Jeg har skrevet en bog om jazz på 4000 sider - og brugt 20 år på det

 

I 2004 var blogs noget moderne stads på internettet. De var nemme at lave og det væltede frem med dem. Nu er der ikke længere så mange der taler om blogs. Nu er det afløst af X, Facebook, Instagram, Tik Tok, podcast etc. Enkelte er dog forsat med at lave blogs som om intet var hændt på SoMe fronten. 

Det var en impulsiv idé der opstod og d. 13. april 2004 kl. 03.56 lagde jeg mit første indlæg op på bloggen. Her kunne man læse at GinmanBlachmanDahl var så utilfredse med deres CD fra 2003, The Library Bar Concerts, at de ikke ønskede at den skulle være tilgængelig længere. De havde de sagt til en koncert på Herning-spillestedet Fermaten - og jeg tænkte, at der nok var andre der fandt det interessant. Jeg vidste dog ikke, at jeg 20 år senere stadig ville skrive om jazz - og havde skrevet så meget, at det ville være en bog på 4000 sider, hvis det ikke havde været en blog.

Allerede ugen efter var der atter nyheder på bloggen - og sådan fortsatte det. Der var ikke nogen sociale medier, hvor jeg kunne komme i kontakt med eventuelle læsere. I stedet sendte jeg linket ind til Jubii.dk og andre som eksempelvis Folkebibliotekernes Netguide, hvor der var moderatorer der tog stilling til om det var noget som de ville linke til. Ligeledes havde Jazzdanmark en hjemmeside og på DR.dk var der også en musikside, hvor man kunne skrive og dele. Det begyndte ganske stille at brede sig. En måned efter at jeg var startet fik jeg tilsendt en CD. Det var Martin Lutz Groups The Journey of the sledgedog and the camel. Det havde ikke været et mål, at få plader - men da jeg altid har samlet på dem, så det gik det så småt op for mig, at jeg kunne få en masse musik, hvis bare jeg skrev om det. Nyhedsdelen trådte i baggrunden og det begyndte at handle om anmeldelser.

Der udkommer sindssygt megen dårlig musik. Det tror jeg - men ved det reelt ikke. Det er ikke noget som jeg beskæftiger mig med. Det er ikke noget som jeg gider at bruge min tid og mit liv på. Til gengæld vil jeg gerne bruge min tid på god musik - og her har jeg fundet ud af, at hvis jeg lytter til det der hedder DANSK JAZZ, så er der meget lille sandsynlighed for at jeg bliver skuffet. 

Det har været en vild rejse at lave Jazznyt. Jeg har mødt en masse mennesker gennem mit arbejde med bloggen. Selvfølgelig er der alle musikerne som jeg har talt med før og efter koncerterne. Men der er også opstået real life venskaber. Som da min kone fik nyt arbejde og en af hendes nye kolleger sagde, at han godt vidste hvem hendes mand var. Der gik ikke lang tid så blev der arrangeret en playdate, hvor min kone var med, men hurtigt blev skubbet i baggrunden. Vi indledte en samtale om musik og livet, der ikke er stoppet endnu. Han bor i øvrigt i Ikast, hvor en af mine allerførste faste følgere også kom fra. Jeg havde kun været i gang med bloggen i ganske kort tid, da jeg mødte ham i Føtex i Herning. Hans uforlignelige og sofistikerede musiksmag var i særklasse - han døde desværre for 10 år i en alder af 81. Hans oprigtige smil og store ros af det jeg havde skrevet, kan jeg stadig varme mig ved.

Min pladesamling er vokset voldsomt i løbet sf de tyve år. De seneste 9 1/2 år har jeg anmeldt 500 jazzplader på vinyl. Det har jeg lavet en særskilt blog til. Den hedder Jazzogvinyl. Det er også navnet på Facebook-gruppen som jeg lavede på samme tidspunkt. Her flasher de 1800 medlemmer deres plader for hinanden. Det var også via gruppen, at jeg fik idéen til at lave podcasten Pladesamlerne, hvor jeg taler med pladesamlere, ikke kun jazzfolk, men også samlere indenfor heavy, italo, reggae etc. Der er også sneget nogle enkelte musikere med, Kresten Osgood, Jonas Struck, TS Høeg etc.

