For præcis to år siden var jeg i Brasilien, hvor jeg rejste fra storbyen Manaus i Amazonas og ud i junglen. Her var jeg i tre dage. Det var en af de største og vildeste oplevelser i mit liv. Denne store og vigtige organisme gjorde et uudsletteligt indtryk. Det har den også gjort på den brasilianske pianist Amaro Freitas, der spillede for anden gang i år i København. Han har lavet albummet Y’Y der er en hyldest til skoven, særligt den i Amazonas og floderne i det nordlige Brasilien. Det handler om at leve, føle, respektere og drage omsorg for naturen og anerkende den som vores forfader.
Koncerten delte sig i flere afdelinger. I den første del var det helliget soloklaveret. Freitas har et intenst og rytmisk udtryk, hvor gentagelser vokser og ændrer sig undervejs. Her var det en noget indadvendt Freitas vi mødte. I den anden del kom der fokus på Y’Y albummet. Han præparerede klaveret med ting fra naturen og i samarbejde med lydmanden brugte han loops med forskellige fløjter, som han gik frem på scenen og spillede på. Det blev en levende størrelse, der voksede frem for øjnene og ørerne af publikum. Han blev mere og mere udadvendt.
I den tredje del af koncerten inkluderede han hele salen, hvor han fik publikum til at nynne med på en simpel melodi skrevet over den vuggevise som hans mor sang for ham. Det lød aldeles stort. Samhørigheden mellem Freitas, publikum og musikken føltes og gav mening, som når han kaldte publikum for family. Ligesom vi er forbundne som mennesker således er vi også forbundet til naturen. Amaro Freitas ramte publikums sjæl og gav os noget med hjem i hjertet. Han sluttede med et nummer af landsmanden Milton Nascimento - og her blev atter nynnet med. Det blev en stor aften med brasilianske Amaro Freitas.
