Når jeg har mødt folk, jeg kender, i løbet af de to dage, som Spot Festivalen har varet, har de oftest sagt noget i retning af, at der ikke var så meget jazz på Spot, og om det var nok for mig. Om det var? Ja da! Der var en masse jazz rundt omkring – både det helt åbenlyse og den jazz, der kommer ud gennem revner og sprækker i andre genrer. Faktum var, at den mest indlysende organisation til at skabe fokus på jazzen i Danmark, JazzDanmark, ikke var med i år for at sætte ekstra fokus på jazzen, som de tidligere har været. De satsede hele butikken weekenden før på Jazzahead i Tyskland.
Spot er en genial festival. Du kan vælge udelukkende at lytte til folk, roots, electronica, indie, hiphop, rock, avantgarde eller jazz i løbet af de to dage, som festivalen varer. Blandingen af små, intime indendørsscener, koncertsale og store udendørs scener er god. Man kan komme helt tæt på musikken og i øvrigt sagtens løbe ind i nogle af de mange optrædende musikere rundt omkring på festivalpladsen. Spot er venlig, hyggelig og imødekommende.
VENYA – fredag på UMTO-scenen
Helt utilsigtet blev min fredag på Spot Festival fyldt med trompet – og nå ja, en masse solskin – og det er da også lidt jazzet.
Første band på Spot var en blød, jazzet start på en stegende hed festival på UMTO-scenen (Unge Miljøernes Take Over).
Stilen var inderlig, 70’er-lækker, organisk neo-soul med en god portion jazz, særligt i samspillet mellem vokal og trompet. Kender man Tigeroak, er man godt på vej. Tilsæt en keyboardspiller, der kan sin jazz, og en trompetist, der har roen og sjælen til at skabe et smukt, flydende rum i musikken.
Venya er i den grad et band, jeg vil følge fremover. Koncerten sluttede med nummeret Blue, der havde et fedt hiphop-beat, en stærk klaversolo og et unisont møde mellem trompet og vokal. Undervejs kom der nogle uventede skift, og det klædte nummeret.
SEBI VIOLA – fredag på UMTO-scenenEn dosis ægte soul-kærlighed fra en ung fyr med rigtig meget på hjerte, som han når at dele med stor charme og nærvær med publikum i løbet af den halve time, som showcasen varer. Sebi Viola er moderne soul i stil med det, man kender fra D’Angelo og andre. Det er meget let at omfavne hans musik, der emmer af spilleglæde og gode vibes. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han har valgt en stil, der stiller store krav til musikerne – men også til ham selv som sanger, hvor han sammen med saxofonisten nailer den flere gange undervejs med stor publikumsrespons.
BØLLE – fredag på KlubscenenBølle er et band fra Aalborg, og som de friskt sagde, da de kom på scenen, var det anden gang, de spillede i Aarhus. De konstaterede tørt, at der var ti gange så mange til denne koncert på den lille Klubscene som dengang, de spillede på Café Smagløs.
Trompetisten (og lejlighedsvis flygelhornspilleren) Bertil Vesterlund er et kæmpefund. Han har allerede sat sit navn i Aalborg i adskillige sammenhænge, bl.a. i livebandet for indiepopduoen Schæfer, der et par timer senere spillede på den store udendørsscene, hvor Bertil trådte i karakter flere gange.
Bølle har tydeligvis arbejdet med deres scenefremtoning – og de balancerer fint i deres kedeldragter og i introduktionerne til de enkelte numre, som de skiftes til at give. Her er både show og godt humør, når de trykker den af med deres velformede udgave af moderne jazzfusion. En fed oplevelse – og der er vist nye numre på vej fra gruppen.
TINGO – fredag på FolkscenenEfter at have hørt en række helt nye navne var det tid til Tingo, der spillede på Folkscenen. De udgav deres debutalbum for nogle år siden og har et nyt på vej. De kunne sagtens have spillet på en jazzscene, hvis en sådan fandtes på Spot.
De spillede norske og svenske folkemelodier i deres eget take med en jazzet (improviseret) tilgang. De spillede også titelnummeret fra deres kommende album
Medvind Modvind, som April Records udgiver i oktober. Her er Cecilie Stranges saxofon dejligt støvet og rolig. Tim Ewés trompet er det lyse og glade indslag i al den nordiske melankoli. Tingo gør det let og ligetil at lytte til folk (udtalt på engelsk)-jazz eller jazzet folk.
PURPUR – fredag på UMTO-scenenDet var tredje band, jeg ville høre på UMTO-scenen om fredagen. Det syv kvinder store band mødtes i et uforudsigeligt clash mellem jazz, nordisk folk og pop. Her var der atter trompet, som sammen med saxofonisten var særdeles velspillende. Desuden to vokaler, keyboard, bas og trommer.