I 2013 fik jeg Jazzformidlerprisen. Det var sidste gang at den blev uddelt. Vi var to der delte æren. Cim Meyer fik den på vegne af jazzmagasinet Jazzspecial. Jeg havde aldrig forestillet mig, at man kunne få priser for den slags skriverier jeg lavede. Men siden blev det også til Herning Kommunes Kulturpris i 2015, Jazzselskabet Aarhus’ Gaffelpris i 2019 og P8jazz’ Ildsjælsprisen i 2021.

Der er gået tyve år - og hvis jeg vidste at det ville blive så sjovt, spændende, udviklende og givende at være jazzblogger, så var jeg begyndt før internettet overhovedet var opfundet.

Tak til alle jer læsere der har fulgt bloggen og alle musikerne der har sendt deres musik til mig. Tak til jazzen. Jeg tager 20 år mere.

Anna Roemer: Blåregn (Anna Roemer) LP/digital

 

Jeg tror at det meste musik er lavet til at blive hørt højt. Tag nu den her plade. Anna Roemers anden soloplade. Efter at have hørt den ved lav volume, ganske mange gange og nydt det, så lagde jeg den på pladespilleren og skruede op for anlægget. Detaljerne begyndte at flyde mig i møde. Selv om hun er alene med guitaren, så omgiver hun sig med effekter og klangflader. Ligesom på den forrige, er produceren Rasmus Juncker en vigtig støtte i den flotte lydverden som Anna Roemer åbner op for.

Anna Roemers far døde kort udgivelsen af albummet Azure for halvandet år siden. Det var ham der havde lært Anna de første akkorder og sidenhen altid støttede hende i musikken. Han døde efter et kort sygdomsforløb. Musikken blev efterfølgende brugt som en form for terapi. Frem af det voksede albummet Blåregn, der er opkaldt efter et træ i forældrenes have. 

Det er et meget melodisk og imødekommende album, der i sin sjæl vil favne livet. Det er musik der rækker ud til lytteren, hvilket på mange måder er med til at understrege, hvorfor Anna Roemer er noget særligt. Med nogle enkle melodier sætter hun stemning og følelse. Hun er ikke søgende eller tvivlende. Hun er tilstede for sin far, for musikken og i sidste for lytteren.

Bandcamp

Debre Damo Dining Orchestra: Vol. 4 (Debre Damo Dining Orchestra) digital

Den er nærmest kommet snigende om natten. Det fjerde album fra kraut-psych-ethiojazz bandet, der debuterede for ni år siden med en single, der siden er blevet en klassiker i mit (og flere andres) jazzunivers. Nummeret Yesega Wat var rendyrket dansk ethiojazz - og kan stadig sætte ild til gulvet.

Siden skruede DDDO ned for ethiojazz og afro, på de følgende udgivelser, ikke at det var væk, der var bare ikke den samme løsslupne stemning af fest og glade dage.

Der er kommet tilbage - og det er for fuldt drøn, skulle jeg da lige hilse og sige. På deres fjerde plade, der meget passende hedder Vol. 4, er der ingen ende på festligt skramlede ethiojazz inspirerede numre. 

Peder Mertner Vind, der spiller orgel i DDDO og Søren Skov, der spiller saxofon har skrevet musikken for et særdelse velspillende band, der består af 8 mand. En af mine favoritter er den rolige og omtågede Singapore Sling, der afslutter albummet. Inden da har vi fået serveret nogle skønne vildbasser som Huff Duff, Chicken Today feathers Tomorrow og Laudanum. Er du bare en smule til Ethio-jazz og afro, så er det her årets album! Lad festen begynde.

Debre Damo Dining Orchestra på Facebook

 

David Miilmann Group: What’s left (April Records) LP/CD/digital

 

Pladen hedder What’s left og er en konstatering og ikke et spørgsmål. Han bliver 25 år om lidt og allerede en etableret musiker. Han tager det, der er tilbage og lidt til.  Nu er han aktuel med andet album med David Miilmann Group. Guitaristen David Miilmann har lavet musikken og står i spidsen med modent, personligt og sikkert guitarspil. Han har hentet inspiration i soul, jazz og blues med enkelte afstikkere til brasiliansk musik. Han har selv nævnt Curtis Mayfield, Freddie King og Aretha Franklin som inspirationskilder. Pat Metheny har også spillet en rolle for Miilmanns spil. 

Han har bredt musikalsk fundament, hvor han ubesværet skifter stil. En særlig gevinst er hans flotte spil på slideguitar, som ikke er så ofte hørt i jazzen. Han er sammen med et hold unge musikere, der spiller med overskud og tilbagelænet ro, på trods af musikkens kompleksitet. Det er en moderne fusionsplade, hvor selv gamle fusionslyttere kan være med. Nye lyttere, der ikke kan relatere sig til fusionsjazzen, slapper bare af og bekymrer sig mindre om musikalske labels. Lyt til Mujaffa’s eller Instant Masi, hvis du vil overbevises.

Bandcamp

Christian Windfeld FØRSTEPERSONENTAL: I am a deadbeat repercussionist (Kørfirs Records) LP/digital

 

Måske falder den ind under genrebetegnelsen Musique Concrete? Christian Windfeld kalder sig for en deadbeat repercussionist - noget der måske skal forståes som en percussionist, der ikke giver en rytme eller et beat til eksempelvis andre musikere. Hvilket heller ikke betyder så meget, da det er en soloplade. Han har lavet et fascinerende album med optagelser, der strækker sig over 10 år og det meste af kloden.

Side 1 er en collage med field-optagelser fra 2012-2022 og eksotiske steder som Lofoten, Tibet og et lager udenfor Sydney. Der er vilde trommeudladninger, simpelt klaverspil, tale, støj og et virvar af lyde.

Side 2 er et stykke for fire bækkener, der fokuserer på støjens æstetik, den fine samklang mellem bækkenerne og deres store frekvensområde. Stykket starter i det lavmælte, hvor det som en drone vokser langsomt frem i horisonten. Det bliver mere og mere og kommer tættere på. Han fordrer bækkenerne med slag og de fremavler en summende vild klang. Det er intenst i en voldsom grad.

Christian Windfeld er som ingen anden musiker herhjemme og har lavet sit eget udforskende område, hvor man som lytter får lov til, at høre noget som man aldrig har hørt før. Albummet får en stor anbefaling og i særdeleshed til lyttere der er vant til at bevæge sig i eksperimenterende lydkunst. Andre vil få en bagovervæltende oplevelse, der kan ændre ens musiklytterliv.

Bandcamp

Emma Pilgaard: In My garden (Emma Pilgaard) LP/digital

 

Hun kommer fra det fynske jazzmiljø, hvor hun også fik prisen Årets fynske jazztalent i 2022. Sanger og komponist Emma Pilgaard debuterer med albummet In My garden, hvor hun får musikalsk hjælp af en ung kvartet, der også kommer fra den spirende fynske jazzscene.

Stilistisk er hun et sted mellem jazz, pop og singer-songwriter genren. Udtrykket er elegant og hun har en meget sikker og klar klang i stemmen, der passer godt ind i universet. Hun har skrevet sangene med sin Nun 1 årige datter på armen, da hun var spæd. Det giver næsten sig selv, at det er rolige numre, hvor der tænkes lidt mere over livet og det livet  giver os, end på noget andet tidspunkt i livet. 

Det er en debut der åbner op for en karriere til et publikum, der tanker ro og eftertænksomhed i musikken. 

Emma Pilgaard på Facebook

Cort Lunde: Hydrophilia (Sounds for Earthly Survival) LP/digital

 

Denne gang dykker vi ned i vandet sammen med duoen Cort Lunde på det nye album Hydrophilia. På den forrige var det planternes verden de befandt sig i.

Hele side 1 er helliget makroalgen Blæretang, med en suite i tre dele. Thomas Cortes på diverse elektronik og Erik Lunde på trompet og elektronik, har været en tur omkring Blokhus, hvor de har lavet feltoptagelser og lyde af østersskaller der frembringer beatet. Charlotte Fich har indtalt en tekst om Blæretangen. Desuden medvirker der en træblæsertrio med klarinet, obo og fagot. Det er ikke udflydende musik. Der er eksempelvis en tydelig og dyb bas der binder det sammen. Klangfladerne væves sammen med beats, blæsertrio og Erik Lundes trompet. 

Cort Lunde undersøger menneskets kulturelle og teknologiske sammensmeltning med naturen, inspireret af bl.a. Donna Harraways idéer og Musique Concrete med digitale manipulationer af feltoptagelser og hydrofoniske optagelser. 

Det fortsætter på side 2 med værket Faun & Nymfe der med lyd beskriver Edward Weies postimpressionistiske maleri fra 1941. Det er indehaveren af maleriet, Statens Museum for kunst der har bestilt musikken.

Hydrophilia er en helt særlig plade, der kombinerer reallyde, elektronik og instrumenter  i et meget smukt og organisk hele. Pladen får en stor anbefaling herfra.

Cort Lunde på Facebook