten Lund i några år. På Gleda spelar de nordiska melodier, från Staffan Hellstrands Aldrig som aldrig till Fini Henriques Moder Jeg er træt og nu vil jeg sove. Povo er dansgolv och retro, men originel, med gästartistar från Ed Thigpen till Katrine Madsen och Fredrik Lundin. Piansten Kasper Villaume åkte till New York och spelade in med den legendariska ljudteknikaren James Farber. Saxofonisten Chris Potter är med och Ali Jackson spelar trummor. En utomordentlig bra skiva. 

Den samlede liste over Årets bedste danske jazzplader 2004-2014

Aggerbæk: My oh my (Your Favourite jazz) 2009

Alex Jønsson 3: The Lost Moose (Alex Jønsson) 2013

Anders Christensen Trio: Dear someone (Stunt) 2009

Anderskov/Andersson/Nilsson: Triofolded (Kopasetic) 2010

Anne Mette Iversen: Best of the west/Many Places (Brooklyn Jazz Underground) 2008

August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway) 2010

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production) 2011

August Rosenbaum: Heights (Hiatus) 2013

Autofant: Family (DZO) 2004

Bandapart: Vision du Lamarck (White.Out) 2007

Benjamin Koppel & Kenny Werner: Walden (Cowbell Music) 2009

Benni Chawes: Up close (Stunt) 2006

Bent Jædig: The free spirit (Little Beat Records) 2009

Blicher Hemmer Gadd: Blicher Hemmer Gadd (C-Nut) 2014

Blood Sweat Drum 'n' Bass Big Band: Live sessions with Jørgen Munkeby (Calibrated) 2008

Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt) 2005

Bremer/McCoy: Enhed (Raske Plader) 2013

Bro/Knak (Loveland/Pladekisten) 2012

Buffalo Age (ILK) 2007

Carsten Dahl: Effata (Storyville) 2010

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville) 2011

Carsten Dahl/Arild Andersen/Jon Christensen: Space is the place (Storyville) 2012

Carsten Dahl: Bach Goldberg Varitions Prepared Piano (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl: The Myth & The Moth (Tiger Music) 2014

Carsten Dahl/Lennart Ginman/Frands Rifbjerg: A Good Time (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Eddie Gomez: Live at Montmartre (Storyville) 2014

Carsten Dahl & Stefan Pasborg: Live at S.M.K. (ILK) 2014

Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville) 2011

Christian Vuust: Urban Hymn (Aero Music/Pladekisten) 2014

Consul Pepsi & The Sweet Thunder Poetry Parade (Buchanan) 2007

Delirium: Green side up (ILK) 2011

Det Glemte Kvarter & Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl (Gyldendal Lyd) 2013

Emil de Waal: + 2004

Emil de Waal+ Gustaf Ljunggren and Søren Kjærgaard feat. Elith "Nulle" Nykjær (EDW) 2013

Engkilde & Groth: Snow (Brumtone) 2009

Fredrik Lundin Overdrive: Lead up (Stunt) 2004

Girls In Airports: Girls In Airports (Mawi Music/Gateway) 2010

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway) 2011

Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music/BonnierAmigo) 2008

Halle/Nickelsen/Kjellberg: Echidna (ILK) 2008

Hans Ulrik: Purple and blue (Stunt) 2004

Hess/AC/Hess: Spacelab (Gateway) 2014

Ibrahim Electric: Ibrahim Electric (ILK) 2004

Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt) 2006

Ibrahim Electric: Isle of men (Target) 2012

Indra: Indra (Gateway) 2010

I Think You’re Awesome: Løft mig op så jeg kan nå (I Think You’re Awesome) 2014

Jacob Anderskov: På dansk (ILK) 2006

Jacob Fischer Trio feat. Svend Asmussen (JFCD/Gateway) 2008

Jakob Bro: Sidetracked (Loveland) 2005

Jakob Bro: Pearl river (Loveland Records) 2007

Jakob Bro: The stars are all new songs vol. 1 (Loveland Records) 2008

Jakob Bro: Balladeering (Loveland) 2009

Jakob Bro: December Song (Loveland Records) 2013

Jakob Buchanan Kvartet: I land in the Green land (Buchanan Records) 2010

Jakob Buchanan: Some People & Some Places (Buchanan) 2014

Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated) 2006

Jakob Thorkild Trio: Art Sleaze (Tyrfing) 2014

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt) 2011

Jazzkamikaze: Travelling at the speed of sound (Stunt) 2007

Jesper Zeuthen Trio (Blackout) 2010

Kasper Villaume: 117 Ditmas Avenue (Stunt) 2004

Kasper Villaume feat. Chris Potter: Hands (Stunt) 2005

Kasper Villaume: Solo Duo Trio (So What Flim) 2006

Kiss Kiss Bang Bang: Kiss Kiss Bang Bang (Klumpmusic/Gateway) 2010

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent) 2011

Kwella/Venndt Duo: Rodebutikken 2004

Lars Bech Pilgaards Slowburn: Mammut (Mom eat Dad Records) 2012

Lars Greve: Breidablik (Hiatus) 2014

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated) 2011

Lars Winther Trio: Nordic by nature (Your Favorite Records) 2007

Lars Winther: Big Band (Your Favourite Jazz) 2010

Livstrompet: Scandinavian south 2004

Lotte Anker/Craig Taborn/Gerald Cleaver: Floating islands (ILK) 2009

Mads la Cour: á la Cour (Stunt) 2008

Mads Mathias: Free Falling (Calibrated) 2012

Malkin Zany: Malkin Zany (April) 2004

Maria Faust Group: Warrior horse (Barefoot Records) 2010

Martin Fabricius Trio: When sharks bite (Martin Fabricius/Gateway) 2008

Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines) 2009

Morten Mosgaards Orkester (Jaevn) 2010

Niels Lyhne Løkkegaard: Light Airborne (Calibrated) 2007

Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (Hiatus) 2012

Niels Ryde Group feat. Wolfgang Muthspiel: Everything I love (Music Mecca) 2005

Niels Vincentz: Gravity (Steeplechase) 2013

Nikolaj Hess: Trio (Gateway) 2013

Olivier Antunes Trio: 1st Sketches (Calibrated) 2007

Pasborg's Odessa 5: X-Tra Large (Stunt) 2010

Pasborg's Odessa X-Tra Large: Live (Stunt) 2012

Pauseland: Pauseland (Pauseland) 2006

Peter Rosendal Trio: Wondering (Calibrated) 2004

Phronesis: Life to everything (Edition) 2014

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Jazz is like a banana (Steeplechase) 2007

Povo: We are Povo (Raw Fusion) 2005

Rasmus Ehlers: Trinity (Your Favourite Jazz) 2009

Richard Andersson: Intuition (Stunt) 2012

Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated) 2008

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Night fall (Storyville) 2013

Simon Toldam Trio: Sunshine sunshine or Green as grass (ILK) 2012

Sinne Eeg: Waiting for dawn (Calibrated) 2007

Sinne Eeg: Face the Music (Stunt) 2014

Snorre Kirk: Blues Modernism (Calibrated) 2012

Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated) 2013

Stefano Bollani Trio: Stone in the water (ECM/Sundance) 2009

Stefan Pasborg: Free Moby Dick (ILK) 2012

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway) 2011

Søren Kjærgaard: Syvmileskridt (ILK) 2014

The Danish Radio Big Band: Spirituals (Storyville) 2014

The Mighty Mouse: Live at Glenn Miller Café (Barefoot Records) 2012

The Universal Quartet: Light (ILK) 2013

The White Nothing: About time (ILK) 2011

Thomas Maintz: This is the color... (Beach Farm/Gateway) 2009

Trio Riot: Trio Riot (Efpi) 2014

VéloVélo: VéloVélo (Gateway) 2008