P.O. Jørgens & Christian Rønn: Drümlitzer (Nische) CD/DL

 

Christian Rønn spiller på Würlitzer og PO Jørgens spiller på trommer og percussion. De spiller frisat jazz. Instrumenterne lyder som de plejer eller næsten som de plejer. Musikken er løsnet fra vanlige idealer om rytme og time. I princippet er det ikke svært at gøre. Det er til gengæld svært at lave noget som er værd at lytte på for andre end de deltagende. 

Det kan Rønn og PO. Der er hele tiden noget på og i spil mellem de to erfarne musikere fra den eksperimenterende afdeling af jazzen. 

Pladen åbner i et dystert hjørne med nummeret Hide, hvor enkle toner og lyde står ovenpå hinanden. Tempoet er roligt. Det er temperamentet ikke. Det bygges op, så Rønns Würlitzer bliver mere hidsigt lydende i den sidste del af albummet. PO Jørgens har en forunderlig evne til at skabe time og styring i kaos. 

Musikken er skabt i et møde i et studie, hvor de for første gang spillede sammen som duo. Rønns forvrængede Würlitzer, der er forstærket gennem en Vox forstærker er en flamme, der brænder gennem hele pladen. PO afvekslende og fantasifulde trommespil giver en plade, der holder hele vejen. Med andre ord, en free jazz plade der skal høres.

Bandcamp

Winther/Andersson/Watts: Steep Steps (Hobby Horse Records) LP/DL

 

Albummet starter hårdt ud. Først kommer den buldrende Inner glimpse, hvor gæstestjernen, den amerikanske trommeslager Jeff ‘Tain’ Watts sætter trommerne og de to medmusikere på plads. Herefter kommer Soultrane, yes den Soultrane, som Tadd Dameron skrev til sit 1957-album Mating Call, hvor John Coltrane medvirkede og skinnede gennem hele nummeret. I udgaven på albummet Steep Steps går det lidt langsommere og John Coltrane medvirker ikke, ja der medvirker slet ikke en saxofonist. Det er en trioplade, hvor Carl Winther på klaver og Richard Andersson på bas er sammen med 'Tain', der af mange betragtes som en af de største nulevende amerikanske trommeslagere, som brobyggeren mellem nutidens jazztrommespil og Elvin Jones.

Musikken på pladen er indspillet ved samme session, der kastede albummet WAW! der kom i 2024, af sig. Det aktuelle album placerer sig godt i forlængelse af den første. Carl Winthers uudtømmelige energi foran klaveret er vild. Han kan spille med sjæl og nerve, det mærkes at der er noget på spil. Richard Anderssons koncentrerede basspil samler trioen. Der er lige præcis lidt mere end det nødvendige og tilstrækkelige i Anderssons basspil. Derfor placerer han sig naturligt sammen med 'Tain' og Winther.

Er du til triojazz, hvor der sker noget, der kan mærkes af lytteren, så går du ikke forgæves her.

Bandcamp

Henrik Lindstrand: Space between (Lime Tree Beach Recordings) LP/DL

 

Det er hans femte fuldlængde album. Efter at have lavet rene klaverplader og den seneste med klaver og strygere, er hans nyeste udspil en udvidelse af det musikalske sprog. Klaveret indtager fortsat en central plads i Lindstrands univers, der suppleres det med synthesizere, orgel og lidt gæstemusikere.

Det væsentlige på pladen Space Between er at han har valgt at udforske rummet mellem tonerne og lydene. Det japanske begreb Ma, rummet mellem øjeblikke der skaber mening. Fra et solidt musikalsk ståsted, hvor den nordiske folketone, 80’ernes elektroniske soundtracks og jazzen er udgangspunkt, har han lavet en plade, der lander blødt og trækker dig ud af hverdagens uro. 

Det er musik, hvor man falder i staver, sidder lige så langsomt og kigger ud i rummet foran sig. Der sker ikke noget andet end musikken, der skubber en stemning af uproduktivt nærvær frem. Henrik Lindstrand skaber roen uden at skabe ligegyldigheder. Klangflader skabt af synthesizeren og klaverets enkle toner finder sammen i et naturligt udtryk. På nummeret Gordo kigger Anders Banke forbi med tenorsaxofonen - og det trækker den rene og fine melodi i en retning, hvor jeg helt og aldeles overgiver mig. 

Space Between og Henrik Lindstrand er noget helt særligt og det er meget let at anbefale det meditative og vellykkede album.

Bandcamp

Veronica Mortensen: Serenity (Epimon Music) LP/DL

 

Som jeg umiddelbart kan regne mig frem til, så er det over 10 år siden, at Veronica Mortensen senest har udgivet en plade i eget navn. Hun har lavet big band plader og været sammen med Peter Vuust Quartet. Nu er hun atter tilbage i sit helt eget projekt. Hun har skrevet musikken og teksterne, med hjælp fra Niels HP til sidstnævnte. Hun har samlet et superklasseorkester. Svenske Peter Asplund på trompet og flugelhorn, Henrik Gunde på klaver, Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer lægger en sikker musikalsk bund. 

Veronica Mortensen har haft nogle klare idéer om det hun ville lave. Det er musik, der trækker på den amerikanske vokaljazzarv, med tråde tilbage til 50’ernes cooljazz, hvor særligt Peter Asplunds lækre tone der er med til, at tække det i den stemning.

Veronica Mortensen er ikke en amerikansk kvinde sammen med en kvartet en gang i 50’erne. Hun er en nutidig voksen kvinde med et dansk-græsk ophav. Det kan høres i teksterne, hvor hun går andre veje end direkte ned i kærlighedens hav. Som eksempelvis på What’s the deal, hvor hun ikke er bange for at komme med en kras og satirisk kritik af vores manglende indsats i forhold til eksempelvis klimaet.

Veronica Mortensen har en stærk og personlig stemme, som hun har valgt at bruge i jazzen - og det gør hun godt. Man har kun et ønske i forhold til udgivelsen. Der behøver ikke at gå så mange år inden hendes næste plade i eget navn kommer,.

Veronica Mortensen

NYSGERRIG - Jazznyt fylder 21 år

 

Om kort tid, så er det atter tid til Spot Festival i Aarhus. Det er ikke kun en branchefestival eller et udstillingsvindue for musik. Den er en festival, hvor mange kommer for at høre fed musik, ny musik - ikke kun musik musik de kender i forvejen. Jazzen har gennem mange år været en naturlig del af festivalen. Ofte præsenteret på sin egen scene. Den er der også i år, hvor man finder navne som Udsyn, Anna Roemer with strings, ELJO, Local Hero, J. Ludvig III, Asger Thomsen, Zinssou Quartet, Aarhus Jazz Orchestra, Veronika Rud, Michaela Turcerová, Nausia, Ahead, Ida Duelund, BITOI, Øyunn, Tabloid, Orbits, Nystalgi, Sanyu og Plum and I er blandt de navn der lugter af jazz og det der ligner på årets Spot Festival. 

Hvorfor går jeg op i det. Det gør jeg fordi jeg er jazzblogger og finder stor fornøjelse i at opsøge og høre ny dansk jazz. Jeg holder selvfølgelig også af de mere etablerede folk i dansk jazz. 

I dag fylder Jazznyt 21 år - jeg har ikke kendskab til andre personlige danske musikblogs, der har eksisteret i så mange år - måske er min blog den ældste? I alle 21 år har missionen været klar. At skrive om ny jazz - allerhelst den danske. Der er så meget jeg gerne vil dele med jer. 

For fem år siden hærgede coronaen og live-jazzen havde det skidt. I dag vil jeg vove at påstå, at dansk jazz er oppe i omdrejninger igen - måske mere vital end nogensinde?

For tyve år siden jublede jeg over at bloggen fyldte 1 år. Dengang skrev jeg: “Jeg har efterhånden fået skrevet en del anmeldelser, de befinder sig som regel i den positive ende af skalaen. Dette skyldes primært, at det her er en fritidsinteresse, og hvis pladen er noget hø, jamen så gider jeg simpelthen ikke at bruge tid på den. Selvfølgelig kan der være nogen, som trænger til en fortjent opsang, men da jeg har arbejde, familie, hus etc. som der også skal bruges tid på, så prioriterer jeg altså at bruge min sparsomme tid foran skærmen på noget positivt.”

Der er ikke meget der har ændret sig…udover mængden af musik jeg får tilsendt - jeg kan ikke nå at skrive om alt det jeg gerne vil. Når jeg ikke skriver om en dansk jazzplade, er det nødvendigvis fordi den er ringe. Der var bare ikke tid til at skrive om den.

Tak fordi du læser med på dem jeg skriver om.

Jeg tager 21 år mere med bloggen. 

Halvcirkel & Anders Lauge Meldgaard: Spirit (År & Dag) LP/digital

 

Strygertrioen Halvcirkel med Bettina Marie Ezaki på violin, Mika Persdotter på viola og Nicole Hogstrand på cello er atter sammen med Anders Lauge Meldgaard, der har skrevet musikken og spiller på det særprægede tangentinstrument Ondomo, en ny japansk udgave af det franske instrument Ondes Martenot samt modular synth. 

Det er moderne kammermusik, der befinder sig i det åbne landskab mellem klassisk og improviseret musik. Det er tre år siden vi sidst hørte fra Halvcirkel og Anders Lauge Meldgaard hvor de lavede Fragment 94 med udgangspunkt i Sapfos oldgræske tekster.

Oprindeligt havde Meldgaard skrevet musikken til Halvcirkel, der egentlig er en kvartet, samtidig med at et medlem gik på barselsorlov. Halvcirkel foreslog så at Meldgaard kom med på Ondomo som barselsvikar. Det var en god beslutning. For ligesom Meldgaard kan kommunikere med Halvcirkel gennem sine kompositioner, så møder han Halvcirkel på en ny måde. Ondomo’en passer godt sammen med strygerne. De lange toner og de korte abrupte veksler mellem hinanden. Kender man Anders Lauge Meldgaards musik fra tidligere, er der noget genkendeligt og samtidig noget helt nyt. Spirit byder på meget for den nysgerrige og eventyrlystne lytter.

Aar & Dag

Adam Ben Ezra: Heavy Drops (Adam Ben Ezra) LP/CD/digital

 

Bassisten Adam Ben Ezra har udviklet sig til, at være lidt af fænomen på nettet. Hans videoer med lækkert basspil, hvor han spiller solobas med loops, har en stor og trofast seerskare. Det er hans femte album i eget navn og han spiller som vanligt alle instrumenter, hvilket primært betyder bas, bas og bas - hvor han er frisk til at bruge loops. Desuden spiller han også lidt keyboards og fløjte. En fed og væsentlig tilføjelse er den erfarne cubanske trommeslager Michael Olivera Garcia på trommer og percussion, der sikrer et heftigt og stabilt trommegroove.

Stilen er funky fusion og udadvendt med elementer fra både flamenco og klassisk musik. For en bassoman som jazzbloggeren er Heavy Drops nørdede lækkerier ud over det hele. Adam Ben Ezra’s overlegne teknik og instrumentblær i stride strømme er en fornøjelse. Det er selvfølgelig også pladens svaghed, at den henvender sig til basnørderne - det synes jeg så i dette tilfælde er overmåde fedt. 

Bandcamp

Rahel Talts: New and familiar (Rahel Talts) LP/digital

 

Den estiske pianist og komponist Rahel Talts, der for tiden  holder til i både Vilnius og i København, er aktuel med sit tredje album. På albummet medvirker danske, estiske, litauiske og polske jazzmusikere, der overvejende har udgangspunkt i Danmark. Rahel Talts samlede bandet i Danmark i 2020. Det ti mand store band tæller bl.a. trompetisten Jakob Sørensen, bassisten Marius Prasniewski, guitaristen Jacob Djursaa og trommeslageren Jesper Lørup Christensen. Denne gang medvirker landsmandiden og vokalisten Karmen Rõivassepp også på nogle numre. 

Rõivassepp, der har en særdeles solid fortid i Danmark er et godt match med Talts. Albummet åbner med en estisk folkemelodi Meie Elu. Herefter rykker det over i et mere hårdkogt hjørne på Restless, hvor Donatas Petreikis leverer en solid saxsolo. 

Rahel Talts er en komponist der maler med den store pensel. På titelnummeret New and familiar er strygerkvartetten i centrum. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om Talts største kvalitet. Er det som komponist, som arrangør, som bandleader eller som pianist? Hun fremstår komplet. Jeg håber at hun en dag kommer til, at stå i spidsen for et big band.

På side 2 får vi en suite, Conversations i fire dele. Talts er opvokset med at spille klassisk klaver, har estiske musiktraditioner inde under huden og bruger jazzen som sit musikalske sprog. Det viser hun tydeligt på Conversations. Det er ikke uden grund at P8jazz har haft albummet som ugens album på kanalen.

Bandcamp

Jeppe Gram & Odense Jazz Orchestra: Ghost of a city (Odense Jazz Orchestra) LP/digital

 

Det skal gå meget galt, hvis Odenses fodbold stolthed OB ikke rykker op i Superligaen efter denne sæson. Byen har allerede et big band i superligaklassen. Det var en idé i samme klasse, som Odense Jazz Orchestra fik, da de spurgte trommeslageren og komponisten Jeppe Gram om han ville skrive musik til dem. Det færdige resultat er nu udsendt på vinyl og på streamingtjenesterne. 

Fynboen Jeppe Gram var lige flyttet fra København til den fynske landsby Hesselager og der var stille. Lydene på landet efterlod mere plads til, at Gram kunne høre sin egen indre stemme. Albummet lægger godt fra land med Kentonian tubes and klaring bells, hvor Gram hylder big band Stan Kentons nummer Malaguena. Anders Filipsen dukker op undervejs med en vidunderlig Korg Mono-poly synth solo. Den polske trompetist Tomasz Dabrowski sætter barren højt med soli på numre som Mother Song og den heftige Brafrica.

Det er mest af alt Jeppe Grams album. Han fik en Danish Music Award i 2022 for årets album med Doldrums. Her er big band albummet noget helt andet. Til gengæld viser det noget om Grams bredde og store kompositoriske kvaliteter. Han er inspireret af big band lyden fra 60’erne og sætter sit eget personlige og nutidige præg på musikken. 

LP’ens side 2 åbner med Open Land, en hyldest til Fyn, hvor inspirationen fra en anden af øens store komponister Carl Nielsen er tydelig. Den former sig som en suite fra det sfæriske til det pulserende. Albummet afsluttes med titelnummeret, hvor Gram har ladet sig inspirere af ældre filmmusik. Her får saxofonisten Hans Mydtskov lov til, at løfte stemningen med en god og sikker tenorsaxsolo. Ghost of a city er et særdeles vellykket samarbejde mellem Jeppe Gram og big bandet.

Streaming

Mette Juul: Thank you & other stories (Nilento Records) LP/CD/digital

 

Den danske sanger og guitarist Mette Juul har siden sit andet album haft bassisten Lars Danielsson med i forskellige opstillinger. Denne gang er det sammen med pianisten Peter Rosendal. Hendes udgangspunkt er singer-songwriter traditionen, hvor jazzens sjæl er med. 

Selvfølgelig er Joni Mitchell en slags husgudinde indenfor den genre, man kunne også nævne Eva Cassidy. Mette Juul er ikke jazzsanger i traditionel forstand. Hun synger med indlevelse og nærvær der kan mærkes og har et tæt slægtskab med jazzen. 

Roen og varmen breder sig i musikken. Her skal det ikke være nogen hemmelighed at det er godt at Peter Rosendal er med som pianist. Han forstår sangenes væsen. Mette Juul har selv skrevet 10 af pladens 12 numre, hvor Dream on er min favorit. Hun spiller også den gamle traver Let’s face the music and dance i en laaaangsom udgave, hvor franskmanden Xavier Desandra Navarre medvirker på percussion. Pladen afsluttes med Adeles udødelige Make you feel my love (der dog af flere ældre mænd anses for at være et nummer af Bob Dylan). 

Thank you & other stories placerer sig som et af Mette Juuls bedste albums. Det er en moden plade fra sanger og musiker, der bliver ved med at udvikle sig.

Mette Juul

Andreas Tilliander & Goran Kajfes: In Cmin (Kontra-Musik) LP/digital

 

Her er et møde mellem electronica musikeren Andreas Tilliander og jazztrompetisten Goran Kajfes, der hver især har sat varige spor i svensk musik siden slutningen af 90’erne. De er er gået sammen på albummet In Cmin. 

Genremæssigt er det electronic dub og jazz. Selve pladens titel er en hyldest til minimalisten Terry Rileys komposition In C og det faktum, at de har forsøgt at holde musikken i C-mol (C minor på engelsk). I det hele taget er rammerne omkring musikken tydelige og gennemtænkte. Begge pladesider åbner med en hyldest til en måne. På side A er det månens bjergkæde Montes Caucasus, hvor Tilliander spiller bassen på den klassiske Roland TB-303 og Kajfes for første gang spiller på fløjte på plade.

De to musikere mødtes første gang i 2005 til den svenske Grammis Gala, hvor de begge havde vundet førsteprisen. Tilliander i Klubb/Dans for albummet World Industries og Kajfes med Headspin i Jazz. Her bliver jeg nødt til at indskyde en personlig bemærkning om, at lige præcis det album var et af dem jeg lyttede allermest til for 20 år siden.

På pladens side 2 fortsætter de i deres klangflade belagte univers, hvor dybe toner pibler frem som det kendes fra dub-musikken. Goran Kajfes’ trompet svæver med en ro gennem månelandskaber og andre steder. Musikken er opstået gennem improvisation, hvor de på grund af deres stærke baggrunde og gode overblik mødes så sikkert i musikken. Pladen afsluttes med en hyldest til dengang de mødtes første gang, Twozerozerofive, hvor de til Grammis Gala efterfesten besluttede af de en dag ville lave musik sammen. De holdt ord og de får et svensk tack for det.

https://andreastilliandergorankajfes.bandcamp.com/album/in-cmin

Eljo: Merging (Blik Flak) LP/digital

 

Da jeg sidste sommer hørte duoen ELJO på Fairbar i Aarhus i forbindelse med byens jazzfestival, var det ikke kun solen der skinnede udenfor, der var med til at løfte humøret. Det gjorde doen med Elias Lykkeskov på keyboards og Johannes Bohn på trommer i den grad også. De laver melodisk jazz og elektronisk musik med et pulserende beat. Små stramme melodi figurer foldes ud og tager nye veje undervejs.

Elias Lykkeskov bruger old school synthesizeren Prophet med en frisk tilgang. Når han er sammen med Johannes Bohn der har et tight og originalt trommespil er der åbnet op for en duo, vil mere end at please, hygge og underholde.

Det er de store flader med faste rytmer. Lyden er stor og rummelig. Det kan næsten lyde som filmmusik.

Pladen slutter i et roligt hjørne med først Daybreak og derefter den endnu langsommere Valsen. En smuk afslutning på pladen. Inden da har vi været på klub med dem på Hubble. Dyrket det storladne med klaveret i centrum på Tvivlsom sandhed. Været sammen med en kølig firsersynth og et frisk whiskersdrevet trommespil på Rapid Dreaming. 

Ja, jeg er begejstret for Merging, hvilket vel ikke ikke er så underligt når duoen er på mission med tangenter og trommer der både kan tilfredsstille jazzen og den elektroniske side i mig. 

Bandcamp

Thorhan: Lilja (Thorhan) LP/digital

 

De har begge base i Aarhus og er født i Danmark. De er sønner af immigrantforældre og har udspring i meget forskellige kulturer. Orhan Özgür Turan spiller på strengeinstrumentet baglama og spiller bla. i Ipek Yolu, han har rødder i tyrkisk kultur. Thor Arnarsson spiller på guitar og kommer fra islandsk kultur. 

Som der står på pladecoveret så er det en anatolsk og islandsk symbiose. Jeg hørte duoen på Spot Festivalen for 2 år siden, hvor jeg her på bloggen konstaterede at blandingen af det tyrkiske og islandske lød mere mærkelig på skrift end det gjorde i virkeligheden. Det er det samme jeg kan konstatere med albummet. Pladen åbner med to smukke instrumentalnumre, Rey og Göl skrevet af Orhan. Herfter synger de hver en traditional fra deres respektive forældres oprindelseslande på islandsk og tyrkisk. Numrene klæder hinanden.

Det er tydeligt at det er to musikere, som har styr på deres instrumenter, hvilket gør dem i stand til at mødes med så forskellige baggrunde uden, at det virker kunstigt eller forkrampet. Det er global musik, der afspejler to personlige musikeres vellykkede møde med hinanden. 

Gateway

Nausia: Finding a circle (Vasen) LP/digital

 

Det er den københavnske kvintet Nausias tredje album og sikken et. Jeg har været aldeles begejstret for de to første og de fortsætter med at begejstre. Stilen har et udgangspunkt i 60’ernes spirituelle jazz, hvor modal-jazz, fri-jazz, sød guitar-rock og ny progressiv jazz-rock er nogle af elementerne som de også har været omkring. Musikken er i nutiden. Rockens stramme beats klæder klæder Isak Schiødt og Oskar Fayes fabulerende og flagrende saxofoner. Et af hittene på pladen er Eco Death, hvor Laurits Schmidt Eriksens trommer og Milo Aurvigs bas indtager en central rolle og de to saxofoner assisteret af guitaristen Christoffer Beese Nielsen bevæger sig på kanten til opløsning.

Et andet centralt nummer på pladen er Wabi-Sabi,der refererer til en bevidsthed omkring naturens enkelthed og klodens forgængelighed. Nummeret er også med til at markere en mere tilgængelig side af Nausia, der nok er skramlet i udtrykket, men mindre støjende end tidligere. Det klæder kvintetten med den udvikling. For det første fordi at de bevæger sig i nye retninger. Samtidig med at de bevarer en originalitet og et samlet udtryk. Nausia er stadig et af dansk jazz’ sejeste bands, der fortjener et større publikum. Er du til skæv rock og heftig jazz, så går du ikke galt i byen med pladen.

Bandcamp

Aarhus Jazz Orchestra & Michael Bladt: Shapeshifter (Jaeger Community) LP/digital

 

Fodboldklubben Liverpool og jazz er to af Aarhus Jazz Orchestra’s mangeårige saxofonist Michael Bladt helt store favoritter. Efter en lang og hård periode uden mesterskaber er Liverpool helt og aldeles i spidsen i engelsk fodbold, hvilket gør ondt på jazzbloggeren, der altid har holdt med Manchester United. 

Til gengæld gør det ikke ondt, at den jazz som Michael Bladt sætter højest, The Brecker Brothers og lignende jazz er hot shit igen. Nu i en moderne aftapning, som det kan høres hos eksempelvis Snarky Puppy. Bladt har skrevet musikken - alle numrene var også med på den plade, Shapeshifter som Michael Bladt lavede sammen med Abekejser under navnet Clash for halvandet år siden. 

Aarhus Jazz Orchestra spiller musikken under ledelse af Nikolai Bøgelund og så har keyboardtroldmanden fra Snarky Puppy, Bill Laurance produceret pladen. Big bandet er forstærket med percusssionisten Bodek Janke og de to Abekejserfolk, Jon Døssing Bendixen og Jeppe Lavsen.

Jeg syntes at det halvandet år gamle album Shapeshifter var rigtig god. Den nye Shapeshifter med big bandet når nye højder. For det første er Aarhus Jazz Orchestra inde i en guldalder. De spiller hamrende stærkt og sikkert. Når der åbnes op for soli undervejs træder de forskellige musikere i karakter. Michael Bladts numre har ændret sig i det nye setup. Den store og fyldige lyd klæder numrene. Der er eksempelvis hyldesten til Liverpooltræneren Jürgen Klopp og pladens afsluttende hyldest til den dobbelte Tour de France vinder Jonas Vingegaard. Mine to favoritter på et album, hvor der egentlig kun er favoritter, er Mancave med en forrygende solo fra Bodek Janke og nummeret Clash, hvor hovedmanden sætter det det hele på plads med en sej tenorsaxsolo.

Big band fans med hang til funk og fusion vil ikke blive skuffede, når de hører Shapeshifter. Tværtimod. Det er endnu et godt og anbefalelsesværdigt fra provinsens musikalske perle, Aarhus Jazz Orchestra.

Jaeger Community

Morten Ramsbøl & Michael Olsen: Mild (Morten Ramsbøl & Michael Olsen) LP/digital

 

Det er et velkendt fænomen blandt succesrige TV-serier, at man laver en spin off serie. Min absolutte yndlings spin off serie er Better call Saul, der er en udløber af Breaking Bad serien, der også er god. Jeg har bare fået et crush på Better Call Saul og synes de fleste dage, at den er bedre end Breaking Bad.

Der findes også “spin off serier” indenfor jazzen. En af de helt friske er bassisten Morten Ramsbøl og saxofonisten Michael Olsens samarbejde på pladen Mild. De er begge medlemmer af Martin Schack projektet Jazz på dansk. En gruppe der har eksisteret i over 10 år. Ramsbøl og Olsen har fremdyrket musikken og stilen på Mild via gensidig musikalsk forståelse og de mange års samarbejde. Kan du godt lide Jazz på dansk - er du måske endda helt tosset med dem, så er Ramsbøl/Olsen en god fortsættelse, ja nærmest en nødvendighed. Der er en enkelt kobling på den digitale udgivelse til Jazz på dansk, der spiller danske sange og salmer. Duoen spiller Brorson salmen Mit hjerte altid vanker. Den er der ikke blevet plads til på vinyludgivelsen - og den mangler heller ikke.

Det er Ramsbøl og Olsen der har skrevet musikken, der lyder som har de hentet direkte inspiration i den danske natur. Deres melodier er som fugle der flyver rundt om hovedet på lyttereren. Nu kalder jeg projektet for en duo. Det er det ikke kun. De har også den kroatiske guitarist Pippo Corvino med på pladen, ligesom han har været med til, at skrive nogle numre. Corvino har været elev på konservatoriet i Graz, hvor Ramsbøl er professor. Ramsbøl og Corvino har tidligere udgivet musik sammen. Det rolige guitarspil passer godt sammen med danskerne. En god tilføjelse på en plade, der med sin ro og overskud er givende på så mange fronter.

Streaming

Artturi Rönkä, Daniel Sommer & Thommy Andersson: Lost Threads (April Records) LP/CD/digital

 

Så er trommeslageren og komponisten Daniel Sommer kommet til sidste kapitel i hans nordiske trilogi. Tre plader med trioer. De to første kom sidste år, hvor Arve Henriksen og Arild Andersen var i fokus. Jeg havde endda Arve Henriksen pladen med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2024.

På den sidste plade er det samarbejdet med den finske pianist Artturi Rönkä det handler om. Sommer og Rönkä kender hinanden fra tidligere udgivelser. Det er den herboende svenske bassist Thommy Andersson der fuldender trioen. Musikken er indspillet i Helsinki uden brug af hovedtelefoner og redigeringsudstyr. Det er rent og uforfalsket triojazz, hvor musikerne smelter sammen i et samlet udtryk. Musikken er opstået I Rönkäs stue, hvor Sommer og Rönkä improviserede musikken frem, indspillede den og efterfølgende transkriberede elementer der blev udgangspunkt for pladens ni kompositioner. 

Thommy Anderssons intense og samlende basspil er perfekt for trioens rolige og melankolske udtryk. Den mærkbare stilhed i musikken sætter aftryk. Sommer og Rönkä har et særligt forhold til hinanden gennem musikken. Sommers trommespil er i særklasse, hvilket han allerede har vist med de to første plader i trilogien. Rönkä får bragt noget godt frem i Daniel Sommer og omvendt. En anbefalelsesværdig plade til triojazz connoisseurs, der gerne vil det nordiske - men er vokset fra det transparente og luftige.

Bandcamp