onsdag, marts 04, 2026

Karsten Vogel: Late Night Ballads (Storyville) CD/digital

Han er en legende, et stykke levende dansk musikhistorie, der ikke lader sig indhegne i en genre eller stilart. Jazzen har altid på en eller anden måde været til stede hos Karsten Vogel. Det kan næppe være mere tydeligt, end det er på hans nyeste udspil, Late Night Ballads, der er udkommet kort efter, at manden har passeret de 83 år.

Det er en plade, der ikke udgiver sig for andet end det, den er: otte numre i langsomt balladetempo, der trives og har det godt sent om natten. Han er i selskab med Mads Søndergaard på piano, Peter Hansen på bas og Klaus Menzer på trommer, der bl.a. har spillet med Vogel i den nye udgave af Burnin Red Ivanhoe. De åbner pladen med Johnny Mercers Laura og fortsætter ad den vej, hvor tidløse jazzklassikere som You Go to My Head, Don’t Explain og Sweet Lorraine fortolkes stille og roligt. Der er også blevet plads til en enkelt Vogel-komposition, Open 24 HRS, som passer smukt ind i universet.

Pladen kunne sagtens ryge ind på cd-hylden (den er desværre ikke udkommet på vinyl – det skriger den ellers på) og blive taget frem en gang imellem, når der er brug for lidt hyggejazz. Men den er mere end det. Karsten Vogels fine og ældede altsaxofontone er pladens helt store stjerne. Der er så meget kærlighed og nærvær i Vogels saxofonspil. Det er en ubetinget stor fornøjelse, at han har lavet en så smuk og rendyrket jazzballadeplade.

Bandcamp

 

tirsdag, marts 03, 2026

Jomi: Den kærlighed (Glorious Records) LP/digital

 

Du skal ikke lytte længe til Jomis nye album, før det står indlysende klart, at det er en feministisk, samfundskritisk og kærlig plade, der sætter fokus på barske og vedkommende emner. Det er vold mod kvinder, som det beskrives i sangen Du skal gå væk. Det er kærligheden i Lad lyset brænde. Det er melankolien i Alle har en drøm. Og det er skilsmissesangen Sidste duel.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i tekstanalyser – det er jeg som jazzblogger med hang til instrumentalmusik alt for løs i den tekstuelle fuge til. Det betyder dog ikke, at Jomi, der også kendes som Signe Høirup-Wille Jørgensen, ikke laver tekster, der rører og bevæger mig.

Hun er på alle måder en ener, der siden hun dukkede op i 90’erne som medlem af støjrockbandet Murmur, konstant har været i musikalsk udvikling. Hun allierer sig med musikere, der forstår hendes kunstneriske mission. På det nye album medvirker bl.a. Kresten Osgood, Maria Dybbroe og strygerne Who Killed Bambi. Desuden er Luke Sutherland fra Mogwai atter med i Jomis musik, ligesom han var i starten af nullerne på hendes første plade i eget navn.

Den kærlighed er en rørende dansk artpop-udgivelse fra en erfaren kunstner, der ubesværet kombinerer et stærkt musikalsk udtryk med stærke tekster.

Jomi

mandag, marts 02, 2026

Cort Lunde: Mythos (Cort Lunde) LP/digital

Det er kun tre år siden, at duoen Cort Lunde – med Thomas Cortes og Erik Lunde – trådte frem på den danske jazzscene med debutpladen Flora Electronica, hvor de lod sig inspirere af blomster fra Flora Danica. Siden kom Hydrophilia, hvor de rykkede under vandet og lod sig inspirere af den verden. Sidste år udgav de en plade med inspiration fra kunstmuseet SKAL Contemporary i Skagen.

Nu er de draget til København og har tjekket ind på Thorvaldsens Museum, hvor de har ladet sig inspirere af Bertel Thorvaldsens skulpturer – og i øvrigt også indspillet musikken.

Hvis du får fingrene i vinylen, begynder oplevelsen allerede dér. Pladen er marmoreret i en skulpturmatchende gråhvid farve. Med titler hentet direkte fra kunstværkerne hjælpes vi ind i Cort Lundes musikalske univers.

Minerva giver sjæl til mennesket skabt af Prometheus (A319) er et værk, hvor Bertel Thorvaldsen portrætterer Minerva i det øjeblik, hun giver sjæl til et menneske, som Prometheus har skabt i ler. På indspilningen får duoen besøg af Laura Toxværd på altsaxofon og Maria Jagd på bratsch. Mødet illustreres musikalsk gennem et repetitivt tema skabt med Prometheus-skalaen – en mystisk klingende hexatonisk skala – samt brugen af fløjte. Ifølge myten er fløjten skabt af Minerva. Rytmen er inspireret af genren lo-fi study beats. For som Cort Lunde skriver i pladens linernotes: Hvad skulle visdommens gudinde ellers lytte til?

Nummeret er betegnende for pladen, der er skabt ud fra en nysgerrig og fantasifuld musikalsk fortolkning af stillestående kunstværker uden lyd. Cort Lunde udvider forståelsen af – og giver stemme til – de gamle marmorskulpturer, der er skabt på baggrund af tusindårige myter fra oldtidens Grækenland. Det er formidling af det tudsegamle gymnasiefag oldtidskundskab på et nyt og vedkommende niveau.

Bandcamp