Glæden over at se det store publikum sidst på eftermiddagen var tydelig. Purpur gør det ikke let for sig selv. De spiller afvekslende og spændende arrangementer, hvor de bringer både kollektivet og de enkelte musikere godt i spil. De deltager i øvrigt i JazzDanmarks Jazzkonkurrence sammen med Venya og Eljo, som spillede sidste år på Spot. Purpur var en rigtig god liveoplevelse – og der kommer også snart musik på streamingtjenesterne.
AEGTESKAB – fredag på CirkelscenenDagen sluttede meget passende et sted, der matchede den paneldebat, jeg startede dagen med på SPOT+. En debat om alderisme i musikbranchen, hvor fokus var på ældre musikere, der bliver presset og ikke længere får samme opmærksomhed som yngre.
Her er Aegteskab i den grad en trio af erfarne musikere, der har været med længe og er etablerede navne. Så hvorfor spille på Spot, der primært fokuserer på nye og uprøvede navne? Det kan man, når man disker op med noget nyt – som bluessangeren og guitaristen, Lars Lilholt, trommeslageren og jazzsaxofonisten gjorde. Musik af høj klasse med fokus på nærvær, virtuositet og ikke mindst originalitet fik den overvejende voksne del af publikum til at smelte sammen med musikken foran Musikhuset.
LUCIE HENDRY – lørdag i Musikhusets Lille SalDen herboende skotske harpist Lucie Hendry har netop udsendt sit andet album. Hun spiller på den mindre leverharpe og har taget masser af inspiration fra skotsk folkemusik med ind i sin egen lyd. Hun havde bl.a. den skarpe jazzguitarist Jacob Djursaa med på scenen.
Her spillede de numre fra det nye album. Stilistisk lander det et sted mellem de storladne skotske traditioner og jazzens mere jordbundne udtryk. Hun indtager scenen med en god og positiv udstråling og er musikalsk ét med sit instrument.
VIKTORIA SØNDERGAARD TRIO – lørdag på Palmehavens udendørsscene, Institut for (X)Der var proppet med publikum udenfor Palmehaven, hvor koncerten foregik. Inden start var der en konstant uro og vandren frem og tilbage foran den lille interimistiske scene, og jeg var bekymret for oplevelsen.
Viktoria havde taget Elvira Skovsang og Frederik Blæsild Vuust med, og det blev en stærk og intim oplevelse. Publikum faldt til ro og lyttede intenst. Musikken, som Viktoria selv kaldte mystisk, var måske ikke så mystisk endda – men den var dragende. Den vedvarende baggrundsstøj fra festivalen smeltede sammen med trioens udtryk.
De spillede numre fra
Secrets, der udkom i efteråret – bl.a.
Le soleil, le pain et l’âme og
Her Absence, en kærlighedssang skrevet af Frederik til Viktoria. En stor oplevelse i små rammer.
HØK – lørdag i Musikhusets KammermusiksalKoncerten var lige startet, da jeg kom ind i den lille kammermusiksal. Jeg famlede mig frem i mørket, direkte fra solen udenfor. I scenelyset stod trioen HØK, hvis navn består af medlemmernes forbogstaver. Guitar, bas og trommer.
Musikken var naturinspireret – smuk, melodiøs og nærmest indladende. Trioen viste dog flere facetter. I nummeret
Distance bevægede de sig fra en kantet start over i et roligt, flydende udtryk. En god oplevelse.
CLOTHING CLUB – lørdag på Garden Stage, Institut for (X)Hvis Drake og Rihanna var en jazztrio fra Aarhus, ville de lyde som Clothing Club. De har netop udgivet deres andet album
Spring Collection og præsenterede naturligvis materialet herfra.
Trioen med M.S. Lowkey på bas, Deepchain på tangenter og Phairo Z på trommer har skabt et funky festalbum, der fik den tætpakkede plads foran scenen til at gå amok. Instrumental funky jazz, der rammer bredt, er en fornøjelse. Clothing Club kan starte og styre en fest – her var både jazzet stadionrock og stramme grooves. Kæmpe optur.
RUMPISTOL ENSEMBLE – lørdag i A-Huset, Institut for (X)Jeg havde på fornemmelsen, at det var en god idé at være der i god tid. Rumpistol og hans ensemble spillede på den lille scene i A-Huset.
Frederik Bülow på trommer, Sven Dam Meinild på saxofon og basklarinet og Arendse Nordtorp Pedersen på violin udgjorde et ekstremt velspillende band.
Rumpistol har bevæget sig fra de ambient-prægede udgivelser til det nye album
Nebula, hvor han arbejder med mere episke udtryk. Det fik rummet til at vokse. Titelnummeret blev en kæmpeoplevelse, og også
Vildheks fra
Isola blev leveret i en forrygende version.
Jeg sluttede mit Spot her – og i den grad på toppen. En vild finale på to vilde musikdøgn. Spot gjorde det igen!
