Jeg havde fornøjelsen af at møde trommeslageren Billy Hart sidste år i forbindelse med at han var på turné med saxofonisten Niels Vincentz. Efter en intens koncert på Fermaten i Herning sad vi og snakkede lidt frem og tilbage. Jeg nævnte nogle af de jazzkunstnere der havde spillet på Fermaten, bl.a. The Bad Plus. Og sagde så: “Nå ja, det er da også rigtigt, mr. Hart, du har jo spillet med Ethan Iverson fra The Bad Plus.” Han kiggede på mig med de samme rolige øjne som en skakspiller kort før han flytter en brik, der sætter modstanderen skakmat.: “No, it was him playing with me!” “Ja det er da osse rigtigt”, sagde jeg og grinte jovialt fjollet.
Nu er Billy Hart atter aktuel med et album, hvor Iverson spiller med ham. De to andre medlemmer er Ben Street på bas og ikke mindst Mark Turner på tenorsaxofon. Det er trommeslageren der er kapelmesteren, det er ham der sætter pacet. Det er for at sige det pænt: “pisseskarpt”. De sætter ikke et ben forkert i de komplicerede numre, hvor Iverson og Turner hver har bidraget med to numre. Det er vidtfavnende jazz, der bliver indfanget og komprimeret til en forståelig og overskuelig størrelse. De formidler og omsætter jazz i en grad som kun ganske få er i stand til. Endnu en gang har Billy Hart Quartet lavet et album der kommer til at lyse og leve længe. Anbefalelsesværdig til den voksne jazzlytter der sætter pris på kvalitetstid for sjælen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar