torsdag, september 03, 2009

Santa Cruz: When the sun goes down (Gateway)

På cruise tilbage til firserne

Det er kvintetten Santa Cruz's tredje album. De to første gik der dog 21 år imellem. Denne gang er der så kun gået 3 år. De har besluttet sig for at være mere end et tribute-band, der blev gendannet i forbindelse med, at den oprindelige bassist Jens Melgaard døde i 2003. Bo Stief kom istedet med på bassen og Hans Ulrik blev indskrevet på sax'en. Han havde i 1988 haft Jens Melgaard med på sin debutplade Fusion, hvor et andet Santa Cruz-medlem medvirkede; tangentekvilibristen og komponisten Frans Bak. Den plade kan iøvrigt stadig anbefales for, at være suverænt eksempel på dansk firser-fusion. Den minder så pudsigt nok en hel del om den aktuelle udgivelse med Santa Cruz.
Den nye plade skal roses for sin rolige, afslappede og nonchalante indstilling til, at der er sket meget indenfor dansk jazz i de seneste 25 år. Det kan nemlig overhovedet ikke høres på When the sun goes down.
Det er der mange grunde til. Primært fordi flere af musikerne i bandet var med til, at skabe væsentlige dele af firsernes pop, rock og jazz i Danmark.
Poul Halberg på guitar, Alex Riel på trommer, Bo Stief på bas samt Hans Ulrik og Frans Bak udgør et respektindgydende line-up, der kan fornøje enhver der har et mere end sentimentalt kærlighedsforhold til firsernes teknisk krævende og melodiske fusions-jazz.
I forhold til udgivelsen Cruzing fra 2006 er den nye plade mere sammenhængende og flydende. Hvilket ikke burde være muligt, da man på numrene godt kan høre, at der er forskel på hvem der har lavet dem. Frans Bak kan lave de mest fantastiske melodier, der allerede er genkendelige første gang man hører dem. Numrene Tak for lån og Hjemme igen er gode eksempler herpå, sidstnævnte er iøvrigt en gammel kending på Santa Cruz repertoiret. Bo Stief er vildbassen, der med et nummer som On his way får åbnet godt op for Halbergs heftige guitar og Bak's synthriffs. Hans Ulrik har sansen for de mere kringlede fusionsarrangementer. Poul Halberg er 80'er-mesteren. Prøv at ligge ører til pladens første nummer Zeppo - enhver gammel Halberg/Larsen-fan bør få tårer i øjnene med den guitarlyd Halberg skyder med, der.
Bonusinfo:
Du kan opleve Santa Cruz følgende steder frad . 19. september: Slagelse, København, Kolding, Bredsten, Bjerringbro, Randers og Ålborg. Se deres myspace for datoer.
My Space: www.myspace.com/santacruzdenmark

Ingen kommentarer: