fredag, marts 28, 2025

Morten Ramsbøl & Michael Olsen: Mild (Morten Ramsbøl & Michael Olsen) LP/digital

 

Det er et velkendt fænomen blandt succesrige TV-serier, at man laver en spin off serie. Min absolutte yndlings spin off serie er Better call Saul, der er en udløber af Breaking Bad serien, der også er god. Jeg har bare fået et crush på Better Call Saul og synes de fleste dage, at den er bedre end Breaking Bad.


Der findes også “spin off serier” indenfor jazzen. En af de helt friske er bassisten Morten Ramsbøl og saxofonisten Michael Olsens samarbejde på pladen Mild. De er begge medlemmer af Martin Schack projektet Jazz på dansk. En gruppe der har eksisteret i over 10 år. Ramsbøl og Olsen har fremdyrket musikken og stilen på Mild via gensidig musikalsk forståelse og de mange års samarbejde. Kan du godt lide Jazz på dansk - er du måske endda helt tosset med dem, så er Ramsbøl/Olsen en god fortsættelse, ja nærmest en nødvendighed. Der er en enkelt kobling på den digitale udgivelse til Jazz på dansk, der spiller danske sange og salmer. Duoen spiller Brorson salmen Mit hjerte altid vanker. Den er der ikke blevet plads til på vinyludgivelsen - og den mangler heller ikke.


Det er Ramsbøl og Olsen der har skrevet musikken, der lyder som har de hentet direkte inspiration i den danske natur. Deres melodier er som fugle der flyver rundt om hovedet på lyttereren. Nu kalder jeg projektet for en duo. Det er det ikke kun. De har også den kroatiske guitarist Pippo Corvino med på pladen, ligesom han har været med til, at skrive nogle numre. Corvino har været elev på konservatoriet i Graz, hvor Ramsbøl er professor. Ramsbøl og Corvino har tidligere udgivet musik sammen. Det rolige guitarspil passer godt sammen med danskerne. En god tilføjelse på en plade, der med sin ro og overskud er givende på så mange fronter.

Streaming

Ingen kommentarer: