Jakob Buchanan: Mols - The Mols Booklet of Melodies. (OUR Recordings) LP/digital

 

Jakob Buchanans grundlæggende musikalske sprog er jazzen. Buchanan taler dog også andre musikalske sprog end jazzen. Klassisk musik fylder meget i den musik, han har lavet gennem de seneste mere end 10 år, startende med Requiem i 2015. En anden ting, der kendetegner Jakob Buchanan, er, at han laver musik med udgangspunkt i konkrete steder, hvor han har boet. Der er I Land in the Green Land fra 2010, hvor inspirationen var hentet i Grønland. Og så var der Rosenhill fra 2020, hvor det handlede om det almene boligområde Rosenhøj, hvor Buchanan boede som barn og senere som voksen i en kort periode.

Nu bor han på Mols, hvor han ikke kun henter inspiration i den smukke natur. Han blev introduceret til spillemanden Peter Madsen, da han flyttede til Mols og ind i Det Gule Hus, som Peter Madsens søn byggede i 1904. Peter Madsen var en ægte spillemand, der spillede, når der var brug for det – hvad enten det var til fest eller begravelse. Jakob Buchanan kom i besiddelse af et nodehæfte, der var skrevet på baggrund af Peter Madsens gamle melodibøger. Buchanan satte tempoet ned og sad i cirkusvognen med udsigt til markerne ved Tved og Thorup. Her oplevede Buchanan, at en gammel sjæl blev vakt til live.

Det er blevet til 13 kompositioner, som sættes i scene af den suveræne klassiske strygekvartet Artos, den svenske bassist Anders Jormin og to musikere, som Buchanan ofte har arbejdet med: amerikanske Chris Speed på klarinet og tenorsaxofon samt danske Simon Toldam på klaver. Åbningsnummeret En Molmaskerade i Tved – eller A Minor Masquerade in Thwaite, som Buchanan kalder den på engelsk – er en hyldest til Tved og fastelavnens gamle traditioner. Han har omskrevet melodien fra Peter Madsens bog fra dur til mol. Der er selvfølgelig et nummer, der hedder Stendysserne – vi er jo på Mols. Jeg er vinden åbner med Buchanans smukke, svævende og rolige flygelhorn, der finder sammen med Anders Jormins sanselige og jordbundne basspil, som strygerne komplementerer. Det er blot nogle få eksempler på et album, der kun indeholder gode numre.

At bringe en spillemand, der huserede på Mols i den sidste del af 1800-tallet, ind i nutiden på denne måde er mesterligt. Spillemandsmusik, jazz og klassisk musik mødes i et naturligt leje, hvor man ikke fokuserer på eller tænker over, hvad der er hvad. Det er musik i en helt egen klasse. Jakob Buchanans Mols er et mesterværk inden for dansk musik.

Musikken er udgivet på vinyl. De to LP’er er pakket ind i en kraftig boks, hvor man også finder et flot hæfte med tekster om musikken. Er man til vinyl, er den nærmest et must-have.

Jakob Buchanan

JAZZNYT fylder 22 år

 

Netop hjemkommet fra en fantastisk releasekoncert i Ebeltoft, hvor Jakob Buchanan præsenterede sit nye album MOLS, opdagede jeg at min blog har eksisteret i 22 år., da jeg ledte efter noget jeg havde skrevet for 10 år siden og fandt i den forbindelse et opslag jeg havde skrevet da bloggen fyldte 12 år. 

Jazz fylder umanerligt meget i mit liv. Ikke for meget. Slet ikke. Jeg hører jazz hver eneste dag. Jeg tænker på jazz hver eneste dag. Jeg skriver om jazz, så der står noget nyt på bloggen næsten hver anden dag. Jeg er med til at lave Moorjazz festival i Herning. Jeg går ofte til koncerter med jazz og det der ligner. Jeg samler på plader med jazz. Jeg snakker med jazzmennesker. Det var vist det…

Jeg elsker at lytte til jazz og skrive om jazz. Tak fordi du følger med. 

Jeg nupper 22 år mere her på bloggen, der inden året er omme har passeret 4000 opslag. 

Mathias Heise & Danish Radio Big Band: A love supreme revisited (April) LP/CD/digital

 

Selvfølgelig er det blasfemi for højlys dag: at tage John Coltranes A Love Supreme, et uomgængeligt mesterværk, der igen og igen er blevet hyldet som en af de bedste jazzplader nogensinde, og arrangere musikken for bigband med mundharpe som soloinstrument. Det lyder på papiret som en dødssejler. I virkeligheden er det heldigvis noget helt andet, når det er Mathias Heise, der spiller mundharpe og har arrangeret A Love Supreme for DR Big Band.

Mathias Heise viste allerede som 25-årig, da han lavede albummet The Beast sammen med DR Big Band, at han sagtens kan tøjle et bigband og stå i spidsen med mundharpen som hovedinstrument. Han er tro mod Coltranes originalkomposition i den grad, man kan være det, når 20 musikere spiller musik, der oprindeligt blev fremført af en kvartet.

Mathias Heise er en vild virtuos på sit instrument, og han mestrer naturligvis det tekniske. Der, hvor jeg for alvor falder på røven over ham, er, når han både kan placere sig lidt foran, lidt bagefter og helt unisont med bigbandet, når de spiller melodistykkerne. Det virker, som om han gør, hvad han har lyst til – og samtidig passer det perfekt ind i fremførelsen.

Mathias Heise har tilføjet sin egen Harmonica Cadenza som solostykke lige før den afsluttende “Part IV – Psalm”, der går over i Coltrane-kompositionen Alabama. Det er en mesterlig og rørende afslutning på endnu et godt samarbejde mellem DR Big Band og Mathias Heise.

Mathias Heise

People in Orbit: Viewpoint (April Records) LP/CD/digital

 

Danske April Records er seks år efter genopstandelsen i 2020 begyndt at kigge over på den anden side af Sundet. For nylig udgav de Jon Henrikssons Shapeshifter. Nu er de atter aktuelle med en svensk udgivelse. Det er People in Orbit, som trompetisten Adam Sass står i spidsen for. De har tidligere udgivet Close/Away på svenske Prophone i 2023 – en plade, der udløste mange roser.

Adam Sass dyrker det kollektive udtryk. Gruppen spiller akustisk jazz med rødder i 1960’ernes skandinaviske jazzkvintettradition, tilsat moderne elektroniske elementer. Patrick Sandberg fra det svenske magasin Orkesterjournalen har skrevet pladens liner notes og nævner bl.a., at det kan minde om det, som Staffan Abeleen og Lars Färnlöf skabte i 60’erne. Her fremhæver Sandberg samspillet mellem Adam Sass’ ekspressive trompetspil og den viltre saxofonist Edwin Ekman som en af styrkerne.

En stor del af albummet er bygget op omkring Cycles, en suite i fire satser, komponeret ud fra et grafisk partitur, hvor hver del repræsenterer et menneskeliv og dets relation til den omgivende verden. Albummet bevæger sig gennem skiftende følelsesmæssige og psykologiske tilstande – fra nysgerrighed og spænding til refleksion og forløsning.

Det er en opløftende fornøjelse at høre pladen, der er fuld af energi og sammenhængskraft. People in Orbit har lavet et flot og overbevisende album.

Bandcamp

Nygang (TYW) digital

 

Det er en af den slags, der kommer snigende ind på dig. Den gør ikke meget væsen af sig. Den er stille og rolig – og pludselig er den der. Du har ikke lyst til, at den forlader dig; det er alt for godt selskab.

Det er den aarhusianske guitarist Jeppe Cornelius Thejsen, der er gået sammen med Thomas Sejthen på bas og Chris Falkenberg på trommer i trioen Nygang. Jeppe Cornelius er for mig et nyt bekendtskab. Han er dog ikke helt ung og uerfaren – han har været omkring rock og beslægtede genrer, inden han er havnet i jazzens trygge favn. Her er han sammen med to stabile musikere med masser af jazz på cv’et.

Nygang laver rolige melodier med underliggende, subtile elektroniske tilføjelser, nærmest som et ambient underlag, hvor de kan udfolde sig. Guitartonen er ren, Sejthens bas er solid uden at fylde, og Falkenbergs trommer er tilpas tilbagetrukne.

Du kan roligt lytte til Nygang, hvis du trænger til en rolig omgang jazz, der hverken er leflende eller ligegyldig.

Instagram

Jasper Høiby’s 3elements: Conversations of hope (Edition Records) LP/CD/digital

Mon ikke der er flere end mig, der savner Phronesis? Trioen med Jasper Høibye, Anton Eger og Ivo Neame, der i perioden 2007-2018 udgav nogle forrygende albums og var et af det engelske pladeselskab Edition Records’ vigtigste bands.

Jasper Høiby er fortsat tilknyttet Edition Records og har i tiden efter Phronesis udgivet flere plader, bl.a. med trioen 3elements, som er aktuelle med deres tredje udspil. Her er Høiby sammen med spanierne Xavi Torres (piano) og Naima Acuña (trommer). Når jeg hører 3elements, hører jeg også noget af det, jeg holdt så meget af ved Phronesis. Energien, nerven, temperamentet og intensiteten er intakt.

Jasper Høiby har skrevet musikken og dyrker trioformatet som et kollektiv, hvor alle træder frem på samme tid. Der er rolige numre som “Conversations” og “Hop”, hvor Høiby nærmest i NHØP’sk stil er helt fremme som melodibærende musiker. En af mine favoritter er nummeret “High Sky”, der har et forrygende melodisk flow og en uro, som afbryder og presser på uden at ødelægge den intense stemning. Det er høj klasse.

Bandcamp

Alm (Boomslang Records) LP/digital

 

Guitaristen Carlo Dayyani fra Danmark er sammen med Steven Moser (trommer) og bassisten Seth Sjöström en del af trioen ALM, der er baseret i Berlin, hvor de studerer på Jazzinstitut Berlin. Debut-EP’en indeholder fem numre og åbner med det fragmenterede nummer “Drumsolo”, der – trods titlen – ikke er en trommesolo. Den følges op af den pulserende “Preach” og den lige så dragende “Motvind”, hvor Seth Sjöström indleder med en fedmefyldt bas, som Dayyani og Moser skaber uro omkring.

Det er ikke larmende jazz. Det fremstår som et ambitiøst projekt, hvor de tre musikere insisterer på at udvikle og gøre noget andet – og det lykkes ganske godt. De topper til allersidst på “Cocoon”, et nummer, jeg er vendt tilbage til igen og igen under lytningen af pladen. Mosers urolige rytme, Dayyanis opbyggende guitar og Sjöströms ulmende bas er betegnende for trioens musik, som forhåbentlig vil føre til meget mere fra den kant.

Boomslang Records

Musikalsk træsprit - identitetstyveri på streamingtjenesterne

 

Er Spotify, Youtube, Tidal og andre streamingtjenester ved at brænde ned? I den seneste uge er der dukket nye numre op med Carsten Dahl, Mikkel Ploug og Bo Stief på tjenesterne. Numrene er tydeligvis AI genererede og har intet med de nævnte musikere at gøre. 

Det er et selskab der hedder On the spot music internasional der står bag udgivelserne. Når man tjekker hvem der er skabere af numrene inde på eksempelvis Spotify, så står der på alle tre at de spiller saxofon, hvilket ingen af dem som bekendt gør. 

Hvordan kan det lade sig gøre, at den slags slipper igennem? Tilbage i september 2025 meddelte Spotify at de havde fjernet 75 mio. numre, som de betegnede som “spammy tracks”. Det handlede bla. om numre der mindede alt for meget om eksempelvis musik af Drake, The Weeknd etc. I det aktuelle tilfælde handler det ikke om at musikken minder om Dahl, Ploug eller Stief. Det handler udelukkende om at der er nogen der misbruger deres navne. Musikken er en rædselsfuld omgang AI skabt musik, hvor selv det utrænede øre kan høre at det er noget skrald. 

Hvorfor tillader tjenesterne at musikernes navne bliver misbrugt på den måde? Det svarer til at et supermarked solgte vin der udgiver sig for at være fransk eller italiensk vin men udelukkende indeholder træsprit.

Det er for slapt at det kan lade sig gøre for svindlere, at lave den slags numre. Hvis supermarkedet fortsatte med at sælge træsprit ville myndighederne gribe ind. Hvem griber ind når streamingtjenesterne ikke har styr på deres butik? Carsten Dahl har meddelt på Facebook at han trækker al sin musik fra Spotify pr. 1. maj.

Jeg har i forbindelse med at jeg skrev denne tekst også opdaget at der er et fake-nummer ude med både Keith Jarrett Trio og Lennart Ginman der hedder Ashes in my coffee. Er det mon asken fra Spotify og de andre der er ved at brænde ned som lander i kaffen?

SingleNyt JazzNyt Marts 2026

 

Foråret står for døren og jazzen har ligesom blomsterne også gang i knopskydningerne. Jeg har valgt et lille eksklusivt udvalg af singler denne gang, hvor der er gået pianotriotema i den. Husk at du kan finde numrene på Jazznyts Spotify playliste.

Martin Vollertsen: Når her bliver normalt (BlikFlak)
Den aarhusianske pianist Martin Vollertsen bruger inspiration fra børnesangenes enkelhed og lethed. “Når her bliver normalt” fungerer som en nænsom kommentar til den verden, vi står i, og den bevægelse, vi alle er en del af. Det er et stykke musik, der insisterer på det enkle og det ærlige – og som peger mod lyset, når det, der føles uvant, igen finder sin form.

Birner: Midnat (Birner Productions)

Nummeret er fra en EP som den unge debuterende pianist Nora Birner Hansen lige har udsendt. Midnat er en svævede og enkel melodi med tydelig rod i den nordiske jazz og klassisk musik. Musikkens skønhed maner til ro og fortabelse. En absolut lovende debut.

Steen Rasmussen: Ligia (Prisma Music)

Han er min favorit i Danmark, når jazzen skal have et brasiliansk touch. Her er sammen med danske Kasper Vadsholt på bas og den brasilianske trommeslager Celso de Almeida på en smægtende smuk ballade.

Kosmos Trio. Gregorian Rhapsody (April Records)

Anden single fra pianisten Frede Thorsen og den nye udgave af Kosmos Trio. Det lover godt for det kommende album. Det er en fusion af renæssancemusik og jazz med et nordisk twist.

Blåly: Emigrantvisa (April Records)

Det er modigt at kaste sig over Emigrantvisa, som kongen af nordisk jazz, Jan Johansson udødeliggjorde på Jazz på svenska albummet. Man kan også bare vælge at lave sin egen originale version af den gamle svenske folkemelodi, som Blåly har gjort.

Tabloid: Eurocarve 79 (Sony)

Med inspiration fra house, techno og elektro og stjerner som Giorgio Moroder, Daft Punk, Cassius og Kraftwerk har Tabloid lavet et sikkert dansegulvshit. Nutidig dansk discojazz! Yeah!

Richard Andersson with Rudi Mahall, Artur Tuznik & Kasper Tom: Monk & More (Hobby Horse Records) CD/digital

Det er meget let at holde af denne udgivelse. Danskerne Richard Andersson (bas) og Kasper Tom (trommer) spiller her sammen med den herboende polske pianist Artur Tuznik og den tyske klarinetist Rudi Mahall, der også gerne spiller på basklarinet.

Vi hører dem på en “fluen på væggen”-optagelse fra Hobby Horse Studios, hvor de spiller musik af Thelonious Monk og andre. Lyden har et rumligt præg med karakter af noget dokumentarisk. Det er en af grundene til, at jeg holder så meget af udgivelsen. Autenticiteten og ægtheden passer perfekt til Monks musik, der for mig altid har været musik med plads til det skæve og uperfekte.

De spiller f.eks. Pannonica, Brilliant Corners og Wee See af Monk, men der er også blevet plads til Lee Konitz’ Subconscious-Lee og flere andre. Det er fire musikere, der mødes omkring nogle amerikanske klassikere, hvor Mahall indtager hovedrollen, og Tuznik viser nogle fine sider af sit klaverspil.

Bandcamp

Maria Dybbroe & PO Jørgens: Counting the flowers (Ninth World Music) LP/digital

 

Ude på landet, nord for København, holder den fritænkende percussionist PO Jørgens til. Han har mange (rigtigt mange!) forskellige slagtøjsinstrumenter i sit Ninth World Music Studios. Her har han mødt saxofonisten Maria Dybbroe. Det er både oplagt og genialt, at de mødes i en duo. De er begge improvisatorer med et dynamisk og udforskende forhold til øjeblikket.

Pladen er med sine 13 numre en meget koncentreret sag, hvor længden på numrene spænder fra 1:22 til 5:45. Numrene går fra “1st Flower” til “13th Flower”. Det er meget afvekslende og bevæger sig fra det store og luftige til det mere fokuserede. Kommunikationen mellem musikerne er som at høre to botanikere, der studerer blomster – deres struktur, vækst, genetik, økologi og udvikling. Det er som lytter en frisættende rejse ind i blomsternes verden.

Maria Dybbroe har et frit og åbent spil med en helt egen tone. Det passer godt til PO Jørgens’ uendeligt opfindsomme percussionspil, hvor der både er struktur, form og en særlig rytmisk logik. Her er eksempelvis “2nd Flower” en af mine favoritter.

Counting the Flowers er mere end free jazz. Det er to ligesindede musikere, der mødes i en smuk og farverig, blomstrende have.

Bonusinfo:
Pladen er allerede anmeldt af to norske netmedier. Det er Jan Granlie fra Salt Peanuts og Tor Hammerøe fra Nettavisen, der begge har et skarpt øre for den frie afdeling af jazzen – og det trækker vel heller ikke ned, at Maria Dybbroe bor i Norge.

PO Jørgens på Facebook

Carsten Dahl: Into the storm (Storyville) CD/digital

Egentlig ville jeg starte med at skrive noget om Carsten Dahls vilde musikalske rejse med klavertrioer siden 90’erne. Men mens jeg sidder og lytter til pladen og brygger på noget at skrive, bliver jeg ramt lige midt i hjertet. Hov, hvad er nu det? Jeg skynder mig at finde pladecoveret frem. Den er god nok: Det er Hugo Rasmussens “Sweets to the Sweet”, de spiller.

“De” er amerikanerne Reuben Rogers på bas og Gregory Hutchinson på trommer, som sammen med Carsten Dahl optræder på Jazzhus Montmartre en kold januaraften i 2013.

Det er sprællevende og medrivende fremført. Trioen spiller med humor og respekt for den gode melodi; publikum klapper med i takt og griner flere gange. Reuben Rogers forstår sjælen i nummeret og leger sig gennem det på bassen. Hvis dit liv er presset til kanten af alt muligt, så skal du alligevel afse tid til at høre “Sweets to the Sweet” – og hvis du har lidt overskud på tidskontoen, bør du naturligvis høre hele albummet.

Når du hører hele albummet, bliver du beriget med tre stærke og personlige jazzmusikeres møde omkring nogle af jazzens standarder: “Body and Soul” og “Blame It on My Youth” i den mere rolige afdeling og “Caravan” i en boblende version. De åbner pladen med Dahls “Minoring Together” – og det er vel netop det, de gør: de “moller” sammen. Det er tight, åbent og aldeles virtuost.

Jeg ved ikke, om pladens titel er en hilsen til Carsten Dahls læremester Ed Thigpen, der udgav albummet Out of the Storm i 1966. Det ville være passende – man fornemmer, at han er med et eller andet sted i musikken.

Bonusinfo
Jeg har lavet en løs optælling af de plader, jeg har skrevet om på bloggen, hvor Carsten Dahl medvirker. Hvis min optælling passer, har jeg skrevet om 50 Carsten Dahl-udgivelser de seneste 20 år. Langt de fleste med pianisten i en hovedrolle.

Bandcamp

 

Katrine Schmidt: Wearing my heart on my sleeve (Katrine Schmidt) LP/digital

 

Der er gået fem år, siden Katrine Schmidt debuterede med albummet Laying My Burdens Down, som hun efterfølgende modtog en DMA-pris for ved Roots DMA. Siden er der kommet et barn ind i hendes liv.

Undervejs har hendes roots/country/folk/singer-songwriter-stil bevæget sig i nye retninger, og en mere jazzet tone er kommet ind i musikken. Tekstmæssigt har det sat dybe spor, at hun først mistede sin far og siden selv blev forælder. Det betyder, at hun er rykket tættere på følelser, hun ikke tidligere har været i kontakt med. Det er omdrejningspunktet for dette vellykkede album.

Det er singer-songwriteren, der bevæger sig i retning af jazzen. Klaveret er centralt i det musikalske udtryk, hvor man også hører guitar og violin ud over bas og trommer. Katrine Schmidt har en varm og nærværende stemme, der er som skabt til de stemningsfyldte ballader og rolige sange.

Lyt til “Crooked Little Heart”, “Bit by Bit” og ikke mindst “To the Moon and Back”, så forstår du, hvorfor Katrine Schmidt har skabt noget særligt med albummet Wearing My Heart on My Sleeve.

Facebook

Jon Henriksson: Shapeshifter (April Records) LP/CD/digital

Den svenske bassist Jon Henriksson tilhører en generation af jazzmusikere, der har et mere afslappet og åbent forhold til det, man i mangel af en bedre formulering, kalder straight jazz. Herhjemme kender vi ham især som bassist i Rasmus Sørensens Trio. Henriksson har allerede udgivet to plader i eget navn, og nu kommer den tredje – hans debut på danske April Records, som i øvrigt også er Rasmus Sørensens pladeselskab.

Pladen åbner med “Toninho”, hvor Henriksson – i stil med det, man kender fra Pat Metheny – synger med på guitarens melodilinjer. Guitaren spilles af Pelle von Bülow, der også medvirker på et par andre numre, mens Rasmus Holm er med på trombone. Allerede et stykke inde i nummeret kommer den næste åbenbaring: den svenske tenorsaxofonist Karl-Martin Almqvist, der til daglig har sin gang i DR Big Band. Han spiller med en tone, der sender tankerne i retning af 60’ernes jazz. Inden det over otte minutter lange nummer er færdigt, kommer endnu en åbenbaring, når Rasmus Sørensen folder sig ud med en smuk, melodisk solo. Albummet er først lige begyndt.

Hvis du tror, at det er Pat Metheny-jazz, albummet byder på, kan du godt tro om igen. Næste nummer er titelnummeret “Shapeshifter”, der med titlen indikerer, at Jon Henriksson gerne skifter form undervejs. Det er dog ikke vilde og abrupte skift, der kommer – de sniger sig ind. På “Shapeshifter” er vi havnet i et nordisk klingende balladeunivers.

Så følger nummeret “Grönbete”, hvor Rasmus Holm har fundet sin bastrombone frem. Sørensen spiller med en lethed, hvor han nærmest svæver afsted. Almqvist er grounded i den amerikanske jazztradition, hvor Coltrane og den slags giganter er pejlemærker. Pelle von Bülow tjekker atter ind med en overlegen og rolig solo.

Jon Henriksson er en ægte baskapelmester, der holder sammen på musikken, samtidig med at han giver sig selv masser af plads. “Monkurt” og “Olikheter” er to andre stærke numre på pladen. Der skal også være plads til en blues: “Chime Blues” er New Yorker-jazz, hvor man ikke kan sidde stille til det tætte groove.

Selv om der er forskellige jazzformer undervejs, fremstår “Shapeshifter” som et meget helstøbt album, hvor jazzen skinner om kap med forårssolen.

Bandcamp

Heine Hansen & Mads Ole Erhardsen: Human Angel (Heine Hansen & Mads Ole Erhardsen) digital

 

Saxofonisten Mads Ole Erhardsen dyrker gerne den intime jazz. Han har bl.a. lavet en duoplade sammen med Thomas Sejthen. Nu er han gået sammen med Heine Hansen om en duoplade, hvor de spiller en blanding af originale numre og andres kompositioner.

Det er f.eks. Antonio Carlos Jobims Zingaro, som duoen spiller så levende, at jeg synes, jeg kan høre en guitar, når Heine Hansen spiller klaver. De spiller også The Peacocks, som Jimmy Rowles og Stan Getz udødeliggjorde sammen på det nu næsten 50 år gamle album af samme navn. Hansen og Erhardsen skylder helt sikkert originalen noget, og jeg tror også, at Mads Ole Erhardsen (i overført betydning) har en idolplakat med Stan Getz hængende over sengen derhjemme.

Alligevel er det noget andet at høre danskernes udgave, hvor Erhardsen eksempelvis har en mere støvet tone, og Hansen er rundet af danske traditioner.

Det fede ved deres musik er, at de numre, de selv har skrevet, uden problemer matcher klassikerne. De kan sagtens lave en melodi, der har lige så meget tyngde og nerve. Lyt f.eks. til Hadal. Hansen og Erhardsen har lavet en rolig duoplade, der både tåler koncentreret lytning (hvor man får nogle musikalske kulhydrater at arbejde med) og fungerer som baggrundsmusik.

Gateway Musicshop