søndag, april 05, 2009

Mikkel Ploug/Sissel Vera Pettersen/Joachim Badenhorst: Equilibrium (Songlines)

Respektindgydende

Det er tredje gang indenfor ret kort tid jeg skriver om en plade, hvor norske Sissel Vera Pettersen medvirker. Den først var en duoplade sammen med Nikolaj Hess, den anden som sideman i Anna Kruses band. På den nye plade er hun en del af en trio sammen med danske Mikkel Ploug på guitar og belgiske Joachim Badenhorst på klarinet, basklarinet og tenorsaxofon. Sissel Vera tager sig endnu en gang af både sopransaxofon, elektronik og sang eller stemme, som det bør hedde i den sammenhæng hun bruger den.
Pladen der hedder Equilibrium er udgivet af det canadiske selskab Songlines der bla. har stået bag udgivelser med Brad Shepik, Michael Blake og Tony Malaby. Trioen har skabt en plade der ikke kan sættes i en bås jeg kender navnet på. Jazz, improvisation og ny klassisk musik med elementer fra feks. minimalistisk musik er blandt de inpirationskilder jeg kommer til at tænke på. Det er ikke muligt at fremhæve en musiker i trioen fremfor en anden. De fylder alle sammen lige meget.
Det er tydeligvis et musikalsk projekt som de tre musikere har investeret en stor af sig selv i. Mikkel Ploug har komponeret musikken. Er man bekendt med de tidligere plader han har lavet sammen med saxofonisten Mark Turner, bør man indstille sine ører i en anden position. Mikkel Ploug tager en musikalsk chance der er stor og det efterlader respekt. Fungerer det så? Ja, i den grad! Det kammermusikalske sammenspil og nærvær fra de tre personlige musikere er der meste værd. Plougs kompositioner oveni holder det sammen i en kontekst, med langvarig værdi.
Bonusinfo:
Trioen er på tur fra d. 15. april og når bla. at besøge Belgien, Tyskland, Tjekkiet og Norge, inden de kommer til Danmark, her spiller de i Jazzkælderen i København d. 1. maj og på Dexter i Odense d. 2. maj.
November fra pladen som gratis MP3 download: www.songlines.com/samples/November.mp3
Mikkel Ploug: www.mikkelploug.com

Ingen kommentarer: