For mange, særligt fra min generation, er Mikkel Nordsø en guitarhelt udover det sædvanlige. Fra Buki Yamaz over Sneakers, Moonjam og Mikkel Nordsø Band til Acoustic Guitars har han sat dybe aftryk på den danske musikscene. I de senere år har det bla. været gennem duo-projektet sammen med tablas-spilleren Ole Theill, at han har gjort opmærksom på sig selv. I gamle dage ville man kalde det de laver for verdensmusik. Inspiration fra Indien, Afrika og Sydamerika er tydelig.
I det nye solo-projekt, Nordsøvej spiller han udelukkende på akustisk guitar. Han spiller et par kompositioner af den brasilianske komponist Villa Lobos og såmænd også Jobims udødelige Waters of march aka. Aguas de marco. Det er beroligende og virtuost. Mikkel Nordsø presser ikke andre end sig selv, i de koncentrerede og afstemte numre. Som lytter skal man bare sænke skuldrene og flyde med. På flere af numrene spiller han sammen med sig selv. Som feks. den skønne Velvet Sky, der sender mig ud på en hest på en tør og solbeskinnet slette, hvor støvet hvirvler og danser rundt om hesten.
Mikkel Nordsø balancerer fint mellem jazz og klassisk musik. Det lyder som begge dele og sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar