søndag, februar 23, 2020

Martin Kollerup Sørensen: Winter Sessions (Martin Kollerup Sørensen) stream

Jeg er en sucker for triojazz. Om det er Monk, Bley, Evans, Jarrett, Powell, Peterson eller Corea der er dagens favorit handler primært om mit humør. Når det er Chick Corea så handler det om lyrisk power og energisk elegance. Chick Coreas triojazz fra de seneste 25 år har en særlig plads i mit hjerte. Corea er tydelig og afklaret omkring virkemidlerne. Noget af det samme slår mig, når jeg hører Martin Kollerup Sørensen. Han er trommeslager og debutant. Han har, siden han blev færdig på konservatoriet, været beskæftiget med undervisning. Hvilket måske kan være med til, at forklare den sene alder, hvori han debuterer. Martin Kollerup Sørensen er også dansk eller i denne sammenhæng, er det mere præcist at kalde ham nordisk.

Martin Kollerup Sørensen er sammen med den svenske pianist Anders Persson og bassisten Morten Ankarfeldt på en plade der hedder Winter Sessions. Musikken er som skabt til tiden hvor Det er hvidt herude, som Blicher skrev tekst til og som Thomas Laub skrev musik til. Det er den eneste melodi der ikke er skrevet af Martin Kollerup Sørensen på albummet. Stemningen er nordisk melankolsk med et stænk blues. Noget som de tre musikere mestrer til fulde. Det er en af den slags plader, der ikke skal spilles til. Den sidder perfekt med det samme. Martin Kollerup Sørensen har lavet en plade, der er værd at bruge tid på. Skynd dig at hoppe ind på din yndlingstreamingstjeneste og lov mig, at du lytter til Missing Grandmothers House. Hvis du ikke mærker noget, når du hører den. Så trænger du til et triojazzterapiforløb.

Ingen kommentarer: