Det er en højst overraskende og meget velkommen udgivelse som saxofonisten Pernille Bévort har lavet i samarbejde med illustratoren Jeppe Grangaard. Den er blandt andet overraskende fordi det er en soloplade. Bévort er kendt fra mange forskellige sider af jazzen, men denne side kendte jeg ikke.
Pladen lander som kaldet i en tid, hvor der er brug for handling på klimaområdet. Der er brug for kunstnere der udtrykker sig med sanser og følelser. De irrationelle og ikke målbare fornemmelser og meninger omsættes til lyd og ord.
Pernille Bévort siger det så klart i spoken word nummeret Gopler og andre urovækkende Fænomener, der også er pladens titelnummer: “En overlever. En invasiv maritim organisme. Der fejrer bløddyrenes snarlige verdensdominans.”
Goplen er god metafor for alle de stokdøve og snotdumme politikere og finansfolk, der har vendt det døve øre til advarsler og fornuftige råd om klimaforandringerne.
Jeppe Grangaard har illustreret den flotte booklet, hvor både de gule veste og Greta Thunberg er med. Sidstnævnte er gudskelov med. Der er håb. Men ellers er pointen klar. Det ser sort ud.
Pernille Bévort bruger sine evner på diverse saxofoner og fløjter samt basklarinet som udgangspunkt. Hun spiller med sig selv i flere lag. Der er brugt field recordings og effekter til at lave det forunderlige univers med mærkelige lyde, fænomener, hændelser og Pernille Bévorts smukke og afvekslende saxofonspil, hvor der eksperimenteres på en helt anden måde end det jeg har hørt før fra andre solosaxofonister. Den elektroniske side hylder både det sanselige og det urovækkende.
Der er mange lag og endnu flere dybder på et album, der fortjener at man tager sig tid til, at dvæle ved musikken. Det er et vellykket og ambitiøst udspil, der kan anbefales til den nysgerrige og klimabekymrede musiklytter der savner holdning og synspunkter fra kunstnerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar