torsdag, juli 20, 2023

Mig og jazzen - en slags status - sommeren 2023

 

De store jazzfestivaler i København og Aarhus er veloverståede. Begge med de flotteste programmer i flere år. Riverboat Festival i Silkeborg - der i over 50 år har lavet festival med traditionel jazz er her stadig - selv om det har set umanerligt sort ud på den økonomiske front. 

Personligt synes jeg dog, at det er ærgerligt at den unge fransk/amerikanske succesduo DOMi og JD Beck spillede på Roskilde Festival og ikke Copenhagen Jazz Festival. Fedt for Roskildepublikummet, der iøvrigt også kunne opleve den fede brasilianske kvartet Bala Desejo. Men også lidt gammelfar-agtigt at CJF ikke fanger en ung (og mere kommerciel) retning indenfor jazzen. Dejligt at Pat Metheny både besøgte CJF og Aarhus.

Jazzhus Montmartre er genåbnet - endda med tre helt unge kunstnere. Nemlig de tre finalister i JazzDanmarks Jazzkonkurrencen - at Kosmos Trio vandt er velfortjent. De har gang i noget særligt - og så vil jeg gerne benytte lejligheden til, at prale med, at jeg foreslog April Records skulle udgive deres debutplade - lige efter de havde været med på Moor Jazz Festival i 2020 - en festival som jeg var med til at lave - og iøvrigt igen i år laver sammen med Hernings lokale spillested Fermaten. Her stopper lederen Rikke Andersen desværre  - hun skal være direktør for Spot Festival. Det er indtil videre afsløret at OTOOTO, Dinesen/AC/Sonne og Smag På Dig Selv kommer. De to sidstnævnte er begge pladeaktuelle i efteråret. Her er det værd at bemærke at Smag På Dig Selv udkommer på Stunt Records. Det er længe siden, at det gamle pladeselskab - der deler adresse og interesser med pladeforretningen Jazzcup og jazzmagasinet Jazz Special - har udgivet noget med så ungt et band.

Der kommer en masse ny jazz i efteråret som jeg også vil skrive om på bloggen. Blandt andet ser jeg med spænding frem til Vingborg/Valencias debutplade. Det er Turn it Over Records der udgiver den. Bandleader og pianist Hannah Vingborg har komponeret al musikken og kommer oprindeligt fra Herning - og da der ikke er mange kvindelige jazzpianister fra Herning der udgiver plader - eller jazzpianister fra Herning i det hele taget, der udgiver plader, så er jeg som lokalpatriot megastolt over at det sker.

Meen - sørme om der ikke var en anden med rod i mit lokalområde, nærmere bestemt Sunds, der har udgivet en plade før sommeren. Det er Aske Stubkjær, der i dag holder til i Aalborg, der også deltog i den førnævnte Jazzkonkurrencen. Han har lavet en skøn lille perle, en rolig plade der tåler at blive lyttet til mange gange.

Hernings pigekor, Midt Vest Pigekor kommer med to plader i år - på vinyl selvfølgelig - den første er allerede udkommet, hvor de er sammen med guitarsekstetten Cirklen. Den har jeg allerede skrevet om på bloggen. Senere kommer der en plade, hvor de er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Den er i øvrigt optaget på Moor Jazz Festival i 2021 - et projekt der kom i stand efter at de havde spillet på festivalen i 2020.

Henover efteråret skal jeg udover, at lave Moor Jazz Festival og anmeldelser her på bloggen også være DJ på festivalen Jazznights i Holstebro. Det var jeg også sidste år - og er glad for at de vil se mine to pladespillere og jeg igen. Programmet byder bla. På Makiko Hirabayashi Trio.

Allerede i starten af august holder jeg mit første foredrag om Dansk Jazz i 100 år. Det sker på Middelfart Jazz Festival. Næste år er det 100 år siden at den første danske jazzplade udkom. Foredraget varer denne gang kun en time - men kan udvides til to timer. Så hvis I kender et bibliotek eller en jazzklub der kunne være interesseret i et jazzforedrag i 2024, så er I velkomne til at henvende jer til mig.

For snart tre måneder siden havde jeg premiere på min podcast Pladesamlerne - en larmende minoritet. Seks afsnit, hvoraf to var med pladesamlere, Kresten Osgood og Jonas Struck, der har mange jazzplader. Jeg laver nye afsnit i efteråret. Her har jeg allerede lavet aftaler med flere, hvor der selvfølgelig også bliver nogle jazzfolk der skal tales med.

Efteråret byder på et par spændende Danmarksbesøg fra England. Matthew Halsall kommer endelig til København med en ny plade i bagagen i oktober. Alfa Mist kommer også til oktober, hvor det både er Aarhus og København der gæstes.

God fornøjelse med jazzen derude.


Dansk Jazz i 100 år - foredrag

Biblioteket på Kulturøen Middelfart

3. august kl. 17.00


Holstebro Jazz Nights - DJ sæt

Subhuset 

23. september kl. 23.30


Moor Jazz Festival

Fermaten Herning

7. oktober hele dagen


Podcastserien Pladesamlerne

Indtil videre er der seks afsnit